Knudsen, Jakob Gjæring Afklaring

2
3

JAKOB KNUDSEN

Gjæring · Afklaring
Roman

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER AF
Poul Zerlang

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Ministeriet for kulturelle Anliggender. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen for NDL, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Erik Dal og Jørgen Hunosøe for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Flemming Lundgreen-Nielsen som tilsynsførende. Tekstgrundlag: 1. udg. 1902. Nr. 882061.

Udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1988 · ISBN 87-418-8254-7
Omslag: Stig Brøgger · Tryk: Rounborgs grafiske hus, Holstebro

JAKOB KNUDSEN

GJÆRING
ROMAN

KJØBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET ERNST BOJESEN
1902

6

Gjæring udkom i tidsrummet 14.-20. marts 1902, kostede 4,50 kr. og omfatter [4]3 02[2]s.

I Gjæring. // blank. III omstående titelblad, der gentages på bogens grå omslag (titlen 79 mm bred). IV Oplag: 1250 Ekspl. H.H. Thieles Bogtrykkeri. 1-302 tekst. [302]: Af samme Forfatter er tidligere udkommet: 5 titler og årstal. Under Arbejde er en Roman:
AFKLARET

7

I

Det var Efteraar i Holtinggaards Have. Løvet paa Elmetræerne i det sydlige Læbælte var tyndet ud af Blæsten, især for neden, saa man, som gjennem høje Porte, saae ud under Kronerne, ud over Fjorden, hvis Bølger gik mørkeblaa under den skyfri Oktoberhimmel. – Inde i Haven – i Kjøkkenhaven – var Jorden helt sort efter den megen Efteraarsvæde, med Skjærver og Potteskaar hist og her, der tindrede som Guldsmykker i Solskinnet. Der var Løglugt i Luften derinde af Purrer og Persille, og langs ad Aspargesbedene stod fine, grønne Skove med Dugperler i Toppen.

Paa Kanten af et af Bedene sad en lille tolvaars Pige og gnavede paa en Gulerod. Hun var lidt blaa i Ansigtet af Kulde, men ellers godt klædt paa: Kyse og Kaabe, og Træsko paa Fødderne. Ved Siden ad hende, paa Bedet, stod et Par sorte Sko med Læderstropper til at knappe over Vristen. Albuerne støttede hun paa sine Knæ og holdt Guleroden op mod Munden med begge Hænderne. Hun skjød Hagen frem og saae tankefuld ud, saaledes som man let kommer til det, naar man fryser lidt og samtidig tygger Gulerod Uden at dreje Ansigtet fulgte hun med Øjnene sin noget ældre Broder, som gik en halv Snes Alen fra hende langs Hasselhækken og søgte efter nedfaldne Nødder.

Der havde allerede lagt sig et tæt Lag af visne Hasselblade over den gravede Jord langs Hækken. Drengen ragede hist og her dette Lag til Side, og saa laa de tørre, brune, runde Nødder, sædvanlig faldne ud af Haserne, paa den fugtige, sorte Muld underneden.

»Det ser ud ligesom Tærningerne, de fandt i Græsset dengang – efter Ragnarok,« sagde han til sin Søster.

Hun sprang op og løb hen til ham.

»Og nu er jo ogsaa Sommeren helt til Ende,« føjede han til.

»Jamen saa passer det ikke, Karl, for saa skulde det jo være Foraar,« sagde hun og bed af Guleroden.

»Hvad?«

»Jo, for de fandt dem jo paa den nye Jord«

8

»Jamen jeg synes ogsaa, at Jorden er ny saadan under Bladene.«

Hun løb hen og tog sine Sko. – »Nu skal vi gaa. Kom nu, Karl!«

De løb begge langs med Aspargesbedene, hen over Mistbænkepladsen, saa fulgte de et lille Stykke den nordre Hovedgang; men dér forsvandt de lige med eet – ind i det nordre Hegn.

Der gik en lille Sti derind imellem de mørke Graner, klippet ud i Grenemassen og saa lav, at en voksen Mand ikke godt kunde gaa opret.

Herinde i det nordre Hegn havde det for Resten i den senere Tid været Tiveden. Hér var de store Skove, som spærrede Passagen mellem Venern og Vettern. Og hvad der gjorde det saa underlig uhyggeligt herinde, var dette, at det jo i Grunden var sørgelige Sejre, som Kristian den Anden dengang havde vundet. Det stockholmske Blodbad blev dog Frugten af disse Sejre. Og det stockholmske Blodbad var jo den store, skjæbnesvangre Udaad i denne Konges Liv. – Men vildt havde Kampen raset paa disse Steder, og store Hindringer havde Danskerne haft at overvinde, særlig de utallige »Braader« eller omvæltede Stammer, hvormed Svenskerne havde søgt at spærre Vejen for Fjenden, og som endnu laa i stor Mængde herinde.

Grantykningen endte; der kom en Lysning inde i Hegnet; der var aabent og solbeskinnet. Børnene stod og lyttede til en Solsorts Skvætten ovre i Rønnebærtræet. Nu kom den neden ud af Træets Krone, fløj skraat nedad mod Jorden og smuttede ind under en Busk. – Hér havde netop ogsaa Sigurd Fofnersbane staaet og lyttet efter Fuglestemmer, dengang han havde dræbt Ormen, og havde stegt dens Hjerte og smagt paa Blodet deraf. Der havde altid været saa fuldt af Fugle herinde i Rønnebærrene om Efteraaret, og ud paa Eftermiddagen, naar det begyndte at skumre, saa tudede og galede Uglerne og fløj lydløst over den aabne Plads.

Stien gik atter ind i Grantykning; og herinde, hvor Jorden var fugtig, selv i langvarigt Tørvejr, imellem de nøgne Granstammer, her løb Diget, som skilte Holtinggaards Have fra Præstegaardens Have; og hvor Stien løb over Diget, var dette helt traadt ned af Børnene fra de to Gaarde. – Men det var jo en betydningsfuld Grænse, denne, selv om man ikke lige straks mærkede Forskjellen, idet man gik over den. Det var dog ligesom to Riger, der her stødte sammen. – Her paa det te mørke, ensomme Sted var nu ogsaa Grænsen mellem Evropa og Asien, disse to uhyre Verdensdele. Og dette Pas havde i lang Tid 9 Napoleon Bonaparte gaaet over paa sit store Krigstog mod Moskva, indtil det opdagedes, at man havde misforstaaet noget i den historiske Beretning.

Fra dette Dige skraanede Jordsmonnet opad, bevokset med Træer ligesom paa Holtinggaardsiden; det var Præstegaardshavens Læbælte, som paa dette Sted var meget bredt. Men straks paa hin Side af Diget kom man over en Gang, som løb hele Præstegaardshaven rundt lige indenfor dens Grænser. – Den fulgte de to Børn dog ikke; de havde en lille fodtraadt Sti op tværs igjennem Læbæltets Træer.

»Hvor mon nu alle de grønne Blade af Vintergjækker og Paaskeliljer og Skvalderkaal er henne, som stod her i Foraaret,« sagde Anna, mens hun og Karl løb op imellem Træerne. »Mon de nu er visnet og raadnet?«

»Ja, de er helt væk,« sagde han; »men veed Du, at Løgene sidder nede i Jorden; de er ligesaa friske og hele; de sidder saa langt nede, at Frosten ikke kan gjøre dem noget om Vinteren.«

»Har Du set dem, Karl?«

»Ja, jeg fandt nogle sidste Aar dérhenne. Det var vistnok Vintergjækkeløg. De var ligesaa pæne som Lærkeæg. Saadan nogle kan Tropperne leve af om Vinteren, naar de lider Strabadser.«

»De er vist ved at lege oppe paa den store Plæne,« sagde Anna.

»Hør, hvor de raaber.«

Straks efter kom de to Søskende ind i rigtige Havegange med Stikkelsbærbuske paa Siderne, og saa varede det ikke længe, inden de var paa Plænen i Præstegaardshaven.

Her legede man netop Erik Ejegod. Præstens fjortenaarige Datter Kathrine, der, som Barnepige for sin yngste lille Broder, uafladelig blev kaldt bort fra Legen med sine Kammerater, skulde just igjen paa en Pilgrimsfærd, – og da var det Skik, at hun stillede sig op paa en Bænk paa Plænen, og blev omlejret af de andre Børn, som holdt hende fast i Kjolen og tryglede og bad hende, at hun ikke maatte forlade sit Fædreland, – eller blot raabte: »Aa!« – Naturligvis kunde andre end Kathrine godt være Erik Ejegod, men det var dog næsten altid hende; paa ingen af de andre hvilede der saa tunge Pligter, og det gik altid bedst, naar hun var det.

»Nej, jeg maa af Sted, for jeg har slet ikke Lov til at blive,« raabte Kathrine og sprang ned af Bænken. – I det samme saae hun Karl og Anna komme frem fra Midtergangen og gaa ind paa Plænen.

10

»Har I hørt, hvor vi skal hen?« raabte hun til dem.

»Nej,« sagde Karl. »Skal vi andre med?«

»Ja, det skal I da nok.«

»Er det i Dag?« spurgte Anna.

»Nej, det er først den 3die November. Saa skal vi kjøre hen til Lundborg, til Højskolens Indvielsesmøde.«

Kathrine skyndte sig ind til sine Pligter.

Karl gjorde i Tavshed et Slag rundt paa Plænen med denne Nyhed

»Saa skal Du nok have Din blaa, uldne paa, Anna,« sagde Henriette Lind, der var Plejedatter og Kusine i Præstegaarden.

»Skal vi kjøre i to Vogne?« spurgte Karl strængt.

»Det veed jeg ikke,« sagde Henriette. Anna tog hende netop under Armen, og de to gav sig til at løbe rundt om Plænen, alt hvad de kunde, for bedre at tale sammen.

Tilbage efter den opløste Leg stod henne ved Bænken Præstens tre yngre Børn, den elleveaarige Ellen og Kirstine og Hans; desuden Morten Hejlgaards Karen og Niels Vibro's Niels, som gik i Skole sammen med Præstens Børn og dem fra Holtinggaard. De følte sig alle fem noget tilovers lige i Øjeblikket; thi de tre af Præstens vidste bestemt, at de ikke skulde med til Lundborg; de to fremmede havde endnu ikke faaet spurgt deres Forældre.

»Kom saa ind!« lød Præstens Stemme omme fra Gaarden. Og et Øjeblik efter laa den store Plæne ensom og forladt i Oktober-Solskinnet.

»Hvad har I saa haft med Ida Vinding i Formiddags?« spurgte Pastor Nordbye Børnene, da de var komne til Sæde paa Stole rundtomkring i hans Stue.

»Ja, jeg var ikke med,« sagde Kathrine, der nu atter havde vist sig.

»For jeg skulde passe Mot, ved det Moder bager i Dag.«

»Naa, men saa skal lille Kathrine hellere lade en anden svare,« sagde Præsten.

»Vi har regnet og skrevet og tegnet,« sagde Henriette, »og saa har Frøken Vinding fortalt os Jordbeskrivelse.«

»Og det var om?«

»Det var om Norge.«

11

»Det var om Norge, naa, det var om Norge. – – Aa ja,« sagde Præsten, og hans Stemme fik pludselig en saa usædvanlig Klang, at alle Børnene saae op paa ham, – »kunde jeg blot have været fri for at fortælle jer det, som vi skal høre om i Dag, for det er egentlig altfor tungt for unge Børn at faa Besked om. Men det er desværre sandt, saa I vil lære det at kjende alligevel. – Ja: da det var skeet, som jeg fortalte om sidst, at Tyskernes jættestore Overmagt havde kvalt den sidste Modstand paa Dybbøl i Strømme af Blod; da Danmark laa blødende, døende, – da var der ikke eet Folk i hele Verden, som kom os til Hjælp; der var ikke eet levende Folk paa den Jord, som dog Gud har skabt, der brød sig om, at Retfærdigheden blev myrdet. Se – det er det, som gjør Aaret 1864 til det store, forfærdelige Aar i Verdens Historie: at da viste det sig, at hele Verden var bleven en anden; alle Steder var det de Onde, det var Jætterne, der havde faaet Magten.«

»Men, Onkel Jørgen, hvad sagde da Nordmændene?« spurgte Anna.

»Ja, det er jo det, der gjør saa ondt, saa ondt at tænke paa, at vor Tvillingbroder handlede som alle de andre; Nordmændene glæmte deres Kjærlighed, deres Ære og deres Tro, og de glæmte, at naar Magten skal raade over Retten, saa er de selv dødsdømte.«

»Jamen det var da ikke dem allesammen? Var det, Onkel Jørgen? Var det ogsaa Bjørnson ?«

»Nej, Menneskene er ikke paa een Gang blevne til Jætter allesammen. Men Mandhjem er alligevel bleven til Jættehjem, for det er Jætterne, der regjerer overalt; det er dem, der bestemmer, hvad der skal ske. Det er det, der er det nye og forfærdelige. Tænk, at Gustav Adolfs Sverige og Shakespeares England er sunket saa dybt, – og at Morten Luthers Tyskere er blevne til Forbrydere, Røvere, Mordere!«

»Men kan de Gode ikke komme til at regjere igjen?« spurgte Karl.

»Veed det ikke! veed det ikke! Gud se i Naade dertil! Saa skal der vist først ske saa stor en Forandring, som vi sletikke kan tænke os. For det er sletikke blevet bedre i de Aar, der er gaaet siden 1864, tværtimod: værre og værre!«

»Men her i Danmark er det da de Gode, der regjerer, Onkel Jørgen, hvad, er det ikke ?« blev Karl ved

Pastor Nordbye stod og saae ned for sig med Hænderne paa Ryggen: »Det haaber vi, det beder vi Gud om, at det maa vise sig. For vi 12 veed det endnu ikke; vi veed egentlig sletikke, hvad det er for nogle Mennesker, de, der regjerer over os nu. Kun eet veed vi: at siden 1864 lever vi af Guds Naade alene; Han maa gjøre det, – og Han har gjort meget, Han har gjort store og underlige Ting; ellers var vi allerede forblødt af det forfærdelige Saar, vi fik, da vi tabte Sønderjylland.«

»Men kan vi da ikke gjøre noget selv ogsaa?«

»Gud gjør altid sit Storværk med et Folk ved Folket selv. Han har vakt den danske Folkeaand, men Folkeaanden virker altid gjennem Folkets egne Mænd. – Og dog – og dog: det er sletikke paa almindelig Maade, det her er gaaet til siden 64. Han føder os tydelig nok af Haanden, som man gjør med de Kyllinger, der ikke kan bjerge Føden selv. – Alt her i Danmark beroer nu paa den ene Mand Grundtvig; men han er ikke en almindelig Folkehøvding; han er en Guds Mand, som man ikke har set Magen siden Luthers og Apostlenes og de gamle Profeters Dage. Siden 1864 er Danmark i mangt og meget kommet til at ligne det gamle Israel, saadant et lille kunstigt Folk, et Guds Dæggelam, som Han selv opfostrer. – Ja, lille Børn, det er vor Trøst – det er min hemmelige Oplivelse og Fortrøstning – at naar der er kun Een, som er bleven os tro, saa er det da ogsaa Gud selv, den Almægtige, imod hvem Alverden er det samme som ingen Ting. Ham være Pris og Tak!«

Børnene var blevne baade ængstede og bevægede af den Maade, hvorpaa Præsten fortalte dem i Dag. Baade Kathrine, Henriette og Anna bøjede Hovederne ned mod deres Kjolelommer, af hvilke de halvt fremdrog deres Lommetørklæder. Karl sad og glippede med Øjnene.

Saa sagde Præsten, at nu skulde de synge: »Fædreneland ved den bølgende Strand.«

Under Sangen kom Karl til at tænke paa, hvor skammeligt det var af Herredsfoged Bircheroeds, at de sagde, at Grundtvig havde ment sig selv med den Gamle af Dage. Karl troede ganske vist ogsaa, at dette var Grundtvigs Mening, men syntes, at han maatte da have Lov til at kalde sig »den Gamle af Dage«, saadan en Mand, som han var, og tilmed saa gammel. Men Herredsfogdens skulde ikke snakke om saadant noget, for de forstod det jo slet ikke.

Da de havde sunget Sangen til Ende, fortsatte Præsten sin Fortælling om Krigen i 64, og fortalte dem blandt andet om General 13 Baglæns, og om, at de Ingeniører og Dragoner, som dengang havde ligget i Indkvartering i Præstegaarden og paa Holtinggaard, og som de ældste af Børnene godt kunde huske, – at de havde hørt til hans Tropper, og at nogle af dem havde været saa forbitrede over, at de saadan skulde vige for Fjenden.

Her opløste Fortællingen sig helt til Samtale, thi baade Kathrine og Karl og selv Anna havde forskjellige Træk, som de kunde erindre, og som de gjerne vilde fortælle og have Forklaring over. Henriette kunde sletikke være med her. Hun var først kommen til Holting Præstegaard flere Aar senere. Dengang levede begge hendes Forældre, og hun var hos dem ovre paa Fyn.

»Hvad var det, som Soldaterne gjorde ude i Enghaven, Fader?« spurgte Kathrine. »De havde et Telt, som jeg synes de spillede Komedie indeni: der var een, der smed en Støvle ud af Teltet paa dem, der stod udenfor, og saa lo de saa voldsomt. Og bagefter fyrede de Fyrværkeri af, og Du var bange for, at de skulde stikke Ild i Præstegaarden.«

»Ja, det er vist rigtig nok,« sagde Præsten. »Aa, jeg veed saamænd ikke, hvad Komedien forestillede. Noget dumt Tøjeri var det. Aa, der var saa faa af dem, der havde nogen virkelig dyb Forstaaelse af, hvad de selv oplevede, eller hvad det var for en Sag, de tjente. Det var smaat med de Menige, men det var endnu ringere med Officererne. Ingen Tro og intet Haab – derfor var Kjærligheden saa ufrejdig. Derimod en jætteagtig Forstaaelse af, at vi var faa, og Tyskerne var mange. Officererne ønskede, at vi bare kunde faa Ende paa denne haabløse Krig, – og fordrev saa Tiden imens med Komedie og Narrestreger, som de bedst kunde. Nej, da kom jeg til at forstaa, at det var ikke den Slags Folk, der skulde redde Danmark; det kunde kun ske ved Guds Hjælp, ved Aandens usynlige Magt Gud ske Lov: den Magt har vundet store Sejre her til Lands siden de Dage.«

»Men hvordan skal vi andre gjøre, naar vi vil sejre med Aanden?« spurgte Henriette.

»Henner! Henner!« sagde Præsten og smilede.

»Jeg kan huske, da saa Prøjserne kom,« sagde Kathrine. »Jeg og saa Inger Johanne stod nede i Jordbærstykket, og saa lige med eet kom der to i lange, graa Kapper og Spidser paa Hjelmene, og saa holdt de Bajonetterne skraat ud for sig, – jeg blev saa bange, saa jeg sank lige 14 ned i Jordbærrene, jeg holdt Inger Johanne i Haanden; men jeg vidste godt, at det var Prøjsere.«

»Ja, det var jo, som alle Djævle var sluppen løs den Dag. Det var ikke til at begribe, at det var Mennesker,« sagde Præsten, – han stod ligesom i Tanker og saae ud ad Vinduet. »Det er den eneste Gang jeg er bleven uhyggelig ved at være ene oppe i Kirken. Jeg gik derop henimod Aften forat tænke paa en Ligtale, jeg skulde holde næste Dag. Men jeg maatte gaa hjem igjen. Jeg syntes, jeg kunde høre den Onde grine.«

»Men hvorfor lod Vorherre dog ogsaa alt det ske ?« spurgte Henriette halvgrædende; »jeg synes, det er saa forfærdelig sørgeligt!«

»Lille Henner maa ikke spørge mig paa den Maade,« sagde Præsten, »saa faar hun intet Svar.«

De andre Børn saae forundrede paa Henriette; men de syntes for Resten, hun blev baade saa fremmed og saa sød, naar hun kom med den Slags underlige Spørgsmaal. Hun var jo heller ikke født her i Holting. –

»Nu kan I saa gaa,« sagde Præsten, da han havde fortalt om Erobringen af Als og om Freden i Wien. »Det, I har hørt i Dag, det vil Livet selv minde jer om, for hvert Aar, I lever. I vil faa at mærke, at Jætterne er komne ovenpaa i Verden, de har faaet Magten. Og I vil faa at mærke, at hvem der vil kjæmpe for Aandens Sag, han vinder ikke Magt og Anseelse, han faar hele den store Verden imod sig. Og vælg saa selv engang, Børnlille, at kjæmpe i Aandens Kraft for det, som »Ædle kalde Livets Lyst«.«

Naar Onkel Jørgen sagde saadant noget, saa havde Karl paa Fornemmelsen, at det var egentlig ham, Onkelen nærmest talte til. For Pigebørnene, tænkte Karl, kunde vel ikke saadan selv føre Aandens Kampe, – men derfor kunde de jo godt være voldsomt meget med deri, og det var de da ogsaa; og det allerrareste var jo, om de engang blev gift med nogle rigtige Aandskjæmper. Saa skulde Aandskjæmpen rigtignok elske saadan en Kvinde, som nu f. Eks. Henriette, og de kunde jo forstaa hinanden bedre end alle andre Mennesker. –

Frøken Ida Vinding havde den Eftermiddag sit Døje med Børnene. For de sad hele Tiden og faldt i Staver og tænkte paa andre Ting, og vilde tilmed fortælle hende om alt det gruelige, de den Dag havde hørt af Præsten.

Da de var færdige hos hende Kl. 4, sagde Karl og Anna til 15 Henriette, om hun ikke vilde med dem ned til Fjorden, naar de havde spist Mellemmad; saa vilde de mødes med hende ved Diget. – Kathrine taltes der næsten aldrig til om den Slags. Hun skulde jo passe de Smaa, naar Skolen var til Ende.

Karl og Anna kom først til Mødestedet ved Diget mellem Haverne. Solen var lige gaaet ned, men Maanen stod allerede højt oppe paa Himlen. – Henriette kaldte paa dem fra den store Plæne; det var jo saa uhyggeligt at gaa ene midt ind i Hegnet, hvis man saa ingen traf. De svarede. Lidt efter viste hun sig inde mellem Træstammerne. Hun kunde se saa godt ud, naar hun saadan kom gaaende med laaden Hue paa Hovedet og i Kaabe og Snørestøvler. Karl syntes, at hun gik bedre paa sine Ben end baade hans Søster og hans Kusine Kathrine. – Og nu tudede og skogrede Uglen. Der var helt stille herinde mellem Granerne, med Maanestrimer henover den naaledækte Bund. – Saa gik de ud i Lysningen paa Holtinggaards-Siden af Diget. Hele den store, aabne Sænkning i Løvmassen stod fuld af Maanelys. – Og hvor der var stor, bred Plads til Maanen mellem de hvide, drivende Skyer deroppe paa Himlen. – Naar det var saa dejligt altsammen, kunde Karl undertiden faa en Fornemmelse, som nu maatte der ske noget, eller som han selv helt skulde forsvinde i det, – men han syntes altid, at det, han saadan følte, var ligesom en Ulydighed, skjønt han vidste ikke mod hvem. Og saa gik det over.

»Skal vi gaa lige ned til Fjorden?« sagde Karl.

Ja, det var det bedste, mente Pigebørnene.

»Der er alligevel kjønnere her nede ved jer,« sagde Henriette, »end oppe i Præstegaardshaven.« De var komne ud af Hegnet. De stod ved Hasselhækken og saae, gjennem Elmetræerne mod Syd, den brede, levende Maanestribe over Fjorden.

»Aa, her er meget kjønnere!« sagde Karl. »Det var morsomt, hvis Du havde boet hernede paa Holtinggaard, Henriette.«

»Ja, det kunde hun da lige saa godt. For hun er jo akkurat lige saa nær i Slægt med os som med dem i Præstegaarden,« sagde Anna.

»Nej, det er jeg da vist ikke.«

»Hvad er det for noget Snak, Anna,« raabte Karl. »Hun er sletikke i Slægt med os. Ikke det allermindste!« 16 »Hvad! – naar hendes Moder var Morbroder Jørgens Søster?« sagde Anna.

»Jamen Onkel Jørgen er jo sletikke vores Morbroder; han er jo blot gift med vores Faster.«

»Jeg mener,« sagde Anna, for nu at indskrænke sig til det sikre, »at Henriette er ligesaa meget i Slægt med os, som vi er i Slægt med Kathrine.«

»Nej, Anna!« sagde Henriette og lo.

»Hm. Saa kan jeg ikke forstaa det.«

Karl fik nu en ligefrem belærende Tone: »Vores Fa'er og Kathrines Mo'er de er Søskende. Ikke, Anna?«

»Jo.«

»Saa er vi blodsbeslægtede med Kathrine.«

»Det er da et underligt Udtryk,« sagde Anna noget stødt.

»Jamen saadan kaldes det, – eller kjødelig beslægtede. – Men der er ingen af vore Forældre, der er Broder eller Søster til nogen af Henriettes Forældre. Saa vi er sletikke blodsbeslægtede med hende.«

De gik nu ud ad den hvide Sønderlaage og løb over Engtoften.

»Veed I hvad?« sagde Karl, imens de løb. »I Middelalderen maatte ingen gifte sig med hinanden, naar de bare havde staaet Fadder sammen.«

»Det maatte være forfærdeligt,« pustede Anna.

»Og blodsbeslægtede Mennesker de maatte nu sletikke gifte sig sammen. Heller ikke Søskendebørn.«

»Maa de da nok det nu ?« spurgte Henriette.

»Aak ja. Men de siger, at de faar saadan nogen daarlige Børn. Og Anders Jensen og Stine – det er da ogsaa nogen af de ækleste Unger, de har.«

De var naaet til Randen af Engtoften. Her var en lille lav Skrænt ned mod Fjordengen og Holmene. – Det var Højvande. Hvor Sandbunden ellers ofte kunde ligge tør, kom Fjorden vandrende med hurtige Bølger tværsover Maanevejen. – Det var, for Børnene, ligesom noget var spændt saa højt; som naar man gyngede, og Brystet blev fuldt og hævede sig.

Højvandet havde halvvejs dækket et Stykke af Engen, som var meget ujævn med Knotter og Huller. Alle de lave Steder var dækkede af Vandet, det øvrige udgjorde en Mængde smaabitte Øer og Holme, Halvøer og Landtunger. Her gav Børnene sig til at løbe og hoppe 17 over de smalle Stræder og Sunde, fra Ø til Ø, mellem Holme og Tanger. Det var som at springe over Afgrunde, for Himlen med Maane og Skyer stod omvendt i Vandet herinde ved Land, hvor Fladen imellem Græstuerne var ganske spejlblank.

»Det er da grueligt,« sagde Henriette og stod stille paa en Ø, »at vi Danske ikke har andre end Grundtvig, – for er han ikke saa gammel?«

»Jamen vi har ogsaa flere end ham – – – uh, dér fik jeg min ene Fod i Vandet!«

»Blev Du meget vaad, Karl?« spurgte Anna.

»Ja, jeg blev skam noget. – – For der er saamange, der har lært af ham. Det har Morbro'er Jørgen ogsaa; han er ogsaa en Aandskjæmpe.«

»Hm.«

»Ja, en lille Aandskjæmpe. – Ja, det kan man da ogsaa mærke paa ham. – Det vil jeg virkelig ogsaa være engang, Henriette. Det kan man blive, naar man blot rigtig for Alvor vil.«

»Aak, kan man det ?«

»Ja, det er ligesom med at være et godt Menneske.«

»Men faar vi saa Sønderjylland tilbage?«

»Ja, det faar vi naturligvis tilsidst. Men vi skal ligestraks begynde at kjæmpe med alle Jætterne, hvor vi saa træffer dem. Morbro'er Jørgen han kjæmper med alle Jætterne her i Sognet – og med Provsten –«

»Jeg synes, det allerværste er, at hele Verden er bleven saa slem,« sagde Anna; »og hvordan er den bleven saadan, for den har jo da været meget bedre engang.«

»Det er vist, fordi alle Mennesker er blevet saa kjedelige,« sagde Karl. »Det troer jeg nok, Onkel Jørgen har sagt engang. Og Jætterne de er jo netop saa kjedelige. De bestiller ikke andet end at sidde og gabe.«

»Hvorfor hørte vi ikke længer end til Kristian den Andens Død?« spurgte Henriette.

»Jo, for Ludvig Müllers Danmarkshistorie gaar ikke længere, og lidt efter begyndte nok ogsaa Jættetiden i Danmark. – Og den blev ved, lige til Grundtvig kom. Og ham kan Onkel Jørgen jo selv fortælle om, for han har set ham – mange Gange.«

»Saae Du, at Onkel Jørgen kom ogsaa til at græde?« sagde Anna. – –

»Jamen jeg synes da alligevel, det havde været meget værre,« – sagde Karl, der havde staaet og spekuleret lidt, »hvis det var alle de andre 18 Lande, der havde været gode, og Danmark daarligt. – Det er da godt, at det er vores Folkeaand, der er vaagnet, og Vorherre han vil jo ogsaa beskytte os. Og jeg har engang hørt Morbro'er Jørgen tale om, hvordan det er gaaet for os nu efter 1864. Det kan I tro er ikke sørgeligt. Han sagde, at Folkeaanden var vaagnet saa mange Steder, og de var saa glade paa Fyn, og paa Koldingegnen var de ogsaa begyndt. Det vil han nok fortælle os om en anden Dag.«

»Hvad skal jeg gjøre ?« raabte Henriette leende, »jeg kan ikke komme fra denhér Ø!«

»Men hvordan er Du da kommen derover?« spurgte Anna.

»Jo, for da kunde jeg faa Tilløb til at springe. Men nu kan jeg sletikke, den er saa lille –«

Karl og Anna fik fat i hendes Hænder og hjalp hende over.

De stod alle tre og saae ud over Fjorden mod Maanen. »Hvor det er underligt!« sagde Karl.

»Kathrine siger, at hun synes altid, der gaar noget og hælder og svajer og flytter sig der længst ude lige under Maanen, hvor Striben ender,« sagde Henriette. »Og Gammel-Mariane har fortalt hende, dengang Kathrine var lille, at det er alle dem, der er druknede i Fjorden om Vinteren.«

»Uh, det er ikke noget at snakke om,« sagde Anna; »-jeg turde da sletikke være hernede, hvis I andre ikke var med«

»Det er ogsaa, fordi vi aldrig maa komme ud at sejle og lege paa Fjorden,« sagde Karl, »saa bliver den saa sær tom og uhyggelig – og saa ensom.«

»Er Du ogsaa bange, Karl?« spurgte Anna.

»Jeg kan ikke lide, naar jeg er ene hernede om Aftenen, og saa der kommer Bølger, der giver Lyd af sig, saadan ind under Bredden. Saa synes jeg, de hvisker og hvisler saa grimt; det er, ligesom de stak Hovedet op af det mørke og rakte Tunge, og saa er de væk igjen.«

»Skal vi ikke gaa hjem,« sagde Henriette.

De tog hinanden i Haanden alle tre og løb. Og da de først var komne i Fart, blev de ved med at løbe, indtil de stod ved Indgangen til Stien mellem Haverne.

»Vi skal da følge Henner over Diget,« sagde Karl.

De gik ind i Hegnet, igjennem Lysningen, hvor Uglen stadig skogrede, ind imellem Granerne.

19

»Nu sidder nok stakkels Kathrine og vugger lille Mot,« sagde Anna.

»Jeg synes egenlig, Kathrine er saa kjedelig,« sagde Karl.

»Nej, det er virkelig Synd, at Du siger dét, Karl.«

»Jo, hun er saa alvorlig.«

»Hun er saamænd meget bedre end nogen af os andre.« –

»Jeg er nu ogsaa glad ved,« sagde Karl noget umotiveret, »at Henriette sletikke er det mindste i Slægt med os to.«

»Nu behøver I ikke at følge mig længer,« sagde Henriette, »nu kan jeg se Maanen skinne paa den store Plæne.«

20

II

Hver Torsdag Aften læste Pastor Nordbye højt oppe i Holting Skole. Han begyndte hen paa Efteraaret, naar der var blevet noget Forslag i Aftnerne, og endte omkring ved den første April, naar Foraarsarbejdet begyndte. Det var mest Ungdommen, der kom til disse Møder, især de unge Karle og Piger, som han selv havde konfirmeret. De to sidste Vintre havde han læst Grundtvigs Oversættelse af Saxo for Folk. Nu i Aar vilde han prøve at læse en eller to af Bjørnsons Fortællinger.

Børnene fra Holting fulgte i stor Spænding med Onkel Jørgen op til Skolen. – Det var den første Aften i Aar, og saa skulde de nu faa en Fortælling af Bjørnson, som de aldrig havde hørt før. – De kjendte hidtil kun En glad Gut. Den havde Onkel Jørgen læst hjemme i Præstegaarden flere Gange. Men denne ene Fortælling havde ogsaa i Præ-stegaarden og paa Holtinggaard givet Bjørnson en saare høj Rang.

Præsten og Morten Hejlgaard, Nabomanden til Præstegaarden, gik foran. Bagefter kom Kathrine, Henriette, Karl, Anna, Karen Hejlgaard og Husmandssønnen Niels Vibro's Niels.

»Hvem synes Du bedst om af alle Digtere?« sagde Anna til Henriette.

»Ja, hvormange er der?«

»Jeg mener af de rigtige Digtere, dem, vi kjender: Grundtvig og Oehlenschläger og Ingemann og Blicher og – æh – Saxo og Snorre og Bjovulf og Iliaden og Odysseen og Shakespeare og Bjørnson, – – er der saa flere, Karl?«

»Ja: Njal og Bredahl.«

»Hvormange var det? – det var tretten. Hvem synes Du saa bedst om af dem, Henriette?«

»Jeg kan ikke saadan huske dem allesammen paa een Gang.«

»Jeg synes allerbedst om Bjørnson«, sagde Anna. »For Øjvind han er saadan, at ham maatte jeg synes om – – ham var jeg nødt til at tænke paa, enten jeg vilde eller ej. Men som nu Odysseus – ham tænker 21 jeg da ikke paa, uden naar vi læser om ham. – Jeg synes, hvis jeg kunde blive som Marit, – det var det allerdejligste, der var til.«

»Uh, jeg er næsten bange for at høre noget, der er ligesaa kjont«, sagde Kathrine; »for saa er det jo hellerikke virkeligt.«

»Der kan da ingen Ting være saa kjønt som En glad Gut,« sagde Anna.

»Jo, Moder siger, at Synnøve Solbakken er meget dejligere,« sagde Kathrine, ligefrem sagte og ængsteligt; »hun siger, at den kan man aldrig glæmme, saalænge man lever.«

De tav alle fire. Det var dog underligt at skulle til at opleve saadant noget. –

Der var kommen en tredje Mand til og gik foran sammen med Onkel Jørgen og Morten Hejlgaard. – Det var Gaardmand Lars Nielsen fra Holting.

»Mon Lars Nielsen ogsaa vil op til Skolen?« hviskede Anna til sin Broder.

»Nej!« sagde han.

»Hvorfor troer I ikke ?« spurgte Henriette.

»Jo, for han er een af Jætterne,« sagde Karl.

- De tre Mænd foran standsede. Der gik en Vej af til højre. – Lars Nielsen havde Ordet: »Nej, aa, nej, Hr. Pastor, A har ikke det allerfjærneste at indvende imod, te der afholdes Møder. Det gjorde Djeres Formand ogsaa i sin Tid. Han holdt Bibellæsning i Skolen, saa vidt A mindes, en Gang hver fjerde Uge. – Men A kan ikke forstaa, hvad Børnene og de unge Mennesker de skal da høre saaen noget for, som det, de fortalte os om sidste Vinter, naar de kom hjem fra Møderne, – vi havde en Tjenestdreng hos vos, som var nu saa møj fortaget af det – – Ja, kan A huske, hvad det da var: om nogen Trolde, eller Troldkjællinger – hvad'et var – som gik og ragt' i Ilden med djer' lange Næser, hi, hi, hi – – Ja, A skal ikke nægte, A var saa forleet af'et – –«

»Det kan jo ogsaa være godt at komme til at le en Gang imellem,« sagde Præsten.

»Ja, ja – ja, ja! Men – æh – vi skulde jo vel ikke le af, hvad vor egen Sjælesørger han fortalt' vos.«

»Hvorfor ikke?«

»Hvorfor ikke? – A mener, det er vel ikke derfor, vi har en Sjælesørger, for te vi skuld' le af ham, nej, det er det vist ikke.«

22

»De har vistnok en Præst, forat De skulde have Nytte af ham.«

»Jov, aa jov!«

»Men forat De skal faa Nytte af Deres Præst, saa maa De forstaa ham. Og jeg troer ikke, Lars Nielsen, De har forstaaet det, som jeg talte med de Unge om sidste Vinter.«

»Aa nej, det har Du ikke, Lars Nielsen, det kan Du være saa overtydet om, det har Du ikke,« sagde Morten Hejlgaard.

»A har jo heller aldrig været saa klog som Dig, Morten, det veed Du jo nok.«

»Aak jov, bitte Du, – paa visse Ting, paa visse Ting, møj kloger' end mig.«

»De Folk, som traf paa disse Trolde med de lange Næser,« sagde Præsten, »hvad Rejse, troer De, de var ude paa, Lars Nielsen?«

»Naa, naa, naa, Hr. Pastor, nu maa De ikke drive Narrespøg med mig. A har jo aldrig villet fornærme Dem –«

»Nej, men jeg vilde gjerne forklare Dem, hvad Betydningen var af det, som Deres Tjenestedreng dér har talt om. – De Folk var ude at lede efter en Afgud!«

»Aa ja –«

»Troer De helleringen Afguder der findes, Lars Nielsen?«

»A kjender dem ikke, Hr. Pastor, – aa, lad vos nu – –«

»Troer De for Exempel ikke, der findes en Afgud, som hedder Mammon, og en anden, der hedder Bugen, og en tredje, der hedder Dødbideriet –«

»A kjender dem ikke, Hr. Pastor –«

»Mammon kjender De dog vel fra Deres Børnelærdom?«

»Jov, Mammon, aa jov, Molok –«

»Naa, – men hvis nu en Mand, der dyrker Mammon, vilde rigtig se efter og være ved, hvordan Vejen ind til den Afgud seer ud, troer De saa ikke, han vilde støde paa mange stygge Ting undervejs –«

»A kjender'et ikke, Hr. Pastor –«

»-paa Vejen ind til sit eget Hjerte, hvad? Noget, der godt kunde ligne Trolde med lange Næser?«

»A veed s'gu ikke, hvad A skal sige til det, Hr. Pastor.«

»Aa jov, Lars Nielsen,« sagde Morten Hejlgaard, »aa jov, vi maa ikke sige andet.«

»A veed saa møj: A skuld ikke have mine Børn til at høre paa det. Nej, det skuld' A ikke. For – æh – den Slags Snak – heller Tale – den 23 kan de faa nok af ved Lars Tækkemand; han er saa grumme villele til at fortæll' om all' den Slags Ting.«

»De skal vist ikke samme Vej som vi andre, Lars Nielsen?« sagde Præsten, der nu vilde til at gaa.

»Nej, A skal her til Vester.«

»Jeg kan tænke det. Men nu skal jeg dog fortælle Dem, hvad den Mand, der mødtes med Troldene, – hvad han sagde til dem, da han skiltes fra dem:

Mindes jeg ret,
Da styggere Næser jeg aldrig saae,
Og var ikke stædt,
Hvor jeg mindre gad staa;
Saa af mine Fødder dén huer mig bedst,
Som Døren er næst. -*

Godnat, Lars Nielsen!«

Lars Nielsen brummede noget og gik ned tilhøjre. De andre fortsatte Vejen lige ud ad Skolen til.

Karl syntes, det var forfærdelig godt sagt af Onkel Jørgen. Saadan skulde netop Jætterne have det, fordi der ingen Aand var i dem.

Morten Hejlgaard vendte sig om mod Børnene: »Hvad var det, han mumlede om, da han gik? Sagde han Godnat?«

»Jeg kunde ikke høre det,« sagde Karl. »Mon han ikke var vred?«

»Ha, ha, ha, ha!« lo Onkel Jørgen. Saadan en høj, klar Latter. Det lød grangivelig, ligesom man kunde tænke sig Odin le ad Thursernes Dumhed. – Karl syntes lidt efter, at de der bagved – han selv og Pigebørnene – var Tjalfe og Røskva, der fulgte efter Thor og Loke ud paa Jættekamp. Føret var saa godt, og Luften saa tør og efteraarsfrisk, og der duftede af visne Kartoffel-Agre. Maanen skinnede klart, og i Horizonten stod Skyer som store, levende Væsner. Alting var saa betydningsfuldt, ligesom det var der, kort før noget meget stort skulde times ham selv og dem alle – hele Landet. –

De dukkede ind i Skolestuen, hvor Latteren og Snakken forstummede ved Præstens Komme. Karl lagde Mærke til Kathrine; hun saae saa højtidelig og bleg ud, og hendes Øjne var saa mørke. Saa snart hun

* 24

havde taget Plads paa en af Bænkene, vendte hun sit Ansigt op mod Kathederet, hvor hendes Fader havde lagt Bogen, som han skulde læse op af. Karl blev selv beklemt ved at tænke paa, hvad der forestod Han følte sig allerede i en fremmed Magts Vold.

Det viste sig imidlertid, at Præsten vilde sige noget, inden han begyndte at læse. Han tog den lukkede Bog i Haanden og understregede af og til sine Ord ved at smække lidt med Kanten af Bogen mod Kathedret

»Fredagen den 3die November, omtrent om tre Uger«, sagde han, »da maa ingen af jer, som her er samlede, blive hjemme; da skal I alle tage over til Lundborg, for da skal den nye Højskole indvies, og der skal være offentligt Møde derovre i den Anledning. I Aar er der, som I veed, tre Karle her fra Sognet, som vil være paa Højskolen i Vinter. Men til Sommer skal alle I unge Piger, og til næste Vinter alle I unge Karle, af Sted. – Dér gjælder ingen Undskyldninger. – Skete dét ikke

- om ikke i Løbet af eet Aar, saa i Løbet af nogle faa Aar, saa vilde jeg regne det for rent forgjæves Arbejde, at jeg har konfirmeret næsten jer allesammen, og at jeg har læst og talt for jer her i Skolen nu i snart femten Aar. – Og hvis der nu alligevel skulde være nogle af jer, som ikke rigtig forstod, hvad I skulde paa Lundborg Højskole, saa skal jeg sige jer det med et Ord af Kristen Kold, som jeg tit har fortalt jer om.

- Han traf en Dag paa en Rejse et Par Karle, der stod og gravede i en Grøft. Han kom i Snak med dem, og han fortalte dem om sin Skole, som han den Gang nylig havde faaet bygget. Og han gav dem det Raad, at de skulde komme til ham. »Ja, hvad skulde vi saa hos Dig?« sagde den ene af Karlene. »Jeg vil naturligvis trække jer op,« sagde Kold. Ja, det mente Karlene de ligesaa godt kunde blive dér, hvor de var. »Jeg vil trække jer saadan op,« sagde Kold, »saa I aldrig skal gaa i Staa mere.« »Saa maa Du have en god Uhrnøgle,« sagde den ene af Karlene. »Det kunde nok være muligt,« sagde Kold. Og næste Vinter kom Karlene paa hans Skole. – –

Det er det samme, der skal gjøres ved jer, naar I kommer paa Lundborg Højskole. I skal sættes i Gang saadan, at I aldrig gaar i Staa igjen. – Og den Nøgle, som skal udrette det Vidunder, er det levende Ord, hvori der er Aand. Dén Aand – Danmarks Vætte, Folkeaanden – han levede med vore Fædre, han skal leve i vore Børn, han gjør jer delagtige i et Liv, som bærer langt ud over jer selv; som derfor ikke gaar i Staa, fordi I gaar i Graven; et Liv, der skal vinde og vare, 25 saalænge Danskerne er et Folk. – Faa Deel i dét Liv, I unge Holting-Karle og -Piger! da skal I faa at se, at:

om og Haaret graaner, bli'er Sindet aldrig tungt, men Hjertet gløder evig, lyksaligt og ungt.

- – – Se, – det, vi hér skal høre i Aften« – han holdt Bogen i Vejret -»det er en Fortælling af en Nordmand, der tydelig nok lever og er mere end sig selv; en Mand, hvem Aanden har gjort delagtig i hans Folks, det norske Folks Liv; hvis Navn derfor ogsaa vil leve, saalænge der er noget, som hedder Norge. Navnet, han bærer, er Bjørnson. – Han nævner sletikke Norges Navn i den Fortælling, jeg nu vil læse, men han afmaler for os i den en ung Karl og en ung Pige, Thorbjørn og Synnøve, som begge to er gjennemnorske af Væsen, og lever med hinanden saadan, at det er til Glæde for de Gamle, til Ære for dem selv og til Gavn og et godt Exempel for Efterslægten; men deres Liv er da ogsaa til Glæde, Ære og Gavn for Folkets Aand, for Folkets Liv i det hele. – Hør nu her:

»I en stor Dal kan der være et til alle Sider fritliggende, højt Sted, som Solen bærer Straaler paa, fra det den gaar op, til den falder – –««

Han læste med en lille Smule norsk Betoning, hvor Udtrykkene faldt særlig norske, og han læste i det hele saare godt.

Der var udmærket Ro i Forsamlingen. Det var tydeligt, at alle var vante til at høre. Flere af de Unge var øjensynlig ogsaa stærkt bevægede. Børnene, der fulgte med Præsten derhen, var dog mest medtagne. Dem kunde man have grebet med de bare Hænder. De vidste ikke, hvor de var. Øjnene var blevne drømmende og stod ganske stille i Hovederne paa dem. Selv sad de uden at røre sig, i tilfældige, ubekvemme Stillinger, som de netop havde indtaget, da det kom over dem. Niels Vibro's Niels skjød Ryg som en Kat.

Det var ogsaa ligesom Bjerg over Bjerg af Herlighed i den Fortælling. For det første at være saa aandeløst med i Beretningen om den lille Dreng paa Granliden med det underlige Sind og i de farefulde Omgivelser, – og saa endda at have noget endnu større i Forventningen: hin Verden derovre paa Solbakken, hvor hun gik, den lille Pige, som havde det dejlige Navn, og som smilede, naar hun talte. – Og bag ved dét igjen, over det altsammen: Norges Himmel, Norges Fjelde, og igjennem Sproget en hemmelighedsfuld Hvisken, en dæmpet Kalden af Norges, ja, af det ældgamle Nordens Kjæmpeaand.

26

Da Præsten sluttede – dér, hvor Thorbjørn har plantet Blomsterne i Synnøves Have – sad Karl som en fuld Mand, med et Smil om Munden, som nu havde staaet der i en halv Time og næsten var blevet fjollet, – og han følte sig ganske overvældet af – ja, af en Taknemmelighed, som han dog ikke rigtig vidste hvor han skulde gjøre af: over at han var født i Danmark, og Broder til Nordmændene, og med i dette Liv, som Onkel Jørgen talte om – denne Aandens store, herlige Livsstrøm, som kom helt fra de gamle, gamle Dage, – aa, Gud! de var jo allesammen med derude: baade Valdemar Sejr og Olav Tryggesøn og Grundtvig og han selv og Bjørnson og Henriette og de Andre. – Ja, han skulde sandelig slaa et Slag mod Jætterne, det vilde han love Gud Fader i Himlene – siden han ikke kunde komme til at tale med nogen af de andre herlige Kjæmper! – Og da han gik ud ad Skoledøren, var han kommen sig saa vidt af sin Taknemmelighed, at han med stolt og glad Selvfølelse kunde tage det altsammen i Besiddelse, hele sin Arv, han var jo født til det, han, Danmarks Søn! – Aa, Gud alligevel! at man fik saa meget for ingen Ting!

Han løb af alle Livsens Kræfter et langt Stykke foran de andre ned ad Holting-Vejen. Saa stod han stille og pustede, og ventede paa dem. – Aa, det dejlige Maaneskin, det dog var!

De kom i en hel Klump ud af Halvmørket hen imod ham. Hvilken Snakken og Summen! Nu havde de rigtignok faaet Munden paa Gled. Han hørte, at Anna og Henriette og Karen var ogsaa komne saa vidt, at de kunde tale om det. Kathrine derimod gik ganske stille ude ved Grøftekanten.

Der lød pludselig et Pige-Hvin tilhøjre i Flokken, og straks derefter en raa Karlelatter. I det samme kom Gjertrud, der tjente hos Lars Nielsens, farende frem ad Vejen, forbi Karl. Morten Hejlgaards Tjenestekarl Anton efter hende. Hun løb med en Tobakspibe i Haanden.

Karl blev ikke just vred; men hvor følte han levende, hvad det vilde sige, at være uden for det hele, uden for det herlige, at være nedstyrtet i Jætteverdenen. – Han tænkte sletikke paa Helvede. Gud var jo ogsaa saa naadig. Han tilgav jo alting. – Men den frygtelige Afgrund, hvoraf Guds Tilgivelse sletikke kunde hente et Menneske op, det var jo netop Jætteverdenen. Og dér var de to nede. – Se, nu stod de og tumlede ovre ved Diget, hun hvinede, han bandede. Og det paa saadan en Aften!

27

»Aa, Anton!« raabte Morten Hejlgaard henne bag Flokken – i sin fredelige Husbond-Tone.

Saa kom Anton drivende frem over Vejen: »Hun vild' ta'e min Pib' fra mig, Tøsen!«

»Ja, hvad er 'et saa, Du har taget fra mig i Forvejen?« sagde Gjertrud.

»Saa, lad nu dét være godt!« sagde Morten Hejlgaard.

Det var mærkeligt, tænkte Karl, at dog Gjertrud kunde se saa nydelig ud Hun havde et Par Øjne! – og saa det sværeste, gule Haar. – Men det var nok ligesom Gerd og Skade og de andre Jættekvinder.-–

»Aa – hvad var da dét?« sagde Morten Hejlgaard – maaske afledende – et Øjeblik efter og stod stille. – De havde allesammen hørt det, – det lød i den stille Aften som et stærkt, kort Raab, eller maaske som et Skrald i et stort Rum med Gjenlyd.

»Mon det ikke har været noget, der er faldet ned eller er styrtet om inde i Kirken,« sagde Præsten. Man gik netop forbi Kirkegaarden.

»For mig at tykke til,« sagde Morten Hejlgaard, »var det, ligesom det kom ude fra Fjorden.«

»Saa var 'et nok Færgekaa'len,« lød det midt inde fra Flokken, med en halvt forlegen, halvt kaad Drengestemme.

»Der er jo ingen Færgekarl her,« sagde Karl.

»Jov, ham, der færger over, naar Fjorden er frossen.«

»Saa kan han da ingen sætte over?«

»Jov, han sejler neden om og hjem med dem,« lød Stemmen derinde fra Flokken og brast i Latter.

»Er det et Sagn?« spurgte Præsten, der var bleven opmærksom.

»Aa, det er vel ham, de ogsaa kalder Strømmanden,« sagde Morten Hejlgaard »De siger jo, han raaber efter dem, der skal gaa igjennem til Vinteren.«

»Se, se,« sagde Præsten.

»Men det plejer ellers at være senere paa Aaret, man kan høre den Lyd Saadan hen ad Jul, naar Grundene er bleven tillagt, og det saa giver Lavvande.«

»Jo, det kan man nok forstaa,« sagde Præsten.

»Aa, men hvordan det, Fa'er?« sagde Kathrine ængsteligt og ligesom opvaagnende.

28

»Kan det gjøre Dig bange, hvad?«

»Aa ja, baade Fjorden og – oppe i det store Kjær. For det har jo ingen Ting med os Mennesker at gjøre, og heller ikke med Vorherre, synes jeg.«

»Ih se, ih se! – Men kan Du nu lade mig være i Ro, lille Kathrine, med Dine Spørgsmaal; jeg gaar og tænker saa smaat paa min Prædiken.«

Ikke ret længe efter delte Vejen sig. Vejen til Morten Hejlgaards, Holtinggaard og Præstegaarden gik tilhøjre. Og de, som hørte hjemme paa disse Gaarde, var da ene. Resten af Flokken fortsatte ligeud ned til Byen.

Saa sagde ogsaa Karen og hendes Fader og Niels Vibro's Niels Godnat. – Men straks efter, da man kun havde et Par Skridt til Alleen ind til Holtinggaard, kom der to Herrer spadserende imod Præsten og Børnene.

Karl syntes ingen Ende det vilde tage med Oplevelser i Dag. – Hvem mon det dog kunde være? – Jo, den ene var jo hans Fader! Men den anden – den lille, brede Mand, der talte saa ivrig med en helt fremmed Stemme?

»Nu troer jeg virkelig, selveste Peter Meyer kommer gaaende imod os,« sagde i det samme Onkel Jørgen saa højt, at ogsaa de to Herrer maatte kunne høre det.

»God Aften, Deres Velærværdighed!« lød det med den fremmede Stemme.

»Nej se, nej se, nej se!« sagde Præsten, »hvad skal man tro og tænke. Kommer selve Højskoleforstanderen dér. Det var ingen ringe Overraskelse !«

Man gav hinanden Haanden.

»Du har været oppe i Holting Skole – at læse?« sagde Hr. Meyer – i en forunderlig hemmelighedsfuld eller betydningsfuld Tone. Karl blev saa spændt; – man kunde jo vente sig det utroligste af den Stemme.

»Ja, vi fusker i Faget, saa godt vi kan,« sagde Præsten.

»Hvad læser Du ?«

»Sidste Vinter læste vi Saxo, nu i Aften har vi taget fat paa Synnøve Solbakken.«

»Vil det bide paa?«

Han sagde »bidde« med to saa voldsom bløde »d«er, saa de blev 29 næsten hvislende, ligesom naar Onkel Jørgen lærte dem at sige »other« i Engelsk. Og saa: »paa«, – han sagde næsten »pa«, saa aabent var »aa«et

»Hvor han da taler sært,« hviskede Anna til Karl.

»Jeg synes, han taler kjønt,« sagde Karl. »Saa mærkeligt.«

»Aa,« svarede Onkel Jørgen lidt efter, »jeg har jo nu nappedes med dem i næsten 15 Aar. Saa lidt Bid faar man jo da tilsidst.«

»Ja-ja, ja-ja,« sagde Meyer. Det kunde rigtignok betyde, hvad det skulde være, saadan som dét blev sagt.

»Naa, har I saa moret jer noget, Børn?« – Karl vaagnede op ved sin Faders uhyre velkjendte Stemme.

Det varede lidt, inden nogen fandt paa at svare under disse usædvanlige Omstændigheder. »Ja, saa voldsomt,« sagde endelig Henriette.

»Da var'et s'gu da godt,« sagde Proprietæren. – »Hør, vil I æt gaa lidt med ind, all'samrnen? Hr. Meyer dér skal rejs' i Morgen igjen, – da før jeg faar Sko paa. Og Du vil vel godt tal' lidt med ham, Jørgen?«

»Naa, Du boer paa Holtinggaard, Peter Meyer; jeg troede næsten, I kom hjemme fra os,« sagde Præsten.

»Denne Gaang, ja. – Der var noget jeg vilde forhandle med – Proprietariussen om.«

»Ja, De fik jo for lidt ud a'et,« sagde denne i en lidt undskyldende Tone.

»Jeg fik talt en Del med Dem. Det var jeg glad ved.«

Hvad mon dog det kunde være? tænkte Karl. Nu blev ogsaa hans Fader mærkelig for ham. – Men hvor den fremmede dog sagde »glad« forunderligt. Saa bredt og rullende og blødt, ligesom det kunde være: »glllaadd.«

Hele Selskabet kom nu ind under de store Linde i Borggaarden. Der var ganske dunkelt, skjønt Blæsten havde taget næsten alle Bladene allerede.

Jomfru Hyphoff kom straks ud i Forstuen med Lys. Hun maatte have staaet og ventet paa Proprietæren og den Fremmede.

»Ja, Gjæstekammeret er gjort i Stand,« sagde hun højt, saa man kunde mærke, hun var tunghør. – »Ih, men Gud fri os – jeg mener: sikken Masse Mennesker!«

»Ja, Jomfru Hyphoff,« raabte Proprietæren til hende, »ingen Aftensmad! – nej – men sæt nogen Æbler og Pærer ned i Vinterstuen.«

»Evier og Perer?«

»Ja.«

30

»Nu skal jeg tænd' Lampen i Vinterstuen.« – Hun gik og tog Lyset med sig.

»Nej, lad os beholde dét!« sagde Proprietæren.

»Oh, sikkene noget!« sagde hun undskyldende, satte Lyset fra sig og

gik

»Ja, det er somm'tider lidt træls at vær' Enkemand,« sagde Proprietæren, da hun var borte.

»Det er tralls, ja – det maa være tralls,« sagde Meyer, saadan at Ordene ligesom blev rummeligere.

Hvor den Fremmede dog ogsaa havde en underlig Pande. Nu, da der var Lys, kunde alle Børnene rigtig se ham, og de benyttede sig af Lejligheden. – Hans Pandehud var saa bevægelig. Han kunde krølle Øjenbrynene ligesom to liggende Spørgsmaalstegn, og saa blev Panden helt fuld af smaa Gruber eller Huller, der vist kunde betyde saa meget. Men han kunde ogsaa skyde det ene Øjenbryn skraat til Vejrs og det andet skraat nedad, saa de begge laa i en skraa Linie over Øjnene; det saae saa kjækt ud; det lignede en Soldaterkaskjet med lige Skygge, der sidder paa Snur. – Saa var han nu ogsaa lidt hjulbenet, og skrævede noget, naar han gik, – som nu, da han passerede Tærskelen fra Forstuen ind i Vinterstuen. Børnene fulgte tæt i Hælene paa ham, tog straks Plads rundt omkring ved Væggen og iagttog ham opmærksomt fra deres Stole.

»Hørte I dette underlige Raab – eller ligesom et Skrrrald ude over Fjorden for en Timinuter siden?«

Han tog undertiden sine »r«er saa dybt, at det gav et Slags Kvæk nede i Halsen.

»Det var vist inde i Kirken; – vi hørte det, da vi gik forbi,« sagde Præsten.

»Næ, det var d'ække. Saa kunde vi sikkert ække have hørt det.«

»Nej, det var saamænd nok noget ovre paa Søndersiden af Fjorden,« sagde Proprietæren.

»Næ, det troer jeg ække,« sagde Meyer og saae vist paa denne og Præsten.

Nu kunde Børnene næsten ikke holde det ud Det var underligt i sig selv med det Raab, og nu, da den Fremmede nævnte det, blev det endnu mere sært og ængstende. Og saa sagde han »ække«.

»Proprietær Wintrup fortalte mig om »Strøm-Manden«. Hvordan vil Du forklaare saadan noget, Jørgen Nordbye?« 31 »Om Vinteren vil jeg forklare Lyden som Bulder af Isen, naar den slaar Revner.«

»Men Sagnet, Du? – Frøgten i Manneskesindet? – Det er jo ække Bulder i Isen.«

Han sagde: »Manneskesindet«. Karl syntes, at Onkel Jørgen blev saa underlig tør og lille overfor den Mand.

»Frygten kommer vel af Vantro.«

»Af Vantro? – Den Fremmedes Øjenbryn stod paaskraa.

»Jeg mener, kjære Peter Meyer, at hvis vi fuldkommen stolede paa Guds Faderlighed i alle Dele og Stykker, saa vi lagde ikke blot os selv, men al vor Velfærd i hans Haand, saa havde vi ingen Grund til at frygte for Skjæbnen eller for Naturens Gang, hellerikke for Fjordens Graadighed efter Menneskeliv – altsaa hellerikke for »Strømmanden« eller »Færgekarlen.««

»Det var en underlig Taanke! – Har vi Kræstne noget med Skjæbnen at gjøre – som saadan?«

(Han sagde »Skabnen«).

»Hvad mener Du? »som saadan?«« spurgte Præsten.

»Ja-ja. Har vi Kræstne som saadanne noget at gjøre med Skabnen som saadan?«

»Vort Hjerte har vel ikke, hvis vi ellers har givet det til Gud.Men alt, hvad vi ikke selv virkelig har lagt i Guds Haand, det er sikkert i Skjæbnens Vold.«

»Den er vist ække go', den Taanke. Den er vist ække go'. Jeg troer, Du skulde tage Dig iagt faadden.«

»I vores Alder er vi vist nødte til at beholde de Tanker, vi engang har faaet,« sagde Præsten.

Jomfru Hyphoff kom ind og satte Frugt paa Bordet.

»Ah ja,« sagde Meyer. »Skal vi prøve et Æble? – Har De et, De vil anbefale, Proprietær Wintrup ?«

»Naar De tager den Gravenstener der, saa troer jeg æt, De tager fejl.«

Anna blev pludselig rød, og sagde saa: »Nej, Fader, Pigeonerne er de bedste.«

»Er de det, er de det?« sagde Meyer. »Naa – og hvad er saa Du?«

»Jeg hedder Anna Wintrup.«

»Det er liden Anna. – Ja, man maa ha'e Rede paadde engang. – Og 32 ham dér – det er vel Karolus – – Magnus, hvad? – – Er dét saa Din, Nordbye? – den lille alvaarlige Frøken dér?«

»Det er Kathrine, ja,« sagde hendes Fader og strøg hende venlig over Haaret.

»Men De troer da ikke paa Strømmanden ?« busede det ud af Kathrine.

»Jah,« sagde Meyer, og hans Pande blev fuld af Gruber, hvor man ret kunde tænke sig at Viddet legte Skjul, »dæ veed j'ække rigtig hvad jeg skal sige tæ; – men jeg troer ække, han har Magt over krastne Mannesker, – dæ troer j'ække.«

»Aa jo, desværre, altfor meget,« sagde Præsten. »Men nu vil vi sige Godnat, troer jeg. Mo'er venter os. – Og sees vi saa ikke i Morgen tidlig, saa træffes vi i hvert Fald den 3die November.«

33

III

Det var i Middagsstunden, et Par Dage efter Meyers Besøg. Karl var ude ved Fjorden for i Ensomhed at sunde sig paa en stor Nyhed, som han havde faaet at vide i Præstegaarden om Formiddagen. Der havde længe været Tale om, at Fru Nordbye, Karls Faster, skulde en Tur til Kjøbenhavn i Anledning af hendes Søskendebarns Sølvbryllup den 19. Oktober. Og som en fjærn Mulighed havde det ogsaa været nævnt, at nogle af Børnene skulde med Men dette sidste havde været saa ubestemt, saaat det kun enkelte Øjeblikke havde paavirket Karls Bevidsthed og blandet sig med hans Efteraarsfornemmelser i de sidste Uger. – Og nu staar det pludselig som en sikker Virkelighed, gribende Sindet saa stærkt, at det næsten gjør ondt, – for det skal ske allerede i Overmorgen. Han og Anna og Kathrine skal afsted med Faster Marie. For nu er det blevet lavet saadan, at Børnene kan bo hos nogle andre Slægtninge i Kjøbenhavn, da der ikke er Plads i Bryllupshuset.

Karl var saa betagen, at han havde en lille bitte Smule ondt i Maven. Han løb og gjennemfornam med Sind og Sanser det Nye, det Forestaaende, ved at betragte alt det Gamle herude paa Holmene, – for det saae i Dag helt anderledes ud end ellers. – Han havde aldrig været længere hjemmefra end i nærmeste Kjøbstad. Men han havde saa tit og saa længe tilbage, han kunde huske, set ud mod Øst paa den Horizont-Stribe, Fjorden dér dannede, set Skibenes Sejl forsvinde der bagved, set Skyer og Dampskibsrøg dukke op derover, og havde da altid tænkt paa det vide Fjærne, og i dette Fjærne laa altid Kjøbenhavn.

Han gik langs en Grøft, hvor der stod Saltvand ind. Naar han traadte paa den grønne Grøfterand, kom Hundestejlerne frem under Græsbrinken. Deres Bevægelse lignede Fluers, der forstyrres paa en solbeskinnet Væg, flyver ud i en hastig Bue og straks sætter sig et andet Sted paa Væggen. Hundestejlens Bevægelse var blot endnu hurtigere, den var som et Glimt. – Dér kom en Krabbe frem af sit Skjul og løb sidelæns over Grøftens jernbrune Bund. – Det var, som han skulde briste af Rejse-Forventning og Længsel efter det Nye ved at se disse gammelkjendte Ting, som han kunde udenad.

34

Det var nu ogsaa saadan et underlig ængstende, spændende Vejr i Dag. Ligefrem Sommervarme saa sent paa Aaret, lummert, det blæste Varme ned. Og det blæste ikke saa lidt. – Han havde allerede udseet sig et Sted, hvor han vilde ende sin Spadseretur, inden han skulde i Skole Kl. 2 – hvor han vilde ligge og hvile og spekulere og se op i Luften. Det var ude paa den yderste af de Holme, som man i Dag kunde naa uden at vade. Der stod en lang Høstak af Søgræs. Den stod lige ud til Vandet, saa naar man lagde sig paa Søndersiden af den, saa havde man Solen paa sig, og ingen Mennesker kunde se Een, og man selv saae ikke andet end Bankerne hinsides Fjorden og saa Vand og Himmel.

Det var Lars Nielsens Høstak. Det var dog egentlig noget forfærdeligt Svineri, at de ikke havde faaet den Høstak taget ind endnu.

Han stod og saae ud over Fjorden. Det var diset i Synskredsen. Det var Fralandsvind, saa naar Bølgerne gik ind mod Land, røg det af Kammene. Det skvulpede og klukkede, naar de naaede ind under Holmbrinken. – Hvor den egentlig saae ond og falsk ud, Fjorden, skjønt Vandet skinnede og glitrede i Solen. Det havde vist været meget hyggeligere oppe i en Roemark i Dag. – Han gav sig til at løbe langs Holmens yderste Rand henimod Lars Nielsens Høstak.

Hvad, der sad nogen ved Høstakken! – Der var vist to. – Nu var der noget hvidt, der flagrede i Vinden. Det var maaske to Drenge, der vilde ud at bade. – Han bøjede Hovedet og løb, saa stærkt han kunde, derhen ad Det var ellers sent paa Aaret at gaa i Vandet. Han havde ikke maattet bade efter den første Oktober. – Han saae op; da havde den ene rejst sig – en Pige – hun stod og bandt et grønt Skjørt orn sig. I det samme sprang den anden op. Det var Morten Hejlgaards Anton. Han stak Hænderne i Lommerne og vraltede med lange, hurtige Skridt ind over Holmen, hjemad.

Karl løb, uden at tænke ved det, et lille Stykke endnu. Saa standsede han pludselig. Hun havde vist ikke andet end sin Særk og saa det grønne Skjørt paa. Det var jo Lars Nielsens Gjertrud! – Han blev blussende rød, fik Hjertebanken og vilde vistnok til at løbe ind over Holmen.

Da kaldte hun paa ham: »Karl! Karl!«

Han stod stille, saa besynderlig raadvild

»Karl, kom herhen, A vil snakk' med Dig!« Hun satte sig ned igjen bag Stakken.

35

Hvorfor løb han dog derhen? Det kunde han aldrig senere begribe.

»Sikken Knejt, Du er! Hvad løber Du herude paa Holmen efter?« sagde hun, da han stod bag Stakken, ganske forvirret – og uden at turde se paa hende, for hun havde vist sletikke bundet sin Særk i Halsen.

»Sæt Dig ned, saa skal A knytt' Dit Halsklæde,« sagde hun og lo.

Han lagde sig paa Knæ – det var for ham, som om noget tyngede ham ned med Magt – og hun tog fat i hans lille Silketørklæde. Men i næste Øjeblik slap hun det, slog Armene om ham og knugede hans Ansigt ind mod sit nøgne Bryst.

Han strittede imod, det bedste han kunde, og fik ogsaa i et Nu revet sig løs. Men det svimlede for ham og han rystede over hele Kroppen. Han vaklede af Sted – bort – og han hørte hende raabe efter sig: »Naa, Du er saaen Een, bitte Karl! Forvaer Du Dig, A skal it sej' dét til min Husbond!«

Saa var al hans Forvirring forbi. En ublandet Rædsel greb ham, og han foer som en Besat ind over Yderholmen, sprang over en Vandrende, som han aldrig før i sit Liv havde kunnet tage, og løb op i Holtinggaards Have. Der smed han sig ned i det høje Græs mellem Elmene i det sydlige Læbælte.

Han kiggede bange ud gjennem Tjørnehækken. Han kunde godt se ned til Høstakken ude paa Holmen. Nu kom Gjertrud frem fra den. Hun havde blaa Kjole og ternet Forklæde paa og Klæde over Hovedet. Hun gik hen til en Trillebør, som stod paa Indersiden af Holmen, og som Karl først nu lagde Mærke til. Den fyldte hun med Gulvsand, som hun gravede op af Strandkanten. Og saa kjørte hun hjemefter over Dæmningen der vester henne.

»Men hvad skulde hun fortælle orn ham ? Han havde jo da ingen Ting gjort,« – kom han med eet til at tænke, og det gjorde ham saa let om Hjertet, saa han rejste sig op og hurtig saae sig om, med den Følelse, at naar blot ingen havde set noget mistænkeligt, saa var jo Gud ske Lov alting dermed til Ende. – Han saae paa sit Uhr. Det manglede et Kvarter i to. Han gik hen og gav sig til at søge efter Nødder ved Hasselhækken.

Men det skulde han ikke have gjort! Det kom over ham: en pludselig, jammerfuld Fornemmelse af, at der maatte alligevel være hændt ham noget ganske forfærdeligt – siden forleden Dag, da han gik her 36 paa det samme Sted og søgte efter Nødder. Han havde aldrig før prøvet denne Angst for, at Livet med eet Slag skal være bleven ødelagt for En i Tid og Evighed Han ligefrem snappede efter Vejret under den druknende Fornemmelse af at synke under Laag, bort fra al Lykke og alt Lys.

Han saae som i et Glimt Rejsen til Kjøbenhavn. Saa gik ogsaa dén under i Jammer. Al hans Fremtidsudsigt flimrede for ham som efter et voldsomt Slag i Ansigtet – og forsvandt.

»Jamen hvad havde han da gjort? Hvad havde han da gjort?«

Der kom nogen! – –

Anna kom løbende ad Gangen, der gaar igjennem Hasselhækken. Og saa fortsatte hun langs med Aspargesbedene. Hvor hun havde travlt. Hun havde sine sorte Stue-Sko og en Strikkepose og nogle Bøger i Hænderne. Og dér snublede hun ved Mistbænken, og tabte Skoene og lo og samlede dem op – – og saae Karl staa henne ved Hasselhækken.

»Skynd Dig, Karl, den er lige straks to,« raabte hun.

»Ja,« sagde han og løb efter hende med en Følelse af at flygte fra sine egne Tanker, eller som om han var et lille Barn, der løb efter Een af dem hjemmefra af Frygt for de Fremmede.

»Baade Kathrine og jeg skal have en ny Kjole,« sagde Anna og smuttede ind i Aabningen til Stien gjennem Hegnet. Karl fulgte efter. Kl. 5 i Eftermiddag kjører Faster Marie og hun og jeg til Byen og kjøber Tøj, og i Morgen skal vi prøve, og saa bliver det sendt efter os til Kjøbenhavn.

De kom ind i Lysningen i Hegnet, hvor det var blikstille, og Solen skinnede paa det brogede Løv.

»Synes Du ikke, det er dejligt, at vi skal af Sted!« sagde Anna; hun svingede sin Strikkepose rundt og gav ham, i sin Glæde, et let Slag med den i Ansigtet.

Atter – som i et Glimt – følte han, hvor glad han nu kunde have været. Men Øjeblikket efter mindedes han, med en kvælende Fornemmelse, dette bløde, glidende Tryk mod sit Ansigt ude paa Holmen, – han saae det hele for sig, – og Angsten var der straks: hele dit Liv er forspildt! – baade Rejsen i Overmorgen, og Turen til Lundborg og Julen – alt! –

Men Anna lagde ikke Mærke til hans fortvivlede Ansigt. Hun 37 snurrede sig rundt og løb videre, ind mellem de store Graner, over Diget, og snart var de mellem de andre Børn paa Plænen.

Karl vilde prøve paa at styrke sig til Mødet med dette glade Selskab ved rigtig at slaa den Tanke fast for sig selv: at han var jo da alligevel helt uskyldig! – I Stedet for kom han pludselig til at tænke paa, at da hun sagde til ham, at hun vilde binde hans Halsklæde, da førte han uvilkaarlig Haanden op til det og følte, at det var bundet. Men hvorfor havde han saa da knælet ned ved Siden af hende i det samme ? – – Aa, havde der dog været nogen, han kunde sige det hele til, og som kunde trøste og frikjende ham! – Han løb bort fra Plænen, forat de andre ikke skulde snakke til ham og mærke noget – for han vidste ikke, om han havde Magt over sin Sindsbevægelse. Og naar de først var inde i Skolen, saa talte de vel ikke til ham. – –

Onkel Jørgen fortalte i Dag om Sønderjydernes Besøg i Kjøbenhavn i 1866 og om Grundtvig og Højskolerne, – og Karl syntes aldrig før han ret havde vidst, hvilken uhyre Rigdom hans Liv dog havde rummet – før nu, da han vist skulde miste det altsammen. Hele den store, dejlige Kamp mellem Folkeaanden og Jætterne, den skulde han aldrig komme med i, – for han var jo styrtet ned i Jætteverdnen og laa lænket dér – ja, det var jo netop Gerd, der havde haft fat i ham!

Nu fortalte Onkel Jørgen saa dejligt om Kampen, som Grundtvig og Tscherning havde haft med de Jætter, som vilde ødelægge Grundloven. – – – Og ret ligesom man ved Kvælning tvinger en Hest, der er gaaet i Bløde, til en sidste Kraftanstrængelse for at komme op, – saaledes gjorde i dette Øjeblik Karls Lykke-Trang et Spring op af det kvælende Hængedynd, hvori han var sunken, – han hviskede ligefrem ved sig selv: nej, jeg vil ikke være ulykkelig, jeg vil ingen Jætte være! – Det hjalp ham meget, at han aldrig endnu havde lært noget om, at Lykken hovedsagelig afhænger af vort eget Sind. Han syntes tværtimod, det var saa meningsløst urimeligt, at han ikke skulde være glad, naar Livet var saa overvældende rigt. – Og: midt under Valget til Ja-eller-Nej-Rigsdagen dalede virkelig Glæden ned over ham paany; han ønskede blot, at han straks havde kunnet komme ud at

kjæmpe mod I.A. Hansen, Geert Winther, Grev Frijs og de andre slemme Mennesker, – eller i hvert Fald: brydes med Niels Vibro's Niels, der da maatte finde sig i at være en Jætte. –

Det ellers saa bøjelige Barnesind kan eje en mærkelig Fasthed i en 38 saadan Beslutning om at være glad. Bortset fra enkelte smaa Tilbagefald af Ængstelse, levede Karl det næste Par Uger fuldstændig optagen af Rejsen og af alle Livets gyldne Forjættelser.

Saasnart Dampskibet var kommet vel i Gang og sejlede bort fra Holting Brohoved, – begyndte alle de gamle Huse og Høje og Steder at flytte sig og bytte Plads. – Det saae ud, som om Nørrebakkerne laa tilhøjre for Færgehusene, og som om Kirken var gaaet sønden for Møllen, det skjød sig afsted sidelæns altsammen, ind imellem hverandet, – og lidt efter begyndte det hele at synke, – aa, det blev saa fjærnt og lavt, det var for Karl, som hans egen Fortid randt bort, – og han saae sig uvilkaarligt om paa Dækket efter de Andre. – Lidt til Siden for ham, paa en Bunke Tov, sad godt nok Faster Marie og Kathrine. Faster Marie saae saa vemodig og saa lykkelig ud, og hverken hun eller Kathrine havde noget at bestille. De sad helt løse og ledige. – Anna stod med Armene over en Bom og saae efter Maagerne. Da syntes Karl, det var rigtignok noget underligt, at Henriette ikke var med

»Hvorfor kom Henner ikke med, Faster?«

»Jamen, lille Karl, saa skulde jo hele Verden have været med«

»Du gjør da ingen Forskjel paa hende og Kathrine.«

»Tante Line veed jo slet ikke om hende at sige.«

Karl havde en af disse afsvalende Fornemmelser, man kan faa som Barn, af, at Verden er meget ældre end En selv, – specielt, at Faster Marie havde levet længere end han, og sammen med Mennesker, der stod helt udenfor hans bevidste Livs Horizont.

Lidt efter bestilte Faster Marie en Flaske Seltersvand hos Kahytsjomfruen, og fik ganske rigtig denne brusende Drik, som Børnene aldrig før havde set, – og drak uden videre et Glas deraf Det var, som om der dukkede helt nye Lande op af Faster Maries Væsen, – ligesom der nu forude over Horizontlinien kom Øer og Skove og Bakker frem, som var ganske nye og ukjendte. – Men hvor Faster Marie blev nydelig med dette lykkelige og ligesom fjærne Smil, hun hele Tiden havde om Munden. – Og de to andre følte, at Kathrine var hendes eget Barn – det havde de ellers ikke saadan tænkt paa. – Karl syntes for Resten et Øjeblik, at Anna ligesom var kjedelig, eller ikke 39 interessant. – Det gik dog over, da de kom ned at spise til Middag i Kahytten. Ogsaa her viste Faster Marie, at hun havde levet længere og kjendte mange flere Ting end de andre. Saadan som hun kunde tale til den Herre i Spidskjole, der kom med Maden! Og det, at hun slet ikke tænkte derpaa, gjorde hende naturligvis endnu mere overlegen i Karls Øjne.

Ude paa Kattegat, om Aftenen, var der saa dryssende fuldt af Stjerner over den kulsorte Havflade, saa man ret følte Vorherres store Naade, at han havde gjort alting saa skjønt for os Mennesker.

Karl var saa optagen, da de om Morgenen sejlede ind til Kjøbenhavn, af at faa sikker Oplysning om, hvor Kongedybet var – hvilket faldt meget vanskeligt – saa han ikke sansede stort andet, før de laa ved Kvæsthusbroen.

Selve Sølvbryllupet var Børnene ganske ligegyldigt. Men hellerikke Kjøbenhavns Seværdigheder gjorde noget videre Indtryk paa dem. Det hele laa deres daglige Liv for fjærnt. En Undtagelse var dog de historiske Billeder paa Maleri-Samlingen, særlig Krigsbillederne fra Treaars-Krigen. Ethnografisk Musæum gik de til med meget store Forventninger. Det var nemlig blevet dem udtrykkelig, sagt, at her var alle Verdens Mærkeligheder samlede. Følgen var dog kun, at Verden et Øjeblik ligesom syntes dem mindre, efterat de havde gaaet det hele igjennem.

Der var kun een Ting fra Rejseopholdet i Kjøbenhavn, som Børnene, særlig Karl, aldrig glæmte.

En Dag sagde Faster Marie til dem, at hun vilde ud at besøge Biskop Grundtvigs, og de kunde godt komme med. Hun havde ikke villet tale til dem derom før, for hun havde ikke vidst, om det kunde lade sig gjøre.

De kjørte i Droske, hun og de tre Børn, og saa snart de var komne godt norden for Kjøbenhavn, og de saae Sundet, mørkeblaat, skummende, saa ungt i sin friske Heftighed, og saa ældgammelt, fortællende Landets Historie med Farver saa klare som dem i et Orlogsflag, – da blev for Karl det hele til Danmark: Fædreneland ved den bølgende Strand! – Og han følte, at ingen havde vist nogen Sinde elsket dette Land med saa vældig og saa rig en Kjærlighed som den Mand, de virkelig nu skulde se, – og at ingen kunde elske det med en inderligere, en mere ydmyg Kjærlighed end han, Drengen selv.

40

»Naar jeg ser Øresund,« sagde i det samme Faster Marie, »saa har jeg altid tænkt paa de Ord af Grundtvig:

»Vi har en gammel Kjærlighed,
som ruster ingenlunde,
til Fædres Land, til Lys og Fred,
til Bælter og til Sunde.««

Karl syntes, det var mærkeligt, at Faster Marie netop ogsaa tænkte paa saadant noget; men han sagde blot: »Har Du været her tit, Faster?«

»Aa ja,« svarede hun.

Det var nok ogsaa før hans Tid.

»Nej, jeg tænkte paa Nornegjæst,« sagde Anna: »»der gynged en Vugge i Øresund.««

Kathrine sagde ingen Ting; men Karl fik paany en Fornemmelse af, at hun vist var meget fortrolig med sin Moder. Det var flere Gange paa Kjøreturen, at hun saadan tog sin Moder i Haanden, mens de sad sammen. Det havde Karl i Grunden aldrig vidst af før, men det var vel saa, fordi Kathrine og Faster Marie gik saa meget sammen i Huset hjemme.

Han sad for Resten og blev efter Haanden mindre glad ved den Tur ud til Grundtvig. Baade var han noget bange, og saa kunde han hellerikke forlige sig med alle disse almindelige Huse og Haver og Skjærvedynger og Vogne med Mennesker, som de kom forbi, og som jo sletingen Ting havde at gjøre med – – hans egne Forestillinger, med Grundtvig. Og samtidig maatte han dog indrømme, at her boede Grundtvig jo virkelig, ligesom et andet Menneske; saa maatte der jo ogsaa være alle den Slags almindelige Ting i hans Nærhed.

Paa een Gang rejste Faster Marie sig halvt op i Vognen og sagde til Kudsken: »Det var til Store Tuborg; vil De holde her. – De skal ikke kjøre ind. Men vil De saa være her igjen om en Time præcis.«

De stod af Vognen, og kom ind ad en Laage ud mod Vejen. Karl syntes jo nok, det var et kjønt Hus og en stor, smuk Have; men det var alligevel saa trykkende, og det var ikke, som han havde tænkt sig det. – De gik ind ad Nordenden paa Huset, og der kom en meget venlig Dame ud og tog imod dem. Karl blev ikke klog paa, om det var Bispinden. – Hun lukkede dem ind i et andet Værelse med en 41 Mængde Bøger i høje Reoler, og sagde noget om, at hun kom snart igjen.

Aa, Herre Gud – men dér sad han da vist! – Der sad en gammel Mand i Stuen, i en Lænestol, og vendte Ryggen til Døren; men man kunde se noget af hans hvide Haar, og hans højre Skulder og Arm. Det var vist sort Fløjl, han var klædt i. – Karl kom til at ryste. Han havde nok alligevel ikke tænkt sig ham saa gammel. Han rørte sig sletikke, skjønt han dog vist maatte kunne mærke, at der var kommen nogen i Stuen. – Men hér passede ellers det hele meget bedre med Karls Forventninger. Det var ham saa helt usædvanligt og fremmed.

Faster Marie gik frem foran Stolen sammen med Kathrine. Hun stod et Øjeblik foran Biskoppen, saa saae han op og sagde: »Det er Fru Marie Nordbye, ja.«

Hun satte sig i en stor, højrygget Stol, der stod lige ved – uden at Karl hørte, at Biskoppen bad hende sætte sig, og han syntes hellerikke, han sagde enten Goddag eller Velkommen.

Men det var nu altsammen godt nok, for det var saa underligt, det hele var saa underligt hérinde.

Kathrine stod ved Siden af sin Moders Stol og lænede sig op til hende. Karl selv og Anna stod paa Gulvet saa langt henne mod Døren, saa han vidste sletikke, om Grundtvig havde set dem.

»Hvordan har Biskoppen det?« sagde Faster Marie.

»Aa – hvordan kan det staa til i min Alder,« svarede han. – »Og Deres Mand?«

»Jo Tak, han har det godt. Jeg skulde jo bringe hans Hilsen og sige Dem Tak endnu en Gang – »for alt, alt, alt!« sagde han.«

»Hm.«

»Og fra min Broder, Proprietær Wintrup paa Holtinggaard, skulde jeg hilse.«

»Han lever endnu.«

»Ja. – Det er hans to Børn dér staar.«

»Han er en god Mand, men han er lad, han er lad.«

»Er han ?« Faster Marie smilede.

Biskoppen hævede atter Blikket og sagde: »Er dét den lille Pige, som De og Deres Mand skrev saa meget om til mig, da hun var en 4-5 Aar?« 42 »Det er Kathrine. – Kan Biskoppen virkelig huske saa godt endnu?«

»Somme Ting kan jeg godt huske.«

Karl syntes ikke, at Biskoppen gjorde noget Tegn; men Kathrine gik hen til hans Stol, bøjede sig over mod ham og kyssede ham paa Kinden, og gik saa tilbage til sin Plads hos Faster Marie.

Kort efter kom der en lille Pige ind ad Døren, og tillige med hende den Dame, som havde taget imod dem for lidt siden.

»Vil Børnene ikke ud at lege?« sagde hun.

Og ligesaa selvfølgeligt som forunderligt var det for Karl, at han og Anna straks gik ud med den lille Pige, mens Kathrine blev inde hos de Voksne.

Han følte sig saa besynderlig tilmode – og tillige saa ydmyget. Fa'er var en god Mand, men han var lad, det havde Grundtvig selv sagt. Og saa kjendte Karl ikke engang det Ord lad.

Det blev sletikke bedre af at komme ud at lege. Den lille fremmede Pige havde gravet et Hul i Sandet nede ved Stranden. Det vilde hun vise dem, for naar de havde faaet gjort det lidt større, saa skulde der graves en Kanal ind deri fra Havet, saa kunde det blive en Indsø.

Karl maatte indrømme, at Legen i sig selv var god. Han undredes endogsaa i sit stille Sind over, at han aldrig havde leget den hjemme ved Fjorden. Men den fremmede Pige tog dem sletikke med i Legen, syntes han; hun gravede selv, og hun snakkede med sig selv. Og han brød sig hellerikke det mindste om det hele! – Tilsidst gik han ene et Stykke langs med Strandbredden. Men det var ogsaa kjedeligt. Nu var Stemningen gaaet af Sundet, det var ikke andet end Vand. – Pludselig følte han i sin Tristhed, at Mindet om det derude paa Holmen vilde til at gribe fat i ham. Og straks kom der Angst over ham. – Da blev der kaldt paa ham og de andre oppe fra Vejen.

Vognen holdt der allerede ved Indkjørslen, og Faster Marie og Kathrine kom ud af Leddet, fulgt af den fremmede Dame og fuldt rejseklædte. Faster Marie bar et Overstykke over Armen, som var Annas, og som hun kom i. Og saa kjørte de. Karl spurgte Faster Marie, hvorfor han og Anna ikke skulde sige Farvel til Grundtvig.

»Aa, han var saa træt, lille Karl,« svarede hun.

Karl havde i flere Timer en Følelse, som om han og Anna var af en ringere Race end Faster Marie og Kathrine. Han var dog vant til at regne sig selv og de andre fra Holtinggaard for at staa over dem i 43 Præstegaarden. – Og der var noget i denne Underlegenhedsfølelse, som holdt sig meget længere hos ham. –

De Slægtninge, som Børnene logerede hos, boede paa Gammeltorv. Kudsken kjørte dem ad Nørregade ned forbi Frue Plads. Idet de passerede Pladsen, saae Karl ned ad dette brede Stræde imellem de to store Bygninger. Da opdagede han, ved Bygningen til Venstre, en myldrende Masse Mennesker, der stod tæt sammenpakkede op ad en Forhøjning, – det var formodentlig en Trappe, men den var ganske skjult, – de øverste af dem stod trykkede ind imod Muren, det hele lignede en vældig Myretue, der af Muren var delt tværsigjennem.

»Men hvad er da det?« spurgte Karl.

»Det er Undervissitetet,« svarede Kudsken.

»Jamen alle de Mennesker?«

»Ja – det er altsaa nogen, som vil derind.«

Karl var endnu stærkt optagen af dette Syn, da han kom hjem i Børnenes Logis, og spurgte sin »Onkel« – Manden i Huset – hvad det dog kunde have været for noget.

Manden var lidt tavs af sig. Men hans Kone svarede: »Gud, det har nok været denne Georg Brandes, ham løber de jo saadanne og hører i denne Tid.«

»Hvem er det?« spurgte Karl.

»Det er En, som fortæller dem, at de er Avekatte allesammen,« sagde nu Manden, »men det er jo noget, som Kjøbenhavnerne ka' li' og høre noget om.«

Karl saae yderst forbavset paa ham.

»Ja,« sagde Manden, »der er nogen, der holder paa, at han er meget større end Grundtvig.«

Næste Morgen gik Rejsen atter hjem. Det var grimt Vejr, og de var søsyge allesammen.

Stemninger udgjør næsten hele Barndommen. Og der er intet, Børn forstaar sig saa lidt paa som Stemninger. Netop paa Grund af denne deres Ukyndighed faar Stemningen saa stor en Magt i deres Liv. De troer, at Tingene selv er og vil vedblive at være saadan, som Stemningen i et givet Øjeblik viser dem.

Karl gik længe og kunde sletikke fordøje Indtrykkene fra den 44 Kjøbenhavnsrejse. Snart saae han Forholdene derhjemme i Belysning af det Nye, han havde oplevet; i næste Øjeblik saae han paa det hele som før Rejsen. Og lige tilforladelige syntes ham skiftevis begge Synsmaader.

Noget af det første, han gjorde efter Hjemkomsten, var at spørge sin Fader om, hvad det vilde sige at være lad.

»Ja, det er vel det samm' som at vær' doven,« sagde hans Fader, »saaen træg i'et. Er der nogen, der har kaldt Dig lad?«

»Nej,« sagde Karl.

»Det kan s'gu godt vær', Du er'et, min Dreng. Jeg veed helleræt, hvordan det er, I gaar og nusler mcd'et derovr' i Præstegaarden. Jeg synes, ingen Ting rigtig I faar lært.«

»Jo-h,« sagde Karl noget tvivlraadig.

»Ja, regn' kan I da æt, saa veed jeg æt, hvordan 'et gaar med det and't.«

Det var nu ikke Proprietærens Mening at indlade sig dybere paa den Ting. Han yndede virkelig i høj Grad, at lade Tingene gaa deres Gang.

Men hvor det dog var trykkende for Karl, at han saadan var kommen til at se ned paa sin Fader; og han ventede ikke, det vilde blive anderledes.

At ogsaa han selv – og Anna – var bleven degraderede, holdt han saa vidt muligt nede i sin Bevidsthed; det var ham for pinligt at tænke paa. – Det var da godt, at Henriette ikke var bleven ophøjet over ham; hun havde jo ikke engang været værdig til at komme med paa Rejsen. – –

Og saa kom – efter at han næsten helt havde glæmt, at den forestod – den 3die November med smukt Vejr og Turen til Lundborg. I sidste Øjeblik viste det sig, at en Begravelse ikke kunde opsættes, og Pastor Nordbye maatte blive hjemme. Saa var Turen nær helt bleven opgivet, men Præsten bad tilsidst ligefrem sin Svoger om, at han vilde tage derhen; det vilde gjøre Præsten saa ondt, om ikke Holting var godt repræsenteret ved den Lejlighed. Proprietær Wintrup lod da – efter nogen Protesteren – sin viden om bekjendte Wienervogn forspænde og tog af Sted: med sine to Børn og Henriette, Kathrine og Karen Hejlgaard hos sig i den nedslaaede Kalesche; Jens Kudsk – i graat Livree – og Niels Vibro's Niels paa Bukken.

Karl havde altid syntes, at hans Fader saae saa godt ud, naar han 45 saadan kom i Overtøj, og der var Rejsemildhed over ham. Der var da noget eget nemt ved ham, og dog kunde man godt mærke, at han ejede en Gaard paa fyrretyve Tønder Hartkorn. – Hans Ansigtshud var saa fin og dog vejrbidt, saa septemberagtig klar og tør. Der var saa mange fine Rynker deri, især skjød der sig et Straalebundt af Rynker ud fra hver Øjenkrog hen over Tindingen. Det lyse Fuldskjæg var tyndt, men naturlig kruset; især krusede Knebelsbarten. – Men i Dag gabte han da saa uafladelig paa Henturen, og skjønt han, efter Karls Mening, ogsaa gabte pænt, saa var det dog umuligt at lade være med at tænke paa Grundtvigs Ord om ham.

Mon Anna og Kathrine havde talt sammen om dét? Og mon Kathrine havde sagt det til Henriette ?

Henriette var øjensynlig mest optagen af denne Tur. De andre tre syntes ligesom lidt rejsemætte efter den store Fart. Men Henriette og Karen Hejlgaard sad og spurgte ud og spurgte ud – som saa mange Gange i de sidste fjorten Dage – om Kjøbenhavn, uagtet de andre for længe siden havde fortalt den Smule, de kunde huske. Der blev ogsaa talt om Opholdet i Grundtvigs Hus, men hans Ord om Proprietæren blev da ikke nævnt.

Snart var man i Lundborg. Der var kun fem Fjerdingvej dertil fra Holting, og Proprietær Wintrups store Rødskimler var berømte.

Højskoleforstander Meyer kom ud til Vognen og tog imod sin notable Gjæst, og saa snart Børnene saae ham, tænkte de ikke paa andet, for han var dog det mærkeligste af alle Mennesker.

»G'daa!« sagde han og rakte Haanden ind i Vognen; han sagde det saa kort og hemmelighedsfuldt, som om de alle var Medlemmer af en Sammensværgelse, og »d«et i dette Ord var saa haardt og knaldende, saa Karl maatte tænke paa, naar Onkel Jørgen vilde vise dem, hvor det haarde »d« laa i Munden, og han til den Ende smældede Tungespidsen saa brat ud fra Ganen, saa der fløj smaa Spytperler i Ansigtet paa hans Elever.

»Jørgen er ikke med?« sagde Meyer og satte Øjenbrynene paa Kant.

»Nej – der kom en Begravels'. Saa kund' han æt,« sagde Proprietæren. »Det skal jo ogsaa passes.«

»Dæ sk'osse passes,« sagde den anden.

Wintrup gik op imod Indgangsdøren, fulgt af Meyer. Børnene blev staaende ved Vognen.

46

»Dæ var ellers keddeligt, ja, det var, dæ var keddeligt. Jeg hadde glæddet mig til Jørgen.«

»Ja, saagu',« sagde Proprietæren og gik ind i Forstuen.

Meyer vendte sig paa Trappen: »Kom ind, Børnlille, og faa nodd i Skrutten!«

»Nej Tak, vi har Mad med i Vognen,« sagde Kathrine, »og vi spiste, lige før vi kjørte hjemmefra.«

»Ja, ja – ja, ja!« sagde Meyer, og tog i det samme hendes Horoskop med Øjnene.

Sikken Masse Mennesker der gik i Gaarden! Kvinderne var optagne af at finde sig til Rette i det hele taget, Mændene havde travlt med deres Piber. – Man gik og trykkedes saa smaat og snakkede med hinanden, indtil der blev ringet paa en Klokke, og Mødet begyndte i Forsamlingssalen. – Derinde havde allerede Skolens nysankomne Elever taget Plads. Der var hele otteogfyrre. Man kunde godt se paa dem, at de var lidt ude i det Uvante. De var lidt forpjudskede endnu af Rejsen ligesom Hanekyllinger, der har siddet længe i en Kurv.

