↩ Som sådan kan man se Anders' retfærdigheds trang i det øjeblik, den får ham til at holde halsstarrigt på sin ret også i småting, fx i skærmydslen med den nye nabo Poul Vinding om deres respektive hestes placering (s.78). Det er mere usikkert, om Anders' idealitet af Knudsen betragtes som vildfaren, når retsfølelsen får ham til uden skrupler at ekspedere sine modstandere ind i det hinsidige -idet jo beslutningen herom netop forbindes med en religiøs oplevelse, der befrier ham fra rethaveriet (jf. ndf. s. 216). Alt andet lige: Det hedder videre i essayet »Om Idealitet«, 'uden Idealitet eksisterer hverken Kunst eller Stordaad. Ja, man kan sige: uden Idealitet er alt Kedsommelighed.' Og det er det forløsende – eller forløste -i idealiteten, de nærtstående husker Anders for efter hans død. Bogen fokuserer på både heroen og fanatikeren.