Knudsen, Jakob Uddrag fra MOD

↩ De kjørte over Helbra og Kloster-Mansfeld, og Doktor Luther sad stadig og takkede Gud – og det halvhøjt – fordi han dog fik det altsammen at see en Gang endnu – og i det skjønne Vejr. Han syntes, det var næsten, ligesom han skulde ud og løbe paa Is igjen. – Da de kjørte langs Bækken, nedenfor Slotsbjærget i Mansfeld, bad Doktor Luther Tilio om at holde stille lidt.