Da alle var komne til Sæde derinde i Salen, og hele denne Mængde Mennesker gav sig til at synge: »Hvad Solskin er for det sorte Muld,«

- da brast Kathrine i Graad og maatte holde Lommetørklædet for Øjnene, og Karl syntes ogsaa, at højere op kunde man vist ikke naa, det var »hvad Ædle kalde Livets Lyst;« det var dét, Onkel Jørgen havde ment og havde opdraget dem til: fuldtud at kunne føle og forstaa og deltage i det, som hér foregik:

»Som Urter blomstre, og Kornet groer

»I varme Dage og lyse Nætter –

Ja, – hvor det løftede sig stille over Agrene, hvor det steg og steg! -Og nu havde han selv set den Mand, som havde sunget disse dejlige Ord.

Saa kom Meyer op paa Talerstolen. Først stod han og plirrede, ligesom han havde Solen i Øjnene, saa begyndte han at tale. Og efterhaanden som der ikke blot strømmede Blod til Pande og Kinder, men selve hans Aasyn ligesom fyldtes af Talens Indhold, – holdt de nervøse Trækninger op, hans Ansigt blev roligt, men meget livfuldt.

- Nej, hvor han talte! – Karl saae sletikke efter, hvordan de andre havde det, for han var selv helt hentagen.

»Jeg har hørt fortælle,« begyndte Meyer, »at Kristen Kold en Dag traf to Karle, der stod og gravede en Grøft,« – - 47 Naa, det kjendte Karl nu i Forvejen. Mon Meyer havde hørt det af Onkel Jørgen? – Nej, men saa lidt efter begyndte han paa det, som han vist egentlig vilde fortælle om, og det var om Willemoes paa Prøvestenen. – Paa en Maade fortalte han sletikke bedre end Onkel Jørgen, ikke engang saa godt: man kom ikke til at holde mere af Willemoes, og man saae ikke Slaget paa Kongedybet saa tydeligt for sig, – men det var saa forfærdeligt, hvor man selv kom med: det var, som man selv skulde ud paa Prøvestenen om et Øjeblik; det var hele Tiden, som om han maatte slutte sit Foredrag med at sige: »saa rejs jer nu alle, og lad os holde sammen, at vi kan bestaa den store Prøve med Ære!«

Der var det samme til Stede, naar Morbro'er Jørgen fortalte, men det laa fjærnere; uagtet Meyer sletikke udtrykte sig bestemtere end han om, hvori Prøven skulde bestaa.

Og saa sagde Meyer i Talens Løb noget, der passede saa voldsomt paa hans eget Foredrag: »Der er Aand i en Tale, naar den ikke blot fortæller det, som fordom er hændt, men driver til Daad paany; der er Aand i et Ord, naar det ikke blot afmaler en Begivenhed, men gjenskaber denne Begivenhed i dem, som hører; saa de ikke blot seer og føler, nej, men vil og er lyslevende dét, hvorom Ordet lød til dem.«

Karl følte det saa tydeligt: nu var han lyslevende og skinbarlig færdig til at gjøre hvadsomhelst. Det var de vist ogsaa allesammen. Hvor de stirrede paa Taleren, og hvor de var hede i Kinderne! –

Saa endte Talen. Karl blev aldeles overrasket. Han syntes næsten ingen Tid det havde taget. –

Muligvis syntes Taleren ogsaa selv, at det havde varet for kort Han stod deroppe og saae paa sit Uhr. – Lidt efter begyndte han virkelig igjen, men det var i en anden Tone, og han hakkede ikke saa lidt i det.

»Der er et lille Ord, som De gjerne kan tage med Dem hjem. Det er en Tang-ke (han tog Næselyden meget dybt, som om den gungrende stødte mod Mellemgulvet i ham), som har gaaet i mig i den senere Tidd. Det er dette: Skabnen (hans Ansigt var atter fuldt af Grimacer) har – vi kun – med – at gaare, forsaavidt vi ikke har med Gud at gaare. Alt hvad vi værkelig, i Sandhed, kan lægge i Guds Haand, det har Skabnen ingen Magt over, men hvad vi selv vil magte, det er undergivet Naturens, Skabnens, Tilfældighedens Love. Derfor kan vi nok sønge med Ingemann:

48

Lykkens lunefulde Spil
Leger ej med Sjæle –

for vor Sjæl har vi jo dog ved Troen lagt i Guds Haand; men vi kan ække sige det samme om alt det yddre, vi har med at gaare; dér har Lykkens lunefulde Spil – desværre – et altfor stort Spillerum. – Ja, jeg troer, det er en sund og saand Tang-ke. Tag den med hjem og tænk paa den – og søg at have saa lidt som muligt med Skabnen at gaare. – Saa maa I allesammen ha'e Godnat«

Der blev endnu sunget en Sang, og saa brød Folk op. Der var megen Iver for at komme hen til Udgangsdøren, men saa snart Folk havde naaet dette Maal, blev de gjerne staaende og spærrede Vejen, saa det tog alligevel lang Tid med at komme ud af Salen.

Den kolde Oktoberaftens Luft kom viftende ind – Henriette stod og smaastampede, med de knyttede Hænder opløftet foran sit Bryst, foroverbøjet af Utaalmodighed efter at komme frem.

»Hvor det var dejligt, synes Du ikke, Anna?« sagde hun. »Uh, jeg synes, det var saa udmærket. Og nu skal vi have Mellemmad, naar vi kommer ud i Vognen. Karl og Anna og jeg vil kjøre baglæns i Aften, ikke, Karl?«

»Jo.« –

»Saa kan Kathrine og Karen sidde ovenpaa hinanden hos Morbro'er Wintrup paa Bagsædet.«

Tænderne klaprede lidt i Munden paa hende, eftersom man nærmede sig Døren, – noget af Kulde, noget af Glæde og Forventning.

»Ja, saa er vi vist færdig' til'et, Jens,« sagde Proprietæren, da de havde faaet Plads i Vognen. – Et mægtigt Skrald! – og Befordringen fra Holtinggaard rullede ud af Højskolens Gaardsled. –

»Nu var han alligevel kommen i Tanker om, at det kund' vær' rigtigt, det, som jeres Morbro'er Jørgen sagde den anden Dag,« – Proprietæren aabnede Vogndøren og slog den haardt i. »Nej, – jeg troer s'gu æt, der er møj ved ham.«

»Fa'er er lad, Fa'er er lad,« tænkte Karl, men forstod for Resten ikke, hvad hans Fader mente.

49

IV

Vinteren kom tidlig det Aar. Allerede paa Karls (fjortenaars) Fødselsdag, den 16. December, var Grundene tillagte lige ud til Strømmen. Kun den store Vaage imellem Langholmen og Grønholmen, hvor egentlig en Arm af selve Sejldybet skar sig ind, og hvor der altid gik en rivende Strøm, var – som sædvanlig, selv i meget strænge Vintre – aaben. Stedet kaldtes gjerne »Høllet«; det kunde se saa ondskabsfuldt ud, dette lange, aabne Øje paa den store, tillukte Isflade. Dets Blik skiftede uafladelig, eftersom Vindens Kast foer hen over det, og eftersom Strømmen gik.

Dagen efter at Karl havde fyldt Aar – Søndag før Jul – var han en Tur ude paa Isen straks over Middag. Skøjter havde han ikke paa, for Isen var lagt daarligt; det havde været saa meget Blæsevejr, lige til Frosten kom, saa nu gik man og knasede i Skraag-Is over det hele. – Han vilde blot ud at dyrke sin Julestemning i Ensomhed. Han havde altid regnet den 17. December for en ligesaa mærkelig Dag som sin Fødselsdag. For paa den 17de da var man »i Uge« med Julen; man kunde sige »i Dag otte Dage« om den 24. December.

De havde faaet Kjødsuppe og Pandekager til Middag hjemme, han havde spist meget og var vel tilpas, dog ogsaa noget urolig i Sindet. Den 17. December var en Dag, der ifølge sin Tradition var anlagt paa saare megen Lykke, og han havde i det sidste Par Aaringer ofte haft en Følelse af Ængstelse paa slige Dage, for det var jo ikke sagt, at Sindet vilde slaa til overfor disse Fordringer paa Glæde.

Saa var der jo ogsaa en anden Ting, der endnu laa og dæmrede eller lurede i Baggrunden af hans Bevidsthed, men han havde i længere Tid sletikke villet spørge til den Sag, hvordan det havde sig mellem den og hans Samvittighed, han vidste det ikke og vilde ikke vide det. – Og han gik da ret tryg og fortrøstningsfuld ned over Engtoften, ud paa Engene, der var helt tildækkede med Skraag- eller Sne-Is.

Solen var ikke synlig, men fyldte en stor Port-Aabning i Skyerne mod Sydvest med rødgul Glans. Ellers hang Skyerne bag hinanden i 50 Rækker, ligesom Tøj paa Tørre-Snore; dybt frostblaat var Stoffet i dem, men med hvidblaa Rande, og det var Randene, man mest saae.

Der kom en Knagen i Isen, der bredte sig, ligesom naar Ænder siger Rap-Rap i en Dam, blot at Lyden her vistnok spændte over en halv Mil til alle Sider. Det kjendte Karl saa saare godt, men han havde ikke hørt det efter den Historie om »Strømmanden« eller »Færgekarlen«, der raabte paa Mennesker.

Der gik en gysende Fornemmelse igjennem ham af, at hans sjælelige Velbefindende ikke var saa paalideligt, som det kunde være. – Hvor Dagene dog ogsaa var korte nu. Klokken var halvtre, og det skumrede jo allerede.

Der laa Sne-Is over hele Yderholmen. Han vilde udenfor den, hvor der var rigtig Is, om end ujævn. – Idet han vilde gaa ud paa denne Is, saae han paa Yderkanten af Holmen noget ligge, der kunde ligne baade det ene og det andet, det var dækket af Sne – maaske en død Hest? – Han gik hen til det. – Nej, det var ikke noget Aadsel. – Han tog ned i det og fik fat paa en Haandfuld almindeligt, brunt Holmhø. Det var altsaa Lars Nielsens, der ikke havde faaet revet ordentlig rent her ude – – –

Men for Karl var det, som om han var bleven bidt af en Hugorm. Hér var det! – Aa ja, han vidste jo godt, det kunde ikke være langt borte; men han vidste ikke, at Angsten sad ham saadan i Kroppen endnu, Angsten for – – Skyld. For, at det var noget grueligt noget, der var hændt ham, – som han havde gjort.

Han følte sig ganske raadløs. Det var dog forfærdeligt, naar det, man var angst for, sad fast i Sindet. Saa kunde man jo ikke flygte for det.

Han havde hurtig forladt Hødyngen og var gaaet ud over Isen. Han blev ved at gaa, uden at tænke derpaa. Hvor saae det dog hjerteløst ud, dette hvide og hvidblaa, blaalige og mørkeblaa til alle Sider. Og Isens hvide, endeløse Flade – een Ligegyldighed, een uendelig Ligegyldighed for ham og alt, hvad der kom ham ved. – Aa, denne hule Gungren, der af og til blev som en skrattende Bragen. Det lo ad ham altsammen, fordi han nu vist var i dets Magt. – Hvad var det, Meyer havde sagt om at være i Tilfældets Magt, naar man ikke var i Guds Vold – Han var kommen saa langt ud, at han kunde se over »Høllet«. Det lignede Øjet paa et Firbeen eller en Snog eller paa en syg Fugl; 51 det var ligesom det trak en Hinde over sig, naar Blæsten krusede dets Flade.

Og pludselig blev han greben af Rædsel for dette Syn og løb ind efter. Og det varede ikke længe, saa syntes han, det var ligefrem Fanden, han havde i Hælene. Det var ondt, men det var ogsaa godt, for den Onde selv havde man da Raad imod. Han bad sit Fadervor og slog Kors for sig, og blev ogsaa roligere. Tilsidst vendte han sig om, stod stille og bad, – og gik saa videre hjemad, op i Engtoften.

Han var bleven ganske svedt. Men han var tillige saare, saare lykkelig over Guds Naade. For den var der da ingen Grænser paa. Han vidste jo ikke, hvad det var for noget forfærdeligt noget, der var kommet over ham og havde skræmt ham saadan; men eet vidste han sikkert, at ihvor galt det saa var fat, ihvad han saa havde gjort, – selv om han var den største Forbryder, – for Guds Tilgivelse var det ene ikke mere uoverkommeligt end det andet, den kunde magte det altsammen. For det var jo for Jesu Skyld.

Han gik oppe ved Tjørnehækken paa Søndersiden af Holtinggaards Have. Der var Læ. – Han blev efterhaanden meget lykkelig i Sindet – og lidt stolt over, at han nu selv kunde bruge sin Kristendom til saadan at slaa Fanden ned med. – Uh, men hvor Fjorden saae falsk ud, saa fuldstændig ligegyldig for os arme Mennesker! – Alt det histude! – tænkte han, idet han saae ind i Haven – det var ligesom Jætternes Verden, men herinde i Haven og hjemme og i Præstegaarden, det var Mandhjem. – Han gik ind ad den søndre Laage, – og nu først kom dét ham imøde, det, som han egentlig var gaaet ud efter: Julenærhed, dette søde »i Dag otte Dage«, som de alle gik og tænkte paa i denne Tid. Det var, som der glimtede Julelys hist og her i Tusmørket mellem Træerne.

Just i det samme fik han den smukke Tanke: Jamen hvis Du nu er en Horkarl? – En Horkarl, tænkte han ganske betuttet, – – ja, det var jo ogsaa en Forbryder, og selv om han var aldrig saa stor en Forbryder, vilde Vorherre jo – – Meget rigtigt, men han var jo en Horkarl alligevel. – Er jeg virkelig? spurgte han næsten højt sig selv.

Ja, ikke sandt? Vorherre kunde jo saa frit tilgive ham, det var jo saa ganske fortræffeligt indrettet med det. Men han, Karl, havde jo da virkelig alligevel den Fornøjelse at bære det smukke Navn, han nu engang havde skaffet sig. Var han en Horkarl, ja, saa var han en Horkarl, det var jo saa klaart og saa nyddeligt, saa det kunde ække være i 52 beddre Orden. Nu syntes han ligefrem, den Anklagende talte med Meyers Stemme. Det var en fornuftig og alvorlig, men tillige en vittig Mand, der anklagede ham.

Det kjørte helt rundt i hans Hoved, det svimlede for ham, og tillige var han dybt forbavset over sig selv – – hvor kom dog de Tanker fra?

Men straks efter følte han blot, hvor ulykkelig han var bleven, og han stod og græd hørligt, vrængede Munden, som naar Børn græder.

Ovre paa den anden Side af en forfærdelig Afgrund, og højt oppe over ham, syntes han, han saae Henriette og de Andre hjemme og i Præstegaarden, men han selv stod dybt nede sammen med – Gjertrud og Anton og en Mængde afskyelige Jætter og Thurser. Og Vorherre tilgav dem alle – – alle – – allesammen! – Nu lød dette næsten som skjærende Haan.

Jamen han var jo da hellerikke – dette gruelige! – Anders Røgterdreng havde forklaret ham, endogsaa ret omstændeligt, hvad det var: at bedrive Hor. Og det havde han da ikke gjort. Hvor kunde saa de Tanker forskrække ham saadan. Det var, som om Lynet var slaaet ned lige ved Siden af ham, og saa maatte der være sket en Ulykke. – Eller var det det, som Onkel Jørgen havde fortalt om: at bedrive Hor i sit Hjerte? Det var jo saa forfærdeligt. Og han havde dog gjort mere end at begjere. Han var jo gaaet helt derhen til hende. Hvorfor havde han dog ogsaa gjort det? –

Han nærmede sig just Indgangen til Stien gjennem Hegnet. Da kom Henriette smuttende ud derfra.

»Hvor skal Du hen?« spurgte Karl.

»Jeg vil over og besøge I andre. Uh, jeg er saa glad!« og hun slog Armene om hans Hals og knugede sin Pande ind mod hans Bryst.

Det overraskede vistnok hende selv, da hun havde gjort det; men Karl blev saa overvældet af sine Følelser, saa han grædende udbrød: »Aa, jeg er saa ulykkelig, lille Henner!«

»Men hvorfor?«

»Det kan jeg ikke sige. Og Du maa hellerikke fortælle til nogen, at jeg græd. – Du er saa rar, Henner. Jeg holder saadan af Dig!« Og han trykkede sit vaade Ansigt ind mod hendes, og kyssede hende paa Munden flere Gange. Men da de med Overraskelse mærkede, hvor det dog var underligt og dejligt, blev de begge to hede i Hovedet og holdt op. – De stod et Øjeblik og saae forbavsede paa hinanden, men 53 saa løb Henriette videre. Hun havde rent glæmt, at Karl jo var saa ulykkelig. Han mindedes det hellerikke selv i Øjeblikket. Han tænkte blot paa, hvor Henriette dog var yndig. Og fulgte langsomt efter hende ind til de Andre.

Hvad der maaske mere end noget andet gjorde, at Proprietær Wintrups Børn følte sig ligesaa godt hjemme i Præstegaarden som paa Holtinggaard, var det, at Juleaften af begge Familier altid var bleven fejret i Præstegaarden, lige siden Fru Wintrup døde, og det var dengang Anna blev født, saa hende og hendes Tid kunde ingen af Børnene huske. Juletræet, og hvad der var af »fine« eller »rigtige« Julegaver, kom altid fra Holtinggaard I Præstegaarden lavede Børnene selv deres Gaver til hinanden eller til Karl og Anna, og de kunde derfor aldrig blive videre anseelige eller overraskende: Papæsker, Tøjdukker, Muffediser, Lommetørklæder med Navn syet paa eller lign.; mere kunde det ikke blive til. Men fra Holtinggaard var der altid en »rigtig« Ting til hvert af Børnene i Præstegaarden. I disse Dage ind imod Jul var der meget, der beroede paa Jomfru Hyphoffs Valg. Det kunde være: en Skrigedukke eller en Eventyrbog eller Tinsoldater, eller – i de senere Aar – større eller dog fornuftigere Gaver: en Kjole f. Ex. til Kathrine, »En glad Gut« til Ellen o.s.v. – »Det er for galt, det er for galt!« var det stadige Udraab fra Onkel Jørgen, naar Holtinggaardsgaverne kom frem Juleaften. Og næsten ligesaa regelmæssigt svarede Proprietæren: »Hør, jeg kan æt engang lid', Du si'er 'et; Du har saamænd ærlig fortjent 'et til dem hver en Stump, og mer' til.« – Herved tænktes paa Onkel Jørgens Undervisning af Karl og Anna, som han dog ogsaa fik rundelig godtgjort i rede Penge.

Juletræet kom, som sagt, ogsaa fra Holtinggaard; inde i Lysningen stod der nogle unge Graner, som var særdeles tjenlige.

Karl begav sig Lillejuleaften i Aar herind med Økse og Sav for efter sin Faders Ordre at fælde et af disse Træer og bære det over i Præstegaarden. Det var stille Frostvejr, enkelte Snefnug kom dalende ned gjennem Luften, og kunde frembringe en næppe hørlig Hvislen eller Klingren, naar de stødte an mod Træernes Grene.

Karl vilde saa gjerne have sine Sager gjort op, inden han gik ind i Præstegaarden med dette Træ. For med dét Øjeblik begyndte 54 egentlig Julen her. Han og Anna blev altid derovre den Aften og var med til at klippe Net og Stjerner og andet Stads til Træet. Og naar de vaagnede næste Morgen – Juleaftens Dag – ja, da var det jo ligefrem Jul. – Han vilde saa gjerne have en Erklæring fra Vorherre eller sin Samvittighed om, at han var fuldkommen værdig til Julen. Skjønt nej, -Vorherre, det kunde vist ikke hjælpe. Nej fra hans Samvittighed – eller egentlig fra Julen selv. – Aa, men Julen var nok endnu strengere end Samvittigheden, – Julen laa endnu højere oppe end Mandhjem, – dér kunde vist kun de, som var helt pletfrie, komme. – Det var da egentlig underligt, saa lidt Vorherre kunde hjælpe En i saadan noget, skjønt han saa gjerne vilde. For hvis man nu var en Jætte – eller en Horkarl, saa var man det jo; den Skjændsel kunde Vorherre ikke udslette.

Karl turde foreløbig sletikke tænke paa det – han gav sig ivrig i Lag med Træet; – og dog følte han, at han maatte have Vished – høre sin Dom, – før han gik med Træet ind i Præstegaarden.

Han havde faaet det fældet, og kvistet forneden. Nu stod han oprejst ved Siden af Træet, med Haanden om dets Stamme.

Og saa var det, som om han indvendig bøjede Hovedet og holdt Armene op foran sig – for i en Fart at løbe de frygtelige Tanker igjennem, ihvad Udfald det saa skulde faa for ham. – –

Et Øjeblik efter stod han domfældt af sine egne Tanker, fortvivlet. Han havde begjeret i sit Hjerte – det var Dommen – og han havde ogsaa handlet efter sin Begjering, for han var dog gaaet hen til Gjertrud, det kunde han have ladet være med.

»Aldrig Jul mere! aldrig Jul mere! aldrig Jul mere!« blev det ved at sige inden i ham, medens han gik med Træet ind i Præstegaarden, – snublende og ravende, for han saae sig slet ikke for.

Kunde han blot glæmme! men der var jo intet saa stort i hele Verden, at han kunde glæmme dette Tab derover. Han søgte i Pine sin egen Verden igjennem, og da hans Tanke strejfede Henriette, kom der en Varmebølge fra hans Hjerte, der føltes saa dulmende i Angsten, som havde gjennemtrængt ham; saa greb han med hele sit Sind efter hende – aa, det gjorde dog saa godt, skjønt hun kunde jo ikke redde ham, den søde, lille Henner, – og nu gik han og mumlede hendes Navn og søgte at holde sin Bevidsthed borte fra alt andet end hende. Men hvert Øjeblik var det, som han skulde synke ned i det 55 bundløse Hav af Tanker og Angst, hvorpaa han syntes at han drev omkring.

Han kom ind i Forstuen i Præstegaarden med Træet, og alle Børnene – ogsaa Anna og Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels – kom ud og tog imod det – Og da var det for Karl, som Træet forvandledes i hans Hænder og blev til denne dunkle, underfulde Gjæst, som han kjendte saa godt, – Engletræet, som endnu var ubeboet, Himmerigstræet, Juletræet, som endnu ikke var tændt. Og Følelsen af Julen, hvis Strenghed han havde været saa bange for, blev pludselig saa stærk hos ham, at den jog alle de pinlige Tanker bort og bragte Glæmsel! – Hvilken Lindring! at befries ud af denne sælsomme, ham selv halvvejs ufattelige Vaande! – Han vilde saa gjerne i sin Taknemmelighed have favnet og kjærtegnet nogen; men da det ikke kunde lade sig gjøre, stak han Hovedet ind imellem Juletræets Grene og græd, ladende som om han vilde danne noget tilrette ved Stammen forneden. – Glæmme! glæmme! – og han havde jo Lov dertil, for det var jo Julen selv, der havde bragt ham Glæmselen. – –

Men han sad alligevel hele Aftenen, mens de klippede og klistrede og skar ud til Juletræet, med en Fornemmelse af, at nu levede han af Julens Naade, næsten paa samme Maade som hele Danmark levede af Guds Naade efter 64, saadan som Morbro'er Jørgen havde fortalt. Og han ønskede, at Julen aldrig maatte faa Ende, samtidig med at det forekom ham, at dette maatte vist blive den sidste rigtige Jul, som han oplevede.

Han var overvældende træt om Aftenen, da han gik i Seng, og sov derfor straks; og om Morgenen, da han vaagnede, mærkede han, at det holdt, – det kunde stadig bære ham, han kunde blive ved at glæmme, skjønt han ingen Rede havde faaet paa Sagerne. Han kunde lade dem ligge.

Det var jo Søndag, og han gik i Kirke om Eftermiddagen sammen med de Andre; det havde han næppe gjort noget andet Aar paa Juleaftens Dag, men han syntes, det passede med, som han havde det. Af og til kunde der komme en Ængstelse over ham, fordi han syntes, han var bleven saa forfærdelig afhængig af Gud. Vilde han med sin Følelse vige blot et Øjeblik bort fra Gud, saa sad han vist lige straks midt inde i de vildsomme Tanker og Rædsler igjen. –

Han blev aldeles forbavset over, som Onkel Jørgens Prædiken passede paa ham. Eller da en Del af den. Han talte noget om Farisæerne, 56 og sagde, at det var galt, naar man altid fremstillede dem som Hyklere, der brugte Loven til et Skalkeskjul. Der var ogsaa ærlige Farisæere, som brugte Loven, ikke som et Skalkeskjul, men dog til deres egen Fordærvelse. Det var de Mennesker, som ikke blev tilfredse, før de kunde bevise for sig selv, at hele deres Liv og hver enkelt af deres Handlinger stemmede med de og de og de Love. Det var galt, sagde Onkel Jørgen. Naar man blot kunde være i Fred for sine Handlinger, saa skulde man være fornøjet. Naar man blot kunde eje Guds Fred, saa skulde det altid være En nok. –

Da de allesammen gik ind til Juletræet om Aftenen, da var det akkurat som i gamle Dage, syntes Karl. Det aandede ud af Træet af Lys og af Varme, – og Tiden stod helt stille. Eller det Øjeblik stod helt udenfor den øvrige Tid. Men da følte Karl sig tillige ganske sikker paa, at han oplevede aldrig et saadant Øjeblik mere.

Og denne Aften drog hen med sin underfulde Blanding af Himmelsk og Jordisk, og Himlens Nærhed mærkedes just paa, at man uden alle Omstændigheder, med et enkelt lille Trin kom fra Jord til Himmel og tilbage igjen; fra at se paa Julegaver til at bede og synge, fra Himmerigsfryd til at spille om Pebernødder.

Der var i Aar en Gave, som vakte almindelig Forbavselse og Beundring. Det var Henriettes gamle Onkel og Formynder, Justitsraad Lind i Kjøbenhavn, der sendte hende en fin Kaabe tilligemed Peltshue og elegante, høje Snørestøvler. Han angav som Grund, at hendes Penge havde forrentet sig særlig godt iaar.

»Det har knebet ham, den Gamle,« sagde Proprietær Wintrup og lo, »at afsee een Hundredkroneseddel af de tredive, han vel ellers havde kunnet lægg' hen for hende i Aar.«

Henriette følte sig saa voksen og saa lykkelig i den dejlige Kaabe, saa hun beholdt den paa næsten hele Aftenen. Karl syntes, hun lignede en lille, flot Officer med dén og Støvlerne og Huen paa. – –

Helligtrekongers Aftens Dag var alle de store Børn ude at spadsere. Det brugte de ellers ikke meget om Vinteren, men Kathrine havde faaet Lov at være fri den Eftermiddag, og hun holdt meget af at gaa Ture. Morten Hejlgaards Karen og Niels Vibro's Niels var ogsaa med. – Sollyset var saa gult som Skjæret af en Stuelampe og saa skraat 57 - og saa vemodigt, syntes de allesammen, fordi Julen jo var til Ende i Overmorgen.

Men Karl var ikke blot vemodig stemt, han var ængstelig tilmode. Denne meget gudfrygtige Julestemning, han nu havde gaaet i næsten et Par Uger, den kunde umulig blive ved at holde sig altid, – og uden at ane det mindste om, at der i Virkeligheden var noget halvt sindssygt i hans Grublerier angaaende Gjertrud, havde han godt nok en instinktmæssig Rædsel for dem, ja, blot for Muligheden af, at de kunde overfalde ham igjen. Og han følte tydelig, at de laa og lurede i Sindet, uafgjorte, spørgende, forvirrende. – –

Henriette saae saa elegant ud i sin nye Spadseredragt; hun var saa overflødigen sikret imod alt Slags Føre i disse flunkende nye, tætte Støvler, som hun kunde have gaaet tør gjennem Vand med, og hvormed hun nu trippede og hoppede i den fine Frostsne.

»Jeg synes, det er saa kjedeligt at blive ved at gaa saadan og spadsere,« sagde Karl pludselig opvaagnende. »Skal vi ikke tage os noget rigtigt for. Ellers er det ogsaa saa kjedeligt, at Julen er forbi.«

»Skal vi ikke lege Dødningespring?« sagde Anna.

Dette syntes straks at være enstemmig vedtaget, thi alle Børnene gjorde omkring og gav sig til at smaatrave hjemefter.

»Mon vi nogensinde virkelig faar det gjort?« sagde Anna under Løbet.

»Ja, i Dag gjør jeg det,« sagde Karl.

»Det veed Du jo sletikke selv.«

»Nej,« indrømmede han; »men jeg troer det næsten.« – – Tidligere havde man leget Asa-Tyr, men nu var det blevet til Dødningespring, og det var ogsaa bedre. For Asa-Tyr var efterhaanden blevet til bare Løjer. – Asa-Tyr bestod i, at Een drejede rundt paa den tomme Hakkelsemaskine ; det var saa Fenrisulven. Og hvem der nu vilde være Asa-Tyr, han skulde saa stikke sin Haand ind i Fenrisulvens Gab. Men saa blev den jo hugget af. Der havde ingen haft Mod til det endnu; men det værste var, at der sletikke længer var mindste Spænding ved Legen, fordi alle Børnene nu var sikre paa, at ingen af dem turde. De første Gange da havde det været en mærkelig Leg, hvor endogsaa Henriette og Morten Hejlgaards Karen havde grædt af Spænding over, hvad det kunde blive til med Karl og Anna og Kathrine. Og hver af disse havde ogsaa til en vis Grad – Legens Grad – følt sig som een af de mange Helte, Onkel Jørgen fortalte om, der satte Livet ind 58 paa den Sag, de havde kjær. Det var jo nemlig det eneste, der var noget ved For man vandt jo kun sit Liv ved at vove det Og alle vore Ulykker – havde Onkel Jørgen sagt – kom jo i Virkeligheden af, at vi gik og fidtede og døsede, og aldrig vovede noget alvorligt for Aandens Sag imod Jætterne. – – Men naar de saa een for een var kommen hen til Hakkelsemaskinen – som Niels Vibro's Niels ufortrøden drejede, mod helt at være fritagen for det andet med Haanden – saa var de jo alligevel vegne tilbage med et Gisp i Struben. – Og nu var denne i Virkeligheden saa højtidelige Leg, som sagt, bleven til det rene Grin, idet enhver svigtende Asa-Tyr skulde have saa og saa mange Dukkerter med Hovedet i Vandtruget. Det duede jo egentlig sletikke – tilmed nu om Vinteren, det var koldt. – Nej, men Dødningespringet, det kunde gaa, – thi dér var endnu stadig hos hver af de Agerende en lille Halv-Tro paa, at det kunde blive til Virkelighed.

Børnene gik ind i den store Lade paa Holtinggaard, op i Høgulvet, som i længere Tid havde haft samme Højde, da man var begyndt at tage Hø til Kreaturerne et andet Sted i Laden. Fra de »store Bjælker« ned til Høet var der maaske en fem Alen; og kom man op paa de nedre Hanebjælker, hvad der nok lod sig gjøre paa den lange Stige, saa var Ens Fødder ganske sikkert i en Højde af ti Alen over Høgulvet. Dette Ti-Alens Hop i Dybden var det, der havde faaet Navn af Dødningespringet, men det kunde ogsaa godt kaldes: at springe ned fra Gjallarbroen; der var blot den Ting at bemærke, at ingen havde gjort Springet endnu; men man kunde jo aldrig vide, naar nogen fik Mod dertil. Der vilde ikke være lidet vundet ved det Vovestykke, thi Vedkommende vilde efter dette uden Hinder kunne hente Balder hjem fra Hel, hvad jo i sin Tid var mislykkedes for Hermod.

Det var allerede et temmelig halsbrækkende Foretagende – naar man ikke netop var Murer eller Skifertækker – at gaa op ad den lange Stige og fra Toppen af denne at stige ind og staa oprejst paa Hanebjælken, tilmed da der altid var halvmørkt saa højt oppe under Taget. Imellem den øvre og den nedre Hanebjælke gik der en Bjælke paaskraa. Den kunde man faa fat i og støtte sig til, naar man var naaet langt nok ind.

Her stod nu Karl og Niels Vibro's Niels oppe, og de forhandlede netop med dem, der sad nede i Høgulvet, om, hvem af disse der skulde tælle til tre; men hverken Kathrine eller Anna eller Karen vilde; 59 maaske var de blevne ængstelige for, at Karl virkelig vilde gjøre det i Dag, for han havde været saa sær alvorlig.

»Er Henner gaaet hjem ?« spurgte Karl ned

»Nu kommer jeg,« var der een, der svarede lige ved; og da Drengene forundrede saae sig om, var hun allerede nær ved det øverste af den lange Stige.

»Henner dog! -- har Du Dine Støvler paa?« spurgte Karl forskrækket.

»Ja.«

»Aa – men er de da ikke glatte af Sne?«

»Nej.« – Nu gik hun, med Armene ud fra sig, sidelæns hen ad Hanebjælken saa langt, at hun kunde faa Støtte med den ene Haand mod Tværbjælken. Hun stod ved Siden af Karl.

»Der er jo helt mørkt, naar man ser derned,« sagde hun med lidt gispende Stemme. I det samme følte Karl et lille fast Tryk om sin højre Haand, og i næste Øjeblik sprang hun. – Karl saae i et Glimt Ryggen af hendes Kaabe og en Flig af hendes Kjole, der blafrede i Lufttrækket, saa hørte han et: »Aa!« nede fra de andre, – men da var han allerede selv sprungen ud fra Bjælken, – og det var, som han skulde miste Vejret, og i næste Sekund slog han sit Hoved mod sine Knæ, saa Blodet strømmede ud af hans Næse.

»Nej, saae Du: de fløj en Tid! de dalede ligefrem ned igjennem Luften!« hørte han Anna raabe.

»Henner, har Du stødt Dig?« spurgte Kathrine.

»Nej, – jeg kom ned paa alle Fire! – Men se, hvor hans Næse bløder!« – Og i det samme følte Karl et Lommetørklæde blive trykket mod sit Ansigt. Det var Anna, der stod hos ham: »Der er da ikke noget i Stykker i Dig?«

»Nej – men jeg har vist forstuvet Halsen, for jeg kan næsten ikke løfte Hovedet. – Men hvor blev Niels af?«

»Aa, han ligger deroppe og græder,« sagde Karen Hejlgaard klynkende.

»Niels!« raabte Karl.

»A kan ikke komm' ned!« lød det deroppe fra; og virkelig saae de Niels ligge, saa lang han var, hen ad Hanebjælken, knugende sig til den med Armene. »A er svingelsk. A skal kast' op.«

Dette gjorde han ligestraks, idet han stønnede og gav sig ynkelig.

60

Da løb Karen Hejlgaard hen til Stigen og skyndte sig op ad den. »Hold Dig bare fast, bitte, søde Niels,« sagde hun, »saa skal A komm' og hjælp' Dig.«

Hun havde aldrig før været oppe ad Stigen, men nu stod hun paa dens øverste Trin. »Bliv liggend', som Du ligger, bitte Niels,« sagde hun, »men skub Dig li'saa langsom henad Bjælken, saa skal A tage imod Dig.«

Det tog Tid, men det gik. Nedefra havde man fulgt med i stor Spænding. Og da nu alle Børnene igjen var forsamlede nede i Høgulvet – ja, da aandede man op efter en Begivenhed, – nu havde man da alligevel endelig engang virkelig oplevet noget. – Men den Leg skulde aldrig gjentages. Det blev sagt, – og det blev glæmt, at det var sagt, – og det blev sagt igjen – flere Gange.

Med eet kom Karl til at mindes den lille, faste Haand, der havde trykket hans, lige før Springet. Og der skjød igjennem ham en Fornemmelse af Fremtid, – saa varm og saa gylden. – –

»Niels!« blev der raabt ind ad en Ladeluge langt henne.

»Ja!«

»Aa, skynd Dig! kom hjem til vort!«

»Men hvad er det, Line?« raabte Niels.

Det var Morten Hejlgaards Tjenestepige. – Alle Børnene foer op og af Sted efter Lyden.

»Hvad er 'et da?« – Nu kunde de se hende; hun stod ganske rigtig udenfor og stak Hovedet ind ad Ladelugen.

»Aa Jøsses, bitte Børn! De er her jo efter Anton. Han skal arresteres. Morten Hejlgaard skal kjøre ham til Glenstrup. – Du skulde komme om til vort og spænde Øgene for, bitte Niels!«

Pigen løb. Børnene efter.

»Men hvad har han da gjort?« raabte de i Munden paa hverandre, og greb fat i hende under fortsat Løben.

»Men veed I det da ikke ? – Gjertrud hos Lars Nielsens har faaet en Bitte og har kvalt den med det samme, og saa har hun sat ondt for Anton ved hendes Madmoer, og nu kommer de og tager ham, den arme Karl!«

Børnene slap lige straks Pigen, undtagen Karen og Niels, der fulgte med hende hjem. – Karl blev staaende ene. – Kathrine, Anna og Henriette drev en lille Stund til een Side, tydelig nok, uden at vide 61 hvorhen; men straks efter forlod Kathrine de to og løb hjem efter. Ingen af dem sagde noget.

Karl saae først efter, hvad Retning Anna og Henriette tog. Saa gik han til modsat Side. – Han forsikrede gjentagende sig selv, at dette kom jo ikke ham det allerfjerneste ved, og dog følte han et Sinds-Uvejr over sit Hoved, – langt frygteligere end før, – som han slet ikke turde tænke paa. –

Om Aftenen, da Karl, hans Fader og Jomfru Hyphoff sad ved Thebordet – Anna var omme i Præstegaarden – sagde Karl: »Hvad Straf troer Du Anton faar, Fader ?«

»Naa, har Du nu faaet dét at vide! – Der kom Ilbud i Formiddags fra Præstegaarden, at vi skulde se at holde det skjult for Børnene.«

»Jo, de andre veed det ogsaa.«

»Ja, det kan jeg s'gu da nok tænk'. – Aa, hvad, han kommer vel løs igjen om et Par Dage. Det skulde jo sært være, om det var and't end Løgn, hvad Gjertrud sagde.«

»Jamen hvad er det, hun siger?«

»Aa, det er jo æt noget at snakk' om i Jomfru Hyphoffs Nærværelse.«

»Aak, Gud, Hr. Propprietær, jeg hører jo ikke.«

»Nej, da æt mer', end De selv vil,« mumlede Wintrup. – »Velbekomme!«

Dermed gik han ind paa sit Kontor, og lidt efter hørtes Violintonerne af Prume's Melancolie derinde fra. – Karl turde ikke spørge ham mere. –

Omme i Præstegaarden – de nærmest følgende Dage – taltes der grumme lidt om Begivenheden, skjønt Niels og Karen naturligvis var frygtelig optagne af Antons Skjæbne. Det lidet, der blev talt, vidnede paa den ene Side om oprigtig Medynk med de Paagjældende, men paa den anden Side sagdes det, med næsten ingen Ord, hvilket uoverstigeligt Svælg, hvilken bundløs Afgrund af Skjændsel og Synd der skilte imellem de Mennesker i Præstegaarden og saa slige Væsner som Gjertrud og Anton. – Onkel Jørgen fortalte, i en af sine Undervisningstimer, for Børnene den evangeliske Fortælling om Kvinden, 62 greben i Hor. »Vorherre fordømmer hende ikke,« sagde han derpaa, »han fordømmer heller ikke Gjertrud. – Tilmed er Gjertrud maaske ikke den egentlig skyldige. Ham kjender vi formodentlig sletikke. Men det er den Mand, som første Gang har bragt urene Tanker ind i Gjertruds Sind. – Hellerikke ham fordømmer Vorherre; men menneskelig talt vilde jeg sige om ham: det var ham bedre, at han aldrig var født Menneskeligt, folkeligt talt, er baade han og Gjertrud og Anton fordømte Væsner. De boer i den Sal, hvorom det hedder i den gamle Sang, at den staar

fjærnt fra Solen,
paa Ligenes Strand
med Laage mod Nord –

Kan ingen af Jer huske, hvordan det hedder videre i Vølvens Spaadom?«

Kathrine sagde:

»Edderdraaber falder
ind gjennem Lugen,
af Slangerygge
er Salen snoet –«

»Rigtigt!« sagde Onkel Jørgen fornøjet. »Kan Du fortsætte?«

»Dér vader
i tunge Vande
mensvorne Mænd,
mordgridske Ulve,
den, som lokker en andens
Mø til Elskov.«

»Rigtigt!« sagde Onkel Jørgen, »dér har vi vore nordiske Fædres Dom om dén Ting. – Saa skal vi nu høre videre om de danske Højskoler efter 64.«

Karl hørte ikke mere den Dag. – Han tænkte paa de Fordømtes Afgrund – ikke paa Helvede, ikke paa nogen, Vorherre fordømte – men paa den Afgrund, hvori disse menneskelig talt Fordømte, 63 Jætterne var nedstyrtede. Og han følte ganske tydeligt – uden at dette dog kunde blive til en reddende Tanke for ham – at den ubestemte Frygt for Skyld, der tyngede paa ham, var ligefrem Afgrunds-Svimmelhed, det var den sugende Rædsel, som Afgrundens blotte Nærhed havde voldt hos ham. »Den Mand, som første Gang havde bragt urene Tanker ind i Gjertruds Sind?« – – Nej, han turde ikke tænke derover – han blev gal, det følte han. Han maatte finde sig i denne dumpe, navnløse Frygt, – hvorlænge, vidste han ikke. –

Det viste sig nogle faa Dage efter, at Karls Fader fik Ret: Anton kom hjem fra Arresthuset paa Gienstrupgaard. Hans Arrestation havde beroet paa en ren Fejltagelse. Gjertrud kunde umulig have kvalt noget Barn – hellerikke efter Antons Opfordring – da hun var kommen flere Maaneder for tidlig. Hele Snakken beroede paa, at Lars Nielsens meget indskrænkede Kone havde misforstaaet en Udtalelse af Gjertrud, kort før dennes Nedkomst – –

Karl følte sig forunderlig lettet i Sindet den Morgen, da disse Nyheder blev fortalt paa Holtinggaard. – Men det varede kun til om Eftermiddagen ; da blev det meddelt, at nu var Gjertrud bleven pludselig syg og levede næppe til Aften.

Gang paa Gang tænkte han: det kommer mig jo ikke det mindste ved Men Afgrunden sugede ham alligevel til sig, det var, ligesom han skulde ned i den uoprettelige Jammer. – Han kunde næsten ikke holde sine Tanker samlede den Eftermiddag i Skolen hos Frøken Vinding.

Og saa skal det netop træffe sig hverken værre eller bedre, end at de den Eftermiddag er naaet til 2den Dels 4de Kapitel i Ingemanns »Landsbybørnene«, hvor der fortælles om Justitsraad Kyngs Møde med den smukke Dorthes Moder ved Galgebakken: Han havde for 28 Aar siden i ungdommelig Overgivenhed kysset Dorthe; otte Aar efter maatte han som Herredsfoged dømme hende til Døden for Barnemord Og nu tyve Aar efter dette møder han hendes halvt vanvittige Moder, der raaber til ham: »Hvem var Skyld i alle hendes Synder? over hvis Hoved kommer de smaa Børns Blod? Hvem tændte Helvedbranden i det unge Blod? Hvem forraadte hendes Sjæl og gav hende Djævelen i Vold med Judas-Kysset? ---- Hans Navn var, saamænd, hendes sidste Ord i Fangehullet, den Dag de agede hende til Galgebakken. – Kyng! Kyng! lille Henrik Kyng! sukkede hun, skal Du nu dømme den smukke Dorthe fra Livet?«« 64 Karl følte, at han blev drivvaad af Sved, og dog kunde han næppe holde sine Tænder fra at klapre.

Hér havde han det jo klart og tydeligt: Hvem var den Mand, som første Gang havde bragt urene Tanker ind i Gjertruds Sind? – Den Mand var jo den egentlig skyldige. Det var ham bedre, at han aldrig var født.

Resten af Timen maatte han anvende al sin Tanke og Energi for blot ikke at bryde ud i Krampegraad. Han mærkede, den sad ham i Halsen.

Da Timen var til Ende, og Børnene, som sædvanlig, gik igjennem Dagligstuen for at komme ud i Entreen efter deres Tøj, – saae Karl Kathrine, der sad med sin lille Broder Morten paa Skjødet

»Nu er Gjertrud død,« sagde hun, nærmest henvendt til Anna og Karen. – –

Karl gik, uden at se til højre eller venstre, som een, der faar ondt og vil hen i Skjul, – ud i Entreen, ud af Præstegaarden, – og saa løb han – alt hvad han kunde – om i den store Lade hjemme, gik langt ind paa Høgulvet, og borede sig ned et Sted henne ved Taget.

Det blev bælgmørkt derude i Laden, og det blev langt over Thetid, og Karl frøs, saa han rystede. Men han var langt paa den anden Side af alle den Slags Ting.

Saa blev der endelig raabt paa ham inde i Laden. Det var Forvalterens Stemme. Og Karl havde allerede svaret: Ja, inden han fik tænkt paa, om han vilde eller ej.

»Hvor er Du?« lød det nu ganske nær ved. Og han maatte frem. – »Din Fader er vred paa Dig, Karl; han har været nede ved Fjorden og set efter Dig.« –

Karl maatte gaa lige ind paa sin Faders Kontor.

»Men hvad Fanden er'et, Du finder paa!« sagde denne, – men holdt i det samme forundret inde et Øjeblik, – »og hvordan Pokker er'et, Du ser ud?«

Karl kunde ikke svare noget.

»Er Du syg, Dreng?«

»Fa'er! Fa'er!« raabte Karl, brast ud i voldsom Hulken og greb sin Fader om Livet, hvad han aldrig før i sine Dage havde gjort.

»Nej, hør nu – hvad, hvad er dethér!« sagde Proprietær Wintrup og førte Drengen hen til Sofaen. »Lad os sidde ned til'et.«

»Aa, det er Gjertrud!«

65

»Er'et Gjertrud? – Da har hun da vel æt haft Fingre i Dig?«

Nu kom hele Historien ude fra Yderholmen.

»Er det nu det altsammen?« sagde Wintrup, da Karl havde udøst sit Hjerte.

»Ja. – Men Fa'er, er jeg saa en Horkarl?«

»Om Du er en – –« Proprietæren var lige ved at briste i Latter, men blev ærgerlig og sagde: »Er Du sær, Dreng? hvad er det for noget forbandet Sludder?«

»Jamen er jeg det sletikke?«

»Nu brast det: »Ha, ha, ha, ha – en Horkarl! – haa, Gud naad' vos – ha, ha, ha – Du er jo æt en Karl engang, – and't endsom Du hedder'et. Haa, haa, haa, – jeg troer sgu æt, jeg vil kald' Dig andet endsom Horkarl for Fremtiden – aaja, aaja, aaja – jeg kan sgu æt hold' til at grin' saaen.«

Det var længe siden, Proprietæren havde faaet sig en saa hjertelig Latter, – den forvoldtes tildels vel ogsaa af Glæde over, at hans Søn var saa uskyldig; men for Karl var det at se og høre paa som Solskin og Tøvejr. – Og Angsten, der havde stivnet ham, smeltede og tøede og blev borte. –

Proprietær Wintrup tog sin Violin ned fra Væggen og gav sig i Lag med Prume's Melancolie. Han kunde spille Themaet samt første, anden og tredje Variation, men paa Dobbeltgrebene i fjerde gik han altid i Staa.

Karl sad imidlertid og mærkede med Forfærdelse, at han havde jo sletikke faaet talt ud alligevel; det, der sidst havde tynget hans Sind, havde han sletikke faaet spurgt om.

»Fa'er!« sagde han – midt i 3die Variation.

»Ja, hvad er der nu?« – Hans Fader tog Violinen under Armen og klimprede med Tommelfingeren.

Proprietær Wintrup maatte høre hele den lange Historie om Justitsraad Kyng, som de læste om i Præstegaarden. Tilsidst græd Drengen – egentlig ikke af Smerte, men under Følelsen af Udløsning fra disse Tanker, som havde pint ham saa frygteligt, og som han nu fik udtalt. Han spurgte tilsidst, om han nu var ligesom Justitsraad Kyng?

Proprietæren saae meget betænkelig ud, da han havde hørt Sagen til Ende: »Det er sgu noget galt noget dethér,« sagde han. »Jeg troer virkelig, han gaar og gjør jer saa sær' og saa ædle, jeres Morbro'er Jørgen, saa I bliver helt spiltaabelig' tilsidst.«

66

»Jamen er jeg da fri for Skyld paa alle, alle Maader ?«sagde Karl.

»Jeg havde sgu mest Lyst til at give Dig een paa Siden af Hovedet, min Dreng; men hvad, det kan jo æt nytt'. Det er æt Din egen Skyld, Du er bleven saaen. – Hm. – Naar var'et, Du var derude paa Yderholmen?«

»Den 17. Oktober.«

»Naa, og den 5te Januar var det mindst 4½ Maaned siden, at Gjertrud var bleven frugtsommelig, – det er bevist for Retten. Saa jeg troer nok, der skulde mer' Begavels' til, end Du har, for at skad' hendes Uskyldighed i Oktober. – Men nu vil jeg sige Dig een Ting: at hvis Du nogen Sinde tiere kommer med saaen noget forbandede Sludder og Vrøvl – – – Naa, nej, – det er vel bedst, Du kommer med'et til mig alligevel! – Hm. – Naa, gaa nu Din Vej! Paa Hovedet i Seng med Dig!«

Karl var først nede hos Jomfru Hyphoff for at faa nogle forsvarlige Mellemmadder sat til Livs. – Saa gik han i Seng, men faldt ikke i Søvn før Kl. 3 – blot for at tænke paa sin vidunderlige Lykke, paa, hvor ren og skjær og klar og lys han selv og hans Fremtid var. – Og saa paa Henriette, der havde trykket hans Haand saa fast, før hun sprang fra Gjallarbroen ned i Høgulvet.

67

V

En af de sidste Dage i Januar modtog Pastor Nordbye følgende Brev fra en Ungdomsven, en Herredsfoged i Vendsyssel. Han læste det højt for alle Børnene, da Undervisningstimen var til Ende:

»Kjære, højagtede Ven!

Efterat vi gjennem en Aarrække kun meget sparsomt, enten skriftligt eller mundtligt, have udvekslet Tanker, føre Forholdene det nu med sig, at jeg ved en ret udførlig, skriftlig Exposé maa forsøge at sætte Dig ind i en Sag, angaaende hvilken jeg vistnok tør forvente med det allerførste at modtage Dit ærede – og forhaabentlig gunstige – Svar.

Jeg begiver mig in medias res. – Enkefrue, Justitsraadinde Hegelund til Haldgaarden her i Vendsyssel har anmodet mig om min Assistance ved Anbringelsen af hendes attenaarige Søstersøn, Hr. Robert van Tholen, hos en Præst, i hvis Hus han kunde finde Optagelse indtil næstkommende Confirmationssøndag, og af hvem han kunde blive confirmeret paa den nævnte Dag. – Den unge Mand, der er Stamherre til et Gods i Sverig, er allerede 18 Aar. Forskjellige, særlige Grunde, hvilke her ville blive omtalte, forklare, at hans Confirmation er bleven saa længe opsat. Hans Fader, Hr. Godsejer van Tholen, døde i Delirium og under Administration, efter at hans Hustru var død, og medens deres eneste Barn Robert var ganske lille. Denne blev da sat i Pleje hos sin Moster, Fru Hegelund, som allerede dengang var Enke. Hun har ingensinde formaaet at hævde nogen virkelig moderlig Myndighed overfor det unge Menneske, der tværtimod paa næsten alle Puncter har vidst at sætte sin Villie igjennem paa Trods af hendes. Han har saaledes fra sit 13de Aar, ganske modsat hendes Ønsker, faret til Søes, først med en Skonnert af Aalborg, senere med en Brig af Kjøbenhavn. For to Aar siden kom han hjem directe fra Rio de Janeiro, og havde da, paa sin Tantes indstændige Forestillinger

desangaaende, indvilliget i at lade sig confirmere, forinden han atter forlod Hjemmet. To Dage efter foretog han imidlertid dette Skridt, uden 68 derom forud at have underrettet enten sin Tante eller nogen anden, og har nu siden faret paa Chinakysten, hvorfra han vendte hjem i Midten af indeværende Januar Maaned. Han er nu atter gaaet ind paa at lade sig confirmere. Men da hans Tante frygter, at han anden Gang kunde forandre denne Beslutning, ønsker hun meget at faa ham anbragt i Huset hos en alvorlig og christelig Præst, der ved sin personlige Paavirkning formaaede at styrke den unge Mand i hans Forsæt, saaledes at han kunde fastholde dette indtil Foraaret. Han er ingenlunde velhavende endnu, da hans Gods stadig bestyres af Fremmede, men under 500 Kroner vil dog ikke blive givet for hans eventuelle Ophold i Dit Hus i disse tvende Maaneder.

Idet jeg nu anmoder om Dit snarlige Svar, beder jeg Dig og Din Hustru modtage de bedste Hilsner fra
Eders ærbødige og hengivne
C.F. Hansen.«

»Robert van Tholen lyder hollandsk,« sagde Pastor Nordbye efter endt Læsning af Brevet; »men Slægten kan jo have været længe i Sverig, og denneher er altsaa nærmest Vendelbo.«

»Skal han komme her, Fader?« spurgte Kathrine.

»Han skal komme her, ja, saafremt hans Tante gaar ind paa, at jeg kun konfirmerer ham, hvis jeg finder ham tjenlig dertil, naar Tiden kommer.«

»Hvad siger Faster?« spurgte Anna.

»Ja, hun siger jo, at det er en kjøn Skilling at faa for knap to Maaneder, og at Hr. van Tholen vel ikke æder Børnene, hverken her eller paa Holtinggaard.

Børnene gik ud af Skole om Eftermiddagen med den Fornemmelse, at det temmelig sikkert blev saadan, at han kom. – Der var stor Samtale i den Anledning, mens Børnene spiste Mellemmad. Karl og Anna saae sig nødsagede til at blive i Præstegaarden helt til Aften.

Det var jo saa mærkeligt, at han var Stamherre ligesom han i »Landsbybørnene«.

»Det er rigtignok dejligt,« sagde Anna, »at naar der endelig, endelig engang kommer En til os, at det saa er saadan en – rigtig – ja, en rigtig En.«

»Ja, for jeg synes da, at han er mere mærkelig end ham i »Landsbybørnene«, sagde Henriette.

69

»Tænk, hvis han nu er ligesom de Mennesker, vi kjender,« sagde Kathrine.

»Ja, hvor det var grueligt,« sagde Anna. –

Nu blev der læst de bedste Steder i »Landsbybørnene« om Stamherren, Grev Høg. – – Under Læsningen bemærkede Karl, at han kunde ikke lide Justitsraad Kyng.

»Jamen han fortrød jo da, at han havde kysset Dorthe,« sagde Kathrine.

»Jeg synes, at Ingemann er saa sær og ædel,« sagde Karl.

»Man kan da ikke sige, at nogen er for ædel,« sagde Anna.

»Jo, det kan man godt. Man kan ogsaa være for ædel, det siger Fader,« – Karl blev rød, og en voldsom Disput fulgte, hvor Karl tilsidst, af Frygt, fornegtede Faktum og indrømmede, at hans Fader ikke havde sagt saadan noget Snak.

Nu var det helt bestemt. Stamherren skulde komme med Damperen den 6te Februar om Morgenen. Fra ham selv havde Onkel Jørgen modtaget et Brev desangaaende, og det var meget ringere bogstaveret end noget, som Karen eller Niels eller de andre store Børn hos Onkel Jørgen skrev.

Der blev ingen Vogn sendt til Damperen efter ham. Saadan en Krabat kunde gaa selv, sagde Onkel Jørgen.

Men ved Davren (Øllebrød) omme i Præstegaarden sad alle Børnene i stor Spænding, thi de vidste, at Skibet var kommet til Holting Brohoved (en Fjerdingvej fra Byen), og den Fremmede kunde derfor ventes hvert Øjeblik. – Man ynkede Karl og Anna, der ikke kunde være til Stede ved den forestaaende første Modtagelse af ham i Holting.

Man vidste ikke, at Karl og Anna var gaaet ned ad Vejen til Brohovedet for at være de allerførste, der saae ham.

»Du maa endelig ikke sige Goddag til ham, Anna,« sagde Karl, »naar han gaar forbi; for naar man ikke veed, hvem man er, saa hilser man aldrig.«

Det kunde nemlig ikke være nogen anden end ham, den Person, der kom histhenne paa Vejen, thi der saaes ellers aldrig fremmede paa denne Egn.

70

Børnene havde en Fornemmelse, som naar man gaar langs Banelinien og venter et forbisusende Tog.

Nu var han der. De turde ikke se til hinanden. – Lige som han var paa Siden af dem, gjorde han pludselig Front mod dem og stod stille.

»Godda'! – Er det Wajen til Holting Præstegaard?«

»Ja,« sagde Karl.

»Naa, Fa'wel og Tak!«

Straks efter saae de ham fra Ryggen. Og nu kunde de rigtig skjønne, hvor hurtig han gik. Han blev meget snart utydelig.

Han bar sin Overfrakke over Skulderen med en Finger gjennem Stroppen paa den. Han havde Handsker paa og høj Cylinderhat.

Noget efter saae de ham dreje ind i Præstegaarden. Det var næsten, som at se et Lyn slaa ned langt borte uden at høre Skraldet. – –

Man havde i Spisestuen ventet hans Komme fra højre (ude fra Entreen). – Pludselig gaar Døren op til venstre – og ind kommer det igjennem Sovekamret, ude fra Kjøkkenet, ind i Spisestuen. – Dér stod han, lige bag Faster Maries Stol:

»Godda'! – Er Præsten hjemme?«

Hele Bordet rundt var det, som om der blev strakt Gevær. Skeerne sank ned i Øllebrødet, sagte klirrende mod Tallerkenranden.

Fru Nordbye vendte sig om mod den Fremmede: »»Godmorgen! – Naa, det er Hr. van Tholen. – Vil De gjerne tale med min Mand straks, saa skal jeg følge Dem op til ham.«

»Tak! – ja, jeg wild' godt ha'e talt med ham.«

Hans Sprog lød nærmest som Folks fra Hjørring, naar de paa en eller anden Maade har faaet det let kjøbenhavniseret.

Fru Nordbye rejste sig og gik i Forvejen.

»Jeg er blevven saa skammelig beski..... smudsket paa Taaje,« sagde den Fremmede, smed sin højre Handske paa Bordet og slog sig med Haanden ned over sine Benklæder.

Saa gik han hastig efter Fru Nordbye ud af Stuen.

Kathrine havde faaet Taarer i Øjnene af Bevægelse og Skuffelse.

»Hvad syntes I om ham ?« sagde Henriette, »jeg synes, han saae godt ud.«

»Det var dog et mærkeligt Menneske. Er han adelig?« spurgte Lærerinden, som havde sit Øllebrød for Enden af Bordet.

»Ja, han er Stamherre,« sagde Henriette, »det er jo Stamherren, som skulde komme.«

71

»Ja, jeg veed det,« sagde Ida Vinding lidt overlegent. Hun var jo dog den eneste tilstedeværende Voksne.

Men nu samlede hele Bordets Interesse sig om den Handske, som var bleven liggende tilbage efter den Fremmede. Den var indeni hvid og lodden, og Fingrene paa den var saa runde og tykke.

»Han har smaa Hænder,« sagde Lærerinden, idet hun trak Handsken paa og af igjen og lugtede til den.

Lidt efter tabte Kirstine den i Smørret, og ligesom man havde faaet den tørret pænt af, hørtes Stemmer i Storstuen af Præsten og den Fremmede, og straks derpaa fyldtes Spisestuen atter af Forbavselse og Forventning, da de kom ind, og Onkel Jørgen bød Gjæsten sætte sig ved Bordet paa Hans's Plads, mellem Henriette og Kathrine.

»Giv saa vor Ven Robert van Tholen en Tallerken Øllebrød,« sagde Præsten til Kathrine.

»Dét er De nok ikke vant til at spise om Morgenen,« sagde Fru Nordbye, som atter havde taget Plads ved Bordet.

»Oh jo – naar vi skaffed' ombord paa Briggen,« svarede Robert.

»Naa, saa De maatte selv hente det i Byen?« sagde Fru Nordbye.

»Oh ja,« svarede den Fremmede uden at forstaa.

Han fik sin Tallerken Øllebrød og gav sig straks med stor Iver i Lag dermed. Han bøjede Ansigtet langt ned mod Øllebrødets Overflade.

»Kan Du række den Fremmede Mellemmadderne,« sagde Fru Nordbye til Ellen, som sad lige overfor ham.

Ellen tog Tallerkenen med skaaret Rugbrødssmørrebrød, og rakte den, højtstablet som den var, over mod Hr. van Tholen. Men da hun samtidig søgte at dække sit Ansigts Rødme bag Mellemmadderne, kom hun til at vælte dem alle ned over Bordet, ned i den Fremmedes Øllebrød og i hans Skjød.

»Hæ, hæ, hæ, hæ,« sagde denne, men fortsatte ellers uden Afbrydelse sin Spisning, kun bøjede han Ansigtet endnu dybere end før ned mod sin Tallerken.

Da Smørrebrødet var blevet samlet op af de unge Piger, og der var bleven leet lidt ad Ellen, sagde Præsten:

»Naar nu Robert er færdig med at spise, saa gaar han i Seng og sover indtil Middag. Efter Middag viser Karl og de unge Damer ham rundt i Gaarden og Haven og paa Holtinggaard, og saa følger han med dem ind til mig Klokken 2, naar Skolen begynder.«

72

»Jamen jeg har ikke faaet læst paa mit Religion endnu,« sagde den Fremmede.

»Nej, det gjør hellerikke noget,« sagde Præsten og smilede.

»Men jeg har alle Bøgerne med.«

»Ja, det er godt.«

»Men de staar paa Brohovedet i min Kuffert.«

»Saa henter vi dem i Aften.«

»Ja, hvis De har en bitte Trill'wogn, saa kan jeg selv hent' Kufferten.«

»Det kommer vi nok ud af«

»Tak for Mad!« sagde den Fremmede. Han rejste sig, bukkede og stillede sig derpaa hen ved Væggen.

»Sæt Dig kun ned igjen, lille Robert,« sagde Præsten, »saa rejser vi os alle paa een Gang, naar vi alle er færdige.«

For hvert Øjeblik, der gik, dannede Børnene sig nye Meninger om Hr. Robert; de fik Indtryk paa Indtryk af underlige Skikke, som maatte være i Brug i fremmede Lande, – eller dog i Vendsyssel.

Kun Ida Vinding, som var opdraget i Aarhus, tillod sig at kritisere i sit stille Sind. – Men Hr. Robert van Tholen var smuk, det vilde hun indrømme, naar nu Debatten skulde begynde i Tegnetimen efter 9.

Da Robert sammen med Præsten og hans Kone var vel ude af Døren, saae de Tilbageblevne et Øjeblik paa hinanden i Tavshed; derpaa lød det næsten ordret eens fra Kathrine, Henriette og Ellen: »Hvad mon Karl og Anna vil sige, naar de ser ham.«

Henriette fortsatte: »Nu faar de ham ikke at se før efter Middag. Jeg vil bilde Anna ind, at han er skaldet og har en rød Næse.«

I det samme saae de Karl og Anna gaa lige forbi Vinduerne. Anna kiggede flygtig ind ad Ruderne.

Da de to kom ind i Spisestuen, var der ingen, som sagde noget til dem. Det var saa interessant at høre dem spørge.

»Vi har talt med Stamherren,« sagde Anna, »han spurgte os om Vej til Holting.«

»Aah!« raabte Henriette i en Tone, som om hun havde tabt et Par Kopper paa Gulvet.

»Synes I ikke alle sammen godt om Stamherren?« blev Anna ved. »Først syntes Karl og jeg, at han saae saa sær ud, men nu synes vi saa voldsom godt om ham.«

»Har I da seet ham siden ?« spurgte Henriette.

73

»Nej,« sagde Anna. – »Er Stamherren henne at sove nu?« »Ja,« svarede Henriette meget sagtmodig. – Naar Anna sagde »Stamherren«, lød det, som om hun havde kjendt ham længe, syntes Henriette. Men Navnet var slaaet fast med det samme.

Og Børnene i Præstegaarden fik i det Øjeblik overfor Stamherren den Fornemmelse, som aldrig senere forlod dem: at han havde været længst kjendt med dem paa Holtinggaard, og egentlig hørte til derovre.

»Naa, Robert er kommen i andet Tøj allerede,« var det første, Præsten bemærkede, da man samledes ved Middagsbordet.

»Ja, for Tante sagde, jeg skuld' lig'strags skifte, saa saare jeg kom til Stedet, og hold' mig pæn og ordenlig, saalæng'jeg war der.«

»Jamen det var jo udmærket,« sagde Præsten.

Under Maaltidet var det mest Præsten, der talte; han spurgte Stamherren ud, og denne svarede, gjennemgaaende med Enstavelsesord.

Et meget spændende Øjeblik indtraf, da Børnene fra Præstegaarden samt Karl, Anna, Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels befandt sig, efter Middag, ude paa den store Plæne ene sammen med Stamherren. De følte sig nogle Minutter ganske hjælpeløse overfor den Fremmede; de mærkede, hvor utrolig lidt de hele deres Liv havde haft med andre end dem selv at gjøre. De blev saa flove, fordi de ikke kunde finde paa et Ord at sige til ham, men stod der som en Flok Fire-Femaarige, der faar Besøg af et fremmed Barn.

Det varede dog ganske kort; thi Stamherren sagde pludselig: »Skal vi int leg' So i Hul; det har jeg int legt de sidst' fir' Aar.«

De kjendte ikke Legen.

»Vi skal skjær' wos nogen Kjæpper; vi skal ha'e en Kjæp hver at rag' med.«

Han talte saa underlig brat og forskrækkende; det var, ligesom der fløj en Hare op for hver Sætning, han sagde.

»Vi kan ta'e dem her i Hasselhækken.«

»Jamen det maa vi ikke,« sagde Kathrine.

»Det ska'er int Træeren; de wokser bedre efter'et«

Det kunde ingen af Børnene svare noget til. – Men Stamherren var allerede henne i Hækken og skar de kjønneste runde, brune 74 Stokke ud, med en Hurtighed og Kraft i Hænderne, der bragte Karl til at tænke paa, at Stamherren var jo ogsaa 18 Aar.

»Det war s'gu Dem, jeg saae paa Wajen,« sagde Stamherren, da han rakte Anna hendes Stok. – »Nu snoer vi os rundt om os selv og skriver et Hjul paa Jorden for hver af os,« – han udførte dette samtidig for sit eget Vedkommende, og de andre efterlignede ham straks.

»Oh, men nu har vi ingen Bold! – – – Vi kan li'saa snar ta'e en rund Sten.«

Alle spredte sig, søgende efter runde Stene med fanatisk Iver.

»Saa stor som et bitte Ævvel!« raabte Stamherren oppe fra Havemøddingen, hvor han søgte.

Snart var Stenen fundet, og Legen begyndte.

Saadan var der aldrig før leget i Holting Præstegaards Have. Aldrig med den legemlige Hidsighed – Sveden drev af dem allesammen – men heller aldrig den Slags Leg. Holtingbørnenes Lege var altid Fantasi-Lege, historiske eller eventyrlige; enhver Handling, enhver lille Bevægelse i deres Lege betød noget andet og mere end det, den i Virkeligheden var.

Det var saa forunderlig betagende og saa aldeles nyt, her at løbe og tumle og slaa til denne Sten som rasende, – denne Sten, som ikke betød andet end det, den var, og med hvilken man ikke havde andet Maal end dette simple og virkelige, at faa den dreven ind i en Medspillendes »Hjul« – som Stamherren kaldte det.

Hvergang der hos Holtingbørnene opstod Tanker om, at Stenen var en Trold, – var Grendel, der vilde ind paa Kong Hrodgars Borg, – saa kom Legen straks over dem med sin Hidsighed, sin Spænding, sit haandgribelige Angreb og Forsvar, og kvalte Fantasierne.

Det henrivende ved Legen var selve denne rasende Iver i hele Kroppen, Lystigheden var selve Blodets Jubel, det at le af fuld Hals, fordi man ikke kunde andet, – og saa var Stamherren saa smuk, syntes Pigebørnene, og saa fremmed, og han snakkede saa forskrækkelig sært.

Nej! – hvad var dét derhenne ved Hus-Enden? – dér kom Stamherrens Kaskjet frem meget højere end han selv, helt oppe ved Tagskjægget! – – Da det opdagedes, at det var Stamherren, som havde anbragt sin Kaskjet paa Enden af sin Kjæp, og nu lod den titte frem ved Hushjørnet, medens han selv stod skjult paa den anden Side, – da følte vistnok alle Holtingbørnene – uden at tænke det – at dette var 75 tarvelige Løjer i Sammenligning med det, de selv kunde finde paa; men samtidig gjorde det dem ellevilde af Henrykkelse, fordi det var saa guddommelig simpelt og virkeligt. – Hvor kunde han dog være saa morsom, og det paa egne Vegne, ikke i en Rolle.

Det var for Karl, som om han for første Gang saae en virkelig Sten, virkelige Hasselkjæppe, virkelig sort, glattrampet Jord, – den virkelige, store Plæne i Holting Præstegaards Have. Og det var dejligt, men tillige noget ængstende. Han fik undertiden denne besynderlige Ulydighedsfølelse derved, som han aldrig kunde forstaa, naar den kom. – –

Næste Dag var det Himmel-Rendfog, og det blev ved i fire Døgn uden Afladelse, saa knap en Hund kunde komme udenfor en Dør. – End ikke Børnene fra Holtinggaard kunde slippe over til Præstegaarden i Skole. Derimod gjorde Stamherren en eventyrlig Fart den tredje Dag igjennem Hegnet om paa Herregaarden – som han kaldte den – og bragte Efterretninger fra Karl og Anna med tilbage.

Og saa: Fastelavnssøndags Morgen var det blikstille Solskinsvejr. Snefoget havde været saa voldsomt, at der sletikke fandtes andet end Driver og bar Jord, og Driverne var føgne aldeles faste. – Om Formiddagen var alle Børnene i Kirke, Stamherren i sin Egenskab af Konfirmand, Karl maaske som hans Kammerat, og Pigebørnene, fordi de altid plejede at gaa i Kirke. Men efter Middagen begyndte Legen, – den kom over dem, berusende, ædende gal, som en rasende Lyst til at løbe og løbe og raabe og tumle i Sneen – men ganske fri for Tanker og Fantasier. – De legede Røver – en Sammensætning af Tik og Skjul En var Røver, og de andre løb for ham og skjulte sig for ham, og de, han rørte ved, blev Røver sammen med ham, indtil alle var bleven Røvere. Saa begyndte Legen forfra, og dén blev Ene-Røver, som først var bleven fanget.

En Gang var Stamherren og Karl ene tilbage; alle de andre var bleven Røvere. Stamherren blev indespærret oppe i Hønsehuset; Anna, Henriette og Kathrine, hvilken sidste af og til havde fri den Eftermiddag, stormede det, for at komme ind og røre ved ham og derved gjøre ham til Røver, og han forsvarede sig rasende med tør Hønsegjødning. Han sad derinde i een Taage. Den Kamp glæmtes aldrig, saalidt som Sejren.

Og da nu Stamherren selv var bleven Røver sammen med Pigebørnene, gik den vilde Jagt efter Karl. Han var løben ned til Fjorden 76 for at være godt til Side, da han skjønnede, at Kampen i Hønsehuset vilde ende med Stamherrens Nederlag.

Og dernede ved Fjorden kom han i sin Ensomhed pludselig helt ud af Legen – og blev overfalden af Natur-Rædsel og denne sære Ulydighedsfølelse. Han syntes, Fjorden laa helt aabenlys og afdækket som en raa, hjerteløs Jættekrop med »Høllet« som et lurende Øje der langt ude. – Han troede egentlig, det var dette med Gjertrud, der en Tid havde gjort Fjorden saa uhyggelig, jætteagtig for ham; men det kunde det ikke være nu, thi hin Ængstelse havde hans Faders Ord befriet ham fra. – Monstro da altid den virkelige, utilhyllede, vilde Natur var ham afskrækkende – for han syntes nok, at han saae paa alting paa en anden Maade, siden Stamherren var kommen; det var, ligesom han saae Tingene mere, som de var i sig selv, – ellers var de jo altid med i en Leg, der gjorde dem historiske eller eventyrlige eller i det hele mere menneskelige. Det kunde jo ogsaa godt være, at Naturen, naar den saadan ingen Ting havde paa, at saa var den i sig selv en forfærdelig Jætte. – Den samme Følelse af umenneskelig, hjerteløs Ligegyldighed hos Fjorden, som havde forfærdet ham hin Dag i December, greb ham i hvert Fald nu paany, – og han var lige i Færd med at flygte op mod Holtinggaards Have. – Da brød pludselig alle Røverne ud af den søndre Havelaage. Stamherren brølede som en besat, de andre hvinede bag ham, og Karl stod ene nede ved Fjorden og lo af Glæde, fordi de kom. – De fik ham fanget med overraskende lidet Besvær.

Saa satte de sig allesammen ned paa den frosne Jord forat hvile sig.

»Men hvad Tid paa Morgenen begynder I at pidsk' op?« spurgte Stamherren.

»Det maa I ikke sige ham!« raabte Henriette.

»Aa, la' wos nu bare wær' fri, bitte Henriette! – ellers kund'jeg jo gjern' træff til at komm' læng' førri Dav.«*

De andre brast i Latter; man havde nemlig Lov i Holting til at begynde Fastelavns-Oppidskningen, saa snart man var ovre Midnat mellem Søndag og Mandag.

»Og naar I saa bliver pidsket op, saa springer I vel ud af Sengen og løber efter os med jer' Gran-Ris.«

* 77

»Nej«, sagde Henriette og lo tilligemed alle de andre, »saa skal vi jo give Boller, som vi kjøber hos Kjøbmanden.«

»Aa, nej, dér skuld' I ha'e set i Yokkehame!« udbrød Stamherren. »Saa kom vi forbi saa'en en Shop –«

»Hvad for en een?« spurgte Pigebørnene.

»Aah, saaen en Butik eller Knajpe – heller da en Bule, og dér sad saa mange Tøser – saa kom de springend' ud efter os i djer bareste Særker, og vi løb for dem, det vi kund', ned til Skibet.«

Hverken Fortælleren eller Tilhørerne tænkte paa eller forstod, hvor upassende Sammenligningen var. Kun Karl blev blussende rød.

»Kom I saa først til Skibet?« spurgte Henriette.

Oh ja, de flest' af os. Men det er ellers int' noe at snakke om.«

Karl kunde ikke lide, at Henriette saa tit var den, der svarede Stamherren eller spurgte ham. Og det var saa sært at se disse bløde Bevægelser, hun altid havde, f. Ex. med at lægge Hovedet lidt tilbage, naar hun spurgte eller lo, – se dem brugt i Samtale med Stamherren. Han kunde bedre lide Annas Væsen overfor Stamherren. Hun saae saa fast paa ham, men sagde ikke ret meget.

»Du siger »Yokkehame«, men i Erslevs Geografi staar der »hama«,« bemærkede Henriette.

»Yokkehame ?« raabte Stamherren paa sin forskrækkende Maade.

»Og saa lyder det, ligesom naar Du siger »Goddag!« Det er, ligesom Du sagde: Nu ta'er jeg Dig!«

»Aa Fanden! sikke noe Sludder, Du kan finde paa!«

»Det maa da være rigtigst, saadan som Stamherren kalder Byen,« sagde Anna, »for saadan siger de vel paa selve Stedet.«

»Yokkehame – ja, saaen siger di all'tider paa Stedet. – Hvem blev først taget? Det blev Ellen. Saa skal Du vær' Røver, Ellen!«

I næste Øjeblik var Selskabet spredt for alle Vinde. –

Paasken kom lige i Begyndelsen af April. – Det var nogle stille og dog sært bevægede Dage. Stamherren skulde jo konfirmeres Søndagen efter Paaske, og om Mandagen skulde han rejse hjem.

I de Uger, der var gaaet siden hans Ankomst, var Stamherren helt blevet entret og erobret af Livet i Holting. Han syntes ubetinget, at det var de første egentlige Mennesker, han i sit Liv her havde truffet 78 paa. – Pastor Nordbye havde lært ham noget Danmarkshistorie og noget Bibelhistorie, men ellers havde denne Vinters Konfirmander siden Fastelavn mest hørt tale om Aandens Verden og Jætternes Verden, og Stamherren var ikke blot bleven ivrig optaget af disse Præstens Tanker, men havde tillige faaet temmelig megen Øvelse i at skjelne i det virkelige Liv mellem Aandsmennesker og Jættemennesker. Aandsmennesker – det vilde altsaa sige Folkene i Præstegaarden og paa Holtinggaard og Morten Hejlgaards og Niels Vibro's Niels – desforuden Peter Meyer og Hustru, og saa var der nok en Del Aandsmennesker i Holting Sogn, som han ikke kjendte, og en hel Mængde i Lundborg. Jættemennesker, det var kort sagt egentlig alle dem, han tidligere havde kjendt – hans Tante ikke undtagen; tværtimod, han saae nu klart, at det, hun var, det var netop en Jættekvinde. – – Men saa havde Stamherren tillige faaet at mærke, at han var dog, trods Alt, atten Aar. Der var een af de unge Piger her i Holting, – naar han tænkte paa, at han om en Ugestid skulde rejse bort fra hendes Nærhed og maaske (saaledes som de tunge Anelser kunde tilhviske ham) aldrig skulde se hende tiere, saa følte han noget, der lignede den Hjemvee, som greb ham, da han som trettenaars Dreng var kommen bort fra Skibets Mandskab og i fem Dage løb ene omkring i Rio de Janeiro.

Og hun var jo saa ung. Det kunde ikke nytte, han talte til hende om saadant noget nu.

Anden Paaskedags Eftermiddag sad de alle inde i Lysningen i Hegnet Det var Solskinsvejr, og Stærene fløjtede saa vemodigt.

Stamherren var i Færd med at skrive alle de Tilstedeværendes Fødselsdage op i en Bog, han havde kjøbt til det samme. Henriette og Anna viste sig begge at være fyldt tretten Aar, henholdsvis den 5. Novbr. og den 7. Januar, Kathrine var 15 Aar. Karls og de andres Fødselsdage glæmte han at skrive.

Saa sad de og saae paa den ranke Top af en ung Kastanie. Den ragede lige op i den blaa Luft; de blanke, store Bladknopper glindsede i Eftermiddagssolen. Og dens Grene var helt besatte af Stærene, som baskede med Vingerne og sang og sang.

De unge Mennesker sagde ingen Ting. Men Stamherren begyndte at nynne Melodien til en skotsk Sømandssang, som han stadig havde sunget i de sidste Uger, – men nu tog han ikke mere Ordene med. Han kunde ellers ogsaa kun de første fem Linier af disse, der lød:

79

My love she's but a lassie yet,
A lightsome, lovely lassie yet;
It scarce w'd do
To sit an' woo
Down by the stream sae glassy yet, –

»Nu har vi fundet ud af, hvad den første Linie betyder af den Sang,« sagde Henriette.

»Aa, det er jo int noe, der er noe wed,« sagde Stamherren.

»Jo, det betyder: Min Kærlighed er kun en Ungmø endnu.«

»Nej – a lassie that's no – en lassie det er saaen en bitte ung Pige – –« Idet Stamherren drog Blikket ned fra Stærene, kom det til at strejfe Anna's Ansigt. Da standsede han i sin Oversættelse og blev meget rød

De andre saae det og blev ogsaa forlegne, og da Tilfældet var dem ganske nyt, huskede de sletikke paa at dække derover. De sad og tav nogle Minutter og følte sig meget ilde tilmode.

Saa rejste Stamherren sig, gik først nogle langsomme og tilfældige Skridt ind mellem Granerne, og saasnart han var nogenlunde dækket, satte han Fart paa og løb ud paa Vejen.

De andre sagde vedblivende intet til hinanden, men spredte sig efterhaanden. – Og da der nu ikke var blevet talt et eneste Ord, var det en Times Tid efter for dem allesammen, som om der ingen Ting var skeet. Det var der jo egenlig heller ikke; de vidste paa en Maade sletikke, hvad de var blevne forlegne over. Det hele gik saa i eet med Afskedsvemoden, der hvilede over dem alle i disse Dage.

Fra Kristian den Andens Død – det vil sige: lidt efter det Tidspunkt, hvor Ludv. Chr. Müllers Danmarkshistorie endte – indtil N.F.S. Grundtvigs Fødsel 1783 rugede der et Jættemørke over Danmark. Ludvig Holbergs kolde Dværge-Vid formaaede paa ingen Maade at sprede dette Mørke, tværtimod: i hans Dage indførtes i den danske Kirke det aandløseste af alt aandløst (næstefter evangelisk-kristelig Salmebog og Balles Lærebog): Konfirmationen. »Denne taabelige Komedie«, sagde Pastor Nordbye, »som man vovede at opføre i Guds Hus.« – Noget andet var, tilføjede han gjernc, at man kunde jo godt 80 paa denne Dag ligesom tilfældig mødes med hinanden mellem Mands- og Kvindestolene i Kirken, de Gamle med de Unge, og glæde sig over, at vi alle hørte Menigheden til og var Guds Børn.

Denne noget blandede Betragtning af Konfirmationshandlingen gjorde egentlig ikke denne mindre højtidelig hverken for Unge eller Gamle i Holting. Hint »tilfældige Møde imellem Mands- og Kvindestolene« blev nemlig altid saa glædelig-alvorligt i Holting Kirke, saa de, som var med dertil, i Almindelighed aldrig glæmte det. Men mange i Menigheden var stolte af, at de formaaede at holde de to Synspunkter saa skarpt ud fra hinanden: den forordnede Konfirmationshandling og saa dette Møde paa Kirkegulvet. Ogsaa Karl skjelnede med en Fornemmelse af aandelig Snildhed. Han forstod det saa godt, naar hans Onkel efter Hjemkomsten fra Kirken Konfirmationssøndag undertiden sagde for Spøg:

Er Provster som Dyrene vilde,
Til Lykke vi Præster er snilde.

Provsten var nemlig en Jætte og holdt ivrig paa Konfirmationen. – – Da man paa denne Konfirmationssøndag kom hjem i Præstegaarden efter Robert van Tholens Konfirmation, da var for de Unge alt lyst og glædeligt forbi; saa langt ud i Fremtiden, som Blikket kunde naa, var der kun Vemod, Længsel og Savn at øjne. Dette gjaldt i lige høj Grad Stamherren og Børnene fra Holting. Et ganske svagt Lyspunkt for disse sidste var det vel, at man til Middag skulde nyde den berømte Konfirmationssuppe, en Sødsuppe med en Overdaadighed af Brombærsyltetøj i og Flødeskum paa; men dels var dette jo dog en saare utilstrækkelig, og saa flygtig Trøst, dels kjendte Stamherren jo ikke engang Suppen.

Fra Vendsyssel var Fru Justitsraadinde Hegelund, Stamherrens Tante, ankommen. Hun var nok egentlig af temmelig fornem Slægt, men af Fornemheden havde hun nu sletintet andet tilbage end Stivheden. Sort Silkekjole med stivt, fiskebenet Liv og en Mængde blanke Kulperler. To Ørenringe som lange Draaber og paa Haaret noget Kniplingsværk som det, hvormed man dækker fine Stolesæder. Langt, magert, blegt Ansigt med mange, dybe Rynker, i hvilke Huden havde en lidt blaalig-rød Farve. – Hun sagde »Aak ja« til Pastor Nordbyes kaade Konfirmationskritik ved Middagsbordet, og lo misbilligende 81 ad Proprietær Wintrups Bemærkning: »Ja, det er noget sær Snak, min Svoger kan sidd' og komm' med« – Hun var saa glad ved, at alting hidtil var gaaet saa ordenligt og pænt med hendes Søsterson, og nu skulde det da endelig ogsaa gaa saadan lige til det sidste. –

Anna Wintrup bar om ved Bordet. Hun kom med den anden Tallerken til Stamherren, – varm og ligesom mere voksen af det husmoderlige Arbejde. – Aldrig glæmte han hendes morke Øjnes faste, rolige Blik, aldrig den dybt-røde, festlige Farve, som Suppen havde under det kridhvide Flødeskum, aldrig denne underlige, smertelig-søde Rus af Uro og Længsel, som voldte, at han ikke turde tale, ikke engang sige Tak, da hun rakte ham Tallerkenen.

Nu rejste Onkel Jørgen sig, saa vilde han nok sige noget til Stamherren, nu til Afsked.

»Se, lille Børn,« sagde han, »vi er vistnok alle glade ved at sidde her sammen; vi holder af at se paa hinanden og snakke saa smaat med hverandre, og vi kan godt lide Mo'ers Konfirmationssuppe og Mo'er selv, – og denne gamle Præstegaard, hvor flere af os er født, og hvor vi næsten alle har levet gode Dage af Guds Naade. Vi er ligefrem kjede af at skilles fra hinanden. – Og det skal vi alligevel – allesammen. Robert han rejser nu fra os i Morgen, og vi andre rejser om nogle Aar, hver sin Vej – allesammen, lille Børn. – – Se, naar I nu engang sidder rundtomkring, anden Steds, og tænker paa de Dage, I levede sammen her, da vil I mærke, at der er noget af alt dette, som er helt forbi; I har intet Ord, hvormed I kan trylle det tilbage. – Det kommer af, at hvad I levede her, jo kun for en lille Part rummedes i Ordet alene, men for en meget stor Del bestod i jer selv, jert eget; og alt vort eget det er smaat, det er forgængeligt; alt vort er kun en Stemning, der bliver til et Minde, som falmer mer og mer.

Men der er noget, som er større end os selv og alt vort, noget, som lever i Ordet alene, og som derfor bliver levende Virkelighed for os paany, hver Gang Ordet nævnes. Det ene er vor Danskhed, som aandelig lever med os i Modersmaalet fra Slægt til Slægt; det andet er vor Kristelighed, som Aanden levendegjør i vore Hjerter ved Guddomsordet fra Evighed til Evighed.

Og derfor, lille Børn, hvad vi har delt med hinanden af Danskhed og Kristelighed i disse korte Dage, det skal ikke forgaa som en Stemning, et Minde; det skal blive Virkelighed for jer paany, hver Gang I 82 synger en ægte dansk Sang; det skal fylde jer med evig Glæde, hver Gang Gudsordet gjenlyder i jert Hjerte.

Vort Liv i Aanden – det vil sige: i Ordet – det er større end alt vort eget; for det er evigt. Og derfor: lad os aldrig glæmme, at kun i Aanden er det værd at leve. Og derfor: lad os sætte et uendelig dybt Skjel, en uoverstigelig Afgrund imellem det og dem, der hører Aandens Verden til, – og saa alt det andet – Jætteverdenen. Bryd jer ikke om – hør det, Du lille Stamherre! – enten Mennesker er rige eller fattige, fornemme eller ringe, Vise eller Taaber, – men spørg ene og alene: er Du af Aand, eller er Du en Jætte! – – Og lev saa selv et Liv i Aanden; thi jeg siger: hellere være ufødt end leve i Jætternes Land! –

Kom saa her om, lille Robert, og klink med mig!«

Stamherren rejste sig, men kunde ikke bære sit Glas uden at spilde, saadan hulkede det i ham.

»Jeg har været rigtig fornøjet med Dig og har et godt Haab til Dig. – Gud velsigne Dig!« sagde Præsten og klinkede med det store Menneske, idet han saae ham ind i hans vaade Ansigt og taarefyldte Øjne.

Alle Pigebørnene sad med Ansigterne bøjet ned mod deres Kjolelommer og de derværende Lommetørklæder. Karl kunde kun ved at blinke meget stærkt holde Taarerne tilbage. – Men alle var i Grunden glade, thi de følte sig jo i gode og mægtige Aanders Værge.

Det gjorde derfor et meget pinligt Indtryk, da Proprietær Wintrup sagde – ikke ret højt og ligesom hen for sig selv: »Jeg troer s'gu, han gjør de Børn tumped' tilsidst.«

Karl saae paa Onkel Jørgens Ansigt. Det saae ikke formørket eller vredt ud; men Karl mente, det kom af, at han lod Faderens Ord gaa forbi sig – videre – vel op til Vorherre. Det var dog ogsaa sært, at hans Fader kunde sige saadant noget. Men han var jo lad!

Stamherren havde ikke hørt Proprietærens Ord. Han var kommen om til sin Plads, men stod endnu op med Glasset i Haanden. »Uha, nu vil han vist takke Onkel Jørgen,« tænkte Anna, og slog Øjnene ned.

Han vilde ogsaa til at sige noget, men under Anstrængelsen for at faa det første Ord udtalt, gav det ligesom et Kvæk – en uartikuleret Lyd – i Halsen paa ham, og han satte sig forvirret ned.

»Det er Ord nok,« sagde Onkel Jørgen og lo – lidt tvungent, syntes Karl alligevel. »Jeg kan om Robert sige, som det hedder om Messingjens: Te aalt hwa A saae, saa enten kronnied han, eller hwinnied han, 83 eller rimmed han, og A forstod aalti, hwa han minnt. – Ja, ja, lille Robert, vi forstaar godt nok hinanden.«

»Min Søstersøn faar saa let Hikke, naar han drikker Vin,« sagde Fru Hegelund. »For han nyder saa sjælden Spiritus.«

»Ja, han er en rar Een,« sagde Fru Nordbye.

»Gjør jeg Børnene tumpede, Wintrup? hvad mener Du med det?« spurgte Onkel Jørgen.

»Aah – jeg mener jo for Resten æt noet – da – saaen,« sagde Proprietæren langsomt og under megen Udaanding. – »Skal vi saa« – føjede han til i en helt anden Tone, men standsede øjeblikkelig; det var tydeligt, at han nær i Distraktion havde bedt Selskabet tage til Takke.

Lidt efter rejste man sig. Wintrup kom til at sige Farvel straks, for -æh – der var noget nyt med Kreaturerne, som – æh – Røgteren havde fundet paa, ja – en ny saaen Fodringsmethode, som han gjern' vild' vær' til Stede ved, første Gang det blev prøvet. – –

De Unge gik saa underlig hjælpeløse omkring den Eftermiddag; lege kunde de ikke paa Grund af Afskedsbedrøvelsen, og de var for mange til saadan at snakke sammen. De havde det bedst, da Onkel Jørgen kaldte dem ind for at synge Viser og Salmer sammen med ham for den fremmede Dame.

Men om Aftenen, da de fra Holtinggaard var gaaet hjem, og da alle i Præstegaarden var i Seng, listede Stamherren sig ud af sit Vindue og gik ned i Hegnet, hen til Diget med den nedtraadte Overgang, hvor han var kommen saa tit nu i de sidste – ja, tænk dog! – det var kun 7-8 Uger.

Det var stille herinde i Hegnet, skjønt det blæste ikke saa lidt udenfor og jog hvide Skyer forbi Maanen. – Han var saa længselssyg og saa bespændt og urolig for Annas Skyld, for naar fik han vel hende at se igjen, og var hun da den samme? – Men han vilde ikke være fortvivlet, for saa meget skjønt som de dog havde lært ham paa dette dejlige Sted! –

Han kom ind i Lysningen paa Holtinggaardssiden – og dér stod Karl og Anna.

»Aa, Gud skje Low og Tak endda, sødeste Wenner!« sagde Stamherren, overvældet af Glæde.

De gik ind i Holtinggaards Have. »I wild' da int over til os?«

»Nej,« sagde Karl, »vi vilde blot gaa og tale om Dig, fordi Du nu skal rejse.«

84

De Ord maatte Stamherren lade ubesvarede. – De gik tavse ned langs Hasselhækken. Anna havde bart Haar: Vinden tog lidt i det, og det var blankt i Maanelyset.

»Aa, Du fryser wist, Anna. Tag min Kaskjet paa. Wil Du int det ?«

Nej, det gjorde ingen Ting, sagde hun.

Snakke kunde de ikke noget videre; men de stod en Tid og saae ud under Elmene i Søndersiden af Haven. Det saae alligevel saa foraarsagtigt ud: disse store, frie, vuggende Bølger paa Fjorden med

skumløse Kamme, som blinkede.

Karl blev saa greben, saa han atter næsten følte som en Slags Ulydighed derved

Stamherren syntes, det hele lignede en ung Pige med bart Haar, som Vinden tog lidt i.

Næste Morgen rejste han saa sammen med sin Tante.

Om Aftenen gik Pastor Nordbye om paa Holtinggaard og udbad sig en Samtale med sin Svoger oppe i Kontoret

»Jeg vil spørge Dig ligefrem,« sagde han til Proprietæren, »om det blot var en Spøg, et flygtigt Stemningsudbrud, det, Du sagde igaar ved Middagen: at jeg gjorde Børnene tumpede, eller Du virkelig mente noget med de Ord.«

»Nej, nej!« raabte Wintrup, ligesom forskrækket, – »har Du tænkt paa det – –«

»Ja, vi er jo ikke saa lidt forskjellige, Du og jeg; det var jo sletikke umuligt, at Du kunde have noget imod min Maade at undervise – og man kan jo gjerne sige: at opdrage – Dine Børn paa.«

»Jeg vil saa nødig bland' mig i'et; jeg kan jo sletæt selv gjøre noget –«

»Du kan gjøre saa meget, at Du kan lade mig høre Dine Indvendinger; saa kan jeg jo ganske selv om, hvorvidt jeg vil rette mig efter dem.«

»Aa – jeg kan jo nu helleræt udtrykke mig – – – Men – æh – er'et æt for eensidig, kan de æt gjern' blive lidt sær' a'et? – Og saa den forfærdelige Skjel, Du sætter – dér. Du taler om Aandsmennesker og Jætter – jeg blev ligefrem lidt undseelig paa Fru Hegelunds Vegne - 85 hvad skuld' hun tænk', stakkels Kone – – Mig selv, det kan nu gjør' ligemeget, om Du regner mig for en Jætte –«

»Det er jo ikke en Forskjel paa Mennesker i sig selv, – det er blot dét: om de vil lade sig hjælpe af Aanden eller ikke.«

»Jamen hvorfor skal der saa gjores saaen en Forskjel paa Folken' selv indbyrdes, li'som nogen var Engler og andre Djævle – havde jeg nær sagt – –«

»Det er Skjellet, – det store Skjel!«

»Og naar'et saa endda var Forskjellen paa dem, der virkelig vild' vær' med og saa all' Sludderhovederne –«

»Vi kan ikke dømme Hjerter og Nyrer. Ja eller Nej til Aandens Verden – det er det store Skjel.«

»Ja – »en uendelig Afgrund«! – aak, aak! lille Du! – er det da noget at sige til Børn! – Tænk, om vi havde en uendelig Afgrund herud' i Marken – vi vild' jo all' gaa og vær' helt tosset af Angst for'en – især naar vi æt vidst' bestemt, hvor'en var. Vi kund' jo gaa i'en, inden vi vidst' en Bitt' a'et.«

»Skjellet mellem Aandens Verden og Jætternes Verden kan et aandeligt oplyst Barn kjende,« sagde Præsten noget affærdigende. Saa tilføjede han i en anden Tone: »Men det var ikke dét, jeg vilde tale om. Jeg vilde blot spørge, om Du ikke ønskede Dine Børn – eller i hvert Fald Karl – undervist anden Steds.«

»Jeg troer nu ogsaa, det var godt, om han fik noget mer' saaen egentlig med Kundskaber. Jeg kund' godt ha'e Lyst til at hold' et Menneske, der kund' gjør' ham i Stand til Studenterexamen, saa kund' han jo endda gaa og – –«

»Gaa og høre paa, hvad jeg havde at fortælle?« afbrød Præsten. »Nej, enten – eller! – Han kan gaa og regne og tegne og sligt hos en lille Pige som Ida Vinding, – det tager han ingen Skade af Men han skal ikke have to selvstændige Lærere. I hvert Fald vil jeg ikke være den ene.«

»Jamen saa bliver'et, som'et har været,« sagde Proprietæren. »Din Undervisning skal han æt undvær'.«

»Ja, ja.« –

Der var en lang Pavse.

