↩ Jakob Knudsen havde altså ikke held med sit tidligste forsøg på at skrive. Men i 1891 udkom, med et rosende forord af Holger Drachmann, skuespillet Cromwells Datter, et tungt stykke, ikke netop egnet for scenen, men, som Harald Nielsen siden fremhævede,4 med intensitet i skildringen både af Oliver Cromwell som 'den store Troende' og af det menneskelige behov for at tro som 'en dyb og umistelig Trang'. Stykket kredser om et centralt Jakob Knudsen-motiv, som også har vægt i Sind: kærligheden som forløsningsmiddel, og det har som orienteringspunkt for troen på sammenhæng en intens og skrøbelig oplevelse fra barndommen – af forår, anemoner og skovbund. En religiøs grundoplevelse af samme karakter som det naturindtryk, der vender tilbage til den 14-årige Anders Hjarmsted, da han hører Brorson-salmelinjen 'Hele Himlen staar i Sang'.