Alle forekomster
↩ Tilio følte sig ganske overvunden. Han stirrede ogsaa – ind i en Verden, meget broget, og hvor noget, han ikke ret kunde faa fat paa, var ham imod, – men dog en Verden, hvor vistnok ogsaa dét var, som han ventede paa, dét, som han var bleven bedraget for i Morges og hele Dagen – indtil nu!