»Hvad er Du utilfreds med hos ham ?« spurgte saa Præsten. »Jeg har ikke mærket andet end godt hos Drengen.«

86

»Aa, jeg veed æt, jeg synes sommetider, der er noget sygeligt ved ham.«

»Sygeligt?«

»Ja,« -- Og nu kom, under mange Vanskeligheder og megen Trækken-paa'et, Historien med Gjertrud.

»Det er saa forskrækkeligt, saa det næsten klinger utroligt,« sagde Præsten.

»Naar jeg siger'et, saa er'et vist troligt nok,« sagde Proprietæren. »Og det forskrækkelig' det er jo hans vanvittig' Angst bagefter. – Men naar enhver menneskelig Skrøbelighed bliver gjort til saaen et uopretteligt Fald lig' ned i Helvede – eller Jætte verdenen, Du kalder'-et – saa bliver den stakkels Dreng jo saa forkyst og forskræmmet, saa han troer, han sidder midt ud' i saaen et eller and't, blot han engang har været i Sogn sammen med'et – –«

»Der er intet andet at sige om sligt,« afbrød Præsten, »end at han trænger til legemligt Arbejde, og det saa det forslaar noget. Lad ham stryge alle Timerne hos Ida Vinding, og lad ham gaa i Marken i Stedet for. – Student bliver han tidsnok.«

»Ja, – jeg veed s'gu æt, om han har Lyst til det Landvæsen. Jeg skuld' snart tro, det var bedre for ham, om han kund' blive rigtig optaget af sit Arbejde og sin egen Fremtid –«

»Det maa Du helt selv om,« sagde Præsten. »Men skal jeg have noget med hans Opdragelse at gjøre, saa forlanger jeg, at det bliver, som jeg har sagt. Det er Fantasiens Styrke og Renhed og saa Kroppens Udvikling, det gjælder om i den Alder. Sletintet andet.«

Overfor saa bestemte og energiske Udtalelser kunde Proprietær Wintrup ingen Ting sige.

Karls Timer hos Ida Vinding blev strøgne. I Stedet for kom han til at deltage i alt forefaldende Arbejde paa Holtinggaard.

87

VI

Der er gaaet tre Aar.

Karl er bleven en opløben, men alligevel kraftig bygget, ung Person. Han fylder atten til Jul. – Kathrine i Præstegaarden er atten, Henriette og Anna godt seksten Aar. – Disse fire kaldes »de Store«, og det er allerede et halvt Aar siden, de to yngste af dem holdt op med at gaa i Skole.

Proprietær Wintrup er kommen til at sætte grumme megen Pris paa sin Datter Anna. Han synes ligefrem, hun begynder at ligne lidt efter sin Faster Marie i Præstegaarden. Hun er saa pæn og fornuftig, og gaar saa stille. – Forrige Paaske var Stamherren paa Besøg i Holting; men han havde ikke meldt sig, saa de ventede ham sletikke paa den Tid. Anna var ikke hjemme; hun var en Tur i Viborg. Og da hun fik Henriettes Brev, var Stamherren allerede rejst. Han blev kun to Dage, skjønt de straks havde forstaaet paa ham, at han vilde være i Holting en Uge. – Saa nu sidste Jul var han atter kommen uanmeldt; men da laa baade Karl og Anna syge af Mæslinger, som var meget haarde ved dem. De havde kun seet grumme lidt til ham, da Lægen strængt forbød uvedkommende at besøge Patienterne.

For Proprietær Wintrup at tykke til, saae det snart ud, som om Anna tog sig dette Uheld meget nær. –

Karl læste endnu noget Sprog hos Onkel Jørgen. Og denne havde for nylig udtalt sig i høj Grad anerkjendende om det gode Sprog-Nemme, Karl besad. – Men Karl selv følte sig i det sidste Par Aar ikke saa lidt paa Kant med Onkel Jørgen. Han var meget utilfreds med at gaa og slide i Landbruget derhjemme; dels fordi han ikke duede videre til det og derfor af Forvalteren blev sat til det kjedeligste og tillige groveste Arbejde – saakaldet: Knokkelarbejde; dels fordi det hindrede ham i at tage ordenlig fat paa Læsningen. Og han vidste, at hele denne ham saa forhadte Ordning havde Onkel Jørgen til Ophavsmand.

Der var en pastor emeritus Grabow, som boede en Milsvej fra Holting – i Glenstrup – og som havde været Adjunkt i sine yngre 88 Dage. Han kunde sikkert lære ham alt muligt, for han skulde endogsaa være meget lærd, og gjøre ham saa godt som helt færdig til Artium. Men han var nok Fritænker. Og derfor var Onkel Jørgen vistnok bange for ham, mente Karl. –

En skjøn Dag i Høstens Tid kom Løsningen af disse Vanskeligheder saa at sige afsig selv. – Forvalteren paa Holtinggaard – der forresten var en lille tynd og spinkel Person, men særdeles dygtig – havde flere Gange tilladt sig i de andre Folks Nærværelse at skjælde Karl temmelig grovt ud. Og Karl havde hver Gang advaret ham. – Saa endte det med, at Forvalteren en Dag under Høbjærgningen, da Karl rev op efter Læsset, foer ind paa ham, skjældte ham ud og gav ham tilsidst et Rap over Ryggen med Læsserebet. – Karl traadte øjeblikkelig Hovedet af sin Rive og huggede løs paa Forvalteren med Stagen. Forvalteren retirerede hen mod en Høstak, hvor der stod en Fork; men just som han havde grebet fat i denne, fik han et Slag oven i Hovedet med Rivestagen, saa han tabte Bevidstheden og styrtede til Jorden. Sin Bevidsthed fik han hurtig igjen, men under en Hagl af Slag med Riven, der først endte, da han kom paa Benene og løb sin Vej – hen til sin Ridehest.

Idet han red bort, raabte han til Karl, om han øjeblikkelig vilde komme hjem, da Sagen skulde forebringes Proprietæren.

Karl begav sig hjem, og var ikke lidet ængstelig, da han saae sin Fader og Forvalteren staa sammen oppe ved Hoveddøren, – Forvalteren holdt sin Hest ved Tøjlen.

»Naa ja, Petersen hér har fortalt mig lidt om jeres Mellemværende, Karl. – Jeg veed s'gu æt. Dømm'jer imellem det synes jeg æt jeg kan. – Men jeg kan gjern' gi'e jer et godt Raad: enten te I tærsker videre paa hverandre, eller ogsaa te I gaar Rettens Vej med'et. Jeg kan saamænd godt betal' Bøden for den af jer, som taber sin Sag.«

Dermed gik Proprietær Wintrup ind paa sit Kontor.

Forvalteren maalte Karl med et Blik, hvori der var lagt en overordenlig stor Foragt, og steg derpaa til Hest, idet han sagde: »Jeg ønsker ikke Deres Nærværelse i Marken i Dag.«

Denne Straf maatte Karl naturligvis finde sig i. Klokken var 3, og det var ganske usædvanlig varmt – lige mod Slutningen af Hundedagene. Han gik da ned til Holting Aa, klædte sig af og laa en Timestid i det klare, rindende Vand.

Da han klædte sig paa, havde han fattet sin Beslutning. Nu skulde 89 det have en Ende med det Landvæsen, saa fik baade hans Fader og Onkel Jørgen sige, hvad de vilde.

Han gik hjem og aabnede med Hjertebanken Døren til sin Faders Kontor. Der var ingen derinde. Stuens sædvanlige Lugt var i Varmen stærkere end ellers: det var en Blanding af Tobak, Segl-Lak og vistnok Kalfonium (til Violinbuen). Der var for Resten noget eget befriende og stilfærdigt ved Lugten paa hans Faders Kontor.

Jomfru Hyphoff kom raslende med sine Nøgler. Hun hørte ganske vist meget daarligt, men hun kunde alligevel altid mærke, naar det gik uregelmæssigt med Dørene i Huset.

»Nej, Din Fader er ovre i Præstegaarden,« svarede hun paa Karls Spørgsmaal. – »Ja, ja, sikke Historier Du laver!«

Karl løb igjennem Haverne og havde første Gang i sit Liv denne ejendommelige Fornemmelse af at have sagt sit Hjems Jordbund op. Den sorte, glattrampede Jord i de skyggefulde Havegange fjerede under hans Fødder.

Hans Fader og Onkel Jørgen sad begge inde i Studereværelset. Det Værelse havde ikke nogen bestemt Lugt. Ja, det lugtede af Mennesker.

I sin Iver havde Karl glæmt at skaffe sig et Skinærinde eller lignende til Indledning, og han huskede først paa, hvor underligt hans Komme maatte synes, da han havde banket paa Døren.

»Ja, jeg vil sige jer, at nu vil jeg til at studere ordentligt« – anderledes kunde han i Skyndingen ikke faa det sagt.

»Naa, til Lykk' med'et da,« sagde hans Fader og smilede.

»Ja, ja, – ja, ja,« sagde Onkel Jørgen i en syngende Op-og-ned-Tone, der omtrent kunde betyde: »Ungdommen raser«. – Efter en Pavse fortsatte han: »Vil man saa paa nærmeste Latinskole eller paa Kursus i Kjøbenhavn?«

»Det veed jeg ikke,« sagde Karl, »det maa Fa'er vel afgjøre.«

»Ah,« – stønnede hans Fader, »det er vel æt værd at komm' saa langt hen straks. Det er vel bedre, han kommer op til Emeritussen her nørpaa; den lille Skimled' er jo en rar Rid'hest nok.«

»Som man vil, som man vil,« sang Onkel Jørgen i to opadgaaende Sætninger. »Jeg siger ikke noget.« Den sidste Sætning endte langt nede.

Karl kunde ikke rigtig besinde sig paa, at han allerede havde faaet sit Ærinde udrettet.

90

»Vil Karl saa ene tage op og tale med Pastor Grabow ?«spurgte Onkel Jørgen lidt efter, »eller vil han kjøre med mig derop i Morgen? Da skal jeg nemlig paa Herredskontoret. – Jeg henstiller det blot.«

»Ja, det vil jeg sige Dig rigtig mange Tak for,« sagde Wintrup. »Og Du veed vel eller kund' maaske undersøg', om Grabow har den fornødne Dygtighed til at forbered' saaen en ung Fyr til Artium –«

»Dygtighed har Manden vist nok af,« sagde Onkel Jørgen.

»Ja, det er jo en sær Patron ellers – men hvad – med Guds Hjælp, se saa – – Naa, hils Marie – og det er sandt: vil Du æt sig' til hend', at jeg kommer æt over og faar min sædvanlig' Mørkningspassiar med hend' i Aften, for jeg skal til Byen, og kommer først sent hjem. – Farvel, Du!«

»Vi kjører i Morgen Kl. 2, Karl,« sagde Onkel Jørgen, idet de forlod Værelset.

Karl og Onkel Jørgen havde kjørt den første Fjerdingvej, uden at der var bleven vekslet noget Ord imellem dem selv indbyrdes. Derimod havde Onkel Jørgen, der var en meget nænsom og hensynsfuld Kudsk, talt en hel Del med den brune, velnærede Hoppe, han havde for Vognen. Hun havde sin bestemte Maade at komme frem paa, og skulde der afviges fra den, maatte der snakkes med hende om det. Det var navnlig de to eller tre Standsninger opad hver Bakke, som hun nødig vilde fravige; men de kunde jo gjøres mere eller mindre langvarige, og dérom lod der sig forhandle. Pidsken brugte Onkel Jørgen stadig, men kun til at gjenne Fluerne bort fra den Brunes Ryg og Sider. –

»Ja, Du skal saamænd ikke forestille Dig, at han saadan ligefrem vil prøve paa at rokke ved den kristne Tro,« sagde endelig Onkel Jørgen – uden nogen Indledning.

»Naa –«

Saa var der atter en temmelig lang Pavse.

»Men Du vil mærke det i alt, hvad han siger og fortæller Dig.«

»Jamen er han da Fritænker, Onkel Jørgen?«

»Ja – Fritænker –«

»Troer han ikke paa ham, Brandes, som Du har talt om?« 91 »Man troer ikke paa noget Menneske, lille Karl. Man troer ikke engang paa Fanden. Kun paa Gud.«

»Jamen troer han da ikke, at den – Brandes har Ret?«

»Tør ikke sige noget bestemt derom. Han er vist ikke sikker paa nogen Ting. Det er Folk sjælden, naar de ikke længer vil tro, hvad Vorherre siger.«

Atter Pavse.

»Ham – æh – Brandes, han har vel saa en forfærdelig Mængde Børn?« spurgte Karl, lidt usikker i Stemmen.

»Hvorfor dog det?«

»Jo – naar han bedriver – –«

»Bedriver hvilket?«

»Ja, denher – frie Kjærlighed.«

»Hvem har sagt, at Brandes dyrkede den frie Kjærlighed?« spurgte Onkel Jørgen.

»Men det sagde Du jo selv i Forgaars.«

»Sagde jeg dét ? – – Hm, det er saamænd godt, vi kommer til at tale om dette. – – Seer Du: Eet er, hvad man med Sikkerhed kan slutte sig til ud af en Mands Skrifter; et andet er, hvad man veed om ham. Og jeg veed ikke nogetsomhelst om Brandes, jeg slutter blot ud af hans Skrifter.«

»Jamen Du sagde jo, at Du vilde ikke læse og havde aldrig læst noget af hans Skrifter.«

»Det har jeg ikke, nej; for jeg veed, hvad de indeholder. – Men saa meget mindre bør man da tale om sligt til Fremmede. Det var blot det, jeg vilde indprente Dig: pas dog paa, at Du ikke siger saadant noget til en fremmed Mand som Pastor Grabow. Det vil Du i det hele faa at mærke mer og mer, at man kan sletikke tale saadan med fremmede Folk, som man kan med sine egne. Overfor Fremmede skal man kunne bevise alting, ellers ler de kun ad En.«

»Men Pastor Grabow dyrker da ikke den frie Kjærlighed?«

»Nej, nej, nej, nej! – pas dog paa, Dreng, hvad Du siger. Man kan jo ligefrem være bange for at slippe Dig ud mellem Fremmede.«

»Jamen hvis han nu er Fritænker?«

»Det har ikke noget med den Ting at gjøre.«

»Jo, for Du sagde i Forgaars – –«

»Ja, ja – vist saa, vist saa. Men een Ting er sikker, og det er den: at vi 92 ikke har Lov til at tro eller sige noget ondt om Folk, uden vi kan bevise det. Og om Pastor Grabow troer jeg nu sletikke saadant noget.«

»Hellerikke, at han er Fritænker?«

»Jo, – men det andet.«

Onkel Jørgen nynnede i længere Tid –

»Og een god Ting er der ved Pastor Grabow,« sagde han pludselig: »og det er hans Mod til at kjæmpe mod Lægerne her paa Egnen. De vil jo i deres autoriserede Examens-Hovmod være ene om det. Men han tager ganske rolig Arbejdet fra dem, – de kan ikke bevise, at han tager nogetsomhelst for sine Kure. Saa nu er de helt holdt op med deres Processer imod ham. Og han har ligefrem udhungret den autoriserede Læge her i Distriktet. Dér er der noget fornøjeligt, noget friskt ved ham. – – Naa, og jeg haaber, Du skal have Forstand til at skjelne og dømme om, hvad Du kan bruge af hans Lærdom, og hvad ikke. – Kom saa Brune!«

De drejede fra Landevejen ind mod Herredsfogedboligen, Glenstrupgaard, – lidt længere henne ad samme Vej laa Pastor Grabows smukke, lille Ejendom.

Herredsfoged Bircheroed selv kom ud paa Stentrappen, da de holdt for Døren paa Glenstrupgaard.

»Goddag, kjære Pastor Nordbye. Hvod'n har De det. Hm, glæder mig ret at se Dem. – Min Kone er desværre ikke hjemme. – Værsgod, kom indenfor!«

Herredsfogdens Tone lød altid, syntes Karl, som om han kunde sige: »Kjære Venner! – i denne skrækkelige Tilværelse – saa lad os dog ta'e den Smule gode, der er at faa – –«

»Peter!« raabte han paa Karlen, – »aa, De skal ikke sætte Hesten i Toften; der er jo ingen Ting til den. Sæt den dog ind paa Stalden, og lad den faa lidt saftigt Grønfoder! – – Ja, ikke sandt, det har den meget bedre af, Hr. Pastor!« vendte han sig til Præsten.

Karl, der først var sprungen af Vognen – ned paa Trappestenen, blev af Herredsfogden, idet han gav ham Haanden, venligt draget op imod Entréedøren, ad hvilken han, lidt fremmed-ængstelig, gik ind i Forstuen. Lige idet han kom ind ad Døren, mente han at være ene derinde; i næste Secund saae han en ung Pige staa henne ved Trappegelænderet, som førte op til Loftet. Hun lænede sig imod det med den ene Skulder, skydende Hoften en Smule frem, og hun smilede – – vistnok ad ham.

93

Han gik hen og gav hende pligtskyldigst Haanden. Hun rakte ham vel ogsaa sin, men smilede lidt mere i det samme.

Aldrig før havde han hilst paa en ung Pige, der i det første Mødes Øjeblik ikke havde været ligesaa forlegen som han selv, – ja, som øjensynlig sletikke var forlegen.

Han vidste instinktmæssig, at han burde sige et eller andet til hende – og det skjønt han sikkert ellers ikke under lignende Omstændigheder vilde have anset dette for en Nødvendighed – men han kunde ikke finde paa noget, gik hen mod Knagerækken for at hænge sin Hat op, og følte sig under denne Vandring som en rent umulig Hjemmefødning. Han trak ogsaa sin Overfrakke af og hængte den op. – Og nu skulde han da have sagt noget – men han saae blot, at hun vedblivende smilte, og med sin Haand skjød Kjolen, som var gleden lidt ned, ind over Skulderen. Hun havde nemlig helt bare Arme, og den gule Kjole var udskaaren i Halsen.

»Og dét er?« – spurgte nu Pastor Nordbye, idet han traadte ind i Forstuen og saae hen paa den unge Pige.

»Jeg hedder Rebekka Woltersien,« sagde hun muntert – og saa naturligt! – Karl følte sig ligefrem ængstet ved hendes Uforlegenhed.

»Goddag!« sagde Pastor Nordbye og gav hende Haanden.

Hvor hendes Arm var hvid og rund, og idet hun strakte den ud, kom der en lille Fordybning i Albuen, der sletikke syntes ru.

»Naa, Du har hængt Dit Tøj fra Dig,« sagde Præsten til Karl. Derpaa gik han nær hen til ham og hviskede:»Aa, tag det heller paa igjen og gaa ned til Pastor Grabows, saa kommer jeg om lidt. Jeg vil saa nødig volde mere Ulejlighed hér end nødvendigt.«

Karl adlød, rød i Hovedet og følende sig dum som et Fæ.

Nu kom Bircheroed ind: »Hvad, den unge Herre tager Tøjet paa igjen?«

»Ja, det var en Fejltagelse. Han skulde ned til Pastor Grabows.«

»Aa, nej, lad ham nu dog blive! Det vil han gjerne. Her er min Niece fra Kjøbenhavn. De unge Mennesker gaar jo og kjeder sig i Sommerferien. Lad dem nu dog more sig -- hvad? Ikke sandt, Rebekka?«

»Aa, nej, jeg troer, han vil helst – – Og jeg kommer straks derned,« sagde Pastor Nordbye.

»Hvad behager! – jamen der er ikke Spor af unge Dam .... der er disse to gamle, kjære Mennesker –« 94 »Nej, Onkel, lad nu dog Hr. Nordbye være, hvor han vil,« sagde Frøken Woltersien og stak sin Arm ind under Herredsfogdens.

Karl bukkede og sagde Farvel, imedens han hørte Onkel Jørgen begynde at forklare, at han ikke hed Nordbye men Wintrup og var en Brodersøn af – – –

Karl havde kun været i Pastor Grabows Hus en eneste Gang for syv Aar siden. Hans Forestilling om denne Mand havde dannet sig over et Barndomsindtryk, der – som det saa ofte er Tilfældet med slige Indtryk – paa een Gang var meget levende og stemningsfyldt, men tillige ganske forkeert og tilfældigt Han var bleven sendt derop i et Ærinde for sin Onkel – det var en af hans allerførste længere Rideture – efter noget homøopathisk Medicin, som Pastor Grabow uddelte til Venner og Bekjendte. Han kom der dengang under Indtryk af det ædle og vovede i denne homøopathiske Kamp imod Egnens Læger, og da han kom hjem i Præstegaarden om Aftenen, blev der tilfældig sungen den Sang af Grundtvig, hvori det hedder: »Saa lad derpaa os Syn da fæste, hvad Ædle kalde Livets Lyst, ja, lad os kjærnpe med de Bedste og vove kjækt mod Død en Dyst.« Derved var der kommen til at hvile et endnu stærkere Skjær af Heroisme saavel over Homøopathien som over Pastor Grabow. – Med den stigende Oplysning havde dette Skjær i Aarenes Løb forvandlet sig til en Del graa Skuffelse for Karl, især da han fik at vide, at Pastor Grabow sletingen Aandskjæmpe var, men snarere det modsatte. I det sidste Par Aar var dog atter Grabows Aktier steget betydelig. Onkel Jørgen havde selv voldt det ved sin Holden tilbage overfor Karls Studere-Lyster. Grabow stod nu for Karl som Lærdommens Repræsentant; Onkel Jørgen derimod som – – – Det vilde have været Karl selv ganske umuligt at sige, som hvad.

Karl og Pastor Grabow var kommen til Sæde i sidstnævntes Studerekammer. Der lugtede syrligt af de mange underlige Bløddyr, som stod i Spiritus derinde.

»De vil studere, De vil studere. Naa! – Ja, det er jo ogsaa --. Siig mig, hvad har De læst?«

Det var saa dejligt for Karl hurtigt at komme bort fra den selskabelige Indledning og i Lag med selve Sagen. Han havde læst flittigt – for 95 saa vidt han havde haft Tid for Landvæsnet – og huskede fortræffeligt. Stuen blev lys og venlig og interessant, efterhånden som der kom mere og mere glad Velvilje i den gamle Mands Stemme.

»Og hvilken Embedsexamen har De saa tænkt at tage ?« spurgte Pastor Grabow, efter at han havde faaet et flygtigt Overblik over sin Elevs Forkundskaber.

»Jeg vil tage Magistergraden med Danmarks Historie som Hovedfag,« sagde Karl. Det var, ligesom det svimlede for ham, idet han sagde det, – og det var som at føre et stort, indviklet Apparat, der havde staaet gjemt i Bælgmørke, ud i stærkt Dagslys.

»Saa vil De være Adjunkt – Overlærer – Rektor ved en Latinskole?«

»Nej, jeg vil have en Højskole.«

Det havde han ikke vovet at sige oppe i Forstuen paa Glenstrupgaard, tænkte Karl ved sig selv. Men Luften her i Stuen var ligesom saa let at tale i.

»Ja,« sagde Pastor Grabow og skjød sine bevægelige Øjenbryn højt op paa Panden. »De har jo formodentlig Penge. Saa kan et ungt Menneske gjøre, hvad han vil. Ellers vilde den Stilling, synes mig, ikke

- – – naa, nok sagt. – Var jeg ikke saa gammel, som jeg er, saa vilde Virksomheden som Læge – – – Ja, nu skal vi se mine Samlinger,« brød han helt af, – – »jeg kan godt lide dét ved Deres Øjne, at de er nysgjerrige. Hvad er saa det, De har siddet og skottet efter?«

Det var i Virkeligheden nærmest et Maleri inde i Dagligstuen, til hvilken Døren stod aaben, som Karl af og til havde set hen paa. Men da der blandt dets Figurer var en halvnøgen Kvindeskikkelse, generede han sig ved at nævne Maleriet, og sagde, at det var det store, skjællede, som laa der ovenpaa Skabet.

»Det er min Boaslange-Hud. Ja, nu skal De bare se!« sagde Pastor Grabow og hentede en Træstol ude fra Gangen. »Nu skal De bare se.

- Ja, – det er meget støvet –«

Det var et mægtigt Slangeskind. Grabow rullede det ud over Gulvet og bad Karl tage i den anden Ende af det. Karl maatte gaa ind i Dagligstuen, saa langt var Skindet. – Han kom derved til at staa lige ved Siden af det førnævnte Maleri, og idet han nu nærved kastede Blikket derpaa, saae han, at Kvindefigurens Ansigt lignede Frøken Rebekkas; – i dette Øjeblik, syntes han, det lignede hende, som om det kunde være hendes Portræt.

96

Det gjorde et mærkværdigt Indtryk paa ham. Havde han ikke i det samme kunnet beskjæftige sig med atter at rulle det store Slangeskind sammen, vilde maaske endogsaa Pastor Grabow have iagttaget en vis Forvirring hos ham. – De lagde Skindet ved fælles Hjælp op ovenpaa Skabet.

»Hvad forestiller det Maleri der?« sagde Karl straks efter, med en underlig Følelse af at handle mod sin Vilje.

»Dette Maleri,« sagde Pastor Grabow, pustende og hostende lidt efter Anstrengelsen, »er en Perle. – Det er forresten en Kopie, som jeg har faaet een af vore bekjendte Malere til at gjøre efter Arnold Bøcklins: Frühling. Kjender De noget til Bøcklin?«

»Aa nej« – sagde Karl ængstelig over sin Uvidenhed.

»Nej, det gjør ingen her til Lands.«

»Er det en udenlandsk Maler?«

»Han er Schweitzer, ja.«

»Saa har han vel aldrig været her i Danmark?«

»Hvem? Bøcklin?« sagde Pastor Grabow forundret. »Nej, det har han sikkert aldrig.«

Karl vovede sig lidt længere ud: »Men han, der har malet denne Kopie, har han hcllcrikke – – jo, han var jo en Dansker –«

»Ja, det er den danske Maler Rudolf Petersen.«

»Har han været her paa Egnen?« spurgte Karl halvt sagte, – han gruede for et Kontraspørgsmaal. Enhver maatte jo kunne se Ligheden, syntes han.

Men Præsten sagde blot: »Forstaar De Billedet?«

»Nej, det gjør jeg vist ikke.«

»Ser De, det fortræffelige ved denne gamle, brunhaarede Pan, som ligger der paa Klippestykket – det er hans Tankeløshed, han er ganske fri for alle Tanker, hvad? – han ligger og spiller og triller paa sin Syrinxfløjte uden at tænke derved, ligesaa ubevidst og fortabt, som disse Stjerneblomster der foran ham staar og dufter i Aftenluften. – Og han er dog en tænksom Fyr, en snu Rad – hvad? – disse Rynker ved Øjnene og omkring Munden – han er ellers til Stadighed fuld af List og Snedighed og mange Planer – og maaske Bekymringer; – men her spiller og fløjter han lige saa sorgløst og tankeløst som Hjorddrengen, der undertiden ligger herude paa Diget med sin Harmonika. – Det er det vederkvægende ved dette Billede, – det var det, der 97 gjorde, at jeg maatte have Rudolf Petersen til at kopiere det for mig. Det kostede mig ellers 2000 Kroner.«

»For et Billede!« udbrød Karl.

»Ja,« – sagde Pastor Grabow og smilede.

Men Karl kunde egentlig saa godt forstaa det. Og som i et Glimt – der straks forsvandt igjen – fløj den Tanke igjennem ham, at hans hidtidige Følelse overfor Naturen var ikke hans egen, at det var Onkel Jørgens.

Grabow betragtede vedblivende Billedet: »Det er det bedste,« sagde han uden at se paa Karl, »saaledes at fyldes af Skjønheden som denne gamle Fyr, – ikke betragte den, langt mindre spekulere over den, det volder blot Uro, men fyldes af den. – Han ser egentlig sletikke dette dejlige Aftensollys, denne Aftenblaanen udover Sletten imod de fjerne, lave Bjerge. Og han veed ikke, at disse to skjønne Dryader staar og lytter bag Grenene til hans Spil. Saae han dem, saa blev han straks en helt anden – – naa, ja. – Men altsaa han seer dem ikke, ligesaa lidt som alt det andet skjønne; men det gjennemstrømmer ham, deres Nærhed gjennemstrømmer hans Sjæl ubevidst. Han smelter ganske sammen med det Liv, der omgiver ham. Det er – det er – ja, det er ganske vidunderligt!«

Det lød saa nyt, og dog tillige dunkelt kjendt for Karl, – men atter dukkede Onkel Jørgens Ansigt frem, og det var, ligesom der hér blev gjort Oprør imod ham. – Der var ingen Angst i denne nye Naturfølelse, og intet Had mod Jætteverdenen, og der var hverken Følelse af Synd eller af Skam i den hvide Glans, som lyste ud fra dette skjønne Kvindelegeme paa Maleriet.

»Bøcklin levede i Florens, da han malede dette Billede,« sagde Pastor Grabow, – »han havde uden Afbrydelse boet der i fem Aar, og blev der endnu i seks Aar efter Maleriets Fuldendelse, – de bedste, lykkeligste Aar af hans Liv. Men det har De ikke noget Begreb om, hvad elleve Aar i Florens vil sige. Jeg har været der eet Aar, jeg kan tænke mig det. – Hovedsagen er dette: at alt dér er lyst og fast og tørt – ikke sjadsket og udflydende og taaget og mørkt – pfui! – – Naa, der kommer Deres – Deres Onkel? ikke sandt?« – han pegede ud ad Vinduet, hvor Pastor Nordbye gik forbi, – »Faders Søsters Mand. Ja, vist saa.«

Det slog Karl, saasnart hans Onkel var kommen ind i Stuen, at han 98 optraadte mistænksomt og reservert Det var Kristenmanden, der kom ind i Troldens Hule. Onkel Jørgen talte dæmpet- – men alligevel saa underlig klodset- – ironisk, syntes Karl. Onkel Jørgen vilde vist tillige tale som den fornuftige Mand overfor Entusiasten.

Det varede forbavsende kort Tid, inden Pastor Grabow fik sagt: »Har De set de sidste to Hefter af Jacobsens Darwin-Oversættelse?«

»Jeg har ingen Hefter af Jacobsens Darwin-Oversættelse set, saa jeg har heller ikke set de to sidste,« svarede Onkel Jørgen i en Tone, der ligesom markerede den logiske Stringens af denne Sætning.

»Og har De set i »Nyt dansk Maanedsskrift«, at flere højtstaaende, engelske Gejstlige har udtalt deres Tilslutning til Darwin med Hensyn til Skabelseslæren? – Ærkebispen af Canterbury har –«

»Har han slugt Abekattene?« spurgte Onkel Jørgen smilende.

»Han har anerkjendt Continuiteten i Naturen –«

»Continuiteten det er Sammenhængen,« sagde Onkel Jørgen, henvendt til Karl, »Slægtssammenhængen. Saaat, ligesom Islænderne opregner og siger: Olaf, Ketils Søn, Regnars Søn, Høskulds Søn o.s.v. Haralds Søn Haarfagers, saadan skal vi for Fremtiden alle kunne ende vore Slægtregistre med at sige: Orangutangs Søn den Haleløses. – Aa, lad os dog nu være Mennesker! lad os dog nu være Mennesker!«

Pastor Grabow stod og kradsede sin Pibe ud henne ved Tobaksbordet og smilede ganske lunt. Men han var saa rød i Tindingerne. Karl var ikke sikker paa, om han ikke i Virkeligheden var vred.

»Som sagt, Ærkebispen af Canterbury har ikke fundet Anledning til at lave daarlige Vittigheder over Darwins Udviklingstheorie; han ser tværtimod Skaberens Tanker skjønnere udtrykt derigjennem, end gjennem Fremstillingen i Genesis.«

»Genesis, det er første Mosebog, Karl. – Aa, lad os dog nu være Mennesker!«

Karl kunde ikke lade være med at tænke paa, at i Fabelen var det Papegøjen, der kom med denne Opfordring om at være Mennesker til Fjerkræet i Hønsegaarden.

»Selve Ordet Enhed, Helhed – hvilken herlig Klang har det ikke i vort Øre,« sagde Pastor Grabow næsten i Prædiketone, »selv anvendt paa de mindste Forhold. Og saa at føle Enheden gjennem al Skabningen! – Ingen Unatur, ingen bratte Spring, ingen uoverstigelige Afgrunde, – alt i en jævn, rolig Udvikling!« 99 »Ingen uoverstigelige Afgrunde« – det Udtryk virkede saa forunderlig behageligt paa Karls Følelse.

»Aa, lad os dog være Mennesker, kjæreste Pastor Grabow!« blev Onkel Jørgen ved »Kan De da føle Dem opbygget af et System, der bringer Dem selv i Slægt med alle disse Snegle og Orme og Bløddyr og Krabber, som staar her rundt omkring i Glassene paa Deres Reoler?«

»Jeg opbygges ikke ved at betragte et System,« sagde Pastor Grabow, »men jeg opbygges ved at føle Naturens Enhed og Uendelighed gjennemstrømme mit Hjerte. Og jeg ynder ikke de Systemer, som hindrer en saadan Opbyggelse.«

Gjennemstrømme – det Ord brugte Pastor Grabow ogsaa før. Karl saae betagen og ængstet op til den gamle Pan paa Maleriet.

»Aa, lad os dog være Mennesker!« sagde Onkel Jørgen endnu en Gang. – Saa vendte han sig til Karl: »Nu kunde Du forresten gaa op paa Glenstrupgaard og bede Karlen spænde vores Vogn for. Saa skal jeg nok aftale det fornødne om Undervisningen med Pastor Grabow.«

Karl sagde Farvel og gik. –

Han stod lidt efter i Gaarden paa Glenstrup og saae Karlen spænde for. Han havde tilbudt sin Hjælp, hvilken Karlen, for Drikkepengenes Skyld, bestemt havde afslaaet.

»Ja, Herredsfogden er ikke hjemme,« bemærkede Karlen konverserende, »han er kjørt ud efter Fruen. Hun er paa Tanggaard i Besøgels'.«

I det samme aabnedes Gangdøren paa Stuehuset, og Frøken Woltersien viste sig ude paa Stentrappen.

»Hr. Wintrup!« kaldte hun.

Erindringen om Maleriet gjorde, at Karl lagde mere Mærke til hendes Klædedragt. Han saae, at den gule Kjole havde en Besætning af sort Fløjl.

»Vil De ikke med ud i Haven i denne Varme – der er saadan en dejlig, skyggefuld Bænk?«

»Tak!« sagde Karl og nærmede sig langsomt. Han tænkte sig lige-straks Bænken, uden dog at lægge Mærke til, at han i Tankerne anbragte den i en helt anden Verden end den virkelige. – Hendes Haar, set forfra, sad aldeles som Dryadens; det var mørkeblond, tykt, laa glat 100 redt over Tindingerne, men krusede sig lidt af Naturen. Da hun vendte sig, saae han, at det var flettet i to Pidske paa Ryggen – det havde han sletikke forestillet sig. – Men hun var vel forresten hellerikke mere end sytten Aar omtrent.

»Naa, det er dejligt, at Vognen er færdig,« hørte han Onkel Jørgens Stemme fra Gaardsleddet, just som han vilde følge efter Frøken Woltersien ind ad Gangdøren.

»Vil Deres Onkel straks kjøre?« sagde hun, idet hun vendte sig om mod ham inde i Gangen.

»Ja, det vil han vistnok.«

»Kan De ikke godt blive ?«

»N-e-j, det – –«

Det trak saa kjøligt, trods Sommervarmen, over de mørkt ferniserede Gulve i Stuerne. Dørene stod alle aabne, – man hørte Summen af Bier udenfor Vinduerne i Haven.

»Jeg satte Pidsken herinde i Entreen,« lød den skinbarlige Onkel Jørgens Stemme ind ad Gangdøren. »Dér staar den! – Naa, saa siger vi Farvel. – Ser den lille Frøken ikke ned til vore Smaapiger, inden hun rejser?«

»Tak!« sagde Frøken Woltersien; hun lagde sit ene Knæ op over Skaftet paa en Kroket-Kølle, som hun holdt ned foran sig med begge Hænder. – Idet samme saae hun smilende hen mod Karl. Men han turde ikke sige til Onkel Jørgen, at han – vilde blive her ene sammen med – – Nej, hendes strakte Armes Dejlighed lod ham føle det som noget ganske umuligt at spørge Onkel Jørgen derom.

Han var dybt mismodig; misfornøjet med sig selv, vred paa Onkel Jørgen, da de kjørte ud ad Gaardsleddet. – Uden at han klart tænkte paa Onkel Jørgen derved, gik de Ord dog igjennem ham: »Saadan en Jætte!« Men da han blev sig Sammenhængen tydelig bevidst, indsaae han, at det sikkert ikke passede, og han undredes ved Tanken om, at det vist snarere var Jætteverdenen, alt det, han i Dag var bleven saa sært optagen af – i hvert Fald noget, han hidtil havde kaldt jætteagtigt. – Lidt efter blev han overfalden af en almen og total Ulykkeligheds Fornemmelse. Han syntes, at han vist havde forsømt saa uhyre meget hele sit Liv igjennem, som han nok aldrig fik oprettet. Især hans Naturfølelse! – Nu forekom det ham, at naar der undertiden havde været noget i den, han sky var vegen tilbage for, som for en Ulydighed, 101 da havde den netop været aller stærkest og rigest hos ham, – og det var vist Onkel Jørgen, der havde kyst ham, saa han saadan var bleven bange for sine egne Følelser.

Han og Onkel Jørgen talte sletikke sammen. Da de havde kjørt en Fjerdingvej, fik de Avlskarlen fra Holting Præstegaard, Johan, op at age. Han havde været hjemme paa Besøg hos sine Forældre, og det var aftalt, at han skulde støde til sin Husbond her. Han fik Plads paa en Agefjæl bag i Vognen. – Han havde været paa Højskole, og var en rar, godmodig Karl.

Det varede ikke ret længe, saa begyndte Onkel Jørgen, idet han drejede Hovedet tilvcnstre og derved kom til at raabe Ordene ind i Øret paa Karl, – at fortælle Johan om det nye Jættevæsen: Abekattene, den frie Kjærlighed, Gudsfornægtelse, Fædrelandsforræderi; han ytrede ogsaa, at Jættevæsen egentlig var for mildt et Udtryk om sligt; man kom snart til at bruge igjen det gamle Ord: Djævelskab.

Johan svarede flere Gange med et forbavset: »Haah!« – Sommetider sagde han: »Si! si!«

Karl sad og ærgrede sig over sin Onkel, hvis Raab han stadig havde ind i Øret. Nu kunde han, Onkel Jørgen, nu han var paa sin egen Mødding, og kun havde Johan at tale til, – nu kunde han kjæmpe mod Jætterne! Oppe hos Pastor Grabow derimod havde han bare dette: »Aa, lad os dog være Mennesker!« at værge sig med –

Da de kom ind i Fjorddalen, var Solen lige nede ved Kimingen; det lifligste, gule Sollys laa over Rand-Bakkerne, og ude over Engene og Fjorden stod der en blaa Dis, der fortonede sig mod de fjerne, lave Skrænter paa den søndre Side.

Karl syntes, det hele gjennemstrømmede ham, Stilheden, Sollyset, Luftningen fra Fjorden, den fjerne Blaanen; og det var, ligesom der stod nogen og lyttede et Steds, og ventede og saae paa ham.

Først da de stod af Vognen hjemme i Præstegaarden, fortalte Onkel Jørgen ham, at det saa var bleven aftalt, at han hver Tirsdag, Torsdag og Løverdag Eftermiddag skulde have tre Timers Undervisning hos Pastor Grabow. – Næste Dag red Karl derop, og allerede da der var gaaet en Uge, havde han, med Fryd og som noget ganske nyt, lært at 102 kjende den fortrinlige Appel, som Pastor Grabow vidste at bringe ind i Arbejdet. Appel og Afmaalthed havde der aldrig været i Undervisningen hos Onkel Jørgen. – Men det var mærkeligt med Pastor Grabow: han talte aldrig til Karl saadan som den første Gang. Det var altid Arbejdet – Sprogene, Naturhistorie – Samtalen drejede sig om. – Karl mistænkte Onkel Jørgen for, at han havde forbudt Pastor Grabow at tale med ham om – alt dette andet. Det, syntes han, var meget forkeert og dumt og vigtigt gjort af Onkel Jørgen. – Men – der var jo da den samme Lugt i Værelset som hin første Eftermiddag, – og sommetider stod Døren aaben ind til Dagligstuen. – Hvor hun var dejlig! – –

En Løverdag Aften, da Karl red hjem, forbi Glenstrupgaard, saae han noget gult ude i Haven, nede ved det sydlige Dige. Det bevægede sig af og til lidt frem og tilbage, men forblev ellers paa samme Sted – Der gik en Markvej ind til Haven og langs med dette Dige. Karl foregreb den Lystighed, hvormed han tænkte sig at kunne møde Eventualiteterne, og red lystig ind paa Markvejen. Men allerede midtvejs paa denne var Munterheden forbi, og da han dog syntes, at han havde vovet sig for langt frem, til at han kunde vende om, ønskede han, at det Gule ikke maatte være det, han tænkte – og nu frygtede. Det viste det sig saa heller ikke at være, da han kom derhen. Det var et Bordtæppe, der var hængt til Soling nede ved Havediget, og Karl red tilbage til Landevejen, ønskende, at det ikke havde været et Bordtæppe.

Men Løverdagen derefter, da han kom hjem fra Pastor Grabows, da havde Frøken Woltersien været om Eftermiddagen i Holting Præstegaard. Anna havde ogsaa været derovre, fortalte Jomfru Hyphoff ham. Samme Dame meddelte ham, at Frøken Woltersien var kjørt for en halv Time siden, da hun i Nat skulde sejle med Damperen tilbage til Kjøbenhavn.

Karl begav sig stille om i Præstegaarden, hvor hun altsaa – havde været. – Kathrine vidste ikke, hvad hun skulde sige om Frøken Woltersien. Henriette sagde højt og ivrigt, at hun syntes rigtig godt om hende, – og fik i det samme Taarer i Øjnene. Anna derimod ytrede, at hun troede sletikke, Stamherren vilde have kunnet lide Frøken Rebekka. Derefter blev Anna rød, for hun syntes selv, hun havde faaet det sagt saa underligt.

103

Om Aftenen gik Karl og Henriette en lang Tur sammen nede ved Fjorden. Karl forklarede hende saa meget om Fjorden og om Naturen – at dét var noget helt andet end Jætteverdenen. Han talte ogsaa noget om sin Søster Anna, som han syntes var bleven saa vigtig i den allersidste Tid.

104

VII

Mathematik var et Fag, hvori Pastor Grabow hverken kunde eller vilde give Undervisning. Derimod skulde Højskoleforstander Meyer være en stor Mathematiker. Det hed sig blandt Eleverne paa Skolen – som havde det fra ham selv – at naar han trængte til at udhvile sig aandelig, saa sad han og løste mathematiske Opgaver – altsaa ligefrem som en Adspredelse.

Nu holdt Pastor Grabow paa, at Karl skulde tage første Del af Artium allerede om et Aar, og Karl var selv meget ivrigt derfor. Der var en dygtig Lærer i Mathematik ved Latinskolen i Kjøbstaden, som laa 2 l/2 Mil fra Holting, og Pastor Grabow skrev til Proprietær Wintrup om Ønskeligheden af, at Karl kom derud de tre Dage om Ugen, da han ikke var i Glenstrup.

Proprietæren viste Brevet til sin Svoger – hvad der vistnok slet ikke havde været Meningen med at sende det. – Men denne havde hørt Meyer tale om sine mathematiske Evner og fandt, at her var en Lejlighed til at skaffe en Modvægt mod den uaandelige Indflydelse, som han frygtede Pastor Grabow skulde have paa Karls Udvikling. – Han sagde dog ikke dette til Wintrup, men fremhævede blot den længere Vej til Kjøbstaden. Til Lundborg var der jo kun fem Fjerdingvej.

»Ja, snak med ham om 'et; jeg vil æt gjern' befal' ham noget længer',« sagde Wintrup, »jeg tror æt, det er godt, naar de først er i den Alder.«

»Jeg spørger, siger jeg, – jeg spørger blot,« sagde Onkel Jørgen til Karl en Aften, da denne kom ridende forbi Præstegaarden paa Hjemturen fra Glenstrup, – »jeg har jo ikke nogetsomhelst at sige over Din Undervisning mere, – men jeg veed jo, det har Hast med Mathematiken: Kunde Du have Lyst at prøve, hvad Peter Meyer i Lundborg duer til?«

»Jamen jeg skal jo ud til Latinskolen og læse Mathematik med Adjunkt Jensen.«

105

»Du troer, Du vil være bedre oplagt for Mathematiken, naar Du har redet halvtredie Mil, end naar Du har nøjedes med een – ja, ja! – men noget mere Tid tager de jo dog, de tre Mil.«

»Men Onkel, – kan han noget Mathematik, denne Meyer?«

»Peter Meyer regner Mathematik for sin Fornøjelses Skyld!« sagde Onkel Jørgen. »Der er vist ikke mange, der gjør det.«

»Jamen har han lært noget videre Mathematik?«

»Han løser mathematiske Opgaver bare til sin Adspredelse.«

»Men hvis han nu ikke kan lære det fra sig?«

»Seer Du, lille Karl – Mathematik det er ikke som andre Ting. - Jeg kan det aldeles ikke. – Men: eet af to: enten forstaar man Mathematik, eller ogsaa forstaar man det sletikke. Og, som sagt: Meyer regner Mathematik for sin Fornøjelses Skyld.«

Karl tav forlegen.

»Tag derover! – rid derover! – Om han kan Mathematik, det kan Du mærke paa en Time. For: enten forstaar han det, – eller ogsaa forstaar han det sletikke.«

Der var for Karl noget rørende i den Tone af Ligestillethed og af skjult Bekymrethed, hvori Onkel Jørgen i Dag talte til ham, som gjorde, at han var nødt til at sige Ja. Han lovede sig selv, at han straks skulde forlade Meyer, hvis han ikke duede.

Men Meyer duede. – Han var underrettet i Forvejen af Onkel Jørgen. Og han fortryllede lige straks Karl – ikke ved Elskværdighed eller Livlighed, men ved selve Mathematiken, dens Klarhed, – ved denne nye Oplevelse: at komme til at forstaa en Ting til Bunds. – Karl vidste ikke og forstod ikke i Øjeblikket, at denne Mathematikens Klarhed alene beroer paa, at den i Virkeligheden kun udtaler Selvfølgeligheder; – han sammenlignede den udenvidere med de Lærdomme, som Pastor Grabow bibragte ham, – og tillagde, som Følge deraf, Meyer en Forstandsoverlegenhed over Grabow, som han aldeles ikke var i Besiddelse af

Han kom hjem, fuld af Roes over Meyer, og da hans Fader ikke blev begejstret nok, gik han straks over i Præstegaarden til Onkel Jørgen, hvem han gjorde meget lykkelig. – Sagen var Samtaleemne 106 mellem Præsten og hans Kone, da de gik i Seng den Aften; og det var kun betydeligere Sager, der nød den Ære.

»Ja, ja, ja,« sagde Pastor Nordbye, »saadan kan Aanden bruge selv noget saa usselt, saa jammerligt som Mathematiken til at fremme sin Sag. – Gud ske Lov! nu faar vi nok fat i ham igjen; jeg har været saa bange for ham.« –

Pastor Grabow sagde næste Dag, Karl kom op til ham: »Naa, saa Hr. Kandidat Meyer kan virkelig Mathematik. – Det er kuriøst med denne mathematiske Evne; den kan findes hos Personer, som forøvrigt mangler – -. Naa, hvorlangt kom vi saa i Anabasis?« –

Da Meyer havde befæstet sin Stilling hos Karl igjennem en Maaneds Undervisning, sagde han en Dag til ham: »Troer Du, vi naaer Maalet i rette Tid?«

Karl lagde ikke længer Mærke til, at Meyer sagde »Malet« eller »Tidd«. Han oversaae allerede de fleste af hans mange Særheder.

»Ja, det gør vi da vel,« svarede Karl næsten forskrækket.

»Jeg veed d'ække,« sagde Meyer, med Panden fuld af Huller, »jeg veed d'ække. – Kan Du ække komme til at læse det dobbelte Antal Timer hos mig fra November og til Examen næste Sommer?«

»Det dobbelte Antal Timer?«

»Ja! – – Det forstaar Du nok ække rigtig, hvad?«

Meyer sad og legede med en Bogkniv paa en Maade, der bragte Karl til at tænke paa et skarpt, tveægget Sværd.

»Kan Du ække komme tidlig om Morgenen hver Dag, være her henne hele Dagen og saa ride hjem om Aftenen?« – Meyer rejste sig smaaleende fra disse sine Ord, som om han vilde sige: Nu har jeg givet Dyret Harpunen. Lad ham nu løbe med den!

»Jamen saa kan jeg jo ikke læse hos Pastor Grabow?«

»Næ – – det kan Du vel ække. – Ja, tænk nu over det. – Men jeg troer ække, vi naaer Maalet paa anden Maadde.«

Derpaa læste de nogen Tid. Og der blev bragt Kaffe ind til dem af Fru Meyer. – Hun var en høj, svær Kone. Tidligere Modehandlerinde. Oprindelig Gaardmandsdatter fra Thy.

»Aa, I læser og læser ogsaa all'tider – ikke andet end de døde Tal fra Morgen til Aften.«

»Dæ er ække Tal, dæ er Bogstaver, Mo'er.«

»Hwa er'et ?« 107 »Nu skal jeg kyse min Kone, Karl. Se nu bare efter. Dæ er Allgebrra, Mo'er!«

»Aa, er'et det forfærdelige, Du altid sidder og spiller Dam med Dig selv om. – Jamen troer De ikke ogsaa, lille Wintrup, at naar Bogstaverne bliver til Tal, saa er de aller dødest?«

»He, he, he,« lo Karl, forlegen og uforstaaende.

Fru Meyer satte sig halvt paa Sofaens Sidelæn med Kaffebakken over sine Knæ: »Jo, jeg mener: Bogstaverne er jo all'tider det døde, der ihjelslaar. Men saalænge de dog er som et Skyggebillede af Ordet, der taler og meddeler os noget, – – men naar de skal være som Skyggen af et Tal, saa synes jeg, de bliver saa ganske usigelig døde.«

»Ja, ja – ja, ja, Mo'er. Dæ er ække helt galt, dæ, Du der siger. – Du er i det hele taget ække helt gal.«

»Er det nu noget at sige til sin Kone? Synes De det, bitte Wintrup?«

»He, he, he.«

»Aa, ja! – Saa skal vi nok til at have fat paa Talbogstaverne igjen. -Tak for Kaffe, Mo'er!«

Fruen gik. Meyer stoppede sin Pibe.

»Naa, hvad siger Du saa om det dobbelte Timeantal fra November af?«

»Ja, Onkel Jørgen vil vist gjerne have det, for jeg troer nok, at han er noget bange for Pastor Grabow. Men jeg veed ikke, om Fader vil synes om det.«

»Haa, haa! – tænkte jeg det ække nok, tænkte jeg det ække nok: Din Fader vilde ække synes om det.«

»Ja, jeg veed det jo sletikke bestemt, men – æh – Fa'er – –«

»Jeg holder saa meget af Din Fader, jeg sætter saa gaanske overordenlig stor Pris paa Din Fader.«

Meyer satte sig ned ved Bordet og tog Bogen med Opgaver.

»Du troede nok, sagde Du, at Onkel Jørgen var bange for Pastor Grabow.«

»Ja.«

»Veed Du, hvad det kommer af, Karl? – Det kommer af, at Aandslivet det er et Kraftliv. Naturlivet det er en Stemning. Og Pastor Grabow det er egentlig et gammelt Stamnings-Manneske. Men Din Onkel Jørgen det er ingen Kraftkarl.«

108

Der dæmrede en vigtig Sandhed for Karl i disse Ord, men han forstod dog ikke rigtig Meningen.

»Aanderne aner et glimtende Gran, – hvad Karl? – naar det lyner. Haa, haa, haa, haa.« Meyer kunde undertiden slingre saa underligt med Hovedet, naar han lo, ligesom de mekaniske Papmaché-Dyr, der kan nikke. – »Gamle Grabow – saa underlig han kan være – han lever alligevel efter sit eget Ideal, det er Hammeligheden ved ham; – det gjør Din Onkel Jørgen ække gaanske.«

»O, Visdoms Dyb!« var Karl lige ved at tænke. Meyer havde i det hele i den sidste Tid grebet ham ikke blot ved sin Klarhed, men ogsaa ved sin Dybde. Og Pastor Grabow sagde aldrig noget mere.

»Men gamle Grabows Ideal det er nu alligevel til syvende og sidst Jætteidealet. Det har Haar over hele Kroppen, og saa har det vistnok – – kløftede Fødder.«

Karl følte, at dét Ord vilde han komme til at tænke paa, hele Vejen naar han red hjem i Aften.

»Saa tager vi fat igjen,« sagde Meyer.

Et Par Dage senere, da Karl atter sad inde i Meyers Studereværelse og læste Mathematik, blev de afbrudte ved, at to Mænd fra Holting traadte ind ad Døren.

Det var Morten Hejlgaard og Skolelæreren i Molting, Madsen.

»Goddaa!« sagde Meyer og slingrede med Hovedet, – »I to Tamppe! haa, haa, haa!«

Morten Hejlgaard grinte paa sin elskværdige Maade med hele Ansigtet. Madsen brød sit Hovede med at finde paa en lige saa ejendommelig Gjenhilsen, – men det blev kun til: »Hvad er det for noget, Du kalder os?«

»Kom og sæt jer ned,« sagde Meyer, »lad os snakke om 'et.«

»Jeg kan gaa ind i Dagligstuen,« sagde Karl.

»Du forstyrrer ække, Karl. Bliv Du og hør paa,« sagde Meyer.

»Ja, gjør han nu alligevel ikke det?« sagde Madsen, der havde en Evne til at sige alt, ved at sige det ligefrem.

»Næ!« sagde Meyer. »Er det om Frimenighedden, I vil tale?« spurgte han dæmpet.

»Ja.«

109

»Det vil jeg netop gjerne have, at Karl hører paa, hvis han selv har Lyst og Tid.«

Han gjorde en Pavse, som baade var ment og af de Fremmede blev opfattet som en Opfordring til dem, om at komme frem med, hvad de havde paa Hjerte.

»Ja, – han er stiv, han er sejg i'et, vores gammel Dreng, – jeg er bange for, vi faar ham aldrig til at gaa i Tøjet,« sagde Madsen.

»Det er Din Onkel, sin egen Sognepræst, han taler om, Karl,« sagde Meyer med en fortvivlet Latter over Madsens Frækhed

»Er han ikke vores gammel Dreng?« sagde Læreren.

»Aa, Madsen, Madsen!« sagde Morten Hcjlgaard og rystede paa Hovedet.

»Det kan jeg ikke forstaa,« vedblev Madsen. »Jeg kan vel nok have Lov til at bruge lidt kjælle Snak om ham, for der er vist ikke noget Menneske, der har været dét for mig, som Jørgen Nordbye har.«

»Det er blot Din Maade, der er lidt underlig,« sagde Meyer og klukkede indvendig.

»Hæjah! – hver har sin Maade. Men han har fornøjet mig aandelig, den Mand, han har leget liflig for mig, og det ikke een Gang, men hundrede og atter hundrede Gange nu igjennem snart to halve Snese Aar.« – Madsens Stemme fik ved denne Tidsangivelse noget bristende i Klangen. »Men derfor siger jeg alligevel: han er sejg, den Gamle; han er nærved at gøre mig forsagt med sin Sejghed ogsaa.«

»Veed Du, hvad vi taler om, Karl ?«sagde Meyer.

»Nej,« svarede han, virkelig forundret og spændt.

»Du kan slet ikke tænke Dig, hvad det er?«

»Nej.«

»Næh!« sagde Meyer; »han taler vist om dén Sag saa lidt som muligt. – Folk vil have Frimenighed her paa Egnen, og de vil have Din Onkel Jørgen til Præst. Men han vil ække – – -fordi han tør ække! " føjede han dæmpet til, bøjende sig over mod Karl.

»Naah – jah,« sagde Morten Hejlgaard, »det er vel ikke sagt, at – –«

»Jo, jo, jo!« sagde Meyer, som om han svuppede en Tøjrpæl ned i blød Bund for hvert »jo«. »Det er dét, det er dét, det kan ække hjalpe. – Det var det, jeg talte til Dig om forleden, Karl: han er en aandsbevæget Mand, men han er uden Kraft. Ja, ja, – vi haaber jo endnu. Men faar han sig ække taget sammen, saa øder han sig selv, og saa bliver det til ingen Ting med Livet her paa Egnen. Slet ingen Ting! Jeg maa 110 opgive mit Arbejde her ogsaa. Man kan ække drive en sjælelig Mølle, naar der intet aandelig Vejr blæser over Egnen.«

Meyer slingrede længe med Hovedet efter denne Ytring, og saae fra den ene til den anden.

»Du er li'godt en bas Karl til og kan si'et,« sagde Madsen. »Men hvad den Gamle i Holting angaar, saa giver vi ikke tabt endnu. Jeg troer alligevel, han gaar med dygtig Lus i Skindpelsen. Og dem har Du skaffet ham, Meyer. – Ja, jeg troer nu egenlig, han føler sig meget ulykkelig, ogsaa dybt ulykkelig, den kjære Mand, for han veed alligevel saa godt, at det er til den Kant, det skal ud, – og han hører det nu fra alle Sider. Aah, vi er saa mange, saa mange nu i selve Holting Sogn. Det er helt fornøjeligt –«

I dette Øjeblik kom Fru Meyer ind, og Samtalen tog foreløbig en anden Vending. –

Da Karl om Aftenen skulde hjem, spurgte Meyer: »Naa, troer Du saa, Du kan slippe løs fra Emeritusen til Novamber?«

»Fader har da sagt Ja. Og Pastor Grabow sagde, at naar De bare var tilstrækkelig dygtig, saa var det vist nok nødvendigt for Examens Skyld.«

»Ha, ha! – Saa kan Du høre mine Foredrag paa Skolen med det samme. – Og saa skal Du sige »Du« til mig, Din Dromedar, fra nu af. Jeg vil ække have det »De«.«

Fra November kom Karl altsaa ligefrem paa Højskole, blot at han logerede hjemme. Kun en Gang om Ugen tog han op til Glenstrup og fik lidt Vejledning i de andre Fag. – Og han sagde »Du« til Meyer og Fru Meyer og hele Skolen.

Da Julen stundede til, skrev Henriette et Brev til Stamherren, hvori hun oplyste ham om, at de var hjemme hele Julen og raske allesammen i Holting, og nu maatte han endelig komme og være der til efter Nyaar. – Anna havde nemlig betroet Henriette, hvordan hun elskede Stamherren og længtes efter ham, og at hun ikke kunde holde den Tanke ud, at Tilfældigheder, som han vist ansaae for noget andet, maaske skulde komme til at ødelægge baade hans og hendes hele Fremtid. – Henriette viste Anna Brevet, da det var færdigt, – og sagde til hende, at hun syntes, det maatte være saa dejligt for dem, at de ikke 111 havde kjendt hinanden fra de var Børn; for hvem der havde det, de havde vist saa vanskeligt ved at faa rigtig talt ud med hinanden. Anna takkede hende for Brevet, og kyssede hende mange Gange, og sagde, at hun syntes netop, det maatte være saa nemt for dem, der var Barndomsbekjendte.

»Nej, som nu Niels Vibro's Niels og Karen Hejlgaard. De holder da vist ogsaa forfærdelig meget af hinanden, men de tør nok heller ikke sige noget om det.«

»Jamen de er vist ogsaa bange for Karens Forældre, fordi Niels kun er Husmandssøn. Det er Du og Karl da ikke.«

Det var saa dejligt at høre sig nævnt sammen med ham. Henriette og Anna blev meget bedre Veninder fra den Aften, end de nogensinde før syntes de havde været.

Fra Stamherren indløb der Skrivelse Søndag før Jul:

Kjere Henneriette!

Jeg kommer Lillejulleaftensdags Maaren med Damberen. Jeg kan sel bære mit Taaj op. Vovnen behøves ikke.

Din innerlig gode Ven
Robert van Tholen.
Min Tande senner di kjerligste Helsner.

Baade Anna og Stamherren var saa forbiede og længselsfulde efter hinanden, og syntes selv, at de var blevne saa mishandlede af Skjæbnens Luner i de tre sidste Aar, saa – skjønt de aldeles ikke havde haft dét til Hensigt, skete det dog – næsten imod deres Vidende og Vilje – at de grædende faldt hinanden om Halsen, allerede Lille Juleaften, da de et Øjeblik var blevne ene ude i Forstuen paa Holtinggaard.

Stamherren kom ikke lidt for sent til Theen i Præstegaarden, hvor han selvfølgelig boede; men det var bleven aftalt, at han og Henriette, hvis det kunde lade sig ordne, skulde efter Theen gaa ned i Lysningen i Hegnet, og vente paa Anna, hvis hun ikke var kommen før dem. For Henriette hun fortjente rigtignok at vide Besked straks, – det fandt Stamherren ogsaa. – Sammenkomsten lod sig heldigvis bringe i Stand, men til fælles Overraskelse kunde de tre næsten ikke finde paa, hvad de skulde sige til hinanden. – Det blev blot aftalt, at Karl, som ventedes hjem fra Lundborg i Morgen Middag, skulde ikke have det at vide. Anna syntes, at han var bleven saa forskrækkelig optaget af alt dette Højskolevæsen. – For Resten sad de og hørte 112 paa Uglerne, saa længe det paa nogen Maade kunde gaa an for dem inde.

Stamherren sov ikke for bare Glæde før Kl. 4 den Nat, og efter Kl. 4 sov han hellerikke, thi da kom han midt i sin Glæde til at tænke paa nogle Synder fra Sømandstiden.

Det havde vistnok ikke været Meningen saadan ligestraks at tale til Proprietær Wintrup om Forlovelsen. Anna havde tænkt at begynde med Faster Marie. – Men da Klokken var 7, stillede Stamherren omme paa Holtinggaard i Proprietærens Kontor, og han lignede ikke saa lidt mere en gal Mand end en Frier.

Han var i Løbet af de tre Timer bleven aldeles ude af sig selv af Rædsel for, at Anna og hendes Fader skulde foragte ham og jage ham bort, hvis de vidste – – – For de var jo som Engle, de Mennesker i Holting, og det var jo netop derfor, han elskede dem saa højt.

Han maatte have sin Skjæbne afgjort lige straks.

Forlovelsen blev derfor meddelt paa en saa hovedkulds Maade, saa at Wintrup sletikke fik Tid til at sige hverken Ja eller Nej til dén, før Bekjendelsen med Jammer og Taarer blev væltet ind over ham.

»Hør – æh – det er snar for møj paa een Gang dethér,« sagde Proprietæren. – »Hvordan? – æh – holder De af hend'? – saaen 'et duer noget, for det er sgu da det vigtigst'?«

Robert van Tholen bejaede dette, saa godt han kunde.

»Naa – ja – det andet, der kan Du vel vær' noget undskyldt paa Grund af dethér Sømandsliv. Det er jo vel de færrest', der kan sig' sig helt fri for at have begaaet noget af den Slags. Det er jo godt, det nu er forbi da. – Men – æh – Anna skal Du lad' vær' at bekjend' alt dethér for, før I er bleven gift. En veed sgu aldrig, hvad den Slags Passiar kan føre med sig mell' unge Folk. – Naa, gaa nu ind og meld Forlovelsen til Jomfru Hyphoff, saa faar hun noget at tænk' paa. Og lad hende saa kalde paa Anna. – Jeg vil da se jer sammen.«

Da Præsentationen en Times Tid efter var til Ende, sagde Proprietæren: »Glædelig Jul!« til Kjærestefolkene, og de to gik ud igjennem Haven, hvor alt var hvidt og blinkende af Sne og Sol, igjennem Hegnet, over i Præstegaarden, for at fortælle Nyheden. Hun var sytten, han enogtyve Aar.

Karl kom hjem opad Formiddagen. At han blev meget overrasket, kunde Anna jo sagtens forstaa; derimod var hun ikke tilfreds med hans Glæde over Nyheden; den var ikke nær stor nok. Hun troede 113 først, at han af en eller anden Grund havde noget imod Partiet. Men om Aftenen, da de sad og ventede paa at komme ind til Juletræet, hvilket Kathrine og Faster Marie, som sædvanlig, ene pyntede, – da kom det frem, at det var ikke ordinær Utilfredshed med hans Søsters Valg, der var i Vejen, men at Karls Misstemning havde sin Aarsag i noget langt dybere og mere filosofisk.

Han sagde gjentagende, mens de sad derinde i Mørket, som hørte sig til ved denne Lejlighed: at man maatte ikke drive og dovne sit Liv bort. – Dette var der vel ingen, der vilde negte; men da der var noget vist angribende eller udfordrende i Tonen, hvori det hver Gang blev sagt, følte Stamherren sig stødt og spurgte ligefrem, om Karl da mente sig saa meget flittigere end ham. For det vilde Stamherren ikke taale at han sagde.

Karl svarede hertil, at han talte ikke om almindelig Arbejds-Flid; han ansaae kun dét for at være en virkelig Gjærning, det, som fremmede Livets Sejr. At arbejde for noget andet, det var ikke bedre end Dovenskab, for det var unyttigt Arbejde.

Henriette sad og hørte med Forundring den besynderlig alvorlige Maade, som Karl talte paa.

»Livvet?« sagde Stamherren. »Jamen hvad mener Du saa med Livvet ?«

»Aandslivet,« sagde Karl. »Det har Du da engang kunnet forstaa, Robert.«

»Troer Du da int, at jeg og Anna er nogen aandelige Mennesker, naar vi lever sammel. Jeg vil aldrig leve anderledes.«

»Jamen det er jo intet Kampliv for nogen Ting.«

»Du er saamænd bleven helt højskolegal,« sagde Anna.

»Saa, troer Du det, Anna. Jeg kan lade Dig vide, at Peter Meyer er den eneste Højskolemand jeg bryder mig om. – Men ganske vist, jeg skal ogsaa indrømme, at jeg troer, han er det eneste virkelige Højskolemenneske, som existerer. Alle de andre snakker og morer sig; han er den eneste, som vil leve et Kampliv.«

»Da vil vi saamænd ogsaa kjæmpe,« sagde Stamherren.

»Nej, – for I vil blot leve for Idyllen, men ikke for Historien. Anna hun skulde være Din Valkyrie. Hun skulde vinke Dig.«

»Jamen det vil hun ogsaa gjøre,« sagde Stamherren.

»Saadan som I vil have det, det er blot at leve for at fede sig.«

»Det er wirkeligen Løgn i Din Hals, Karl,« sagde Svogeren.

114

»Jamen I skal sletikke tage jer det nær; jeg troer, at alle Eleverne henne paa Lundborg, de vil ogsaa blot leve for at fede sig. Men det kan Meyer nu ikke se.«

»Uh, I skulde da ikke snakke paa den Maade med hinanden, lige før vi skal ind til Juletræet,« sagde Anna.

»Juletræet det skal ogsaa vinke os,« sagde Karl. »Det skulde I have hørt Meyer tale om i Formiddags, da Eleverne rejste hjem til Julen. For hvis det bliver ved at staa i Fortids-Barnemindet, saa hverken gavner eller glæder det, men det skal omplantes i Fremtidens Jordbund, saa vinker det os fremad. Og ellers mister vi det ogsaa helt Man maa ikke alene hygge sig i Mindet. Og det er netop det farlige for os Danske, for vi vil saa gjerne hygge os. Og andet troer jeg heller ikke, at Du og Anna vil.«

»Aah nej, vi vil slet ikke hygge os,« sagde Stamherren. »Det er Du helt fejl paa.« –

I det samme gik Døren til Juletræet op.

»Jo, – I er dovne og lade,« hviskede Karl, idet de allesammen gik derind – Han var ganske vist ikke videre opfyldt af Julestemning, men til Gjengjæld følte han sig forvisset om, at han havde gjenoptaget og fortsatte Barndommens Juleliv paa den eneste Maade, som nu i den voksne Alder kunde blive sand for ham. Derimod kunde han ikke skjule for sig selv, at der var noget underlig øjebliksmættet, i Nuet fortabt, i den Maade, hvorpaa de andre nød Juleaftens Glæde. Han gik derfor temmelig tavs og mørk omkring.

Meyer havde netop igaar talt saa forunderligt om den store Mand, som Tiden ventede paa og længtes efter saa saare. Den Mand, som ganske anderledes skulde forstaa Grundtvig, end man hidtil havde formaaet, og som i stor Stil, efter Ravnegalderets Anvisning, skulde virkeliggjøre hans Tanker. Og Meyer havde seet paa Karl, mens han talte herom; det var ikke sig selv, Meyer tænkte paa, naar han talte om denne store Mand, det kunde Karl tydelig se. Karl syntes snarere, at Meyer ligesom gjorde sig til eet med Tiden, der manede og kaldte. – Men naar hin store Mand – Fremtidens Mand – forlovede sig, da maatte hans Elskede absolut blive hans Valkyrie. Ellers blev det at elske jo kun som en ussel Tidsfordriv for ham, der sinkede ham, – skjønt han burde have saa umaadelig travlt. Og det var det, man maatte harmes over hos Anna og Stamherren, at de øjensynlig ganske gladelig gik og elskede hinanden uden at skjænke den Opgave, som 115 Elskoven, ifølge Meyers Foredrag, havde i Menneskelivet, en Tanke. Og Stamherrens Snak om at kjæmpe og den Slags – hvor lød den uægte, gjorde egentlig kun ondt værre. – – Nej, der var noget i Henriettes Maade at lytte paa, som han rigtig godt kunde lide. Hende var der vist nogen virkelig og sand Valkyrie-Natur i. – –

Karl var dog den eneste i Holting, som ikke var fuldtud glad ved Forlovelsen. Baade Kathrine og de andre Born i Præstegaarden, ligesom ogsaa Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels glædede sig af Hjertet med de to glade. – Disse syntes til Gjengjæld ivrig at protegere Karens og Niels's Kjærlighed, der mer og mer blev til en offentlig Hemmelighed.

Det var en Trøst for Karl, at Henriette var saa sød at tale med og forstod saa udmærket, hvad han havde at sige. – De var saaledes sammen paa en Skøjtetur paa Fjorden, og han fortalte hende, at han var vendt tilbage til sig selv, til sin egen Barndom. Og det var netop et godt Tegn. For i Barndommen rummedes alt, hvad man senere blev til, og derfor skulde man vende tilbage til den. Nu saae han atter paa Naturmagterne som i sin Barndom, som paa raa Jættekræfter. Men han syntes, at det var stolt at trodse dem; han var ikke længer bange for dem, som mens han var Barn. Ja, hvor havde han dengang været bange for Fjorden, sagde han, især om Vinteren, og især for Høllet – derhenne!

Der gik lange, smalle Vaager ud for det aabne Sted paa Isen, som bar dette Navn. – Pludselig tog Karl Fart, bort fra Henriette, og satte tværs paa en saadan Arm. – Isen bugnede saa stærkt under Løbet, saa der blev en flyttende Isbue foran Karl, der sinkede hans Fart og derved forøgede Faren meget. – Men han slap over og løb tilbage til Henriette. – Hun sagde ingen Ting, men var bleven ganske bleg, det saae han tydelig. Han syntes i det hele overmaade godt om den Maade, hun tog det paa. –

Der var noget højtideligt over dem, da de gik hjem, noget, han med Glæde følte som ganske forskjelligt fra den lumre Forlovelses-Idyl i Præstegaarden. Da de var komne ind i Holtinggaards Have, kyssede han hende paa Munden. Men de forstod begge saa godt, at dette ikke var noget almindeligt Kjærestekys, men et Kys, hvorved de altsaa i det hele indviede sig til noget Stort og Herligt. Og dog havde Karl nær glemt alt det Store, han var optagen af, over den varme, dybe Glans i hendes mørke Øjne, over den søsterlige Fortrolighed i 116 hendes kjære, søde Ansigt, der hvert Øjeblik forsvandt bag en undseelig Rødmen. – Men da han saa kom ind, saae han jo Kjærestefolkene igjen, og han syntes, det var saa frækt, saaledes som de kunde sætte sig ud over dette: at vi maa og skal altid være i Virksomhed for noget Stort og Ædelt, – denne Maade, de havde at nyde Velværet paa som noget fuldkommen berettiget.

Saa var det dog bedre, om end mere ynkværdigt, saadan som Onkel Jørgen gik. For paa ham kunde man da se, at han følte sig uhyre trykket af sin egen Fejghed og Usseldom. – Han prædikede hver Julehelligdag om Guds Naade. Men det kunde jo ikke hjælpe, for Meyer havde netop sagt, at Guds Naade skulde gjøre et Menneske til en Helt, ellers blev det let til, at man syndede paa Naaden. – Her kom de jo til Onkel Jørgen baade fra Holting Sogn og fra Lundborg og vidt omkring og bad ham om at blive Frimenighedspræst for dem. Men Onkel Jørgen turde ikke. Og Meyer sagde, at nu troede han sletikke det var andet end den usleste Fejghed, der hindrede Onkel Jørgen i at tage Skridtet. Det var jo saa jammerligt at tænke paa. Og Onkel Jørgen havde dér opdraget dem saa kjæmpemæssigt – imod alt Jættevæsenet. Karl syntes hellerikke, at Onkel Jørgen rigtig turde se ham i Øjnene, og tænkte for Resten paa at tale med Onkel Jørgen om, hvor forkeert han syntes det hele var.

Nyaarsaftens Dag til Frokost, hvor de fra Holtinggaard altid var med i Præstegaarden, talte Onkel Jørgen imidlertid saa rørende ydmygt om sin egen Stilling, saa Karl opgav at dadle ham.

Han sagde: »Jeg har altid følt mig ængstet og bange ved Nyaarstid, fordi jeg fører mit Liv altfor meget paa egen Haand og stoler saa forfærdelig lidt paa Guds Almagt og Kjærlighed. Men det er værre i Aar end nogensinde, fordi jeg aldrig saa tydelig har følt, at min Fejghed og Mistillid til Gud hindrer mig i at kaste mig ud paa det menneskeligt talt uvisse og gjøre Guds Vilje. Jeg vil bekjende det her for jer, mine Nærmeste, at det er Angst for Udkommet, det er Angst for at falde i Menneskers Hænder – som David siger – der gjør, at jeg bliver siddende i Holting Præstegaard og ikke bliver Præst for den Frimenighed, som saa mange her paa Egnen længes efter. – Og derfor kommer saa Angsten fra Vorherre over mig, Angsten for, at jeg, timelig talt, ikke er i Herrens Haand, fordi jeg, timelig talt, ingen Ting vil lægge i hans Haand. Jeg føler mig utryg, fordi min timelige Velfærd, for min Vantroes Skyld, ikke er i Guds men i Skjæbnens Vold. - 117 Er jeg ude at kjøre, saa synes jeg, det beroer bare paa Hest og Vogn og Seletøj, om jeg skal komme velholden hjem – at Gud vil ikke have med det at gjøre, fordi jeg færdes ikke i hans Ærinde. Ja, det er baade Sky og Land og Fjord, der ængster mig, fordi jeg synes, jeg er i disse hjerteløse Magters Vold med alt, hvad der hører mit og mines Legeme til.«

Onkel Jørgen sad, da han sluttede, og holdt Haanden for Øjnene.

»Aak, Du, hvor det er sygeligt, ja, hvor er'et endda sygeligt!« sagde Proprietær Wintrup helt bekymret og betragtede sin Svoger.

»Kan gjerne være,« sagde Onkel Jørgen, »men det er jo alligevel sandt, jeg siger.« Han tog Haanden fra Øjnene og saae hen paa Faster Marie: »Naar Straffen dog blot maatte ramme mig selv, at det ikke skulde gaa ud over mine Nærmeste.«

Saa sad han en lille Tid og stirrede frem for sig.

Karl tænkte paa, hvor ulykkelige de Mennesker dog er, der mangler det rette Heltemod og derfor lever i Halvhed. Det havde netop ogsaa Meyer talt om i et af sine sidste Foredrag. Men paa den anden Side kunde Karl dog ikke andet end føle oprigtig Medlidenhed med Onkel Jørgen.

Karl spurgte anden Nyaarsdag Henriette, om hun og han ikke skulde kjøre hen til Lundborg Højskole og besøge Meyers. Han syntes ikke, han havde noget rigtigt Udbytte af at være hele Julen hjemme i Holting, for de gik jo bare og var forlovede og tænkte for Resten paa sletingen Ting. Henriette blev saa lykkelig over, at han vilde have hende med; saa vidste hun da, han ikke regnede hende lige med de andre.

De kom af Sted i Enspænderkjøretøjet fra Holtinggaard. Men de snakkede ikke ret meget paa Kjøreturen. Hun forekom ham i Dag saa jomfruelig-yndefuld og saa undseelig-voksen, saa han kunde ikke mere under fire Øjne udvikle sine Ideer for hende saadan, som naar de andre var til Stede. – Kysse hende turde han nu sletikke, for hun var saa alvorlig, og fik af og til Taarer i Øjnene.

»Naa, er det den lille Guldfugl fra Holting Prastegaard,« sagde Meyer, da de var komne ind i Dagligstuen, og han hilste paa 118 Henriette. – Senere, da han og Karl var ene inde paa hans Kontor, sagde han om hende: »Der er Sjæl i det Ansigt, Du!«

»Hun er ogsaa den eneste af dem hjemme, der saadan er nogen rigtig aandelig Kraft i.«

»Ja, det er kjeddeligt med Onkel Jørgen,« sagde Meyer, »han bliver mig mere og mere gaaddefuld. Han skulde jo være baade Guds og Folkets Mand, og saa gaar han der og er sin egen lille Mand Det er jo Taavli'hed. Hvad skal vi gjaare ved ham, Karl? – Det gaar rent galt, hvis vi ække faar den Frimenighed i Stand. Vi har jo ække noget ordentligt Sted at byde Vorherre velkommen paa, naar vi ække faar saadan en Kirke. – Har lille Henriette Sans for saadan noget ?«

»Aak ja, det har hun rigtignok.«

»Kunde hun ække sætte sine mange Penge i den Sag, saa var vi maaske ovre et af de vaanskeligste Punkter i den?«

»Jamen hun er kun sytten Aar. Og hendes Formynder er saa forsigtig.«

»Ja, naar man ække vil ha'e Vorherre til Formynder, saa kommer Faanden altid og sætter en >forsigtig« Formynder i Stedden. Og saa bliver saadan et lille kjækt og offervilligt Pigebarn lige saa pernitten at have med at gjaare som den værste, gamle Gnier. – Naa, skal vi gaa ind til de andre igjen?«

Idet de gik igjennem Forstuen, greb Meyer Karls Haand og sagde: »Jeg kan sletække sige Dig, hvor jeg er gladd ved jer to kjære, unge Mennesker, der saadan kommer sammen her hen. – Naa, bliv nu ække for vigtig af det.« – – –

»Synes Du ikke forfærdelig godt om Meyer?« sagde Karl til Henriette, da de kørte hjem.

»Jeg veed ikke rigtig,« svarede Henriette; »men hans Kone synes jeg var saa yndig.«

I de Dage af Juleferien, som var tilbage, fordelte man sig gjerne saaledes i de to Holtingfamilier: Stamherren og Anna holdt sig naturligvis til een Side; men da Karen Hejlgaard nu fuldt og aabent havde betroet dem sin og Niels's Kjærlighed, tog de ofte disse to med ind i deres lykkelige og tilbagetrukne Kompagnie. – Karl og Henriette allierede sig noget med Kathrine og Faster Marie. Kathrine var nemlig saa glad ved, at Karl var bleven optagen af Højskolevæsnet, for det var jo da 119 noget godt; men hun kunde ikke videre lide Meyer, og hun syntes, det var saa unaturligt, at Henriette skulde komme til at bryde sig om dem derhenne. Denne Enighed og Uenighed gjorde, at disse tre havde meget at snakke om; naar Faster Marie tog Del i disse Samtaler, gjorde hun gjerne Nar af Karl paa en elskværdig Maade, som ærgrede ham meget. – – –

Saasnart Julen var til Ende, tog Karl atter fat paa Læsningen hos Meyer med største Kraft. – Kort før Examen, i Juni, fik han noget, som Lægen kaldte Mavekatarrh; det voldte ham megen Lidelse, men han vilde ikke bøje sig derfor. Han var netop glad ved saadan at faa en virkelig Fjende at kjæmpe mod. Sygdom er hver Mands Herre, sagde man jo, men han vilde altsaa ikke lade sig kue af denne rigtig moderne Jætte.

Han red ud til Latinskolen i Kjøbstaden, og tog her sin Examen, første Del af Artium, med Glans.

To Dage efter Examens Slutning blev hans »Mavekatarrh« til Typhus. Pastor Grabow jubilerede over Lægernes Uvidenhed; Karl triumferede, saavidt hans Tilstand tillod det, for nu kunde man da se, han havde haft noget at kjæmpe med. Faster Marie satte dog igjennem, at en almindelig Læge kom til at behandle ham. – Karl laa under sin Sygdom og fantaserede om Onkel Jørgen og sin Fader, der begge sagdes at gaa krumbøjede under Aaget, trækkende Verdensploven uden at kunne stampe imod Brodden, fordi nemlig begge havde Næserne nede i Jorden.

Henriette paatog sig at pleje ham og var stadig hos ham. Og jo mattere han blev, des dejligere syntes han hun saae ud Hun blev til Sundheden, Friskheden, Dagen, Solen – til Livet selv, efterhaanden som han nærmede sig Døden. – Og da det saa endelig vendte sig, den Eftermiddag midt i August! Hun stod og holdt en Kop med Vand til hans Mund, og da han havde drukket, hviskede han noget, men saa sagte – dels af Mathed, dels fordi det var saa dejligt, naar hun bøjede sit Ansigt ned imod ham – saa hun ikke kunde høre det og næsten lagde sin Kind imod hans Mund. Da kyssede han hende og hviskede: »vil Du ikke altid være min ?« – men saa sagte, at hun længe ikke kunde høre det alligevel, saa han maatte sige det flere Gange, – indtil hun lagde sig paa Knæ ved Sengen, tog om ham og gjemte sit Ansigt ved hans Bryst.

120

Saa blid hun var – og saa dog denne kjække, krumme Næse hun havde! -–

De var begge lige bestemt imod at tale om det til de andre. Det vilde jo være saa forfærdelig sært. – Karl syntes nu hellerikke, at de andre havde Forudsætninger til at forstaa Henriettes og hans Kjærlighed. Den var jo dog noget for sig selv; ikke som Annas og Stamherrens.

121

VIII

Da først Karls Sygdom havde vendt sig, gik det frem med rivende Fart. Den 1. September meldte han sig atter til Læsningen hos den gamle Pastor Grabow, og de tre næste Maaneder sled han fra Morgen til Aften og meget af Natten med; thi skjønt Pastor Grabow var lidt betænkelig ved det, var det dog nu bleven slaaet urokkelig fast, at Karl skulde tage anden Del af Artium allerede den følgende Sommer. Den Lærerhjælp, som Pastor Grabow ikke kunde yde, fik han hos en Adjunkt Rübner ved Latinskolen. – Han kom ingen Steder ud hele det Fjerdingaar, hellerikke til Lundborg. Ligesaa lidt var der Tid til i Timerne hos Grabow at beskjæftige sig med andet end selve de tørre Examensfag. Det kunde hænde en enkelt Gang, at Grabow ligesom følte sig for med Hensyn til Karls Anskuelser, men da Svaret altid lød temmelig afvisende, holdt han snart op ogsaa med det. –

Da Karl en Aften noget ind i December kom ridende hjem, mødte han ingen ringere end Peter Meyer selv paa Vej ind til Præstegaarden.

»Kom over til Din Onkels, naar Du har faaet Din Hest paa Stald,« sagde Meyer, »jeg vil gjerne se Dig, og jeg har ække Tidd denne Gaang til at komme over paa Holtinggaard. – Eller har Du for travlt? Skal Du paa Hovedet i Bøgerne? Hvad, Bogorm?«

»Nej, jeg skal netop holde Ferie i Morgen og i Overmorgen, for Pastor Grabow mener ikke, jeg kan holde det ud til Juleferien.«

»Naa, det var uventet fornuftigt set af ham. Saa skal Du kjøre mig hjem i Aften og blive hos os i Morgen over, saa Du kan faa Dig en Mundfuld Højskoleluft, inden Du lægger Dig ned i de Døddes Rige igjen.«

Karl takkede for Indbydelsen og lovede at komme over i Præstegaarden, saasnart han kunde.

Da han en Timestid efter traadte ind i Onkel Jørgens Studereværelse, var Samtalen mellem denne og Meyer i fuld Gang. Faster Marie var ogsaa derinde.

»Jamen naar nu Jørgen engang er bange derfor og mangler denne frejdige Tillid til Mennesker, – vilde det saa ikke være forkeert af 122 ham at give sig til at være Frimenighedspræst alligevel?« – hørte han Faster Marie sige, idet han lukkede Døren og gik hen og tog Plads paa en Stol.

»Skal Frygt og Mæstillid nu ansees for gode Modgrunde, – jeg synes ække engaang, det er Undskyldninger for at lade være,« sagde Meyer.

»Jamen, kjære Meyer! Jørgen kan da ikke være forpligtet til at udføre alt det gode, der kan være at gjøre her i Verden, – saa blev der jo sletintet godt at udrette for andre Mennesker.«

»Kvindelist er uden Ande,« sagde Meyer. »Ethvert Menneske, og Jørgen med, har at gjøre sit ydderste i Retning af at tjane Gud, ellers tjaner vi ham sletække, for da er der tomt Rum mellem ham og os, vi har ække Føling med ham; – Ulydighedens, Ligegyldighedens tomme Rum ligger imellem.«

»Ja, – det siger jo Jørgen,« sagde Faster Marie i en mistrøstig Tone.

»Jørgen siger det selv, ja,« gjentog Meyer.

»Jamen gjør De da virkelig Deres yderste, Meyer?«

»For det første: jeg vil ække gjerne tale om mig selv. For det andet: mine mulige Fejl eller Fortrin forandrer intet i Jørgens Pligt.«

»Aa, ja!« – sagde Onkel Jørgen, »skal vi ikke hellere slutte denne Samtale. Jeg er saa ængstet under mine Vilkaar, som de er, jeg føler mig saa – truet og saa skyldbetynget, saa jeg troer, der er mere Fare for, at jeg kunde gaa hen og gjøre noget overilet – –«

»Overilet!« raabte Meyer. »Naar man gaar ad Sandheds Vej – og Du troer selv, dette er Sandheds Vej – saa overiler man sig aldrig!«

»Ja, jeg veed ikke – jeg veed ingen Ting, men tør helleringen Ting, saalænge jeg lider under denne Følelse af uafladelig Angst.«

»Du er saa bange, saa Du ække engaang tør ryste, hvad? – Men nu vil jeg sige Dig en Ting: jeg er bange for selve Din kræstne Tro. For der er intet, der saadan udtørrer, bortsvider Troen som denne hede Ørkenluft af Tvivl, som Du befinder Dig i for Øjeblikket. – Du maa ække blive dér ret længe, for saa – ja, saa kommer tilsidst den store, utilgivelige Synd, den, som ække kan forlaades. – Farvel Jørgen! Og Vorherre hjalpe Dig over dette som over saa meget andet.«

Karl havde meget ondt af sin Onkel. Denne gjorde en Bevægelse, som om han vilde udbryde i Klage overfor Meyer, men tog sig i det, og gik saa underlig fattig og forladt, opgivende alt Selvforsvar, ind ad i Stuen med Hænderne for sit Ansigt.

123

»Har Du saa faaet Lov af Din Fader at kjøre mig til Lundborg?« spurgte Meyer Karl.

»Ja,« sagde denne, »hvis Du vil følge med om paa Holtinggaard, saa bliver vor Enspænder straks sat for, og saa kjører vi sammen derover.« – –

»Hvor tør dog nogen vove saadan at bydde Vorherre Spidsen!« sagde Meyer under Kjørslen. »Jørgen seer, det er Ret, seer det tyddelig – og saa gjør han d'ække. Det er jo Oprør. Og for ham er det Knusning, Tilintetgjaarelse. Denne hjalpeløse, netop saa gudafhængige Mand! – det er jo Vanvid af ham, blot et Øjeblik at ville trodse Vorherre!« –

Karl var saa overanstrængt af Examenslæsning, saa han kunde sove, ligesaa længe han kunde faa Lov til det. Han kom først op næste Dag Kl. 10, fik noget at spise og gik saa lige ind til Meyers daglige Hovedforedrag, som holdtes Kl. 11.- Elevernes Antal var endnu ikke ret stort og mindre, end da Skolen begyndte for fem Aar siden – henved 30 -; men der var mange af den nærmeste Omegns Folk til Stede ved dette Foredrag. Karl saae baade Lærer Madsen fra Holting og Niels's Fader Niels Vibro. – Det var bleven tidlig Vinter; Sneen føg saa smaat ad Havegangen udenfor Foredragssalens Vinduer, – og forøgede hos Karl Følelsen af, at her var det underfulde Sted, hvor man havde Sommer hele Aaret rundt; hvor Aandens Blomster groede, mens Verden udenfor laa stivnet af Frost og dækket af Sne. – Det var for Karl, som om selve Tidens store Væv blev sat frem, Skytten blev kastet, Spolen kom i Gang, Traaden blev lagt, noget af Historien selv blev til, idet Meyer traadte op paa Talerstolen og begyndte sit Foredrag. Lidt efter syntes Salen ham et Skib, der foer i Langfart mod et herligt Maal. – Det var ganske vist ogsaa Kolumbus, han talte om, – men det var Pokker ikke Kolumbus: det var det danske Folk, i hvert Fald det danske Højskolefolk, der drog over Tidens Hav, fremad mod Valhals og Gimles skinnende Strande, og det var sletikke Peter Meyer men Holger Danske selv, der stod som Styrismand i Skibets Løfting. – Karl kom et Øjeblik til at tænke over, hvilken forunderlig Kraft det dog var, denne Aandens Magt: den sære Spænding, han kom i; Hjertet svulmede, det stemmede Aandedrættet, og han følte Træthed i Lemmerne. Og det var jo en Magt, som kunde tale; der kunde sige ham, hvad han skulde gjøre, – og hvor havde den meget til ham, 124 som han skulde udrette. Hvor fattigt var dog Livet paa egen Haand, i Sammenligning med at tjene under en saadan Magt!

Og Meyer saae saa kjøn ud, syntes Karl, saa ydmyg, mens han stod og talte; det var, ligesom han i det Øjeblik godt vidste, at han kun var en Tjener. – Ellers kunde han maaske nok sommetider glæmme det en lille Smule. – Karl maatte indrømme for sig selv, at han undertiden, ved Meyers private Brug af sin aandelige Begavelse, kunde komme til at tænke paa Lars Nielsens fjortenaarige Stine og hendes tøseagtig-uærbødige Behandling af sin egen meget tidlige, kvindelige Modenhed. Han kunde øjebliksvis faa den Tanke, at hverken Meyer eller Stine var rigtig værdige til de Gaver, som de, hver paa sin Maade, havde faaet. –

Da Foredraget var til Ende, og Folk langsomt bevægede sig ud af Salen, gav Meyer sig straks i Snak med en Tilhører, som Karl først nu lagde Mærke til. Det var en yngre Mand, med Skilning midt i Panden, udmærket velklædt, men lidt lakajagtigt, syntes Karl. Frakken sluttede saa tæt, og han havde broget Slips. Desuden havde han Filipenser i Ansigtet, var meget bleg og havde ganske lyst Haar.

Lærer Madsen slog en Klo i Karl og hviskede til ham, idet han pegede paa den omtalte Herre: »Det er den nye Greve-Præst eller Præste-Greve, de har faaet her i Sognet, Grev Scheffeldorff – det er første Gang, han er her paa Skolen, i Dag. – Ja, – nu skal vi se, hvad Peter kan lave ud af ham. Han skal nok faa en solid, aandelig Behandling i Dag, hvis jeg kjender Peter ret. Kunde jeg bare blive herovre for mine kjære Statsskolepoder, saa skulde jeg saamænd have Lyst til at høre, hvordan det kan spænde af.«

Man drog nu ind i Skolens Spisestue, hvor der stod en meget stærk, men frisk og appetitlig Em af Ærter og Flæsk, – og alle var legemlig forhungrede af den foregaaende aandelige Anspændelse. Samtalen var overalt oprømt og glad-drabelig, ligesom Kjæmpernes, naar de satte sig til Bords i Valhal.

Med Møje lagde Spektaklet sig under Bordbønnen. Det var nemlig ikke blot en saa klar Modsætning som Kjødet begjerende imod Aanden, der i denne lille Opsætsighed lagde sig for Dagen; det var ogsaa den nordisk-hedenske Kjæmpekraft, der havde lidt ondt ved at bøje sig for de kristelige Skikke. Da Meyer sagde Amen, var der dog fuldkommen Ro; men saa brød rigtignok ogsaa Larmen af Knive og Gafler og Madraab løs med en næsten krigerisk Voldsomhed.

125

Fru Meyer stod for den ene Bordende og øste op. Hun var stolt og bred at se paa. Hun gav af et glad Hjerte og følte sig jo tillige som den, der her virkede i et Kald. Meyer svandt ligesom noget ind under Spisningen, thi han var ikke uden Bekymringer. De aad saa skaanselsløst, ikke blot Eleverne, men ogsaa hans fremmede Gjæster, – og Gud alene vidste jo, om det nogensinde kom ind igjen.

Grevepræsten, Hr. Scheffeldorff, spiste ikke ret meget; han sad paa højre Side af Meyer og lyttede interesseret til dennes Udviklinger. – Der gik en Tyggemaskine paa Grevens højre Side; det var Lærer Madsens magre Kjæber, der ustandseligt forarbejdede, hvad der kom imellem dem, samtidig med at Tungen havde travlt i Ordets Tjeneste. – Men man kunde ikke skjelne, hverken hvad Meyer eller Greven eller Madsen sagde, udenfor de Samtalendes egen Kreds.

Efter Bordet, saasnart man havde rejst sig, blev Saucen hældt af utallige Svampedaaser i Spyttebakker, paa Gulvet eller udenfor Døren, og derefter hævede sig en kvalmende Tobaksrøg under alle Stuernes Lofter. – Pastor Scheffeldorff hostede med smaa, tørre Knyst. Han røg ikke selv. – Han og Meyer og en større Kreds af Interesserede tog Plads inde i Meyers Kontor, hvor man efter nogle Minuters Forløb kun kunde høre, men ikke se hinanden, – paa Grund af Tobaksrøgen.

Pastor Scheffeldorff var Meyer uendelig langt underlegen i Samtalen. Hans ydre Optræden havde tydeligt nok dannet sig efter det finere Tjenerskab paa en stor Herregaard, hans Tale efter theologiske Kandidat-Huslærere og theologiske Medstuderende ved Universitetet. Hans Væsen havde sletikke faaet sin endelige, adelige Afstempling igjennem Deltagelse i Aristokratiets Selskabsliv, hvilket han vistnok saa godt som ikke kjendte. Han talte simpelt kjøbenhavnsk, maaske med en lille Smule udenlandsk Accent.

Samtalen gik forøvrigt temmelig trøgt i Førstningen. Selskabet var Meyer for uensartet. Han var ogsaa bange for, at Greven skulde befinde sig altfor ilde. – Han skyndede paa sin Kone, at Kaffen kunde komme ind. Da den var drukken, begyndte det ogsaa at tynde noget paa Gjæsternes Mængde. – Kl. 4 var der ikke andre end Scheffeldorff, Karl og Lærer Madsen tilbage.

»Jeg troer, jeg lader Poderne skjøtte sig selv i Dag,« sagde Madsen. »Saa faar de den indbyrdes Undervisningsmethode lidt bedre indarbejdet. – Ja, ja, de kan den ikke saa daarligt i Forvejen.«

126

Meyer slog alle Vinduer og Døre op.

»De kjare Mannesker, de ryger meget,« sagde han.

»Tobakken, som ryges af dem, er vist ikke altid god,« sagde Pastor Scheffeldorff.

»Aa ja,« sagde Meyer, og vovede sig første Gang til at ruske Præsten lidt i Skuldrene, »og saa gjør det alligevel saa godt at se dem. – Man faldt sammen, hvis man ække nogenlunde stadig havde dem om sig.«

»Maatte jeg ikke have Lov at spørge Dem om een Ting,« sagde Præsten, rivende den Rift i den selskabelige Stemning, som kejtede Mennesker sjælden undgaar, naar de vil have deres eget Emne frem: »man – æh – – De tænker jo paa at oprette en Frimenighed her paa Egnen. – Af hvad Grund tænker De derpaa? hvis jeg maatte tage mig den Frihed at – æh –«

Præsten standsede, og Meyer svarede ikke. Han slog Krøller paa sine Øjenbryn, stak Tungen ned i en Kindtand, rystede paa Hoved og Skuldre og saae skraat opefter paa Præsten.

»Det gjør vi for at faa Luft, De, Præstegreve!« sagde Madsen og lagde sit Hoved paa Skakke. – Han havde egenlig megen Lighed med de Ansigter, Smaabørn tegner, første Gang de forsøger at fremstille et menneskeligt Hoved en face. Hans tynde, lyse Skjæg stod saa underlig solstraaleagtigt ud fra Ansigtets Rand, – eller ligesom Fimrehaar.

»Det er jo ække mig, der vil »oprette« en Frimenighedd,« sagde nu Meyer. »Det er Vorherre, og ingen anden, der har dannet sig en Menighedd af frie, levende Sjæle her paa Egnen, og nu vilde vi saa se at faa Samling paa dem, faa bygget dem et Hjem, hvor hverken Værten eller Værtinden eller Tjeneren eller Gjæsterne skulde maangle.«

»Jo, men jeg mener blot,« sagde Præsten, »det er jo dog kjedeligt for mig, som Jesus jo ogsaa har kaldet til at – æh – virke her i dette -æh – Sognekald, – saa mener jeg, det andet kommer saa – æh – ubehag .... Ser De, jeg mener, der kan jo altsaa ingen Tvivl være om mit oprigtige Ønske om at virke til Fremme for Guds Rige; – min hele Stilling – jeg kunde jo – –«

»Ja, ja! De kunde nok have faaet Deres Mammam paa en anden Maade end ved at være Sognepræst, – jo, det skal De have Ret i,« raabte Madsen og svingede med det ene Ben.

»Jeg har rigtig god Tro til Dem, Pastor Scheffeldorff,« sagde Meyer, »og jeg vilde saa gjerne, at De og Skolen, Virksomhedden her, 127 skulde komme i et godt Forhold til hinaanden, – og skal det fuldtud naaes, ja, da vil der ogsaa komme den Tidd, hvor De og jeg maa tale rigtig ud indbyrdes om Frimenighedsbevægelsen, – men: jeg troer ække, vi skal begynde med dét. Jeg troer tværtimodd, det er noget af det sidste, vi skal tage fat paa.«

»Ja, – men naar nu Kirken først er bygget, saa staar den der, – og De faar en Præst, ja, saa har De ham. Det er altsammen noget, som – – Og saa er det dog en stor Udgift. Jeg kan kun ikke begribe, hvorledes De kan regne det for en økonomisk Fordel for Dem at faa en Frimenighed her paa Egnen, – det var der en Mand, der sagde, at det vilde være til Fordel for Skolen – –«

»Fordel og Fordel – det er to Ting,« sagde Meyer. »Men udden en Frimenighed gaar det aandelige Liv ud her paa Egnen. Det er den Skaade og den Fordel, jeg tænker paa.«

»Men om nu Skolen blomstrede uden dette. De er jo i Besiddelse af en forbavsende aandelig Kraft, Hr. Meyer. Kirken synes jeg ikke skulde opblandes i dette dér – dén Slags. Tænk, om De kunde samle hele Omkredsen paa Deres Skole, uafhængig af – –«

»Der gaar for mange Ærter og for meget Flæsk til,« sagde Meyer, og saae smilende til Madsen.

»Der gaar en Del! Der gaar en Del,« sagde denne.

»Ja, det maa jeg sige: de pekuniære Ofre skulde jeg gjerne lette,« sagde Præsten. »Vil De laane 20,000, 40,000, Hr. Meyer, de skal staa til Deres Raadighed – og jeg skal ikke være nogen stræng Kreditor. Jeg vilde sletikke forlange Rente, saalænge det ikke konvenerede Dem, og – –«

»Det glædder mig meget, Pastor Scheffeldorff, at høre Dem sige saadant noget. Det kan De nok tanke. Det er noget af det største, der er sagt til mig paa laang Tidd. Tak for de Ord!« – Meyer greb Præstens Haand og rystede den længe – »jeg mener: som saadanne, som Ord«

»De maa virkelig være overbevist om, at jeg ikke gaar fra mine Ord, naar jeg har sagt dem.«

»Næ, næ, næ, næ – Kjære! – det veed jeg virkelig nok. Men selve Ordene – i sig selv – og for mig – har en god Klaang. – – Har De Lyst til at se Skolens hele Indretning, saa kunde Tidden vist være passende – jeg skal følge Dem rundt – –«

»Tak, det vilde interessere mig meget.«

128

»Ja, det har Du seet saa tit, Karl, saa det interesserer ække Dig,« sagde Meyer.

Da Madsen gjorde Mine til at ville følge med, vendte Meyer sig i Døren og sagde: »Hvad vil Du dog tradske rundt og glo paa dét, Du kjender ligesaa godt som Din Moders Dragkisteskuffe!«

»Ja, ja, – ja, ja! som det gefaller de høje Herrer,« sagde Madsen.

Meyer og Præsten blev borte et Par Timer. De havde formodenlig slaaet sig ned paa et eller andet tomt Elev-Værelse og sad og snakkede. – Da Madsen havde røget to Piber og stoppet den tredje, sagde han til Karl, der sad og læste: »Nu stikker jeg af, Karl, – vil Du saa hilse Hertugerne fra mig, naar de kommer tilbage fra deres hemmelige Underhandlinger.« –

Karl kjedede sig om Aftenen. Meyer gav sig kun grumme lidt af med ham, og han havde desuden den Fornemmelse, at han var til Ulejlighed ved Præstens og Meyers Samtale. Præsten blev der til langt ud paa Aftenen.

Da Karl næste Formiddag havde hørt Meyers Foredrag og spist til Middag, kjørte han hjem. – Han havde atter syntes overordentlig godt om selve Foredraget, men han kunde ikke glæmme Meyers Væsen overfor den Præst. Karl syntes, han havde gjort sig saa lækker for ham. Han kunde hellerikke glæmme Madsen, og han tænkte paa, at det var dog underligt, at der ikke kom mere ud af saadanne dejlige Foredrag. For han var vis paa, at ikke en eneste af Meyers Tilhørere tænkte paa at ofre sig selv eller noget virkeligt betydeligt af deres Ejendom for Aandens Sag. Og saa troede de alligevel, at de var saa forskjellige fra andre Mennesker. – Han sad og blev trist i Humør, – ellers plejede slige Tanker at gjøre ham gal i Hovedet. – Det var nu da ogsaa en ganske forfærdelig Kulde. Men nu blæste det heldigvis ikke længere, ellers havde det næsten ikke været til at holde ud. Og det var kun den 13. December! – Fjorden havde været tillagt i flere Dage. Karl sad netop og tænkte paa, at Folk kunde nok allerede kjøre over, da han kom op paa den sidste Bakkerunding ad Holting til, – og virkelig fik Øje paa en Slæde med to Heste for, der drog ud over Isen fra Holting-Siden. Han betragtede den opmærksomt – og han syntes bestemt, det var den blaa Slæde fra Præstegaarden; Hestene kunde ogsaa godt passe. – Nu holdt Slæden tilvenstre, ind imellem Storholmen og Høllet, der som sædvanlig laa aabent – blaahvidt ude paa den kridhvide Flade.

129

Det var dog forunderligt, tænkte Karl, saa længe saadant noget kunde holde sig: han følte det aldeles, som om han endnu havde et gammelt, uafgjort Mellemværende med Fjorden. Ubevidst vuggede det frem og tilbage i hans Sind, indtil han pludselig følte Stemningen lyslevende over sig fra hin Decemberdag for fem Aar siden, da Rædsel for Fjordens, Naturens ubarmhjertige Ligegyldighed havde blandet sig med Samvittighedsangst i Anledning af denne Historie med Gjertrud, – og det var saa mærkeligt, for nu var det, ligesom der laa Spøgelsefrygt bag ved dét igjen: disse Skikkelser, Kathrine talte om som Barn, der hældede og svajede og flyttede sig yderst ude under Maanen, ligesom Druknedes Lig nede i Strømdybet, – og saa Strømmanden, Færgekaa'len! – – og med det samme kom der en Mindelse om den Aften, ogsaa for fem Aar siden, da de gik hjem fra Skolen; og han syntes, han hørte en Stemme sige, med lidt norsk Betoning: »I en stor Dal kan der være et til alle Sider frit liggende, højt Sted, som Solen bærer Straaler paa, fra det den gaar op, til den falder.«

Det var dog sært med Minder; men det var da godt, de ikke helt havde Magten over Een.

Om tre Dage var det hans Fødselsdag, – om fire Dage var det saa akkurat fem Aar siden, han var den Tur ude paa Isen. Det var ogsaa bestemt samme Tid paa Dagen som nu, – for det var lige begyndt at skumre. Aa, hvor Skyerne var kuldeblaa den Dag, – men han kunde ikke huske, om det havde været Maaneskin dengang. Nu sad den der højt oppe paa Himlen. Den lyste ikke endnu, men den var dog tændt – ligesom Lygten dengang i Diligencen – – –

Hans Sind var begyndt at drømme og blev nu ved at væve – af det ene i det andet. – – Men dér kom jo Onkel Jørgen gaaende. – Karl bemærkede, at hans Onkel tog sig sammen, idet de saaes. Onkel Jørgen saae altid saa trist ud i den senere Tid.

»Var det ikke jeres Slæde?« spurgte Karl.

»Det var Mo'er og Kathrine, der tog over til Binderup Præstegaard. Fru Riis ligger saa meget syg.«

»Kjørte saa Johan for dem ?«

»Johan kjørte, ja,« sagde Onkel Jørgen. »Jeg vilde hellere haft, at de ikke var tagne af Sted; men Mo'er holdt meget bestemt dcrpaa, og jeg har jo sletingen Ret til – jeg mener: saa var det jo meningsløst af mig at ville forbyde det. – Naa, Du kommer fra Lundborg. – Farvel!« - 130 Onkel Jørgen var tydelig nok ganske ene, endnu før Vognen var kommen ham helt forbi. – –

Karl satte sig til at læse, da han var kommen hjem, paa sine Sager til Pastor Grabow. Han satte sig ind paa sin Faders Kontor, da der ikke kunde blive rigtig varmt oppe paa hans Værelse i denne Kulde.

Han fortalte sin Fader, at han var kjørt forbi Onkel Jørgen nedenfor Byen.

»Naa, han havde fulgt Marie og Kathrine ned til Fjorden, kan jeg vide. Ja, nu gaar han vel og gjør sig Betænkeligheder over det. – Aa, ja, det er s'gu ogsaa noget, de skuld' ha'e ladt være med. Men saa'en er'et: somm' er dristig' med eet, og somm' med et and't – Men Isen er nu da sikker nok, for Resten, og det er jo klar Vejr.«

Da Lampen havde været tændt et Par Timer, hørte de nogen gaa forbi Vinduerne.

»Dér skal Du se,« sagde Wintrup, »det er saamænd nok Jørgen, der skal ha'e nogen at snakk' med.«

Karl kunde tydelig høre paa Tonen, hvori disse Ord blev sagt, at hans Fader nok kunde have Lyst til det samme.

Det var ganske rigtig Præsten, der et Øjeblik efter bankede paa og kom ind i Stuen.

»Godaften,« sagde han. »Hør, det er blevet taaget i Luften.«

»Er'et blevet taaget?« sagde Wintrup, – han gik et Par Skridt hen imod Vinduerne, men standsede: »Aa, En kan æt se igjennem de Ruder, de er saa frossen. – Jeg vil lig' tag' min' Støvler paa, Du« – – han gik ind i Kamret ved Siden af, og kom tilbage, foldende sine Benklæder op over Støvleskafterne – – »Naah, det er jo Maaneskin –«

Karl lod sine Bøger ligge og fulgte med ud paa Trappestenen foran Hoveddøren.

»Ja, det er sgu møj taaget,« sagde hans Fader, da de kom derud – »Ja, – vi faar Tø een af Dagene, det er Riim; – aa, det er jo ogsaa for tidlig at faa Vinter endnu. – Skal vi gaa ned til Fjorden? – har Du Lyst til at gaa lidt derned?«

»Der kan da ingen Fare være, Morten? – Isen er jo sikker, og det er ikke mørkt,« sagde Præsten.

Karl syntes, hans Fader skulde ikke gaa saa rask, for ikke at ængste Onkel Jørgen.

»Isen? ja – Isen er sgu sikker nok. – Maanen den gjør sgu æt møj Gavn i dén Taag'. Det er jo saa'en lig' een Klat det hele - 131 »Aa, Morten – det piner mig saadan med det »s'gu«. Kunde Du ikke lade være med det lige i dette Øjeblik.«

Karl kunde ikke se sin Faders Ansigt, men han blev selv rød

»Aah, man tænker jo æt ved'et. – Generer det Dig?« –

»Du maa ikke blive vred,« sagde Onkel Jørgen.

»Jeg troer, Du vil! – Det var da ogsaa Fandens med Taage – æh – – Det er møj taaget!« –

De gik ned igjennem Haven, ud ad den søndre Laage.

Da de var komne ned til Fjorden og stod og knasede i Skraag-Isen, sagde Wintrup: »Ja, Klokken er jo kuns godt seks. – Det var syv, de mente at kunne komm' tilbage?«

»Det var syv,« sagde Onkel Jørgen. »Mon Taagen kan dæmpe Lyden af Bjælderne?«

»Det tænker jeg vel næsten æt,« svarede Wintrup, »og i hvert Fald er'et jo saa lydt over Isen, – saa vi kan vist sagtens høre dem en halv Fjerdingvej ud.«

»Aa, ja!« sukkede Onkel Jørgen. Det lød saa pinefuldt. Han gav sig til at gaa langs Randen af Isen.

»Ja, lad os rør' Fødderne lidt,« sagde Wintrup. »For Resten synes jeg æt, Du har Lov til at vær' saa ild' ved'et. Det ligger jo da i Guds Haand, ogsaa det.«

»Det ligger ikke i Guds Haand; det beroer paa Isen og paa Strømmens og Vindens Magt. Gud tager kun vor Skjæbne i sin Haand, naar vi tør lægge den deri. Og desværre, jeg har aldrig turdet give ham andet eller mere end mit stakkels Hjerte.«

»Naah, det er dét. Ja, det forstaar jeg mig æt paa. Men jeg troer, det er en skidt Lærdom. Det troer jeg nu. Du er jo ogsaa urolig saa ved'en, saa man skuld' æt tro, Du var en Kristenmennesk'.« – Wintrup stod pludselig stille og lyttede. Saa sagde han, og man kunde høre, at han smilte: »Naa, nu vil Vorherre nok gjør' vos til Skamm' lig' med det samm' –«

»Kan Du høre noget ?« spurgte Præsten.

»Kan Du ikke, Onkel ?« raabte Karl glad.

»Joh – – Dér seer man, hvad man er. – Aaa, men jeg kan jo ikke engang rigtig takke ham – det er jo ikke for mine Bønners Skyld – –«

Underlig dæmpet – men ganske tydeligt – kom Klangen af Bjælderne ind mod dem; – man kunde endogsaa skjelne den svage Rhytme i den jævne Klingren, som Hestenes Ryk frembragte.

132

»Kan de være indenfor Storholmen ?«spurgte Karl sin Fader.

»Ja, jeg veed æt. – Vi kan vel ogsaa sagtens høre Lyden over Storholmen. – Nu bliver den for Resten svagere.«

»Det er vist blot Hestene, der gaar i Skridtgang. Det giver saadan et Hold for hvert Skridt,« sagde Karl.

»Ja, det har Du Ret i. Det er mærkeligt nok, man kan hør'et.«

»Nu traver de igjen,« sagde Karl.

»Ja.«

De stod alle tre og lyttede i Tavshed en lille Tid.

»Det er da sær – for det bliver svagere, jeg kan snar æt hør'et mer',« sagde Wintrup.

»Nu høres der jo ikke en Lyd,« sagde Onkel Jørgen lidt efter, – hans Stemme skjælvede.

Karl følte en Kuldegysning ned ad Ryggen, uden at han dog vidste, om der egentlig var noget saa ængsteligt ved dette Ophør af Lyden. Han tænkte ved sig selv, at de kunde da umulig være kjørt i Høllet, for det var kun en 6-700 Alen ude, saa man maatte nødvendig høre Skrig og Raab, hvis det skete.

Som det saa ofte hænder, blev hans Tanker nævnt højt af en anden i det samme. Onkel Jørgen sagde: »Kjære Morten Wintrup, er det muligt, troer Du, at de paa Grund af Taagen kunde komme Høllet for nær?«

»Jeg vild' æt tro'et,« sagde Wintrup, »jeg vild' lig'frem æt tro'et. Isen bliver jo da mørkere, og den faar ogsaa en anden Klang saaen hen imod en Vaag'. – Nej, men de kan jo gjern' komm' til at kjør' rundt, hvis de er bleven vilds. Det kjender jeg nok til. Det er ligesom man bliver svimmel, naar man saaen æt veed, hvor man er.«

Onkel Jørgen havde vendt sig bort. Han stod vistnok og bad.

»Jeg fortryder, at vi æt raabte, dengang vi kund' hør' dem. Lyden maatte jo godt kunn' naa ud til dem.«

»Skal vi ikke raabe paa dem nu ?« sagde Præsten. Hans Stemme havde helt forandret sig. Karl kjendte den ikke. »Det nytter ikke, at jeg raaber til Gud«

»Johan!« raabte Wintrup. Præsten og Karl faldt ind med. De raabte Navnet flere Gange i Takt.

Karl blev saa ilde berørt. Der var Graad i Onkel Jørgens Stemme, og det lød saa uhyggeligt i dette stærke Raab.

133

En tre, fire Gange tog de saaledes fat, raabende af deres Lungers fulde Kraft

Men der var intet at høre ude fra Fjorden. Derimod hørte de Træskolarm mod Brosten og Raaben oppe fra Holtinggaard – eller det var maaske fra Holting By.

»Aa ja, lille Svoger,« sagde Wintrup – og Karl kunde efter Tonen have gjættet omtrent nøjagtigt, hvad Fortsættelsen vilde blive – »vi vild' jo gjern' ha'e seet paa dethér som ingenting, men nu maa vi jo hellere tilstaa for hinanden, at det er – – da i hvert Fald noget usædvanligt, hvad det saa siden kan blive til.«

»Aa, Morten, Morten!« sagde Præsten.

»Nu skal Du bliv' hernede, saa løber Karl og jeg op til Gaarden – vi maa ha'e Halm til Blus – maaske noget Snor til at gaa ud med – for Du maa æt gaa ud paa Isen, Jørgen, mens vi er borte – Du er vilds med det samm' – nu har det jo helt taget Maanen ogsaa – men raab, hvis Du hører noget derude fra – –«

Wintrup og Karl vendte sig bort og løb. I det samme klingrede Bjælderne! – – – men ikke fra samme Kant som før – det var langt i Øster – men saa maatte de da ogsaa være østen for Høllet.

»Ja, de er vilds,« sagde Wintrup. »Det er nemt at forstaa. Overkjørselen er langt vesten for os, og de er langt østen for os igjen. – Johan! Johan!«

Præsten og Karl raabte med.

Klingeret standsede paa een Gang.

»Johan, Johan!«

»Ja!« – lød det langt borte – til Øster.

»Johan!«

»Ja!«

»Han holder stille,« sagde Wintrup. – »Bliv holdende!« raabte han ud over Fjorden.

Der kom intet Svar.

»Bliv holdende!«

»Halløj!« lød der derude fra.

»Han kan ikke forstaa, hvad Du siger,« sagde Præsten.

»Johan, Johan!« raabte Wintrup. De to andre sammen med ham.

»Ja!« kom det nu igjen.

»Hold stille!« 134 »Ja!« sagde det. Men i det samme begyndte Bjælderne atter at klingre.

»Han forstaar vos æt,« sagde Wintrup. »Han er jo gal, han æt bliver holdend'. – Herre Gud!«

Bjælderne lød svagere.

»Aak ja, aak ja. Man er som forhekset, naar man først er bleven vilds. – Karl, løb op paa Gaarden – lad dem bær' og kjør' Halm herned – kjøb saa møj Strikk', Du kan faa ved Kjøbmanden. Og løb det Du kan, lille Dreng!«

Karl løb. Han hørte dem atter give sig til at raabe: Johan! – Da han havde fjærnet sig et Par Hundrede Alen, hørte han Onkel Jørgens Stemme alene; han raabte: »Marie! Marie!«

Da kom Karl til at græde, trods det han løb som en Rasende.

Han mødte i Farten mange af Folkene fra Holtinggaard. Han fik Karlene til at vende om forat bringe det forlangte; de løb i Flok tilbage. Da de foer gjennem Holtinggaards Have, kom Børnene omme fra Præstegaarden, den modsatte Vej.

»Fader og Onkel Jørgen er' nede sønden for Engtoften,« raabte han i Forbifarten til Henriette. – »Hvor dog Ellen er bleven voksen,« tænkte han, netop fordi hun i Øjeblikket – trods Alderen – saae saa barnligt hjælpeløs ud.

Det havde kun varet en ti Minuter, da stod Karl tilligemed Folkene fra Gaarden nede ved Fjorden igjen. Karlene førte Halmknipper med, og der blev straks tændt Baal.

»Har I hørt dem ?« spurgte Karl sin Fader.

»Vi har ingen Ting hørt, siden du gik,« svarede Wintrup, og vendte sig i det samme til de mange Mennesker, som nu efterhaanden var kommen derned. »I maa all'sammen være fuldkommen still' – undtagen naar I faar Ordre til at raabe. Her gjælder det Liv og Død.«

Der blev næsten ganske stille.

»Nu gaar jeg ud med Reb forat møde dem, eller i hvert Fald forat find' Høllet og advar' dem for det. Vil I unge Karle komm' her og tag' fat i Linen, saa kan vi sagtens lav' en Række ud til Høllet. Karl og Præsten skal bliv' i Land og pass' paa Baalet og raab', saasnart I hører Bjælderne, eller vi andre kalder.«

Wintrup gik selv forrest ud paa Isen med Rebet i Haanden, og med Mellemrum paa et halvt Hundrede Alen kom en Snes unge Karle efter ham.

135

Der kom nu et helt Læs Rughalm ned fra Holtinggaard, og der blev lavet et mægtigt Baal. Men det saae ud, som om Ilden kun belyste en hvid Taagemur, men derimod ikke lyste igjennem Taagen, idetmindste ikke ret langt ud.

»Kan Du se Ilden, Fa'er ?« raabte Karl.

»Det er æt ret møj – lægger I ordentlig paa?«

»Men Fa'er!« raabte Karl forskrækket, »Du er da ikke i Retning af Høllet; det lyder bestemt, som Du er gaaet altfor meget i Øster.«

»Gjør'et dét?« raabte Wintrup. »Aa, Herre Gud, ja, man kan æt se det aller ringest' herude, vi kund' lig'saa godt gaa i det sorteste Bælgmørke.« – Lidt efter sagde han: »er'et nu rettere? er jeg kommen mer' til Vester, Du tykker?«

»Nej, nej – men Fa'er dog!« raabte Karl, »jeg synes, Du maa være nærved Land her østen for os.«

»Jeg veed sletæt, hvor vi er,« hørtes Wintrups Stemme. Karl havde aldrig hørt sin Fader sige noget i en saa fortvivlet Tone. –

»Hør, Bjælderne!« raabte i det samme Onkel Jørgen. Og et Øjeblik efter kunde de alle høre dem.

Fru Nordbye maatte være meget afholdt; ellers kunde Tavsheden ikke være bleven saa fuldstændig. Det var, som om der ikke befandt sig et Menneske nede ved Fjordkanten, og nu var dog vistnok næsten hele Holting By forsamlet der.

Den klingrende Lyd blev stærkere, og man kunde tydelig høre Hestenes Hovslag.

»Marie!«

»Ja!«

Stemmen lød sletikke angst, syntes Karl, men han havde dog saa ondt ved at tvinge sin Bevægelse. Han saae Børnene fra Præstegaarden – og Anna – og Karen Hejlgaard – de stod saa stive og tilsyneladende livløse som Støtter; Morten, den mindste, holdt sin Broder Hans i Haanden.

»Marie! – hold stille!« raabte Onkel Jørgen.

»Ja!« – Og straks efter holdt Bjældernes Klingren op.

»Veed Du, hvor I er nu?«

»Nej!«

»Kan Du se Baalet?«

»Hvad siger Du ?«

»Kan Du se Ilden ?«

136

»Nej. – Kald paa os! Syng! – vi kjører efter Lyden!«

Ganske tydelig hørte alle Ordene.

Saa snart Onkel Jørgen istemmede: »Alt staar i Guds Faderhaand!« – sang alle med, og skjønt der hørtes Hulken fra flere Sider, var der en mægtig Jubel i de mange Menneskers Sang.

Da første Vers var til Ende, raabte Onkel Jørgen atter: »Marie!«

»Ja!«

Bjældelyden standsede.

»Veed I, hvor I nu er?«

»Nej. Bliv blot ved at synge. – Vi kjører efter Lyden. Det er saa dejligt.«

Og atter sang de:

Sikre paa, vor Arv og Løn
Er med Guds enbaarne Søn,
Af Guds Naade
Til Guds Ære
Evig glade vi skal være
I vor Herres Jesu Navn!

I Stilheden efter Versets Slutning hørtes Bjældernes Klingren paany. – Men pludselig tav de – og der lød en drønende Bragen over eller igjennem Isen. Det var, som om den slog Revner paa mange Hundrede Alen.

»Mo'er! Mo'er!« raabte Børnene fra Præstegaarden. Karl kom til at tænke paa de smaa Lam om Foraaret.

Johan Kudsks Stemme hørtes ude fra Isen: »Haa – aah! Hjælp vos! Hjælp -!« – Men straks derefter blev det dødsstille.

Alles Øjne vendte sig mod Præsten. – Og da saae man et underligt Syn. Denne tog Henriette og Ellen ved Haanden og sagde: »Kom nu, Børn!« – og løb i det samme ud fra Land med de to unge Piger. Kirstine, Anna og Smaadrengene løb grædende bagefter. – Lidt ude i Taagen, hørte de, han gav sig til at synge:

Fælles om hans Liv og Fred,
Lys og Kraft og Herlighed – – –

137

og Karl kunde kjende Henriettes og Ellens Stemmer. De sang med.

Da greb han et stort Nøgle Hysing-Reb, fik fat i en Ende deraf og bad en Mand om at vikle det op, – og saa skyndte han sig ud til de andre i Taagen.

Af Guds Naade
Til Guds Ære
Evig glade vi skal være
I vor Herres Jesu Navn!

sang Onkel Jørgen og Henriette. De andre græd.

»Gaa tilbage, Anna, med Børnene, hører Du,« sagde Karl til sin Søster, »ellers bliver Du Skyld i deres Død.«

Anna adlød virkelig sin Broder og vendte tilbage med Smaadrengene og Kirstine. – Karl løb længere ud med Rebet i Haanden forat passe paa de tre andre. Onkel Jørgen maatte da være bleven vanvittig.

De var ikke kommen ret langt, saa stødte de paa den Række, som var gaaet ud sammen med Wintrup – og Karl løb hen til sin Fader og fortalte ham om Onkel Jørgen.

Taagen maatte være lettet en lille Smule. De kunde nu tydelig se Baalet i Land, og de kunde skimte Storholmen, og derefter fik de saa rettet deres Kurs. Lidt efter begyndte Isen at knage, og de kunde forstaa, at de nu var nærved Vaagen. Wintrup kommanderede: »Holdt!« – men Onkel Jørgen vilde ikke standse, han gik og talte højt: »Nu vil jeg ofre alt, kjære Gud Fader – jeg vil helt være Din, jeg vil ofre alt, jeg vil ofre alt – aa, jeg vil slet intet vide af mit eget at sige – jeg vil tilhøre Dig alene – –« Det var nemt at se paa ham, at han helt var fra sig selv. Wintrup maatte da med Magt lade ham føre tilbage. Inden man naaede Land med ham, havde han mistet Bevidstheden. Henriette og Ellen fulgte, efter Wintrups bestemte Ordre, med ham hjem.

Imens fortsatte de Søgningen ude ved Høllet – men den var hele Natten forgjæves.

Man kunde intet se, dels paa Grund af Taagen, som atter tættedes, dels fordi det var umuligt at komme Høllet nær nok. – Wintrup lod hente Baade, men først ud paa Morgenstunden fandt de, hvad de søgte. Det var altsammen kommen ind under Isen. Fru Nordbye og hendes Datter maatte hurtigt være døde. De var begge i Slæden; Kathrine holdt endnu Armene om sin Moder, da man fandt dem.

138

Under Arbejdet med at faa Ligene op saae Karl, at hans Fader var ganske rolig. Kun løb hans Øjne af og til fulde af Taarer. – Da han fulgtes med ham hjem bagefter de to Vogne, som førte Ligene i Land, sagde hans Fader til ham som en ganske selvfølgelig Ting: »Ja, nu kan Du gaa hen og tal' med Henriette.« Og lidt efter føjede han til: »Jeg har ingen mer' at tale med, siden Marie er død Det bliver svært for mig at undvære hende de sidst' Aar.«

»Kan Du da sletikke tale med Onkel Jørgen?« spurgte Karl.

»Aa nej. Vi har altid været noget fremmed' for hinanden. Nu bliver vi'et sagtens mer'. – Det er bedst, vi faar skrevet efter Robert, forat Anna kan have nogen at trøst' sig ved. Ellers kommer hun kanske æt over'et.«

»Kan Du slet ikke tale med mig, Fa'er?«

»Det troer jeg æt, lille Karl.«

»Jamen da tale til mig, hvad Fa'er?«

»Naah – jeg kan æt saaen videre snakk', lille Du. Det er bedre for mig at tie still'.«

Om Aftenen sad Karl inde paa sit Værelse sammen med Henriette. Anna var omme i Præstegaarden. – Onkel Jørgen havde da faaet sin Bevidsthed igjen, straks efter at de var kommen hjem med ham. Men han laa til Sengs endnu, det var, som han slet ingen Kræfter havde. –

De sagde grumme lidt, men sad tæt ind til hinanden og græd Det var saa dejligt, at En græd saa tillidsfuldt ved Ens Bryst, syntes Karl. Det gjorde saa godt at mærke baade hendes Hulken og hendes Hvilen ind imod sit Hjerte.

Der var gaaet lang Tid paa den Maade. Saa begyndte Henriette at tale om sig selv og sagde, at hun troede, hun vilde blive meget forandret af det, hun havde oplevet i Dag. Hun syntes, Onkel Jørgen havde saa fuldkommen Ret i det, at noget saa forfærdeligt kunde umulig hændes os, hvis vi ikke levede helt forkeert. Hun troede ogsaa, at Onkel Jørgen vilde blive en helt anden efter dette. Han havde talt meget med hende i Dag.

Karl blev saa underlig urolig ved at mærke, at der under den Følelse overfor Henriette af fuldstændig Sammensmelten og Eenhed, som nylig havde fyldt ham, alligevel kunde skjule sig saa megen 139 Forskjellighed i Tankerne. Han var bleven saa uhyggelig berørt af Onkel Jørgens sygelige Ophidselse derude paa Isen og havde derimod følt sig sært og dybt hjærtegreben af sin Faders stille, tungsindige Ro, – og nu følte han ligesom Angst for, om Henriette skulde være bleven betagen af Onkel Jørgens Ord og Tanker.

»Jamen søde, lille Henner,« sagde han, »vi kan da ikke saadan forandre os selv, om vi ogsaa oplever nok saa stor en Begivenhed«

»Nej, maaske ikke os selv,« sagde Henriette, »men det er jo ogsaa vore Handlinger og hele vor Levevis, der er saa forkeert. Det maa jo være den allerstørste af alle Forbrydelser, at leve saadan, som vi lever, – for Vorherre straffer det jo haardere end alt andet ondt, vi kjender.«

»Men hvad er det da, Du vil gjøre, Henner? – Aa, jeg er saa bange for, at jeg ikke kan lide det. For det er vel noget, Du har lært af Onkel Jørgen.«

»Jamen, Karl, det, Onkel Jørgen nu vil, det er jo netop det, vi har talt saa meget om, at han skulde gjøre. Nu vil han opgive sit Embede og blive Frimenighedspræst. Aa, han talte saa dejligt med Ellen og mig hele Eftermiddagen. Han siger, at han vil ikke øve en eneste Gjærning mere, undtagen for Aandens og Livets Sag. For al anden Gjærning er forgjæves og tillige den egentlige Synd. Og han kan ikke undvære Vorherres Hjælp i nogen eneste Ting, derfor vil han nu lægge alt i hans Haand. Synes Du da ikke, det er godt, Karl?«

»Joh, – det er det jo. Jo, det er rigtignok godt. Men jeg mente blot, hvad det var, Du vilde gjøre?«

Henriette græd igjen og trykkede sig ind til Karl: »Aa, jeg vilde saa gjerne gjøre ligesaadan – og hjælpe ham alt det, jeg kunde. Vil Du ikke ogsaa det, Karl?«

»Jeg veed ikke rigtig, hvordan vi skulde bære os ad med det,« svarede Karl, men følte godt, at det ikke var det, der var i Vejen. – Han forstod slet ikke sig selv. Han kom til at tænke paa, at han vist ikke engang vilde have syntes om Meyers Tale, om denne i Øjeblikket havde været til Stede.

»Det er da ikke saa vanskeligt, at give det bort, man har – og ogsaa give sit Arbejde,« sagde Henriette.

»Vil Du give Din Kapital til den Frimenighed ?«spurgte Karl. –

»Ja,« sagde Henriette kort og i en saaret Tone.

»Det kan Du da ikke de første seks Aar for Din Formynders Skyld«

»Uh, Du skulde rigtignok ikke være saadan, Karl. Jeg troede netop 140 saa sikkert, at vi var enige om alt saadant noget. Det har du da ogsaa sagt før.«

»Ja – det har jeg vist ogsaa. Du maa hellerikke være vred paa mig, Henriette. Men hvordan vilde Du – – hvordan kunde vi arbejde for Frimenigheden?«

»Det veed jeg ikke,« sagde Henriette med hede Taarer. »Jeg troede sletikke, Du var saadan.« – Hun rejste sig. »Aa, jeg vil helst gaa, lille Karl. Du maa ikke være vred. Jeg er saa kjed af, at Du er helt forandret«

Karl fik hende dog til at sætte sig ned igjen. Men Samtalen vilde ikke blive til noget, og der var ingen Inderlighed eller Tryghed i Favntaget. Tilsidst kyssede de hinanden meget kjærligt. Og hun gik.

Karl vidste aldeles ikke, hvad der var skeet med ham selv. For han maatte indrømme, at det var hos ham, Forandringen var foregaaet. -Var det Henriettes Deltagelse i den Slags, han ikke syntes om? Eller var det hans Faders Natur – som han havde faaet dette nye, levende Indtryk af i Dag – der alligevel var saa stærk i ham, at den gjorde noget hos Onkel Jørgen til Unatur for ham, – og hos Meyer med?

Inden han faldt i Søvn, var han dog ganske klar over, at det i alle Maader var Henriette, der havde Ret – ogsaa i at bebrejde ham Vægelsind. Og han længtes efter en Lejlighed til rigtig at komme til at tale med hende igjen og faa hende bedt om Forladelse.

Dette sidste gjorde han allerede næste Morgen – ganske kort, idet han paa Vejen til Pastor Grabow, der undertiden læste med ham om Formiddagen, red ind i Præstegaarden og bad om at tale to Ord med Henriette udenfor Døren. Hun kom ud, og han gav hende Haanden fra Hesten og sagde sagte: »Du har Ret, Henner! Jeg fortryder saa meget det, jeg sagde i Aftes.«

Men der skulde jo en længere Samtale til.

Da han en Times Tid efter traadte ind i Pastor Grabows Studereværelse, rejste den tresindstyveaarige Mand sig hurtig op, greb begge hans Hænder og sagde: »Jeg condolerer, kjære, unge Ven, af mit hele Hjerte. Det er jo en frygtelig Begivenhed! – Hvorledes gaar det Deres Hr. Fader og Pastor Nordbye? – Det er jo et skrækkeligt Slag, der 141 saaledes har ramt dem begge. Søster, Hustru, Datter! – det er forfærdeligt!« –

Karl fortalte lidt om, hvordan Ulykken var skeet, og sagde et Par betydningsløse Ord om sin Fader. – »Onkel Jørgen,« sagde han, »har jeg ikke talt med; men han troer nok paa en Maade, at det er en Straf fra Gud, der har ramt ham.«

»Ih!« sagde Pastor Grabow, »ja – det er jo rædsomt, naar man saaledes mener at maatte mangedoble Ulykken ved at tillægge den en Mening og Betydning. Naa – det taler vi ikke om. – – Men kan De virkelig læse i Dag, unge Ven, – efter disse ogsaa for Dem saa oprivende Tildragelser, – jeg vilde finde det saa rimeligt, om –«

»Jo, det troer jeg nok,« sagde Karl.

De fik fat paa Demosthenes. Men nu mærkede Karl først, i hvilken Grad han var behersket af Tankerne om det skete. – Det gjorde ligefrem ondt i Hjernen at skulle bringe helt uvedkommende Tanker – om Æschines og Philip af Makedonien – derind.

Pastor Grabow sagde efter ti Minuters Forløb: »Nu lægger vi Bøgerne hen. De veed ikke selv, hvor overvældet De er. Enten skal De tage hjem og tale med Deres Kjære, eller ogsaa skal De blive her i Eftermiddag og lade mig adsprede Dem. Vi kan sagtens skaffe os Underholdning. Og det er mig en Fornøjelse.« –

»Takjeg troer helst, jeg vil blive,« sagde Karl.

»Det er mig overordentlig kjært; jeg maa sige, jeg havde ikke ventet det.«

»Saa,« sagde Karl forlegen. Men han forundrede sig egentlig selv over, at han helst vilde blive.

Pastor Grabow rejste sig og gik hen for at stoppe sin Pibe. Der var en Livlighed over hans Bevægelser, som ogsaa satte Karl i Stemning. Og der var noget lyst og beskedent eller ikke-paatrængende hos ham, som for Karls Følelse hørte sammen med den megen Videnskabelighed, der rummedes inde i denne Stue.

Pastor Grabow satte sig igjen, tændte, idet han holdt Fidibussen – paa en Maade, Karl kjendte saa godt – i sin af Gigten fortrukne højre Haand, og slog den saa af mod Pibehovedets Rand – Han røg altid god Tobak, men særligt fint, syntes Karl, duftede den Røg, der steg lige op af Pibehovedet.

Og saa talte han, mens December-Solen lyste ind paa den blaa 142 Tobaksrøg: »De anseer selv en saadan Ulykke som den, der saa uventet har ramt Deres nære Familie, for – noget – noget, der altsaa er – æh – sendt af Guddommen – af Forsynet?«

»Aa, jeg veed ikke, hvad jeg selv troer derom. Men Onkel Jørgens Tanker – eller maaske mere hans Væsen og hans Planer nu efter Ulykken, – ja, jeg mener, saadan som Ulykken har virket paa ham – det har alligevel gjort mig saa underlig uhyggelig tilmode, – skjønt, det er jo dog vist rigtigt, som – –«

»Prøv engang at tænke Dem, at det hele var ganske tilfældigt, at det ikke havde det mindste at betyde. De skal selvfølgelig ikke tro det, – man er jo hellerikke saadan Herre over – – Men tænk Dem – eller sæt Dem rigtig ind i den Stemning. Jeg har ofte prøvet det selv. Det svaler, det kjøler den hede Hjerne og det forpinte Hjerte. Og det er dog det, man trænger til. Det er som at bade i Havet – – Oh! – vent lidt! – nu skal jeg vise Dem et dejligt Billede af Böcklin, som jeg nylig har faaet hjem og sat i Glas og Ramme –«

Pastor Grabow rejste sig og lukkede Døren til Dagligstuen op. – Da Karl kom derind, faldt hans Øjne ligestraks paa den store, malede Kopie af »Frühling«. Det var mere end et Aar, siden han sidst havde seet det. Den forløbne Tid kom saa underlig over ham.

»Jeg kan godt huske, at De blev indtaget i det Billede dér, da De første Gang saae det. – Eller det var maaske ligesaa meget Originalen, som – –«

Karl saae forbavset paa Pastor Grabow og blev rød, da deres Øjne flygtigt mødtes. »Originalen?« spurgte han.

»Ja, det er jo kun en Kopie,« svarede Pastor Grabow med et lille Smil.

»Naa, ja,« sagde Karl beroliget, – og fortabte sig atter i Beskuelsen af Billedet.

»Men det var nu ellers ikke det, jeg vilde vise Dem,« sagde Grabow. – Men da Karl ikke syntes at kunne rive sig løs eller engang at høre, fortsatte han: »Ja, ja – De skal have Lov – -. Det er nu ogsaa dette Billede, jeg selv sætter mest Pris paa. – Men det andet er jo nyt for Dem. – – He, he, – seer De, han, den gamle, fløjtende Pan der paa Klippestykket, vor gamle Ven, – De kan tro, han har aldrig anet, at Livet skulde have nogensomhelst Betydning – ikke Spor, hvad? – han lader sig bare ganske rolig drive afsted med Tiden og fløjter Sommeraftnerne bort. – Den dejlige Dryade dér« - 143 Karl blev atter rød

- »hun smiler af Beundring og Forundring over disse tankeløse Trillers Skjønhed«

Hvor det dog var fortryllende, at gaa med en saadan dyb, og dog paa en Maade aabenlys, Hemmelighed, tænkte Karl. For Pastor Grabow havde altsaa sletikke seet, hvor hun lignede Rebekka.

Han hviskede Navnet flere Gange, eller aandede det med lukkede Læber.

»Men kom nu her,« sagde Grabow og tog Karl ved Skulderen. De gik hen til den modsatte Væg. Der hang et stort Lithographie eller Photogravure efter Böcklins: Im Spiel der Wellen. »Har De seet en saadan bedaarende Havensomhed som den paa disse Bølgebjerge, – og det uagtet der er baade Havmænd og Nympher til Stede. Ensomheden gennemgyser En kun des lifligere; Figurerne virker saa uforstyrrende og beroligende som en gammel, pjaltet Røgter paa Heden. Og har De i noget Menneskes Øjne læst en saadan Glæmsel af alt, alt, undtagen af Nuet? – Man er ligesaa fri for Livets Betydning paa dette Billede, som man er fri for Landjorden. – – Ja, nu skal De blive herinde en halv Times Tid; der er noget, jeg skulde have skrevet, før vi spiser, – og saa skal De tage Dem et Bad i det Betydningsløses Stemning, i Ligegyldighedens Hav. – Blot for at berolige Sindet. – Naar vi saa har spist til Middag, saa kan vi maaske snakke lidt om Livets Betydning. – Her staar Cigarer, og der hænger jo flere Billeder, som er værd at se paa; men De skulde nu holde Dem til disse to.«

Derpaa gik Grabow ind i sit Studereværelse.

Karls Tilstand, da man gik til Bords, kunde nærmest betegnes som en Slags exalteret Hvile, en stærkt interesseret Ligegyldighed overfor Livets umaadelige Rigdom. Han havde aldrig, aldrig kjendt en saadan underlig, blandet Stemning før, – og den forøgedes under Maaltidet ved at høre og se Grabow, voldsomt ivrig gestikulerende, underholde sin svære Frue med saa hjertensligegyldige og ubetydelige Ting, at Karl sommetider var paa Nippet til at tro, at han gjorde Nar ad hende. Der var en næsten uoverkommelig Kontrast imellem denne barnagtigt vaasende Ægtepeter og saa Manden inde fra Studerekamret. Det forøgede den blandede Stemning hos Karl, thi for Grabow syntes virkelig begge Maader at være lige værdifulde.

Straks efter Bordet kom der Bud til Pastor Grabow, om han havde 144 Tid til at besøge en Patient, der laa for Døden. Saa skulde der komme Vogn om en Time.

»Ja, kjære Wintrup, min Lægevirksomhed gaar forud for min Fornøjelse,« sagde Grabow. – »Vognen kan hente mig om en Time,« henvendte han sig til Budet.

»Men vil De ikke hellere være ene den Times Tid?« spurgte Karl, »saa rider jeg hjem straks.«

»Nej, nej, nej! bliv dog endelig. Vi har jo nok at tale om.«

Det blev alligevel ikke til noget med Samtalen. Grabow rasede imod de avtoriserede Læger; men Livets Betydning syntes han ikke at ville tale om i Dag, skjønt Karl flere Gange bød ham Lejlighed dertil.

Der var noget i Grabows Væsen under og efter Middagen, som havde berørt Karl ængstende, utrygt – han vidste ikke hvad. Da han red hjem, tænkte han derfor ikke videre paa ham; – det var Rebekka Woltersien med Dryadens drømmende Smil, og det var den solgyldne, sorgløse Havensomhed.

Da han henimod Aften nærmede sig Fjorden, og den forrige Nats Dødsrædsel, blandet med gamle Fjordstemninger og Jættefrygt, rejste sig i hans Sind, – da følte han Uvilje mod sig selv eller mod de Magter, som vilde forstyrre hin fantastiske Ligegyldighedens Verden, hvor Pan, Dryaden, Havnymferne havde hjemme, – hvor Rebekka var Dronning. – – Af og til lød der Bragen ude fra Fjorden af Isen, der slog Revner, og Karl kom med Forundring til at mindes, hvor bange han før havde været netop for Ligegyldigheden hos Naturen.

- Der var da saa forunderlig uhyggeligt hjemme. Hans Fader passede sig selv, og Anna og Jomfru Hyphoff talte ikke om andet end Ulykken og saa om alle de Mennesker, som Pastor Nordbye havde stævnet til sig til i Morgen. Baade i Holting Sogn og til Nabosognet Lundborg og til andre Steder i Omegnen var der sendt Bud i Dag med Posten og med Skolebørnene. Og det var da Frimenigheds-Folkene, der var indbudt til Præstegaarden. For nu vilde jo Onkel Jørgen tage sin Afsked og blive deres Præst. – Meyer og Fru Meyer var naturligvis ogsaa blevet indbudne.

Karl gik over i Præstegaarden, men dér var heller ingen at faa 145 rigtig i Tale. De havde travlt med at lave i Stand til Modtagelsen af alle disse Fremmede. Og de fleste deromme fandt, at det var saa uhyggeligt med den Travlhed blot to Dage efter Fruens og Kathrines Død Kun Henriette og Ellen var paa Præstens Side. – Henriette sagde til Karl inde i Saltekammeret, at hun forstod Onkel Jørgen saa godt – ja, saa godt, – for hun vidste ikke selv, hvordan hun skulde have kommet over de to sidste Dage, hvis ikke Tanken om at tjene Vorherres Sag havde faaet saadan en Magt over hende og sat hende i Arbejde. – Hun beundrede Onkel Jørgen, fordi der var kommen dét ud af hans Sorg, – og hun kunde sletikke forstaa, at Karl ikke var gladere ved ham. – Karl svarede, at han havde jo indrømmet, at Onkel Jørgen havde Ret i det hele, men han syntes – –

Henriette kunde ikke tale længere med ham, for hun var jo nu bleven den Ældste, og var jo saa uvant med saadan at skulle sørge for alting. –

Folk var indbudne til at møde Klokken 3 i Præstegaarden den næste Dag, men de var ikke samlede før 5. – Saa Karl var kommen hjem fra Glenstrup, og var til Stede i Præstegaarden, da Onkel Jørgen, fra Studerekamret, kom ind til sine mange Gjæster i Storstuen og de andre Stuer.

Hvis ikke Folk havde faaet denne Indbydelse til i Dag, var de fleste sikkert af sig selv kommen igaar, thi Sorgen over Fru Marie Nordbyes Død var stor og almindelig. Det gjorde Stemningen blandt de Forsamlede baade dyb og løftet: denne oprigtige Sorg – og saa Tanken om, hvad Gud havde brugt al denne Nød og Elende til: at de nu virkelig skulde se deres gamle, kjære Jørgen Nordbye i Spidsen for den kirkelige Frihedsbevægelse, der havde grebet dem alle saa stærkt.

Der var en gammel Aftægtsmand – tidligere Gaardmand og gjæstfri Modtager afkristne Venner – fra Holting Sogn; han rejste sig, rystende som han var af Alderdom og Svagelighed, og gik Pastor Nordbye imøde, da han kom ind fra sin Stue. Han greb om Præstens Haand med begge sine magre Hænder og saae ham ind i Ansigtet. Men han kunde for Graad kun rent stødvis faa noget sagt: »stærk i de svage,« sagde han flere Gange; »Gud har velsignet Dem, Pastor Nordbye, med Sorg og med Glæde,« – »hun seer ned paa vos i denne 146 Stund, den velsignede, ædle Kvinde.« – Det endte med, at Pastor Nordbye tog den gamle Mand i sine Arme og kyssede ham, og baade den Gamles og Præstens Handlinger var aabenbart saa uimodstaaelig nødtvungne for dem selv, saa alle i Stuen uden Undtagelse maatte bøje sig for den Magt, som var deri. Og skjønt det desværre senere, ved højtidelige Lejligheder, blev sagt for tit, saa var det ligefuldt i Øjeblikket sandt: at da græd alle disse Mennesker sig sammen i en fælles Sorg og en fælles Glæde, som de troede sikkert var sendt dem fra Gud – De maatte, een for een, hen for at takke Præsten – for at takke Gud sammen med ham. – Karl saae et Glimt af Morten Hejlgaard, da denne stod henne hos Onkel Jørgen, og han kom virkelig til at tænke paa Ordene om Stefanus: »de saae hans Ansigt som en Engels Ansigt« – det var saa lysende og saa barnligt, dette Bondeansigt, saa levende af Smil og Graad, – saa det blev som en Drøm for Karl, – og mindede ham ved sin Drømmeagtighed om Stemningen fra igaar. – – Karl syntes pludselig, han havde en saadan Uret mod Henriette, og havde nylig tænkt paa hende saa koldt og fremmed, saa han gik hen og kyssede hende midt i Forsamlingen, glæmmende, at deres Forlovelse aldrig var bleven offentlig. Straks efter greb han sig i at tænke, at Folk kunde jo da ogsaa mene, det var blot fordi, de var ligesom Plejesøskende. – Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels saae saa langeligt til hinanden. Men et Blik fra Karens Moder forskrækkede dem.

I dette Øjeblik gik Døren fra Entreen op, og Meyer og hans Kone kom ind. Meyer havde ikke kunnet forlade Skolen før Kl. 4.

De banede sig Vej hen til Pastor Nordbye. Fru Meyers Ansigt var meget skjønt i sin Medlidenhed og Sorg. Karl undrede sig derover, for hun var dog egenlig ikke smuk. Men da hun nærmede sit Ansigt til Onkel Jørgens og saae ham ind i Øjnene, kom Karl til at tænke paa en Buket store, hvide, sorgfulde Blomster, friske af perlende Dugdraaber. – Meyers Pande var fuld af Gruber, og Øjenbrynene var som to levende Spørgsmaalstegn. Hans Stemmes Klang var for dyb til, at Karl kunde opfatte, hvad han sagde.

Nu skjød Præsten dem læmpelig til Side, og skjønt han blev staaende midt imellem Folk ligesom før, var det for dem alle, som en usynlig Magt løftede ham op og gjorde ham til Taler:

»Jeg vilde have sagt det til jer i Dag, I kjære Venner, at jeg fra nu af vil være jeres Præst, – ikke Statens eller Kongens, men jeres, 147 Menighedens Præst. – Men Han har jo selv sagt det, inden jeg fik aabnet min Mund, Guds Aand har hvisket det til os alle, at vi fra nu af hører sammen. – Saa være Han da takket, som selv vil tage Styret nu i alle Stykker, saa vi intet andet har at gjøre end følge ham; Han være takket, som sendte den bitre Sorg og forvandlede den Dagen efter til Glæde; Han være takket, som samlede os til eet, og som evig vil give dem tilbage i hinandens Favn, som aldrig, aldrig i Evighed kan undvære hinanden!«

Nu istemmede Præsten sin Yndlingssalme:

»Du, som gaar ud fra den levende Gud,
»Aandernes Aand i det Høje –

og det var, som det gamle Stuehus rystedes af den stærke Sang, som fulgte. Og Karl kom paa denne Decemberaften til at mindes den første Pintse, da han hørte Salmen synge, – det sneede overalt i Haven den Dag med hvide Kirsebærblomsters Blade. – Han var saa bevæget, saa han efter Salmens Slutning vilde skynde sig ud i Gangen. – Under sin Vandring langs Storstuens Væg henimod Gangdøren, kom han forbi sin Fader. Denne sad paa en Puf nede i Nærheden af Døren – og græd

Da Karl lidt efter kom ind igjen, havde hans Fader rejst sig, – de fleste saae hen paa ham, og det var tydelig, at man tænkte, han vilde tale. Det kunde Karl umulig tro; men i det samme sagde hans Fader: »Aa, jeg vil gjerne sige jer allesammen Tak for i Aften. – Ja, jeg har ellers saa lidt Tro til saaen noget som det, I her laver, – aa, men for den Glæde, I har voldt mig i Aften, og for den Trøst, I har – – – –« Han maatte standse for at faa Magt over sin Stemme. – »Saa vil jeg gjern' skjænk' ti Tusind Kroner til denhér Frimenighed een Gang for alle, hvis den da bliver til noget, – og ellers skal de vær' til en Legat til min afdøde Søsters Minde. – Godnat allesammen! Godnat Jørgen! og Tak for Din Kjærlighed til hende – –« Han vinkede Farvel til Præsten med Haanden og gik ud.

Der var en Snedker, som for Resten ogsaa tegnede Kultegninger efter Fotografier, der straks foreslog, at man skulde synge: »Det, som lysner over Vangen,« men Forslaget overhørtes, idet Pastor Nordbye begyndte at synge:

148

»Kjærligheds og Sandheds Aand,
»Jord og Himmels Hjertebaand
knytter Du alene –

I det hele talte man ikke ret meget sammen Resten af Aftenen, men sang og sang Grundtvigs mægtige Menighedssalmer, og der var mange, der syntes, da de gik hjem, at de først i Aften havde faaet en lille Smule Forstaaelse af de Sange. –

Det viste sig, at Meyer og hans Kone havde indrettet sig paa at blive om Natten, hvad Præsten var dem meget taknemmelig for. Meyer havde for Resten været saa underlig stille hele Aftenen, syntes Karl. – Da de mange Gjæster var bespist og var taget bort, satte Præsten, Meyer og hans Kone, Lærer Madsen og Karl sig ind i Studerekamret. Henriette og Ellen havde ikke Tid at være med, og Anna, paa sin Maade, hellerikke; hun skulde hjem for i Ro at læse endnu nogle Gange et Brev, hun havde faaet fra Stamherren, og hvori han bl.a. meddelte, at han først kunde komme til Holting om fjorten Dage. Anna var i det hele, hvad man kalder stærkt forlovet. – –

»Tak for i Dag, gamle Jørgen Nordbye,« sagde Madsen, saasnart han var kommen ind i Studerekamret, – og stak sin randhaarede, blege Ansigtsskive frem imod Præsten, idet han greb hans Haand.

»Ja, Gud ske Lov!« sagde denne. »Han vil jo sikkert velsigne os alle, sit Folk her paa Egnen. Det tvivler jeg sletikke paa. Aa, men jeg er ikke bedre, end at jeg maa tænke mest paa, hvad Han igaar og idag har gjort mod mig. Hvad er alle andre Overgange i mit Liv: fra Barndom til Ungdom, fra Ungdom til Manddom – hvad er de i Sammenligning med den Overgang fra Fortvivlelse til Glæde, der er timedes mig i disse Dage.«

»Siger Du dét?« sagde Meyer.

»Aa, jeg kan saa godt forstaa det, Pastor Nordbye,« sagde Fru Meyer, »og jeg er saa glad for det.«

»Ja,« sagde Madsen – man kunde nok se paa hans Ansigt, at det var noget godt, han ville komme med: »det er ikke enhver Nysen, jeg siger Gud velsigne Dig til. Men dettehér det er nu kommen som en Nyse«, og hér siger jeg frit: Gud velsigne Dig, gamle Jørgen! – Ja!«

Han drejede Ansigtet hurtigt, vekselvis mod den ene og mod den anden af de tilstedeværende.

»Det er underligt,« sagde Pastor Nordbye, som tydelig nok havde 149 overhørt Madsens Bemærkning, »jeg har i disse Dage saa tit, saa tit maattet tænke paa et Ord, et Vers, jeg engang hørte Pastor Grabow citere – ja, det er det forunderlige ved det: det var en af de nye, gudløse Digtere; – jeg kan blot huske de to sidste Linjer. Det siges i Verset, at Foraarets Frembrud i Naturen kan ikke oplive, forynge Digteren selv, – og saa siger han om sit Hjerte:

Det har sin egen sære Vaar –
Naar?

Det Naar? kan jeg svare paa nu. Det retter sig ikke efter Aarstiden, og det retter sig ikke efter Ungdom og Alder; men Hjertets Vaar kommer, naar Gud gjør det levende paany. – Og da er det, som man forud føler den evige Sommer. – Ham ske evig Tak og Pris!«

Der var en temmelig lang Pavse. Præsten sad og saae ind i Kakkelovnsilden. Meyer syntes at gruble over noget.

»Jeg kjender godt Verset, Du nævnte,« sagde han endelig. »Det er af en ung Mand oppe fra Thisted, J.P. Jacobsen. – Min Kone kjender godt hans Forældre. – Men troer Du ække, at det er lidt mere end et Tilfælde, dette, at det er – som Du sagde – en gudløs Digter, der har skrevet det Vers. – Jeg mener: vi – gaamle Grundtvigs Disciple – skulde jo dog nødig glæmme, at hvad der ække har en histaarsk Udvikling bag sig, som det er fremgaaet af, – det er i Almindelighed ække sundt.«

»Er det min personlige Oplevelse, Du tænker paa?« spurgte Præsten.

»Jeg kan ække lidde dette Udtryk: »det har sin egen, sære Vaar.« Jeg ka'kke lidde det sære. Fordi det er ække histaarsk, det er ække naturligt fremvokset. – Naa, men jeg tænker nu ække saa meget paa Dine personlige Oplevelser. Det maa Du jo bedst selv kjende. Men det er det, som Dine Oplevelser har bragt til Gjennembrudd – det er Frimenigheds-Tang-ken, som jeg nu ser er lige paa Næppet til at trædde ud i Llivet.«

»Jamen det er jo Dine egne Tanker, kjære Meyer.«

»Hvad – hvad – hvad er dét, Peter Meyer?« sagde Madsen.

»Troer Du, vi er fardige til det ? troer Du, Uddvikllingen er fardig til det? Troer Du, vi kan forsvare det overfor de mange smaa og hjalpeløse, som sidder rundt i Sognemenighederne og ække kan komme 150 med endnu. Hugger vi ække dér noget over, et levende Baand, som vi skulde bevare for den histaarsk-levende Uddviklings Skyld?«

»Jamen kjæreste, bitte Peter!« – sagde hans Kone i højeste Forbavselse.

»Begynder Du nu at kjøre op med den Snak,« sagde Madsen, »som jeg har hørt alle de grundtvigske Sognepræster smække sig med i den sidste halve Snes Aar, saasnart vores kjærlige og frisindede Gud og Fader li'som trak dem lidt i Frakkeskjøderne – –«

»Jeg skal sige Dig, hvad jeg tanker paa, Madsen; jeg tanker paa det Ord hos Profeten: »Trøster, trøster mit Folk!« – Men det er ække at trøste Folket: for nogle særliges Skyld, eller maaske for sin egen Skyld, at overhugge de levende Baand, som binder os sammen til et Folk, og binder os sammen med vor Fortidd, vor Uddvikling som Folk. -Tænk paa en lille Mand som Leopold Scheffeldorff henne i Lundborg. En go' lille Mand. Hvordan vil saad'n en lille – ja, jeg kan godt kalde ham: Hundestejle – hvordan skal han komme med, naar vi ukjærligt – og hvad der er Hovedsagen: uhistaarsk – skubber ham bort fra'vs, udd i det ydderste Mørke ?«

»Det var sjov, det var virkelig sjov!« udbrød Madsen, »er det dér, vi skal ha'e 'et! Ha, ha, ha! Er 'et Greve-Pengene, som er for pæne til at smides i Rendestenen? Jeg syntes nok, Du blev saa stille lige med eet derhenne paa Skolen, den Dag, da Greven han klingelingelingelingede for Dig med Portemonixen – ha, ha, ha, er jeg for slem, ha, ha, ha. Du kan vel nok taale en Spøg?«

»Jeg veed ække, om Du kjender et Ord, Madsen, som jeg kan huske fra min Barndom: »Degnefidtelse.« Jeg veed ække rigtig, hvad det var. Men det var noget, naar man smurte Degnene med 'et, saa kunde man faa dem til at gjøre, næsten hvad det skulde være: Ligvers og Lykønskningsvers og Bruddetaler ved Bordet og meget, meget andet. Jeg har, som sagt, kun hørt Ordet, – jeg veed ække, om Du skulde kjende baade det og Stoffet?«

»Hæ, hæ, hæ, ha, ha –« Madsen lo som besat. »Troer Du ikke ogsaa nok, at saadan nogle Skrumlekasser som dem, man kalder theologiske Kandidatusser, kan trænge til lidt Vognsmørelse –«

Pastor Nordbye kunde ikke lide denne Maade at spøge paa; han sluttede Samtalen, idet han sagde:

»Een Ting er sikker: at før vidste jeg Guds Vilje i denne Sag, men gjorde den ikke. Og det var galt. Nu baade veed jeg og vil jeg udføre 151 Guds Vilje. Og det er ret. – Peter Meyer forstaar jeg ikke i Aften. Men det er ogsaa sent, saa vi skal i Seng.«

»Du har selv tvivlet saa meget, Jørgen,« sagde Meyer idet han gav Præsten Haanden til Godnat, »saa Du har ække Lov til at undres, naar andre ogsaa et Øjeblik kan falde i Tvivl. Jeg haaber ogsaa paa, at den aandelige Løftelse blandt Folk her paa Egnen skal være stærk nok til at bære Sagen igjennem. Og i saa Fald – ja, saa skal ingen være glaadere derover end jeg. Det forstaar Du vel nok.«

»Nej, jeg forstaar Dig ikke i Aften. Men det kommer nok, naar vi faar sovet paa det,« svarede Præsten.

Karl foragtede fra dette Øjeblik Meyer. Foragtede ham saa afgjort, saa han ikke engang følte Vrede imod ham. Og han forstod sletikke Onkel Jørgen: at han kunde lade sig narre af saadan een; eller at han vilde være Præst for en Menighed, hvor saadan een kunde gaa uopdaget, ja, hvor Meyer vel endogsaa vilde komme til at spille en større Rolle. Han havde ellers været saa stærkt bevæget i Aften – men dette sidste! – nej, nu syntes han, det hele var Taabelighed. Hans Sind var i en underlig død Ligevægt, da han gik hjem til Holtinggaard. Det gav ligesom sletintet Udslag; alt, hvad der fyldte det, vejede lige op mod hinanden – det var lige uforstaaeligt altsammen, syntes han.

Da han gik ind, var han nær løbet imod sin Fader, der stod i den aabne Gangdør og saae ud i Gaarden. Det var meget mørkt, skjønt December-Himlen var tæt besaaet med Stjerner.

»Naa, er 'et Dig, Karl. Aa, jeg vild' bar' ønsk' Dig til Lykke, inden jeg gik i Seng.«

»Aa – – det er sandt!«

»Ja, Du fylder nitten Aar i Dag, min Dreng. – Godnat, lille Du!«

Karl tænkte paa Bestandigheden af sin Faders Kjærlighed, mens han gik i Seng. Alt hans eget syntes ham saa flygtigt. – – –

Da han næste Morgen, i klart Solskins Frostvejr, red til Glenstrup, kunde han forud mærke, at Pastor Grabow vilde have megen Magt over ham, hvis han vilde tale til ham om – alt sit – – om sin Verden.

Det gjorde Pastor Grabow dog ikke i Dag. Men – i Løbet af Vinteren kom de tit ind paa – saa mange forskjellige Sager. Og Karl blev stærkt optagen deraf – Julen hjemme var nu ogsaa saa skrækkelig 152 kjedelig iaar. – Karl og Anna var nok derovre i Præstegaarden Juleaften. Men der var fuldt af Børn af Frimenighedsforældre og en hel Del voksne desuden. – Henriette, havde saa lynende travlt med Opvartningen, saa hun næsten ikke havde Tid at tale et Ord med Karl. Og det kunde snart ogsaa være det samme, for kom de en enkelt Gang til at veksle nogle Ord – baade den Aften og ellers i Juleferien – saa var hendes Tone ikke blot noget bedrøvet, men tillige ligesom dadlende eller bebrejdende. – Hun blev for Resten saa ualmindelig smuk, Henriette. Nu var hun atten Aar. Hendes Næse og hendes Øjne – ja, det altsammen! hendes Figur – kjækt var det, – rank og slank Støbning helt igjennem. Og hvor hun saae godt ud, og saa elskede hun ham jo i Virkeligheden! – det kunde han jo sagtens mærke. Det var bare dette bedrøvede eller dadlende – det kunde han da blive saa ærgerlig over!–

En Dag kom han til at fortælle Pastor Grabow om hele Frimenighedsbevægelsen. Det var ellers sjælden, at han sagde ret meget. – Om, hvordan der blev bygget Kirke og Præstebolig – og der skulde ogsaa være Friskole, – en Snedker skulde være Lærer. Og om al den Glæde og Begejstring, der var. –

Pastor Grabow sad med et underligt Ansigt – han smilede vistnok, og Udtrykket var saa nysgjerrigt – han trak fra og kom med enkelte, smaa Spørgsmaal, – og Karl sad egentlig og blev uhyggelig ved saadan at fortælle om sit eget. Men han blev alligevel ved – Han fortalte tilsidst ogsaa om, hvordan det hele først ret kom i Gang, da hans Faster døde. – Om, at Onkel Jørgen saae paa den Slags Ulykker som Mindelser fra Gud om at give sig hen i hans Vilje, – og at nu vilde han helt gjøre Guds Vilje til Lov ogsaa for sin ydre Vandel – saavidt han kunde – og leve for at fremme Guds Riges Sag.

»Ja,« sagde Pastor Grabow endelig, »det er Vilje og Hensigt og Forsæt helt igjennem – for at, for at, for at! – Ifølge Darwins Theori er Drifter og Kræfter indrettet saa at, saa at, saa at, saa at – alt dét sker, som skal ske, og bliver til det, som det skal blive, – og alt det andet sker og bliver sletikke, alt det, som kun er Vilje og Hensigt og Forsæt. Med andre Ord: det hele gaar i Virkeligheden af sig selv, som man siger. – Det er en Tankegang, som det er værdt at sætte sig ind i; som det er værdt at føle, for der er megen Stemning i den. Den kan i mange Tilfælde virke behagelig dæmpende paa Bekymringerne, ligesom 153 Følelsen af Livets Ligegyldighed særdeles ofte kan dulme de menneskelige Sorger.«

»Jamen er der nogen, der troer paa det?«

»Paa hvilket ?«

»Ja – paa Livets Ligegyldighed – og – paa, at det gaar af sig selv?«

»Det er der vistnok. Men jeg taler altsaa blot om at føle Stemningen i disse forskjellige Betragtninger af Livet. Det er noget, som intet dannet Menneske bør have forsømt.«

154

IX

Efterhaanden som Examenstiden nærmede sig, tørrede Karls hele sjælelige Væsen ind til bare Vilje og Forstand, eller rettere Hukommelse. Den ene Dag lignede præcis den anden; de laa blot allesammen ligesom paa en Vej, der steg og steg op imod Afgjørelsen. Denne kom den 5. Juli og blev en glimrende Sejr for Examinanden og hans gamle Lærer. I alle Grabows Fag faldt det ud til ren Udmærkelse.

Da den sidste Overhøring var til Ende – om Eftermiddagen Kl. 4 – stod han ude i Kjøbstaden, omme i Kjøbmandens Gaard, hvor hans Hest var staldet ind, med en underlig Følelse af Fremmedhed og Tomhed. Han kjendte ingen i Byen. Det gjorde vistnok noget dertil. Men mest var det dog, fordi hans Examenslæsning i saa høj en Grad havde været en Ting for sig i hans Liv. Denne Løben om Kap mod Examensmaalet, som i saa mange Drenges Liv gjennemvæver alle deres Stemninger fra den tidlige Barndom, og derved bliver dem levende og hjemlig, havde for ham kun været noget rent parenthetisk, og noget, han havde seet som Modsætning til alt, hvad der var nogenting værd i sig selv. Sit Liv – alle sine Stemninger, alle sine Tanker

- havde han gjennemlevet, levet med, helt og ene for deres og sin egen Skyld, ikke – som Tilfældet er med saa mange unge Mennesker

- halvt for Examens Skyld. – Men derved var, paa den anden Side, hans Examensslid bleven helt til bevidst Trællearbejde for ham, noget, han hurtigst muligt havde villet have tilendebragt for atter at kunne leve. – Da nu Afslutningen var kommen, følte han i de første Øjeblikke, som sagt, kun Tomheden, Fremmedheden efter de forløbne Maaneders sjælelige Tugthusliv. Og denne Følelse, blandet med Træthed efter den voldsomme Anstrængelse, forsvandt kun lidt efter lidt.

Der blev straks sendt Bud op til Pastor Grabow med Efterretningen om sidste Dags Resultat, og nogle faa Dage efter red Karl selv derop.

Han havde en Anelse om, at Frøken Woltersien kunde være hos sin Onkel i denne Tid. Han havde ogsaa tænkt paa hende, mens han 155 red derop. Alligevel var det en stor og dyb Overraskelse, da han, paa Vejen mellem Glenstrupgaarden og Pastor Grabows Ejendom, saae hende komme gaaende imod sig.

Tanken om de faa Mennesker paa Glenstrupgaarden, de faa, gamle Mennesker hos Pastor Grabows, om de store Banker, der helt skjulte Holting By og Fjorden og alt til den Side og skilte derfra, Tanken om Solskinnet og Ensomheden paa dette Sted, Synet, Følelsen af hende midt i Ensomheden – alt drog igjennem hans Sind som en varm, bedøvende Sommeraande. – Og han følte med en stille Glæde, at han var mere moden, end da han saae hende sidst, han var hende mere jævnbyrdig.

Han red i Skridt, og hun kom langsomt; – hun gik sletikke og ventede paa eller ligesom opsatte noget for den sig nærmende Gjenkjendelses Skyld, – hun gik ganske roligt, med Hovedet en lille Smule løftet, og saae hen paa ham, medens Afstanden imellem dem aftog. – Hun var atter klædt i Gult – et matgult, meget tyndt Stof – men dog vist uldent – med en Mængde fine Rynker ned over det løstsiddende, noget udskaarne Liv. Det var meget vide, hængende Pufærmer, der lod Armene bare til lidt over Albuen. – Der var en dejlig Modsætning imellem dette løse, bløde, vissentørre Kjolestof og saa Halsens og Armens faste, plastiske, solbrændte Runding. Hun gik med en stor Straahat i Haanden, næsten strejfende Jorden med dens Skygge. Hendes svære, mørkladne Haar sad i en løs Knude langt tilbage ad Nakken – uden dog at berøre Kjoleranden. – Han saae alt dette – uden at tænke paa Enkelthederne; han tænkte ikke heller paa Dragten i dens Helhed, men paa det skjønne, levende Legeme, som den skjulte. For det syntes ham saa underlig tilfældigt, at den skjulte det.

De havde hilst og vekslet de første Repliker om ingen Ting.

»Aa – men kan De da ikke gaa tilbage igjen til Pastor Grabows?« spurgte nu Karl.

»Det kan jeg næsten ikke – hverken for Deres eller for Grabows Skyld. For jeg sagde udtrykkelig til dem, at jeg gik min Vej, fordi jeg i Dag kjedede mig saa frygtelig nede hos dem.«

»Ja, saa bliver Æren jo næsten for stor for mig, hvis De nu vender om.«

»Aa – nej! Jeg kan sige det til Grabows, som det er: at det er blot, fordi De er et fremmed Mandfolk. Den Ære er da ikke saa stor.« – – –

Da man havde opholdt sig lidt ved Kaffebordet hos Grabows, - 156 sagde Frøken Woltersien, der ikke deltog i Nydelsen, men sad henne ved Vinduet og viftede sig med sin Hat: »Veed De saa, at Pastor Grabow har en Gave til Dem i Anledning af den herlige Examen?«

»Naa, nu kunde De ikke holde Dem længere,« sagde Grabow. »Jeg har saamænd ventet paa Aabenbaringen, lige fra De kom ind ad Døren sammen med Hr. Wintrup. Det vil sige: jeg troede næsten, De havde sagt ham det paa Vejen allerede.«

Grabow var, stadig snakkende, gaaet ind i sin Stue, og kom nu tilbage med et stort Lithographie i Ramme: »Frühling« af Böcklin.

Karl blev saa overrasket af Situationen: Dryaden og Rebekka Woltersien staaende Ansigt til Ansigt med hinanden, saa han ikke formaaede at fatte sig, – rødmede og kunde ingen Ting sige. – Men han havde jo Lov til i tavs Beundring at stirre en Stund paa Billedet.

»Ja, kunde man blot gaa klædt som hun der,« sagde Frøken Rebekka og pegede paa Dryaden.

»Føler De Dem saa generet af Varmen, kjære Frøken?« sagde Pastor Grabow.

»Nej, men for Skjønhedens Skyld! – Men det er jo muligt, at man blev for vigtig deraf, og ikke kunde tage det saa ubevidst som hun.«

»Hendes Ubevidsthed er unægtelig noget af det aller skjønneste hos hende,« sagde Præsten.

At de dog ikke kunde se Ligheden! tænkte Karl. Eller var de saa selskabsvante, saa de kunde lade som ingen Ting.

»Er jeg for Resten saa usædvanlig meget bevidst?« spurgte Frøken Rebekka, – og vendte sig mod Fru Grabow.

»Nej, sødeste, lille Frøken Woltersien,« sagde denne, »nej, De er en ganske yndig og livlig – og – og elskværdig ung Dame.«

»Der laa aldeles ingen Insinuation i mine Ord,« sagde Præsten, »og min Sjæl husede end ikke Skinnet af en saadan Tanke. Jeg tænker overhovedet aldrig, naar jeg har den store Fornøjelse at se Dem, Frøken Woltersien, paa, om De er bevidst eller ubevidst. Jeg finder Dem simpelthen harmonisk. Jeg kan ikke sige Dem eller Nogen større Compliment.«

»Nejede jeg ikke ogsaa smukt for Complimenten?« sagde Frøken Rebekka.

Pastor Grabow gjorde en anerkjendende Bevægelse med Hænderne. – »Selvfølgelig er De en Eva-Datter, kjære Frøken Woltersien.

157

Men lød det ikke for literært, vilde jeg meget hellere kalde Dem en »Goethe-Datter«:

Hier ist das Wohlbehagen erblich,
Die Wange heitert, wie der Mund;
Ein Jeder ist an seinem Platz unsterblich,
Sie sind zufrieden und gesund – –

Han siger det om Grækerne, – jeg troer, han vilde sige det samme netop om Dem, kjære Frøken.«

»Ja, jeg maa til at læse Goethe!« sagde hun.

»Kommer De engang til at elske, Frøken« –

»Det gjør jeg nok.«

»Da vil De gjøre den Lykkelige udødelig paa Stedet, hvor han staar, De vil gjøre Stedet evigt for ham, De vil gjøre ham salig, som han staar og gaar! – Thi De vil øjeblikkelig gjøre ham til en Hedning, – min allerbedste Frøken!«

»Aa, hvor det var dejligt, hvis jeg kunde!« sagde Frøken Rebekka ganske alvorligt og saae næsten beundrende paa Pastor Grabow. – Karl syntes, hun fik Taarer i Øjnene. – »Men De skal se, jeg kan det, Pastor Grabow, – »naar jeg bare kunde finde ham, den Ulykkelige!«

»Den Lykkelige, sagde jeg.«

»Ja, det var ogsaa det, jeg mente.« – Hun sad og saae ned paa Gulvet.

- »Tænk, hvis det nu viste sig, ganske uformodentlig, at blive Hr. Wintrup.«

»Tja!« – sagde Pastor Grabow og bredte Hænderne fra hinanden med et Skuldertræk.

Karl kunde kun præstere et tavst og dirrende Smil i sit ophedede Ansigt

»Ja, for det veed man da naturligvis sletikke i Forvejen, Pastor Grabow?« sagde hun.

»Nej, selvfølgelig, selvfølgelig!« svarede denne.

Hun rejste sig pludselig. – »Lad mig saa da laane anden Del af Faust med det allerførste,« sagde hun til Præsten. »Jeg maa igjennem ham. Men nu skal jeg af Sted.«

»Forretninger gaar for alt,« sagde Præsten.

»De mener, jeg har ingen. – Farvel, Hr. Pastor! – Farvel, kære Frue!

- Farvel, Ulykkelige!« 158 Karl tog Mod til sig i dette sidste Øjeblik: »De kommer da ned til Holting ogsaa denne Gang,« sagde han. »Maa jeg ikke hente Dem i Morgen ?«

»Forvovne! Frække! ha, ha, ha!« lo Pastor Grabow.

»Forstandige!« sagde Frøken Rebekka. – »De har forstaaet, at hvem der kjeder sig, kan man byde det utrolige. Kom efter mig, naar De vil, og naar De maa – for Deres Frøken Søster.«

Skulde Anna have været uvenlig mod hende sidst? tænkte Karl, idet hun gik ud af Stuen. –

Da Karl red hjem fra Glenstrup, søgte han i Tankerne at forestille sig, hvordan det Besøg vel vilde spænde af Det vilde egentlig sige: Hvordan de unge Piger hjemme vilde tage imod Frøken Woltersien. De Smaa – saaledes kaldtes endnu Ellen og Kirstine – i Præstegaarden havde nu vist ingen Mening om hende, for det var jo hele to Aar, siden hun sidst havde været der. Og Henriette havde jo dengang syntes ret godt om hende. Anna? – Ja, det kunde saamænd være saa nogenlunde det samme med hende. Nu havde hun Stamherren i denne Tid, saa tænkte hun jo ikke paa andet end ham, – og det gjorde hun jo for Resten hellerikke, naar han ikke var der! – Men ærgerligt alligevel med hende, det lille vigtige Fæ, at hun skulde kritisere et Menneske som Frøken Woltersien, som der dog virkelig var noget ejendommeligt ved. – Anna! – hvad var hun? hun var forlovet i disse Aaringer, andet var hun sletikke foreløbig. – Og saa med Stamherren! Robert! – ja, han var forlovet med Anna. Mere var der egentlig hellerikke at sige om ham. Men alligevel ansaae de sig selv for noget ganske extra, helt forskjellige fra andre Mennesker. – Det var idethele underligt med disse bevidste Kristne, disse opvakte Mennesker: et uhyre Skjel mellem dem selv og andre Mennesker var de sig allesammen bevidst; med nogle af dem var det saa bare Vrøvl; der var intet Skjel; men de var saa blot desmere selvgode og vigtige, – saadan var egenlig Anna og Stamherren og næsten alle de andre. Men nogle faa af dem var virkelig noget for sig – vilde han indrømme – uh, men saa var de saa sære og fanatiske, som nu Onkel Jørgen, – og han var næsten bange for, at Henriette var bleven ligesaadan.

Med Henriette døde denne Tankerække hen. Karl fik nemlig en 159 Fornemmelse af, at han ønskede at se sort – og skammede sig ganske flygtigt.

Naa, men een Ting var nu da vis: at Stamherren hverken kunde læse eller skrive ordentligt, og kjendte hverken Poesi eller Historie eller – – men, det var jo aldrig værd at ærgre sig. Og hvis hans kjære Søster og Svoger ikke brød sig om Rebekka, saa haabede han nok, at han skulde kunne underholde hende. –

Hans Fader havde naturligvis ikke det mindste imod, at han kjørte op og hentede den unge Dame. Tværtimod skulde han hilse hende fra Proprietæren, at jo længere hun vilde blive paa Holtinggaard, des kjærere var det ham. – Anna derimod fandt, at det var underligt, de skulde have saadant noget Sjov, saa kort efter Faster Maries Død –

Hun og Stamherren samt Karl sad inde ved Kaffebordet i Spisestuen, efter at Proprietæren var gaaet ind i sit Kontor. – Karl havde – ret rimeligt – ikke ventet dén Indvending og blev hidsig: »Hvorfor skal dét kaldes Sjov ? – Saa kan jeg jo ligesaa godt finde det underligt, at Du gaar her paa Gaarden og sjover med Robert fra Morgen til Aften.«

»Vi sjover virkelig ikke. Og Robert er min Kjæreste.«

»Ih, men hvem har dog givet Dig Ret til at sige om Frøken Woltersien, at hun sjover.«

»Hun hører det jo ikke.«

»Saa er det Bagtalelse! – Og det er en Fornærmelse mod mig, at Du siger det.«

»Hwordant kan det vær' en Fornærmelse imod Dig?« spurgte Stamherren. »Hun er jo da int Din Kjærest'?«

Karl blev rød. »Hun er en ung Dame, som jeg har indbudt her til Gaarden. Og med det samme staar hun under min Beskyttelse.«

»Din Beskyttelse!« lo Anna.

»Naa, Du indbyder unge Damer her til Gaarden?« sagde Stamherren.

»Med Faders Billigelse, ja. – Du, Anna, indbyder jo den unge, intelligente Herre dér.«

»Robert er min Kjæreste!« sagde Anna meget skarpt og alvorligt. Og dermed gik Kjærestefolkene ud i Haven for at være ene og tale sammen nogle Formiddagstimer.

160

Karl kom hjem fra Glenstrup med Frøken Woltersien lige til Middag – et Par Dage efter denne Samtale. –

Annas Stilling var ikke ganske nem. Thi vilde hun være afvisende overfor den Fremmede, var det uundgaaeligt, at hun med det samme kom til at staa – især i sin egen Bevidsthed – som den lille, uopdragne Landsbypige med sin endnu mindre opdragne Kjæreste under Armen. Hun maatte nemlig indrømme for sig selv, at Frøken Rebekkas Optræden og hele Væsen var – aldeles naturligt og uden Spor af Pretension – den fuldendte Dames. – Hendes Dragt! – Anna følte sig ligefrem blændet, da Frøken Rebekka lagde sit Overstykke og stod der under Knagerækken i Entreen, glattende sit svære, mørke Haar med Hænderne – iført en pragtløs men saa vidunderlig festligt klædende, gulrød Musselinskjole – for Resten af samme Façon som den, Karl havde seet Dagen i Forvejen – med et bredt, rødt Silkebælte om Livet og to blanke, røde Silketværbaand over Skuldrene mellem Halsen og de folderige Ærmer. – Hendes Hals, syntes Anna nok, man saae for meget af, men hvor den var dejlig!

Anna maatte da, i sin Broders Paasyn, springe midt ud i det skjære Hykleri. Hun tog Frøken Rebekka om Livet og førte hende i Veninde-Glæde ind i Dagligstuen. Stamherren stillede sig paa Trappestenen udenfor Døren og betragtede derfra Fjerkræet i Gaarden.

Inden de gik tilbords, havde Anna endogsaa taget en anden Kjole paa – efter Samraad med Frøken Rebekka – fordi den, hun gik med, ikke stod godt i Farven til den Fremmedes.

Først ved Middagsbordet viste Proprietæren sig. Frøken Rebekka fik naturligvis Plads ved hans højre Side; og han havde ikke siddet ved Bordet ret længe, før han hviskede til Anna: »Aa, lad os faa en bedre Vin paa Bordet.«

»Rødvin?«

»Ja.«

»Jamen saa har vi kun Amtmandsvinen.«

»Aa ja, lad os kuns faa den.«

Denne Vin blev der paa Holtinggaard næppe drukket af mere end hvert tredje Aar. – –

»Naa, maa jeg saa ret ønsk' den fremmede Dame velkommen. Det glæder mig at se Dem,« – han hævede sit Glas mod hende. – »Det er saa sjælden, man seer kjønn' Mennesker.«

161

Frøken Rebekka lo. »Ja, det kan Proprietæren sige om »man«; men De kan da ikke sige det om Dem selv.«

»Hvad mener De ?« sagde Wintrup. »Jeg kan da æt see mig selv –«

Selskabet brød ud i stormende Latter.

»- og jeg er s'gu da ikk'heller kjøn. – Ja – hvad – man skuld' da ha'e Lov til at udtal' sig.«

»Mener Du: til at tale ud, Fa'er?« sagde Karl.

»Jeg mener det, jeg siger. – Naa, og jeg mener, De er kjøn, Frøken Woltersien; saa kan De nu faae'et lig' paa Deres Tallerken.«

»Tak skal De have, fordi De siger det. Jeg er saa voldsom glad for at høre det af Dem. – Men jeg mente, at De kunde ikke særlig savne Synet af Skjønhed, saa længe De havde Deres Frøken Datter i Huset.«

»Ja, – Sludder og Sladder har vi s'gu nok af. Det er nu da ogsaa noget andet at se en Fremmed. – – – Naa, lad mig nu høre, hvad De gaar og tager Dem for i Hjemmet. Er'et æt ved Deres Onkel, De opholder Dem ?«

»Jo – hidtil.«

»Han er Kontormand.«

»Nej han har været – Bankdirektør.«

»Hvad er han saa nu ?«

»Ja, nu er han vist ikke andet end Geheimeraad.«

»Aa ja, det kan vær' ligesaa godt som saa møj and't. Og hvad er saa De – i Huset, mener jeg?«

»Aa, jeg forskjønner saadan Tilværelsen lidt.«

»Den kan saamænd ogsaa godt træng' til'et.«

»Ja, for der er næsten ingen, der gider gjøre noget for den – i dén Henseende.«

»Hin, hm, hm, – nej, det er s'gu vist. Naa, det er nu ogsaa de færrest', der har Tid til'et.«

»Jeg sønnes da osse, man ku' ta'e sig noe nyttigere til,« bemærkede Stamherren med pludselig Kraft.

»Ja, dét er sandt,« sagde Frøken Rebekka.

Stamherren var nær gaaet forover paa Grund af den uventet ringe Modstand.

»Men naar endda blot de, der havde Tid dertil, vilde pynte lidt paa den stakkels Tilværelse,« fortsatte Frøken Rebekka, »saa kunde den virkelig se meget bedre ud, end den gjør.«

162

»Ja, ja, nu vil jeg rigtig bed' Dem om at tage Dem af Holtinggaards Forskjønnelse, og tage Dem god Tid til'et. Skal vi klink' paa det paa gammeldags Maneer!« – – –

Henriette og Præstens to Døtre var budne om til Holtinggaard efter Middag. De kom uventet tidlig, endnu i Middagsstunden. Henriette saae nydelig, men noget nervøs og maaske forgrædt ud. Det var Anna, der havde været omme at indbyde hende. –

Man havde egentlig tænkt at sidde og døse inde i Havestuen i den varmeste Tid, men nu da de var komne fra Præstegaarden, fandt Anna, at man burde tage sig noget for. – Hun foreslog at gaa ned i Engen; der var nok kjøligt nede ved Aaen. Og der laa Baaden, hvis de vilde sejle.

Idet de gik igjennem Entreen og tog deres Hatte og Handsker – fandt Karl Lejlighed til et Øjeblik at betragte Rebekka Woltersiens dejlige Skikkelse fra Ryggen, og idet han, lykkelig ved Synet, tog sine Øjne til sig, mødte hans Blik Henriettes. Hun vendte sig hurtig om mod Knagerækken og tog sin Hat paa. –

Da de gik ned ad Trappestenen, og de andre tog Retning mod Gaardsleddet, kom Henriette rask ned ad Trinene, tog Karl ved Frakkeærmet og drog ham tilside hen under Vinduerne.

»Karl, Du skal love, at Du vil sige mig, naar det er forbi.«

»Aa, den dejlige Pande, hun har!« tænkte Karl. Den var saa urolig; men hendes Øjne turde han ikke møde.

»Naar det er forbi ?« sagde han.

»Ja, naar Du er kjed af mig,« sagde hun.

»Men Henriette dog – –«

I det samme raabte Frøken Rebekka – og Anna sagde noget lignende samtidig -: »Kan man sejle Baaden fra Aaen ud i Fjorden, Student Wintrup?«

»Nej, det troer jeg ikke,« sagde Karl – han kastede et flygtigt Blik efter Henriette, men hun fjernede sig – »for jeg troer nok, det er saa grundt der, hvor Aaen løber ud, saa vi ikke kan faa Baaden over,« fortsatte han og gik hen til de andre. – –

De unge Piger fra Holting var ikke nemme at snakke med, selv for en saa selskabsvant Dame som Frøken Woltersien. Henriette, der nu gik sammen med hende og Ellen, var meget venlig overfor hende, men de havde gjensidig ligefrem Møje med at finde paa noget at tale om. – Anna blev efterhaanden ærgerlig over sin egen Uformuenhed 163 som Værtinde og slog sig i en noget fornærmet Stemning paa Kjæresten. Hun og Robert gik lidt fra de andre i Engen; han mumlede, og hun hviskede.

Paa denne Maade naaede de Aaen, paa hvis Bred de alle tog Plads i Græsset. Men det viste sig, at Aaen aldeles ingen Kjøling gav i det skrækkelig lumre Vejr, som det var blevet. Der var trukken Tordenskyer op, mens man havde spist til Middag.

Frøken Rebekka spurgte Henriette, om der intet Badehus var her i Nærheden. Denne oplyste, at Præstegaarden og Holtinggaard havde et fælles Badehus i Fjorden, men naar det var saa lavvandet som i denne Tid, saa blev Fjordvandet ufriskt, saa man kunde ikke bade deri.

»Kan man da ikke bade i Aaen ?« spurgte Frøken Rebekka.

Jo, det kunde man nok for Vandets Skyld, men der var jo intet Badehus.

»Ja, hvad gjør det!« sagde Frøken Rebekka.

»Man kan da ikke bade under aaben Himmel,« sagde Anna, der sad ved Siden af Robert, – i en Tone, der var meget paavirket af hendes nys nævnte Misstemning, maaske ogsaa af hendes tidligere Uvilje mod Frøken Rebekka.

»Under aaben Himmel!« sagde denne og lo lidt drillende, – baade Tonen og Udtrykket forekom hende saa landlige. – »Da troer jeg virkelig, jeg vil prøve derpaa – det vil sige: blot min Hals og mine Arme!«

Hun tog sit Kjoleliv af og sprang ned i Baaden, der var fladbundet og laa meget lavt i Vandet, – bøjede sig ud over Rælingen og gav sig til at øse Vand over sin Nakke, idet hun for hver Gang sænkede sine Arme ned i det klare, rindende Vand.

Det var et saare skjønt Syn, men, navnlig for hvem der ikke var vant til at se Damer i nedringet Toilette, noget usædvanligt.

Da Frøken Rebekka rejste sig op, var Robert og Anna borte. Ellen og Kirstine saae hun ilende henimod et lille Krat, bag hvilket de to andre vel maatte være forsvundne.

Hun sprang op af Baaden med de vaade Arme og Skuldre blinkende i Solen, og løb hen efter sit Kjoleliv.

»Hvor bliver det øvrige Selskab af?« sagde hun til Henriette.

»Maa jeg ikke hjælpe Dem det paa,« sagde denne.

»Tak, det behøves saamænd ikke.«

Men nu saae hun Henriettes Ansigt lige foran sig – dets yndige 164 Træk opløste og voldsomt bevægede af Graad – og i næste Øjeblik laa dette Ansigt mod hendes nøgne, vaade Skulder.

»Jeg veed godt, det er forbi,« hulkede Henriette, »og det var det maaske ogsaa, før De kom. – Aa, De maa ikke være vred paa mig. – Jeg kan ikke blive hernede i Engen. – Jeg skal hjem. Farvel!« – Hun kyssede Rebekka heftig paa Skulderen – og løb bort ad Vejen, de var komne.

»Nej, hvor hun dog var sød!« sagde Frøken Rebekka, der nu atter var fuldt paaklædt, til Karl. – Han var den eneste af Selskabet, der ikke havde forandret Plads eller Stilling, – men Udtrykket i hans Ansigt var noget flakkende og uroligt. – »Og hun elsker Dem jo. Hvorfor tager De hende ikke? – Nej, hvor hun dog elsker Dem, den søde Pige!«

Karl vidste ikke, hvad han skulde svare.

»Naa, undskyld, – det kommer jo ikke mig ved. Skal vi gaa hen til det øvrige Selskab?« – Frøken Rebekka begyndte at gaa i den Retning, hvor de var forsvundne.

»Jeg tænker, de andre er ude paa Vejen nu,« sagde Karl. »Vi kan nemmere gaa hjem ad den.«

Karl og Frøken Rebekka konverserede nu meget livlig om Fjorden og om Naturen her paa Egnen i det hele, – indtil de naaede de andre et lille Stykke udenfor Holtinggaard. –

Anna og hendes Kjæreste syntes stærkt optagne af at drøfte et eller andet privat Anliggende. De lod Karl og Frøken Woltersien passere forbi og fulgte saa lidt bagefter.

Da Selskabet naaede Kjøreporten igjennem Ladebygningen, kaldte Anna dæmpet paa Karl. Frøken Woltersien gik videre – ind i Gaarden, sammen med Ellen og Kirstine Nordbye. – Karl blev vinket hen til Kjæresteparret, der stod udenfor Lademuren lidt til Side fra Porten.

»Du maa faa hende til at rejse i Aften,« sagde Anna. »Jeg gjør Skandale. Jeg vil ikke tale med hende.«

»Er det Frøken Woltersien, Du taler om?«

»Ja, det kan Du troe, det er.«

»Hvis Frøken Woltersien ønsker at rejse i Aften,« sagde Karl, »saa bliver det virkelig hendes Sag og ikke min. Og gjør Du Skandale, saa bliver det Din egen Skam. Jeg troer ikke, Frøken Woltersien vil tage sig det videre nær.«

165

»Robert siger, at han korn saadan til at tænke paa nogle væmmelige Damer, som han engang saae i Hamborg.«

»Det var da kjedeligt, at Du ikke dengang var til Stede og kunde trække ham bort fra at se paa saadant noget,« sagde Karl smilende.

»Ja, det war ogsaa kjedeligt; for jeg war jo int kloger' dengang,« sagde Robert – stammende – og blev straks efter meget rød

Karl fik en Anelse: »ja, ja – naar Du dog ikke gjorde andet end at se paa dem –«

Anna drejede netop Ansigtet om mod sin Kjæreste, der pludselig havde faaet et ganske forvirret og sønderknust Udseende. Hun fik vist selv en Anelse: »Uh, hvor Du er bleven uhyggelig, Karl!« sagde hun, idet hun tog sin Kjærestes Arm og hurtig gik bort sammen med ham – ud i Haven.

Proprietær Wintrup gjorde mange Indvendinger, da han hørte, at Frøken Rebekka vilde af Sted allerede i Dag. Men hun lo og kaldte det en Selvfølge, at hun skulde hjem til Aften.

Kl. 8 sad hun og Karl atter i Enspændervognen og kjørte nordpaa ad Glenstrup til. –

De talte atter om Naturen, og skjønt der var en forunderlig Stemning i alt, hvad hun sagde, sad Karl dog kun og forundrede sig over hendes Konversationstalent, hendes Evne til at tale livligt om noget, som, efter hans Formening, ikke i Øjeblikket kunde interessere hverken hende eller ham.

Da de havde kjørt den halve Vej, sagde han endelig: »Aa, Frøken Woltersien, jeg har desværre ingen Undskyldning at bringe Dem, men maa jeg ikke bede Dem om ikke at være vred paa mig for min Søsters Optræden.«

»Jamen hvad var det dog med Deres Søster?«

»Ja, hun blev jo forarget og spillede siden den Fornærmede.«

»Forarget! – ha, ha – anede det mig ikke nok! Dernede i Engen?«

»Ja.«

»Aa, det er Synd, at de ikke er gifte for længe siden, Deres Søster og Svoger.«

»Saa? Hvorfor det?«

»Jo, de trænger saa frygtelig til det. – Netop saadanne pæne Kjærestefolk, – de gjør ofte saadan et pinlig uanstændigt Indtryk. Og det er dog det, de aller nødigst vilde.«

166

»Ja, det sidste er rigtignok sandt!« udbrød Karl ganske forbløffet.

»Jo, – man kan se det paa dem og paa alt, hvad de foretager sig; de bliver jo halvtossede og halvsyge af alle disse – alle deres – Tanker og Længsler –«

»Det er mærkeligt, at høre en ung Dame tale saadan – jeg er ganske –« Karl kunde ikke lide sin egen Tone og Maade; han syntes nærmest, den passede til en gammel, vindtør Persons Forundring og Beundring overfor et originalt, ungt Menneske. –

Da de drejede fra Landevejen ind til Glenstrupgaard, vovede han sig til at sige, at det vilde glæde ham forfærdelig meget, om de undertiden kunde sees i Kjøbenhavn.

»Ja -,« sagde hun, og trak meget stærkt paa det, »det bliver nu i hvert Fald ikke før Jul -, og da bliver det jo hellerikke, naar De skal hjem. Jeg rejser nemlig til en Tante, jeg har paa Voldbygaard her i Jylland, og bliver der til Foraaret. Jeg skal blot hjem og se til min gamle Onkel i Julen. – Men ham skal De besøge. Det er saadan en snurrig gammel rar Een, – Geheimeraad Woltersien, Kronprinsessegade.«

Karl takkede. Lidt efter holdt de for Døren. –

Da Karl kjørte hjem, var han blot klar over een Ting: at Henriette blev det ikke. – Nu syntes han, hun bragte ham til at tænke paa den Krog i Præstegaardshaven, hvor de engang havde leget saa meget, men hvor der aldrig kom Sol paa Grund af Plankeværket, og hvor Planterne derfor var saa bleggrønne. – Rebekka Woltersien! – det var som Luft og Sol og mægtigt taarnede, glødende Skyer. – Og denne Overgang, hvor Hals og Skuldre rundede sig svulmende og blev til Barm! – Hvor var hun dejlig! dejlig! dejlig!

Han rejste efter nogle faa Dages Forløb til Kjøbenhavn, uden at Henriette og han havde talt sammen om det, hun sagde nede ved Aaen.

167

X

Det blev en særdeles tarvelig og indholdsløs Tid, de første Maaneder, Karl var i Kjøbenhavn. Det var ham ikke muligt at slaa Rod nogetsteds eller i nogen Ting. Han mærkede, at han var langt mere Hjemmefødning, end han havde troet. – Han boede i et Pensionat, hvor de talte paa den taabeligst mulige Maade om alt, hvad de talte om. – Han aflagde Geheimeraad Woltersien et Besøg, men saa spydig en gammel Herre syntes han da aldrig, han havde truffet før. Han tog sig slet intet andet for overfor sin Gjæst end at gjøre Nar ad ham. – Professorens Forelæsninger kunde han, at begynde med, sletikke forstaa, og hans filosofiske Manuduktør talte aldrig om Filosofi med sine Elever.

Arbejdet var alligevel det, som først blev ham nogenlunde hjemligt, – og da han havde faaet gjort en Begyndelse med at forstaa, blev han snart meget stærkt optagen af det filosofiske Studium. – Han var derfor noget bedre tilpas, da han anden Gang begav sig paa Visit hos Geheimeraaden – et Par Dage før Juleaften – i det Haab at træffe Frøken Rebekka hjemme. – Det var hun virkelig. Men han havde ikke meget ud af Besøget. Det var morsomt nok at høre hende og Onkelen spøge og drille hinanden, men hun gav ikke Karl mindste Lejlighed til Samtale under fire Øjne.

Da hun og Geheimeraaden fulgte ham ud i Entreen tilsidst, bad hun ham hilse i Holting og i Glenstrup. – »Og saa venter jeg bestemt, at De er forlovet med Frøken Henriette Lind, naar De kommer tilbage efter Juleferien.« – –

»Naa, saadan!« sagde Karl ved sig selv, da han gik ned ad Trapperne.

Anna tilbragte Julen i Vendsyssel. Det var Karl glad ved. Det var saa hyggeligt at gaa ene hjemme hos den Gamle – snakke med ham, og for Resten læse og løbe paa Skøjter.

Holting Præstegaard stod næsten tom. Onkel Jørgens var flyttet i Slutningen af November – hen i den nye Frimenighedspræstebolig. - 168 I Holting Præstegaard boede kun den nye Præst og hans Husholderske. – Karl var flere Gange i de maanelyse Aftner inde i Hegnet, hvor Uglerne, som sædvanlig, tudede i denne sneløse, milde Juletid. – Hvor det lugtede hjemlig muldet derinde, trøsket og ramt af de raadnende Blade, og hvor var Luften dog bedøvende tung af Minder. – Han følte saa tydelig, at denne Luft vilde have været ham for stærk, den vilde have gjort ham syg i Sindet, hvis ikke han havde kunnet kalde paa Tankerne om Rebekka; – men naar de kom sprængende som Valkyrier paa vilde Heste med Foraarsblæst og Solskin i Følge, da var det saa underligt, ganske ene derinde i Hegnet, at føle sig forvandlet til en helt anden. – Altid disse hvide, farende Skyer! – Rebekka selv en hvid, solbeskinnet Foraarssky! – Saa kom rigtignok tillige altid Uroen, Ængstelsen for, at han aldrig skulde kunne vinde hende. Men ogsaa Ængstelsen for Rebekka var frisk og fremtidig.

Han var en Dag ovre i den nye Frimenighedspræstegaard, som i Sommerens Løb var bleven opført omtrent midt imellem Holting og Lundborg.

Det gjorde ham meget ondt at se, at Henriette var bleven baade bleg og mager. Det var jo for hans Skyld; skjønt hun næsten ikke saae paa ham, kunde hendes Øjne dog ikke skjule det for ham. Hvor de vare gode og dybe og ærlige og – hvad der pinte ham mest og lod ham føle sin Uret stærkest – de var forskræmte, ligesom ydmyg bange. Den Følelse kunde pludselig komme over ham, at det var jo selvfølgeligt: det eneste rette for ham var Henriette; det andet var rent at komme paa Siden af sig selv. – Men straks efter stod denne Følelse for ham som blot en Stemning, eller maaske en Frygt, en Angst, der ligesom snyltede paa hans stærke Higen imod Rebekka.

Han kjørte hjem til Holtinggaard med Sindet i fuldstændig Opløsning – uden mindste Beslutningsevne, endogsaa blot i Tanken. Men næste Morgen havde Sindet rigtignok taget sig sammen igjen, saa det havde Skik. Det stejlede af Iver efter at komme frem, efter at bedyre for sig selv, at nu skulde det staa til – hellere alt, hellere Død og Undergang end opgive Rebekka Woltersien! Og bag Iveren laa en stille Følelse af, at det Uafvendelige maatte jo dog ske.

Han kunde ikke holde det ud længere hjemme. Han tænkte sig Muligheden af, at Frøken Woltersien endnu kunde være i Kjøbenhavn. – Dagen efter Helligtrekonger var han oppe og aflagde Visit hos Geheimeraaden. Men hun var borte. – Geheimeraaden sagde som 169 Afslutning paa den Pavse, der desværre var opstaaet i Anledning af denne Meddelelse: »Ja, det bliver mig selvfølgeligt meget vanskeligt at styre min Utaalmodighed, men hvis jeg ellers kan overleve Ventetiden, saa vil jeg kunne aflægge hende en Visit – Snak! saa vil hun være hjemme hos mig igjen henimod Midten af Maj.«

Karl kom der et Par Gange i Løbet af Vinteren for dog at holde Forbindelsen med Geheimeraadens Hus vedlige, til hun kom hjem. – Men hans Længsel var saa pinlig og tærende, saa Frodigheden atter var borte af hans Tilværelse de næste Maaneder. Han havde, som før Julen, kun Arbejdet. – Til Gjengjæld fik han ogsaa en Mængde læst og kom henimod Foraaret i Tvivl, om han ikke hellere skulde vælge det filosofiske end det historiske Studium. – –

En Dag i Midten af Maj kom Frøken Woltersien og Karl spadserende i Pilealleen. – Hun havde ved Frokosten i Dag maattet tilstaa, at hun ikke havde været i Søndermarken, siden hun var 6 Aar, og det laa nu 14 Aar tilbage i Tiden. Og Karl havde saa sat denne usædvanlig lange Tur igjennem. Det højeste, han hidtil havde kunnet drive det til, var Langelinie. – De havde kjørt i Sporvogn til Runddelen.

Saasnart de vare blevne forholdsvis ene i den mindre befærdede

Sideallee, sagde Frøken Rebekka: »Det er maaske alligevel ganske godt, vi er kommen paa saadan en længere Tur. Jeg skal dog engang have talt fornuftigt med Dem. – Jeg kan ikke tro andet, end at De burde forlove Dem, jo før jo heller, med Deres Barndomsveninde Frøken Lind.«

Hun saae fra Siden paa Karl. I denne trak det op til store Ting, der dog maatte have lidt Tid til at komme frem.

»De er dog vist af samme Slags som hun. Og hun idetmindste mener ærlig sit, ihvordan De saa mener Deres –«

Karl var endnu ikke færdig til at svare.

»Jeg kan ikke glæmme hendes Stemme den Dag ved Aaen. Jeg har aldrig hørt noget komme saadan fra Hjærtet som hendes Graad.«

Karl fik stadig nyt at tænke paa ved det, hun sagde, og kunde derfor ikke fatte sig.

»De seer saa højtidelig ud, men siger ingen Ting.« – Frøken Woltersien stod et Øjeblik stille. – »Aa, Folk, der tager saa forfærdelig højtideligt paa Forlovelser og sligt, som De – de glæmmer gjerne at vise den allersimpleste Redelighed og Retfærdighed i de Forhold,« sagde hun og gav sig atter til at gaa.

170

»Frøken Woltersien –« begyndte Karl, der næppe kunde beherske sin Stemme –

»Ja,« sagde hun, – »De har ikke Lov til at gaa og sværme for mig, hvis De i fjærneste Maade derved narrer Frøken Lind – – det er absolut uhæderligt mod hende.«

»Henriette Lind betyder for mig ikke det mindste længere – og hun veed det selv – aa, Frøken Rebekka! – for der er intet i hele Verden, der har ringeste Værd for mig, uden De alene.«

»Ha, ha, ha, aleneste Gud i Himmerig!« lo Frøken Rebekka.

Saa blev hun alvorlig og gik tavs nogen Tid.

»Aa, jeg har saa ondt af hende, den søde lille Pige,« sagde hun endelig, »og jeg forstaar ikke, at De ikke har det. – – Naa, men jeg forstaar ikke den Slags Mennesker.«

»Aa, Frøken Rebekka, maa jeg ikke – –«

»Naa, ja, De holder altsaa af mig – det er det, De vil sige.«

»Ja, det er det. – Aa, men De –«

»Jeg holder ogsaa af Dem. Jeg er saa taabelig forelsket i Dem! – skjønt De i Øjeblikket næsten er mig ubehagelig. – Og een Ting vil jeg sige Dem: jeg vil ikke forlove mig med Dem, og jeg veed hellerikke, om jeg vil gifte mig med Dem.«

»Men, hvad mener – Du?« sagde han stammende og trykkede hendes Haand »Du – kjære –«

»Jeg mener f. Ex., at De ikke skal sige Du til mig, uden lige i de enkelte Øjeblikke, da De ikke kan lade være –«

»Jamen det kunde jeg ikke nu –«

»Naa, – ja, ja! – I Øjeblikket kan jeg godt lade være. – Jeg kan blot ikke lide denne regelmæssige Sigen Du og dette systematiske Kysseri, man jo mener med Forlovelse. – Og lige i Øjeblikket bryder jeg mig ikke engang om at være længere sammen med Dem. – Nu bliver De staaende her eller gaar videre ad Søndermarken til, og jeg gaar tilbage til Sporvognen. Farvel!« – Hun vinkede med Haanden og sendte ham et Blik – slet ikke bedaarende – men saa elskværdigt, saa godt, saa han helt oversaae den næsten uforskammede Behandling, han fik.

Han noterede den 18. Maj i sin Lommebog som Forlovelsesdagen, uagtet det baade var unyttigt og ukorrekt. Det var da heller ikke meget, han mærkede til sin nye Lykke i Tiden før Sommerferien. Hun var saare indtagende og elskværdig, naar han kom og aflagde hende og hendes spydige Onkel Besøg; men ensomme Samtaler eller 171 Spadsereture sagde hun stadig mere eller mindre ligefrem Nej til. Sommetider erklærede hun, at hun ikke var i Stemning, sommetider beskyldte hun Kjøbenhavn og Omegn for at være stemningsløse. – Engang ytrede hun, at de kunde saamænd tidsnok blive færdige med hinanden. – I den Anledning forlangte han meget indtrængende en Forklaring, der skulde afgives paa en Tur til Tidsvilde. Men han fik hverken Forklaringen eller Turen.

Saa meget mente han dog at kunne forstaa, at det skulde blive bedre i Sommerferien; og han fik nu selv særdeles travlt med Examen, eftersom han, trods sin vidtløftige Omstrejfen i hele Filosofiens Rige, dog havde forsømt det filosofiske Examensstof temmelig meget. – Han laante et Kollegie-Hefte af en Kammerat, der ansaaes for at have fulgt meget stadig med ved Forelæsningerne. Han var ogsaa saa heldig paa Læsningen heraf at erhverve sig et Laud, medens Heftets Ejermand kom op i et Hul i sit eget Manuskript og faldt igjennem.

Situationen hjemme i Sommerferien var temmelig vanskelig for Karl. Han kunde ikke blive fra Glenstrup, hvor Frøken Rebekka opholdt sig, og dog kunde han ikke deklarere nogen Forlovelse.

Efter et Par Dages Forløb fortalte han sin Fader det hele. Hans Fader var saa nem at snakke med, og han vilde ham jo da ikke andet end godt.

Karl fremhævede gjentagende for sin Fader det aldeles enestaaende i al Rebekkas Optræden, hele hendes Væsen.

»Aa ja, saamænd,« sagde Proprietær Wintrup, »jeg troer s'gu alligevel, jeg har kjendt en Pige engang, som lignede hende noget. De er paa en Maade saa sær fin' i'et den Slags; man skal pass' paa at vær' skaansom mod dem; de kan saa let komm' til at gi' møj mer', end de faar. Jeg vil for Resten sig': de trænger til, at Mandspersonen han skal vær' ridderlig overfor dem.« – Dermed sluttede Samtalen.

Karl syntes, det var overordentlig kjønt og rigtigt sagt af hans Fader. Man kunde dog se, hvor lidt egentlig Læsning var nødvendig til Dannelse. Han søgte i Løbet af Dagen at fastslaa for sig selv sin Faders Plads i Tilværelsen i det hele, og fik ham tilsidst stillet meget højt.

172

Dog nærede han en beskeden Tvivl om, at hans Fader virkelig skulde have kjendt en Kvinde af Rebekka Woltersiens Art.

De Unge paa Holtinggaard og hos Pastor Nordbyes havde paa denne Tid en stor Sorg, idet Morten Hejlgaards – navnlig hans Kone, Ane – var gaaet hen og havde saa godt som tvunget deres Datter Karen til at forlove sig med Jættemanden Lars Nielsens Søn, den ikke mindre jætteagtige Ole.

Ellen og Kirstine Nordbye græd deres modige Taarer sammen med den stakkels Karen selv. – Hos Henriette havde denne Tildragelse forøget en vis Angst for Menneskene og Livet i det hele, som hun i Forvejen led under. Anna og hendes Kjæreste var nærmest indignerede over det skete.

»Hwa', saa er der jo int noe ved det altsammen, naar de kan gjør' saa'en noe,« sagde Stamherren.

Karl kunde væsentlig bifalde disse Ord. Hos ham bestyrkede Begivenheden den Mistillid, som han i det hele havde faaet til alle disse -»bevidste« Mennesker.

Pastor Nordbye tog Morten Hejlgaard og Ane ordentlig i Skole. Og Morten fortrød det ogsaa inderlig, og Ane græd og græd stride Taarer, og jamrede virkelig oprigtig over, saa ussel hun var, og saa usselt alting var. Men nu var de jo forlovede, se saa fik det jo nu være saadan. Det stod hun dog urokkelig fast paa.

Niels Vibro's Niels havde taget Hyre paa en Skonnert, saasnart Forlovelsen var bleven bekjendt, og foer nu paa Norge.

Karl sad oppe paa Midterhøjen i Glenstrupgaards Have sammen med Frøken Rebekka og fortalte hende om alle disse Bedrøveligheder. Han fortalte senere om Meyers Pengebegjærlighed, der nær i sidste Øjeblik havde gjort ham til en Modstander af Frimenigheden. Og han talte i det hele nedsættende om – alt det, som han drejede Ryggen til, naar han vendte sit Ansigt imod Frøken Rebekka.

»Jamen hvad er det da, der har gjort Henriette Lind til det udmærkede Menneske, hun er?« sagde Frøken Woltersien pludselig; »og 173 hvad er det – jeg mener: hvor er det kommen fra, det, som jeg er indtaget i hos Dem selv, Karl? – For De maa endelig ikke tro, det er Deres Kritiskhed, jeg er forgabet i.«

»Aa, hvor kan jeg vide det,« sagde han. »Gud ske Lov, at Du er indtaget i mig!« – Han slog pludselig sine Arme om hende og kyssede hende paa Munden.

»Aa nej!« sagde hun, »jeg kan ikke godt med dette Klemmeri og disse Trykkys.«

»Maa jeg ikke kysse Dig?«

»Jeg sagde: Trykkys. – Et Elskovs-Tegn er eet, og noget andet er disse Forsøg paa at æde sin Kjæreste. Det er mig sanseligt paa en uskjøn Maade –«

»Nej! Jeg forstaar ikke –«

»Vi kan jo dog ikke give os virkelig hen til hinanden heroppe paa Højen.«

»Men kjæreste Rebekka, hvad mener Du dog?«

»Jeg mener næsten altid det, jeg siger.«

De sad et Øjeblik tavse. Saa sagde hun: »Kan De nu gaa ned ad Højen og hente mig de to gule Roser der. Saa synes jeg, vi skal gaa over at besøge Pastor Grabows. Jeg kan saa godt lide at komme der. Jeg har virkelig en Følelse af, at det hele forskjønnes dér ved min Nærværelse. Baade han og Fruen og det altsammen begynder at lyse og faa Glans, saasnart jeg er derinde. Det er noget af det dejligste, jeg veed, at frembringe en saadan Virkning.«

Frøken Rebekka forlangte, at Karl skulde tage hende med til Frimenighedskirken en Søndag. Saa skulde de bagefter besøge den nye Præstegaard. Han var lidt kjed af det, men havde ingen Lyst til at diskutere Grunden.

Han hentede hende da i Enspændervognen paa Glenstrupgaarden, og de naaede til Frimenighedens Præstegaard, lidt efter at Gudstjenesten var begyndt. – Der var ingen til at tage mod Befordringen i

Præstegaarden. Karl maatte selv sætte Hesten paa Stald. Frøken

Woltersien stod i Gaarden og ventede. – Da Karl vendte tilbage fra Stalden, saae han Henriette komme løbende henne fra Kirken over Gaarden. Hun skulde lige forbi Rebekka. Hun hilste og gav Haanden: »Jeg 174 skulde hente et Lommetørklæde til Onkel Jørgen. Han havde glemt at tage et med. – Goddag, Karl!« – Hun nikkede til Karl og løb ind i Huset.

Da Karl og Rebekka gik over til Kirken, sagde hun til ham: »Nu kunde jeg intet bestemt se. Men een Ting skal De vide: At jeg ikke et eneste Øjeblik vil taale at staa imellem hende og Dem, hvis Deres gamle Følelse for hende en Gang vaagner.«

»Du veed ikke, hvor Du saarer mig ved at sige saadant noget,« sagde Karl. Men da gik de netop ind ad Kirkedøren.

Hvor Kirkesangen var bleven mægtig og brusende, tænkte Karl, og saa syntes han, den havde faaet en egen kvindelig-skjøn Myndighed. Der maatte dog være sket noget med de Mennesker. Ellers kunde de da ikke komme til at synge saadan.

Der var en ung Karl, der rejste sig, saa Rebekka kunde faa Plads. Karl blev staaende udenfor Stolen.

Han følte sig meget greben af hele Gudstjenesten. Han glæmte helt, hvad han havde imod de Menneskers Væsen, som var herinde, – ikke saaledes, at han tilgav dem noget, eller oversaae noget hos dem, – men han følte, at der var en Magt herinde, som betog ham, og som aldeles ikke var dem, en Magt, han umulig kunde have noget imod, ja, som det var formasteligt ikke at bøje sig for. En rig, skjøn, gavmild Magt, – og som han havde kjendt fra sin tidligste Barndom. – Han skottede om til Rebekka. Hun saae ogsaa ud til at være ivrig optagen af det, hun hørte. Karl tænkte, at hvis Onkel Jørgen opdagede de Øjne, hvormed hun saae op paa ham, saa maatte han da komme til at synes udmærket godt om hende.

I samme Øjeblik faldt det ham ind, at det jo i Dag var Onkel Jørgens Fødselsdag, den 14. August – saa kom der da formodentlig mange Fremmede i Præstegaarden i den Anledning. –

Heri havde han gjættet ganske rigtigt. Efter Gudstjenesten gik næsten Halvdelen af Menigheden over i Præstegaarden, hvor de trakteredes med Kaffe. – Meyer var der, og Lærer Madsen og Morten Hejlgaard med Datter og Svigersøn – og mange andre af Karls gamle Bekjendte. Alle betragtede med Nysgjerrighed Frøken Woltersien i hendes elegante og, som sædvanlig, noget udfordrende Dragt. Hun ansaaes almindelig for Karls Kjæreste, men det var jo da en underlig Maade, de gik paa, syntes man. – Pastor Nordbye kom hen og hilste meget venlig paa hende og bød hende velkommen i Præstegaarden. - 175 Oppe i Nærheden af hans Plads, hvor Ole ikke turde vove sig hen, stod Karen Hejlgaard med Ellen Nordbye om Livet. Hun saae bleg og forgræmmet ud, men lo og hviskede i Øjeblikket meget fornøjet sammen med sin lille Veninde. Ole stod som tøjret med Ryggen til Dørstolpen imellem Dagligstuen og Entreen. Han drejede omkring denne, frem og tilbage, med sin Pibe i Munden, eftersom Trængselen i Døraabningen førte ham hid eller did.

Henriette viste sig saa godt som sletikke. Hun havde jo ogsaa meget travlt i Kjøkkenet saadan en Dag. Men Kvinderne var ofte i smaa Partier ude hos hende og stod hende i Vejen. Hun var meget afholdt af alle i Menigheden. Hun var da saa god af sig, – og saa var hun jo en rig Pige og gavmild med det meget, hun havde. Og saa at slide saadan i det hver evige Dag, skjønt hun sletikke havde haft det nødig! –

De blev for mange inde i Stuerne efterhaanden. Saa trak de ud i Haven og lejrede sig paa Plænen omkring Flagstangen. Op imod denne tog Lærer Madsen Plads, og det kunde nok se ud til, at han med det første vilde give noget til bedste. Han flyttede saa uroligt paa Benene og snakkede sletikke med de Omkringstaaende.

Meyer gjorde i humoristiske Vendinger Karl opmærksom herpaa. Han sagde det vistnok ligesaa meget, for at Frøken Woltersien skulde høre ham. Hun stod i Nærheden, men Meyer syntes ikke at have Mod til at bede om at blive præsenteret for hende.

»Kan der saa blive Ørenlyd og Hjerterum for en lille Festtale ?« lød det henne fra Flagstangen. »Hm, Hmmm. – Ja, – for hvis I nu vil laane mig jere Øren nogle faa Minuter, saa vil jeg laane jer Kjæften min, som jeg engang hørte en Nordmand sige. – He-jah, det skal ikke tage lang Tid. For jeg vil blot have Lov til at sige et lille Gudskelov. – Jeg siger: Gudskelov, for det vi har vores gamle Jørgen imellem os, og for det han i Dag fylder sine 64 Aar. Gudskelov, for det vi har Sandheden og Kjærligheden imellem os, som er husvild alle andre Steder end i Menigheden. Gudskelov, for det at vi saadan midt i den store Jætteverden har faaet Lykke til at lave os saadan et lille frit Mandhjem, et lille Fristed, saadan at vi skal ikke her være nødt til at blande os med hele eller halve Fritænkere og ugudelige Kropper, hele eller halve ligegyldige eller urene Kjødkropper, hele eller halve Jætter, Nisser og Trolde, og hvad de allesammen hedder, – men vi kan sige til dem, hvis der tilfældigvis skulde komme nogen: far heden! – eller – æh – far hid! – jeg mener: far did, hvor I hører hjemme! – Tak, gamle 176 Jørgen-Mand, gamle Præste-Mand, for det Du har ført os ud i det Fri! Tak for det, siger vi. Gudskelov for det!« – –

»Han har rigtignok efterhaanden lagt sig en værre »Kjæft« til, den gode Mand,« hviskede Meyer til Karl, dog saadan, at Frøken

Woltersien kunde høre det; »jeg troer ogsaa, Folk er ved at være slemt

kjedde af hans Festtaler. Men Din Onkel holder jo paa ham. Jeg forstaar det ække.«

»Tak for Talen, Rasmus Madsen!« hørte man i det samme Præsten raabe. »Mange Streger for højt, – men dét er Maalet!«

»Arrrh! – det er for galt!« hviskede Meyer.

Et Øjeblik efter sagde Frøken Woltersien, ikke stærkt, men udmærket tydeligt, saa alle hørte det: »Jeg antager, Taleren mener at have forvisset sig om, at der ingen Fritænkere er til Stede her?«

»Er det mig?« sagde Madsen og drejede sig, forskrækket-vigtig, med en saadan Fart, saaat hans Frakkeskjøder svingede. »Jah -- det troer jeg – Ellers skulde det da vær' Frøkenen selv, – der var'en, ha, ha, ha!«

»Ja, jeg er Fritænker. Derfor maa jeg forlange en Undskyldning af Dem for det, De tillod Dem at sige om os Fritænkere.«

»Eet er Aandens Verden, lille Frøken Woltersien,« sagde nu Pastor Nordbye, »et andet det personlige. Personlig har Lærer Madsen aldrig tænkt paa at fornærme Dem.«

»Nej, nej, nej!« raabte Madsen.

»De maa skjelne mellem disse to Ting, lille Frøken, jeg kan ikke sige andet til Deres Trøst,« sagde Præsten.

»Jeg har netop en Følelse af, at det er Dem, der blander dem sammen, og derved bl.a. ødelægger noget, som jeg ellers i Dag har syntes rigtig godt om,« sagde Frøken Woltersien. »Men da De ikke vil yde mig den Beskyttelse, jeg har Krav paa som Deres Gjæst, saa tager jeg hellerikke de Hensyn, som en Gjæst skylder, og saa vil jeg sige hele Forsamlingen, at Hr. Lærer – – Larsens Ord var simpelthen Usandhed: Et Samfund, i hvis Midte en ung, uskyldig Pige kan tvinges til at give sig selv til Pris i et Ægteskab for Penges Skyld; et Samfund, som af et af sine betydeligste Medlemmer kunde forraades for Pengenes Skyld, – det har virkelig ikke noget særlig at rose sig af overfor andre, almindelige Mennesker!«

Hun vendte sig og gik ud af Kredsen. Karl fulgte, bukkede for hende og bød hende Armen. Og idet de saaledes gik bort, ud ad 177 Havelaagen, med Ryggen mod alle de mange Menneskeøjne, havde han en Fornemmelse: at nu slog Porten i bag ham for noget, som han dog sikkert ikke for bestandig kunde undvære.

Han hjalp med at spænde for. Præstens Karl, som naturligvis var et levende Menneske, sagde ingen Ting til ham, men saae paa ham med bedrøvede Øjne.

De kjørte en halv Mils Vej ad Glenstrup til, uden at de næsten vekslede et Ord

Endelig aandede Frøken Rebekka ud og sagde i en glad og afgjort Tone: »Nej, – nu er jeg sikker: de Mennesker vender Du aldrig tilbage til!«

»Hun sagde Du, og hun saae dybt forelsket – og han syntes, halv forlegen, op paa ham.

»Saa er Du virkelig min!« jublede han og slog Armene om hende.

»Ja, snart vil jeg være Din,« hviskede hun og rødmede.

Han vilde vende for Døren og kjøre lige tilbage til Holting, men Herredsfogden og hans Frue bad ham dog endelig at blive til i Morgen, – hvad han ikke fandtes meget uvillig til. Bircheroeds og Frøken Rebekka skulde ganske vist i Morgen tidlig af Sted til en Herregaard en tre Mil borte, hvor de var budne til Fødselsdag; men saa havde man jo dog hele Aftenen, og Gjæstekamret, hvor han før havde ligget, stod parat. – Bircheroeds protegerede aabenbart Partiet. Karl var jo en velhavende Mands Søn og anseet for at være et flittigt, begavet og pænt, ungt Menneske. Og Rebekka var det ogsaa rart at faa anbragt i en rolig Havn. – Hun var for Resten ganske Herskerinde paa Glenstrupgaard den Maanedstid, hun af og til opholdt sig der om Sommeren.

Frøken Rebekka sagde usædvanlig tidlig Godnat og gik op paa sit Værelse. – Karl hengav sig straks til Spekulationer over, hvad det kunde betyde, – gjennemgik i Erindringen Samtalen, der var ført: om han i denne havde sagt noget, der kunde støde hende. Hun blev jo for Resten aldrig stødt, syntes han. – Hans Konversation med Fruen og Herredsfogden tabte herved adskilligt i Livlighed, og det varede ikke længe, inden denne tilbød ham at følge ham op, hvor han skulde logere.

178

Hele den østlige Ende af det meget store Hus bestod af Gjæstekamre, der i Almindelighed stod tomme, – en 4-6 Stykker, med en lang, smal Korridor imellem. Herredsfogden og Karl gik forbi Døren til Frøken Rebekkas Værelse hen til et af de østlige Gavlværelser.

»Ja, vi kjører allerede Kl. 6 i Morgen. Men hvis Rebekka synes, at De alligevel skal op og sige Farvel, saa skal der nok blive kaldt paa Dem,« sagde Herredsfogden.

»Ja, det maatte de da endelig huske.«

Karl satte sig, uden at tænde Lys, ved Vinduet, der vendte mod Øst og saae ud. Der var stor, glansfuld Oversvømmelse af Maaneskin i Haven, med dybe, sorte Skygger, med stødvis, vidtstrakt Susen i Træerne og Raslen af alle Havens Blade paa een Gang. – Karl kunde aldrig se Maaneskin, der rigtig var, som det skulde være, uden at tænke paa Lysningen inde i Hegnet paa Holtinggaard.

Hvor det var underligt, syntes han, at han ikke var ældre, og saa var der alligevel saa meget forbi, afsluttet i hans Liv. Hidtil havde han egentlig altid troet, at han saadan kunde overse sit Liv, og havde Rede derpaa, paa Sammenhængen deri, – og at han ogsaa selv var Herre derover; – den Følelse havde han sletikke mere. Nu var det snarere, som om han skulde gaa og spørge til sig selv, forhøre sig om sin Livsskjæbne – aa ja, hos hvem? – hos Livet vel sagtens. Det syntes ham rent urimeligt, at det virkelig kunde være forbi, alt det, han havde forladt, – og det maatte det dog vist være, for Rebekka var ham ganske overmægtig, hende maatte han lyde, tjene, elske, tilbede! – -Rebekka! – Men han var saa ilde tilfreds med sig selv, saadan som han var sammen med hende. Det var, som om han da blev skudt op i de øverste Lag, det overfladiske af sig selv, syntes han.

Der faldt enkelte Dugdraaber ned fra Taget og prikkede saa lydeligt i Havegangen udenfor Vinduet.

Jo, – for enten blev han saa underlig gammelklog, naar han var sammen med hende, beundrende hendes Friskhed, eller ogsaa sad han og kritiserede sin egen Fortid, alt, hvad han før havde haft kjær. Han var ogsaa vis paa, hun kunde hverken lide den ene eller den anden af de to Maader. Men den dybe, stærke Strøm af Henrykkelse, der gik igjennem ham, naar han tænkte paa hende, eller saae paa hende uden at sige noget, – den kunde han aldrig lade hende mærke. – Kunde han have talt til Skovene og Skyerne og hele den vidunderlige Verden og derved sige det til hende i det samme! – for hun var saa forunderlig 179 eet med al Herlighed, med den Vidunderverden, hun selv skabte. – Hun, som forvandlede Jord og Himmel! – – – – Rebekka! –

Der gik en langvarig Hvislen igjennem Haven. – Han sad og lyttede, til alle Bladene blev stille. –

Derfor hørte han ogsaa straks, at Døren til hans Værelse gik op; han vendte sig – og kjendte Rebekka – staaende henne ved Døren – skjønt hun helt var klædt i hvidt.

I næste Øjeblik løb hun over Gulvet, ikke helt lydløst, men med en ligesom sagte klappende Lyd, som han aldrig senere glæmte, – og kastede sig ind til ham.

»Nu er jeg Din!« hviskede hun.

Han slog Armene om hende – og mærkede da, at hendes Dragt gled ganske løst under hans Haand mod hendes faste, glatte Legeme, – og først da forstod han, at hun var natklædt, og at Lyden fra før var af hendes nøgne Fødder.

I samme Nu blev han overfalden af en voldsom Rysten, – der næsten ene var Angst, en Svimmelhed som paa Randen af en Afgrund – en ubetvingelig Rædsel for det næste Øjeblik.

»Hvad er det?« sagde hun og saae op mod hans fordrejede Ansigt.

Han vidste egentlig ikke, hvad han sagde, men i næste Secund hørte han sine egne Ord: »Det er jo Synd!«

»Synd!«

Resten af Natten tilbragte Karl med Gang paa Gang at kalde dette Udraab frem i sin Erindring. – Straks derefter var hun nemlig flygtet bort fra ham uden at sige et Ord mere. Han havde hørt Nøglen blive drejet om i hendes Dør. –

Det havde vist lydt baade forundret, foragteligt og bedrøvet. Alt eftersom han gjentog og overvejede det samme frem og tilbage, frem og tilbage, skiftede Udraabet Klang, – undertiden syntes han, det lød som kold Foragt, undertiden som Fortvivlelse, undertiden som vred Forundring. Tilsidst indsaae han, at det sletikke længer var Rebekkas Udraab, der gjenlød i hans Erindring; at han selv havde givet det ny Klang. – Flere Gange tænkte han paa at gaa over til hendes Dør og kalde hendes Navn, men hver Gang syntes han, hint Ord pludselig blev ham saa tydeligt, og da lød det som Foragt. – Henad Morgenstunden lagde han sig i Klæderne paa sin Seng, og han maatte vel et Øjeblik være falden i Søvn, thi han hørte ikke noget til, at 180 Herredsfogdens tog af Sted – Han stod op og gik i lang Tid og lyttede, men alt var ganske stille i Huset og Gaarden.

Kl. 10 gik han ned i Stuerne og traf der den gamle Husjomfru, som sagde ham, at Fruen havde sagt til hende, lige før Herskabet og Frøkenen kjørte ud, at Hr. Wintrup endelig maatte spise til Middag paa Glenstrup, inden han tog hjem. – Karl sagde Tak, blot fordi han ingen Lyst havde til at komme til Holting, drak sin The og gik saa ud i Glenstrupgaards Have. Her fandt han hurtig op paa Midterhøjen, hvor han saa ofte i denne Sommer havde siddet sammen med Rebekka.

En hed, kvælende Skamfølelse havde bemægtiget sig ham. Hvad maatte hun tænke om ham, hvordan maatte han ikke staa for hende! Han saae hende for sig i al hendes friske, trodsige Dejlighed – og svedte ved Tanken om sin egen lumre, indestængte Frygt, thi saaledes forekom den ham nu. Indestængthed, Beklumrethed – det var jo ogsaa det, han alle sine Dage havde levet i! Ja, Indestængthed! – og saa var de saa glade ved sig selv i deres Sneverhed. Han syntes pludselig, han saae saa klart: Indsnevrethed og Selvgodhed – det var de to store Laster, som ødelagde alting i Holting og Lundborg. Rebekka havde vist sletingen Mening om sig selv, saae sletikke paa sit eget – men Alverdens Herlighed laa for hendes Øjne, Jord og Himmel aabnede sig for hende uden Grænser, uden Skranker, og hun fyldte det alt med sin Skjønhed! –

Han søgte at slippe ud fra denne Følelse af Indespærring, der knugede ham, ved af al Kraft at tænke paa, hvorledes han skulde vinde hende tilbage, – han vilde jo sætte alt ind derpaa, han vilde sprænge alle de Baand, som bandt ham, – han vilde for stedse rive sig løs fra det, der voldte hos ham denne forsmædelige Frygt! – – Havde han dog kunnet gjøre noget straks – for den var saa uudholdelig, denne Uro – – ogsaa Uroen for Udfaldet – tænk, hvis hun uigjenkaldelig foragtede ham. Men det syntes han dog hellerikke han havde fortjent. –

Havde han i det mindste haft nogen at tale med! – – – – –

Han rejste sig, han vilde ned til Pastor Grabow. Han vilde – – han vilde paany leve sig ind i hin store, stille Ligegyldighed, han vilde se Böcklins Billeder og høre den Gamle tale om dem, – høre ham tale om Goethe. - 181 Husjomfruen kom lidt efter ud i Havedøren og kaldte paa ham. Straks efter Middag gik han ned til sin gamle Lærer.

»Er De godt tilpas, Pastor Grabow, maa jeg besøge Dem, maa jeg sidde og snakke lidt med Dem ?«

»Jeg vil altid gjerne modtage Deres Besøg, min unge Ven. – Godt tilpas kan jeg egentlig ikke sige jeg er. Jeg befinder mig snarere i en lidt deprimeret Sindsstemning.«

»Nej virkelig! – Jeg havde nær sagt: det var da rart. – – Kan De ikke lære mig lidt Levevisdom, Pastor Grabow?«

»Hvad er det dog for kuriøse Spørgsmaal, De gjør mig i Dag! – De kommer ude fra – eller inde fra Egne, som jeg sletikke kjender, og dukker op her i min Stue. Hvor skulde jeg kunne vide, hvad Levevisdom De netop trænger til at høre. Tilmed er det saare slet bevendt med min Visdom –«

»Lad os gaa ind i Dagligstuen og se paa Frühling og paa Spiel der Wellen

»Saamænd,« sagde Pastor Grabow, og rejste sig besværligt, »der ligger megen Visdom gjemt i slige Kunstværker.«

De gik derind, satte sig begge ned og saae paa Frühling.

Det varede ikke ret længe, inden Dryaden helt havde fanget Karls Opmærksomhed. Han havde ikke husket, at hendes levende Billede jo havde forandret sig for ham, siden han sidst saae hendes Afbildning her. – Det var den vage, blide Længsel, som dette Maleri engang rummede for ham, han havde ønsket at sænke sig i; nu var det en urolig Higen, et pinefuldt Savn og en Angst for at det aldrig skulde blive stillet, der gjenvaktes og forøgedes hos ham ved Synet af Billedet.

»Veed De, hvad der for mig er det egentlig dragende ved den idylliske Hvile og Fred, som ligger udbredt over dette Billede?« hørte han Pastor Grabow sige.

Han vaagnede op af sine egne Tanker. – »Nej,« sagde han.

»Det er vistnok det, at denne Fred ikke er ganske virkelig. Der ligger Uro og Angst under den.«

»Saa?« sagde Karl forundret og næsten i Spænding.

182

»Böcklin havde ikke hørt vor Tid til, og jeg vilde ikke have forstaaet Böcklin, hvis han virkelig havde kunnet fremstille den solide – jeg kunde næsten sige: bundfrosne, antike Ro.«

»Bundfrosne?«

»Ja, det er selvfølgelig et meget forkeert Udtryk. Uomskiftelig, evig sommerlig, skulde jeg langt snarere sige. Men for os vilde den være bundfrossen, dødlignende.«

»Ja, mener De, at vi ikke kan naa til en saadan Ro?«

»Nej, ikke før i Graven. Da naar vi den forhaabentlig.«

»Troer De dog ikke, Goethe var rolig? Ja, det er jo mest igjennem Dem, jeg kjender –«

»Hm, hm, hm,« – Pastor Grabow saae selvforglærnmende frem for sig med et stillestaaende Smil om Munden. »Goethe anerkjendte ikke Tilværelsens Angst, Almeen-Angsten, nej, den anerkjendte han ikke. Og naar man ikke vil anerkjende den, saa mærker man den hellerikke som saadan. Men han skal sikkerlig nok have haft sin Angstknude et eller andet Sted. Hvor den sad hos ham, har jeg ikke kunnet opdage. Men den har været der, – utvivlsomt har den været der. Han narrer mig ikke. Der er noget i hans Skrivemaade, der overtyder mig.« –

Karl følte sig ganske besynderlig uhyggeligt berørt – gammel Angst – og Frygt for Jordskjælv i hans nye Verden: »Tror De da, alle Mennesker gaar med saadan en skjult Angst,« sagde han. – »Nu Brandes f. Eks.? – Jeg synes – –«

»Jøder tør jeg ikke dømme om – paa Grund af deres særegne Stilling til ham, som bragte Angsten ind i Verden. – De har jo aldrig bøjet sig for ham – har aldrig anraabt ham om Pardon –«

»Jamen vi andre – Kristne –«

»Vi Kristne – ja, lad os nu sige: de Kristne –«

»Jeg mente blot –«

»For ikke ligesom at foregribe noget. – De Kristne paastaar jo, at han skjænker dem netop Fred – Naa. – Formoder, det beroer paa en Misforstaaelse. – Angsten derimod er ingen Misforstaaelse. Men det er med den som med Gigt. Den kan sidde i hele Kroppen – den kan ogsaa blive som en Knude, slaa sig paa et enkelt Lem.«

»Aa, Pastor Grabow – det er ikke Nysgjerrighed – men jeg er selv saa – og jeg har som Barn lidt saa meget af Angst – men jeg synes rigtignok sletikke, Angsten kom fra Kristendommen. – – Har De saadan noget – saadan en – –« 183 »En Gigtknude? – bedste, unge Mand! har De aldrig lagt Mærke til det: min højre Haand er jo ganske fortrukken, vanskabt – ja, det er en Gigtknude – –«

»Nej – jeg mente – det – andet.«

»Det andet – aa ja. Jeg forstod Dem jo endelig nok.« Karl saae, at Pastor Grabow paa een Gang blev bleg. »Jeg er jo en ret vel belæst Mand, har ogsaa oplevet en Del. Min »Verden«, min Bevidsthedskreds er forholdsvis omfattende. Og over det hele – tænker jeg – vil det have forekommet Dem, at der laa udbredt en vis stille, lys Ro. – Ja, vist saa. – Og saa er der dog et enkelt lille Sted – Angst-Stedet – i denne min Verden, hvortil jeg kan være lænket, fængslet igjennem Uger – ak, ja – meget længere, saa at alt, hvad jeg ellers foretager mig i – disse Tidsrum, er blot et Skin, noget udvortes; i Virkeligheden er mit Sind fængslet til og pinefuldt optaget paa dette ene, lille Sted, hvorfra der saa breder sig Angst og Smerte ud over hele min øvrige Verden.«

Karl saae spørgende og bekymret paa sin Lærer.

»Ja,« sagde denne i en anden – halvvejs flot Tone, med ledsagende Skuldertræk: »før jeg blev gift – det var det Par Aar, jeg var Præst i min Ungdom – for Udkommets Skyld – bevidst vantro – mere end jeg er nu – jeg forrettede Daab – tog til Alters. – Har jeg narret de Mennesker for deres Salighed – hvad? Ha, ha, ha! – Ja, man siger, det beroer ikke paa Præstens Tro. – Men er det ikke vantro Præster, der har fundet paa den Lære? Ha, ha, ha, ha!« Pastor Grabow skjulte Ansigtet i sine Hænder, leende og hulkende samtidig. – »Se, i saadanne Perioder da er jeg troende, kan De være forvisset om, uden dog at have nogen Glæde deraf, ha, ha, ha, – vist nærmest paa samme Vis, som de Fordømte siges at være troende.«

Der gik maaske ti Minuter, inden han tog Hænderne fra sit Ansigt. –

»Naa, altsaa, der sidder nu min Angst. Den har indkapslet sig i et Slags Vanvid, hvad vist forøvrigt ikke er sjældent. Om jeg er troende eller vantro, er det mig ofte vanskeligt at sige. – Alligevel – i normal Tilstand – elsker jeg Goethe og Böcklin, – fordi de to kjære Mennesker veed saa herlig at skjule deres Angst. – Og saa kan jeg alligevel opdage dem, he, he, he. Det har selvfølgelig sit Pikanteri. – Ja, det var vel ikke den Levevisdom, De havde ventet Dem, kjære unge Ven, – men man maa se at uddrage Kundskab og Visdom af alt, hvad man 184 hører og oplever – selv af Galskaben. – Var jeg ung og smuk som De, saa vilde jeg utvivlsomt tilbede Frøken Rebekka Woltersien og dyrke hende alene, – for at De dog skal se, at det ikke blot er Dem, som nu kjender mine Hemmeligheder. – Der er noget forkristeligt ved hende. – Hun synes ikke blot at ligne, men at være en Slags – Dryade.«

Ogsaa dét, tænkte Karl. – Han ønskede blot, at han sad i Enspænderkjøretøjet ude paa Landevejen. Han kunde næsten ikke lade være at tale om sig selv, og dog vilde han saa nødig – det var saa stygt at faa en Fremmed ind i sine Tvivl og Ængstelser, hele sit indre Væsen. -Og saa rejste han sig da med eet og sagde: »Farvel, Pastor Grabow – jeg kan ikke fortælle Dem noget om mit – eget, for jeg er saa uklar – jeg synes, det forandrer sig hvert Øjeblik. Men jeg vil takke Dem for alt, hvad De har lært mig. Tak og Farvel!«

Han maatte endnu ind og hilse paa Fruen; saa gik han om til Vognen paa Glenstrupgaard.

Han havde det paa Hjemturen paa en ganske lignende Maade, som da han sidste Jul kjørte hjem fra den nye Præstegaard, efter at have seet Henriette. Hans Sind var helt i Opløsning, det var ham, som om al Sammenhæng var ophævet i hans indre Verden. Men som et stadigt Pulsslag inde i Hjernen hamrede det: »Er han ogsaa usikker og bange ? er dér helleringen Glæde og Ro? – Mon Rebekka i Virkeligheden ogsaa er tvivlende og raadvild? – Og de gamle Grækere – hvad var saa de ? – – Hvordan skal jeg nogensinde komme tilbage ? Og hvordan kan jeg komme frem?« – – Og han turde sletikke rigtig beskjæftige sine Tanker med alt det, som laa og tumlede derinde i Sindet, – han syntes, det kunde blive til saa meget, og han følte Angst for, hvad det kunde blive til.

Arbejde! arbejde! arbejde! tænkte han. Han havde gaaet ledig længe nok i Sommer! – Han kunde endnu naa at komme med Damperen, som i Eftermiddag gik til Kjøbenhavn. –

Han pakkede sit Tøj, saa snart han var kommen hjem. Gik saa ind til sin Fader paa hans Kontor, og bad om, at Karlen straks maatte kjøre ham og hans Kuffert ned til Dampskibet.

»Naa, vil Du rejs' nu,« sagde hans Fader. »Ja, Du skal selv vid'et. – Hm. – Skuld' der komm' noget paa, saa veed Du jo altid, hvor Du har mig, – hvis jeg da lever til den Tid Farvel!« – –

Det var ved at være Aften, da Damperen, efter en langsommelig 185 Lossen og Laden, svingede ud fra Broen. Karl stod i Agterenden og saae mod Holtinggaard. Han kunde tydelig skjelne de portlignende Aabninger under Elmetræernes Kroner mod Syd. Han tænkte paa alle de Minder, som laa skjulte i Havemørket derindenfor.

JAKOB KNUDSEN

AFKLARING
ROMAN

KJØBENHAVN DET NORDISKE FORLAG
ERNST BOJESEN 1902

192

Afklaring udkom i tidsrummet 3.-9. okt. 1902, kostede 5,50 kr. og omfatter [4]346[2]s.

I Afklaring. II blank. III omstående titelblad, der gentages på bo gens grå omslag (titlen 85 mm bred). IV Oplag: 1500 Ekspl. H.H. Thieles Bogtrykkeri. 1-306 tekst. [307]: Af samme Forfatter er tidligere udkommet: 6 titler og årstal. Derunder: Paa sidste Blad af Romanen »Gjæring« var nærværende Roman bebu det under Titelen »Afklaret.« – Titelen »Afklaret« har jeg for andret til »Afklaring«, da jeg fandt denne Betegnelse mere passende. De to Romaner »Gjæring« og »Afklaring« udgjør, som man vil see, een sammenhængende Fortælling, – hvilkenhermed er afsluttet.

J.K.
193

I

Karl Wintrup var i saa høj Grad Landbo, saa han havde levet sit første Aar i Kjøbenhavn, uden at det var faldet ham ind at danne sig nogetsomhelst Overblik over denne Murstensverden imellem Valby Bakke og Amagerland, Kalvebodstrand og Øresund. Han havde gaaet, ligesom Sporvognshestene, sine bestemte Ruter ad de Gader, til hvilke hans forskjellige Ærinder førte ham; men naar ikke Ærinderne havde noget med hinanden at gjøre, saa havde han hellerikke tænkt paa at søge Forbindelsen imellem disse forskjellige Ruter, ligesaalidt som han egenlig nogensinde havde forestillet sig Overgangen eller Forbindelsen mellem dette store, kunstige By-Rige og saa det Agerland, de Enge, de Søer og Skove og det Hav, som dog faktisk fandtes derudenfor. Dette sidste havde maaske sin Aarsag i, at han altid var kommen til og fra Kjøbenhavn med Tog eller Dampskib; men for Resten var det selve Byens Storhed, der havde virket til en vis Grad overvældende, saa han havde opgivet Oversigten som noget umuligt.

Han havde dette første Aar boet i Nørresøgade, og herfra gik for ham fire Veje, der ikke kom hinanden ved: een ad Svineryggen og Gammel Kongevej til Frederiksberg Have og Søndermarken; een til Banegaarden, det vil sige: bort fra det hele, ud i Landet. – De to sidste Veje løb sammen over Teglgaardsbroen og Nørrevold ind til Hjørnet af Teglgaardstræde; herfra gik den ene ind til Universitetet og videre ad Kjøbmager- og Østergade ind til det kongelige Theater; Kjøbmagergade og Østergade var for Karl hele det første Aar Hovedruten igjennem Kjøbenhavn; først senere opdagede han »Strøget«. – Den anden – eller rettere sagt, den fjerde – Vej var ikke som de tre øvrige; thi den var fortryllet. Ogsaa af denne Grund maaske havde han aldrig faaet sat nogen Forbindelse mellem den og den foregaaende. Denne fjerde Vej gik ad Nørrevoldgade, forbi Gothersgade og Garderkasernen og derpaa ind ad Porten til Rosenborgs vidunderlige Slot og Have. Naar han kom her, havde Tiden altid staaet stille, thi hvem husker at tælle det bankende Hjertes Slag, – og bag Havens Stammer og Grene, igjennem de høje Porte, som Træernes 194 Kroner dannede, saaes Aftensolen glimre i alle Kronprinsessegadens Ruder. Den var saa brat og stejl denne Murklint ned mod Havens Træer, og den var jo levende – Øjne saae ud over Haven fra Klintens Kamre. Hele Aaret havde al Ting spejlet sig her i to mørke, straalende Øjne.

Men hvis nogen havde sagt til Karl, naar han stod paa Kongens Nytorv: Gaa ned ad den Gade histovre, Gothersgade, saa har Du kun to Minuters Gang til Kongens Have, da vilde han sikkert være bleven blussende rød, thi det vilde have kommet ham altfor overraskende, at han befandt sig saa nær ved denne Egn, der for hans Følelse slet intet havde at skaffe med Ruten: Kjøbmagergade – Østergade – Kongens Nytorv.

Da Karl som nybagt Kandidat i Filosofien vendte tilbage til Kjøbenhavn efter Sommerferien i Jylland, tog han atter Ophold i sit Pensionat i Nørresøgade og gav sig straks i Færd med at lægge Plan for sit fremtidige Studium. Han talte med Professorerne, og det blev ham tilraadet at tage som Manuduktør den unge Dr.phil. Fensmark, der ikke blot var dansk Historiker, men tillige en udmærket Filolog. En Student, han havde lært at kjende i Rus-Aaret, tilraadede ham det samme. – Da han sammen med denne noget ældre Studerende – Peter Hellum – begav sig hen forat træffe Aftale med Doktoren, var de begge meget ivrigt optagne af Samtale om et sprogligt Emne, nemlig Spørgsmaalet om, hvorvidt selve Klangen i en Dialekt kunde siges at rumme en Mening eller være Udtryk for noget sjæleligt overhovedet. Karl paastod, at Sproget i Vendsyssel havde en forundret, i Hanherrederne en nysgerrig Klang; i Himmerland lød Stemmerne lidt brustent som hos et Menneske, der har ligget og grædt om Natten; paa Randersegnen var Klangen fornuftigt afdæmpende eller berigtigende; den lød som et: »naa, naa!« til en Overdrivelse. – Hellum lo med en morsom langthivende Latter, til hvilken ogsaa hørte nogen sugende Spyt-Hvislen i Mundvigerne – og troede ikke, man kunde tale om en saa bestemt Betydning i Sprogklangen, – forøvrigt vilde han ønske, at Dr. Fensmark havde haft lidt mere af den Slags Sprogsans, Sans for den folkelige Stemning i Sproget; han var nok dygtig, men han behandlede Sproget saa underlig upersonligt, som om det 195 var Zoologi eller Botanik – – – »Her er det,« brød Hellum pludselig af, midt i sin Udvikling, og stod, til Karls Overraskelse, stille udenfor Porten til Hjørnestedet mellem Nørrevold og Teglgaardstræde.

»Er det virkelig her – det var da mærkeligt!«

»Ja, han boer deroppe paa første Sal. Er De kjendt her i Stedet?«

»Nej, sletikke – men naar jeg kommer fra Nørresøgade, saa – æh – har min Vej altid delt sig her.«

»Hvad vil det sige?«

»Ikke andet,« sagde Karl og kunde ikke hindre en let Rødmen, »end at her er jeg altid gaaet videre enten ad Teglgaardstræde eller ad Nørrevoldgade.«

»Jamen kjæreste Wintrup! det er jo ogsaa de eneste to optænkelige Muligheder, naar De ikke vil løbe Panden lige mod Murene,« – Hellum lo og hev og hvislede, som han helt skulde blive borte i det, – og førte saa Karl op til Doktoren.

En Eftermiddag i Begyndelsen af Oktober var Karl fra Kongens Nytorv gaaet ned til sin Skrædder i Dronningens Tværgade. Skrædderen havde bestemt lovet at rette de paaankede Fejl, »saaat Herren for Fremtiden ingen Sjenangse skulde have af Frakken i Ærmegabene.« Karl stod et Øjeblik udenfor Stedet og saae ned mod Træerne for Enden af Gaden, idet han smilte ad Skrædderens Udtryk. – Han havde for Resten flere Gange tænkt paa, hvad det kunde være for nogle Træer, – og da han alligevel vilde spadsere noget længere, begav han sig ned imod dem, forat faa det Spørgsmaal klaret.

Da han naaede ud af Dronningens Tværgade, stod han med Ryggen til Husene i en anden Gade, og saae altsaa ikke dem. Men foran sig, paa den modsatte Side af Gaden, havde han en lang, lav Havemur, i hvilken, med regelmæssige Mellemrum, fandtes smaa, grundmurede Udsalgsboder, som han syntes han kjendte saa godt. Uden at han straks forstod hvorfor, begyndte hans Hjerte at banke, og han mærkede pludselig, at han rystede lidt. I næste Øjeblik vidste han, hvor han var. Hans første Tanke var at gaa tilbage ad den Vej, han var kommen, men han blev alligevel staaende. Og, som om det var hændt ham Natten forud, kom han til at huske en Drøm, han havde haft som Barn, om sig selv som Adam, der uforvarende, efter Syndefaldet, var kommen ind i Paradisets Have. Han havde i Angst søgt efter Udgangen og var vaagnet i det samme. – Nu halvvejs løb han 196 henad Gaden, forbi Nummer 37, uden at turde se op mod Vinduerne paa første Sal, – og skyndte sig saa ind i Haven ad den store Indgang midtfor. – –

Ak ja, Træerne var jo alle, alle de samme! Kastaniernes og Lønnenes Blade var brune eller lysegule, Lindenes var endnu ikke visnede, – og bag Træernes Kroner hvælvede sig en høj, ligesom hemmelighedsfuldt rødmende Oktoberhimmel. Han turde ikke blive staaende, men gik ad den lige Vej henimod Gartnerhaven. – Der kom Slottet frem. Dets gyldne Fløje, dets grønne Taarne og Kobbertage skinnede endnu i Solen. – Og hernede i Gartneriets lange Bede stod Georginerne i Skygge, Resedaerne udbredte deres kølige Efteraarsduft. – Han stod stille og lyttede uvilkaarlig. Der lød kun Raab af nogle legende Børn henne i Retning af Exercer-Pladsen. – Han befandt sig i Nærheden af en Bænk og vilde sætte sig, men opgav det, han var altfor urolig. – Nu kunde han sletikke see Husene i Kronprinsessegade, saa var der jo ingen Grund til saadan at flygte. Men hvor skulde han være, – hvor skulde han være med sine Tanker? Gaa sin Vej vilde han hellerikke.

Uden at vide, hvorledes han var kommen derhen, stod han og saae paa Broncegruppen af Løven, der æder den faldne Hest. Det var dog underligt, at det Kunstværk kunde være saa gammelt; Løvens Ansigt lignede jo en Middagsgrosserer med Skilning i Panden og velplejet Knebelsbart, – der bed af en stor Dessert-Pære. – Dette saae han ganske tydeligt, og gjorde sig netop disse Tanker derved, – – og i samme Øjeblik vidste han dog, at det var Rebekka Woltersien, den Dame, som kom gaaende ad Gangen henne fra Gartnerhaven. – Han vendte sig om, og hun maatte ikke have kjendt ham, thi det gav et lille Sæt i hende. – Nu gjorde hun en utaalmodig Bevægelse, hævede Hovedet og saae ligesom forpint, irriteret paa ham; saa gik hun hurtig hen til ham og sagde: »jeg veed naturligvis, at De ikke vilde fornærme mig, jeg veed ogsaa, at De intet stygt kan tænke om mig. Lad saa det være godt, – og være forbi og – – Farvel!«

Hun rakte ham Haanden, idet hun gik videre.

»For bestandig ?« sagde han.

»Ja, – det troer jeg vist. Vi er for forskjellige.«

»Kjære Rebekka! –«

»Nej, – jeg vil ikke pines af at være forelsket! – – og det er mig en stor Lidelse, alt dette med Dem.«

197

»Aa, Tak, Du! Saa er det ikke nær saa slemt, som jeg havde frygtet!« – han tog et Par hurtige Skridt efter hende.

Men hun vinkede ham tilbage med Haanden; samtidig drejede hun Ansigtet, og han syntes bestemt, hun havde Øjnene fulde af Taarer.

Saa stod han atter ene tilbage. Og han var saa langt fra at være den Overlegne i dette Forhold, at han sletikke følte med, hvad hun maaske led og havde lidt, men alene, med hastig, glad, begjerlig Iver, mønstrede Beviserne paa, at hun – at hun virkelig elskede ham endnu. Aa, naar hun pintes, saa maatte hun jo elske ham! naar hun led saa meget, saa maatte hun jo elske ham! – Thi det kunde jo ikke være af anden Grund – –

Han var kommen igjennem Gartnerhaven og drejede nu om ad Østervoldgade. Den sene Eftermiddags Solskin stod skraat ind imod denne lange Murskrænt, som han nu havde at følge helt hen til Teglgaardstræde. Han havde altid syntes, at han var saa morsomt lukket ude fra den øvrige Verden, og ene sammen med Solskinnet, naar han gik her. Det mindede om at gaa langs Havstokken og af Klitrækken være lukket ene sammen med Havet. – Og nu i Aften! – hvor var det dejligt, saaledes at være udenfor det hele, – der var jo intet andet i hele Verden, der kom ham ved, undtagen dette livsalige Solskin og saa hans hemmelige Kjærlighed!

Saaledes stod Sagerne, indtil han naaede Hjørnet af Nørregade; dér kom han til at tænke paa, at det vel alligevel vilde være ham meget vanskeligt, ja, maaske helt umuligt, at komme i Forbindelse med – Kronprinsessegade, for hun havde jo afvist ham, det var jo dog det, hun sagde: at hun ikke vilde have med ham at gjøre. – Nu kunde han aldeles ikke forstaa den underlig glade Fortrøstning, han havde gaaet i, lige til Nørregade. Da han naaede ud til Peblingesøen og stod i sin Gadedør, og saae paa dens kjedelige, tamme Svaner, der dukkede og dukkede med deres lange Halse, naturligvis uden at faa fat i nogen Ting, – da var han meget oprevet og trist til Mode, og han havde dyb, smertelig Medfølelse med Rebekka, der nu gik ene og led ligesom han, blot at hun jo tillige pintes af sin Uvished. Straks efter kastede hans Tanker sig over denne hendes Uvished: om den nu ogsaa vilde sige Tvivl om hendes egen Kjærlighed? – Og nu havde hans Sind tilstrækkelig Beskjæftigelse til langt ud paa Natten, – han kunde tilsidst saa godt forstaa Rebekkas Afsky for at pines af at være forelsket.

198

Karl var ikke saa lidt utidig, da han kom op næste Morgen. Det med Rebekka turde og vilde han ikke give sig i Lag med. Blot en flygtig Tanke derpaa gjorde ondt i Hovedet. Han maatte have mishandlet sin Hjerne slemt dermed i Aftes, thi han havde Fornemmelser, der ganske mindede ham om de skrækkelige Dage i hans Barndom, da han grubliserede over Gjertrud-Affæren. Han syntes atter, det var, ligesom han skulde glide ud i noget Bundløst, noget Navnløst, som der stod saadan en forunderlig mystisk Rædsel af. Han maatte tage sig kraftig sammen for at slippe ud af denne Tilstand, – og gav sig ivrig til at studere paa det Stykke af Cicero's De officiis, som Dr. Fensmark havde bedt sine to Elever, Hellum og ham, sætte sig godt ind i, blot lexikalsk og grammatikalsk, til i Dag.

Han gik ned til Frokost i Pensionatets Spisestue med en pinlig Følelse af Tarvelighed. At man kunde komme saa ynkelig paa Knæerne, saa man maatte anvende Flid og Omtanke bare paa dette miserable at leve, ikke at blive sær. Frokostbordet forøgede kun denne Følelse af Tarvelighed: Tynd Kaffe, Rugbrød uden Smag, Hveder fra igaar! Og saa disse Mennesker! hvor de var grimme og veltilfredse. – Assistent Petersen var som sædvanlig humoristisk hemmelighedsfuld og gjorde drillende Kur til Frøken Zahle-Eleven Therese Rasmussen. Denne spillede fornærmet-alvorlig, trak Mundvigerne ned og forvrængede sit Ansigt, saadan som en Skjønhed har Raad til det, indtil Latteren brød igjennem, og det kom saa mageløs naturligt: »Aa, hvor De er utaalelig, Petersen!«

Tænk, at de kunde det! – saadan paa Morgenstunden! Hvor var de dog sejglivede, de Mennesker! – ikke livlige, nej, men sejglivede som gamle, skindmagre Katte, som det var aldeles umuligt at faa kvalt – – –

Luften var frisk og fuld af Livlighed oppe hos Dr. Fensmark, Kakkelovnsilden buldrende. Havde Karl ikke været noget skjørladen i Hovedet efter Nattens Spekulationer, vilde han have befundet sig udmærket vel ved det hurtige Tanke- og Luftskifte. Nu var det, ligesom det trak lidt for stærkt i Kakkelovnen for ham. Hvor det ellers var dejligt med disse Videnskaber, at man der virkelig kunde bilde sig ind, at de var det vigtigste af det altsammen – vigtigere end at leve og være forelsket. Mennesker var da ogsaa som Børn; det var jo helt som en Leg det heroppe, men de kunde dog tage det ganske alvorligt.

199

Det var ligefrem en stor Lykke, tænkte han ved sig selv, at ogsaa han kunde lege med og glæmme Virkeligheden en Stund

Stemningen her i Stuen mindede jo meget om de lykkelige Timer hos Pastor Grabow. Men hvor var ellers Dr. Fensmarks hele Maade forskjellig fra den gamle pastor emeritus'. Naar Pastor Grabow meddelte een eller anden videnskabelig Oplysning, da kom man til at tænke paa en gammel, veltjent Kjældersvend med hvidt Forklæde, der havde været nede efter en støvet Vinflaske, som han nu tørrede af med Ærmet og omstændelig trak op, med et lille muntert Blink i Øjet midt i Alvoren paa Grund af Indholdets Liflighed. – Dr. Fensmarks Maade mindede mere om en moderne Butiksmand: alt paa rede Haand, flot, expedit Betjening – værsaaartig! – stort, rigt Udvalg til at møde vore Dages mangfoldige, forskjelligartede Krav. – Og saa var det jo tillige, som om alle Former opløste sig og blev flydende under Dr. Fensmarks Behandling. Han vred og krængede et Ord, drog Roden ud af det, og lod den indgaa i andre Forbindelser, lod Ordet forvandle sig igjennem alle mulige Sprog efter Regler, der var saa rummelige, saa man ligefrem gispede forat naa deres Begrænsning. – Der var Sprogmænd, som Pastor Grabow kun lejlighedsvis havde nævnt, blot forat omtale deres utrolige »Excesser« – især Bopp; – ja, hér var Bopp en gammel, næsten aflægs Autoritet. Og Karl blev lidt ængstet ved at bemærke den Hjemmevanthed, hvormed ogsaa Hr. Hellum, hans Medstuderende, bevægede sig blandt disse ham næsten ubekjendte Storheder. Han maatte nok til at hænge i, naar han skulde kunne klare sig i dette Selskab.

Karl var kommen helt anderledes med i Timen, end han havde turdet vente, saa stærkt, at han følte sig lidt mat af Anspændelse, da den var til Ende, – og mismodig, da han skulde sige Farvel til Hellum nede i Porten.

Han vilde egentlig have spurgt Hellum, om de ikke skulde gaa en Tur sammen; men i Stedet for sagde han: »Aak ja, man kan næsten gaa og blive kjed af det hele!«

Hellum gned sine Hænder, skjønt han havde Bøgerne under den ene Arm, dukkede noget og sagde paa sin frysende Maneer: »Ja – det kan man jo meget let.« Saa lo han og sugede Luft ind over Kindtænderne gjennem Mundvigerne.

Han var lige ved at gaa; men nu kom da Karl med sit Forslag, som blev modtaget.

200

Hellum var ellers ikke i Spadseredragt. Han havde kun Diplomatfrakke paa. Hans noget spidse Næse var allerede lidt blaa af Kulde.

»Vi kan jo gaa ned i Botanisk Have,« foreslog han.

Det var første Gang, Karl gik denne Vej, uden at have Kronprinsessegade til Maal.

»Har De opholdt Dem lang Tid i Kjøbenhavn?« spurgte Karl.

»Fire Aar.«

»De er da ikke Jyde?«

»Jeg er født i Nordsjælland. Men jeg har for Resten været flere Aar i Jylland paa Holstebro-Egnen.«

»Naa, syntes jeg ikke nok, Klangen af Deres Sprog var mig noget blandet.«

»Saah – ssj – he, he. – – – Skal vi gaa op paa det lille Klippeparti histovre?« sagde Hellum, da de efter nogen Spadseren i Tavshed var kommen indenfor Laagen.

»Mon det ikke blæser temmelig meget deroppe?« sagde Karl – og skottede til Diplomatfrakken.

»Aah – man muss sich abhärten.«

De gik op og satte sig paa Højen, saa de kom til at vende Ansigtet mod Garderkasernen.

»Har De været Soldat?« spurgte Karl.

»Næh – mit Bryst var for sløjt«

»Saa – – Ja, jeg har hellerikke. De fandt en lille Aareknude paa mit venstre Ben, som jeg selv aldrig har mærket til.«

»Naa – ja saa!« Det lød saa komisk ærbødigt, som om det var Svar paa en Meddelelse om, at Karl havde været Etatsraad fra Fødselen.

De sad og smaafrøs en lille Tid i Tavshed.

»Naar man ganske kunde see bort fra det patriotiske Formaal,« bemærkede Karl, »saa maatte det i og for sig dog være infamt, til sine øvrige Elendigheder at faa den, at skulle være Soldat.«

»Hm, hm.«

»Jo, tænk – at skulle adlyde og bøje sig for noget saa idiotisk som en Officer!«

»Mon de dog ikke er ganske fornøjede dermed – saadan almindelige, naturlige Mennesker?«

»De kunde jo prøve at gaa ind i Kasernen histhenne og spørge Karlene, om de er ganske fornøjede.«

»Ja, de læser selvfølgelig Aviserne og faar Principer. Men naar de 201 taler i eget Navn om Soldatertiden, saa er det dog altid med meget stor Glæde.«

»Saa?«

»Jamen det er jo ganske naturligt. Igjennem Hundreder og atter Hundreder af Aar har Soldatertjenesten spillet en betydelig Rolle i Folkets Liv. Saa har den selvfølgelig ogsaa faaet Livets Præg og Stemning og Varme over sig, ligesaa fuldt som Forlovelse, Ægteskab, Arbejde, Handel og Vandel, ja, paa en Maade, Døden med«

»Saadan har det maaske været. Men Tiden forandrer sig dog virkelig!«

»Meget langsomt – netop i Virkeligheden. Men vor Tid er fuld af saa meget, som Livet aldrig har været Moder til – sssj – – Ja, undskyld, jeg er saa forelsket i Livet og dets Frembringelser. Det er maaske ogsaa, fordi mit Bryst ikke er stærkt. Men alt dette – andet i Tiden, det virker paa mine Lunger ligesom Kulos og Fabrikluft – eller saadan tør, skarp Østenblæst –«

»Hør, er der ikke et Sted, hvor det blæser lidt mindre. Der er skam altfor koldt heroppe –«

»Naah – det var ikke – – Men jeg troer for Resten: dernede i Lavningen ved alle disse Brombær og de andre Rubus-Arter –«

De rejste sig og gik ned ad Højen.

»Botanisk Have er ligesom en stor, dejlig Likørflaske,« sagde Helium, »Chartreuse eller saadant noget, med al den levende Naturs mangfoldige Dufte koncentrerede – sssj –«

»Ja, det er da kunstigt nok, veed jeg.«

»Hist dufter det af Naaletræer, her af Løg eller af Timian, af Nælder – eller af Fleg og Mosejord – – aa, men nu er jo det meste forbi – paa denne Aarstid –«

»Jamen jeg siger: det er da Kunst altsammen, hvis noget er det.«

»Kunsten kan godt være Liv. Ellers er det jo for Resten slet ikke Kunst. Aa, men jeg mindes altid her min gamle Lærer i Botanik og Zoologi, som blev myrdet saa skammeligt af nogle Professorer ved sin Doktordisputats –«

»Hør, nej, nu skal De lade være at snakke om andre Ting.«

»Om Forladelse, om Forladelse, he, he – sssj. Men hvad var det, vi snakkede om ?«

»Aa, nej, der er ogsaa koldt hérnede. Vi kommer vist til at gaa hjem.«

202

»Ja, maaske, jeg tror ogsaa –«

De begav sig hen mod Udgangen. Karl gik og tumlede med sine Tanker, men kunde ikke faa Samling paa det, han vilde sige.

»Det er nu behageligt at komme til at snakke igjen,« sagde han pludselig. »Kunde De ikke sige mig et Sted, hvor der var nogle flere af Deres Slags?«

»Af min Slags – sssj – det veed jeg ikke. Men der, hvor jeg logerer, har vi altid nok at snakke om.«

»Hvor er det?«

»Det er paa Gasværksvejen.«

»Er det et Pensionat, hvor enhver kan komme ?«

»Jah – Den Dame, som ejer det, er Enke efter en Forpagter i Jylland. Han havde sin Broders Præstegaard i Forpagtning.«

»Naa, jamen jeg mener: De har ikke nogen særlig Adkomst til at være der. Enhver anden kan ligesaa godt – –«

Hr. Helium dukkede, lo undselig og hvislede med Mundvigerne: »Jeg – sssj – boer der ganske vist særlig billigt, fordi jeg har været en Slags Plejesøn hos hendes Svoger, – men – æh –«

»Jamen jeg vilde saa gjerne betale fuld Pris.«

»Ja, saa vilde det være mig en stor Fornøjelse at indføre Dem – ikke blot – he, he, he – paa Grund af Deres personlige Egenskaber – men for at bringe min Værtinde saadan en – æh –«

»Fed Bid –«

»Ja, – ikke sandt – he, he, he – sssj –«

»Er der et Værelse ledigt mon?«

»Ja. Hun mistede netop en Pensionær nu ved Sommerferien.«

»Hør, jeg gaar ligestraks med Dem ud og seer paa det Værelse. Det er saadan et rent fortvivlet kjedeligt Sted, jeg boer. – Og der er altsaa virkelig flere interessante Personer, som logerer der?«

»Interessante – sssj – ja – he, he, he –«

»Ja, som De selv ?«

»Ja, det er der. – Der er altsaa en grundtvigiansk Theolog og en jydsk Filosof – og der er et Par Kjærestefolk, som almindelig menes at ville slaa op en af Dagene, – og en meget overanstrængt Kunstner, men som har lidt Penge, – ja, og en Nordmand, der er Invalid fra 64 – –«

»Invalid?«

»Ja, det vil egenlig sige: han kunde have været det – men han kom 203 tilfældigvis ikke længere end til Fyen – sssj – saa blev der Vaabenstilstand –«

»Hvor har han da Skaden? – eller har han slet ingen?« »Der er nogle, som mener, det er i Hovedet, he, he –« »Naa, men de er gode allesammen – jeg mener, til at snakke

med -?«

»Fortrinlige, ganske fortrinlige – sssj – jeg er en komplet Sinke i

Sammenligning –«

»Ja, nu følger jeg med Dem,« sagde Karl, da de var naaet til Hjørnet

af Teglgaardstræde. »Det er Skade, at man ikke kan mønstre Husets

Beboere saadan paa Kommando, men – Værelset og Værtinden kan

man da see paa.«

204

II

Resultatet af Besigtigelsen blev, at Karl lejede sig Logis paa Gasværksvejen fra 1ste November.

Han gik hjem til Nørresøgade med en ganske behagelig Følelse af ved et Skridt, der krævede lidt Selvovervindelse, at have sørget for sin Fremtid: at han ikke helt skulde drukne i Ensomhed.

Ellers havde han det ikke for godt de nærmest følgende Dage. Skjønt han syntes, han stadig stod paa Vagt overfor de fremmyldrende Tanker om Rebekka, havde der alligevel dannet sig saamange Muligheds-Theorier i hans Hjerne angaaende Betydningen af hendes Ord og Optræden i Kongens Have, saa det var ganske forvirrende at komme i Lag med hele denne Forestillings-Kreds. Tildels forat holde sig klar deraf, arbejdede han med stor Iver. Desuden var han i den sidste Tid begyndt at læse en hel Del Skjønlitteratur i sin Fritid.

Det var med adskillig Forundring over sin egen litterære Tilstand, at han tog fat paa flere af de danske Digtere. Han havde ganske vist forlængst indseet Ukorrektheden af sin Barndoms Forestilling om, at man i Holting kjendte alt, hvad der fortjente Navn af dansk Digtning, – og dog sad det ham ubevidst i Blodet, at det kun var Biting, Smaating, det, som han ikke kjendte. – Nu fik han første Gang, igjennem Hr. Hellum og sin egen Læsning, et levende Indtryk af, at man ikke kunde undgaa at regne med Chr. Winther, Paludan-Müller, Heiberg og Hertz som virkelig betydelige, danske Forfattere. »Hjortens Flugt« havde i sin Tid Lærerinden, Ida Vinding, sværmet for og læst for sine Elever, – men det var i den Tid, da et Skuldertræk af Onkel Jørgen totalt kunde tilintetgjøre en Bogs Anseelse hos Børnene. Og Karl kunde da ogsaa huske, at der havde været Steder i »Hjortens Flugt«, som Ida Vinding selv med Skam og Bluelse havde maattet springe over, naar hun læste op af den. – »Adam Homo« havde Onkel Jørgen engang begyndt at læse for Børnene, paa Anbefaling af en meget

anseet Præsteven, han havde. Men dens ufolkelige Tone havde

ligestraks bragt Bogen noget i Miskredit baade hos Oplæseren og 205 Tilhørerne, og da man var naaet til de forargelige Steder i 5te Sang om Trine og Line, da var Paludan-Müller færdig. – »Der seer man dog, der seer man dog!« havde Onkel Jørgen sagt. »Nej, hvor Aanden er borte, der følger saa meget andet med« – Karl havde ellers, som Barn, af denne Forfatter kun kjendt Sangen: »Brat af Slaget rammet«, – og den var jo for Resten god nok; men Karl havde ikke – efter dette med »Adam Homo« – kunnet synge den uden den Følelse, at Paludan-Müller jo egentlig ikke var værdig til at skrive saadan en Sang. Trine og Line – det var nogle rare »fromme, stærke Kvinder!« –

Nu læste han i Løbet af fjorten Dage baade »Hjortens Flugt« og »Adam Homo«, og blev dybt forundret – og foruroliget tillige. For de var ham som Verdner, disse Digterværker, men Verdner, der allerede var ældede, bortdøede, – han kom til at tænke paa de Kulturfolk i Mexiko og Sydamerika, der saa sporløst var forsvundne, – følte med Ængstelse Livets uendelige, altspottende Rigdom, der bestod i, at alt skulde forgaa. – Heller ikke Læsningen af disse Bøger formaaede da at sprænge hans meget elegiske Stemning; de havde i deres Forgangenhed selv noget tungt, vemodigt over sig.

Da saae han i et Vindue i Bagges Antikvariat et meget pænt Exemplar (»som nyt«) af Drachmanns »Tannhäuser«. Han kjøbte Bogen og faldt i den, hjemme i Nørresøgade, før han havde faaet sin Overfrakke af – han vilde blot see Begyndelsen – og læste saa til Thetid, trak Frakken af, var nede at drikke The uden at mæle et Ord – og læste Bogen ud til Midnat –

Fornemmer du en Luftning sød,
der aander baade Liv og Død,
der slapper Knæet, løfter Sjælen,
- – – – – – – – – – –

da, Kammerat, stat op og stjæl en
tre, fire Dages Tid fra Tiden.
Thi det er Vaar! –
- – – – – – – – – – –

Det var som en Guddom, der befalede – Vaarens Gud – saa stod det der!

206

Jeg gaar som i Blade
af den flagrende Vaar;
det gynger paa Blomster, hvorhen jeg gaar –

Nej, hvor det var friskt, nyt, vordende – intet Forgangent! – det var, som man kunde høre paa Ordenes Klang, at Drachmann levede endnu i dette Øjeblik, – Dr. Fensmark kjendte ham jo personlig, man kunde godt møde ham paa Kongens Nytorv i Morgen, – han var endogsaa spillevende, det var jo utroligt, som Folk snakkede om ham.

- – I det samme slog det ham, at dette var naturligvis den nye Digtning, som Rebekka flere Gange havde nævnt. – Jamen det var jo ogsaa Rebekkas eget Væsen:

Jeg gaar som i Blade
af den flagrende Vaar;
det gynger paa Blomster, hvorhen jeg gaar –

- og – det stod ham klart, at intet i Verden skulde tvinge ham bort fra hende, hindre ham i at vinde hende! – –

Da han og Helium en Dag ikke længe efter løb op ad Trappen til Dr. Fensmarks Værelse paa første Sal, stod der paa Trappeafsatsen en forfærdelig lang Herre, som de kom forbi og derefter saae ovenfra, – han førte nemlig Afskedspassiar med Dr. Fensmark, der stod lænet over Rækværket udenfor sin Dør, og lo og raabte ned til ham.

»Jamen saa paa Fredensborg Station, Onsdag Kl.3.15. – Nu maa De ikke lade os løbe forgjæves! –« sagde den fremmede Herre, – han havde saadan en mærkelig hæs, men dog saa frisk og ungdommelig Røst.

»Næh! – – Men i lige Maade! – Jeg er vist mere udsat derfor,« sagde Dr. Fensmark.

»Gu' er De ej! – naar det gjælder noget, saa er jeg s'gu præcis nok – ha, ha, ha – Farvel!«

Karl havde seet den Fremmedes Ansigt igjennem en Solstrime, der skjød sig ned fra Vinduet over hans Hoved. Han syntes, Ansigtet mindede ham om Skovbund om Foraaret med Solskin og 207 Skovblaanen over. Det var som et helt Syn med det Menneske her paa denne slidte, kjøbenhavnske Trappegang. Karl var sletikke i Tvivl om, hvem det var, skjønt han aldrig havde seet noget Billede.

De var komne ind i Fensmarks Stue. Denne gik hurtigt op og ned ad Gulvet, næsten som efter et Sindsoprør, – pludselig gned han straalende fornøjet sine Hænder, men sagde i det samme: »det er rædsom koldt idag!«

»Ja ude!« svarede Hr. Hellum og hvislede med Mundvigerne.

»Det var Drachmann,« sagde Fensmark. – Da han tilfældigvis intet Svar fik paa denne Bemærkning, tilføjede han, idet han satte sig, i en kort Tone: »Det er en Ven af mig.«

»Ja, det var jo Digteren, ikke sandt?« sagde Hellum.

»Naa, De veed dog, der er en Digter, der hedder Holger Drachmann.«

»Jo, bevares – he, he, he –«

»Saa veed De maaske ogsaa, at det er Danmarks største Digter.«

»He, he, he – sssj –«

»Jeg har netop læst hans »Tannhäuser«,« sagde Karl.

»Ja, lad os nu bare kile paa vore ciceronianske officia – det passer nok bedst for os.«

Saa læste de, og Fensmark kom snart i sit gode Humør igjen og var meget elskværdig, han følte maaske ogsaa, at han uden Grund var bleven gnaven før.

Han brugte egentlig Lexicon temmelig meget. Det gjorde Grabow aldrig, naar han underviste. – Men Fensmark brugte det paa en saa flot, selvfølgelig Maade, saa det udenvidere indgik som et nødvendigt Led i den moderne Udvikling med dens mange fortræffelige Hjælpemidler til at lette Menneskehjærnen dens Arbejde. Han tumlede med Lexiconet paa en noget haard og hensynsløs Maade, ligesom en Trolddomsmester kunde mishandle en eller anden stakkels, tjenende Naturaand. Han lagde Foden op over sit ene Knæ; derved kom hans elegante Ben i de graastribede Benklæder til at danne en horizontal Trekant, – paa hvilken saa Lexiconet blev kastet ned, og hvor det maatte af med sin Visdom.

Ogsaa i Dag maatte Karl beundre dette levende, spillende Overblik, han formaaede at give ud over Sprogmarken, næsten som om man saae hen over et Foraarslandskab, – men samtidig gav han rigtignok Hellum Ret i, at Fensmarks Behandling af Sprogmaterialet var 208 forunderlig usjælelig og uhistorisk. Man havde en lignende Fornemmelse derved, som om man kunde gaa og botanisere eller anstille geologiske Undersøgelser paa Isted Hede eller Dybbøl Bjerg.

Mod Slutningen af Timen blev det stadigt Solskin udenfor. Det havde ellers hele Dagen været skyet og skiftende. – Karl kunde ikke lade være at see paa Solstraalerne, der kom listende ind over Vindueskarmen, ned paa Gulvet, hen over Listetæppet, som dækkede den midterste Del deraf – Og pludselig kom han til at huske paa Begyndelsen af »Tannhäuser«: Beskrivelsen af Ingeniør Kolbs Værelse var jo som hentet fra denne Stue. Han drejede uvilkaarlig Hovedet om mod Baggrunden af Værelset, – jo, virkelig: dér stod Sovesofaen! – han havde i Øjeblikket rent glemt den. – – Mon virkelig Fensmark skulde være Modellen til Anton Kolb? Ja, hans Væsen passede egentlig godt nok – dette lidt selvfølgelig mandige, denne paa Forhaand givne Gentleman, som han var i hele sin Optræden, af hvilken dog andre ikke i samme Grad blev overbeviste i saa Henseende, som han vistnok selv var det. – Men Karl syntes nok, at Fensmark skulde haft lidt mere af det drømmende ved sig for ret at ligne Kolb. Naa, man vidste jo ikke, hvad Tid og Lejlighed kunde aabenbare ogsaa af dét – man vidste jo i det hele ikke – og det var jo netop det interessante – hvor langt Ligheden gik mellem den virkelige og den digtede Person. – Tænk, hvis det nu var saadan en Tur som den til Breidsholm, der forestod Fensmark paa Onsdag. »Paa Fredensborg Station Kl. 3.15.« – »Lad os nu ikke løbe forgjæves.« Hvem mon disse »vi« var? det havde været interessant at vide. – Hm. – Han kastede et stjaalent Blik paa Fensmark. Jo, Haaret kunde ogsaa godt passe: det var jo egentlig kjønt Haar, krusede saa kraftig, især i Nakken – netop som efter Beskrivelsen.

»Nu er Klokken tre,« hørte han pludselig Fensmark sige, – og opdagede, at han selv havde været temmelig fraværende paa det sidste. »Det var s'gu dejligt, – ja, undskyld, mine Herrer, men jeg trænger i høj Grad til at komme ud at røre mig. – Der er ingen af de Herrer, der vil gjøre mig Følgeskab ?«

»Jeg skal hjem og drikke Kaffe – sssj – det kan jeg ikke undvære,« sagde Hellum.

»Den tager vi i Grønningen.«

»Jamen bagefter skal jeg læse.«

»De vil, med andre Ord, ikke med. – Hr. Wintrup?« 209 »Joh –«

»Eh bien! – vent et Øjeblik!« – Dr. Fensmark gik med kraftige Skridt og determinerede Bevægelser ind i sit Soveværelse, idet han aabnede og lukkede Døren, netop saadan som en Dør skal aabnes og lukkes af en sund, kraftig og harmonisk udviklet Mand, der tillige er delagtig i sin Tids højeste Kultur.

Nogle Minuter efter traadte han atter – fuldt færdig – ind i Studereværelset: Overfrakke, Cigar, Stok, Handsker, høj Silkehat, – snurrede med Foden Spjældet paa Kakkelovnslaagen til paa en Maade, der atter mindede En om en moderne Tids mange Nemheder og Bekvemmeligheder – bød Cigar, og gik, under højrøstede, muntre Trappeudtalelser, ned med sine Gjæster.

»Gaar vi ud paa Langelinie ?« sagde han til Karl, da Hellum var forsvundet

»Ja, det kan vi godt.«

»All right !«-–

Det holdt sig ved ligegyldig Passiar helt om til Volden ved Østre Anlæg.

Det var saa forunderligt for Karl, sammen med denne Fremmede, at gaa lige forbi Porten ind til Rosenborg Gartnerhave, – og naturligvis vævede Billederne af Rebekka, af Baronessen fra Breidsholm og af Drachmanns Skikkelse i Dag paa Trappen i Teglgaardstræde – sig sammen for ham til et uklart, bølgende – ligesom foraarsbølgende – Stemningsvæv. Og ved hans Side gik Fensmark, der maaske havde været med paa Turen til Breidsholm. – Øjeblikket blev ham paa en Gang saa tungt skjæbnesvangert, saa bristende betydningsfuldt. – –

»Jeg har kjendt en gammel Herre, som sagde, at der var Mennesker, der ansaae Livet for at være ganske betydningsløst.«

»Saa,« sagde Fensmark kort, blot kvitterende for Modtagelsen af det meddelte.

»Ja, at Livet sletikke havde nogen Mening eller Betydning.«

»Naa.«

»Ja – mon der da virkelig er nogen, der troer det?«

»Hvorledes mener De?« Fensmark gik og gav hver af Voldens Træstammer et lille Slag med Stokken, idet de passerede.

»Jeg kan godt forstaa, at nogle Mennesker kan have en Betragtning af Livet, om hvilken andre vil mene, at den gjør Livet betydningsløst. Men der kan da ikke godt være nogen, som mener, at Livet, efter 210 deres egen Betragtning deraf, er uden Betydning. Det vilde da være en Modsigelse.«

»»En Mo'sigelse,« som gamle Rasmus udtrykker sig.«

»Hvem er det?«

»Han er Professor i Filosofi ved det herværende – – Universum.«

»Naah! – – Jamen vilde det da ikke ogsaa være det?«

»Hvad vil det sige, at en Ting har Betydning?«

»Hvadbehager?«

»Jeg mener: naar, under hvilke Forhold, er det nødvendigt, at en Ting skal betyde noget, for at have Værd overhovedet ?«

»Skal det være en Vittighed?«

»Nej, jeg taler s'gu i fuldeste Alvor.«

»Men saa er det da virkelig ogsaa under alle Forhold nødvendigt, at en Ting betyder noget, – ellers saa –«

»Ellers saa ? – – betyder den ingen Ting. Ganske rigtigt – Men det, som en Ting er i sig selv, det behøver den ikke at betyde. Og naar en Ting er alt i sig selv, saa hverken maa eller kan eller skal den betyde nogetsomhelst. Derfor er Livet absolut betydningsløst, thi Livet rummer alt.«

»Ja – – hvilket Liv ?«

»Hvilket Liv? – Mener De: Kjolelivet eller Menneskelivet?«

»Er det Livet her i Verden?«

»Aa, ja, aa, ja – i Kjøge! – – Jo, dér har vi Humlen! Livet »her i Verden« er ingen Ting for Folk, naar det ikke betyder noget andet, som de ingen Verdens Ting veed om. Det er dog Vanvid! At et ungt, vel begavet Menneske fra anden Halvdel af det 19de Aarhundrede! – –«

»Jeg har jo ikke sagt Dem noget videre om mit eget Standpunkt.«

»De har sagt alt, alt, – saasnart De har spurgt om Livets Betydning!«

»Jeg veed dog ikke – –«

»Jamen det hele ligger jo deri! – Jeg kan forstaa, saalænge en ung Mand gaar og lirker for en Skjønhed, og ikke veed, om hun vil eller ikke vil – at han da spørger: hvad betyder Dit, og hvad betyder Dat – hvad betyder den Haandbevægelse, og hvad betyder den Krølle, hun dér slog paa Næsen? Men naar han ejer hende, naar han har erobret hende, nyder hendes Skjønhed i fulde Drag – da er der dog vel ingen, der gaar og spørger sig selv eller andre: hvad betyder – ja, hvad skal jeg sige? – det, at hun hviler i min Arm hver eneste Nat? – Det er jo, Gud hjælpe mig, den dødeligste Fornærmelse mod Livet, der kan 211 et elskende Par, hvor Mandspersonen, under de ømmeste Omfavnelser, de intimeste Kjærtegn, stadig spørger den Elskede: hvad betyder nu desseherre, Clotilde? – Naa, men der er s'gu ingen af dem, der spørger om Livets Betydning, der virkelig har omfavnet det. – – De skulde kjende Drachmann – –«

»Siger han ogsaa, at Livet ingen Betydning har?«

»Gud – nej! – han er en stor Filosof, naar dét kommer over ham, og Alvorsmand – – men han kan saa herlig glemme det altsammen, og da er han rentud guddommelig, – saadant et Festøjeblik, naar Holger Drachmann er sammen med sine Venner – -, nej, det betyder ikke det mindste, det henviser ikke til noget andet, for det er alt – det rummer det hele – det er guddomsfyldt, saligt, fuldkomment – hvad De vil! – I et saadant Øjeblik da føler man, at dette Liv er virkelig det evige Liv, og at denne Verden er i Sandhed guddommelig, er Gud selv!« –

»Naa, er det paa dén Maade, De siger det?« sagde Karl i ganske naiv Forundring.

»Om jeg siger det paa dén Maade ? – ha, ha, ha – ja, det kan De vel nok høre!«

»Jeg troede, at De nægtede Gud og det evige Liv.«

»Troer De da virkelig, der gives Mennesker, hvis Sprog mangler Superlativ? Troer De ikke, en Fritænker kjender –«

»Det er altsaa en personlig Gud, De nægter?«

»Gud er netop akkurat saa personlig som De og jeg; thi det er Dem og mig og hele Menneskeslægten, der danner det personlige Moment i Gud«

»Hm. – Men det evige Liv nægter De da – jeg mener –«

»Saa. – Min gode Hr. Wintrup, jeg skal sige Dem Forskjellen paa Dem og mig, hvad angaar det evige Liv: De troer maaske, eller troer maaske ikke, paa et evigt Liv, der engang skal komme, og som De intet veed om. Jeg kjender og føler og lever og fyldes af det evige Liv – her paa Østervold, hvor jeg staar og gaar – jeg har erobret det; men det har De nok ikke.«

Skjønt Karl godt vidste, at Fensmark ikke kunde tale om Rebekka, var det ham dog, som om Samtalen mere og mere kom til at dreje sig om hende. – –

»Hvordan har De erobret det?« spurgte han ganske uvilkaarligt

212

»Jeg har jo erobret hende!«

»Hvem?« brast det ud af Karl.

»Ha, ha, ha – hvad er dog dette for et indiskret Spørgsmaal! Hendes danske Navn faar De lade mig beholde, men paa Latin kan man godt kalde hende Vita – med Tilnavn Æterna. Hun har nemlig lært mig, uden al Theologi, at Livet er evigt, og at denne Verden er en Guddom, der kan fremtræde endogsaa under meget tiltrækkende personlige Former.«

Skjønt Fensmarks Ord virkede næsten med Tryllemagt paa Karl, saaat der i hans Sind rejste sig som med eet Slag en helt ny Verdensbygning, ønskede han dog sin Læremester hundrede Mile borte, fordi Tonen saarede ham, – saarede ham, fordi det hele for Karl kom til at handle om Rebekka Woltersien, hun, som i denne nye guddommelige Verden ligestraks blev Guddommens Personliggørelse for ham. Karl blev meget tavs, svarede næsten ikke paa Fensmarks fortsatte Udviklinger om det evige Liv og meget andet, – han var ganske hensunken i disse store, overvældende Tanker. – Ja, saaledes maatte det være: Forelskelse – det var ikke saadan en Ting for sig til en Side i Tilværelsen. Hele Livet var en Forelskelse, derfor var Livet evigt og guddommeligt, og den Elskede var Livets Guddom. – Hvor det var herligt – tænkte han pludseligt – at blive troende igjen, – hvad var saa vederstyggeligt som denne lede, klamme Vantro! – Og denne Tro var just, hvad hans Hjerte higede og hungrede efter: Livet er evigt! Livet er evigt! Netop denne Verden er guddommelig, thi her har jo Guddommen selv aabenbaret sig for mig i den, jeg elsker, elsker, elsker! min Gudinde, Dronningen over hele min Verden, Rebekka! Rebekka!-–

Det Uhyre til Fensmark! som gik dér ved Ens Side, saa man ikke kunde raabe, ikke hviske engang.

Idetsamme hørte han Fensmark sige højt:

»Jeg hører Din Stemme.
Det er Fuglenes Sang
Og Hjortens, som kalder paa Hind over Vang.
Hvor skal jeg mig gjemme?
Der er Fugl, der er Hjort i det fjerneste Land;
Over Verdener rækker Din Stemme!«

213

»Hvad er det?« sagde Karl forskrækket, – han mærkede ogsaa først nu, hvor fuldstændig han maatte have været borte fra Samtalen.

»Jo, De er en behagelig Selskabsmand,« sagde Fensmark; »selv har De i lange Tider intet sagt, og saa hører De ikke engang, hvad en anden kan opvarte med«

»Det var jo et Citat – af »Tannhäuser«?«

»Det var det Citat, som voldte, at den unge Taarbæk-Dame, jeg talte om, – da hun hørte Hjortene forleden i Dyrehaven, – udbrød: »Hør! kan De høre: nu brøler Drachmann!««

»Skulde det være morsomt?« sagde Karl ærgerlig.

»Det skulde ikke være noget – det var blot et Udtryk for den Sindstilstand, hvori Drachmanns Poesi har hensat alle Nordsjællands unge Damer.«

»Aa!« sagde Karl kort.

»Ja, veed De hvad, i en Tid som vor, hvor de høje Guder atter stiger ned til Jorden, da synes jeg nok, man kan have Grund til at prise sin Lykke, at man ikke er Kvinde.«

»Skal vi ikke vende om?« sagde Karl og saae op.

»Ja, vi har s'gu sat en god Fart paa. Nu er vi paa Strandvejen.«

Men Karl stod ubevægelig uden at høre: Han var pludselig bleven sat syv Aar tilbage i Tiden. Hér var det, han paa Kjøreturen ud til Grundtvigs, sammen med Faster Marie og Kathrine og Anna, første Gang saae Sundet. – Og som dén Gang sagde det indeni ham: Fædreneland ved den bølgende Strand! – Thi her laa det atter, Sundet, mørkeblaat, skinnende i Sol og i Oktoberblæst. – Og denne Kjærlighed til Danmark var jo vel næsten det eneste, han nu havde tilbage af alt det, han dengang levede i. Det var dog en underlig vemodig Følelse – aa ja, det var meget mere, for det var, som om Bunden sank under ham, hvor han stod – – og i Tankerne sprang han, som fra et synkende Skib, over paa – – over i det nyopdukkede Land, det nyfødte Rige, hvor Rebekka var Dronning. Han følte sig taknemmelig mod – ja, det maatte jo være mod hende – men ogsaa overfor det Evige – det Uendelige, det Vidunderlige, som hun var Udtryk for, – at han dog var kommen til Land igjen, til Tro, til Haab – – til Kjærlighed. Hvor havde han tit hørt Onkel Jørgen nævne de tre Ord, – men det var jo ogsaa sandt! det var jo det, som det altsammen drejede sig om: tro og haabe og elske! Aa, Rebekka! - 214 Da de var komne tilbage til Bredgade, sagde Fensmark Farvel; han skulde ind i Byen. Karl takkede for den behagelige Tur, men da han først var sluppen løs fra sin Ledsager, drev han om paa Maa og Faa. – Han var kommen ind i Store Kongensgade, uden at tænke derved, og pludselig saae han sin Skrædders Udhængsskilt – et Stykke nede i Dronningens Tværgade.

Han stod stille og saae ned mod Træerne i Kongens Have for Enden af Gaden. Over deres Toppe drev sorte Raager og Kaaer i Blæsten – tydeligt synlige mod den klare Aftenhimmel. Han syntes endogsaa, han kunde høre dem skrige og kvække.

Hvorfor skulde han ikke gaa derop nu? – det var jo dog Livet, det gjaldt. Og han fik aldrig større Mod end i dette Øjeblik! – – Han gik ned mod Haven. – Ja, hvor var det sandt, at hun var eet med al Livets Skjønhed, at Naturens Herlighed i hende var personliggjort. Alt dette dejlige dernede, det var jo Rebekka: denne Himmel, disse flyvende Fugle, disse Farver, denne friske Oktoberblæst – i hende var det blot blevet til Person og kunde tale til ham, kysse ham – Rebekka! aa, Rebekka!

Han løb op ad de gamle Trapper i Nummer 37, der var saa underlig faste, tætte at træde paa, – alt Materialet i denne gamle Ejendom var vist sunket saa godt sammen, saa det af den Grund sletikke kunde fjedre mere, – og ringede saa paa den store, brunmalede Entreedør, med de store, flade Felter og Fyldinger til det lille, slidte Messing-Dørgreb. – – »Er Geheimeraaden og Frøkenen hjemme ?«

»Jo, men Geheimeraaden er meget syg. Frøkenen er inde hos ham.«

»Saa. – Ja, vilde De blot melde Student Wintrup og sige, at jeg gaar straks igjen, hvis det ikke er belejligt.«

Husjomfruen førte ham ind i Dagligstuen.

Det forekom ham saa urimeligt, da han stod herinde, at Sygdom kunde være farlig her i Huset. At der i det hele taget var noget, som kunde bringe disse Stuers Beboere i Forlegenhed. Alt var jo saa sikkert-fornemt, saa selvfølgelig-overlegent, – selve Virkeligheden saae herinde fra ud som et Kunstværk til Glæde og Nydelse: dette fantastiske Efteraarslandskab af Trækroner, som man saae lige ud i – gjennem de høje, forholdsvis smalle Vinduesaabninger i den skumringsmørke Væg – et uroligt, skinnende Løvhav, som Blæsten bevægede hid og did foran Rosenborg-Slottets Kobberspir, der fast og roligt og lykkeligt tegnede sig mod Aftenhimlen.

215

Nu var hun herinde – hun var herinde! – for der var ellers saa dunkelt derhenne i Baggrunden af Stuen. Det var hende, der nu gik frem over Gulvet.

»Onkel er rigtig meget syg,« sagde hun, og hendes Stemme lød virkelig ængstet og forknyt. Hendes Stemme forknyt! – hvor det dog virkede forunderligt! Og hendes sorte Kjole, der slæbte lidt, havde noget ligesom tungtfaldende ved sig, der mindede ham om Marie Antoinettes Kjole paa Fængsels-Billedet.

»Det gjør mig da forfærdelig ondt af høre,« sagde han meget bedrøvet, skjønt han ikke kunde skjule for sig selv, hvilket Held det var for ham i Øjeblikket. – »Er Sygdommen paa sit Højeste, eller synes den at tage af?«

»Nu har han faaet Morfin. Saa er han helt fri i Førstningen og falder i Søvn. Det er Stensmerter.«

»Saa sover han nu?« – Karl blev forskrækket over sin egen Stemme; den udtrykte en altfor glad Medlidenhed.

»Hvad vil De, Karl?«

»Aa – jeg vil – –« han greb hendes Haand –

»Jeg kan mærke, jeg holder meget mere af Onkel, end jeg vidste af,« sagde hun.

Han blev saa lykkelig over den fortrolige Klang i disse Ord, saa han glemte, at de egentlig ikke angik ham. Han drog hende ind til sig og kyssede hende flere Gange paa Kinden, men da han sletikke mærkede noget til Gjengjæld paa disse Kjærtegn, blev han bange og holdt op.

»Maa det ikke være med os ligesom før – ligesom det var i Forvejen?«

»Det er nok saadan allerede,« sagde hun.

»Jamen – jeg mener: maa vi ikke ogsaa være forlovede?«

»Det eneste, jeg vil love Dig, Karl, er, at jeg vil sige Dig straks, om der skeer nogen Forandring i mit Sindelag overfor Dig. – Kalder Du dét Forlovelse – ja, saa – værs'god.«

»Tak, tak! – aa, Du – –«

»Skal det saa offentlig udraabes?«

»Nej, nej – –«

»Naa, Gud ske Lov!«

»Men jeg maa vel nok – –«

»Gjør, som Du vil, naar blot jeg maa elske Dig uden at være forpligtet dertil.« – Og for første Gang – siden hin Nat – fornam han et 216 Kjærtegn fra hendes Side, – blot at hun trykkede sit Ansigt mod hans Skulder.

Saa gik hun hen og saae ud ad Vinduet. Himlen glødede endnu, men kastede ingen Glans. Alt det paa Jorden saae mørkt og oktoberkoldt ud Det var, som Lyset havde løftet sig op – bort fra den.

Karl følte en saadan pinlig Trang til at favne hende med sine Arme, til at trykke sit Ansigt mod hendes, til at kysse hende, blive ved at kysse hende – –

Hun saae om paa ham.

»Gaa nu, Karl! For nu bliver De dog vist kun dummere og dummere af at være længere heroppe i Aften. Nu kan De jo ogsaa trøste Dem ved den søde Tanke, at vi er forlovede.«

»Ja – –«

Pludselig vendte hun sig helt om, gik hen til ham, tog ham om Hovedet og kyssede ham paa Munden.

»Godnat – Du!« sagde hun, og forlod Stuen ad samme Vej, som hun var kommen. –

Karl gik ned og over i Kongens Have. Han spadserede her en Stund frem og tilbage, idet han syntes, at han maatte have lidt Tid, forat hans Glæde ligesom kunde sætte sig. Men da det viste sig, at han egentlig sletikke var glad, skyndte han sig hjem.

217

III

Den første November flyttede Karl saa ud paa Gasværksvejen. Istedetfor Udsigten over Søerne fik han det Indre af en stor Bygningskarree, opfyldt af Udenomsbekvemmeligheder, Brændestabler og smaabitte Havestumper. – Men Menneskene her skulde jo erstatte ham dette Tab.

Til hen paa Eftermiddagen havde han haft travlt med at bringe Orden paa sit Værelse, navnlig i sine Reoler. Kl. 3 blev han kaldt ind til Kaffe. – Denne stod, tillige med noget Smørrebrød, paa en Bakke paa Dagligstuens Bord. – Han tænkte, han skulde have truffet Mennesker herinde – Pensionatets Ejerinde f. Eks. – men saae ingen. Stuen, som han sad og betragtede under Spisningen, var helt hyggelig. Gamle Mahogni-Møbler, der tydelig nok ikke var sammenskrabede Marskandiser-Antikviteter, men godt kunde ligne Rester fra et opløst, jydsk Proprietær- eller Forpagterhjem. Svære, mørkegrønne Gardiner, der helt dækkede Væggen og vist ogsaa kunde trækkes hen for Vinduerne – – – men kjæreste Venner! dér sad jo et Menneske henne ved det fjerneste Vindu og saae ned paa Gaden!

»Goddag!« sagde Karl.

Den Tiltalte rejste sig fra sin bortvendte Stilling og fremmumlede en Gjenhilsen. Hans Bevægelser var langsomme og sejge, som om han kunde have ligget i Hi derhenne ved Vinduet i flere Maaneder. Han stod et Øjeblik tavs og betragtede Karl i en meget krumbøjet Stilling, næsten som En, der befinder sig paa et kritisk Højdepunkt af Mavepine; saa sagde han med temmelig stærk norsk Betoning: »De tillater, at jeg ryker paa min Snadde?«

Stemmen angav tydelig, at et nægtende Svar vilde blive betragtet som en vanvittig Uforskammethed

»De er kanske den nye Pensionær, Hr. Wintrup?«

»Ja.«

»De tilgiver min Nysgjerrighet, he, he, he,« – haanlo han. Man kunde næsten forfærdes over den Afgrund af Ironi, hvorfra denne Stemme gav Gjenlyd. Der var ogsaa i hans Holdning noget, der vist 218 skulde minde om den ordkrænge, norske Bondefant, der kommer ind og siger Uforskammetheder bent i Synet paa Kongen og hele hans Hof.

»De skal kanske indtake Deres Kaffee her i Dagligstuen?«

»Hvad mener De?«

»De og jeg er nemligen de eneste, som hidindtil har nydt den Æren.«

»Saa.«

»De undskylder mine Bemærkninger, he, he, he.« – Saa gik han paa Hælene hen og spyttede i Asken paa Kakkelovnspladen. Hans Bevægelser var, som nævnt, meget langsomme og ligesom besværlige; dog bibragte de En ogsaa den Forestilling, at han i sin Tid havde været med til at danse Halling. Der var megen norsk Trods i dem.

Karl tænkte med Undren, at han sikkert som Dreng vilde have seet med svimlende Ærefrygt og Begejstring paa denne Mand, hvis Væsen var saa norsk, og som havde gjort – om end for sent – et Forsøg paa at komme Danmark til Hjælp i 64.

»De studerer hernede i Kjøbenhavn?« spurgte Karl.

»Nej, jeg indskrænker mig til at friste Livet. Jeg trækker ikke flere Veksler paa en lovende Fremtid.«

»Aa, ja, De er vist ogsaa ældre – end –«

»De anstiller Observationer, Højstærede! – Og De kommer til det Resultat, at jeg er for gammel – for gammel – he, he, he –«

»Ja, til at være Studerende.«

»Jeg vil da sikkert hos Dem kunne erholde Oplysning om, i hvilken Alder Mennesket ophører at studere – der er, saa vidt jeg vet, paa Dansk: at vise Iver, at være opta't af noget –«

»Ja, hvis De vil sige mig, paa hvilket Tidspunkt en Samtale ophører at være morsom, saa – kan jeg maaske –«

»Særdeles gjerne – og med største Lethed –«

»En anden Gang –« Karl rejste sig og gik ærgerlig ind paa sit Værelse. – Hvad var dog det for en Bavian! – han var jo halvgal af Indbildskhed. – Han vilde da ikke haabe, at de øvrige Pensionærer var af samme Kaliber!

219

Om Aftenen ved Thebordet syntes hele Personalet at være samlet. Samtalen gik en Smule trægt i Førstningen, maaske paa Grund af den Nyankomnes Nærværelse. Karl gjorde et Par Spørgsmaal angaaende Nordmanden, der kom lidt efter de andre. Det blev ham meddelt, at han hed Knausestad, ernærede sig meget kummerligt ved Kontorarbejde, men fik Hjælp af to gamle, danske Damer, Søstre til en afdød theologisk Kandidat, sammen med hvem Knausestad havde gjort sit Felttog til Fyen, – og gode Veninder af Fru Dalsgaard.

Det varede dog ikke ret længe, før der ved Bordet udbrød en Disput, hvori alle – undtagen Karl – styrtede sig ind med en saadan Iver, ja, næsten Raseri, saa han syntes aldrig, han havde hørt Mage. Spørgsmaalet, hvorom den drejede sig, var dette: hvad der maatte kaldes mest raat, at dræbe en levende Mand, eller at flaa en død Mand.

Kjærestefolkene, Hr. Aggerholm og Frøken Andersen, der altid var uenige, valgte naturligvis ogsaa her modsatte Standpunkter – (deres Forlovelse gik senere i Stykker i den store, geografiske Strid mellem Professorerne Erslev og Løffler, hvor hver af dem kjæmpede for sin Professor). – Stud. theol. Esby syntes at være et særdeles godt Hoved, men havde noget vist drillende i sin Polemik, som han særlig rettede mod stud.art. Jakobsen – ogsaa kaldet »den jydske Filosof«. Striden ildnedes betydeligt ved de Partinavne, som den gav Anledning til. De, der holdt paa Drab som det raaeste, blev af Esby kaldt »Mordere«; de, som holdt paa Flaaningen, blev da af den jydske Filosof kaldet for »Rakkere«. Saavel Marsyas og Apollon som Sigurd Slembe og de efter Guillotinering flaaede, franske Adelsmænd blev førte i Marken. Men da Hr. Esby kom med endnu flere og fjærnere liggende Analogier og Paralleler, fik Striden en Stund et rent personligt Præg, idet Hr. Jakobsen beskyldte sin Modstander for at bruge uærlige Kampmidler: »Vi skal tale tydeligt!« brølede den jydske Filosof »Men saadant et Ord som Mellemproportional det er utydeligt i denne Sammenhæng. Sagen er jo vanskelig nok i sig selv. Men Du, Esby, Du bruger altid dine utydelige Ord blot for at gjøre Dig vigtig!«

»Naar det ikke netop er Mathematik, man taler om, kan man ikke undgaa at bruge – –«

»Man kan tale logisk og holde sig til Sagen. Logik det er ligesaa klart som Mathematik. Og man maa slet ikke tale om en Sag, før man 220 kan gjøre den selvindlysende, det vil sige: den skal forklares ved et Lys inde fra sig selv, og ikke ved Billeder udefra.«

»Men Menneske! nu taler Du jo selv i Billeder!«

»Det er uærligt sagt!« raabte Hr. Jakobsen rasende. »Mit Billede det angaar jo sig selv, det skal ikke sammenlignes med noget andet.«

»Hvad for en Smed?«

»Det er et Lys i sig selv.«

»Hm!« sagde Hr. Esby og skjød Øjenbrynene højt op paa Panden.

»Ja!« sagde Hr. Jakobsen. »Fordi en Disput er spøgende, kan den godt være ærlig. Men Du bruger uærlige Kampmidler.«

Karl var ganske tavs, men følte sig overordenlig vel ved at sidde midt i denne Larm. Han ligesom skudrede endnu af Ensomheds-Kulde ved pludselig at befinde sig i dette russiske Dampbad af lykkelig Snakkesalighed.

Hr. Knausestad sagde hellerikke meget, bare medgav et Par historiske Oplysninger om Sigurd Slembe, som man fik la' staa fast. – Den overanstrængte Kunstner lo blot, klukkede – næsten ligesom en Høne. Hellum søgte flere Gange at komme med, men hans Indlæg var for lange – han blev hver Gang afbrudt i dem. – Han gik til sidst ind i Dagligstuen og satte sig ved Klaveret.

Endelig sagde Fru Dalsgaard paa sin behagelige Maade: »Naa, skal vi nu ikke leben und leben lassen, og holde op med at flaa hinanden.«

Idetsamme slog Hr. Hellum en Akkord an, der efterfulgtes af nogle Løb og Triller, – men da Selskabet kom derind, vendte han sig forlegen om paa Taburetten og sad og drejede, strakte og trykkede Fingrene paa sin venstre Haand med den højre.

Knausestad havde været inde paa sit Værelse for at stoppe sin Snadde. Han kom nu atter ind i Dagligstuen, hvor der herskede en – hos flere af Selskabet noget irriteret – Tavshed efter Disputen. Han gik straks hen og lagde sig i Hi paa Stolen ved Vinduet, som han stadig stirrede ud ad.

»Spiller De aldrig mere for os, Hr. Hellum ? Eller er Samtalen ble't saa interessant, saa det ikke gaar an?« sagde han lidt efter.

»Nej – vi sidder vist alle og ønsker og haaber,« sagde Fru Dalsgaard, »men vel, som sædvanlig, forgjæves?«

»Naa – sssj – næh –« sagde Hr. Hellum, dukkende og hvislende, -»vil De ha'e den spanske: »Claros soles son tus ojuelos bellos« ?«

»Aa ja, den er saa morsom,« sagde Fru Dalsgaard.

221

»Saah – synes De egentlig det ?« – – Han sang, og blev, som saa mange kejtede, musikalske Mennesker, straks en helt anden: myndig, lidenskabelig, dristigt indsmigrende. – Mod Slutningen af Strofen, hvor Melodiens Bølge pludselig slaar højt til Vejrs med Skum og Fraade – var det ganske, som om en Menneskesjæl kastede sig ud i den store, vilde, uigjenkaldelige Afgørelse, – alt var saa tydeligt sagt, og dog med Musikens vidunderlige, hemmelighedsfulde Navnløshed.

»Igjen!« raabte den jydske Filosof i musikalsk Raseri.

»Ja – den er varm – sssj,« sagde Hr. Hellum. Han sang den atter; og nu mærkede Karl først, hvordan det hele lige fra Melodiens Begyndelse var en Forberedelse til dette Udbrud mod Slutningen, – det var netop, som et helt Liv var sat ind paa dette store Øjeblik. – Man kunde ikke faa nok deraf, og saa endte det dog straks efter paa Klaveret – men levede fort som Længsel og Attraa i Tilhørerne.

»Hr. Hellum! jeg har aldrig hørt noget lignende,« sagde Karl, -»men det er mig fuldkommen umuligt at sige, hvor gribende det synes mig –«

»Nu skal vi ikke have dén mere« – Hr. Hellum bladede i sine Noder.

»Jo, jo, igjen!« raabte Jakobsen.

»Næh, – her er en lille, spøgefuld Italiener.« Han sang: »Il Sor Carlo che vien dall' Olanda.«

Han sang den ikke blot vittigt og skjælmsk, – men saa glædestraalende, saa man med alle sine Sanser fornam den fremmede Sol, der havde modnet en saadan Glæde.

»Jah – hvem der havde Penge – og kunde rejse!« ytrede Hr. Esby henne fra en Krog i den rummelige Stue; ingen af de Tilstedeværende saaes tydelig, undtagen Hr. Hellum, da der kun brændte et enkelt Stearinlys derinde – henne i Lampetten paa Fortepianoet.

»Man behøver ikke at rejse til Syden forat see Folk, der er omtrent ligesaa lykkelige,« sagde Hr. Hellum og gned Hænderne mod hinanden, »man behøver blot at gaa til Folk af en anden Stand, danske Landarbejdere f. Eks.« –

»Høre en dansk Arbejdsmand synge!« sagde Hr. Esby leende.

»Ikke høre ham synge, men see ham holde Maaltid. Glæden kommer til de nordiske Folk ikke saa meget, naar de synger, – nej, deres Sorg kommer med Sang: Glæden derimod mere, naar de spiser.«

222

»Og faar sig en Snaps til!« sagde den jydske Filosof.

»Aa ja – saadan i April Maaned – Eftermiddagsmellemmaden ude i Pløjemarken – jeg husker fra Holstebro-Egnen –«

»Ja, det har De Ret i,« sagde Karl, »jeg kan voldsom godt lide Dem, Hellum, for de Ord; men jeg troer nu alligevel ikke, at man føler sig saa sikker i Glæden, naar man saadan spiser dansk Eftermiddagsmellemmad – for jeg har ogsaa været med dertil – som naar de synger i Italien og Spanien.«

»Næh – sssj – det er jo sandt, de kan bedre glæmme dernede, hvor Somren er saa lang –«

»Glæmme! – nej, men man føler helt anderledes i deres Sang, at Livet hér er deres Salighed, at Verden trods alt er guddommelig, at Jorden i Virkeligheden er Himmerig.«

»Undskyld, Hr. Wintrup – sssj, he, he, he – det er en Følelse, som aldrig har været at finde i nogen Folkesang, – den er – sssj – et Kunstprodukt, som man ganske vist antræffer tidligere, men som dog har faaet sin egentlige Udvikling efter Spinoza, – og især i vor – kunstige Tid«

»Følelsen af Livets Guddommelighed! – Jeg paastaar,« raabte Karl, der nu helt havde glemt sin Fremmedhed i Selskabet af bare Interesse for Emnet: »den, der har sunget »Il Sor Carlo« første Gang – eller endnu mere den spanske – især dette Raab af Sjæls-Henrykkelse tilsidst – han har følt Modsætningen mellem Verden og Gud ophævet – ja, man overbevises om denne Tankes Sandhed, man erfarer den, idet man hører dette Udbrud!«

»Og jeg paastaar,« sagde Hellum, »at Sangeren har sunget ganske naivt, uden at ane nogen Modsætning mellem Jord og Himmel, – hvorfor han umulig har kunnet jubilere over Ophævelsen af denne Modsætning.«

»Men han føler den altsaa ikke – det er jo nok!«

»Nej, det er ikke nok, – for det er noget ganske andet. Ligesom det ikke er nok at sige til et ulykkeligt, voksent Menneske: bliv bare Barn igjen, saa har Du Naiviteten og Lykken. – Han kan jo ikke følge Raadet, ligesaa lidt som vi moderne Mennesker i det hele kan det.«

»Jeg forstaar Dem ikke,« sagde Karl. »Gjør I andre ?«

»Selvfølgelig forstaar jeg Hr. Hellum,« sagde Knausestad. »Men han er fin, han.«

»Jeg taler jo blot om Forskjellen mellem barnligt Hedenskab og 223 kunstmæssig Pantheisme,« sagde Hr. Hellum forlegent og ligesom undskyldende. I det samme drejede han sig paa Klaveerstolen og begyndte at spille og synge: »Är jag född, så vill jag lefva« – atter saa henrivende livfuldt, saa hensynsløst vovende sig selv – han, som ellers altid holdt sig dækket.

»Er dét saa da ikke Salighed paa Jorden, og er dén ikke ægte nok?« raabte Karl.

»Bellmans Følelse er ægte nok, – men han leer ogsaa altid af sin Pantheisme,« sagde Hellum.

»Leer ?«

»Ja, – han lægger aldrig Skjul paa, at han er fuld, naar han prædiker Pantheisme og Himmerig paa Jorden. – Jeg mener: taget for Alvor er den moderne Pantheisme Løgn og Skaberi; men i Fuldskab kommer ethvert moderne Menneske, især mod Slutningen af Rusen, vist mer eller mindre i pantheistisk Stemning.«

»Hør nu!« raabte den jydske Filosof. »Vi er moderne Mennesker, er vi ikke? – skal vi nu ikke ogsaa prøve paa at komme lidt i pantheistisk Stemning, hvad? mer eller mindre? – Hvormeget skal det være? – og hvem vil betale det ?«

»Det vil jeg – som nyankommen!« sagde Karl. »Lad os faa to Flasker Svensk Banko og tre Sifoner Sodavand. Hvor kan vi faa det?«

»Det besørger jeg,« sagde Jakobsen, »her lige ovre paa Hjørnet. – Kom med Esby! jeg kan ikke bære to trepægls Flasker og tre Sifoner paa een Gang. – Men Wintrup: saa maa De forpligte Hellum til at spille og synge og filosofere for os hele Aftenen.«

Esby og Jakobsen forsvandt. – Fru Dalsgaard sagde: »Saa er det vist bedst, jeg henter nogle Smaakager. Og saa, kjære Hr. Hellum – eller hvem skal jeg henvende mig til? – Dem allesammen! – Saa vil De jo nok passe paa, at Stemningen ikke bliver mere pantheistisk, end at den dog kan forenes med den kristelige Moral.«

»Bravo! bravo! Frue!« raabtes der.

»Det var dejligt, Fru Dalsgaard fik sagt den Vittighed,« klukkede den overanstrængte Kunstner til Hr. Aggerholm; »nu vil hun være langt mere velvillig stemt overfor hele Foretagendet.« –

Snart kom Udsendingene tilbage fra Urtekræmmeren, Lampen blev tændt, og Punchen blev skjænket op i nogle dejlige, gamle Glas, ved hvis Fremsættelse Fru Dalsgaard gav sin særlige Tilfredshed tilkjende.

224

Man havde taget hver sit Glas, stod op og hilste smilende paa hinanden.

»Nu skal vi ha'e: claros soles son!« sagde den jydske Filosof, der havde taget en dybtgaaende Slurk af sit Glas. »Nu troer jeg, vi kan taale den en Gang til.«

Hellum sang, festlig beruset paa Forhaand af det forestaaende Gilde, – – og det var aldeles, som naar man bader i Vesterhavet: da han sang dette Sted mod Slutningen: oro los cabellos – var det, som om Tonebølgen brusende løftede Tilhørerne op fra deres Pladser og kastede dem, overvældede, fortumlede, ned igjen.

»Hellum! Hellum!« – raabte Jakobsen, »hvad er det, man vil foretage sig, naar man har hørt saadant noget? – man trænger jo til at gjøre noget, men hvad er det, hvad er det?« og han hævede de knyttede Hænder i Vejret.

»Ja, vil I ikke høre den igjen?« sagde Hellum sagte og beskedent.

»Jo!« blev der brøk fra alle Sider, saa Fru Dalsgaard gav et lille Sæt i sin Stol af Forskrækkelse.

Efter Sangen stormede alle hen til Klaveret, raabte Leve! for Hellum og skaalede med ham.

»Aa, Hellum, jeg kunde kysse Dig, saa grim Du er,« sagde Jakobsen.

Hellum traadte, med Glasset i sin Haand, et Par Skridt frem i Stuen. Der var noget baade glad og forlegent over ham, som mindede om et Barn, der holder Fødselsdag. Der var ogsaa noget vist værdigt, som godt kunde stemme med den højtidelige Diplomatfrakke, han havde paa, – og der var noget fattigt, forkomment, som Dragten for Resten hellerikke manglede Udtryk for. Men fremfor alt noget løftet, beaandet, noget, hvori man ligesom fornam hans begejstrede Samliv med Folkeslagenes Aander i Poesi og Musik. Han var for Følelsen, som han dér stod, uden Skygge af Valgbrev eller Mandat, – alligevel repræsentativ, han var mere end sig selv.

Det var formodentlig noget saadant, der laa i Jakobsens ganske vist uklare Udraab: »Nu er han ombølget, kan I see: han er ombølget, hvad?«

»Jo, – og Du er omtaaget, det kan jeg ogsaa see,« sagde Esby.

»Hvor det var dumt bemærket,« snerrede Jakobsen, fuldkommen alvorlig og arrig; »for det første er det Løgn, og for det andet saa lige ud ad Landevejen – som Vittighed betragtet.« –

»En Rus er en Slags menneskelig Mikrokosmus eller 225 Menneskelivet i en Sum – sssj,« sagde Hellum og dukkede gjentagende med Hovedet, – »Menneskeaandens Historie afspejler sig i Rusens Forløb. – Enhver anstændig Rus begynder homerisk, som et episk Digt, hvor der sker saa meget, men man aldrig kommer videre, og hvor dette hellerintet skader, fordi alting er saare godt, som det er, – indtil saa Vemodet kommer, Længslen efter det fjærne, Platonismen med sin Spaltning af Tilværelsen i to: den virkelige Verden, som ligger i Skygge, og den fjærne, ideale Verden, med Solglans over sine Høje. -Og efter denne Spaltning følger den blandede Stemning, som søger at forsone sig med Savnet, pantheistisk-løgnagtig at udfylde Kløften mellem Jord og Himmel. Denne tredelte Overgang har Menneskeheden gjennemlevet i den historiske Periode paa 4000 Aar, og de enkelte Folkeslag i mindre Tidsperioder, det samme kan ethvert Menneske gjennemleve i Rusens korte Spand af Tid. – Mine Herrer: al Poesi er Beruselse og følger Rusens Love. Men hvad Folkepoesien angaar – og det samme gjælder Bellman – da har den altid stillet sig, enfoldigt eller skalkagtigt, smilende overfor de pantheistiske Forsøg paa at forene Jord og Himmel. Folkepoesien kjender kun den naive Glæde over Livets ubrudte Helhed, eller den naive Sorg over Livets uoprettelige Søndring. Skal den ind paa en Samling af det Søndrede, bliver den altid kristelig, og er da ikke længere egentlig Folkepoesi. – Dog, tilbage til Rusen: Lad os da, mine Herrer, lære af Menneskehedens Lidelser: Lad os holde vor Rus, saa længe som muligt, paa det gammelgræske, homeriske Stade; – men melder Platonismen, endsige Pantheismen sig, da lad os gaa i Seng og sove Rusen ud. Derved gavner vi os selv, og glæder vor højtærede Værtinde. – Maa jeg tillade mig at drikke et privat Glas med nævnte, ærede Dame – sssj – –«

»Jeg troede, at det var Kristendommen, der havde bragt denne Spaltning ind i Tilværelsen, og dermed Længslen efter det Evige, det Fuldkomne som noget Hinsidigt,« sagde Karl.

»Kjære – sssj – næh – hvor kan De mene det: Lykkefølelsens Spaltning eller Søndring er paa det Sjæleliges Omraade ligesaa naturnødvendig, som Cellespaltningen er det paa det fysiske; det er Differentieringens Lov i Sjælens Verden. – Næh – Kristendommen er et Samlingsforsøg, ligesom Pantheismen. Pantheismen er unaturlig, Kristendommen vil være overnaturlig – –«

»Hør – jeg mener: man maa gaa efter Erfaringen i saadant noget,« sagde Karl, – »efter hvad man kan føle lige i Øjeblikket: og jeg synes, 226 vi har det fuldkommen himmelsk nu hér! – ja, synes I andre da ikke det?«

»Jeg synes det!« sagde den jydske Filosof, og skjænkede mere Punch i sit Glas, som han nylig havde spædet for meget med Vand

»Aa, langtifra!« sagde Nordmanden.

»Det er jo en Følelsessag – sssj – men ogsaa i Følelsens Verden er Sandheden kun een.«

»Jeg er sletikke fuld,« sagde Karl. »Det troer De maaske, Hellum?«

»Nej, nej – sssj –«

»Ja, for jeg kan ikke lide, at det skal blandes sammen med, at vi her tilfældigvis sidder og drikker –«

»Det kan dog vist vanskelig skilles ad,« sagde Hellum.

»Jo, lad os tænke os noget andet: lad os tænke os en ung Mand, der er forelsket – –«

»Ja, det er han saamænd nok, Wintrup, – skal jeg blande noget sammen til ham i Deres Glas –« sagde Jakobsen.

»Han veed, hun er i Nærheden – men han seer ikke hende. Han staar og betragter en Have med halvafbladede Træer i Solskin og Blæst, – seer Raagerne drive for Vinden i Luften derover, – og han føler, at saadan er hendes Natur, det hele er hende – naar hun taler til ham, saa er det blot denne Solblæst igjennem Trætoppene, der har faaet menneskeligt Mæle – – – Jamen kan I da ikke see, at hun er guddommelig – – hun er jo ogsaa allestedsnærværende, – hun er i det altsammen, og derfor er ogsaa Verden guddommelig! – –«

»Sssj – det er forunderligt, at De ikke selv kan see, hvor blandet, vemodsblandet, efteraarsfriskt men ogsaa høstbroget, det hele Billede – hele denne Følelse er –«

»Den er ikke blandet!«

»Aa jo, – undergangsmærket – svindende – flygtig« –

»Den er ikke stabil,« lød det henne fra Knausestads Vindu.

»Det bliver aldrig anderledes!« raabte Karl. »Jeg siger: det bliver aldrig anderledes!«

Der var et Øjebliks usikker Pavse – – Da ringede det paa Entreedøren, og straks efter kom Pigen ind i Stuen: »Det er Student Larsen og Student Madsen.«

»Aa, mine unge Herrers Cricketkammerater,« sagde Fru Dalsgaard.

»Larsen og Madsen! – er der større Æsler til!« raabte den jydske 227 Filosof »Ja, nu er det forbi med hele Guddommeligheden, for vi er nødt til at underholde dem, de Hunde!«

Han aabnede Gangdøren, men lukkede den straks igjen: »Aa – sæt de Drikkevarer væk, Line, – vi kan ha'e dem til en anden Gang. Sæt det ind til Hellum, han drikker det ikke.« – Saa gik han ud i Gangen.

»Seer De, Hr. Wintrup, hvad sa'e jeg: det er ikke stabilt, det sa'e jeg.« – Hr. Knausestad gik, uden at hilse, ud af Døren, forbi de to indtrædende unge Herrer.

Efterhaanden forsvandt alle Ikke-Cricketspillere. Kun Hr. Esby og Hr. Jakobsen maatte holde ud med deres Gjæster til langt hen paa Aftenen.

Karl havde meget at bestille i disse Novemberdage. For det første passede han sin Læsning punktlig, men dernæst: saa snart han om Dagen havde det ordinære Arbejde besørget, – vrimlede det ind paa ham med Tanker om Verden og Livet og hans Stilling dertil – – – Det var dog ogsaa mærkeligt, syntes han, at netop som han var naaet til igjen at tro og haabe og elske, nu da han saadan ligefrem var kommen til at tro paa Livet selv, det guddommelige Liv, – at saa just i de samme Dage skulde han dér støde sammen med denne Hellum, som han syntes saa voldsom godt om, og som var saa begavet og saa nem for ham at tale med, – men som ligefrem vilde gjøre denne Karls nye Tro til Løgn, – kaldte den for Nutidens fantastiske Pantheisme, ikke at tale om: forlorne Optimisme – og meget andet godt.

Han gik en Søndag Formiddag i Slutningen af Maaneden ude i Frederiksberg Have og spekulerede over alle disse Ting, – efter en lang Samtale med sin Kammerat: Han var nu vist selv en fortvivlet Pessimist, den gode Hellum, naar man skulde rigtig see til, det var vist ikke videre ønskværdigt at befinde sig paa hans Stade, – »det bedrøveligt-sande Fritænker-Standpunkt,« som han selv kaldte det. Men han var dog mageløs hyggelig at snakke med, – – og saa var det saa herligt, dette, hos ham helt at være fri for Autoritet: Selv at skulle afgjøre, leve sig til det hele – – ja, han skulde nok leve sig til at tro paa Livet, ihvad saa Hellum sagde, – han skulde blot mødes med Rebekka igjen, tale med hende – – – og i det samme manede Længslen 228 Erindringsbilledet frem, men det var, til hans egen Forundring, ikke Rebekka selv, han saae, – det var Rosenborg Have, seet fra Dronningens Tværgade, med de sorte Raager, som drev for Blæsten. – Han prøvede med Vilje ret at tænke sig Mødet med Rebekka oppe i Nr. 37 – men det blev kun et rent udvortes, stemningsløst Billede, han fik frem.

Det trængte til at fornyes, kunde han forstaa, – og han begav sig samme Dags Eftermiddag op til Geheimeraaden. – –

Hun var hjemme, men hun havde Fremmede. Hendes Fætter, cand.jur. Woltersien, og to unge Frøkner Abrahamson. De var alle fire nylig komne fra Tennisbanen, og bar tildels endnu Sportsdragt. -Rebekka blev overordentlig henrykt ved at see Karl, og forestillede ham paa den hjerteligste og fornøjeligste Maade som sin Ridder og bedste Ven i Jylland. – Der blev drukket Kaffe, hvor alle var saa utrolig morsomme, og der blev under ligefrem overgiven Lystighed fanget en forgjæmt Sommerfugl, som havde faaet den vanvittige Idee at vaagne op af sin Dvale netop paa dette Tidspunkt. – Karl sad og var halvvejs flov baade over sig selv og de andre. Han syntes, de maatte kunne høre det selv, hvad det var for noget forbandet Vaas, de sagde, – han maatte tænke paa gamle Pastor Grabow, naar han konverserede sin tykke Frue. Og ikke blot pjattet var det – men Ordene var saa visne, saa svange og fattige, som om de kunde være groet op af Brostenene, – der var hundrede Gange mere sproglig Frodighed i en eneste Replik af en jydsk Bonde, – foruden at der var Fornuft i den.

»Har De Sommerfuglen, Hr. Woltersien?«

»Ja, Frøken, – her imellem mine Hænder.«

»Aa – men Støvet paa dens Vinger – pas endelig paa!«

»Kjære Kusine! har De ikke en fin lille Støvekost. Frøken Abrahamson gjør mig opmærksom paa, at den rimeligvis er støvet paa Vingerne.«

»Næh – Hr. Kandidat! – nu maa De ikke gjøre Dem saa dum.«

»Maa jeg ikke børste Dyret, Frøken Abrahamson! – Jamen De vil dog have, jeg skal slippe det ud af Vinduet, – saa mister det sandelig meget mere end Støvet paa denne Aarstid.«

Rebekka kom virkelig med en lille Fjer-Kost.

Karl fik efterhaanden ondt i Kinderne af i saa lang Tid at skulle le ad ingen Ting.

229

Under stormende Munterhed foretog Kandidat Woltersien nogle quasi-børstende Bevægelser med Kosten.

Men Karl maatte i sit stille Sind indrømme, at de havde en mageløs Færdighed i at holde Spillet gaaende uden trykkende Pavser, – og at det var ham selv ganske umuligt at opfinde den Slags Vaas, om han aldrig saa gjerne vilde. Det morsomme var vel saa selve denne Spillen Fjerbold med Ord, for ofte syntes han virkelig, at ogsaa Rebekka morede sig. Han selv blev tilsidst ganske tavs, og under Tavsheden kom billigvis Jalousien listende ind paa ham. Hun vilde ikke være offentlig forlovet med ham, fordi hun til syvende og sidst generede sig ved ham. Hendes Fætter dér var jo ogsaa en ganske anderledes Snakke-Kavaleer.

»Nej, der kommer virkelig den kjære Onkel!« sagde Rebekka pludselig, rejste sig og gik ham i Møde.

Geheimeraaden kom ind over Dørtærskelen med korte, kantede Bevægelser – smaa Standsninger for hver Bevægelse – støttende sig til en Stok.

»Ja, – jeg skulde ind at nyde lidt Ungdom og Galskab,« – han rokkede frem over Gulvet.

De to unge Damer løb hen til ham: »Næh – hvor det er dejligt at faa et lille Glimt af Dem, Hr. Geheimeraad! Hvorledes gaar det?«

»Ned ad Bakke, troer jeg nærmest. Men meget langsomt. Jeg forhaster mig ikke, kan De nok see.« – Han var naaet hen til Lænestolen ved Bordet, her drejede han sig langsomt rundt med stødvise Sidebevægelser og satte sig saa med en uvilkaarlig, smertelig Stønnen, som han dog endte i et interesseret: »Aah! – – dér har vi jo virkelig – min allerbedste Ven, Hr. Student – nej, Kandidat Wintrup. – Ja, De har jo vundet en stor filosofisk Sejr paa Universitetet, siden jeg havde den Fornøjelse at see Dem. – Sidst De var heroppe i Lejligheden, – da havde jeg netop een af mine værste Dage.«

»Frøken Rebekka fortalte mig derom,« sagde Karl.

»Aa ja – det er vist rædsomt smerteligt, Hr. Geheimeraad,« sagde den yngste Frøken Abrahamson.

»Det pinligste derved er dets Meningsløshed – man kan ikke – –«

»Næh – man kan jo sletikke forstaa, hvorfor saadan noget skal være til.«

»De tænker paa Forsynet, lille Frøken Christence!« 230 »Aa!« raabte denne forfærdet, idet hun bøjede sig over mod Frøken Rebekka, »nu sætter Deres Onkel sine Lorgnetter paa Næsen!«

»Nej, bedste Frøken, – Forsynets Mening har jeg forlængst opgivet at udgrunde. Det er snarere den saakaldte Tingenes Logik, som jeg savner i en saadan Lidelse. Men det forstaar min filosofiske Ven, Hr. Wintrup, bedre« – –

»Jeg mangler maaske ogsaa Forudsætninger, kjære Onkel?« sagde Kandidat Woltersien.

»Maaske. Men prøv at følge med! Selv den svageste Begavelse bør ikke ophøre at stræbe mod Lyset. – Det er denne endeløse Pine, rhytmiseret af Blodets Pulsslag, der virker saa dræbende paa Fornuften. Fornuften søger uafladelig at bringe Orden, Form, Begrænsning deri: den tænker sig f. Eks. en Stigen af Smerten med tilsvarende Dalen og saa Afslutning, – eller en enkelt Stigning mod Katastrofe og saa brat Afslutning, – eller mere kombinerede Helheder, som fuldføres af deres respektive Enheder og saa er til Ende. Men Pinen bliver ganske frækt og ugenert ved med sit, uden i mindste Maade at ænse Fornuftens Korthuse af Systemer og Begrænsninger, – – – og naar der saa er gaaet en lille Tid, saa maa Fornuften, paa Trods afsig selv, fordi det er dens forbandede Natur, – til atter at bringe sine Opstillinger længere henne paa Smertens Vej, skjønt den veed, at Pinen ikke regner dem det allermindste.«

»Gud – ja, det maa være rædsomt!«

»Jeg forsikrer Dem, kjære Frøken Christence,« sagde Geheimeraaden smilende og satte atter sine Lorgnetter for Øjnene, »det er saadan, at De hverken fatter eller forstaar det.«

»Jeg beundrer Geheimeraaden,« sagde Karl med oprigtig Forbavselse, »at De under Lidelsen formaar at anstille saa fine og korrekte Iagttagelser.«

»Og det glæder mig ganske overordentlig, min kjære Hr. Kandidat, at høre disse mine Iagttagelser bekræftede af en Repræsentant for den allernyeste Videnskab –«

»Ja, undskyld, hvis jeg –«

»Nej, men det er jo Faktum, – thi ligesom alting gaar frem Dag for Dag, saa gaar Videnskaben ogsaa, som vor militære Medarbejder Hr. v. Buddinge siger. De hører jo dog virkelig til Videnskabens friskeste, grønneste Skud – – – Men siig mig engang, min kjære Hr. Wintrup,« fortsatte Geheimeraaden i en ganske forandret og meget fortrolig 231 Tone, idet han bøjede sig over mod Karl, »hvorledes gaar det til, at min kjære Niece altid berømmer Dem for Deres friske Umiddelbarhed og andre landlige Dyder, – og naar jeg har den Ære at see Dem herovre, da fornemmer jeg kun den fuldendte, men tilknappede og tavse Verdensmand – –«

»Det kommer af,« sagde pludselig Frøken Rebekka, »at Hr. Wintrup kun viser sig indladende overfor dem, som gjør sig værdige dertil, og ikke overfor saadan en gammel stikken og prikken Vissenpind som Dig, Onkel –«

»Ah!« – sagde Geheimeraaden med Skuldertræk og megen Spydighed i Tonen, – – men fortsatte ikke. Hans Nieces Replik havde haft noget vist extraordinært i sin Klang. – –

Ikke ret længe efter gik Geheimeraaden atter ind i sine Værelser – foregivende Smerter i Siden. – – Og Karl fortrød, at han ikke samtidig var gaaet, thi han holdt dog ikke ud, til de andre var borte. –

Mange triste Tanker og en Følelse af sjælelig Sult pinte ham, da han gik hjem. Hvilken Konversation! – tom, tør, afsveden, – ikke Tusindedelen af det Liv, der var i den mindste af Hellums Folkeviser. – – Og hvorfor blev han saa dog ikke, til de andre Fremmede var gaaet. – Men nu var det for sent for denne Gang. – –

Karl og Hellum var bleven saa gode Venner, at Karl bød ham med sig hjem i Julen. Nogle Dage før Hjemrejsen gik han ind til Kronprinsessegade for at sige Farvel. Men dette Besøg var paa en Maade endnu uheldigere end det forrige. – Geheimeraaden var inde i Dagligstuen, da han kom, og blev der det første Kvarter. Saa gjorde han ganske vist Tegn til at ville fjærne sig, men i det samme forlod Rebekka Stuen. Og saa blev Geheimeraaden. Og Karl maatte tale ene med ham i tyve Minuter og havde en Følelse af, at Geheimeraaden ikke blot gjorde Løjer med ham som sædvanlig, men tillige var lidt uvenlig mod ham. Saa kom Rebekka ind igjen; men da de havde siddet og passiaret en lille Tid, gjentog det samme sig fra før: Geheimeraaden sagde noget om, at han skulde ind og arbejde i sin Stue, og saa rejste Rebekka sig og smuttede ud Karl kunde næsten ikke faa et Ord frem mere; – et Par Minuter efter sagde han Farvel til Geheimeraaden og bad ham hilse Frøken Rebekka.

»Nej, men bedste Hr. Wintrup,« sagde denne, »hvad gaar der dog ad Dem. Nu skal jeg sende Bud – –« 232 Han ringede, Pigen kom ind, og han bad hende sige til Frøkenen, at Hr. Wintrup vilde sige Farvel.

»Ja, jeg tør alligevel ikke følge Dem ud i Entreen for Kuldens Skyld. Jeg vil tillade mig at tage Afsked med det samme,« sagde han og gik ind i sin Stue.

Men saa var det jo ikke Geheimeraaden, der havde imod, at hun blev ene med ham, tænkte Karl. Han havde nok tænkt det sidst, da hun gik ud; men nu var det jo tydeligt.

Lidt efter kom hun ind.

»Rebekka! Du maa i hvert Fald sige mig – Du maa forklare mig, hvorfor –«

»Kjære Karl, – noget af det modbydeligste, jeg veed, er Forklaring og Opredning og Fordybning og Hjerteransagelser – det faar Du ikke det mindste af.« – Hun saae paa ham med saadant et varmt, men saa underligt roligt og aabenlyst beskuende Blik. – Han maatte tage sine Øjne bort fra hendes Ansigt. – Hvor den Stilling, hun stod i, var henrivende, men saa morsomt ret op og ned.

»Det maatte være forfærdeligt at være bunden til saadan Een som Dig!« sagde hun med Udbrud – »Det er slemt nok at elske Dig saadan!« – I det samme slog hun sine Arme om ham og knugede sin Kind ind imod hans. – »Du kan nok selv finde ud,« sagde hun i næste Øjeblik. »Farvel!«

Saa forlod hun Stuen. – –

Karl var saa sikker paa, da han gik ned ad Trappen, at hans Tanker vilde plage og pine ham med stor Fest og Spektakel og endeløse Overvejelser i Anledning af det Forefaldne; men det viste sig, paa Hjemturen til Vesterbro, at hans Tanker sagde Pas til det hele, som til noget altfor gaadefuldt. Og hans Hjerte havde nok i hendes Ord: at hun elskede ham – – og han følte jo hendes Favntag – hendes Favntag! – og han fornam hendes Aande – og hendes Ansigt mod sit.

233

IV

Karl var glad ved det Venskab med Peter Hellum, – ogsaa fordi der jo var adskilligt i hans Hidtidige, der var bleven ham temmelig vanskeligt; det var rart at kunne leve i noget Nyt. – Han vidste, at hans Søster Anna var i Vendsyssel i Julen, og han var saa sikker paa sin Fader, saa han selv maatte undres derover, – sikker paa, at denne ikke ville spørge ham om nogetsomhelst af det, – som det vilde være ham saa vanskeligt at svare paa, og det uagtet hans Fader dog ganske sikkert gik og tænkte grumme meget netop paa de Ting og gjerne vilde vide nogen Besked derom. – –

Karl og Hellum kom til Holtinggaard Kl. 3 om Eftermiddagen den 23. December. Proprietæren gik inde hos dem i Spisestuen, mens de fik Mad.

»Ja, nu er 'et æt værdt, I tager jer noget for, and't end gaar i Seng, saasnart I har spist,« sagde han. »Saa efter The i Aften kund' der jo bli' sat noget varm Vand og Sager ind i mit Kontor, saa kan vi sidd' der og passiar' lidt, imens vi har Lyst.«

Da de var færdige med Maden, begyndte Karl alligevel at fortælle noget fra Kjøbenhavn og fra Rejsen.

»Saa, saa, saa,« sagde hans Fader. »Sid nu 'æt dér og snak i Utide. Lad os nu faa'et altsammen paa en ordenlig Maad' i Aften, det har vi mer' Fornøjels' af.«

Proprietæren fulgte dem selv op i Gjæstekamret. Da han var gaaet, sagde Karl: »Hvor man kan mærke, at Fa'er er forhungret af Ensomhed og Tavshed. Jeg troer, han er rigtig fornøjet over, at jeg har en Kammerat med hjem.« –

»Ja, jeg veed æt, om man synes, vi skuld' hellere vær' i Dagligstuen,« sagde Proprietæren, da han og hans to Gjæster havde siddet og snakket en lille Stund i hans Kontor; »der er Varm' derned', for Jomfru Hyphoff skal jo ogsaa have en Sted at vær'.«

234

»Nej, men Fa'er, her er da meget hyggeligere!«

»Naa, ja, ja. Jeg synes saamænd ogsaa, her er hel rar. – – Nej, Din Morbro'er Jørgen hører jeg æt møj til, uden i Kirken, – »Vennerlille-Kirken«, som de kalder 'en –«

»Hvad siger Du? – Er det Menigheden selv, der kalder den – –«

»Ja, det er ingen rar Navn, synes jeg æt – – Dér er han da saa nogenledes den samme, som han altid har været. Ellers har han nok forandret sig en Del.«

»Saa.«

»Ja, – det kan saamænd godt vær', han vil sige, at han netop altid har været saaen i Grunden. Men det er da saa kommen mer' frem nu.«

»Det er saadan i Retning af – –«

»Aa ja – Storstilethed, eller hvad man skal kald 'et. – Nu er 'et jo ogsaa bleven saa galt med det Politik paa det sidst' – siden vi fik det Provisorium –«

»Jamen det er jo over halvandet Aar siden.«

»Vist er 'et saa. Men Folk her i Sognene de har jo hidtil holdt sig i Skindet for denher Jernban' sin Skyld.«

»Naa – Lundborg-Hylkjær Banen?«

»Ja, – den har jo Venstre i Rigsdagen aldrig haft noget videre godt Øje til, saa den kund' Folk jo kun vent' at faa i Stand, naar de holdt det nogenlunde gaaende med Højre i Kjøbstaden og dens Landkreds. Men nu for kort siden havde de en Deputation i Kjøbenhavn, og fik da rent ud Nej til Banen, saa nu kan de forstaa, at de ligesaa godt kan skyd' en hvid Pind efter den foreløbig. Saa nu tænker de æt paa and't end Storpolitiken.«

»Jamen det er da ogsaa rimeligt, Fa'er.«

»Nej, – det tykkes jeg æt.«

»Men mener De dog ikke, Hr. Proprietær, at Udstedelsen af den provisoriske Finanslov var et aabenlyst Grundlovsbrud.«

»Aa, saagu var 'et vel ogsaa det. Det vil Højre jo ogsaa godt vær' ved, at de har faaet givet Grundloven en Revne. – Men det er jo det kjedelig' til begge Si'er, at de gaar haardere paa, end de vild' gjør', hvis det var deres egne Sager, de handled' med. Det kan vi jo se med Jernbanen – – – Naa, der har vi nok Vandet!«

Jomfru Hyphoff kom ind med varmt Vand, Rom, Kognak og Whisky paa en Bakke.

»Ja, nu kan De selv forsyn' Dem, som De har Lyst. Jeg skal nu ha'e 235 mig lidt af dether Byg-Brændvin. Det er jeg kommen i med, siden jeg var i Skotland.«

»Saa, har Proprietæren været – -?«

»Ja, det var som en ung Fyr – paa Landvæsnets Vegne, skuld'et da hedd' sig. – – Nu skal De ha'e Tak, Jomfru Hyphoff! Saa kan De godt lad' os skjøtt' os selv, og gaa i Seng, om De vil.« –

»Nej, men det er nu ogsaa det kjedelig af 'et,« fortsatte Proprietæren, da hun var gaaet, »te det er tit saaen nogen slemme Klumper, der kommer op og flyder ovenpaa Vællingen, naar 'et koger over paa den Maade i Politiken. Her er nu een, de kalder Lundborg-Petersen – ja, Du kjender ham nok, Karl – han var jo egentlig Snedker, men har ogsaa tegnet efter Fotografier for Folk; nu er han saa senere bleven Friskolelærer. Aak ja, det er nogen svær' Knuder, han gjør. Det er da, synes jeg, mellem os sagt, ligefrem Oprør, han laver til med. Det er noget, han kalder Riffelbevægels' eller Riffelforening. Jeg synes æt, Din Morbro'er Jørgen skuld' ha'e saa møj med ham at gjør' – – – Hør nu, – nu skal I æt skaan' de Flasker saa meget, det er noget, der ingen Skad' gjør, og vi sover bedre efter 'et, naar vi engang kan bliv' færdig til 'et.«

»Aa, Fa'er! – jeg har vist aldrig bedt Dig om det før, men jeg vilde saa gjerne høre det, – vilde Du ikke spille Prume's Melancolie for os?«

»Aa saagu – men det kan være, den fremmed' Student bryder sig æt om Musik?«

»Jo, jeg vil meget gjerne høre.«

Karl smilede umærkeligt. –

Han fik Taarer i Øjnene ved at høre og see sin Fader spille. Det var saa fuldt af Minder og saa rørende ærligt, klingende ud fra mange Maaneders Ensomhed – og stod saa langt under det, Karl havde hørt den Aften paa Gasværksvejen.

»Er det ikke længere?« spurgte Hellum, da Proprietæren endte med 3die Variation.

»Jo, det bedst' er saamænd tilbage. Men det kan jeg æt klar' mig med. – Ja, det er underligt at tænke paa med saaen En som Prume. For han kund' jo aabenbart ha'e naaet vidt. Han maa jo ha'e haft en sær Begavels'. Men han død' nok helt ung. Jeg har ladt mig fortæll', te han fik æt lavet mer' end den samm' Musikstykk'.«

236

»Saa – sssj – jeg synes dog, jeg har set en Air militaire og nogle Concert-Etuder af ham.«

»Maaske De spiller selv, Hr. Hellum?« sagde Proprietæren næsten lidt forskrækket.

»Det er kun lidt paa Klaver. Jeg synger nogle Smaasange.«

»Naa, ja, hvad jeg sagde om Prume, det skal De æt regn', for det kan jo vær' fejl. Men saa kommer De til at syng' en Sang for mig. Vi har Klaver herned' i Dagligstuen.«

De tog hver sit Glas og gik over Entreen derned.

Paa en Stol derinde ved Bordet sad Jomfru Hyphoff, med et meget alvorligt, ligesom formanende Ansigt, og sov.

Hellum og Karl lo dæmpet; den sidste gjorde Mine til at ville vække hende.

»Aa, lad mig hellere,« sagde hans Fader, »det er hændt et Par Gange, at hun er falden af Stolen, naar hun saa'en pludselig er vaagnet, det gammel Mennesk'!«

Han gik hen og lagde roligt en Haand paa hendes Skulder: »Jomfru Hyphoff! De sover! De skuld' hellere gaa i Djer Seng.«

Det gav et stort Skudder i hende: »Aa, Gud, Hr. Proprietær – man sidder og falder i Tanker.«

»Ja. – Nu kund' De ligesaa nær ha'e gaaet paa Gulvet igjen.«

»Nej, jeg sov saamænd ikke.« Hun tog meget ivrig fat paa sit Hækletøj.

Proprietæren saae ærgerlig til hende. »Vil De blive oppe, saa forlanger jeg bestemt, De skal sætt' Dem i Sofaen.«

»Men hvorfor dog, Hr. Proprietær?«

»For nu vil jeg æt forstyrres.«

»Haa! – det er ogsaa de underligste Ting, han kan forlange!« mumlede hun, idet hun gik derhen.

»Naa, vil De saa gi'e vos lidt,« sagde Proprietæren til Hellum.

»Lad os faa »Claros soles«,« sagde Karl.

Hans Opmærksomhed var noget delt under Sangen. Han var saa nysgjerrig efter at see, hvad Virkning den vilde gjøre paa hans Fader.–

»En Gang til, lille De,« sagde Wintrup ganske sagte, da det første Vers var til Ende. Karl kunde ikke rigtig tyde Stemmeklangen, hvormed de Ord blev sagt.

Hellum sang det samme Vers. Da han standsede, bøjede 237 Proprietæren sig forover og lo med en ligesom hviskende, ganske tonløs Latter. Karl opfattede straks, at det var Hulken.

Wintrup holdt Haanden for Øjnene og sagde: »Skal En da æt ha'e Lov til at vær' gammel endnu!« – Han lo ligesom før. – »Aa ja, det var en stor Synd at kald'et ubehagelig. Men det er da saa møj mer' end behagelig.« – Han aandede dybt ud. – »Det løser saa møj i En, som har ligget fast saa mange, mange Aar. – – De kommer til at syng' den igjen,« føjede han til i en næsten barsk Tone.

Karl kunde tydeligt høre, at hans Faders Bevægelse nu drev Helium ud i det rent usædvanlige af musikalsk Ydelse.

»Aa ja,« sukkede Wintrup, »det er især een Ton' tilsidst, som er saa forfærdelig. Jeg troer, jeg maatte græd' over'en, om jeg saa hørt'en aldrig saa tit – Tjen mig engang i at oversætt' de Ord, hvis De kan.«

»Ja – sssj – det er jo altsaa en Kjærlighedssang –«

»Aa ja –«

»Ja, jeg kan give Dem den danske Oversættelse hos Berggreen –«

»Er Sangen af Andreas Peter Berggreen?«

»Nej – sssj – det er jo en spansk Folkevise. Men han har altsaa samlet dem:

Som et Stjernepar Dine Øjne lue,
Lokkerne at skue, som af Guld de var.
Morgnens Straaler synes farve Dine Kinder,
Og som Østens Perler Dine Taarer skinner,
Læben la'er fornemme Melodiens Magt,
Lokken la'er forglemme selve Guldets Pragt.«

»Ja, det er sandt,« sagde Wintrup, »Melodiens Magt, – den er stor, den er stor.«

»Det er jo disse Folkeviser – he, he, sssj – saadan ligesom et helt Folks Stemning – den er saa mægtig.«

»Aaja, aaja – det er lig' dét. De er for mange om en Enkelt. Den kan jo sletæt staa sig. – – Aa, lille Karl,« sagde Proprietæren, idet han tømte sit Glas, »spring lig' op i Kontoret og hent vos den Anretning herned i Vinterstuen.«

»Nu skal jeg gaa,« sagde Jomfru Hyphoff med en helt fordrejet og ukjendelig Opvaagnelses-Stemme.

238

»Nu skal De blive siddend', eller ogsaa skal De gaa i Seng!« sagde Proprietæren.

Karl gik ud ad Døren til Entreen. Jomfru Hyphoff rejste sig med en meget fornærmet Mine, og gik ud ad den modsatte Dør uden at sige Godnat. – Proprietæren sad en Stund tavs og saae fortrædelig efter hende. – »Er 'et æt sær med saa'en en gammel Een,« sagde han saa, »hun vil mig saamænd ingen ondt, men hun kan æt la'e være at drill'. Hun har vidst 'et hele Tiden, at jeg ønsked', hun skuld gaa i Seng, – og saa sidder hun her og falder af Stolene af bar' Søvnighed.«

Karl kom ind med Anretningen.

»Nej, men hun veed, jeg kan æt nænn' til at skill' mig af med hende. Hun var god Ven med den bedst' Ven, jeg har haft –«

»Men hvem var da det, Fa'er?«

»Det var Din Mo'er, lille Karl. – – Ja Andreas Peter Berggreen, ham har jeg kjendt helt godt,« sagde han til Hellum. »Jeg har endda sunget adskillige dansk' Viser for ham, som han vistnok vild' udgi'e. Han var en rigtig Musikmand.«

»Ja, han har jo samlet Folkemelodier fra de fleste evropæiske Lande.«

»Jeg troer 'et nok. Jeg kunde ogsaa nogen, jeg havde lært i Skotland, men han kjendt' dem alle i Forvejen. Han skrev nogen af dem op til min Kone og min Søster Marie – – ja, det er læng' siden.«

Der blev en betydelig Pavse.

»Aa, bland jer nu noget i jere Glas,« sagde Proprietæren og tog sig sammen.

»Kjender De denne?« spurgte Hellum. Han sang og spillede:

Maxwelton braes are bonnie,
Where early fa's the dcw –

Proprietæren stirrede lyttende paa ham med et overvældet, næsten smerteligt Udtryk i sit Ansigt. »Aa nej, jeg kan æt godt taal' dét,« sagde han.

Hellum standsede og saae sig forskrækket om.

»Aa ja, lille De, – det er jo æt saaen, at det – gjør ondt, men det er – for sød, det er for stærk. Det var den, min Kone sang allermest. Ja, det var den. – Se, se. – Kan De ogsaa den om Molly Charrane ?«

»Ja.«

239

»Nej, vi vil æt hør' mer i Aften. – – Aa, Hellum, maa jeg sig' Du til Dem, for De veed æt, hvor nær De er gaaen mig, det kan De æt forstaa.«

»Tak, tak!« mumlede Hellum ned mod Tangenterne.

»Ja, det er jo æt at sige Tak for.«

»Jo,« sagde Hellum uden at vende sig. Karl syntes, han bevægede Ryg og Skuldre lidt mistænkeligt. – »Men jeg maa nok blive ved at sige De til Dem, Hr. Proprietær,« sagde han saa med en Stemme, som ingen kunde tage fejl ad.

Atter lang Tavshed.

»Aa ja, det er s'gu ligegodt saaen noget, man trænger til,« sagde Wintrup for sig. – »Nu bliver I her jo hele Julen, lille Venner, saa faar jeg mig jo nok mandet saa møj op, saa vi kan ta'e vos en Skotsk tilsidst. – Kom nu herhen, lille Hellum, og lad os drikke Halv-Dus, – og drikk' helt ud.«

Man klinkede og drak. Derpaa gav Hellum sig til at spadsere op og ned ad Gulvet henne ved Vinduerne, hvor Lampelyset kun sparsomt naaede hen.

Efter en lille Tid sagde han: »Det maa jo være noget af det herligste ved Højskolerne, at de vækker saadant noget til Live igjen hos Bønderne.«

»Hvad for noget?« sagde Wintrup.

»Ja, – Folkesang og Folkedigtning, hele det folkelige Tankesæt og Følelsesliv, som saa let ellers tager Skade i vore Dage, ved Avislæsning og – alle de andre moderne Paavirkninger.«

»Naah! – ja, gid det var saa vel,« sagde Wintrup. »Men det mangler der s'gu møj i.«

»Ja – sssj – enhver Stræben er jo ufuldkommen, men det var dog sikkert Hensigten og Maalet for Grundtvig – efter hvad jeg har – nærmest hørt derom, dette, at gjøre den sjælelige Naturgrund i Folket levende og frodig, saa den atter kunde komme til at bære sin oprindelige og ejendommelige danske Afgrøde –«

»Naturgrund! – nej, det troer jeg æt, der gjøres møj ved paa Højskolen. Jeg synes, det er all'tider Folkeaanden, de taler om. Og er der noget, de æt bliver af at vær' paa Højskole, saa er 'et da naturlig'.«

»Jeg har af en grundtvigsk Præst hørt netop denne Beskyldning for Unaturlighed rettet mod Indre Mission.«

»Det er s'gu Hip som Hap. De faar det ene Sted ligesaagodt som det 240 andet en hel Del Talemaader og Sentenser, som de lærer udenad og snakker og sludrer efter, – og naar de gjør det, saa er de fuldkommen, og saa gi'er de Fanden i baade Naturlighed og hele Resten.«

»Ja – men, kjære Hr. Proprietær – hm – sssj – det er jo den næsten uundgaaelige Fare, som truer en hvilkensomhelst Retning, at Flertallet af dens Tilhængere tidlig og silde gaar og udraaber dens Program i Stedet for at udføre det, leve derefter. Men det er jo dog en Omstændighed, som ikke gjør Programmet mindre sandt og værdifuldt.«

»Hvorfor skal vi ha'e de Programmer og de Retninger ? jeg synes ingen Ting der er mig saa hæslig!«

Hellum dukkede, lo og hvislede: »Retninger – de er jo dog nødvendige, Hr. Proprietær. Og særlig i vor Tid er de fuldkommen uundgaaelige; – fremmer man ikke den bedste Retning, ja, saa faar blot en anden men ringere Retning Magten.«

»Det kan s'gu godt vær'? Men Du kommer nu til at sig' mig, hvorfor det er nødvendig med de Retninger alligevel.«

»Fordi – at – æh – saasnart man overhovedet gaar, saa maa man nødvendig gaa i en Retning, ellers staar man stille, det vil, uden Billede, sige: man døer.«

»Jeg synes da æt, jeg gaar i nogen Retning.«

»Proprietæren er jo ogsaa en meget stille Mand. Men selvfølgelig gaar De i en Retning. Alt det, Proprietæren lever i, har jo engang været en meget udpræget og omstridt Retning.«

»Hvad mener De? – hvad er det, jeg lever i?«

Hellum lo: »Ja – sssj – Proprietæren er jo vist f. Eks. baade en kristelig og en dansk Mand.«

»Jeg vild' da godt vær'et – Kristelig – naa ja – – Men dansk – det er sgu da ingen Retning.« –

»Jo, undskyld – Dansk har i sin Tid, maaske under megen Kamp, skilt sig ud som en særlig national og sproglig Retning fra den store gothiske Stamme – og endnu saa sent som i 1848 og 1864 er Striden bleven meget bitter mellem den danske og den tydske Retning af denne Stamme.«

»Nej, nej! – Nej, det er s'gu noget and't. Nej, det er æt Retninger. For det er jo Naturen selv. Det er æt –«

»Jamen en Retning kan jo saa udmærket godt være naturlig. Og en gammel Retning synes ofte helt Natur.«

Karl sad og skammede sig over sig selv. Thi skjønt han sletingen 241 Ting havde sagt, følte han det dog, som om han totalt havde tabt i en Disput. Han havde for et Par Minuter siden helt givet sin Fader Ret, og nu syntes han ligesaa afgjort, den var paa Hellums Side.

»Ja, Du er nu Optimist, Hellum, det kan jeg nok mærk',« sagde Wintrup.

»Saa troer jeg ikke, Proprietæren rigtig har forstaaet mig. Er det just saa optimistisk, at mene, at det store Flertal af en hvilkensomhelst Retning bliver til Programslugere, der først af alt mister deres Naturlighed, fordi de stirrer sig blinde paa Programmet og sletikke kan see Livet«

»Naa, nej, det forstaar jeg vistnok æt. – Men nu drikker vi ud. Og saa tager vi den spansk' lige een Gang endnu, inden vi gaar til Ro.«

Da Hellum havde sunget, sagde Proprietæren, der sad med Haanden for Øjnene: »Det er en Skam, det er en Skam! – men det er ligesaa umulig at staa imod, som om En blev pidsket. Aa ja – Godnat! I to Svend'! Nu skal vi sov'!«

Hellum var meget ivrig efter at lære en Folkehøjskole at kjende ved Selvsyn. Den nedsættende Dom om Højskolen, han havde hørt af Proprietær Wintrup – hvem han var kommen til at sætte mere og mere Pris paa i de forløbne Dage – havde ikke gjort ham mindre nysgjerrig.

Tredje Juledag maatte Karl saa kjøre med ham over til Lundborg, skjønt han selv ikke havde videre stærk Lyst til det Besøg.

De kom dumpende midt ind i en stor Venneforhandling paa Meyers Kontor. Karl saae her Morten Hejlgaards med Datter og Svigersøn, Lars Nielsen og hans Kone – dem havde Karl aldrig før truffet paa Højskolen – Lærer Madsen, Friskolelærer Lundborg-Petersen og mange andre, – ogsaa et Par Elever, som ikke var rejst hjem i Juleferien (saakaldte »Smertensbørn«). – En Mængde brændende Spørgsmaal blev behandlede, men ikke just de, Hellum havde tænkt sig. Man kom endogsaa under denne Forhandling til en Slags Ening og Overenskomst mellem de Gamle og de Unge i Kredsen – de sidste med Hr. Lundborg-Petersen til Talsmand. – Pastor Nordbye var ikke til Stede, men omtaltes som den, der stod paa de Unges Side.

De Gamle vilde have Valgmenighed i Stedet for Frimenighed, og 242 de Unge forlangte Støtte af de Gamle til Riffelforeningen, Brugsforeningen og den nye Sparekasse, hvilke to sidste Institutioner skulde gjøre Folk uafhængige af Højres Kjøbmænd og Diskontobank i Kjøbstaden. Sparekassens Bestyrer var Meyer; han optraadte mæglende ved denne Lejlighed, men var dog tydelig nok de Unges Mand for Øjeblikket –

»Hør, nu maa jeg ha'e Lov at sørge lidt for min egen Nysgjerrighed,« sagde Meyer, da denne Forhandling syntes foreløbig tilendebragt, »og faa lidt nærmere Besked om min nye Gjæst. – De vil tage Magistergraden i Dansk Sproghistorie og hedder Hellum, – men hvad er De ellers for en Karl?« – Han saae lyst spørgende paa Hellum, omtrent som en af Nordens gamle Konger kunde have seet til en islandsk Farmand, der var trinet ind i Hallen.

»Jeg er en Person – sssj, der f. Eks. har megen Lyst til at lære Højskolerne at kjende. Samtalen her har interesseret mig meget, fordi den sletikke lignede det, jeg havde tænkt mig!«

»Naa, seer man det, seer man det! Og hvad havde De saa tænkt Dem at Samtalen skulde have drejet sig om?«

»Jeg havde tænkt mig, at Talen paa Højskolen, naar den ikke angik det ganske hverdagslige og ligegyldige, altid var som en folkelig Overrisling, hvor Historiens, Sangens, Sagnets, Eventyrets, Ordsprogenes, Folkevittighedens og Folkevemodets Kilder overstrømmede Sjælens Jordbund og gjorde den frugtbar. – Men det kan naturligvis være tilfældigt, at – –«

»Se, se, – det lød jo som et helt Kildevæld – Faar vi mere af den Tønde?«

»Hvad mener De?«

»Jeg mener, det er ække helt galt, det, De der siger. Hvordan har De faaet de Tanker om Højskolen, for De har ække spundet dem udd af Deres egen indre Bevidsthedd. Er De barnefødt Højskolemanneske?«

»Det kan jeg vist ikke kaldes – sssj! Jeg er Husmandssøn fra Nordsjælland. Men jeg har levet flere Aar i Vorbjerg Præstegaard ved Holstebro.«

»Naa – har De været der. Og saa har De endda ække Forlovelsesring paa Fingren ?«

Hellum dukkede og hvislede.

»De maa jo ha'e været ene Hane i Kurven der imellem – jeg veed 243 ække hvor maange unge Herredsfoged- og Præste- og Proprietær-Døtre. – – Ja, ja – De kunde haft en værre Lærer i Grundtvigianisme end Præsten i Vorbjerg. – Men det, De kalder den folkelige Overrisling, er dog kun den ene Sidde af Sagen, – en aanden Sidde af Sagen er den praktiske, som De sad og forargedes over, at vi havde fremme for lidt siden – –«

»Jeg forargedes ikke, men –«

»Men vil De vidde, hvad der er det centrale, det tilgrundliggende i alt Højskoleliv – ja, da er det den folkelige Tro, Troen paa Folkeaanden, paa Holger Daanske, som ham, der ledder og fører det daanske Folk mod det af Gud satte Maal. Den Tro, kan De nok forstaa, den kan vi føre med os overalt, hvor vi færdes, i Skolen, i det praktiske Liv, hvad vi saa tager os for – –«

»Ja, og den Tro – undskyld, jeg afbryder – kan antages af en Person, som i Virkeligheden staar aldeles fremmed for dansk Folkeliv, en Person f. Eks., som er ganske steriliseret af Avislæsning og brændende Spørgsmaal og andet Døgnets Gøgl, – den Tro er altsaa ganske uvedkommende det ejendommelig danske Folkeliv.«

»Jeg siger Dem – og jeg vil bedde Dem lægge Mærke til mine Ord – denne Tro er Kjærnen i al dansk Folkelighed.«

»Hvor kan De dog sige sligt, bedste Hr. Forstander; i saa Fald havde det danske Folkeliv jo været uden Kjærne lige til Grundtvigs – eller, rettere sagt, Ingemanns Dage –«

»Troen har været der, om end den har været fordunklet –«

»Hør, Meyer, nu vil jeg fortælle Dig een Ting,« sagde Friskolelærer Petersen, »for nu vil jeg ogsaa snakke lidt med; jeg har aldrig troet paa den personlige Folkeaand, og alle vi yngre her i Kredsen – f. Eks. Riffelforeningens Medlemmer – vi synes, det er noget godt Gammelmandssludder, dette om Holger Danske. Hvad siger Du saa til den?«

»Jeg siger, det gjør mig ondt at høre. Men jeg siger ogsaa: Folkeaanden styrer og ledder ække blot dem, som troer paa ham, men ogsaa dem, som vel fornægter ham i Ord, – blot de ække fornægter ham i Haandling.«

»Jeg begriber ikke,« sagde Hellum, »at den grundtvigske Folkeopdragelse nu ogsaa skal gjøres til en Troessag. Det behøver den dog virkelig ikke, da den er baseret paa en saa uomtvistelig og betydningsfuld Opdagelse som den: at Modersmaalet og Folkeminderne er i sig selv en vældig, en uimodstaaelig Magt i Folkeopdragelsen, som 244 kan forvandle og oprejse et Folk, blot de bruges paa levende Maade, og ikke, som jeg naturligvis kjender altfor godt, behandles paa akademisk-vissen, magistralsk Maneer.« –

»Der er en Modsætning, som vi i folkelige Kredse har talt meget om,« sagde Meyer, idet han skar de besynderligste Grimacer, »det er Modsætningen mellem Aandsmannesker og Jættemannesker. Troer De nu ogsaa den Modsatning er saa gaanske betydningsløs?«

Hellum smilte: »Ja, er det ikke nærmest saadan en – sssj – Agitations-Modsætning ?«

»En Agitations-Modsætning?«

»Naa, ja, jeg veed ikke, hvad de Navne betyder, saa jeg kan ikke dømme derom. Men jeg veed, at det eneste, der i folkelig Henseende har Betydning, er dette, om en Mand har et virkelig dansk Væsen og elsker Danskhed, eller han ikke har det. Det er noget, man kan høre og fornemme hos ham; det andet har jo sletikke noget med sjælelig Virkelighed at gjøre.«

Lærer Madsen havde længe siddet ligesom paa Spring med en Bemærkning, men havde hidtil ikke kunnet komme til; nu slap han endelig ind med den: »Maa jeg sige lidt om det saadan at fornemme eller mærke – for det har jeg netop siddet og brygget paa en Tid – Naar jeg gaar ind i min Stald, saa kan jeg ta'e og fornemme paa en Ko, om der er Kalv i hende eller ej. Men jeg kan ogsaa ligesom ta'e og fornemme paa et Menneske – den være nu Mand eller Kvinde – om den troer paa Folkeaanden, eller den ikke gjør det. – Naa, er dét saa ikke underligt, hvad? – Og er det ikke endnu mere underligt at sige, at saadan noget ikke er en sjælelig Virkelighed?« Madsen saae sig om og samlede ikke saa faa bifaldende Nik og Smil sammen.

»Man kan naturligvis nemt mærke paa en Mand,« svarede Hellum, »om han er enig med En eller ikke, allermest naar det er en Partisag, det drejer sig om; men derfor kan Sagen saa saare godt være ganske betydningsløs. – Nej, men jeg vil gjerne nævne et Eksempel. – Jeg haaber ikke, Du tager det fortrydeligt op, Karl. – Jeg vil nævne Proprietær Wintrup – –«

»Jeg holder saa overordenlig meget af Karls Fader,« afbrød Meyer, »men hans Folkelighed i den Betydning, hvori jeg tager Ordet –«

»Nej, netop,« sagde Hellum, »folkelig i den Betydning er han vist sletikke, han hører heller ikke til det folkelige Parti, – men det viser jo saa tydeligt – – jeg mener: De vil dog vist alligevel ikke nægte, Hr.

245

Meyer, at Proprietæren har et sjælden udpræget dansk Væsen og Sindelag – –«

»Lad mig – – nej, det vil jeg naturligvis ække nægte – naa, men det er nu alligevel ække saa godt med navngivne Eksampler. Men lad mig spørge Dem, Hr. Hellum, vil De sletækk' vidde af en Forskjel, der kunde udtrykkes ved de to Betegnelser: et naturligt, dansk Væsen – og et aandelig vakt, dansk Væsen ?«

»Aa jo, – men det aandelige bestaar saa ikke i, at vedkommende er kommen til at tro paa Folkeaanden, men deri, at Manden med det naturlig danske Væsen er kommen til at elske denne sin naturlige Danskhed, ikke paa selvisk Vis, men saaledes, at han gjennem denne sin naturlige Danskhed seer og føler sig forbunden til eet med sit Folk, dets Sprog, dets Historie, og har faaet Sind til at ofre netop sit eget personlige for denne Danskheds Bestaaen gjennem de kommende Tider. Og jeg mener, det netop er paa dette Punkt, den folkelige Opdragelse har sin uvurderlig store Betydning; for hér er virkelig noget, man ikke faar som en ren Naturgave, men hvor det aandsbaarne Ord maa træde befriende til. – Og da jeg nu har nævnt Proprietær Wintrup, maa jeg indrømme, at han vistnok ikke tilfulde har erkjendt Højskolens store Fortjenester i denne Henseende.«

»»Aandsbaarent« – ja, hvad mon dét saa vil sige i Deres Mund?« sagde Meyer.

»Det Aandelige er det, som rækker ud over den Enkelte; som kommer fra det Hele og forener ham med det Hele.«

»Og jeg mener, at det Aandelige er det, som kommer fra oven og drager os opad.«

»Den Definition fører os vistnok ind paa det religiøse.«

»Hm, hm, hm, hm,« sagde Meyer.

Hellum og Karl maatte paa Meyers indstændige Opfordring blive paa Lundborg om Natten. – Næste Formiddag læste Meyer for dem et Foredrag om Bjovulf og Grendel, som han havde skrevet til et Ugeblad. Hellum takkede og komplimenterede ham stærkt derfor, hvorover Meyer blev baade overrasket og henrykt. – Han viste sine Gjæster om paa den store Landejendom, han for ikke længe siden havde kjøbt – en større Bondegaard paa henved ti Td. Hartkorn.

246

»Ja, de fleste af mine Venner er paa Nakken af mig for det,« sagde Meyer og klappede, paa en usigelig kejtet Maade, en af sine Heste paa Boven, – Bevægelsen lignede nærmest en Dames, der slaar Haanden mod Væggen for at dræbe et Møl, – »de siger, at det er Vaanvidd for mig med saa stor en Ejendom. – Men – nu troer jeg nok, det gaar i Orden med, at vores nye Sparekasse, som de jo har sat mig til at styre, tager en dygtig 2den Prioritet i Gaarden. Saa klaarer vi den nok.«

Han førte dem ogsaa op paa en Bakke og viste dem Spiret af Vennerlille-Kirken. – –

Hen paa Eftermiddagen kørte de tilbage til Holtinggaard.

»Naa, hvad syntes Du saa om det?« sagde Karl i en just ikke begejstret Tone.

»Nej jeg blev ikke skuffet,« sagde Hellum.

»Af Meyer?«

»Nej, heller ikke af de andre. – Husk dog paa Karl: Naturmennesker træffer man ikke mere i vore Dage, hellerikke Naturbønder. Nogen Skade og nogen Gavn har de alle faaet af Kulturen og vil faa mere. – Og hvor er saa ikke denne Højskole-Dannelse levende og dansk, hyggelig og lun for en forfrossen Person som mig, der har lidt en Del ondt i mine Dage – – Aa! naar jeg tænker paa Fensmark f. Eks. med alle hans Kundskaber, – hvilket raat Fabriksprodukt i Virkeligheden! Det eneste levende hos ham er Sanserne. – Nej jeg skal sige Dig noget, Karl,« tilføjede han lidt efter og lo: »Du har haft det altfor godt ligefra først til sidst, derfor er Du bleven saa daarlig og saa kritisk!«

247

V

Karl tog efter Tilbagekomsten til Kjøbenhavn fat paa sit Arbejde med meget stor Iver. Han havde nu, ikke uden Raadførsel med Hellum, faaet sin Examensopgave præciseret, den skulde hedde: »Den danske Bondestand i Middelalderen« og for ham selv være den videnskabelige Forberedelse for en langt mere storartet Undersøgelse, som han efter Examen vilde tage op: Undersøgelse og Fremstilling af den danske Bondes oprindelige Præg, af Naturgrundlaget i hans Væsen. Til den positive Fremstilling skulde knytte sig en kritisk Paavisning af de ødelæggende, forfalskende Indflydelser, som havde gjort sig gjældende overfor den danske Bondestand lige indtil vore Dage. Han skimtede allerede de værste af disse: Den tydske Sprog- og Kultur-Smitte igjennem Adels-, Militær-, Haandværker- og Handelsstanden; det uendelige Prækerads i Kirkerne efter Reformationen; den tvungne Almueskole siden 1814; Latinskolen, og den franske Indflydelse siden det 18de Aarhundrede. – Hvad Højskolebevægelsen angik, da ansaae Karl den for, i sin hidtidige Skikkelse, at have gjort omtrent ligesaa megen Skade som Gavn paa dette særlige Punkt. Her saae Hellum betydelig lysere paa Forholdet. Men hvad Karl end ikke for Hellum nævnte, var hans Hensigt: naar han følte sig moden dertil, da at oprette en Højskole i Jylland, hvor Hovedvægten skulde blive lagt paa den levende, selvstændige Udvikling af Elevernes egen danske Natur, uden Forvanskning eller Forfalskning. Paavirkningen skulde naturligvis ske igjennem den danske Højskoles to gamle, undergjørende Midler: Modersmaalet og Historien. – –

Hele Januar Maaned holdt Karl sig borte fra Kronprinsessegade. Han var bleven saa bange for nye Skuffelser og for de mange arbejdsforstyrrende Spekulationer, han næsten altid var bleven overfalden af, naar han havde været der. Men han følte godt, at det kun var en Slags Galgenfrist, han derved skaffede sig.

248

I Slutningen af Januar modtog han følgende Brev:

Kjære Karl!

Jeg troede, Du var kommen herover til Præstegaarden i Julen. Det var da ogsaa underligt, at Du ikke kom, synes jeg. Men nu maa jeg saa skrive. Du synes maaske, at der er underligt, jeg skriver. Det er, fordi jeg nu har faaet Lov til at komme til Kjøbenhavn og læse til Lærerinde hos Frøken Zahle. Det har jeg mest Lyst til. Og Fader troer hellerikke, at jeg kan blive ødelagt deraf Men saa vilde jeg spørge, om jeg kunde bo i det Pensionat, hvor Du har skrevet til Din Fader at Du boer, og som Du jo er godt fornøjet med. Og saa tillige for ikke at være mellem helt fremmede. Det er sletikke sagt, at vi er saa uenige, som Du troer, for jeg er ikke saadan, som jeg altid har været. Men det veed jeg naturligvis ikke. Hvis Du helst ikke vil bo i Hus med nogen af Dine Bekjendtere, saa maa Du endelige sige det. For jeg kan godt forstaa, at man gjærne vil være imellem bare Fremmede.

Venlig Hilsen fra
Din Kusine
Ellen Nordbye.

Vennerlille Præstegaard
(det er et forfærdeligt Navn,
de har givet den) 23. Januar.

Karl var saa vant til at betragte Ellen som »een af de Smaa«, saa det var ham en helt kuriøs Fornemmelse, den, at hun nu ogsaa skulde til at gjælde for et Menneske. – »Du synes maaske, at det er underligt, jeg skriver.« – Jo! – Han kom til at tænke paa Ida Vindings Naturhistorie efter Lütken: disseher Goplepolyper, der skjød Knopper, – og saa havde Lærerinden en Dag forsnakket sig og sagt, at der ved Knopskydning dannede sig en hel Stabel af unge, selvstændige Madusser (i Stedet for Meduser). Ellen forekom ham saadan en lille Madusse, der vilde ud at sejle paa egen Haand. Han syntes nu hellerikke, det var morsomt at bo i Hus ligefrem med en Reporter hjemmefra.

Han svarede – efter at have forhørt sig hos Fru Dalsgaard – med den Meddelelse, at hun godt kunde komme til at bo i Pensionatet, hvad der naturligvis vilde være ham en Glæde.

Da han en Uges Tid derefter kom ind, lidt før The, i Dagligstuen, sad Ellen derinde og blev konverseret af Fru Dalsgaard. De unge Herrer stod eller sad henne ved Væggene under tydelig Indflydelse 249 af, at der var en ung, fremmed Dame i Stuen. De ytrede sig kun lidet, og da med kunstigt, tildels kejtet, anbragte Bemærkninger.

Karl forundredes selv ved at føle sig lidt famlende i Valget af Ord overfor Ellen, passende for Situationen, og syntes samtidig, det var saa latterligt, at det Barn kunde frembringe Situation overhovedet!

Hun saae saa ny ud. Hun havde en mørkeblaa, ulden Kjole; men Hud og Haar var ganske lyst og næsten skinnende; – Haaret var strøget op baade fra Pande og Tindinger og slog en blank Bukkel derover. Øjnene var saa klare og saa rene baade i det Blaa og i det Hvide, som om de aldrig havde været brugt før.

»Du er ikke vokset meget siden sidste Sommer,« sagde han, da de havde snakket lidt.

»Jamen, Karl jeg er da ogsaa atten Aar.«

Det var ham ufatteligt. Men det var nemt at mærke paa Kammeraterne. –

Det blev en helt højtidelig Handling at gaa til Bords i Aften. Thi hvor skulde den fremmede sidde? Nu blev man nemlig ulige Tal. – I den sidste Tid havde de otte Kuverter været saaledes anbragte: for den ene Bordende Fru Dalsgaard, ligeover for hende den jydske Filosof. Til højre for hende: Knausestad, Hellum, Karl, tilvenstre: Kunstneren (Frydensberg), Frøken Andersen og Esby. – Forlovelsen var nemlig gaaet i Stykker i December, og Hr. Aggerholm var straks rejst fra Pensionatet.

»Nu er det nok bedst, at de to unge Damer sidder sammen; Frøken Nordbye maa vist sidde mellem Frøken Andersen og Hr. Esby,« sagde Fru Dalsgaard; »saa bliver der jo rigtignok fire paa den Side; men Damerne er jo ikke saa forfærdelig store, og det kan jo nu ikke blive anderledes med dette Bord.«

Frøken Andersen tog undseligt indsmigrende Ellen om Livet, lo og hviskede, at det var saa morsomt, de nu var bleven to unge Piger.

Da man var ved at sætte sig, sagde Hr. Esby, idet han skjød Øjenbrynene højt til Vejrs og skulede til sin Nabo til venstre: »Ja, jeg kan jo sagtens være glad; men hvad troer man, han dér siger?« – Han satte en udstrakt Pegefinger paa den jydske Filosofs Skulder.

Denne saae forbitret til ham og blev ildrød i Hovedet. – Der var allerede udvekslet flere Repliker ved Bordet efter dette, da Filosofen opkastede det Spørgsmaal: »Hvad skal man kalde en Mand, der 250 kommer med en Udtalelse i en saadan Situation, at man ikke kan svare derpaa uden at blive uhøflig mod en tredje Person, og det uagtet Udtalelsen er i Grunden ligesaa uforskammet i sig selv, som Svaret derpaa vilde blive?«

Selskabet saae spørgende til Hr. Jakobsen; Ellen med et ganske alvorligt og forbavset Ansigt

»Jeg kalder ham uærlig!« sagde Hr. Jakobsen harmdirrende, – og deltog ikke yderligere i Samtalen den Aften.

Efter Bordet snakkede Karl med Ellen om alting hjemme i Holting – undtagen Henriette. Det viste sig, at Ellen tilsyneladende paa egen Haand havde gaaet og var bleven kjed af Forholdene derhjemme: alt det Rykind, der stadig var. »Og jeg er ogsaa kjed af den Maade, de taler sammen paa.« – Anna var meget utilfreds med Onkel Jørgens »Fanatisme«, og Robert han var helt som Anna. Han kom nok til at staa under Tøflen, mente Ellen. – De skulde jo for Resten giftes nu til Sommer og have Rostruplund der østen for Glenstrup, men det vidste Karl vel nok. – –

En af Grundene, hvorfor Karl havde været noget betænkelig ved Ellens Komme til Gasværksvejen, var den, at det derved skulde blive ham vanskeligere at komme sammen med Rebekka. Det gik imidlertid ganske anderledes.

Ellen spurgte Karl en Søndag Eftermiddag i Februar, om der ikke var en Dam i Kjøbenhavn, hvor man kunde løbe paa Skøjter. Han meddelte hende saa, at henne paa Graven ved Tivoli var der en stor Skøjtebane, hvor alle Mennesker løb i denne Tid. – Saa var det maaske dér, Hr. Jakobsen og Hr. Esby var gaaet hen, sagde hun. For de var gaaet ud med Skøjter straks efter Frokost.

Karl havde siden Morgenstunden gaaet og vaklet frem og tilbage: om han skulde gaa paa Visit i Kronprinsessegade idag, eller han skulde lade være. Nu kom dette og bragte Afgjørelsen. Han vilde ikke gaa derhen idag. Han vilde løbe paa Skøjter sammen med Ellen og de andre. – Paa Vejen derhen slog en Tanke pludselig ned i ham, og han sagde til Ellen: »det falder mig for Resten ind, at hende – æh – Frøken Rebekka Woltersien kan være derhenne paa Isen. Jeg kan huske, hun før Jul nævnte, at hun havde løbet der sidste Vinter.«

»Ja, hvorfor det?« sagde Ellen. »Det kan da ikke gjøre mig noget?«

»Aa, jeg troede maaske, Du var vred paa hende, – ikke kunde lide at træffe hende.«

251

»Nej, jeg har sletikke noget imod hende, Karl. – Jeg synes nu ligesaa godt, Du kunde være noget fortrolig imod mig, for jeg taler aldrig med nogen – – ja, undtagen med Henner.«

Karl kastede et forundret Blik til hende – men tav. Ellen tilføjede: »Ja, og hun taler virkelig aldrig andet end godt om Dig, – og er hellerikke vred paa Dig.« – –

Da de havde faaet Skøjterne paa og havde taget hinanden i Hænderne med krydsede Arme, spillede netop Musiken op et Sted langt borte, og en Mængde Skøjteløbere kom ned imod dem ligesom Snefnug, der hvirvlede frem af den graa Luft foran dem.

Det gav pludselig et Sæt i Karl. Ellen saae op til ham.

