Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

Da der var gaaet lidt Tid, var Martin bleven saa meget Herre over sig selv, at han atter kunde deltage i Maaltidet, og de lærde Herrer begyndte igjen paa deres Taler. Men Martin sad blot og tænkte paa sin Fader. Hvor fik han dog sin Ro og sin Styrke fra? Den var jo en 192 Forkastelse af den Vej, som Martin havde valgt. Men vilde Martin opgive denne Vej, saa vidste han jo, at det for ham sletikke vilde føre til hans Faders Fred og Sikkerhed, – det blev straks igjen til den Foreløbighed, som han havde levet i saa mange Aar, før han gik i Kloster. Ja, den havde jo ogsaa fulgt ham herind. – Og derfor var han nødt til at blive ved, – under Spænding og Rædsel prøve paa at opfylde sin yderste Pligt – forat naa til Fuldkommenhed og faa en naadig Gud. Den Hvile, han et Øjeblik havde fundet nu tilsidst ved Altret, den var jo dog ingen paalidelig Ro, – den kunde jo umulig holde sig, før han virkelig havde betalt sin Gjæld, sin Skyld til Gud.