↩ Magister Melanchthon, som stod inde i Stimlen ved Siden af sin Kone, men ingen Ting kunde see, da saa godt som alle omkring ham var højere end han, – han kunde næsten ikke faa det ind i sit Hoved, at et nyt Afsnit i Verdenshistorien skulde begyndes paa den Maade. Han kjendte jo saa godt, fra sine Studeringer, dette med helt nye Epoker, der var begyndt i Historien, – og dette hér maatte være en saadan, det var umuligt andet: brænde den kirkelige Lovgivning, de pavelige Dekretaler, der havde gjældt i tusinde Aar og mere, – tilintetgjøre, opbrænde det Dokument, hvortil den højeste, straffende Magt var knyttet, – som Verden hidtil havde bøjet sig og var veget for! Det maatte jo være noget lignende som Romerrigets Fald, – og det skulde saa kunne gaa for sig her omme bag Hospitalet, paa en frossen Møddingplads, der nu var ved at tø under Hobens Fødder, her, hvor man stod og trippede af Kulde i Snavset, og hverken kunde see til højre eller venstre for sine lange Sidemænd! –