»Ja, der er Frøken Woltersien,« sagde han i det samme og pegede frem imod en Dame med graa, opkrampet Hat og blaat Slør, der løb i Række sammen med en anden Herre og Dame. – De kom lige forbi Karl og Ellen. Han hilste. Da saae Frøken Rebekka op og raabte: »Nej – det var morsomt!«

Hun gjorde Holdt og kom med sine to Ledsagere ved Haanden hen til dem. Damen var Frøken Abrahamson, Herren kjendte Karl ikke.

Rebekka præsenterede, idet hun tilføjede: »men Frøken Nordbyes Fornavn er jeg ikke helt sikker paa. – Er det ikke Ellen?«

Lidt efter foreslog hun, at de alle skulde løbe med hinanden i Haanden.

»Nej,« sagde den fremmede Herre, »fem i Række er for mange, Frøken Woltersien, nu giver vi Afkald paa at høre til Is-Dronningens Hofétat og overlader Æren til Deres andre Bekjendte.« –

Karl spurgte sig selv, om Rebekka mon viste saa megen Venlighed mod Ellen for at bøde paa, at hun i Vinter havde været saa tilbageholdende overfor ham. Han var i hvert Fald glad derved. Og Ellen syntes erobret fra første Øjeblik af sin nye Veninde. Ellen var saa morsomt aabenlyst beundrende og taknemmelig.

Karl fik Øje paa de Herrer Jakobsen og Esby, som i behørig Afstand kom skøjtende forbi. Efter Præsentationen for Rebekka trak Esby Karl til Side og hviskede, dog saaledes at Kammeraten maatte høre det: »De kan tænke Dem: han dér har sværmet rundt om den fine Dame, lige siden vi kom herned, rigtignok hele Tiden paa halvtredsindstyve Alens Afstand, – men nu blev han jo alligevel rædsomt tilmode, da han pludselig ser, at De kjender hende, – jeg er ligefrem 252 bange, at der skal være sprunget noget i ham ved Præsentationen – –«

»Ja, det er bare lige det omvendte af, hvad Esby siger,« sagde Hr. Jakobsen. »Han har ikke talt om andet end om Frøken Woltersien, imens vi har været hernede.« – –

Inden Rebekka forlod Skøjtebanen, havde hun sagt til Ellen: »Deres Fætter kommer af og til hos os i Kronprinsessegade. Nu maa De da endelig følge med, næste Gang han viser sig. Og kom snart! – laften er jeg desværre ikke hjemme. Ellers vilde jeg have prøvet af faa Dem begge med lige straks.« –

Karl var overordenlig venlig stemt mod sin Kusine, da de gik hjem om Aftenen. Hun kunde jo være ham til saa megen Nytte. Bringe nye Muligheder ind i hans Forhold til Rebekka, – og tillige skaffe ham nogen Underretning om Henriette. Det vilde være ham saa stor en Lettelse, om han turde tro, at hun var kommen over sin Sorg; – imidlertid, det var meget vanskeligt at komme til Klarhed herover, efter hvad Ellen sagde, saa meget mere, som han ikke turde eller vilde spørge direkte. – –

Da Karl og Ellen et Par Uger efter var oppe hos Geheimeraadens, fik han dog saa lidt ud af Besøget, saa det Haab, han havde sat til sin Kusine, næsten helt var ved at glippe. Ellen derimod var ganske henrykt, da de gik hjem. Ikke blot var Rebekka nu saa smuk og morsom og forunderlig – ja, rentud vidunderlig, paastod Ellen. Men den gamle Geheimeraad havde været saa mageløs elskværdig mod hende og sagt, at hun var da lidt forskjellig fra dem, man saae hver Dag. – Det eneste, der bragte Karl nogen Trøst, var den Meddelelse, Ellen kunde gjøre ham, at nu kom Frøken Rebekka ogsaa snart op og besøgte dem paa Gasværksvejen. – Ellen snakkede ustandselig paa Hjemvejen – de gik ad Nørrevoldgade. – Karl vilde saa gjerne komme efter, hvorfra Ellens Forhaands-Velvilje – der nu altsaa var bleven til stormende Beundring – mod Rebekka kunde stamme. Fra Anna kunde hun i hvert Fald umulig have den. Ellen fortalte med den uskyldigste Ivrighed og Interesse for Sagen, at Anna var bleven saa forfærdelig stræng med al Ting, fordi hun var jaloux paa Robert; og det kom af, at han havde nok engang for mange Aar siden været noget vild af sig, og saa var hun jo bange for, at det skulde komme igjen. Og saa snart der saa var en ung Pige, der saae kjøn ud og var glad, saa kunde Anna ikke lide hende. Og det var nok derfor, hun ogsaa var vred paa Rebekka.

253

»Jamen Du kunde jo hellerikke lide Rebekka den Sommer,« sagde Karl.

»Nej – – men jeg kunde jo hellerikke forstaa andet, end at det var en forfærdelig Synd og Uret, Du gjorde mod Henner.«

»Ja – synes Du da ikke det nu?« spurgte Karl sagte.

Ellen lod vist, som hun ikke hørte det. – Hun tog noget op af Kaabelommen: »Jeg har aldrig smagt saa fin Chocolade som den, vi fik til Vinen i Aften. Frøken Rebekka gav mig en hel Posefuld med.«

»Hvad – Ellen? synes Du det ikke nu?«

»Det maa jeg vist ikke fortælle Dig noget om, Karl. – – Vil Du have et Stykke ?«

Da Ellen ved Thebordet fortalte sin Sidemand, Hr. Esby, at de med det første fik Besøg af Frøken Woltersien i Pensionatet, sagde han straks, at saa skulde Jakobsen bekoste et Gilde for hende, for han burde ikke have saa stor en Glæde for ingen Ting.

Hr. Jakobsen sagde meget alvorlig, at hvis der skulde laves et Sammenskudsgilde i Anledning af Frøken Woltersiens Besøg, saa vilde han give ligesaa meget, som hver af de andre gav. Det, Esby sagde, var blot en Maade – og en simpel Maade – han havde at dække over sin egen Forelskelse i hende paa.

Karl mente, det var rimeligst, han bar Bekostningen, hvis der skulde gjøres noget extra, da det jo nærmest var Ellen og ham, Frøken Woltersien besøgte.

»Men er det mere end en Eftermiddagsvisit, Frøkenen vil beære os med?« spurgte Fru Dalsgaard.

»Hvis vi alle skal give Bidrag til det Gilde for hende,« sagde nu Hr. Jakobsen, – »og det finder jeg er det rimeligste, for enten vi er forelskede eller ej, saa har vi dog allesammen Fornøjelse af, at hun kommer, – saa skal hun komme om Aftenen, for før kan jeg ikke være hjemme – – og Esby og Frydensberg de kan jo hellerikke, vi er jo næsten allesammen paa Kursus lige efter Kaffetid.«

»Ja,« raabte Ellen, »saa gaar jeg ind og siger til hende, at hun straks skal bestemme Dagen, for at vi kan forberede os, og at vi gjør et stort Gilde for hende, naar hun kommer!«

254

Omgivelserne var saa uvante, saaat Karl ogsaa saae nyt paa Rebekka selv, da hun en Ugestid efter sad inde i Dagligstuen paa Gasværksvejen i den store Lænestol. Han maatte atter og atter bøje sin Sjæl i Beundring for den festlige, Stuen fyldende Skjønhed, der hvilede over – det lille Menneske! som hun jo dog, naar alt kom til alt, var: ikke over Middelhøjde, en Snes Aar gammel. Og denne Sikkerhed, denne magtfulde og dog saa trygge, ubevæbnede Ro, hun havde! – al Verden kunde jo ikke overvælde hende! – Det var ikke sært, tænkte han, at Husets Kavalerer traadte af paa en lidt kejtet Maade, naar de var kommen ind ad Døren og havde gjort deres Skrabud. For den Maade, hvorpaa hun halvt rejste sig og med et Nik gjengjældte deres Hilsen, den maatte netop gjøre En skjønhedssvimmel lige i Øjeblikket. – Under Bevægelsen samvirkede ligesom tre Sæt af Linier i den skjønneste Harmoni: hendes ranke Legemes levende, svajede, slanke Linier, hendes folderige Kjoles bløde, uldne Stof-Konturer, og dertil nogle ganske lige, lodret nedfaldende Linier i de lange Læg paa Kjolens Skjørt og i et Par Livbaand – der mindede ganske fjernt om Militærets Sabelgehæng og stemmede saa forunderligt med hele det Indtryk af Uovervindelighed, som hendes Skikkelse og Væsen altid frembragte.

Nordmanden traadte ind ad Døren: »Mit Navn er Knausestad,« sagde han. – Hun nikkede. Han stod tavs og betragtede hende med en Mine, som hun kunde være et Lig, der havde ligget paa hans Vej.

»De er Nordmand,« sagde hun i en lidt irriteret Tone.

»»Dit Mæle røber Dig«, – jaha, saa sa' hun Pigen til Apostlen.« – Saa gik han hen og lagde sig i Hi paa Stolen ved Vinduet

Straks efter kom dog Fru Dalsgaard ind og bød Selskabet til Bords i den anden Stue.

Frøken Woltersien fik Plads paa venstre Side af Ellen. Trods bitter men dæmpet Modstand fra Jakobsens Side, kom Esby dog til at sidde paa Frøken Woltersiens venstre Haand. Jakobsen paastod, at dette aldeles uomtvisteligt var hans Plads, da Frøken Woltersien i Virkeligheden sad paa Esbys.

Karl lagde pludselig Mærke til Hellum: at hans sprællemandsagtige Dukken og den øvrige pudseerlige Livlighed i hans Væsen var forsvunden, som han sad der ved Bordet; han var stiv, alvorlig og blev, uden synlig Grund, af og til rød i Ansigtet. – »Men kan hun da ogsaa slaa Ild af saadan en Sten!« tænkte Karl. – Han, denne resignerede, 255 nøjsomme Person, der ellers ikke syntes at skylde Livet ret meget, han sad her med en Mine, netop som om han havde stjaalet baade Strømper og Sko og var i Gjæld til Alverden. – Det var dog mærkeligt!

»Hm – mja?« sagde nu Hr. Esby, skjød Øjenbrynene til Vejrs og skelede til højre, »naar vi nu har spist, saa kommer det store Nummer paa Programmet. Saa skal Hr. Hellum til at synge spanske og italienske Folkesange for Frøken Woltersien.«

»Jeg kan desværre sletikke Spansk – blot en Smule Italiensk,« sagde denne over til Hr. Hellum.

»Ssssj – sssj – he, he, he – det er paa ingen Maade noget stort Nummer – – det er –«

»Hr. Hellum mener, at han snarere selv er et stort Nummer,« sagde Esby.

Frøken Woltersien svarede paa denne Opfordring til at deltage i kammeratlig Ondskabsfuldhed med et lille afvisende Smil, – og sagde til Hellum: »de lyder saa brillant, disse Sange, naar man hører dem i Italien, – men det maa jo være en langt større Kunst at kunne faa dem til at virke under ganske andre Forhold.«

»Ja, da kan De tro, de gjør Virkning!« sagde Jakobsen, der følte sig stærkere efter Esbys Nederlag.

Det indbragte ham kun et Blik som til den, hvem man først nu opdager, – saa vendte Frøken Woltersien sig til Ellen.

Det slog Karl, at de fleste her i Pensionatet havde en langt fortroligere Klang i Stemmen end Rebekka; det var slet ikke umuligt, at den kunde forekomme hende ligesom nærgaaende.

Hellum gjorde et Forsøg paa at protestere mod Jakobsens Ord, men blev overhørt, og opgav det.

Da man var kommen ind i Dagligstuen igjen, blev der en Pavse. Det vil sige: Rebekka førte privat Smaapassiar med Ellen; men Herrerne gik tavse og ulykkelige omkring. De fleste af dem havde faaet Lejlighed til at godtgjøre Mangel paa selskabelig Evne overfor Hædersgjæsten, og ingen syntes, det endnu kunde gaa an at begynde paa Musiken. Denne Tomhed kaldte, ganske af sig selv, den svagelige Kunstner Hr. Frydensberg frem. Han kunde være særdeles interessant i gemytligt Lag; i Selskab derimod leverede han stedse det allerværste Konversations-Pjat. Men han var fra et selskabeligt Hjem og havde derfor en øvet Frækhed i at kjede sine Medmennesker. Og det morede Karl at see, hvorledes Rebekka bøjede sig for denne Form, aldeles 256 som en Dragonhest lystrer Trompeet-Signalet. Hr. Frydensberg gjennemgik med hende en Udstilling i Kunstforeningen, en Concert i Musikforeningen og to Forestillinger paa det kongelige Theater. –

I Førstningen var de unge Herrer taknemmelige for den Hjælp, Frydensberg saaledes bragte dem, men efterhaanden blev de dog baade vrede og misundelige paa ham.

»Nu skal vi vel saa til det egentlige,« sagde Esby og spændte venstre Haands Tommel- og Pegefinger omkring sit Underansigt.

»Naa, skal vi ha'e lidt Musik,« sagde Frydensberg i den velvillige Konversationstone, som han nu var kommen i Gang med, men som han ellers aldrig brugte overfor sine Kammerater.

»Jeg vil saa forfærdelig nødig,« sagde Hellum, »jeg er i hvert Fald saa bange for det,« – og han kunde ikke have sagt de Ord anderledes, hvis det havde været en stor Skjæbneafgjørelse, der forestod ham.

»De maa ikke sige Nej, Hr. Hellum,« sagde Frøken Woltersien; »det øvrige Selskab har maaske ofte Lejlighed til at høre Dem, men det har jeg ikke.«

Han var uheldig med et Par engelske Smaasange. Men saa havde Karl Indtrykket af, at han lod staa til tværsigjennem Forlegenhed og selskabelige Hensyn: han sang den spanske Melodi, som Heiberg har benyttet til Ordene: »I Dansen jeg Dig møder« – – og man syntes at se Sydens Kvinde, Barmen bølgende under det tæt-rynkede Lin af stormende Jubel, af fortærende Længsel – hun gav sig hen i en Smerte, hvorfra man aldrig vender tilbage! – – Og nu sang han længe: polske, russiske Sange, og endte med den skotske: »For auld lang syne«. Denne sidste blev sunget med en Vemod saa dyb og ensom, som sad man og stirrede ud over Højskotlands moors, og dog med en Rusens Gyldenglands over sig, som lagde man sig tilbage i det samme og saae Solen gjennem en Flaske Old Scotch Whisky.

Baade Jakobsen, Esby og Karl maatte rent uvilkaarligt give deres Beundring Luft, og Hellum var saa glad og saa sikker paa sin Sejr, saa han selv sagde: »jamen jeg troer ogsaa, jeg sang den godt; jeg troer, Burns selv vilde have været tilfreds med den.«

»Hvordan har De dog lært Dem den Masse Sprog?« sagde Frøken Woltersien.

»Ssssj – af Russisk og Polsk kan jeg ikke stort mere end Udtalen,« sagde Hellum ganske sagte – og i Virkeligheden ganske sønderknust.

257

Naar hun sletikke var blevet greben, saa havde han jo givet altfor meget af sig selv, og han maatte jo staa for hende som en Nar.

»Men synes De da ikke forfærdelig godt om Melodien, Frøken Woltersien?« sagde Jakobsen bebrejdende.

»Jo, – det var virkelig nydeligt.«

»Virkelig nydeligt! – Jeg synes, det er det vidunderligste, der er til!«

»Jeg synes dog nok, de gode Folkedigtere og Folkekomponister ofte giver En et for tarveligt Indtryk af det, de har villet skildre.«

»Nej, hør, Reb ... Frøken Rebekka! det maa De virkelig give os en nærmere Forklaring af,« sagde Karl i en næsten irriteret Tone.

»Aa, jeg kan ikke forklare, – det er saa græsseligt ubehageligt med de Forklaringer! – Men jeg skal fortælle Dem et Exempel: Onkel og jeg var i Wien for – – fire Aar siden, og saa var vi oppe paa Leopoldsberg, den Skrænt, hvor Alperne ender saadan lige udenfor Byen – og der var ganske dejligt, aldeles henrivende, forsikrer jeg. – Man saae ud over Wien og Stefanskirken og Donau – helt ind i Ungarn – og Karpatherne langt, langt borte – – det var saadan, at jeg syntes, man kunde vælge netop dét Sted til at leve det Øjeblik – – ja, som man engang vilde sætte alt ind paa.« – Det varede et Par Sekunder, inden hun fortsatte. – »Og saa kan De tænke Dem: saa sad der en halvvoksen Hyrdedreng deroppe paa Bjerget og sang – sletikke saa galt – men saa klagende, saa ynkelig vemodigt! – det var alt, hvad han fik ud af den Herlighed. – Saadan en Natur! – det er jo som en Dronning, der kun har nogle smaa stakkels Svinedrenge til at besynge sig.«

»Der er jo ogsaa muntre Folkesange,« sagde Hellum, »glade, livlige–«

»Jo, – men saa beskedne. Jeg synes, man kan høre, at Sangerne har faaet saa mange Prygl i deres Dage –«

»Jeg er ikke enig med Dem, Frøken,« sagde Hellum i en altfor højtidelig og tillige underdanig Tone, »men Deres Synspunkt er jo ejendommeligt –«

»Aa, Gud fri mig, skal jeg virkelig have Synspunkter! – – Jeg husker ogsaa en Dag nede i den romerske Kampagne – en Foraarsdag, hvor det var, som om alt skulde forgaa i Solen af lutter Henrykkelse – og der kom en Mand med sit Æsel forbi, hvor vi sad. Veed De, hvad han sang den ene Gang efter den anden, mens han gik forbi, og længe efter: »Jeg vandrer langsomt, langsomt, langsomt og 258 møjsommeligt. Men hvis jeg træffer min Nina hjemme, saa vil vi sætte os ned og holde Maaltid sammen.« – Tænk, det samme og det samme og det samme, – det var alt, hvad han fik ud af denne vidunderlige Foraarsdag.«

»Jamen kan der tænkes noget dejligere!« sagde Hellum og havde det Uheld, at hans Stemme brast. Han vendte sig hurtig om paa Stolen mod Klaveret, og sad og klimprede.

Der var en lidt trykkende Tavshed i Stuen.

»Jamen der er jo Melodien!« sagde pludselig Frøken Woltersien. »Det er jo den, De spiller. – De maa jo være en ganske usædvanlig Kjender af de italienske canti popolari.«

»Jeg ejer ikke stort andet end Berggreens Samling,« sagde Hellum med nogenlunde restitueret Stemme. Han maatte spille og synge Visen:

lo vado piano, piano,
La salita mi da pena,
Se la Nina io trovo a casa,
lo mi metto con lei a mangiare.

»Ja, den er jo virkelig yndefuld,« sagde Frøken Woltersien, da Sangen var til Ende, »og den er jo ogsaa Udtryk for, at Manden er glad. Men det maa dog i Sandhed være fattigt ikke at kunne finde rigere Udtryk for sin Glæde. Det vil vel for Resten sige, at han ikke kjender rigere Glæde.«

»Jo, – men jeg maa tilstaa, jeg finder, at Graderne paa det Omraade er uvæsenlige. For De kan jo dog ikke forlange, Frøken, at Glæden skulde forvandle Jord til Himmel – –«

»Jo – netop!« afbrød Frøken Rebekka – overraskende stærkt og med noget jublende i Stemmen.

»Saa er Glæden jo ikke sand,« sagde Hellum dæmpet og ligesom undskyldende sin Dristighed.

»Troer De, man vilde spekulere over dét, naar man var fuldkommen glad!«

»Jamen den vilde hellerikke være fuldkommen.«

»Et Øjeblik, en kort Tid – en uforglæmmelig Tid, – naar man satte alt ind derpaa! – – Hør, men De maa undskylde, jeg er ganske uvant med saadan at forhandle og drøfte Spørgsmaal, – jeg kan ligefrem 259 ikke holde det ud Skulde vi ikke hellere danse. – Maa vi, Fru Dalsgaard, – improvisere et Bal?«

»Ja, saa gjerne, kjære Frøken Woltersien – men Musik?«

»Naar Hr. Hellum spiller sine Folkesange i lidt hurtigere Tempo – –«

Frøken Rebekka havde været nærved at paadrage sig Uvilje hos flere af de unge Herrer ved sin Ufølsomhed overfor Hellums Sang – hun kunde vanskeligt have valgt noget virksommere Middel til at fordrive den med end dette. Særlig Hr. Jakobsen var ivrig; sammen med Esby og Frydensberg fik han i en Fart Stolene sat tilside, – og Hellum lod en flot, polsk Mazurka bruse hen over Tangenterne.

Det saae et Øjeblik ud, som om Frøken Woltersien ingen Kavaler skulde have faaet til den første Dans – alle havde bestemt sig til at naa hende ad en Omvej. Saa bukkede Karl for hende.

Han havde staaet fortabt i Tanker over disse besynderlige Ord om den store, uforglæmmelige Tid, som hun nylig havde sagt. – Nu vaagnede han op, idet han holdt hende i sine Arme. – Ja, han kunde jo vide i Forvejen, at hun maatte danse godt, saadan som hun var bygget, – alligevel var der ligesom Overraskelse blandet i Skjønhedsglæden ved at see og fornemme det. Det havde gjort saadan et pinlig sjælsfattigt, overkultiveret Indtryk paa Karl, det, at hun ikke brød sig mere om Folkesangene, hun var blevet saa fremmed for ham; – men denne Dans var rigtignok Kunst, som der var Natur i, den skjønneste sanselig-sjælelige Virkelighed.

»Du danser jo storartet,« hviskede hun pludselig ganske nær ved hans Kind.

- Han blev et Øjeblik svimmel af Lykke. Det var, som han skulde føre hende midt ud paa Gulvet og raabe: hun er min, – hun, hun er min!

Var det nu Fejghed, at han ikke gjorde det? tænkte han.

Nu dansede Esby og derefter Hr. Frydensberg med Rebekka. Jakobsen kom lige efter Frydensberg, men hun bad om Opsættelse og gik hen til det Vindu, Karl stod ved.

»Kunde vi ikke aabne det en lille bitte Smule,« sagde hun, »det bliver straks for varmt herinde.« Han aabnede det paa Klem, og hun traadte hen foran ham og lod Kjøligheden strømme ind over sit Ansigt. – Der var dunkelt derhenne ved Vinduet; han stod imellem hende og de Andre med Ryggen til Selskabet. Hun bøjede Hovedet 260 tilbage og trykkede sin hede Tinding imod hans Kind – »Hvor jeg elsker Dig! hvor jeg elsker Dig!« hviskede han uden at turde bøje sit Hoved ned imod hendes for ikke at røbe hende.

Hun gik hen til Ellen og sagde noget til hende. Straks efter nærmede de sig begge Hellum, som stadig spillede.

»Jeg har bedt Frøken Nordbye om at afløse Dem et Øjeblik, Hr. Hellum, og maa jeg saa ikke udbede mig min sidste Dans med Dem – inden jeg gaar.«

Hellum dansede ganske forunderligt; – hans uforholdsmæssig lange Overkrop kontrasterede særlig i Dansen paa den besynderligste Maade til de korte Ben. Men det saae virkelig ud, som han ikke førte saa daarligt.

Da de sluttede, sagde Frøken Woltersien: »maa jeg nu sige Dem Farvel med det samme, Hr. Hellum, og mange Tak for Deres Sang. Jeg er saa kjed af, at jeg ikke har mere Sans for den Slags Musik, – jeg har blot paa Fornemmelsen, at Deres Sang var en Præstation af meget høj Rang.«

»Vi følger alle Frøken Woltersien hjem, ikke sandt?« sagde Hr. Frydensberg.

Det var straks enstemmig vedtaget.

Først paa Gaden opdagede man, at Hr. Jakobsen ikke var med.

»Han er nok gaaet i Seng uden at sige Godnat,« sagde hans Ven Esby og skjød Øjenbrynene højt i Vejret, »fordi han sletikke fik danset med Frøken Woltersien.«

Et Par Dage efter Rebekkas Besøg sagde Karl til Hellum, da de gik hjem fra Teglgaardstræde: »Mon det nu er, fordi Frøken Woltersien er for moderne i sin Maade at føle paa, at hun ikke har Sans for Folkesangene – for den folkelige Digtning.«

»Hvorfor det?« spurgte Hellum ganske kort.

»Ja, hvad, hendes Tankegang er jo vel ogsaa pantheistisk, selv om det er paa en helt anden Maade end Dr. Fensmarks.«

Men Hellum var stum. Han vilde sletikke ind paa det Spørgsmaal. Og det uagtet Modsætningen mellem den naturligt-folkelige og den naturalistisk-pantheistiske Livsfølelse var et Emne, han ellers aldrig kunde blive træt af at tale om. - 261 Det kunde forsaavidt ogsaa være Karl det samme, thi han var ikke i Tvivl om, siden hint Besøg, at han, efter alle Theorier eller paa Trods af alle Theorier, vilde elske Rebekka og bie paa hendes Vilje, ventende, at den store Tid skulde komme, den, som hun vilde sætte alt ind paa, – den uforglæmmelige Tid! – Han gik med et stille Sværmeri for Byen Wien, og fik et stort Fotografi af Stefanskirken hængt op paa Væggen i sin Stue.

Naar Karl og Ellen gik til Kronprinsessegade – og han vilde ligefrem helst have hende med, bl. a. fordi han havde paa Fornemmelsen, at Rebekka syntes bedst om det saaledes – førte han hende altid ind igjennem Haven fra Østervoldgade. Der var saa dejligt derinden for Porten, nu Foraaret begyndte at mærkes, saa fuldt af Vintergjækker og Crocus i Gartnerhaven. Og saa det Syn af den lange, stejle Husrække bag Træerne.

»Er Du sletikke forelsket, Ellen!«

»Ja, mener Du – om ogsaa jeg er forelsket i Rebekka?«

Karl blev rød. Han havde ikke ventet at blive saa klart gjennemskuet »Nej jeg mener ellers.«

»Aa, jeg er altid lidt forelsket om Foraaret, men jeg veed da ikke saadan i hvem.«

»Veed Du, hvem der er forelsket i Dig?«

»Nej, det troer jeg sletikke han er,« sagde hun i en Tone, som om det var en stor Uret at tænke sligt om Vedkommende. – –

Karl syntes, han kunde leve længe, om det skulde være, blot paa denne Forventning af det store Øjeblik. – Det var altsaa paa dén Maade, Jorden kunde blive til Himmerig: et Øjeblik, en kort Tid, en uforglæmmelig Tid, naar man saa vilde sætte hele sit Liv ind derpaa. Ja, det kunde man da forstaa. Det var noget andet end det, Fensmark dengang snakkede om: at hele Livet var guddommeligt. – Dette var jo ingen Tro, det var en vidunderlig Oplevelse, det var jo noget, der sikkert kunde ske, og som man kunde gaa og vente paa – og som afhang ene og alene af hende – Herlighedens Dronning!

Han gik i flere Uger og vilde ikke tænke Tanken igjennem, bare hvile i den Bevidsthed, at hans Liv skulde blive saa rigt; at det skulde komme til at rumme en virkelig Tid, virkelige Dage og Uger, der var det, som Rebekka mente med: uforglæmmelig.

Tilsidst kunde han dog ikke lade være at spørge sig selv, hvilken 262 Betingelsen vel var for, at alt dette kunde komme. Dengang paa Glenstrupgaard – da havde den store Tid vel været ham ganske nær, men da havde han jo ikke været den værdig. – Men hvordan skulde han nogensinde blive det? – Han gik i lang Tid og formede og formede paa det Spørgsmaal, han engang i Ensomhed vilde gjøre Rebekka derom; men han kunde hverken faa det dunkelt eller klart nok. – Indtil det pludselig faldt ham ind, at det allerbedste var ganske ligefrem – og i Ellens Nærværelse – at spørge Rebekka om Meningen af det, hun havde sagt den Aften paa Gasværksvejen, saa kunde hun jo selv forme sit Svar saa dunkelt eller saa klart, som hun havde Sind til.

Men han og Ellen var mange Gange oppe hos hende, og Tiden var gaaet helt hen mod Sommerferien, uden at han havde faaet blot dette Spørgsmaal gjort. Saa var det en Aften, de alle tre var gaaet ud paa Balkonen imod Gaden og Kongens Have, og Karl havde lige faaet at vide, at Rebekka kom ikke til Glenstrup i Somrens Løb, – og han var bleven temmelig skuffet. – Saa spurgte Ellen, om Rebekka var født her i Kronprinsessegade. – Nej, hun var født i Bredgade, men hun havde boet her hos sin Onkel omtrent fra sit fjerde Aar.

»Ja,« sagde Ellen, »saa er det da ligesaa godt som Deres Barndomshjem. – Men jeg gad vidst, om man nogensinde kunde komme til at holde ligesaa meget af et andet Sted, som af det, hvor man har levet sine første fjorten Aar.«

»Det tænker jeg,« sagde Rebekka, »hvis man blev lige saa lykkelig et andet Sted – Det vilde jeg nu have temmelig let ved at opnaa.«

»Jeg kan alligevel sletikke tænke mig, hvordan noget andet Sted rigtig kunde blive Ens Hjem nogensinde.«

»Jo, søde Frøken Ellen, – hvis man nu kun een Gang i sit Liv blev rigtig lykkelig, og saadan at man vidste midt i sin Lykke, at den vendte aldrig tilbage, – saa man aldrig senere glæmte den Tid, fordi det virkelig var og blev den eneste, – saa vilde man naturligvis føle, at det Sted var Ens egentlige Hjem, hvor man havde oplevet denne store Lykke, selv om det Sted saa var langt borte i fremmede Lande.«

»Maa jeg ikke spørge Dem, Frøken Rebekka,« sagde Karl ligestraks – alvorligere end det var hans Hensigt, men egentlig glad nok ved, at han fik det sagt saa alvorligt – »hvad skal et Menneske gjøre eller være, forat han nogensinde kan opleve – –«

»Forat blive salig? mener De,« sagde Frøken Rebekka. »Det har 263 Deres Onkel Jørgen sikkert tit nok sagt Dem: man skal omvende sig og blive troende.«

»Omvende sig og – –«

»Ja, ingen kan tjene to Herrer, – det veed De jo ogsaa godt.«

»Hvorfor vil De nu sige det saa utydeligt?«

»Ja, – hvorfor er Mennesker nu saa dumme ? – Men jeg antager egentlig næppe, at De nogensinde bliver troende. Og saa kommer Lykken under ingen Omstændigheder til En, – det har De fuldkommen Ret i.«

»Men hvad er det dog for noget Snak, I begge staar og siger?« spurgte Ellen. »Gjør I Nar ad hinanden ?«

»Det bliver vist Enden paa det, kjære Frøken Ellen, – og ad os selv med, tænker jeg.«

»Aa – nej, nej! – for jeg er troende, jeg er troende!« hviskede Karl til Rebekka, der havde taget Ellen om Livet og gik ind i Stuen. – –

Karl syntes, det var saa kjønt og saa fint af Ellen, at hun aldrig siden med et Ord hentydede til denne Samtale.

264

VI

Karl vidste næsten ikke, hvor han skulde være i Sommerferien. Hjem havde han ikke Lyst at rejse – vist mest for Henriettes Skyld – I Kjøbenhavn var det ganske urimeligt at blive: Rebekka var rejst til sin Tante paa Voldbygaard, – og Hellum skyede ham i den senere Tid, eller i hvert Fald mere fortrolig Samtale med ham.

Karl bad saa sin Fader om Penge til at gjøre en Rejse til Sverig. Men da hans Fader sendte ham dobbelt saa stor en Sum som den, han havde bedt om, besluttede han at rejse til Paris. – Rebekka var ikke ude af hans Tanker paa hele Turen; han gjorde paa en Maade Rejsen sammen med hende. Især følte han hende nærværende, hver Gang han kom paa Concordepladsen og i Slotshaven i Versailles, – derfor gik han hen paa Concordepladsen hver Dag, og opholdt sig 4-5 Dage i Versailles. Begge de to Steder bragte ham til at tænke paa Rebekkas »uforglæmmelige Tid«. Naar man stod med Ryggen til Obelisken paa Concordepladsen, saa saae man jo ikke blot et herligt Kunstværk, men dette Kunstværk var alt, hvad man saae; det var hele Verden lige ud til Horizonten. Og ganske ligesaadan, naar man stod oppe paa Terrassen paa Vestsiden af Slottet i Versailles: det var jo som et Sogn eller et Herred af ældgammel, kongelig Have, man saae ud over, det var Alt, saalangt som Øjet kunde naa, – og alt dette var en Verden, der med en vidunderlig Kunst var indrettet til et Slags hedensk Paradis, et Himmerig for jordisk Herlighed og Majestæt. Og Frankrig havde ofret sit Liv for denne Skjønhed; kunde egenlig aldrig komme videre end til at mindes disse store, svundne Dage, hin uforglæmmelige Tid. – Han tog som Minde med en Kvist af Buksbomhækken i Haven; thi denne Duft, som han ellers kun kjendte fra Kirkegaarden hjemme, havde paavirket ham saa underlig her i Versailles; det var, som om selve Døden, i denne Havens Duft, var overvunden af eller optagen i Kunstens Herlighed; som om Mennesket selv havde taget Liv og Død i sin Haand og gjort sig dem begge underdanige. – Han stod den sidste Aften, han var i Versailles, kort før sin Hjemrejse, paa det øverste Trin af den mægtige Stentrappe, der fører fra Terrassen foran 265 Slottet ned til den egenlige Have. Solen var lige gaaet ned, Fontænernes Damme og Kanalerne begyndte at dampe. Taagerne derfra kom trækkende paaskraa opover Marmortrappens Trin – som Tegn paa, at Naturen bøjede sig for Menneskets Majestæt og føjede sig ydmyg ind i det store Kunstværks Ramme til at forhøje dets Skjønhed, – – Karl vendte sig om mod Slottet, der laa i Aftenskumringen saa overjordisk stort og pragtfuldt – og dog ganske nær ved, saa virkeligt: Evigheden gjort til et virkeligt Øjeblik! – Himmerige hér paa dette Sted, indenfor denne Synskreds! – –

Hvis Rebekka nu havde været her! – Han søgte at skjule for sig selv den ydmygende Tvivl, som flygtig steg op i ham ved denne Tanke. – – –

En Maanedstid efter Sommerferien sad Karl og Hellum inde paa Stenhøjen i Botanisk Have. Hellum havde, til Karls Overraskelse, spurgt, efter Timen hos Fensmark, om de ikke skulde spadsere lidt sammen.

Hellum kunde alligevel ikke faa Munden paa Gled – – Bænken vendte den Vej mod Kongens Have, og de sad tavse og saae paa de sorte Fugle, som kredsede omkring Rosenborgs Taarne.

»Man kan da sletikke see ind i Fremtiden,« sagde Hellum pludselig, men blev ved at stirre efter Fuglene.

»Er der hændt Dig noget uventet?«

»Ja, siden vi sad her sidst. – Jeg troer, det eneste, jeg for et Aar siden var vis paa ikke kunde ske.«

»Hm.«

»Dengang jeg var i Vorbjerg Præstegaard, var jeg forelsket i en af de unge Piger, som var der i Huset. Men jeg var kommen dertil bl. a. af den Grund, at Lægen troede mine Lunger angrebne. Og det sagde Lægen derovre ogsaa. – Saa jeg skjulte helt min Kjærlighed for hende, skjønt jeg troer – – – det yndige Barn, som hun var! – – For et Aarstid siden blev hun gift, og paa samme Tid omtrent fik jeg at vide af Dr. Hammeleff her i Byen, at mit Bryst intet fejlede – andet end noget Lungehindevrøvl – og rimeligvis aldrig havde fejlet noget.«

Der var en lang Pavse.

»Og saa er Du nu alligevel bleven forelsket igjen?« sagde Karl.

Det varede noget, inden Hellum svarede: »Det er kun bedrøveligt, det er fuldkomment haabløst. Det er ikke blot, fordi hun er rig og højt stillet, – det vilde hun vist ikke tage saa nøje, – men hun er et 266 helt andet Slags Menneske end jeg, baade af Væsen og Vaner og Tænkemaade. Hun kunde aldrig blive min, uden at jeg mistede mig selv. Og saa er jeg alligevel hendes helt og ganske. Og hendes Tanker har fortryllet mig, saa jeg ikke kan leve i mine egne. – Og naar jeg siger, at vi ikke passer sammen, saa vilde jeg dog hellere miste mig selv end undvære hende. – Aa, Karl, det er ikke engang af Trang til at aabne mit Hjerte for Dig, at jeg siger dette til Dig, men fordi jeg ikke kan holde ud – jeg maa have Dig spurgt, om du er forlovet med hende -–«

»Hun har lovet, at hun vilde sige mig, hvis hun nogensinde kom til at elske nogen anden –«

Hellum sad og grublede en Tidlang, saa foer han op: »Kunde jeg blot spørge endnu om – – men Du maa ingen Ting sige, Karl! – jeg vil ikke vide mere! – aa, jeg er jo gal, jeg er gal, jeg er gal!« – – Han drejede sig halvt om mod Bænkens Ryglæn og hulkede.

»Skal vi ikke gaa lidt, det er for koldt at sidde saa længe stille,« sagde Karl noget efter.

De rejste sig og spadserede op ad Observatoriet til.

»Jeg spurgte hende engang om det, hun sagde sidste Vinter – dette om den store, uforglæmmelige Tid, – hvordan den kom til et Menneske?«

»Hvad sagde hun?« udbrød Hellum. – Jeg har jo tænkt og tænkt paa de Ord det sidste halve Aar!« –

»Hun sagde, at ingen vandt Saligheden, uden han omvendte sig og blev troende. – Ja, hun sagde ogsaa noget om, at ingen kan tjene to Herrer.«

»Sagde hun det! – Saa veed hun det selv, – hun veed det selv, at hun forlanger alt. Man maa ikke længes efter anden Salighed, end den hun skjænker – forat Øjeblikket kan blive evigt – det eneste –«

»Hvad veed hun, siger Du?« spurgte Karl.

»Hun veed, at Volmer havde aldrig tilbedt Tove og Gurre, hvis det ikke havde kostet ham hans Salighed!«

»Men hvad er det dog, Du siger?«

Hellum saae et Øjeblik forbavset paa Karl, saa sagde han – og Karl syntes næsten der var noget jublende i hans Stemmes Klang -: »Det bliver ikke mig, – men jeg tror hellerikke det bliver Dig, Karl!«

»Troer Du ikke ?«

»Troer Du det selv?« 267 »Ja,-sikkert!«

De gik endnu et lille Stykke sammen, saa sagde Hellum:

»Du vil nok undskylde mig, Karl. I Øjeblikket vil jeg hellere være ene.Farvel!« --–

Da Karl og Ellen nogen Tid efter var i Kronprinsessegade, sagde han til Rebekka, at han troede, hun vilde gjøre Hellum en meget stor Glæde ved – maaske igjennem ham (Karl) – at indbyde ham til at komme til deres Modtagelsesaftener om Onsdagen. Rebekka svarede, at det skulde være hende en meget stor Fornøjelse at see ham.

Da Karl bragte Hellum Indbydelsen, saae denne spørgende paa ham, men udbrød saa pludselig: »Nej, jeg vil ikke vide det – – Tak for Indbydelsen! Jeg vil prøve at benytte den!«

Siden da blev Hellum en ret stadig Gjæst i Nr. 37. Rebekka syntes rigtig godt om ham, og Geheimeraaden interesserede sig ganske overordenlig for at tale med ham.

Karl undrede sig over, at det sletikke faldt ham ind at blive jaloux i dette Tilfælde. Det havde han dog ellers let nok ved.

Han levede forøvrigt dette Efteraar som i en Drøm, en stedsevarende Rus. Havde han ikke samtidig passet sit Arbejde med stor Punktlighed og Energi, vilde hans Levevis næppe have været sund.

Karl kom en Dag, kort før Jul, gaaende ad Nørrevoldgade henimod Teglgaardstræde til Timen Kl. 2. Han kom hjemme fra Pensionatet. Da han naaede Teglgaardstræde, manglede Klokken endnu et Kvarter i 2. Han blev staaende udenfor Porten paa Hjørnestedet og saae udover Terrænet henimod Voldgraven. Volden udfor Teglgaardstræde var helt borte. Et halvt Hundrede Arbejdere var i Færd med Rydningen længere henne til venstre. De fleste af dem havde Trillebøre, paa hvilke de kjørte Jorden ad Bræddespor ud til Randen af det ryddede Terræn, hvor de styrtede den ned ad Skrænten mod Graven. Andre arbejdede med Hakker og Spader i den frosne Jord. Det var temmelig koldt, havde frosset i flere Dage.

Alle Voldens Træer var huggede bort med Undtagelse af fem Kastanier, der ensomt ragede op ude paa det leræltede Terræn. Karl stod netop og betragtede dem og tænkte paa, om de nu skulde faa Lov at 268 blive staaende, og hvordan de vilde tage sig ud, naar hele Forandringen var tilendebragt, og det nye Gade- og Parkanlæg var i Orden.

I det samme saae han, at Folk begyndte at løbe over Terrænet ned mod Voldgraven; – de kom saa morsomt uanet frem af Omgivelserne, ligesom Fluer udaf Luften, naar en Ko har foranlediget Sammenstimling blandt dem paa Skovbunden en Sommerdag. Han hørte ogsaa forvirret Raaben og Larm ovre fra Graven. – Nu satte ligeledes Voldarbejderne deres Trillebøre og Redskaber fra sig, og løb derover og ned og blev usynlige for Karl under Skrænten.

Karl saae paa sit Uhr; det manglede endnu 10 Minuter. Han frøs lidt. Saa gik han hurtig henimod Skrænten for at faa Benene rørt og faa seet, hvad det var for Sjov, der gik for sig.

Der var en Mængde Mennesker forsamlet ned ad begge Voldskræntens Sider.

»Hvad er der?« spurgte Karl en frysende Gade-Kjøbenhavner, der stod med Hænderne i Lommerne og Jakken skudt op i Tværfolder om Overkroppen.

»Det er disse forbandede Drenge. De maa j'unte løve paa Isen. Saa gjør de det alligevel.«

»Er der nogen falden igjennem?«

»Der er sgu to af dem kommen ind under Isen. Det er Saten til Komedie.«

Havde det været hjemme i Holting, var Karl sikkert øjeblikkelig løben ned, ud paa Isen og havde gjort et eller andet Redningsforsøg. Her følte han sig saa uvedkommende, og var saa ganske behersket af Forestillingen om blot at være Tilskuer ved saadant noget som et Gadeopløb, saa han blev staaende vel et helt Minut uden at foretage sig noget, – og uden engang at føle videre Medynk med Drengene, som han jo ganske vist ikke havde seet falde i, men om hvis yderste Livsfare han dog næppe tvivlede, – thi Folk rundtomkring ham raabte i Munden paa hinanden om de to Drenge, som for et Øjeblik siden var forsvundne ind under Isen, efter en kort Tid at have kjæmpet for at holde sig oppe.

Da hørte han ovre fra den modsatte Voldskrænt et Skrig: »Hvor er de? Red dem!« – Det var vistnok af en Kone, og han saae Bevægelse derovre i Menneskemængden, som om nogen trængte sig igjennem den. – I samme Øjeblik sprang Karl ned ad Skrænten, men da han naaede Isen, hørte han Raab rundt omkring: »Dér kommer Politiet!« 269 - og han saae to svære Politibetjente med Reb og lange Brædder ovre paa den modsatte Side af Graven, ganske kort fra Hullet, hvor Drengene maatte være gaaede igjennem.

Saa blev han staaende, fordi – – ja, fordi han vel syntes, at Sagen nu var i rette Vedkommendes Hænder.

Betjentene lagde de lange Brædder ud fra Land, og stod saa og forhandlede – vistnok om, hvem af dem der skulde begive sig ud paa Brædderne. Lidt efter fik den sværeste af dem Rebet om sit Liv. -»Hold nu godt ved, Madsen!« sagde han til sin Kammerat, lagde sig saa ned paa Knæ og begyndte sidelæns at flytte sig hen ad de to Brædder, der var lagte jævnsides paa Isen, ud til Hullet. Da han var kommen derud, betragtede han opmærksomt dette, men erklærede efter en lille Tids Forløb, at der intet var at see; Vandet var mudret. Derpaa smøgede han sit ene Frakkeærme op til midt imellem Haandleddet og Albuen, knappede ligeledes Skjorteærmet op og smøgede det uden over Frakkeærmet, og rakte nu sin Arm vel halvandet Kvarter ned under Vandets Overflade.

»Der er tilsyneladende ikke noget at gjøre,« sagde han derpaa. »De er inde under Isen.«

»Skulde Du ikke forsøge med en Kjæp, Christensen!« sagde Kammeraten.

»Det kunde man jo ogsaa,« svaredes der.

En Herre blandt Tilskuerne laante Betjenten sin Stok.

Christensen lagde sig først fladt ned paa Brædderne, men da Stillingen paa Grund af hans Mavesværhed, var for ubekvem, rejste han sig atter op paa Knæene, og bevægede nu Kjæppen frem og tilbage i Hullet nogle Gange.

I dette Øjeblik sprang Karl ud paa Isen ovre fra den modsatte Side. Han havde kastet Frakken og raabte: »Lad mig faa Rebet om Livet, saa stikker jeg ned efter dem!«

»Vil den Herre øjeblikkelig gaa i Land!« sagde Christensen i en meget myndig og bestemt Tone.

»Drengene drukner jo!« raabte Karl, »De gjør jo ikke det mindste for at redde dem!«

Det gav et stærkt Brag i Isen.

»Vil De øjeblikkelig gaa i Land!« brølte Christensen. »Ellers droner vi beggeto! – Madsen, vil De notere den Herre!«

Karl gik tilbage og trak sin Frakke paa.

270

Christensen laa atter og stagede med Kjæppen i Hullet.

Karl var bleven stærkt ophidset; ikke ret meget af Vrede mod Betjenten, men af Angst for at have paadraget sig Skyld ved sin Nølen. Han havde lige besluttet at gaa ud igjen, tage Rebet fra Betjenten med Magt og dukke ned efter Drengene, – da saae han tre nye Betjente komme til paa den Side, hvor han stod. Saa opgav han det. Han vilde jo straks blive overmandet. Ovre paa den anden Side var der en Kvinde, der besvimede – formodentlig hende, der før havde skreget – og blev baaren bort

Karl skyndte sig op igjennem Folkemængden, og stod atter ved Porten i Teglgaardstræde. – Det var dette besynderlige Faktum: at to Mennesker var druknede, og at han muligvis kunde have reddet dem, og havde sletintet gjort forat redde dem. Han følte sig ikke normal derefter. – Klokken var ti Minuter over 2. Hellum var formodentlig kommen. –

Da han aabnede Døren, var Stuen fuld af Fensmarks sunde og kraftige Gentlemans-Stemme, der lød indigneret og ædel paa den selvfølgelige Maade, som Fensmark ofte brugte.

Hellum sad og hørte til.

»Veed De det?« sagde Fensmark til den Indtrædende.

»Hvilket?«

»Om de to Drenge, der er druknet her lige udenfor.«

»Ja.«

»Jeg hørte det af en Forbipasserende, lige før Hr. Hellum kom, at de begge var omkomne, og det mens Folk staar i Hundredvis og gloer derpaa. Jamen det er jo bestialsk! Det er jo Mord – som Folkeforlystelse! Det er jo, Gud hjælpe mig, som paa den romerske Arena, hvor Tilskuerne sidder i Tusindvis og seer paa, at deres Medmennesker dræbes. Og saa taler man om, at Kristendommen har humaniseret Menneskeslægten. Jeg siger: tag Straffen bort, saa gjør man værre Ting i vore Dage end paa Neros Tid«

»Hvis Drengene var komne ind under Isen,« sagde Hellum, »saa behøvede det ikke blot at være for sin Fornøjelses Skyld, at man lod dem blive der. Det kunde ogsaa være for selv at undgaa den visse Død«

»Skulde der virkelig ikke have været en rask, ung Mand, der med Tov om Livet kunde have gaaet ned – –«

»Jeg var til Stede,« sagde Karl, »jeg kommer henne fra Voldgraven.«

271

»Var De til Stede!« sagde Fensmark. »Naa. Ja, jeg haaber, De troer mig, naar jeg siger, at det havde jeg ikke Anelse om.« – Han gik hen og tog i sin Reol Bøgerne, han i Dag skulde bruge, og satte sig ved Bordet. – »Det var Njála, 17. Kapitel – vil De begynde, Hr. Hellum – –« Inden Hellum fik begyndt paa Oversættelsen, sagde Fensmark til Karl: »Jeg vil naturligvis gjerne indrømme, at der kan have været særlige Omstændigheder, der har umuliggjort Redningen. Graven er jo dyndet, og Isen er naturligvis en stor Hindring.«

Lidt efter var de midt inde i vidtløftige, sproglige Udviklinger.

Men Karl hørte grumme lidt efter og deltog næsten sletikke. – Han sad og undrede sig over sig selv. Han kunde ikke forstaa, at der virkelig var gaaet otte Aar, siden han sad i Skolen hos Ida Vinding og gruede for at skulle ansee sig selv for Gjertruds Morder. – Fornemmelsen i Sindet og i Kroppen var ganske den samme – det vil sige: det var ligesom ikke over ham endnu; men han følte, at Uvejret, der truede ham nu, var akkurat af samme Art som den Gang. Og Selvbebrejdelsens eller Anklagens Form var saa præcist den samme som sidst: det var egenlig sletikke Medynk med Drengene eller deres Moder, der pinte ham, ligesaa lidt som det dengang havde været et godt Hjertes Medlidenhed overfor en ulykkelig Medskabning, – nej, det var alene Tanken om: hvad han nu var nødt til at kalde sig selv, – om han maatte ansee sig selv for en Slags Morder, der i Grunden fortjente samme Straf som den, hvem Lovens Arm rammer, og som derfor ingen Ret havde til at føle Livsglæde eller god Samvittighed mere. – Dette kolde, hjerteløse Juristeri overfor sig selv, der meget snarere kvalte Kjærlighed til Næsten, end ansporede den, denne fanatiske Iver for at slippe for Skyld, der i Virkeligheden var ganske egoistisk – han saae det selv saa klart altsammen, men kunde aldeles ikke befri sig fra dets frygtelige Magt.

Da Timen var til Ende, spurgte han Fensmark, om denne ikke skulde ud at spadsere, for han vilde gjerne tale med ham under fire Øjne.

»Med Fornøjelse,« sagde Doktoren og kastede et hastigt udforskende Blik til Karl; derpaa udbrød han leende: »De vil da ikke udfordre og skyde mig med det samme ?«

»Hvad mener De?« spurgte Karl.

Fensmark lo overdaadigen: »Kjære Hr. Wintrup! – jeg tænkte blot 272 paa det, De fortalte forleden, at De og Deres Kammerater øvede Dem i Pistolskydning ude ved den gamle Jernbanevold.« – –

De gik ad Halmtorvet, Filosofgangen og ud paa Terrænet ved Kalvebodstrand, som dengang laa i et stort Kaos.

»Jeg vil bede Dem sige mig alvorligt, uden Overdrivelse men ogsaa uden Afdæmpning,« sagde Karl, »hvordan De seer paa det, at jeg ikke kom de Drenge til Hjælp, skjønt jeg stod dernede sammen med alle de andre Mennesker.«

»Jamen, bedste Hr. Wintrup! jeg indrømmer, at Æresfølelse er en god Ting. Men De maa dog kunne forstaa, at man i Uvidenhed kan komme til at sige Ting, hvormed det aldrig i Verden var Ens Hensigt at støde nogen – –«

»De misforstaar mig helt. Jeg maatte jo være vanvittig, om jeg følte mig stødt paa Dem. – Nej, men jeg beder Dem sige mig, som Menneske, som Gentleman, hvad De dømmer om min Optræden ved den Lejlighed.« – Karl fortalte klart og udførligt, hvad der var foregaaet.

»Gud, hvor det ligner Kjøbenhavns Politi!« raabte Fensmark. -»Dette Mavemenneske, der lægger sig ned paa Isen og roder med en Kjæp! – – Ja, hvad er det dog for en Sump, vi ligger og lumrer i herhjemme! Det revner – det revner, skal De see, inden man veed et Ord af det! – alle disse Maver!«

»Jamen nu maa De ikke glæmme det, jeg spurgte om.«

»Mener De, om De har forsømt Deres Pligt? – Kjære Wintrup, jeg maa sige Dem een Gang for alle: jeg kjender ikke det Begreb Pligt som saadant.«

»Nej, det gjør jeg maaske hellerikke. Men jeg mener: i Virkeligheden – – eller hvad vilde et almindeligt Menneske dømme om min Optræden?«

»Det er sgu lidt vanskeligt for mig at sætte mig ind i et almindeligt Menneskes Tankegang. Men, oprigtig talt, jeg troer, enhver vilde sige, De havde handlet brillant.«

»Nej, – det kan man da umulig kalde det –«

»Naa, ja – forsvarligt – hvad vil De? – pænt, korrekt – – Herregud, De vil endogsaa paanøde Politiet Deres Assistance. Der maa dog, for Fanden, være noget nobelt i Deres Handlemaade, naar vort kjøbenhavnske Politi finder Anledning til at notere Dem.«

»Men saa før Politiet kom?« 273 »Naa – at De da nølede? – Ja, hvad – der skal jo Tid til al Ting.« –

De var komne hen i Nærheden af det nye Kvægtorv. Pludselig gav det sig til at snee voldsomt, og da det blæste stærkt, blev det med det samme Snefog.

Karl bad Fensmark følge med sig op i Pensionatet, til Uvejret havde bedaget sig. Nu var de jo lige ved Gasværksvejen. –

Da de obligate Indtrædelsesbemærkninger var faldne, oppe paa Karls Værelse, gik Samtalen istaa, thi Karl var stadig optagen af sit, og vilde dog ikke tale mere derom, dels for ikke at gjøre Indtryk paa Fensmark af en Særling, dels fordi han nødig vilde have nye Udtalelser af denne, som maaske kunde forstaas paa to Maader og derved volde ham nye Spekulationer.

I det samme kom Pigen ind og meldte: Kaffe, samt – maaske for egen Regning – at der var Fremmede inde.

»Hvem ?«spurgte Karl.

»Hende – æh – den fornemme Dame.«

»Frøken Woltersien ?«

»Ja.«

»Vil De sige Fru Dalsgaard, at jeg ogsaa kommer med en Gjæst. – Det vil De nok?« vendte han sig til Fensmark. Pigen gik.

»Frøken Woltersien?« sagde Fensmark, idet han rejste sig og med et Buk takkede for Indbydelsen. »Mon det er Frøken Rebekka Woltersien ?«

»Kjender De hende ?«

»Kun af Udseende – og af et fortryllet Hjertes frie Fantasier.«

»Saa.«

»Hun hørte Georg Brandes' Forelæsninger paa Universitetet over Shelley og Byron. Det er vel en 4-5 Aar siden. Hun var ganske pur ung. – Men jeg forsikrer: hvem der hørte de Forelæsninger og saa vidste eller følte med sig selv, at hun var i Auditoriet! – – Naa, men det eneste, hendes mange, flammende Beundrere opnaaede, var – ikke af hende selv, men ad lange, besværlige Omveje – at erfare hendes Navn: Rebekka Woltersien. Det skulde undre mig, om ikke dette Navn fandtes som Marginal-Note i adskillige af Tilhørernes Kollegiehefter fra hin Forelæsning.«

»Ha, ha, ha, det var morsomt!«

»Hun kommer her?« 274 »Meget sjældent. Men hun kjender min Kusine, som er her i Pensionatet, og mig – fra Ferieophold i Jylland.«

»Ja, De maa præsentere, Hr. Wintrup – De forstaar – for Frøknen har sikkert ikke Anelse om, hvem jeg er,« sagde Fensmark, umiddelbart før de traadte ind i Dagligstuen. – –

»Jeg fortalte netop Hr. Wintrup,« sagde Fensmark, der nu havde taget Plads ved Kaffebordet, hvor de fleste af Pensionatets Beboere var til Stede, »at jeg havde været en af Frøknens mange, tavse Beundrere ved Dr. Brandes' Forelæsning over Naturalismen i England.«

»Saa –« sagde Frøken Rebekka, »syntes jeg ikke nok, jeg havde seet Deres Ansigt før.«

»Kan Frøknen virkelig huske – – Ja, vi var naturligvis tavse, saalænge vi befandt os i Auditoriet, men ude paa Frue Plads var Frøknens Navn til Gjengjæld paa Alles Læber, – vi havde nemlig ved udholdende Spionage faaet Deres Navn at vide.«

»Men havde det saa ikke været langt mere ophøjet, om de saarede Hjerter havde lukket sig om Navnet og gjemt det i vedvarende Tavshed.«

»Frøknen maa huske, at vor Følelse var saa ung, saa spirende, og fik jo aldrig Lov at blive mere.«

»Jeg troede netop, den spirende Følelse var særlig sart og bly.«

»Ganske vist – æh – naar den spirende Følelse dog har Haab, – men naar den, som vor, var haabløs fortvivlet – – det er dog maaske noget andet –«

»Ja, jeg maa indrømme, at jeg husker ikke Reglerne for en spirende, fortvivlet Følelse.«

»Nu var jo selve Situationen paa disse Forelæsninger gjennemgaaende fortvivlet for os Herrer, for alle Damerne var naturligvis i Øjeblikket – og maaske længe efter – forelskede i Taleren.«

»Jeg syntes hver Gang, at jeg maatte blive det; men jeg blev det alligevel ikke.«

»Og Grunden?«

»Nej, mange Tak, Fru Dalsgaard! – De maa huske, det er anden Gang, jeg drikker Kaffe i Dag,« sagde Frøken Woltersien. – »Nu troer jeg dog, det er holdt op at snee, nu kan vi saamænd godt vove os ud, Frøken Ellen,« fortsatte hun, idet hun kastede et Blik hen til Vinduet.

Da Karl og Fensmark straks efter forlod Stuen, bukkede denne overdrevent dybt og sirligt for Rebekka Woltersien: »Farvel Frøken, 275 maatte Skjæbnen føre mig saaledes, at det endnu engang i dette Liv forundtes mig at see et Glimt af Dem.«

»Skal det absolut være Skjæbnen?« sagde hun. »De kunde jo ogsaa en Onsdag Aften paa Deres egne Ben spadsere op ad Trappen til Geheimeraad Woltersien i Kronprinsessegade, saa opnaaede De det samme, og jeg kan næppe tro om Skjæbnen, at den ligefrem vilde søge at forhindre det.«

»Selv om saa var, Frøken, saa vilde jeg heltemæssigt trodse Skjæbnen. Jeg takker ærbødigst.«

Karl havde været meget stærkt – maaske lidt pinligt – optaget af at høre Fensmark og Rebekka snakke sammen; Spørgsmaalet om hans Skyld eller Ikke-Skyld var et Øjeblik traadt i Baggrunden i hans Sind, og Heden var tilsyneladende gaaet af det. Han vovede sig derfor til – da Fensmark var borte – at tage Sagen frem for i en Fart at komme til Ende med den. Men det viste sig, at den var spillevende endnu, og kunde bide, saa det havde Klem. Følgende Ræsonnement drog sejrrigt ødelæggende gjennem hans Hjerne: at volde et andet Menneskes Død var i og for sig intet. Det kunde ske ved et rent Uheld, som man sletikke selv var Herre over – man var da juridisk, moralsk og for sin egen Følelse fuldstændig fri for Skyld. Alt kom an paa Sindets Forhold til den dræbende Handling. – Men: nu var det jo ene og alene hans eget Sind, der havde holdt ham fra at bringe Hjælp, før Politibetjentene indtraf. Og hans indre Motiv havde da ikke engang været Frygt, det havde været denne taabelige Forestilling om, at han blot var Tilskuer. Ja, og havde han ikke som Tilskuer været interesseret i det, der foregik; havde han ikke moret sig; havde han ikke moret sig saa godt over Drengenes Livsfare, at han af den Grund – den værste af alle mulige Grunde! – havde undladt at hjælpe. Han syntes endnu, han kunde mærke i Kroppen dette Jo-galere-des-bedre-Ønske, som han kjendte saa godt fra Ildebrande og Folkeopløb og lignende Lejligheder, hvor han virkelig havde været uvedkommende. Han syntes bestemt nu, at han en kort Tid havde følt det samme henne ved Voldgraven, inden det rigtig gik op for ham, at han her sletikke var uvedkommende. – Ja, – men saa var der jo intet videre at forhandle om. Det var jo vel muligt, at han delte denne Skyld med nogle 276 Hundrede Mennesker, men Faktum var jo ligefuldt, at han af Lyst til Sjov – det vil sige: Lyst til at see to Mennesker dø – havde undladt at redde dem.

Han forundrede sig over, hvor de Tanker kom fra, ganske ligesom han havde forundret sig, da Beskyldningen angaaende Gjertrud styrtede sig over ham, men samtidig kunde han dog ikke slippe bort fra, at de nuværende Beskyldninger var ganske anderledes vel begrundede, end hin havde været.

Hvad mon Øvrigheden vilde sige, hvis han fremstillede for den Sagens sande Sammenhæng: at han altsaa virkelig en kortere eller længere Tid havde ønsket Drengenes Død og derfor undladt at hjælpe.

Han saae pludselig Vanviddets uendelige Ødemark foran sig, og i et humoristisk Lysglimt, der straks forsvandt igjen, saae han sig selv fremstille Sagen for en Kriminalrets-Assessor, der stod derude paa Ødemarken ganske hjælpeløs, uden Bøger og Lovsamlinger, men med Uniformsfrakken over den bare Skjorte.

Ved Idee-Association kom han til at tænke paa Betjentene, – det var underligt, at de ikke hentede ham, da de dog havde noteret ham, – de fandt rimeligvis deres egen Optræden saa uforsvarlig, saa de helst lod Sagen uomtalt. Ja, hvor kunde deres Uniform fritage ham for Ansvar. Han burde jo have handlet efter sit Forsæt paa Trods af den Tykke derude paa Isen, mens det endnu var Tid. – – Først af unaturlig Mordlyst og dernæst af jammerlig Fejghed havde han ladet de to Mennesker dø.

Og saasnart denne tankemæssige Udredning af Sagen var til Ende, skete der – hvad han godt nok havde anet der vilde ske: Angst faldt over ham som et Mulm – som Askeregnen under et Jordskjælv.

Inden Thetid var han naaet til fuldstændig Hjerne-Bankerot. Men da rejste Selvopholdelsesdriften sig, stærkere i Øjeblikket end baade Angsten og Tankerne, og gjorde Holdt. Den suspenderede ligestraks al Samvittighed og Moral, alt Forlangende om Lykke og Fremtidsudsigt, jog brutalt de anklagende Tanker paa Døren og satte Vreden paa Vagt imod dem. – Derpaa befalede den Karl at stoppe sin Pibe, samt at gaa ind og foreslaa Fru Dalsgaard en Bezique efter The, skjønt han visselig ingen Lyst følte dertil.

Da Karl gik i Seng, maatte han erkjende, at denne Evne til Selvbeherskelse var det eneste, han havde vundet i Løbet af otte Aar; ellers 277 syntes hans Sind indrettet paa ganske samme Maade, som da han led Samvittighedskvaler i Anledning af Gjertrud.

Da han næste Dag gik ind til Teglgaardstræde, var han klar over to Ting, den ene: at han vedblivende havde Magten over sig selv, den anden: at Livet var ham fuldkommen værdiløst, saalænge han skulde leve det paa de forhaandenværende Vilkaar, d.v.s.: med dette Spørgsmaal uafgjort.

Han vilde saa gjerne tale med nogen, fordi han følte, hvor farligt det var for ham selv at tænke paa Sagen. Og da han efter Timen var bleven af med Hellum, gik han ind til Kronprinsessegade. Det kunde dog være, at et Ord af Rebekka vilde vise sig at have nogen Magt over hans Sind. I hvert Fald vilde han gjerne se hende og være hos hende en lille Tid.

Da hun havde faaet Beretningen – det vil sige: dens ydre Træk – sagde hun: »ja, hvor det er ubehageligt at være til Stede ved saadant noget. Man kan gaa i lang Tid og ikke kunne glæmme det.«

»Jamen, mener Du, jeg har Skyld?«

Hun saae et Øjeblik forbavset paa ham, saa brast hun i Latter: »Det var dog et besynderligt Skoledrengespørgsmaal!«

»Et Skoledrengespørgsmaal?«

»Ja! – Skal Du stille til Prygl nogen Steds, hvis Du har Skyld? – Er der nogen, Du skal aflægge Regnskab for!«

»Nej, – men min Samvittighed –«

»Din Samvittighed? – er der da noget, Du forsømmer? – er der noget, Du kunde hjælpe paa endnu?«

»Nej, – ja, jeg kunde jo –«

»Ja, det er virkelig en anden Sag, – hvis Du kan gjøre noget, som – –«

»Jeg mener, jeg kunde melde det til Øvrigheden.«

»Og saa?«

»Ja, – den kunde jo saa straffe mig, hvis der var noget at straffe.«

»Kjære Karl! – og Din Fader er Herremand! Man skulde jo tro, han var Livegen.«

»Hvorfor det?«

»Din Ryg kløer i den Grad efter Pryglene, saa Du maa ud at hente dem, naar de ikke vil komme af sig selv.«

»Jamen Rebekka, det vilde jo da ogsaa være forfærdeligt for Dig, hvis Du maatte ansee Dig selv for en Forbryder.«

278

»Maatte ansee mig selv! – – Men hvem skulde dog tvinge mig til at gaa og ansee mig selv!«

»Jamen hvis Du nu var det«

»Ja, Herre Gud! saa var jeg det – det var vist ikke morsomt. Men jeg vilde virkelig ikke føre Regnskab over min Forbrydelse. Jeg har ingen at aflægge det for.«

»Vil Du ikke blot sige mig een Ting, Rebekka: Hvad synes Du om min Optræden ved den Lejlighed?«

»Det kan jeg virkelig ikke dømme om. Hvad Du har fortalt mig, har sletikke forringet min Mening om Dig i det hele. Meget snarere de jammerlige Grublerier, Du nu gaar og har bagefter. – Jeg vil ligefrem bede Dig, ikke tale mere derom. Det virker frastødende paa mig.«

»Ja, saa vil jeg sige dig Farvel. For i Øjeblikket er det mig umuligt at tænke paa andet.«

»Farvel, Karl!« – Hun stod og saae forundret paa ham, mens han trak sin Overfrakke paa, tog Hat og Stok og gik ud paa Trappegangen. Saa lukkede hun Døren efter ham uden at sige noget. – –

I to Dage gik Karl og passede sit Arbejde, strængt vaagende over, at hans Tanker ikke beskjæftigede sig med det farlige Emne. – Men han kunde ikke forhindre, at Bevidstheden af og til strejfede Sagen, saa at sige med et enkelt Blik, – og det var nok til, at der hver Gang nedfældedes en Øjebliks-Dom i Sindet, som efterhaanden blev til en dump, tyngende Følelse af Skyld, der stadig tiltog. – Denne Følelse var efter et Par Dages Forløb bleven saa stærk, saa han i dyb Lede ved det hele opgav Selvbeherskelsen og paany styrtede sig ud i en pinefuld, vidtløftig Undersøgelse af Sagen, der endte med fuldstændig, nervøs Oprevethed. Saa blev jo atter Selvbeherskelsen tilkaldt, – men han laa denne Gang en hel Nat, aldeles i sine løsslupne Tankers Vold, inden han kunde faa dem viist paa Døren og faa Ro i Hjernen – atter paa Betingelse af Sagens absolute Uafgjorthed.

Han var saa forpint, saa han tænkte paa straks at rejse hjem og tale med sin Fader. Paa den anden Side følte han ogsaa Ængstelse derfor; thi han vidste ikke, om hans Faders Autoritet længere vilde være stærk nok hos ham til, at hans Sind kunde lade Sagen bero ved dennes Afgjørelse. Han syntes, han vidste i Forvejen saa tydelig, hvad hans Fader vilde sige, – og denne Bevidsthed hjalp i hvert Fald ingen Ting. Men vilde det saa blive bedre, om han virkelig hørte sin Faders Ord?

279

Uden at gjøre sig Rede for, af hvad Grund han netop valgte ham, gik han ind til Esby paa hans Værelse og fortalte ham det hele.

»Jeg troede sletikke, Du kjendte til saadant noget,« sagde Esby og skjød Øjenbrynene til Vejrs.

»Gjør Du da det ?«spurgte Karl overrasket.

»Det er jo noget elendig sygeligt og gudsforladt og ukristeligt noget; men det er da bedre end sletingen Samvittighed at have.«

»Det er en frygtelig Lidelse, – saa meget er vist,« sagde Karl.

»Du maa endelig blive ved at lade selve Sagen være uafgjort,« sagde Esby. »Jeg kunde godt sige Dig min Mening om den. Men dels er min Mening jo ikke ufejlbar, og navnlig kan den ingen videre Magt have over Dig. Og saa staar Du der igjen.«

»Det er dejligt, Du forstaar mig saadan,« sagde Karl. »Men jeg kan vist ikke holde ud at lade Sagen være uafgjort. Jeg er bange, den saa tilsidst styrter sig over mig uforvarende. Jeg maa hellere vende Ansigtet imod den og kjæmpe med den.«

»Du veed jo godt, at det er den lige Vej til at blive gal.«

»Aa ja. Men det er det andet ogsaa. Jeg kan ikke have den Mord-Anklage hvilende paa mig, uden at faa det afgjort, om den er sand eller falsk.«

»Jo, Du kan. Men saa –«

De tav begge en Tid.

»Saa er der vist ikke andet for end at bede,« sagde Karl.

»Nej, – men jeg vidste ikke, om Du kunde lide, at jeg sagde det.«

Karl rejste sig, gik hen og tog Esby om Halsen og kyssede ham.

Saa skyndte han sig ud af Stuen. Hele hans Barndom var pludselig brudt ind over ham.

Hellum fulgte atter denne Jul hjem med Karl. – En Aften, de sad ene oppe paa Karls Værelse, sagde denne: »Dengang Du fortalte mig, at Du var forelsket i Rebekka, da sagde Du, at hendes Væsen og Tanker havde fortryllet Dig, men stred tillige helt imod Dine. Jeg vilde gjerne vide, hvad det er, Du har at indvende imod hendes Tro paa det eneste store Øjeblik, som alt andet skal ofres for.«

»For det første er det Hedenskab, Afgudsdyrkelse.«

»Nej!« 280 »Jo, – hun gjør jo ligefrem dette Øjeblik til sin Gud.«

»Maaske det er saadan for hende. Men det behøver ikke at være Hedenskab.«

»Saa?«

»Nej jeg veed det, Hellum, – man kan tro paa Gud og kjende Gud, – og saa kan man alligevel – opgive al Evighed for det ene Øjebliks Skyld! – Det kan man!«

»Ja, jeg forstaar det ikke.«

»Jo, – det kan jeg da ogsaa huske Onkel Jørgen fortalte om de gamle Israeliter, at de troede fuldt og fast paa Gud og levede med ham – og saa havde de alligevel kun en meget svag Forestilling om et evigt Liv, – endogsaa David –«

»Hverken Du eller jeg hører jo til de gamle Israeliter, Karl. – Men det er for Resten sletikke hendes Hedenskab, der strider mod min Tankegang – for jeg veed jo hellerikke, hvad jeg saadan troer – Nej, men denne Tale om den uforglæmmelige, salige Tid, den er simpelthen usand. Selve det Materiale, hvoraf Lykken skulde opbygges i hint korte, store Øjeblik, – det er selv mærket af Tid og Savn. Man maatte leve dette salige Nu i ren, skjær Indbildning, for ikke at fornemme dét. Og jeg kan ikke leve i Indbildning. – Men jeg vil gjerne tro, at hun vilde kunne det, – den højfornemme Dame, vi taler om.«

»Hun kan bedre bevare Illusionen, mener Du?«

»Den Slags Folk er jo saa højt hævede over al Virkelighed paa en Maade.«

»Er det deres Rigdom, der volder –«

»Mest paa Grund af deres forfinede, ufolkelige Dannelse. Ja, Du fik jo selv en Anelse derom, da Du var i Frankrig. Deres Dannelse stammer direkte fra den store, uforglæmmelige Tid i Versailles, da en hel Klasse Mennesker første Gang blev opdraget, fjærnet ved fuldkommen Isolering fra al Virkelighed, baade materiel og aandelig. De Mennesker anede intet om, hverken hvor Pengene kom fra, som de bortødslede, eller hvordan Glæde og Sorg blev til, dem de nød som Kunst, eller legede med i deres Konversation.«

»Saadan en ung Pige som Rebekka Woltersien har nu vist ellers faaet en meget udpræget Real-Dannelse, – hun har f. Ex. rigtig gode Kundskaber baade i Fysik og Kemi – –«

»Aa – det kan gjerne være. Det kan man jo for Resten sige om al Nutidens Opdragelse, at den er bleven stærkt realistisk. Men det er 281 blot i Retning af den materielle Virkelighed. Hvad angaar sjælelig, aandelig Virkelighed er vor Tids Dannelse akkurat ligesaa tom og fjærn og kundskabsfattig som Versailles-Dannelsen, hvorfra den stammer. Den seer paa Glæde og Sorg, aldeles som Versailles-Folkene saae paa Pengene. Den veed sletikke, hvor de kommer fra. Den seer og hører ikke Glæden og Sorgen rinde frem af Sprogets Kilder, hvorigjennem dog hver Enkelt har modtaget, hvad han ejer af Glæde og Sorg, – ligesaa lidt som den seer Poesien fremvælde af Folkets Sang og dets Historie. – Kjendte vor Tids Dannelse noget til Glædens folkelige Oprindelse, da kunde den aldrig bruge Glæden til deraf at bygge pantheistiske Babelstaarne, – pantheistisk Salighed, om det saa kun var for en Dag.«

»Men Du kan da ikke nægte den Slags Mennesker en overvældende, en berusende Glæde over Naturen, – ja, ellers passer Din Beskrivelse i hvert Fald sletikke paa Rebekka.«

»De kjender Naturglæde som pantheistisk Fortabelse eller Henrykkelse i Naturstemning – ja, det er sandt. Men den egentlige, virkelige Naturglæde, den med de tusinde, krydrede Dufte, med de utallige fine og dog saa forskjellige Nuancer – hvor skulde de kjende den? – de kjender jo i Virkeligheden Naturen saa lidt.«

Hellum sad længe og stirrede frem for sig.

»Aa, men det hele er jo kun et forgjæves Selvforsvar fra min Side,« sagde han saa. »For Tanken om hende er mig lige overmægtig; – fortryllende, daarende og dog saa underlig nærværende, virkelig. Alle mine Meninger og Theorier er mig saa ligegyldige, saasnart jeg tænker paa hende. For der vilde jo dog være mere Indhold i hendes kortvarige, fantastiske, verdslig-guddommelige Lykke end i alle Tiders – »folkelige«, virkelige Savn og Længsel. – Aa, blot Forventningen derom – og Mindet derom – –«

»Hvordan mon det kan være,« sagde Karl, »at skjønt Du nu omtaler Din Forelskelse i hende saa uforbeholdent til mig, og skjønt jeg veed, Du kommer hos Geheimeraaden, saa kunde det dog aldrig falde mig ind at blive jaloux paa Dig, – derimod Fensmark! jeg er vis paa, at jeg uden Spor af Grund kunde blive vild af Skinsyge paa ham – – er det, fordi han er Kjøbenhavner ligesom Rebekka – eller hvad er det?« –

»Det maa vel nok være, fordi der er en Slags Lighed imellem dem, som Du staar udenfor. Ja – – ja, han er ogsaa – sjæleligt – virkelighedsfjærn, – Ballon er han! – Men det er saamænd ikke 282 Versailles-Dannelsen, der trykker ham, – han har jo overhovedet ingen Dannelse trods alle sine Kundskaber. Nej, han er saadan en moderne Brostens-Gevækst – helt gold, sjælelig naturløs – det er det, han er Pantheist paa. – Han forsømte da ikke at benytte Indbydelsen hurtigst muligt – han var der jo allerede Dagen efter –«

»Dagen efter?« foer Karl op, »-Dagen efter, at han og Rebekka talte sammen paa Gasværksvejen?«

»Ja – Dagen efter var jo en Onsdag; jeg var deroppe forat hilse paa Frøken Rebekka og Geheimeraaden nu inden Juleferien.«

»Det er da mærkeligt, at Rebekka ikke nævnte det til mig, at Fensmark havde været der.«

»Naa-ja, Du synes rigtignok at kunne blive jaloux uden Grund!«

»Ja, hvad kommer det dog af! det er jo Vanvid! ha, ha, ha!«

»Ja, dét er Vanvid!«

»Aa, Gud ske Lov! – Tak, Hellum, fordi Du siger dét!«

De sad en lang Tid, hver med sine Tanker.

»Hør, Karl« – sagde Hellum, »mon Du har noget imod at sige mig det: har I – kysset hinanden?«

»Ja! – det har vi rigtignok!« raabte Karl næsten jublende. – Det var, ligesom Hellum sank lidt sammen i Stolen.

»Ja, jeg kan ligesaa godt sige Dig det, Hellum: der var een Gang: havde jeg da haft Mod, saa havde Rebekka været min nu!«

Karl gik med stormende, hastige Skridt op og ned ad Gulvet.

Hellum fik lidt efter lidt Hænderne op for sit Ansigt. Endelig sagde han: »Det er jo bedst saadan, det er jo bedst – men jeg vil tilbede hende – – jeg vil aldrig, aldrig kunne glæmme hende!«

Karl forkortede sin Juleferie og gik, straks efter at han var kommet til Kjøbenhavn, ind til Kronprinsessegade. Og det var hans Hensigt, at spørge Rebekka, hvorfor hun ikke havde fortalt ham, at Dr. Fensmark havde været hos dem før Julen, – han vilde naturligvis tillige indrømme sin Skinsyges fuldstændige Urimelighed, men bede hende ikke fremtidig lade ham i Uvidenhed om den Slags Ting. Alt dette var hans Hensigt, – indtil han stod overfor Rebekka inde i Dagligstuen, da indsaae han, med lammende Vished, at det var ham ganske umuligt at gjøre hende nogetsomhelst Spørgsmaal i den Retning.

283

Han forundrede sig blot over, at han ikke straks havde indseet dette, – han følte med Rædsel Muligheden af hendes Foragt.

Hun var for Resten saa mild og elskværdig og saa nem og munter at snakke med, – og da han gik, kyssede hun ham, helt af sig selv, paa Munden. – Hvor han elskede hende! – men han følte selv, at hans Lidenskab var noget sygelig i denne Tid, dels paa Grund af den nervøse Ophidselse, han havde været i før Julen, dels fordi Skinsygen, ihvor meget han kunde indsee dens Urimelighed, dog hvert Øjeblik lurede paa ham.

Han var hos Geheimeraadens mindst een Gang om Ugen, men først i Slutningen af Februar kom Rebekka, rent tilfældigt, til at nævne, at Dr. Fensmark havde været der.

»Har han været her mere end een Gang?« spurgte Karl – og havde den største Møje med at beherske sin Stemme.

»Han har vist været her en 3-4 Gange efter Jul.«

»Og een Gang før Jul?«

»Ja.« – Hun saae paa ham med et smilende, spørgende Blik, som dog gjorde, at han ønskede sig langt borte. »Interesserer det Dig?«

»Nej – Ja, det morer mig, at han er saa ivrig.« – – –

Hele denne Periode fra Julen til Sommerferien var for Karl en Tid af den Slags, man ikke udholder at leve i Længden. Dertil var den altfor heftigt og dybt bevæget. – Den religiøse Forandring, der var foregaaet med ham, gav ham ganske vist en Følelse af Hjemlighed hos sig selv, som han længe havde savnet; han følte sig meget tryggere hjemme i sit eget Indre end før. Men hans Elskov var dog som en Storm eller et Hav, der helt havde ham i sin Magt; og naar dertil med Mellemrum kom Skinsygen, var det sommetider for ham, som han rent skulde gaa under.

Han var en enkelt Gang om Onsdagen i Kronprinsessegade og traf da sammen med Fensmark, – men han turde ikke spørge Rebekka, om dette var tilfældigt, eller Fensmark kom der regelmæssigt om Onsdagen. – Paa den anden Side syntes han aldrig, han havde haft det saa godt hos hende som i dette halve Aar, naar han kom der ene eller sammen med Ellen. – Der var en Tid, under et stærkt Anfald af Skinsyge, at han tænkte paa at spørge Rebekka, om de ikke skulde gifte sig. Men han var bange for, hun skulde le ad ham, og der var jo da ogsaa saa mange praktiske Hindringer. – –

Paa samme Tid som Karl saaledes med hele sin Lidenskab tilhørte 284 Rebekka, bevægede, uden at han i mindste Maade lagde Mærke dertil, ikke blot hans Tro, men ogsaa hans Tanke sig bort fra hende.

Baade naar han talte med Hellum, og naar han i Ensomhed arbejdede paa sit Verdensbillede – og det havde de begge to altid meget travlt med – kjæmpede han for den folkeligt-naturlige Livsfølelse imod det Pantheistiske. Men selvfølgelig: den Modstander, han da tænkte paa, var aldeles ikke Rebekka, – altid Fensmark, der jo ogsaa paa saa mange Maader var en Modsætning til hende. – –

En meget stor Glæde var det for Karl, da Rebekka en Dag i Juni sagde til ham, at hun kom i Besøg paa Glenstrupgaard en fjorten Dages Tid i Sommerferien. – Han havde sjælden nydt Sommerferien saadan, som han nød den iaar. Det var saa stor en Vederkvægelse at komme bort fra Kjøbenhavn. Han syntes, alting hérovre gik af sig selv, – det med Rebekka gik vel ogsaa nok i Lave engang. Det kunde jo gjerne være, at der var noget, som blev galt tilsidst, men det var saa dejligt at leve og gro, og man fik jo saa bøde for sine Fejl. – Nu var Luften ogsaa saa herlig den Sommer, hverken for varm eller for kold. –

Det var meget sørgeligt, at gamle Pastor Grabow efter al Sandsynlighed laa for Døden. Han havde stærk Gigtfeber, og den havde slaaet sig paa Hjertet. Baade Rebekka og Karl var derhenne forat besøge ham, men han vilde ingen Mennesker see.

Men det var snart mere kjedeligt med Karls Fader, for han var nok rask nu – det vil sige: han gik og hostede noget – men han havde i Foraaret haft et Anfald af Influenza, der bagefter var bleven til Lungebetændelse. Denne havde rigtignok efter alles Sigende været meget let, men det virkede alligevel saa uhyggeligt paa Karl, at hans Fader saadan havde haft en rigtig Sygdom – af dem, man jo dog plejede at regne for farlige – uden at han havde vidst det mindste derom. Han syntes ogsaa, han kunde see, at hans Fader var bleven gammel i den senere Tid.

Anna og Stamherren skulde have Bryllup nu imellem Slæt og Høst, den 12. Juli.

»Jeg troer sgu æt, han er ret dygtig, Robert, hvordan 'et er,« sagde Wintrup en Dag, Karl fulgte med ham ud i Marken forat see paa 285 Rugen. »Han er vist saaen lidt slap i'et. Naah – men det kommer maaske, naar han nu faar noget selv at styre.«

»Er dennehér Ejendom i Sverig stadig under Administration?« spurgte Karl.

»Aak ja, der er lang' Udsigter. De la'er sig jo betal' godt for at administrer' saaen Gods, dehér Slægtninger. Naa, et større Laan faar han jo da rejst paa sine Fremtidsudsigter, og saa kommer jeg jo til at udbetal' det meste af Annas Arv. Men alligevel, De kommer sgu sletæt til at sidd' for rundelig ved'et. Rostruplund er jo en ret stor Gaard, og den er æt af de nemmest'.«

Hvem i Alverden – undtagen hans Fader, tænkte Karl – kunde dog maale sig i Skjønhed med disse aabne, jydske Marker med deres Sommerblæst og Lærkesang. Og Skjønheden var saa helt af samme Art. Som han stod dér og saae ud over den brunviolette Rugmark, hvor enkelte blaa Kornblomster gjorde den svajende Bevægelse med nede i Straa-Havet, – havde hans Øjne, syntes Karl, ganske samme Udtryk som Marken – lyst, aabent og dog tungsindigt.

»Det kan saamænd hænd', det havde været bedre at lade dem faa Holtinggaard,« føjede Wintrup til. »For Du ta'er 'en jo æt. Og saa kan det jo æt var' læng', inden den kommer i fremmed' – – – Havde han bare været lidt ivrigere til sin' Sager! –«

De kom op paa et Højdedrag, hvorfra man kunde se Vennerlille-Kirken.

»Ja, nu er det jo æt længer' Frimenighedskirke,« sagde Proprietæren.

»Er det ikke?« spurgte Karl forbavset

»Naa, veed Du æt det. Jo, nu er'et Valgmenighed Din Onkel Jørgen han kan nu baade konfirmer' og vie og begrav' dem all' sammen. Aa, det var jo de gamle, der vild' ha'et. Morten Hejlgaard og mange andre.«

»Ja, nu veed jeg det for Resten godt – – Var det da ikke ogsaa det rareste ?«

»Nej, det var sgu' æt. – Ja, i og for sig selv saa kund'et vel vær' Hip som Hap. Men nu er han jo igjen kongelig Embedsmand, Din Onkel.«

»Ja, er det saa slemt?«

»Aa – det ligger æt rigtig for ham, nu paa det sidst' – jeg mener, saaen som han nu er.«

286

»Men, hvad vil det sige, Fa'er?«

»Aak ja, Du skal æt blyv' forundret, hvis det ender med en Forskrækkels' derovre. For det gaar æt i Længden med det Riffelvæsen. Herredsfogden vil meget nødig gjør' noget ved 'et, maaske mest for min Skyld, men han har to Gange været ved mig privat, for om jeg æt kund' tal' min Svoger til Rett'. Og jeg har prøvet, det bedst' jeg kund', men det nytter jo æt mer' end at slaa Vand paa en Gaas.«

Proprietæren fortalte flere Træk om Pastor Nordbyes Deltagelse i Friskolelærer Petersens Riffelagitation. – –

Karl havde samme Eftermiddag en lidt irriteret Samtale med sin Søster.

Han spurgte hende, hvorfor hun dog sletikke havde skrevet til ham i Foraaret, at deres Fader var syg.

»Fa'er forbød det,« svarede hun. »Det var vel Grund nok. – Men desuden var Du vel ogsaa optaget af saa meget andet.«

»Naar det første var Grund nok, hvorfor nævner Du saa det andet? – Tilmed da det ingen Grund er.«

Det svarede Anna ikke paa.

Karl var først meget vred paa sin Søster; senere anstillede han psykologiske Betragtninger over, hvor forunderlig dog Søskende, mest stiltiende, kan fjærne sig fra hinanden. – – –

Ved Brylluppet paa Holtinggaard var Henriette ikke til Stede. Hun var en Tur paa Fyen.

287

VII

En Dag ganske kort efter Ferien, da Hellum og Karl netop vilde rejse sig efter Timen oppe hos Dr. Fensmark for at gaa, – sagde denne i en let henkastende Tone: »Aa ja, – de Herrer har ikke Lyst at sidde og ryge en Cigar?«

Det var ganske det samme som at spørge, om Karl ikke havde Lyst at blive ene tilbage, thi Hellum havde altid en Sprogtime hos en anden af sine Manuduktører straks efter denne. Hellum gjorde sin Undskyldning og gik; Karl sagde Tak og satte sig igjen, – ikke just fordi han følte nogen Fornøjelse ved at snakke med Fensmark, men fordi hans stadig vagtsomme Skinsyge gjorde ham pinligt nysgjerrig overfor alt, hvad der angik denne Herre.

Fensmark begyndte med nogle Forespørgsler til Karls Eksamenslæsning, hvilke dog næsten var altfor aabenlyst ligegyldige, baade for Spørgeren og den Spurgte.

»Det er s'gu en meget interessant Pige – foruden at hun er en overordenlig smuk og elegant Dame – den unge Frøken Woltersien, som De førte mig sammen med derude i Pensionatet i Vinter engang.«

»Ja – –«

»Jo, jeg har gjort hendes lidt nærmere Bekjendtskab i Vinter – ja, De og jeg traf jo hinanden deroppe engang – – Og nu i Sommerferien, efter hendes Hjemkomst fra Jylland, var jeg en Udflugt sammen med hende og flere andre, hvor vi talte en Del sammen« –

Karl blev blussende rød, og skjønt han ikke turde see paa Fensmark, syntes han tydeligt, han fornam, at dennes Blik hvilede iagttagende paa ham.

»Hvorhenne?« spurgte Karl i en grødet Tone. Han turde sletikke sige mere med den Stemme.

»Esrom – Fredensborg. – Det er jo saa sjældent, at man hos en ung Dame træffer en saa gjennemført radikal Anskuelse angaaende Forholdet mellem Kjønnene.«

»Saa,« – Karl følte, han blev bleg af Vrede.

288

»Ja, – hun anseer jo Ægteskabet paa Forhaand for en Absurditet. Mødes og skilles er for hende det eneste nødvendige og naturlige og tilstrækkelige, hvor Talen er om Mand og Kvinde.«

»Een Gang for hele Livet, ja,« – sagde Karl – eller næsten raabte det.

»Det sagde Frøken Woltersien ikke noget om.«

»Hvis De troer, at Frøken Woltersiens Anskuelser paa dette Punkt skulde indrømme større Frihed end det livsvarige Ægteskab, saa tager De fejl,« sagde Karl nu i en utvetydig vred Tone.

»Der er intet, jeg nødigere vilde, end at udtale noget, der kunde være fornærmeligt for en saa skjøn og fuldendt Dame. Og jeg vilde være Dem meget forbunden, Hr. Wintrup, hvis De kan og vil forklare mig, hvorledes da Frøken Woltersien tænker sig – –«

»Nej, det har jeg ingen Lyst til. – Det ligger jo ogsaa i, hvad jeg har sagt derom.«

»»Een Gang for hele Livet,« sagde De. He, he, he – men siig mig engang Hr. Wintrup, hvis nu Lykken er saa velvillig, mod alle Bestemmelser, at melde sig to Gange –«

»Saa er det ikke den eneste, – den uforglæmmelige Lykke!«

»Det vilde ikke være den eneste, det er sandt, men man kunde jo tænkes at tage fejl, endogsaa flere Gange, inden man naaede til det uforglæmmelige.«

»Jeg tænker, Frøken Woltersien vilde regne dét for den store, afgjørende Forskjel mellem Mennesker: Forskjellen mellem dem, som kan tage fejl paa dette Punkt, og dem, som ikke kan det.«

»Hvor kan en Fejltagelse dog være saa afgjørende for Karakterens Bedømmelse?«

»Det kan en Fejltagelse vistnok være. Men ellers er der en anden Forskjel, som ene beroer paa Karakteren, og det er Forskjellen mellem dem, som kan forsøge flere Gange, og dem, som regner Livet for vundet eller tabt med det første Forsøg.«

»Jeg kan ikke tro, at Frøken Woltersien – –«

Karl gjorde en heftig Bevægelse.

»Eller jeg vil ikke haabe, at Frøken Woltersien stiller saa rigoristiske Fordringer til Mændene.«

»Hvorfor vil De ikke haabe det?«

»Det skal jeg sige Dem ganske ærligt: Jeg elsker Frøken Woltersien, som jeg aldrig tidligere har elsket nogen Kvinde, og jeg vil regne mit 289 Liv for spildt, hvis hun ikke kommer til at gjengjælde min Kjærlighed.«

Karl saae, at Fensmark iagttog ham meget skarpt, mens han kom med denne Erklæring. Men han svarede ikke.

»Efter de Samtaler, jeg har haft med Frøken Woltersien, særlig paa Turen til Fredensborg, kan jeg dog ikke tro, at De har opfattet hende korrekt –«

»Hvad er det for Samtaler, og hvad er det for en Tur, De taler om?« brusede Karl pludselig op.

»Hvad er det for en Tone, De flere Gange har tilladt Dem under denne Samtale ?«sagde Fensmark rolig.

»Frøken Woltersien er min Forlovede!« raabte Karl, »og jeg har haft det Indtryk, at De meget godt har vidst det, og dog har talt, som De har talt – –«

»Jeg har ikke haft Anelse –«

»Jo, – i hvert Fald netop haft Anelse!«

»Jeg forsikrer: ikke haft Anelse om Deres usigelige Lykke – og min egen bitre Fejltagelse.«

Fensmark saae virkelig meget ulykkelig ud. Han rejste sig og gik hen til Bogreolen, som han stod og saae ind i. Karl fik ondt af ham, men led samtidig under sin Jalousie.

»Jeg forstaar ikke, hvor det har været muligt for Dem, saaledes at tage fejl,« sagde han. »De maatte jo straks kunne mærke –«

»De veed jo ikke, hvad jeg har haft at bygge paa,« sagde Fensmark.

»De kan absolut ikke have haft noget virkeligt at bygge paa!«

»Det siger jeg hellerikke –«

»Er det disse Samtaler og denne Tur til Fredensborg?«

»Aa, Hr. Wintrup, jeg vil saa nødig tale om det nu, – nu, da alt er Skuffelse, – De maa kunne forstaa – –«

Fensmark gik urolig, og som han grundede paa noget, frem og tilbage i Stuen. Karl rejste sig for at gaa.

»Skal vi gjøre en Udflugt sammen – f. Eks. til Roskilde – en Gang i denne Uge?« sagde han, idet han rakte Karl Haanden.

»Det kan vi jo gjerne,« svarede denne. »Farvel!« 290 Næste Dag efter Timen meddelte Fensmark Karl, at han havde bestemt Turen til om Torsdagen, og havde indbudt et Par af sine Bekjendte til at tage med. – Karl saae forbavset paa ham og sagde, at han havde troet, de gjorde Turen for paa den at tale sammen under fire Øjne. »Det kan vi alligevel,« sagde Fensmark.

Havde Karl ikke været behersket af sin Skinsyge, som han ikke turde være sig selv, langt mindre Fensmark, bekjendt, saa havde han meldt sig fra denne Roskildetur straks. Nu haabede han paa en eller anden bekvem Lejlighed til Samtale, der mulig kunde byde sig paa Udflugten, og som maaske ellers vilde udeblive. – Han sagde derfor ingen Ting; spurgte ikke engang om, hvem de af Fensmark omtalte Deltagere var.

Torsdagen den 5. September mødtes han da med Fensmark paa Hovedbanegaarden. Denne meddelte, at de andre Deltagere først stødte til paa Frederiksberg Station. – Det vilde sige, det var muligt, at den ene af dem, en cand.jur. Eskildsen, sletikke kom; han vidste igaar ikke, om han kunde.

»Hvem er den anden?« spurgte Karl.

»Ja, der er to. Det er to unge Damer af mit Bekjendtskab,« sagde Fensmark.

»Saa, hvad hedder de?«

»Den ene hedder Ottilie Madsen; hun er en Haandværkerdatter. Jeg logerede hos hendes Forældre for en 3-4 Aar siden – inde i Krystalgade – nej, paa Nørregade.«

»Jeg synes, De sagde engang, at De havde boet i Teglgaardstræde i seks Aar.«

»Saa – ja, men det er ogsaa længere siden – aak, Gud, ja – Tiden gaar. – Den anden unge Pige er Frøken Madsens Veninde, Agnete Hassing hedder hun. Ja, jeg kan ikke sige andet, end at Frøken Madsen bad om, at hun maatte komme med. – Ja – Herregud – De seer saadan paa mig. Men vi lever jo dog i en demokratisk Tid, og Pigerne er s'gu pæne nok.«

Karl følte sin fuldstændige Mangel paa Evne til at bedømme Betydningen eller Rækkevidden af Ord og Situation.

»Tilmed har jeg Sorg, maa De erindre,« sagde Fensmark, »jeg trænger til at – til Selskab.« – –

Toget holdt ved Frederiksberg. Fensmark traadte ud paa Perronen. Et Øjeblik efter vinkede han og raabte: »Halløj – her!« 291 To unge Piger sprang ned fra den forreste Perron, over Skinnerne og op paa den Perron, ved hvilken Toget holdt.

Karl, der var ivrig optaget af at faa dem, saa at sige, bestemte efter deres Væsen, syntes nok, at deres Bevægelser under denne Manøvre var lidt livlige, næsten skoletøseagtige, men de var nu da ogsaa ganske unge, 18-20 Aar vel, og saae for Resten helt pæne ud, syntes han. Deres Dragt var omtrent efter Moden, troede han nok, men den var slet ikke afstikkende, snarere lidt tarvelig.

Fensmark velkomst-konverserede dem paa sin leende, gabende Maade. De to unge Damer pludrede i Munden paa hinanden om, at de et Øjeblik havde været helt sikre paa, at Herrerne ikke var med Toget.

Kandidat Eskildsen var der, mærkværdig nok, sletikke Tale om.

Saasnart Fensmark og de unge Piger var komne ind i Kupeen, og Karl var bleven præsenteret for dem, sagde Fensmark: »Nu mener jeg, at de unge Damer straks bør vælge sig hver sin Kavaler paa Turen, og jeg haaber, at jeg gjætter rigtig, hvordan Valget vil falde ud«

»Saa, hvor kan De nu vide noget om det?« sagde Frøken Madsen, – hun havde en lidt dyb, kjøbenhavnsk-syngende Stemme. Karl tænkte, at hendes Sprog da vist maatte kaldes simpelt kjøbenhavnsk, men han kjendte dog ogsaa en meget pæn Grossererfamilie i Byen, hvor Damernes Udtale havde netop denne Klang. – »Jeg vælger nu Dem, Hr. Doktor, og jeg er ældre end Agnete,« føjede hun til.

»Naa, det vidste jeg s'gu da nok,« sagde Fensmark, »at gammel – æh – Venskab ruster ikke. – Men hvad siger Frøken Hassing?«

»Jo, jeg er meget godt fornøjet.«

Frøken Hassing sad ligeoverfor Karl. Hun saae for Resten morsom ud. Der var lidt dumt eller maaske dovent ved Ansigtsudtrykket, men det var tillige meget polidsk og ingenlunde uelskværdigt. – Hun saae ogsaa forlegen ud, idet hun sagde de nysnævnte Ord; men det var ligesom ikke paa egne Vegne, syntes Karl; næsten som om hun vilde sige: ja, jeg veed ikke, om det kan gaa an. Det maa I andre forstaa.

Karl vilde næsten ønske, at han havde kunnet tage Sagen paa lignende Maade; thi hans Mening om Situationen svingede med betydelig Hastighed imellem meget forskjellige Opfattelser. Men – tænkte han – uanstændige Kvinder kunde Dr. Fensmark da virkelig ikke føre ham sammen med paa en Tur til Roskilde. Og saadan syntes han 292 da heller sletikke de saae ud. Men paa den anden Side vidste han jo ikke, hvor mange Grader i Anstændighed eller det modsatte der kunde være. Han vilde ønske, at han havde kunnet staa ud i Taastrup, som de nu nærmede sig til, og sige Farvel med det samme. Men det var jo da en aabenlys Uforskammethed baade mod Fensmark og Damerne, – desuden dømte han efter disses fordringsløse Udseende og Væsen, at deres selskabelige Pretensioner sletikke vilde hindre ham og Fensmark i at faa den ønskede Enesamtale.

Saasnart de var komne til Roskilde, sagde Fensmark, at nu gik Frøken Madsen og han ud og kjøbte Proviant til Turen, – det var i Kupeen bleven bestemt, at man skulde til Boserup Skov, – saa kunde Karl og Frøken Hassing blive roligt siddende i Verandaen paa Jernbanehotellet, til de kom tilbage.

Fensmark og hans Dame fjernede sig ned ad Torvet under lystig Passiar; de to andre tog Plads ved et Bord ud til Gaden. Frøken Hassing ønskede, paa Forespørgsel, Sodavand, hvad Karl saa ogsaa tog. Hun sagde da hellerikke Nej til en Smule Kognak deri.

Karl skammede sig lidt over sin Ledsagerske, men han generede sig ogsaa overfor hende. Hvad Ret havde han til saadan udenvidere at sammenligne hende med sig selv eller med de Damer, han ellers kjendte. Paa en Maade følte han sig selv i dette Øjeblik grovere end hende, som hun sad dér og nippede til sit Sodavand, halvforlegen men tillige med dette naiv-polidske Udtryk, som om hun vilde sige: »Hvad skal dettehér blive til?«

»Har De været i Roskilde før ?«spurgte han.

»Nej.«

»De tager vel mere nordpaa, til Charlottenlund og Klampenborg, naar De vil i Skoven?«

»Aak nej, det falder dem næsten aldrig ind Saa rejser de meget snarere alene.«

»Hvem?«

»Ja, hvem man saadan kommer sammen med. – Jo, min Søster og jeg vi tager for Resten sommetider i Dyrehaven og seer paa Dyrene.«

»Saa er vel Frøken Madsen med?«

»Næh – hende kjender vi saa grumme lidt.«

»Saa.«

Karl faldt stadig mere i Forundring. Han kom til at tænke paa Rebekka: hvordan vel hun vilde have fundet sig til Rette her i dette 293 Øjeblik? – Formodentlig moret sig udmærket og ganske behersket Situationen. Hun vilde vel endda have gjort disse unge Piger lykkelige ved sin Maade at behandle dem paa. Det var ogsaa jammerligt, kun at kunne hævde sin Moralitet paa en eneste Maade: denne skolemester-skoledrengeagtige Maneer!

Nede for Enden af Torvet kom nu Fensmark og Frøken Madsen frem. Hun lo, kunde han see, han snakkede og gestikulerede. Karl følte sig grebet af et pludseligt Raseri ved at see Fensmark. Han var da ganske sikkert meget simplere end disse to Pigebørn – eller i hvert Fald end Frøken Agnete. Allermest sjofel maaske i den Maade, hvorpaa han saae ned paa dem. –

Fensmark tog nu en Droske, som kjørte dem ud til Kanten af Skoven. Saa gik de ind igjennem Skoven og ned til en Skrænt ved Stranden. Det var et Sted, hvor en smal Tange skjød sig lidt frem med Vand paa begge Sider. Oppe paa den yderste Brink kommanderede Fensmark: Holdt! og sagde, at her var et udmærket passende Sted til at holde Maaltid paa. Begge de to unge Piger fik travlt med at pakke de medbragte Sager ud. Fensmark var ogsaa ivrig paa Færde. Karl derimod sprang ned ad Skrænten og gav sig til at gaa langs Strandkanten. – Han var bleven aldeles led ved at være sammen med Fensmark; de to unge Piger følte han egenlig ingen videre Uvilje imod

Han kom til at see over mod Bakkerne paa Østsiden af Roskildefjorden. De var ganske skovløse og tegnede sig saa skarpt og linieskjønt mod Himlen, som om det kunde været et Bakkelandskab ved Limfjorden. Der laa en enlig Kirke derovre, stærkt belyst af den sene Eftermiddagssol, og i Nærheden af den en Mølle, det gjorde ogsaa saadan et jydsk Indtryk. Og med Jyllandsminderne kom Barndomsminderne, der hos ham saa let blev historisk farvede, – og paa een Gang var det ikke længer nogle Bakker hinsides noget Vand, han stod og saae paa, – det var Isefjorden ved Lejre, det var den Egn og den Fjord, hvor Rolv og hans Kjæmper færdedes.

Det var ham aldeles som en Drøm, at nogle Skridt herfra – henne paa den Skrænt, sad en Doctor philosophiæ og to Damer, hvis Væsen han var saa lidet sikker paa, og ventede ham. Og saa var det endda ikke saa meget de to sidstnævnte, der voldte ham den uhyre Modsætning til den anden Stemning – hvad, de var jo dog danske Piger i hvert Fald, og Lejrekjæmperne var just ikke afholdende, – men det var ham, den udanske, overlegne, fantasi- og hjerteløse – bare sjofle 294 og liderlige Hund, – der regnede Jorden for et Himmerig, blot han kunde rende fra det ene Kvindfolk til det andet. I det samme slog den Tanke som en Brandgranat atter ned i Karls Sind: at nu vilde Fensmark ogsaa forsøge sig overfor Rebekka! Han blev et Øjeblik helt svimmel af Jalousie. Saa følte han Lyst til at løbe hen og prygle ham igjennem og gaa sin Vej.

»Monsieur est servi!« raabte i det samme Fensmark henne fra Skrænten.

Karl stod et Øjeblik og betænkte sig, – men saa syntes han alligevel ikke rigtig, han kunde overskue Følgerne, – og gik ganske spagfærdig hen til de andre. Men han tænkte ved sig selv: hvilken himmelvid, himmelraabende Forskjel dog paa Fritænkere! at Rebekka kaldte sig Fritænker, og Fensmark ligesaa – og Hellum mente om sig selv, at han var den egentlige, moderne Fritænker. Og saa var der ikke mere Lighed imellem deres Livsførelse end – – han maatte opgive at finde en Lignelse, der kunde udtrykke en saadan Forskjel.

Oppe paa Skrænten var der bredt en Dug paa Grønsværet med den sædvanlige Skovtursopdækning af Smørrebrød, nogle Konserves-Sager og Kyllingesteg. – Fensmark og Frøken Madsen var meget overstadige, sloges om nogle Radiser, bed paa een Gang i hver sin Side af et Stykke Julekage o.a. lign. – Karl kunde næsten ingen Ting sige, men søgte Beskjæftigelse ved meget omhyggeligt at opvarte sin Dame med alt, hvad Bordet formaaede. Hendes Ansigt var nærved at miste sit polidske Udtryk; hun smilte og rødmede undseeligt flere Gange ved Karls høfligt kavalermæssige Opmærksomhed overfor hende.

Fensmark havde tømt adskillige Glas Portvin sammen med Frøken Madsen, dog syntes Karl, at han lod mere vinbetynget i sit Væsen, end det var rimeligt efter det Kvantum, han havde nydt. Da Spisningen var endt, lagde Fensmark sig paa Ryggen med Nakken støttet mod Frøken Madsens Knæ, og snakkede døsigt.

Pludselig rejste han sig op og sagde: »Hør, det er sandt, nu kommer s'gu Rejsens clou; nu skal vi have os et forfriskende Bad i Isefjordens Bølger.«

Karl smilede overlegent som ad en daarlig Vittighed, men han var ikke helt sikker paa, at det kun var en uartig Spøg, og følte, uden at sige et Ord, at han ikke rigtig havde Magt over sin Stemme.

295

»Det kan vi jo ikke,« sagde Frøken Madsen leende, »vi har jo ingen Badedragter med.«

»Det gjør ingen Ting, lille Frøken, vi bader hver for sig, uden at noget Menneske seer os.«

»Vi kan saamænd ikke finde fire Smuthuller her ved Stranden, hvor den ene ikke kan see hen til den anden.«

»Jamen det er jo ogsaa ganske unødvendigt, bedste Frøken Ottilie; naar der bare er to veladskilte Smuthuller, hvor man ikke kan kigge fra det ene til det andet, saa er det jo nok, – og dem har vi her lige for Haanden: paa den ene og paa den anden Side af denne Tange.«

»Troer De nu, det er ganske umuligt at kigge over den?« sagde Frøken Madsen og rejste sig, »jeg synes, den er temmelig lav her midt over.«

Fensmark sprang ogsaa op og tog sin Dame under Armen: »Jeg forsikrer Dem, Frøken, der er ikke Tale om, at nogen –«

»Saa skal Herrerne bade derovre, og Damerne her paa denne Side.«

»Nej, Frøken, den Fordeling synes jeg ikke om. Det ene Par paa Nordsiden, og det andet Par paa Sydsiden af Tangen. Og vi to« – han lagde Armen om Frøken Madsens Liv – »vi vil nu drage her mod Nord og lade vore Gjæster bade i Sydens Sol.«

Og virkelig løb de to ned ad den nordlige Skraaning under megen og støjende Latter.

Karl var endnu ikke sikker paa Fensmarks Hensigter; derimod var han ganske vis paa, at hvis han (Karl) nu tog Sagen alvorlig og gav sin Vrede Luft, da vilde Fensmark i samme Øjeblik bryde ud i stormende Latter og falde i yderste Forbavselse, fordi Karl blot et Sekund kunde tro, at han virkelig havde haft i Sinde, at de skulde bade. – -Og desuden rystede Karl af Vrede og Sindsbevægelse, og kunde ikke sige et Ord uden at røbe det.

Han drejede Hovedet og saae, at Fensmark og hans Dame satte sig paa en Grøftevold nedenfor Brinken og snakkede.

Det var godt, tænkte Karl, at han kunde see dem, saa kunde de jo ogsaa stadig iagttage ham, og de to kunde ikke bagefter lave Løgnehistorier om, hvad der var passeret, mens man var hinanden ude af Syne.

»Vil De see, De kan trække Dem tilbage, Hr. Wintrup!« raabte Fensmark dernede fra. »Vi kan s'gu da ikke bade i Deres Paasyn.«

Karl smilte stadig overlegent, men svarede ikke.

296

Frøken Agnete Hassing sad ned paa samme Sted som under Maaltidet. Han kunde fra denne Plads ikke see de to andre. Karl betragtede hendes Ansigt, Hun saae ikke videre forlegen, snarere usikker, spørgende ud.

»Er de ved at klæde sig af dernede?« spurgte hun pludselig.

Karl kunde næsten ikke tro sine egne Øren. Hun saae slet ikke fræk ud, idet hun sagde det, – der kom maaske lidt af dette polidske i hendes Ansigtsudtryk, som saa ofte var der, – saa rødmede hun, vistnok fordi hun saae Karls Forbavselse. For ham var det, som at see et Glimt af en helt fremmed Verden. At Mennesker dog kunde være saa forskjellige!

»Troer De da, at det virkelig var Meningen, at vi skulde bade?« spurgte han, og var instinktmæssig sikker paa, at dette Spørgsmaal sletikke vilde fornærme hende.

»Ja – hvorfor ikke?«

Der var næsten noget rørende i den Maade, hvorpaa hun sagde det.

»Jeg vil sletikke dømme noget om Dem,« sagde Karl. »Men hvis jeg behandlede en ung Pige saadan, da vilde det for mig være at forhaane hende paa den frygteligste Maade. Og jeg vil ikke forhaane Dem. Dertil sætter jeg altfor megen Pris paa Dem.«

Frøken Agnete fik sit Lommetørklæde halvt op af Lommen og tørrede Øjne og Næse, saa præcis paa samme Maade som Pigebørnene hjemme i Holting, naar de blev bevægede over, hvad Onkel Jørgen fortalte, – saa Karl ogsaa fik Vand i Øjnene. –

Nu vidste han altsaa klar Besked. Skulde han nu ogsaa sige Fensmark Besked, eller skulde han lade, som om han vedblivende ansaae noget saadant for ganske utænkeligt, og tvinge Fensmark, den selvfølgelige Gentleman, ind i samme Rolle. – Det var vel egentlig den bedste Hævn.

Han havde maaske alligevel gjort det første, hvis det ikke, allerede i Tanken, havde været ham saa modbydeligt at skulle – i deres Paahør – dadle Fensmark, alene fordi han havde ført ham sammen med disse stakkels Piger, hvis Selskab i Virkeligheden ikke forekom ham nær saa foragteligt som Fensmarks eget. Hans Jalousie virkede paa een Gang tilskyndende og hæmmende, gjorde ham blot vaklende.

Han valgte foreløbig det nemmeste, at lade som ingen Ting.

Han sagde til Frøken Agnete: »Vil De nu ikke tjene mig i sletikke at nævne, at jeg har spurgt Dem om dette med Badningen, eller hvad 297 De svarede derpaa. Det er tydeligt, at Dr. Fensmark har villet have mig i en Fælde, men nu skal han selv blive fanget.«

»Jo, det skal jeg nok,« svarede hun og lo muntert, som ad en ret god og uskyldig Spas.

Karl havde stadig holdt Øje med Dr. Fensmark og hans Ledsagerske, at de ikke foretog sig noget extraordinært, ligesom han var vis paa, at de hele Tiden havde kunnet se ham. Nu rejste han sig og raabte: »Jeg synes, vi skulde begynde paa Hjemturen nu; vil De ikke med?«

Derpaa begav han og Frøken Hassing sig afsted til den Side af Skoven, hvor Vognen holdt.

Undervejs sagde Karl: »Hvis nu Dr. Fensmark og jeg kommer op at skjændes lidt paa Vognen eller i Toget, saa vil De nok holde med mig, ikke sandt?«

»Jo, det skal jeg nok. Men Frøken Madsen og jeg tager for Resten ikke med længere end til Roskilde.«

»Boer De ikke i Kjøbenhavn?«

»Jo, men Dr. Fensmark har sagt, at vi skulde tage med et senere Tog ind«

»Naa. – Men har han for Resten ikke forbudt Dem at sige mig det?«

»Jo, paa Udturen maatte vi sletikke fortælle Dem noget om det altsammen.«

»Den Æsel!« mumlede Karl ved sig selv, »paa Hjemturen har han troet, at det hele vilde være i Orden!« –

Nu kunde de høre Fensmark og Frøken Madsen le og snakke bag dem i Skoven. –

»Det var et farligt Jav, De pludselig fik forat komme af Sted,« sagde Fensmark til Karl, idet de stod op paa Vognen.

»Det var for Damernes Skyld,« sagde Karl.

»For Damernes ?«

»Ja jeg finder, at den Maade, De nu sidst begyndte at spøge paa, var en grov Fornærmelse mod anstændige, unge Piger.«

»Dét tager disse unge Damer sig s'gu ikke nær,« sagde Fensmark. »Det skal De sletikke tage Dem af, Hr. Wintrup, jeg kjender bedre mine smaa Pappenheimere.«

»Vil De øjeblikkelig gjøre de unge Damer en Undskyldning,« raabte Karl i en meget heftig Tone, »baade for Deres simple Opførsel 298 nede i Skoven, men endnu mere for den Fornærmelse, De i dette Øjeblik tilføjer dem!«

»Hvad mener De?«

»De siger om disse Damer, at de ikke tager sig nær, hvad der maa fornærme anstændige, unge Piger. Vil De bede dem om Forladelse?«

»Hvor kan det falde Dem ind, Wintrup, at – –«

»Hvis De ikke gjør Damerne Afbigt, da skal De komme til at staa mig til Regnskab for noget ganske andet!«

»Lad os være fri for alt det – – Jeg gjør Damerne min ærbødigste Undskyldning, – saa haaber jeg, baade De og Hr. Wintrup er tilfredse.«

Karl saae, at Frøken Madsen vilde til at sige noget, – men Fensmark blinkede til hende, og saa tav hun.

Da de naaede Banegaarden i Roskilde, sagde Damerne Farvel.

»De skal ikke med til Kjøbenhavn ?«spurgte Karl højt.

»Nej, vi bliver i Roskilde i Nat,« forklarede Frøken Madsen. –

»Lad os tage en 1ste Classes Kupé,« sagde Karl til Fensmark. »Saa bliver vi ene, og der er noget, jeg vil tale med Dem om.«

Saasnart Toget var sat i Bevægelse, sagde Karl: »Hele Deres Optræden i Dag har været en saadan, at jeg nu maa forlange Deres bestemte og udtrykkelige Erklæring om, at det er to anstændige, unge Damer, De i Dag har ført mig sammen med.«

»Hvad skal de Narrestreger til -?«

»Hvis De ikke vil eller kan give en saadan Erklæring, maa jeg overfor alle og enhver tage Afstand fra Dem som en topmaalt sjofel Personage, – jeg maa ligeledes advare Frøken Woltersien imod en Gjæst af Deres Kaliber, saameget mere som De praler af Samtaler, De skal have haft med hende.«

Fensmark stirrede paa ham med en komisk Blanding af Raseri og Forbavselse: »Jo – – vist kan jeg det!« –

»Frøken Madsen og Frøken Hassing er to fuldkommen anstændige Damer af Deres Bekjendtskabskreds?«

»Ja – selvfølgelig!«

»Godt. Saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg gjør Dem helleringen Undskyldning. Thi netop overfor anstændige Damer har Deres Opførsel idag været ganske utilbørlig.«

»De spiller ganske godt Komedie.«

»Synes De?« 299 De sad længe og røg Cigar hver i sit Hjørne uden at sige noget.

Tilsidst skjød Lystigheden op i Karl, og han kunde ikke dy sig for at sige: »Det maa alligevel være kjedeligt for Dem, Dr. Fensmark, at have gjort en saa ganske unyttig Rejse – helt til Roskilde« – – men han blev ganske forbavset ved at see den Forandring, Vreden havde frembragt i Fensmarks Ansigt, – denne var bleven helt bleg, og Øjnene havde faaet en forunderlig Dybde og Glans. Men han sagde ikke et Ord mere – – hellerikke Farvel. –

Næste Dags Aften modtog Karl en Billet, paa hvilken han første Gang læste sit Navn, skrevet med Rebekka Woltersiens Haand. Der stod:

Kjære Karl!

Skal vi to tage i Skoven i Morgen, hvis Vejret bliver ligesaa godt som i Dag? Saa mødes vi paa Klampenborg Banegaarden Kl. 11. Hvis ikke, saa send Afbud.

Din
Rebekka W.

Kronprinsesse g. 6. Septbr.

Det var ogsaa første Gang, at hun havde opfordret ham til at gjøre Skovtur. – Han gik straks ind til Kronprinsessegade, forat intet skulde være forsømt.

»Hvordan fandt Du dog paa det, Rebekka?«

»Aa, Vejret er jo saa dejligt i denne Tid. Og saa sad jeg og blev trist i Eftermiddags ved at see, at min Fødselsdag nærmede sig saa stærkt, – min toogtyve Aars Fødselsdag.«

»Paa hvad Maade seer Du det?«

»Naar de to store Ahorntræer derude faar deres første gule Blade, saa veed jeg, der er ikke længe til den 15. September.«

»Kan det gjøre Dig trist?«

»Ja. – Men det er bedst, vi træffer Bestemmelse for i Morgen. Jeg synes, vi skal indtage en déjeuner dînatoire paa Eremitagen Kl. 12 – og saa derefter spadsere rundt i Dyrehaven.«

»Jo – men vi skal ogsaa have noget senere hen. – Maa jeg saa ikke faa Fru Dalsgaard til at lave noget Smørrebrød til os, – jeg kan ikke 300 for min Død fordrage dette Restaurationssmørrebrød, – og jeg havde saadan en Lyst til at see Dig spise en rigtig god, jydsk Mellemmad.«

»Til at see mig spise den!«

»Ja – og spise den sammen med Dig. Du kan tro, saadan en forhenværende Præstegaardsforpagters Kone, som Fru Dalsgaard, hun forstaar at gjøre den i Stand!«

»Aa, hvor vi er forskjellige, Karl!« – sagde Rebekka i en lystig Tone, men med ganske alvorligt Ansigt, – bøjede sig hen mod ham og kyssede ham paa Kinden.

»Kan Du ikke lide saadant landligt Smørrebrød?« spurgte Karl.

»Vi maa have en helt forskjellig Maade at finde vor Poesi paa –«

»Ja, det er jo slemt. For det er Du vel kjed af?«

»Aa – nu vil vi snakke i Morgen – om det og mange andre Ting. Jeg synes, jeg har Lyst til det.«

»Da gid det ret maa lykkes os!« – – –

Da han gik hjem, blev det med eet saa soleklart for ham: at det var en Tur som den i Morgen, det havde været Fensmarks Hensigt at berøve ham, umuliggjøre den for bestandig. Han priste sin Lykke og takkede Gud, fordi han da ikke havde ladet sig friste eller fange, men kunde tage i Skoven med Rebekka Woltersien med aabent Hjerte og den klareste Samvittighed. – Ja, hvilket vidunderligt Navn ogsaa: Rebekka Woltersien! – og han behøvede ikke at skamme sig for det! –

Det var af den Slags Vejr – da de mødtes næste Formiddag paa Banegaarden – som bragte Karl til at tænke paa gamle Pastor Grabows Ord om Florents: alt dér er lyst og fast og tørt. Den Slags solide Sommervejr, som vi aldrig faar, før i den sidste Maaned af Somren. – Og det blæste tillige. Karl vidste saa tydeligt, hvordan det vilde være ude i Dyrehaven. Den Blæst gjør, at man aander let, og man bliver tillige tørstig af den. Og Sundet vilde være saa mørkeblaat. – – Han gik og nynnede sagte:

Vildt flyver Høg over Land, over Vove,
Tavs sidder Gjøg i de brogede Skove

- – – – – – – – – – –

Her kan jeg frit aande Luft i min Lunge,
301 Alt her er mit, og om alt kan jeg sjunge;
Vandre i Drømme,
Stærke og ømme,
Høre, hvor Bølgerne runge – – –

Allerede mellem Hellerup og Charlottenlund mærkede de Skoven. Bøgegrenene viftede saa nær ved Kupévinduerne. Og da de holdt i den store Skovkjedel paa Klampenborg Station, sydede Vinden i de høje Trætoppe, som danner dens Rand, og ind over denne kom sejlende de hvide Septemberskyer saa højt, højt oppe. – – Hvor hun dog gik dejligt, Rebekka, – og det var saamænd ogsaa en Bund, som var værd for en Jomfru at træde paa: saa renvadsket af Høstbygerne og saa sommertør – og henover Vejen løb enkelte visne Blade, der var helt krøllede sammen i den stærke Solvarme.

Under lyse Bøg den danske Bejler
med sin herligt voksne Pige gaar –

ja, lys var Bøgen rigtignok ikke paa denne Aarstid, men der var jo ingen, der hørte, hvad han tænkte, for dette turde han ikke engang nynne, – – og det andet, det passede vist godt nok, for Fanden kunde sikkerligen gale ham, om der var nogen i hele Verden, der havde flottere Kjærest end han. – – Vinden kom af og til løbende bagfra og løftede paa alle de vandret udbredte Bøgegrene nede paa Træernes Stammer og løb derfra hvislende op i Kronerne, hvor der blev en myldrende Skiften af Lys og Skygger. – Vinden var sletikke kold, kun frisk. – Sommetider fejede den bagfra Sømmen paa Rebekkas Kjole sidelæns frem foran hende, saa det saae akkurat ud, som om hun dansede.

»Det er for Resten ikke mere end et Par Uger siden, at jeg sidst var paa Skovtur,« sagde Rebekka. »Vi var en halv Snes Mennesker i Fredensborg, spiste stor Middag i Esrom Kro.«

»Ja, Dr. Fensmark har fortalt mig lidt derom; han var jo med.«

»Han gjorde mig den Ære at holde et helt Foredrag for mig efter Bordet. Det er forunderligt, at han ikke mærker, hvor docerende han bliver.«

»Han havde maaske drukket en Del Vin.«

»Ja, og hans Fader var Slagtermester, fortalte min Fætter mig.«

302

»Hvad talte han om?«

»Aa, det var denne fortærskede Snak om, at Livet er ganske, som man tager det. Naar man tog rigtig paa det, og saae stort og fuldkomment paa det, saa var det fuldkomment og guddommeligt –«

»Naa.«

»Derfor var der ikke een Slags Fritænkere, men tusinde Slags. For enhver Fritænker var ikke blot sin egen Gud, men skabte sin egen Verden o.s.v. o.s.v. –«

»Hvad svarede Du?«

»At jeg var konfirmeret og kunde min Børnelærdom. – – Ja, det er rigtig nok en uheldig Maade, han har at lufte sin Forelskelse paa.«

»Jeg kan ikke udstaa ham!«

»Aa, – han kan være ulykkelig. Det er dog altid noget. – Men hans Fader var aldeles afgjort Slagtermester.«

»Jeg har nu ogsaa været jaloux paa ham,« sagde Karl i en spøgende Tone.

»Ja, det burde Du lade være med. Men Du burde ogsaa lade være at sige mig det. Det er mig ubehageligt.« –

De var komne op ved Eremitagen. – Sundet saae akkurat ud, som Karl havde tænkt sig det.

Kun var der Dis i det Fjærne – saa stærk Sommervarme var det endnu, – man kunde kun ganske utydeligt see Sverig. Men under Sællands Kyst var Sundet dybt blaat og gik mod Nord med mange hvide Skumpletter.

Karl havde altid været saa stemningsindtaget i denne solaabne, høje, tørre Skovslette. Og i denne skarptskaarne, elegante Brikke af et Jagtslot, som thronede dér paa Bakkekammen, saa ugudelig sorgløst, skjønt opført af en Pietist, – saa letfærdig sorgløst overfor hine Tiders Fattigdom og Nød og Undertrykkelse, – omgivet af liggende Dyreflokke, der nikkede med Hovederne og klippede med Ørerne i Solheden. – Ned ad mod Sundet – det var altsammen det syttende Aarhundrede: Opdams Flaade, Kjøbenhavns Belejring med svenske Farver i Nordsælland; senere: store, festlige, enevældige Optog mellem Kjøbenhavn og Frederiksborg. Det kunde ogsaa stryge de mange Mennesker tilside, og saa kom Marie Grubbe og Ulrik Frederik ridende henover Sletten under hint uforglæmmelige Hagelvejr. – Men vendte man sig mod Vest, mod Sletten bag Slottet, da saae man ud over det attende Aarhundredes lange, fredelig-støvede Sommerdag, 303 hvor Bønderne led og sled og stønnede i Varmen, uden at dét forstyrrede nogen, medens tyndbenede Oldenborgere med store Guldsmede-Øjne, lange Næser og røde, strittende Frakkeskjøder morede sig majestætisk sammen med deres guldgallonerede Hofétater. –

»Kommer Du nu aldrig til at tænke paa Danmarks Historie, naar Du er paa saadant et Sted?« spurgte han Rebekka. – De sad paa en Bænk paa Østsiden af Slottet. –

»Danmarks Historie!« lo hun. »Jeg kunde da ikke tænke paa noget rædsommere, synes jeg. Det var det værste af alle Fagene i Skolen!«

»Det var dog mærkeligt. Ja, hvad tænker Du da paa?«

»Men, – jeg tænker naturligvis paa det, jeg seer. Disse dejlige Farver, der alle staar saa vidunderlig til hinanden, fordi de alle, alle minder om Sommerens – – om Begyndelsen af September. Og Luften – man bliver jo saa frisk, og saa glad og saa tørstig af den. – – Hør Du, lad os nu gaa ind paa Slottet og spise Frokost. – Lad mig lige gaa i Forvejen og faa det i Orden. Du kan godt blive herude saa længe.«

Dér var han da alligevel paa en Maade bleven den overlegne, tænkte Karl. For han var vis paa, at han nød Naturen lige saa fuldt som Rebekka. Nej, Onkel Jørgen og Rebekka – de stod egentlig lige dér: han havde kun Historien, og hun havde kun Naturen. Og de drev saamænd ogsaa Afgudsdyrkelse hver med sit. – –

»Værs'god?« kaldte Rebekka lidt efter fra et af Slottets Vinduer. – – –

Efter Frokosten gik de en meget lang Tur ud over Sletten mod Vest. Og derfra ned til Strandmøllen, hvor de opholdt sig en Tid ved Stranden. Saa vendte de tilbage gjennem Jægersborg Hegn – – og slog sig endelig ned paa Slettens Affald nordøst for Eremitagen, omtrent midt imellem Slottet og Hegnet. De kunde over Trætoppene mod nordøst see Hveens Skrænter, ogsaa noget af Sundet mellem Hveen og Sælland. Ligeud for dem lukkede derimod Træer og Terræn for Sundet. – Der var Ly for Blæsten, og der var ikke et Menneske at see til nogen Side. I en hundrede Alens Afstand havde de en Række af mægtige Ege, og foran disse enkelte Hvidtjørn med Kroner af Form næsten som Fyrrens, lagbredte og tætte, – og med mange røde Bær.

Kl. var 5; de havde gaaet siden noget før 1. Og her var Græsset busket og gammelt og fuldkommen tørt. Her kom da Fru Dalsgaards 304 Mellemmadder frem, dertil en meget fin Flaske Sherry, som Karl havde anskaffet til Turen og slæbt med fra Kjøbenhavn.

»Smager de saa ikke extra?« spurgte Karl.

Hun lo ad ham.

De var dog virkelig ellers gode, tænkte han ved sig selv. Der var Rugbrød med Rødspætte, med Lammesteg, med Æg og Anchiovis, med røget Sild, med Kaviar og med Roquefort-Ost; og der var hjemmebagt Sigtebrød med den dejlige, jydske Gammelost, som Fru Dalsgaard endnu fik fra Vorbjerg Præstegaard, og der var Kalvesteg med Sky. – – Det var mærkværdigt med Rebekka: glad kunde hun blive, men aldrig gemytlig! – Hun kunde blive som Vin med Sydfrugter, men aldrig som Øl med passende Tilkost. Men det kunde hun jo ikke selv gjøre for. Enhver maatte jo være, som den var skabt.

Og hvor var hun ikke skabt! – Det var, ligesom han fik Solen i Øjnene, naar han saae hen paa hende, som hun sad der med Ryggen mod en høj Græstue – og spiste og drak Sherry til.

Karl blev overgiven og lystig, saadan som han hjemme plejede at blive, naar han var ude paa Langtur i godt Vejr, og var kommen i Lag med Provianten, – og hans Velbefindende gav sig Udtryk i drengekaade, men ganske uskyldige Vittigheder, i barokke Lignelser, hentede fra Omgivelserne, og i Fortællinger fra hans Barndom, Fortællinger, der for ham rummede megen Stemning. Han snakkede i det hele til Rebekka i dette Øjeblik, som til en Kammerat. – Denne Lystighed varede dog ikke længe; han opdagede pludselig, at hun sletikke svarede ham paa hans gemytlig-kammeratlige Passiar. Han troede ligestraks, at hun var fornærmet. Men det kunde han dog forstaa, af en ligegyldig Ytring, hun kom med, om Sherryen, at det var hun ikke. Det maatte simpelthen være, at hun sletikke forstod den Slags Væsen, at det helt prellede af paa hende. – Hm. – Men naar han tænkte sig om, saa havde han vel egentlig heller aldrig seet hende munter, uden at hendes Lystighed havde haft en vis selskabelig Façon, – f. Eks. hos Pastor Grabows, eller paa Holtinggaard, eller den Gang i Kronprinsessegade overfor hendes Veninder og hendes Fætter, – ja, selskabelig Façon, – og saa havde hun jo ogsaa altid været Damen i sin Spøg. – Det var dog mærkeligt, saadan noget. – –

Han var bleven tavs og stille. – Hun røg aldrig Cigaret, og saa røg han hellerikke, naar han var sammen med hende. – Han havde en Stund ligget med Ansigtet vendt fra hende, – seende mod 305 Eremitagen oppe paa Bakkekammen og mod Solen, som nu var ved at gaa ned bag Slottet.

Alt var blevet saa stille; og da han – som det saa ofte hænder med Tilstande – pludselig blev dette vaer, vendte han Ansigtet til hendes Side.

Hun sad med Hænderne om sit ene Knæ, Hovedet strakt frem, saa hun hvilede Hagen paa Hænderne, – og saae paa Maanen, der lige hævede sig over Hveen og Sundet, – stor, dunkelrød og tung som en glødende Draabe, der vil falde.

Der var saa mørkt under hendes højt buede Øjenbryn; der faldt kun Glans et enkelt Sted paa Øjeæblets Runding. Men medens den Side af hendes Ansigt, som vendte mod Karl, havde dyb Skygge, var hendes krumme Næses og Hagens Profil skarpt tegnet af Lysskjæret.

Han blev til Mode, som om han kunde hørt en underskjøn, vemodig og stolt Melodie, – og han skammede sig over sit eget Væsen fra før, saa tarveligt, lavkomisk forekom det ham.

Hun hævede Hovedet og saae et Øjeblik hen paa ham, men sad saa atter i samme Stilling: »Der er dog vist ingen menneskelig Henrykkelse saa dyb og inderlig som Havets, naar det tager imod Maanen,« sagde hun. --- »Og Havet glæmmer alt andet; det er hver Gang, som var det baade første og sidste Gang.«

Han havde aldrig før hørt hende sige noget saadant. Men Stemmens Klang kjendte han, for det var helt den samme som hin Nat paa Glenstrupgaard. – Han havde rejst sig, men kunde for Bevægelse intet sige, – Øjeblikket var saa saligt, ligesom svimmelt nedtyngende, men tillige saa frygtelig afgjørende, saa fuldt af Angst – – – Pludselig kastede han sig ned paa Knæ hos hende, lagde Hovedet i hendes Skjød og brast i Graad.

»Hvorfor græder Du, Karl? Det er jo kun noget, man skulde være lykkelig over.« – Hun sad og strøg ham et Øjeblik gjennem Haaret.

»Jeg er Din, jeg er Din, Rebekka! – Aa, jeg vil jo kun, som Du vil!« – – Han hørte i nogle Sekunder kun sit eget Hjertes Banken – –

»Saa vil jeg bede Dig følge mig til Toget,« sagde hun dæmpet men fast, og ligesom strøg hans Hoved bort af sit Skjød med en let og sagte Haandbevægelse.

»Aa, Rebekka, Du maa ikke forskyde mig, – hører Du: Du maa ikke forskyde mig!«

»Desværre, det kan jeg ikke. Aa, det harmer mig, at jeg ikke kan det 306 - – – Troer Du, jeg vil hengive mig til en Mand, der tænker paa allehaande andre Ting end mig – paa Farer og Fremtid og Synd og Samvittighed – – hvor Du er ussel, Karl, – en jammerlig, jammerlig Stakkel! -- aa, hvorfor har jeg dog sletikke Magt over min Kjærlighed – –«

»Det var ikke Synd og Samvittighed, jeg tænkte paa, og heller ikke andre Farer end – – ja, at Du skulde blive foragtet af Mennesker, – for det kunde jeg ikke bære, lille, søde Rebekka!«

»Nej, Karl! – Kald mig, hvad Du vil, men sød er jeg virkelig ikke! – –«

De rejste sig og begyndte at gaa op ad Eremitagen til.

»Troer Du, noget Menneske kan gjøre mig større Skam end den, Du voldte mig før?« sagde Rebekka.

»Fordi jeg – –«

»Fordi Du troede, at naar jeg blot kunde faa Dig i min Favn, saa var det den Lykke jeg attraaede. – Aa, hvor jeg trænger til at foragte Dig, Karl, til at haane Dig – –«

»Rebekka, jeg forlanger, at Du skal gifte Dig med mig. Jeg vil ikke foragtes af Dig, men jeg vil hellerikke, at Du skal foragtes af Andre. – Jeg har Ret til at fordre det.«

»Det kan ikke nytte, Karl, Du bliver aldrig anderledes. Den Lykke, Du ønsker Dig, det er saadan en Smørrebrødslykke – bredt ud som tyndt Smør baade over Tid og Evighed –«

»Aa, Du dejlige!« raabte Karl og lo. »Men dét er Løgn i Din Hals, Rebekka! det er virkelig ikke den Lykke, jeg ønsker mig. – Vil Du gifte Dig med mig, Rebekka?«

»Vi kan jo sagtens lade os vie og bo i samme Lejlighed.«

»Aa, vil Du, Rebekka! – – Det er saa forfærdeligt, at jeg ikke maa kysse Dig til Tak – –«

»Der er saamænd ikke noget at takke for, Karl.«

»Jo, det veed jeg med Sikkerhed. For jeg veed, at det er den eneste Hindring for vor Lykke.«

»Ja, gid det havde været saa vel. – – Hvor Kjærlighed dog er ubegribelig! Ligesaa umuligt det var for mig at blive forelsket i Dr. Fensmark, ligesaa uforstaaeligt er det ogsaa, at jeg ikke snarere bliver det i ham end i Dig. Han er resolut, voldsom, hensynsløs – – men jeg kan ikke fordrage ham!« 307 »Ja, det er jo ubegribeligt. Jeg maa dog i al Beskedenhed tilstaa, at jeg sætter mig selv ikke saa lidt over det – Stykke Mandfolk!« –

De gik længe i Tavshed. Hos Karl var det Skinsygen, der foraarsagede denne; og Skinsygen forøgedes, fordi Rebekka tav saalænge efter sin sidste Replik; det var jo muligt, at hun gik og tænkte videre paa det samme – –

»Og skal vi ikke gifte os snart?« sagde han pludselig. »Netop fordi vi er saa forskjellige, og der er saa meget hos Dig, som er mig fremmed, – lider jeg saadan ved at være borte fra Dig.«

»For min Skyld kan vi gjerne –«

»Maa jeg gjøre vor Forlovelse offentlig i Morgen?«

»Men Du skal dog betænke, om Du kan være tjent dermed. Du maa opgive Din Eksamen. Jeg kan umuligt gaa og være gift med en Student.«

»Fader vil jo nok synes ilde om, at jeg forsømmer – min Fremtid.«

»Aa, Du gifter Dig jo en Formue til.«

»Saa, – er Du saa rig, Rebekka?«

»Ja, jeg er vist meget rig.«

»Hvad troer Du, Din Onkel vil sige ?«

»Han vil sikkert ikke have noget imod det. Han er blot kjed af, som det for Øjeblikket staar. Jeg troer ikke engang, han vil tage sig det nær, naar vi senere skilles.«

»Naar vi skilles!« raabte Karl forskrækket. »Men, Rebekka, Du –«

»Ja, det maa Du jo ogsaa betænke. Jeg troer ikke ret meget paa, at vort Forhold i nogen Maade vil blive anderledes, fordi vi boer i samme Lejlighed, og Muligheden for Skandale er udelukket. Og saa synes jeg da virkelig, at det vilde være taabeligt, og i Længden meget ubehageligt, at blive boende sammen. Og jeg troer tillige om Dig, at naar Forholdet til mig er endelig strandet, – da vil Du kunne finde Din Lykke anden Steds.«

De var naaede til Klampenborg Station, var komne i Toget og havde kjørt det meste af Vejen til Kjøbenhavn uden at sige nogen Ting.

»Er Du nu sletikke glad, Rebekka?« spurgte Karl endelig sagte.

»Aa jo,« svarede hun, »for jeg holder jo alligevel meget af Dig, og 308 vil gjerne lære Dig at kjende. Men jeg er dog mere bedrøvet, for jeg har faaet saa ringe Tro paa, at jeg nogensinde naaer det, som jeg kalder Lykke.« – – –

Da Karl og Rebekka kom gaaende ad Kronprinsessegade og kun havde ganske kort til Nr. 37, mødte de Dr. Fensmark.

»Det var da et mærkeligt Træf,« sagde Rebekka, efterat de havde hilst.

»Det er ikke noget Tilfælde, Frøken Woltersien, – jeg har været oppe hos Geheimeraaden forat træffe Dem, – han fortalte mig saa, at De var taget i Skoven sammen med Hr. Wintrup –«

»Kommer De lige deroppe fra?« spurgte Rebekka.

»Ja, – nej, jeg har for Resten ventet lidt – – – Jeg vilde meget gjerne udbede mig en Samtale med Dem, Frøken –«

»Med mig? saa? – – Men det er vel ikke værdt at blive staaende her paa Gaden. Vil Herrerne ikke gaa med op?«

»Jeg vilde gjerne tale ene med Dem, Frøken Woltersien?«

»Det kan De ikke komme til, for jeg vil ikke tale ene med Dem.«

»De vil ikke?« – –

»Nej, jeg har paa Fornemmelsen, at De kunde sige Ting, som det vilde være mig ubehageligt at høre paa.«

»Er De forlovet med Hr. Wintrup, Frøken Woltersien?« sagde Fensmark dæmpet, men i en meget lidenskabelig Tone.

»Farvel, Dr. Fensmark! De glemmer Dem selv –« sagde Rebekka og begyndte at gaa.

»De maa ikke gaa, Frøken – vil De ikke begge følge med mig over i Kongens Have – jeg maa have talt med Dem –«

Hvis ikke Rebekka og Karl med Rette havde frygtet, at Fensmarks Væsen skulde vække Opsigt, hvor de stod, havde de maaske ikke føjet ham. Nu gik de ind i Haven og spadserede henimod Gartnerierne.

»Hr. Wintrup har sagt, at han var forlovet med Dem, Frøken Woltersien!«

»Men! – hvorfor spørger De saa dog mig derom?«

»Er det sandt?« hviskede Fensmark med en Stemme, der syntes at dirre af Raseri – i hvert Fald af Sindsbevægelse.

»Hr. Fensmark!« sagde Rebekka strængt og veg uvilkaarligt et Skridt tilbage.

Karl traadte imellem og sagde: »Vil De fornærme baade min Forlovede og mig?«

309

»Undskyld! – jeg beder Dem om Forladelse. – – Saa har jeg kun eet at bede om: jeg maa have en uforstyrret Samtale med Dem begge. – Maa jeg møde her med en Vogn i Morgen Eftermiddag Kl. 3. Vil De kjøre en Tur sammen med mig?«

»Jeg har meget ringe Lyst,« sagde Rebekka.

»De vil fortryde det,« sagde Fensmark, atter meget heftig, »hvis De siger Nej dertil.«

»De skyder Dem formodenlig en Kugle for Panden i saa Tilfælde.«

»De vil komme til at fortryde det, Frøken Woltersien!«

»Men, bedste Hr. Fensmark, hvor kan De dog tro, at jeg skulde tage Spor af Hensyn til Deres Trusler.«

»De er, uden Deres Vilje, bleven Aarsag til, at mit Liv er forspildt, Frøken Woltersien, – er tre Timer af Deres Tid da for stort et Offer fra Deres Side?«

»Jeg troer, at den Ytring heldigvis er meget overdreven, Hr. Doktor – – – Men – vil Du tage med, Karl ?«

»Det maa bero ganske paa Dig, men jeg synes rigtignok, Turen er meget unyttig.«

»De skal love mig, Dr. Fensmark, at jeg efter den Kjøretur skal være ganske fri for Deres Paatrængenhed. For jeg maa sige Dem, at det hovedsagenlig er Deres Paatrængenhed, og kun i ringe Grad Medlidenhed med Dem, som bringer mig til at sige Ja.«

»Frøken Woltersien, maa jeg – –«

»Altsaa: i Morgen Kl. 3. Godnat Dr. Fensmark!«

Med stor Nøjagtighed mødte Dr. Fensmark paa det aftalte Klokkeslet. Karl var kommen, saa man kunde kjøre ligestraks.

Det var en flot Landauer med to Heste, Dr. Fensmark havde lejet. Den forreste Halvdel af Kaleschen var slaaet op, forat man ikke skulde forstyrres af Kudsken.

»Har De noget imod, at jeg lader Kudsken kjøre os ud ad Lyngby-Landevejen?« spurgte Fensmark.

»Mig er det ganske ligegyldigt,« sagde Frøken Woltersien; »men jeg ønskede gjerne at være hjemme igjen senest Kl. 6.«

Derefter talte Fensmark om ligegyldige Ting med stor Færdighed, medens de kjørte igjennem Byen; men skjønt Karl i det hele forstod 310 sig meget lidt paa den Slags Konversation, hvor Emnet i sig selv sletingen Impuls giver, syntes han dog bestemt, at Fensmarks Kjøren paa med Bemærkninger om de nye Parkanlæg, Dronning Louises Bro, Politiet, Vejret, Drachmann – vidnede mere om Frækhed end om selskabelig Øvelse. Rebekka trak blot fra saa meget, som det var nødvendigt for ikke at synes ligefrem uhøflig.

Fensmark blev imidlertid ved at snakke ligegyldigt, ogsaa efterat de var naaet ud paa Landevejen, hvor Omgivelserne ikke længer var til Hinder for en Samtale af mere Betydning.

Da de var komne ud i Nærheden af Lersøen, og der var en lille Pavse i Fensmarks Veltalenhed, sagde Rebekka: »Det kan jo ikke være for den Samtales Skyld, som hidtil er bleven ført, at De har ønsket denne Udflugt, Dr. Fensmark. Maa jeg saa ikke bede Dem, saa kort som muligt, komme frem med det, De egentlig har paa Hjerte, for – jeg vil, som sagt, helst være hjemme Kl. 6.«

»Ja – hvad skal jeg sige ? – Man har jo intet Valg. Jeg – griber det, der ligger nærmest,« sagde Fensmark med en lidet tiltalende Blanding af Flothed og Ophidselse. »Jeg kan selvfølgelig ikke mere komme i Deres Hjem om Onsdagen, Frøken Woltersien ?«

»Jeg vil helst have, De ikke kommer. For Deres Optræden i Aftes behagede mig ikke. – Men hvis De ikke har noget bestemt at sige, for hvis Skyld De har ønsket denne Tur, – saa finder jeg Deres Optræden i Dag endnu mere stødende, og saa forlanger jeg, at Vognen straks skal vende.«

»Vist har jeg noget at sige, – jeg har meget at sige. Jeg finder det vanvittigt, – oprørende, at De vil gifte Dem med Hr. Wintrup. Der kan jo ikke tænkes en større Modsætning mellem to Mennesker!«

Frøken Woltersien brast i Latter: »Nej, Dr. Fensmark! – jeg har nok lagt Mærke til, at Deres Opdragelse havde sine Mangler. Men noget saa komisk! – – advarende Formaninger fra den ene Rival om, at det er mig ikke gavnligt at gifte mig med hans Medbejler!« –

»Men De vil dog ikke gifte Dem straks, Frøken Woltersien? – det maa ikke ske! – De maa love mig for Deres egen Skyld, at De vil opsætte – –«

Karl var ikke videre hyggelig tilmode ved det hele, men nu kunde han dog hellerikke lade være at smile.

Fensmark saae det og tilkastede ham et rasende Blik.

311

»Lad os vende, Dr. Fensmark, ligestraks,« sagde Rebekka, »dette er jo Vanvid«

»Det er ikke Vanvid!«

»Saa er det Uforskammethed. Jeg gifter mig, naar jeg har Lyst, og rimeligvis meget snart – det maa De fortælle hvemsomhelst.«

Fensmark blev pludselig aldeles hvid i Ansigtet og raabte, idet han bøjede sig frem imod Karl: »De har bagvadsket mig! De har talt om vor Tur forleden paa en Maade – paa en saadan Maade, at – –«

»Hér gider jeg ikke svare Dem, som De fortjener det,« sagde Karl, »men De kan være forvisset om, at jeg skal sige Dem Besked – –«

»Jo, Karl, – men altsaa, lad det vente. – Enten staar jeg ud af Vognen nu, og beder Dig følge mig hjem, – eller ogsaa maa Dr. Fensmark forpligte sig til ikke at – –«

»Jeg skal ikke genere,« sagde Fensmark, »jeg sætter mig op paa Bukken.« – Han bøjede sig ud af Vognen og raabte til Kudsken om at holde. Saa stod han ud, og i de næste Øjeblikke kunde Karl og Rebekka ikke see ham for Kaleschen.

Vognen satte sig i Bevægelse, men samme Vej som før.

»Hvorfor vender vi ikke? Lad os faa Kaleschen slaaet ned!« sagde Rebekka.

Karl rejste sig forat udføre dette – hvilket dog var temmelig vanskeligt indefra Vognen. – I det samme saae han og Rebekka Kudsken gaa paa Landevejen. Vognen var allerede kommen et lille Stykke forbi ham.

»Ja, det var den Herre – han vilde selv kjøre!« raabte han tilbage til Karl, som vinkede eller gjorde Tegn.

»Aa, det forstaar Fensmark sig naturligvis ikke paa,« sagde Rebekka. »Lad os komme af Vognen!«

Hun vilde aabne Døren, men i det samme gav det et voldsomt Ryk, og Vognen foer frem i stærk Fart.

»Gjør det ikke, Rebekka!« sagde Karl, der arbejdede forgjæves i den ubekvemme Stilling forat faa Kaleschen ned. – »Enten løber Hestene løbske, eller ogsaa er Dr. Fensmark gal,« sagde han et Øjeblik efter. »Vi kjører i strakt Karriere.«

Det næste, der skete, foregik i ganske faa Sekunder.

Karl opgav at faa Kaleschen ned, bøjede sig ud og saae, at Dr. Fensmark pidskede paa Hestene som en rasende, – tillige saae han ganske 312 kort foran dem, fire Heste for en stor Landevejstromle, – saa blev Vognen kastet til Side med et voldsomt Stød, og i næste Øjeblik maatte den være væltet – men det mærkede Karl paa en Maade sletikke; – i det nærmest følgende bevidste Øjeblik blev han kastet haardt mod en Grusdynge, rejste sig ligestraks, saae sig om, og opdagede Rebekka liggende paa Grøftens Bund paa sine Knæ og støttende paa den ene Skulder mod Grøftens Side.

»Rebekka! har Du slaaet Dig fordærvet?« – han styrtede hen til hende.

»Jeg troer næsten sletikke, jeg har stødt mig,« sagde hun og rejste sig vaklende.

Han slog i sin Henrykkelse Armene om hende og kyssede hende flere Gange og mærkede først nu, at hans venstre Haand blødte, derved, at den havde sat Blodpletter paa hendes lyse Overstykke. Han havde faaet en vældig Flænge indeni Haanden, rimeligvis revet paa en Sten.

Hestene saae de forsvinde ad Vejen henimod Gjentofte Sø, det meste af Vognen laa et lille Stykke borte. Fra den modsatte Side saae de Kusken komme løbende henimod dem.

»Hvor mon Mennesket selv er bleven af?« sagde Karl. Han fornam saa tydelig Vreden i sig mod Fensmark, men den kunde foreløbig ikke komme til for Glæden over Rebekkas Redning.

Paa een Gang saae de Fensmark staae henne ved Resterne af Vognen. Han maatte formodenlig have været skjult af Kaleschen. Han saae ikke ud til at fejle noget.

»Vi maa jo være ganske nær ved Gjentofte Station,« sagde Rebekka, »lad os gaa derhen og tage hjem med Toget.«

Karl bød hende Armen, og de var snart henne i Nærheden af Vognen. Idet de gik forbi Fensmark, som stod ved Grøftekanten, sagde Karl: »I Morgen Kl. 3 kommer jeg op til Dem i Deres Lejlighed, Dr. Fensmark. Da skal De aflægge Regnskab, og da skal De faa den Behandling, som De fortjener.«

»Hvad vil Du?« sagde Rebekka, da de havde gaaet lidt, »Du vil dog ikke prygle ham ?«

»Jo, det veed da Gud jeg vil! – jeg skal ogsaa give den Slyngel et saadant Livfuld Hug, saa –«

»Aa – nej, Karl!« sagde Rebekka leende. »Du er da ogsaa en stor 313 Bondedreng! Om I kan faa en Duel ud af det, det veed jeg ikke – jeg haaber det ikke – men prygle ham!« –

»Det er noget rent Snak, Rebekka! – Det forstaar Du sletikke. Tærsk er det eneste, der hjælper paa saadan en Æsel!«

Rebekka lo nu ligefrem overgivent: »hjælper! – er det da hans Opdragelse, der ligger Dig paa Hjerte?«

»Ja, Du kan være vis paa, jeg skal tage mig af hans Opdragelse!«

»Du aander stadig i Kamp-Lyrik!«

Vred paa hende kunde Karl ikke blive. Men han følte sig, som saa ofte, helt forvirret over den Forskjel, der var paa deres Opfattelse og Følelser ved samme Sag. At det nu ikke var hende en Sjælsvederkvægelse at tænke sig saadan Een faa Prygl!

Inden de naaede Gjentofte Station, var Karl et Bytte for den pinligste og urimeligste Skinsyges Kvaler. Og derom turde han ikke sige et Ord til Rebekka. – Han ønskede blot, at de havde kunnet holde Bryllup i Morgen den Dag.

Da han tog Afsked i Gadedøren i Kronprinsessegade, sagde Karl: »Jeg kommer op i Morgen Aften og viser Dig nogle Prøver paa Forlovelseskort.«

»Ja – og fortæller mig om Afstraffelsen,« sagde Rebekka.

Karl sagde til Hellum samme Aften, at han ikke kom til Timen i Morgen. Han vilde have sig en anden Manuduktør. – Han maatte saa fortælle Hellum noget om sit Mellemværende med Fensmark. – –

Den sædvanlige Time hos Fensmark var fra 2 til 3. – Karl biede til halvfire, og havde ventet at træffe Fensmark ene. Men da han traadte ind ad Døren, sad Hellum der endnu.

»Maa jeg ikke nok blive her, Karl, under jeres Samtale, det vilde jeg gjerne ?«

»Samtale!« sagde Karl. »Jeg kommer for at give den Herre dér et Livfuld Hug, – det skal der ingen Forhandlinger føres om!«

Fensmark havde rejst sig. Karl foer ind paa ham og gav ham et Par drøje Slag over Skuldre og Arme med sin Stok. – Men Fensmark stod ganske ubevægelig med et haanligt Smil om Munden.

»Dette er maaske de unge, jydske Proprietærers Maade at værge deres Damers Ære paa,« sagde han.

314

»Her er ikke Tale om min Dames Ære. Men De har sat hendes Liv og Helsen i Fare, og De har fornærmet mig, derfor skal saadan en Hund ha'e Klø!« – Karl hævede atter Stokken, men da Fensmark stod ganske rolig ret op og ned uden mindste Tegn til Selvforsvar, – lod han Armen synke.

»Jeg vil ikke slaas med Dem paa almindelig Markedsvis, men jeg udfordrer Dem, fordi De med Deres Stokkeslag har krænket min Ære, ikke mindre end Deres egen.«

»Javist! – saadanne Narrestreger som Duel! – det var noget for Dem!« raabte Karl. »Nej, nu vil jeg give Dem, hvad jeg synes kan være nok« – Karl sprang frem, greb Fensmark i Frakkekraven og pryglede løs paa ham med Stokken over hans Rygstykker, »saa – kan – dén – Sag – dermed – være afgjort!« –

Karl tog sin Hat og gik hen mod Døren; men nu raabte Fensmark: »jeg kalder Dem, i Hr. Hellums Paahør, en æreløs Person, – De har brugt uhæderlige Midler til at nedsætte mig i Frøken Woltersiens Øjne – –«

»Det er Løgn! – jeg har ikke – –«

»Og jeg kalder Deres Forlovede en æreløs Kvinde – – man kan ifølge hendes egne Theorier godt faa hende uden Ægteskab – –«

»De Ord skal koste Deres Liv!« raabte Karl ude af sig selv, – han blev iskold i Ansigtet og følte en Svimmelhed, som om han skulde falde – »Nederdrægtige Løgner!«

»Vil De duellere med mig paa Grund af mine Ord om Frøken Woltersien, saa skeer det eneste, som jeg havde til Hensigt med at bruge dem,« sagde Fensmark ganske rolig. »Men Løgner kan De umulig kalde mig. De maa sikkert selv have hørt hende sige noget lignende.«

»De skal tie! – Lad os faa det aftalt. – Naar og hvor skal det være?«

»Naar og hvor De ønsker det. Hvis De vælger Pistoler, kan det blive i Morgen tidlig. Hvis De vælger et andet Vaaben, maa jeg have en kort Tid til Øvelse.«

»Jeg vælger Pistoler. De skal faa Besked i Aften. – – Hellum, jeg vil gjerne tale med Dig.«

Hellum rejste sig straks og fulgte med Karl ned paa Gaden. – – –

»Aa, jeg tænker paa Fader!« sagde Karl, saa snart de var komne lidt til Side. »Jeg troer ikke, jeg selv faar Kuglen, – men hvis nu Fensmark bliver dræbt – det regnes vel omtrent lige med Mord?«

315

»Nej – – ja, jeg veed saamænd ikke, hvordan Loven er. Men I maa vel aftale, at den, der bliver ramt – hvis han da ikke straks mister Bevidstheden – maa erklære det for et Vaadeskud.«

»Det gjør Fensmark saamænd ikke – selv om han har lovet det.«

»Jo, det gjør han nok. Jeg troer i det hele ikke, han just er uhæderlig.«

»Da er det ikke fine Midler, han bruger.«

»Ja – denne Beskyldning mod Frøken Woltersien var jo nu ene og alene meent som et Middel, – der noget undskyldes, fordi Hensigten er saa alvorlig – –«

»Hensigten?«

»Ja, – jeg troer, at Grunden, hvorfor han absolut vilde have det til Duel, virkelig er den, at han vil dræbe Dig, eller ogsaa selv ønsker at dø. Jeg troer ikke, det bliver Spøg, desværre.«

»Vil Du være til Stede, Hellum?«

»Ja, det bliver jeg vel nødt til. Skjønt jeg synes ikke, der er noget, jeg saa gjerne vilde være fri for.«

»Det er bedst, det bliver ude paa Engene ved Vandet, dér hvor vi har den Pæl staaende, som jeg og de andre har skudt til Maals efter.«

»Ja, og saa inden Dag –«

De vidste ikke af, hvor hurtigt de havde gaaet – men pludselig befandt de sig paa Vesterbroes Torv.

»Hellum, – lad os gaa lige tilbage og faa det hele aftalt med Fensmark – om han vil kalde det Vaadeskud – og det andet – han skal vel ogsaa have en Sekundant?« –

»Hør, skal vi ikke først løbe op og drikke Kaffe,« sagde Hellum, »da vi nu er saa nær hjemme. Jeg kunde ellers gjerne gaa hen og faa ondt lige paa een Gang.«

De gik op i Pensionatet og fik Kaffen bragt ind paa Hellums Værelse. Der saae saa lyst og fredeligt og hyggeligt ud. Hellum var saa ordenlig med al Ting.

»Det maa da sikkert være nødvendigt og rigtigt, saadan som vi nu gjør det,« sagde Karl. »Ellers kunde jeg vist ikke være saa rolig, som jeg er.«

»Ja, det er det jo nok,« sagde Hellum, og tørrede sine Øjne. »Jeg kan ikke see rettere. Men jeg veed alligevel sletikke, hvordan jeg skal – – – jeg tør sletikke tænke paa det.« – –

Fensmark var tilfreds med alt. De skulde kjøbe nye Pistoler, prøve 316 dem paa Stedet umiddelbart før Duellen, derpaa, efter Lodtrækning, tage hver sin. Resultatet af Affæren skulde betegnes som Vaadeskud. De skulde skyde paa Tælling af Hellum og samtidig. Duellen var endt, naar den ene af Parterne var bleven ukampdygtig; naar han skulde ansees for at være dette, maatte afgjøres af Hellum og ham selv. I Tilfælde af Uenighed imellem disse to skulde Kampen fortsættes. Der skulde skydes paa 15 Skridts Afstand; Tiden blev sat til 4½ Morgen, man skulde mødes paa Gasværksvejen Kl. 4, da Fensmark ikke kjendte Stedet ude paa Engen. Fensmark erklærede, at han ikke ønskede andre Vidner end Hellum alene. Dennes Tavshed var han sikker paa, og kunde paa nogle Timer næppe faa fat i nogen anden, som han havde en saadan Tillid til.

Fra Teglgaardstræde gik Hellum hjem. Karl derimod begav sig ind til Kronprinsessegade.

Saasnart Rebekka havde hørt, at der skulde duelleres, udbrød hun: »Aa, kjære Karl, hvor jeg vilde føle mig ulykkelig, hvis Du blev Krøbling.«

»Ikke, hvis jeg blev dræbt?«

»Jo. Men langt mere over det andet.«

»Ja, – jeg vilde vel ogsaa synes, at Krøbling var det værste, men Du – –«

»For Din Skyld, Karl, vilde det gjøre mig ondt, om Du blev dræbt. Men for min egen Skyld veed jeg næsten ikke, hvad jeg skulde ønske.«

»Men det er dog underligt, Rebekka.«

»Aa ja, – det er, fordi jeg holder saa meget af Dig, og maaske dog aldrig bliver lykkelig med Dig.«

»Troer Du, at Du kunde glæmme mig?«

»Det staar for mig som ganske umuligt, jeg synes, jeg vilde elske Sorgen over Dig altfor højt, til at jeg nogensinde kunde glæmme den. Men saadant noget veed jo ingen.«

»Det er dog godt, Du holder af mig,« sagde Karl, – han satte sig ned, tog hende om Livet og drog hende ned paa sit Skjød. »For det gjør Du jo, Rebekka?«

»Det gjør jeg,« sagde hun og kyssede ham, – og det var ham saa vidunderligt at mærke, at hun græd, saa han rent glæmte at give Kysset tilbage. – »Men med at holde af,« sagde hun, og hendes Stemme 317 var helt forandret af Graaden, »dermed mener jeg saadan noget blandet – og tit saa pinefuldt noget.«

Hun rejste sig, – gik hen og saae ud ad Vinduet.

»Du synes vel ellers ikke, jeg burde handlet anderledes, end jeg har gjort?« sagde han.

»Det er jo egentlig saa taabeligt det hele. Men det maa jo sikkert have været Dr. Fensmarks Mening at fremtvinge en Duel i hvert Tilfælde – og saa kunde Du vel ikke undgaa den. Jeg kan ellers ikke tro, at han i og for sig havde Lyst til at fornærme mig. – – Paa en Maade har han jo ikke løjet mig noget paa, men derfor bliver det naturligvis en lige grov Fornærmelse i hans Mund og i den Sammenhæng.«

»Kan Du undgaa at sige noget om, hvad der forestaar i Nat, til Din Onkel?«

»Det kan jeg næsten ikke.«

»Hvorfor ikke ?«

»Nej, Karl, jeg bliver oppe, til Du eller Hr. Hellum kommer og melder mig, hvad der er sket, eller I sender Bud. I maa ikke lade mig være i Uvished et Øjeblik længere end nødvendigt. Men det kan Onkel let lægge Mærke til – den Uro. Og saa kan jeg meget bedre lide at sige ham ren Besked. Jeg vil ogsaa gjerne have een at tale med i Nat.«

»Ja, for han kan da ikke faa i Sinde at hindre – at gjøre noget forat –«

»Onkel vil ikke gjøre det allerringeste, uden hvad jeg beder ham om.« – –

Karl gik ud i Byen forat kjøbe en Pistol, inden Butikerne lukkede, og vendte saa tilbage til Rebekka.

Henimod Kl. 2 tog han Afsked. – Da han og Rebekka til sidst stod ene ude i Entreen, sagde hun: »Aa, Karl, Du maa ikke være kjed af, at jeg ikke kan kjærtegne og kysse Dig i dette Øjeblik – det har ikke sin Grund i noget, som Du kunde være bedrøvet over – sletikke. – Aa, jeg troer virkelig aldrig, jeg har været angst før i Nat. – Farvel, Karl!« – – men i det samme kastede hun sig hulkende ind til ham. – Saa vendte hun sig pludselig om og løb ind ad Døren. – – –

De tre Herrer mødtes godt nok paa Gasværksvejen lidt før 4. De begav sig ud ad den gamle Jernbanevold og saa ned i Engene. – Karl og Hellum gik for sig selv, Fensmark lidt bagefter.

»Hvordan har Du det?«spurgte Hellum.

318

»Jeg vil bare ønske, at den Stemning, hvori jeg nu befinder mig, maa blive ved at holde sig. Jeg synes hverken, jeg er modig eller bange. Jeg synes, det gaar saa nødtvungent, næsten som jeg kunde tænke mig, at jeg gik i Søvne. Hvor Virkeligheden dog ogsaa altid er dejlig i Sammenligning med Spekulationer og Betænkning og saadan noget.« – –

Naar Hellum sagde »Eet«, skulde de lægge an; paa »Tre« skulde de fyre. Hellum talte temmelig langsomt og ikke just med sikker Stemme. Da han sagde »Eet«, og de begge hævede Pistolerne, kom Karl til at see paa Fensmarks Ansigt, – hvad han saae, kunde han sletikke bestemme for sig selv, men det var blot, som om han saae med Øjne, han aldrig før havde haft i Hovedet, – et Øjeblik efter lød »Tre«, og skjønt han ingen Beslutning havde taget derom, vidste han godt, at han havde sigtet langt udenom Fensmark Men i samme Nu fornam han en hed, lyn-pludselig Berøring mod Huden paa højre Side af sin Hals, han vidste, at det var Fensmarks Kugle, og med det samme var alt hos ham nærværende, aktivt, i levende Forbindelse med Omgivelserne. Han var sikker paa, at næste Gang skjød han ikke forbi paa den Afstand.

»Tæl igjen!« lød det samtidig fra begge Duellanterne. – Et Øjeblik efter, paa »Tre«, var Fensmark styrtet til Jorden.

»Er vi færdige?« raabte Karl.

»Jeg er ukampdygtig!« sagde Fensmark med stærkt stønnende Stemme.

De havde i Forvejen aftalt, hvilken Læge de vilde hente. Karl løb, alt hvad han kunde, op i Viktoriagade. – En halv Time efter var Lægen kommen til Stede. En Droske holdt oppe paa Jernbanevolden. – Straks kunde Lægen kun sige, at Saaret var i højre Side paa Grænsen mellem Hals og Bryst. Lungen var ikke berørt. Men Kuglen var ikke kommen ud. – Saa bar de ham op til Drosken. – Fensmark var hele Tiden ved fuld Bevidsthed, og forklarede Lægen, hvorledes han, uforsigtig og mod Reglerne, havde nærmet sig til Maalet under Skiveskydningen, og derved havde faaet Karls Kugle. – Hellum og Lægen kjørte med ham til Hospitalet. – Karl skyndte sig ind i Kronprinsessegade.

319

Det er en af de Gader i Kjøbenhavn, hvor Stilheden holder sig længst hen paa Morgenstunden. Karl hørte ikke stort andet end sine egne Støvlesaalers Klap mod Flisen, saasnart han var bøjet af fra Gothersgade. Da han nærmede sig Nr. 37, hørte han et Vindu blive slaaet i paa første Sal, og saasnart han, over Trappeafsatsens Gulv, gik sagte ind mod Entreedøren og vilde gribe i dens Haandtag, veg den tilbage, og han følte Rebekkas Arme om sig.

»Du er ikke saaret? Du er ikke saaret?« hviskede hun flere Gange.

»Nej.«

»Er han levende ?«

»Ja.«

»Kan han leve? Bliver han Krøbling?«

»Han er saaret i Halsen. Lægen mente nok han kunde leve. – Nej, han bliver vist ikke Krøbling.«

De gik ind i Dagligstuen. Geheimeraaden viste sig ikke. – Men nu var Rebekka tavs, og hørte ikke videre efter, hvad Karl sagde.

»Hvad tænker Du paa?« spurgte han.

»Hvad jeg tænkte paa? – – Aa ja, Karl, det er Din Skyld, at jeg nu altid vil komme til at tænke i Stedet for at leve og handle.«

»Jamen nu vil jeg handle, hvis Du blot vil give Dit Samtykke. Rebekka, vil Du gaa ind paa, at vi bliver viet straks – om fjorten Dage – otte Dage?«

»Aa ja – for mig gjerne. – Farvel, Karl! Du kommer jo herind i Dag engang?« – –

Da Karl gik hjem, blev han stærkt optagen af at tænke paa sin Fader. Han kunde sletikke sige sig selv hvorfor, men han var ganske vis paa, at hans Fader vilde have grumme meget imod, at han giftede sig med Rebekka Woltersien – og ikke blot imod dette, at han holdt op med sin Examenslæsning. – Men det fik ikke at hjælpe. Han følte en ubestemt – men derfor ikke mindre stærk – Frygt for nye Anslag fra Fensmarks Side forat hindre hans Giftermaal. Nu havde han da Fred for ham, saalænge han laa syg af sit Saar. – I det samme slog den Tanke ned i ham: hvis nu Fensmark gik hen og døde. Kunde han saa, for sin Samvittighed, lade være at angive sig selv som hans Drabsmand. – – Hvor det var hæsligt med den Samvittighed! Aldrig kunde man vide sig sikker for, hvad den kunde finde paa at forlange. – Og saa vilde dét jo hindre Bryllupet. Saa vilde alle vel rejse sig til Modstand.

320

Han blev jo straffet! – – Nej – nu vilde han skrive i Dag til sin Fader, og forinden blot spørge Rebekka, hvad hun vilde sige til at gifte sig med ham, hvis Fensmark døde, og han gik hen og meldte sig selv som den, der havde voldt det.

Da han kom hjem henad Kl. 7, lagde han straks Skrivesagerne frem. Han satte sig blot et Øjeblik paa Sengekanten forat tænke, – han syntes for Resten han var saa træt. Og saa mærkede han ikke mere til nogen Ting, før han blev vækket af Hellum ved Middagstid.

»Hvordan har han det?« sagde han øjeblikkelig og rejste sig op af Sengen.

»Jo, jeg har været derhenne igjen lige nu. De havde faaet Kuglen taget ud. Og han havde noget Feber. Men de haabede ikke, det skulde blive farligt. Men sikkert er det ikke, sagde Overlægen, da jeg gik.« – –

Saasnart Hellum var borte, skrev han Brevet til sin Fader, og gik saa hen til Rebekka.

Han fortalte hende, hvordan Fensmarks Befindende nu var, men sagde, at det kunde jo godt vende sig til den gale Side, – og spurgte hende, hvad hun vilde sige om det, hvis han saa meldte sig som Fensmarks Drabsmand, – for han var ikke sikker paa, at hans Samvittighed ikke kunde tvinge ham dertil.

»Hvad Straf kunde Du faa?« spurgte hun smilende.

»Det veed jeg sletikke, men sæt nu, jeg kunde komme i Tugthuset for det – i nogen Tid.«

»Ha, ha, ha,« lo hun. »Hvor det »i nogen Tid« lød dejligt! – Kjære Karl, det vilde selvfølgelig være mig en sand Fornøjelse at være gift med en Tugthus-Kandidat, særlig nu, da Du maa opgive at blive candidatus magisterii. Det vilde kun gjøre mig langt mere opsat paa Bryllupet.«

»Naa ja, ja – jeg kan jo da forstaa, det ikke er nogen Hindring. Jeg vilde blot vide det, inden jeg sendte mit Brev til Fader.«

»Nej, – det er saamænd ganske andre Ting, der volder mig Betænkeligheder –«

»Saa, – ja, jeg er nu vis paa, at der er saa uhyre meget, allermest hos mig, der vil forandre sig, saasnart vi bliver gift – –«

»For Eksempel alt det lummerhede hos Dig – –«

»Vil det forandre sig?«

»Nej, det gjør mig betænkelig. – – Der er saa meget hos Dig, der er 321 ligesom altfor varmt, altfor hedt fortroligt: f. Eks. Din Samvittighed – pyh! – jeg synes, det bliver helt beklumret, naar jeg mærker den. Og Din Jalousie – puh! – Og Din Lyst til at kysse og kjæle – – Og Din Gudfrygtelighed – for den mistænker jeg Dig alligevel for at have en Del af – – – Naa, gaa nu – det er maaske alligevel al denne Lummerhed, der holder mig fast – – – Jeg forstaar, jeg forstaar sletikke ikke mig selv overfor Dig! -- Farvel! – Siig mig endelig straks, hvis Dr. Fensmarks Tilstand forværrer sig.«

Dr. Fensmarks Feber steg noget om Natten, og næste Dag talte han ofte i Vildelse. Dagen derefter igjen – om Morgenen – vilde Karl begive sig hen paa Hospitalet forat høre, hvordan Natten var forløbet. Just som han vilde gaa ud af sin Dør, kom Posten med et Brev fra hans Fader. Han satte sig straks ned og læste det:

Holtinggaard, den 11. Septbr.

Kjære Karl!

Da det er første Gang, Du egentlig gjør mig Sorg, saa maa Du ikke blive forundret over, at jeg tager denne Sag paa en lidt usædvanlig Maade.

Jeg finder det saa rent taabeligt, at Du vil opgive Din Eksamen forat gaa hen og gifte Dig. Man skulde ikke mene, at Du kunde være helt klog. – Men nok om det. Det er ikke, fordi jeg er saadan vred paa Dig. Men jeg vil udtrykkelig gjøre, hvad jeg kan, forat forhindre Dig i det Galskab. Og derfor faaer Du ikke mer en Øre fra mig, saa længe jeg lever, efter Dit Bryllup. Du kan da vel ikke gaa hen og skamme Dig til at vil leve helt af Din Kones Penge, om ogsaa kun for en Tid. – Saa skulde Du ogsaa tænke paa Henriette. Nu er hun 21 Aar. Og skjønt Anna er min egen Datter, saa har jeg jo ogsaa Øjne i Hovedet, forat kan see, at Henriette det er endda noget helt andet. Man skal vistnok søge længe om Henriettes Lige. – Saa er det ogsaa en sjælden Lykke, at I har kjendt hinanden fra smaa af, som I kunde været Søskende, og er endda ikke i Slægt. Saadant noget det binder ikke saa lidt mere end noget Kjærestepassiar. – Jeg har aldrig tænkt andet, end at det blev Dig og Henriette, det maa Du ikke tro. Men jeg tænkte: lad ham kun lære saadan en Dame som Frøken Woltersien at kjende, 322 forat det ikke skal blive for eensidig med ham, og lad ham have hans Frihed i det hele. Men det kunde da aldrig falde mig ind, at I skulde gaa hen og forlove jer med hinanden, eller om ogsaa nu det kunde skee, saa skulde I da have saa meget Forstand, at I ikke ogsaa kom i Tanker om at gifte jer. – Jeg kan nu hellerikke sætte mig ind i, hvad hun vil med Dig. Der kommer Du pinedød tilkort, lille Karl. – Naa, saa veed Du vel ogsaa, hvordan Folk er. De er jo ikke finere, end til de har kuns een Grund, de kan tænke dem, naar nogen saadan gifter sig paa en Gang, og ikke har bekjendtgjort det længe i Forvejen. Men det regner jeg nu ikke. Men tænk paa Henriette, lille Karl, og tænk endda mest paa Dig selv. Havde jeg Udsigt til at leve en længere Tid, saa vilde jeg ogsaa, Du skulde tage noget Hensyn til mig; men jeg har egentlig paa Fornemmelsen, at jeg gjør det ikke ret længe.

Kjærlig Hilsen fra Anna og Din Fader

M.C. Wintrup.

Slutningen af Brevet kom Karl til at græde over, for han mærkede pludselig, at han havde haft den samme Fornemmelse lige siden Sommerferien, uden ret at vide af det. – Hvad hans Fader forøvrigt skrev, kunde han ikke tage noget Hensyn til. Han følte sig grebet af denne dybe Modbydelighed for at undlade, der hos sunde Mennesker kan være saa meget stærkere end Frygten for muligvis at handle urigtigt, skjønt denne ogsaa godt kan være til Stede. – –

Han gik til Hospitalet, som det havde været hans Hensigt, og traf Lægen temmelig betænkelig ved Fensmarks Tilstand. Feberen vilde ikke tage af, var tværtimod steget noget i Nat igjen. – Karl spurgte, om han var ved sin Bevidsthed, og da Lægen svarede bekræftende, bad han om Tilladelse til at tale med Fensmark.

Det traf sig, at han et Øjeblik blev ene med ham. Der laa ikke andre end Fensmark paa den Stue. Straks saae Fensmark sig om med et halvt forvildet Blik, og forlangte med Heftighed at tale med Rebekka Woltersien i Dag eller i Morgen: Det var hans Længsel derefter, der voldte, at Feberen ikke vilde tage af, – han var sikker paa at dø, hvis ikke han fik det Ønske opfyldt – det var jo muligt, han døde alligevel. – Karl sagde, at han næppe vilde faa nogen Trøst af en saadan Samtale, thi hans og Rebekkas Bryllup i den nærmeste Fremtid var fast bestemt, – igaar var deres Forlovelse bleven offenliggjort. – Fensmark gjentog imidlertid sit Forlangende med en saadan Voldsomhed, 323 saa Karl ikke turde andet end love ham, hvis Rebekka vilde, og de kunde faa Adgang, da at følge hende herop samme eller næste Dag.

Det gik lettere, end Karl havde ventet, for ham og Rebekka at komme ind næste Morgen. Det syntes virkelig, som om Fensmarks Uvished, om han vilde faa Rebekka at see eller ej, det sidste Par Døgn havde været en væsenlig Aarsag til Feberen. Han havde det betydelig bedre nu, og Sygeplejersken fjernede sig et Øjeblik, mens Karl og Rebekka var inde hos ham.

»Vil De sige mig oprigtigt, Frøken Woltersien, hvorfor De ikke kan elske mig?« sagde Fensmark lidenskabeligt og næsten højtideligt, idet han stirrede op mod Rebekka.

»Men hvad Nytte er dog det til, Dr. Fensmark? og hvad Nytte er det til, at jeg kommer herop?«

»De maa – De skal sige mig det!«

»Jamen hvis jeg nu ikke kan sige det. Det er mig virkelig meget vanskeligt. For ligesaa vist som jeg ikke kan elske Dem, ligesaa vist er der noget hos Dem, jeg synes rigtig godt om.«

»Er De vred paa mig ?«

»Ikke nu. Jeg veed godt, at De intet mente eller vilde med Deres grove Uforskammethed mod mig, andet end at faa en Duel fremtvunget.«

»Hvad er det da, der er forkeert hos mig?«

»Forkeert! – Nej, det er virkelig for naivt – – Naar man ikke kan elske en Person, saa er det vel gjerne hans Kjærlighed, man synes der er noget forkeert ved.«

»Er min Kjærlighed da ikke stor nok?«

»Aa, jeg kan virkelig ikke svare paa saadan noget, Dr. Fensmark!«

»Jeg har dog viist, at Livet er mig intet værdt uden Dem.«

»Ja, hvad skal jeg sige – – Det er jo muligt, at Livet er Dem for lidet værdt.«

Fensmark saae spørgende paa hende.

»Ja, – en fuld Mand f. Eks. sætter jo Livet i Vove for sletingen Ting.«

»Hvad er da Livet værdt for Dem, Frøken Woltersien?«

»Livet – er mig naturligvis alt dét værdt, som det rummer,« sagde Rebekka, henslaaende Spørgsmaalet som før, – men paa een Gang blev hun alvorlig: »Og jeg troer – eller jeg troede dog – nej, jeg troer ogsaa endnu, at Livet kan rumme noget, som – selv om det maaske 324 ikke bliver mig til Del – noget, som ikke kan maales – og hellerikke glæmmes – – –«

»Noget Absolut altsaa? – noget Evigt? –« mumlede Fensmark.

»Noget Evigt – – aa ja, blot et Øjeblik. Jeg er vis paa, at jeg kunde leve evigt et Øjeblik, og saa forlanger jeg ikke mere af Livet.«

»Og jeg skulde mangle – –«

»Det kan godt være, det er netop saadant noget Evigt, De mangler – jeg veed det ikke – og som De ikke engang længes efter –«

»Men Hr. Wintrup?« – sagde Fensmark heftigt.

»Farvel, Dr. Fensmark, – og jeg vil ret ønske Dem god Bedring, for jeg er vis paa, at naar De blot kommer over Deres Feber, saa skal De ogsaa nok komme over Deres Kjærlighed –«

»Troer De ikke paa min Kjærlighed!« raabte Fensmark.

»Jo, – men jeg troer, den er blot en Feber. – Og for at ikke Forestillingen om den tragiske »allersidste Gang« skal virke skadelig paa Deres Helbredelse, saa vil jeg sige Dem, at hvis De skikker Dem ordenlig, kan De gjerne faa Lov at besøge min Mand og mig engang imellem. Men vi vil absolut ikke ud at kjøre med Dem mere. – Farvel!«

325

VIII

Der blev adskillig Bevægelse, om end just ikke Overraskelse, i Pensionatet paa Gasværksvejen, da man modtog Kort om Forlovelsen. Men da Karl allerede næste Dag, efter Mødet med Fensmark og Rebekka paa Hospitalet, kunde meddele, at Brylluppet nu var bestemt til Slutningen af Maaneden, – da blev man virkelig forbavset, og der var megen Forhandling desangaaende mellem Pensionatets Medlemmer indbyrdes.

Esby derimod gik til Karl selv, og da det, imod Esbys Forventning, viste sig vanskeligt, at faa nogen Fortrolighed i Gang angaaende Karls Affærer, betroede han denne noget, som angik Meddeleren selv: at han nemlig, saa godt som, var hemmelig forlovet med Ellen. Han havde ganske vist ikke spurgt helt ligefrem, og hun havde endnu mindre svaret ligefrem, men han var nu alligevel sikker paa, at Ellen blot vilde vente, til hun kom hjem i Julen, – saa tænkte han nok, at han fik Brev og Indbydelse fra hende, om nu at komme derover.

»Ja, saa kan man vel gjerne ønske til Lykke,« sagde Karl. »Men hvorfor fortæller Du mig det egenlig nu, da det dog ikke er helt sikkert?«

»Aa, – det er blot, fordi jeg tænkte, at een Fortrolighed maaske kunde være den anden værd, og jeg vilde gjerne have Lov at tale fortroligt med Dig om Dit Giftermaal.«

»Siig Du kun, hvad Du vil. Men Du maa ikke vente Dig videre Svar fra min Side. Jeg troer i det hele ikke, det nytter noget, hvad Du kan sige.«

»Nej, saa føler jeg ingen Trang.« – Esby begyndte at gaa hen mod Døren. Lige ved den vendte han sig om og sagde: »Jo – for min egen Skyld, maa Du give mig Lov til at sige: at jeg troer sikkert, Du vil fortryde det, Du nu har til Hensigt at gjøre.«

»Ja, – jeg troer, at Du siger det af de bedste personlige Grunde. Men jeg var i Forvejen omtrent sikker paa, at Du vilde mene netop saadan om den Sag.«

326

Esby blev staaende ved Døren endnu nogle Sekunder uden at sige noget; saa gik han.

Hellums Mening var ikke væsenlig forskjellig fra Esbys, og han sagde det nogle Dage efter til Karl. – –

Det var ikke megen Stemning eller Glans, der i disse Dage blev tilbage for Karl, naar han tænkte paa det Forestaaende. Saameget mere som Rebekkas Væsen hellerikke opmuntrede ham. Der blev kun tilbage denne umiddelbare Fornemmelse: at den samlede Sum af alle de Kræfter, som drev ham, alligevel gav Udslag i hin Retning; – dog denne Fornemmelse var ogsaa saa stærk, at han egentlig sletikke vaklede. – Men han syntes ofte, hans egen Tilstand maatte ligne Græssets og Urternes om Foraaret, naar de undertiden kommer op i en Uge, da der hverken er Solskin, Regn eller Varme, – blot fordi Tiden nu alligevel er der: Grøden er i Jorden, og Planten skal frem. – –

I Anledning af Vielsen opdagede Karl en ny Side af Rebekkas Væsen. Han havde aldrig været i Tvivl om, at hun var særdeles irreligiøs, men nu fik han tilfældig at mærke, at hun ikke blot var dette, men tillige saae paa alt Kirkeligt som paa en Latterlighed, følte en Ringeagt derfor af den Slags, som vanskeligt opstaar blot af Modsætningen mellem forskjellige Livsanskuelser, men i vore Dage gjerne fremkommer ved personligt Kjendskab til visse Kristne, særlig blandt den moderne Gejstlighed. – Hendes Væsen i disse Dage var i det hele præget af en vis bitter Lystighed, som bl.a. gav sig Udslag i, at hun absolut vilde have sin Morbroder, Provst Bircheroed, en meget anseet kjøbenhavnsk Gejstlig, til at forrette Vielsen. Karl var nærved at forarges over de Løjer, som hun og hendes Onkel drev med denne højærværdige Mand. Han var i det kjøbenhavnske Bourgeoisie – der følte sig behagelig retfærdiggjort i sin Vantro ved hans Væsen – bekjendt for sine to Stemmer: den saakaldte officielle Stemme (med Leje foran i Mundhulen) og den fortrolige, der mere fremgurgledes fra Svælget, – disse to Stemmer, som man efter Rebekkas Sigende med lidt Snildhed kunde faa til at »hævde« lige det modsatte om næsten alt i Løbet af en god Middag. Ved den lille men udsøgt fine Middag, som Geheimeraaden gav for Provsten nogle Dage før Brylluppet, drev han og Rebekka det unægtelig meget vidt: først foranledigede de Provsten til at paastaa, at Ægteskabet var ikke blot helligt, men guddommeligt, – og senere fik de ham til, med den kosteligste Blanding af Værdighed og Godmodighed, at love, at han ikke blot skulde vie sin kjære 327 Søsterdatter, men ogsaa yde sin Mægling ved Separationen, om Ægteparret senere skulde ønske en saadan.

Rebekka var nærved at dø af den Latter, hun maatte undertrykke, og Karl kunde hellerikke lade være at smile, men samtidig var han dog ilde berørt af, at Rebekka saadan kunde more sig over noget, som jo efter hendes egen Mening maaske godt kunde blive til sørgelig Virkelighed.

Den 28. September stod Brylluppet. – Med Nattoget rejste de Nygifte til Udlandet.

I de nærmest foregaaende Dage havde Rebekka og Karl seet paa Møbler og andet Udstyr til deres Lejlighed. Denne skulde være i Nørrevoldgade, hvor Rebekka, efter sin Fader, havde en Ejendom. Det hele skulde staa færdigt, til de, om en Maaned eller to, vendte tilbage. –

De vilde lade Rejsen bestemme sig selv fra Dag til Dag, – blot vilde de undgaa de Steder, hvor de var udsat for at træffe Landsmænd. I saa Henseende var jo forøvrigt Aarstiden dem gunstig. – De gjorde dog – som Geheimeraaden havde anbefalet dem – det første Holdt i Berlin. Dels var det praktisk, dels kunde det jo ogsaa være, han havde Ret i: at man burde begynde med at beskue den stormægtigt triumferende Grimhed i Berlin for senere ret at kunne føle Kjærlighed til det Skjønne i Tydskland, som den endnu ikke havde faaet ødelagt. – De tog da hver sit Værelse paa et af de bedste Hoteller og boede et Par Dage i Berlin. Her saae de tillige af Bladene, at der skulde gives nogle Operaopførelser i Dresden med ganske extrafine Kræfter, og skjønt Dresden jo hellerikke var af de mest ensomme Steder, begav de sig dog derhen.

Straks efter Ankomsten, da de havde faaet sig skaffet Billetter til den første Forestilling, fik Rebekka en Rejse-Idee, der morede hende, og første Gang gjorde hende munter paa Turen: de skulde tage til det nordlige Bayern og rejse nogle Dage omkring i Fichtelgebirge, – dér kom vist ingen Mennesker, og Navnet havde saadan en komisk Skolebogs-Klang for hende: det var slet ikke andet end Begyndelsen til en meget vanskelig Geografi-Lektie om det mellemevropæiske Bjergsystem. Det var Karl saa behageligt en enkelt Gang hos Rebekka at møde en Fornemmelse eller en Tanke, der præcis svarede til een hos ham selv, – saaat ogsaa han blev ganske rejse-lystigt stemt ved denne Plan. – Om Aftenen var de i Theatret og hørte Wagners 328 »Tannhäuser«, – men Karl følte sig den Aften saa forunderlig sødt beruset af Rebekkas Nærhed, saa han hverken fulgte Tekst eller Musik med stadig Opmærksomhed, – kun fik et ubestemt, men forøvrig dybt og varigt, Indtryk af denne sidste. Det var maaske mest dette at sidde som hendes eneste Selskab i denne store Forsamling af Mennesker, tilmed som den, der dog betød saa uhyre meget for hende, ihvordan saa end deres Forhold skulde blive, – der fyldte hans Sind. Saa skjød ogsaa Gang paa Gang Glæden op i ham, fordi hun ikke havde bestemt at rejse længere mod Vest eller til Italien; – thi al hans Forventning var i den sidste Tid kommen til at samle sig om dette, at hun en Dag skulde sige: lad os rejse til Wien! – Han kunde ikke glæmme hendes Ord den første Aften, hun besøgte dem paa Gasværksvejen.–

Men nu var det altsaa foreløbig Fichtelgebirge. I Bädecker læste de, at Schneeberg var disse Egnes højeste Punkt, og aflagde saa dette Bjerg et Besøg. Men skjønt det var ganske usædvanlig sommerligt efter den sene Aarstid, var der dog falden nogen Sne deroppe, og de trak skyndsomt nedad paa Sydsiden af Højlandet til et Sted, hvor de langt ude i Synskredsen mod Sydvest kunde øjne Staden Bayreuth i Kikkert. – Her var ganske afsides landligt. De boede paa Landsby-Kroen, hvor de gav sig ud for Søskende. De opholdt sig der en fire Døgn, og var hver Dag lange Ture ude i Skovene. Vejret var helt stille og sommervarmt. – Der var især eet Sted, som Karl var indtaget i, fordi det mindede saa meget om Jylland, – kun var Jordsmonnet stærkere kruset, og dets Aande mere krydret, Farverne var mere spraglede og afvekslende. Det var navnlig de mange gule Birke, der sammen med Bøgen og Naaleskoven voldte dette sidste. – Rebekka fandt ogsaa meget Behag i dette Sted. De opholdt sig der, to paa hinanden følgende Eftermiddage, i flere Timer, og spiste dér den Mad, de havde medbragt fra Kroen.

Den sidste Eftermiddag havde de gaaet langt i Forvejen, de var trætte og vilde hvile længe. Vejret var afgjort efteraarsagtigt, men tillige saa paalidelig tørt og varmt, som det kun kan være, naar der sletintet Skjel er ble ven sat mellem Sommer og Høst af ondt Vejrlig; den ene Aarstid er gaaet umærkeligt over i den anden. – Men Nattefrosten, heroppe i Højlandet, havde virket tidligt paa Bladenes Farve.

De sad eller laa paa en skraanende Græsmark; – lidt til Siden for sig havde de et nys pløjet Stykke Jord; imellem Græsmarken og 329 Pløjejorden gik en ukrudtsbevokset, lav Skjelstrimmel, der for Karl saae ud, som om den var taget af Holtinggaards Mark og lagt herned i Fichtelgebirge. – Nogle Favne fra deres Fødder endte saa Græsset og Pløjejorden, – her sænkede Terrænet sig brat, saa det nærmeste deraf blev usynligt for dem, – men saa kom Dalbunden og Dalsiderne tilhøjre og venstre, der først højnede sig mere stejlt, men derpaa strakte sig ganske jævnt helt ud til Horizonten, som var meget langt borte. -Nede i Dalbunden løb en Bæk, der i Lysskjæret saae helt hvid-blank ud. Den kom inde fra Bakkerne og blev for Øjet borte ved en Drejning imellem dem. – Men paa Siderne af Dalen var Landskabet, saa langt Øjet kunde naa, sammenhængende Skov, broget Efteraarsskov. Det allermeste, man saae udover, var et ræverødt Land af Bøgekroner, men det var spættet vidt og bredt med enligtstaaende, lysegule Birke; – henimod Baggrunden af Dalen og nedad ved Bækken var der temmelig store Flager af mørkegrøn Naaleskov. – Og over det hele hang de graa Efteraarsskyer i Række paa Række bag hinanden ganske stille. De gjorde Himlen lavthvælvet, tyst og fortrolig, og de var fuldkommen regnløse. – Under dem fløj Fuglene hen – Flokke af Stære, Solsorter og andre smaa Trækfugle. