↩ Det lod imidlertid, som om samme Tilio ogsaa selv hurtig glæmte sin flygtige Berømmelse. Han faldt hen til Ensomhed og til Tanker, syntes det, der næppe havde noget med Visen at gjøre. – Den unge Student gik i Virkeligheden og følte Skuffelse over hele Begivenheden, han denne Morgenstund havde oplevet. Der var noget, han havde ventet paa, men som var udeblevet; hvori det skulde have bestaaet, var ham dog ganske uklart. Doktor Martins Optræden var vist god nok, tænkte han, og for et Øjeblik siden havde han jo ogsaa selv været meget betaget. Men nu bagefter var det, ligesom en fjærn, vid Udsigt havde lukket sig straks igjen, Det havde ikke ført til noget, eller hvordan det var. – Nu skulde man hjem og spise Frokost – Folk forlod i store Skarer Stedet nu, – og paa den anden Side af Frokosten kunde han saa tydeligt og kjedeligt see denne mærkelige Dag til Ende. Og saa skulde man i Seng, og saa var dét ikke mere. – Ja, nu straks efter Frokost skulde der være et Optog igjen, som han for Resten havde haft i Sinde at deltage i; men hvad, det kunde da ikke engang blive nær saa betydningsfuldt som det, Dagen allerede havde bragt.