↩ Nogen Skyld i hans Mismodighed og Trøstesløshed – baade ellers og nu i Dag – havde Doktor Martin nu vist ogsaa. Ham var Tilio ikke helt tilfreds med, skjønt han jo var saa stor en Mand. Nu havde han læst baade hans Bog til den tyske Adel – nu sidste Sommer – og hans babyloniske Fangenskab og om et Kristenmenneskes Frihed, og han havde ogsaa hørt ham tale tit nok, – og det var jo svært, hvor han kunde slaa tilside; men Tilio syntes altid, at naar man nu var kommen igjennem saadan en Mængde Hindringer, saa skulde der vise sig en stor Forandring, et stort Lys, saaat Verden ligesom forsvandt i Solskin, – men det kom aldrig. Og Doktor Martin ventede det vist ikke. Han talte saa tit om, at Verden var en Jammerdal, og han selv en Ormesæk, og det blev egentlig aldrig til andet end dette med Troen og Naaden, og det kunde jo være godt nok, men det var dog ikke det, Tilio vilde have. Aa, havde han stolet ret paa, at det saadan rigtig førte til noget med Doktor Martin, saa havde han vel ogsaa nok gaaet til hans Forelæsning i Dag, – det var en Slags Trøst for Tilio saaledes dog at faa ligesom en Grund til, at han gik her ledig og udenfor det hele.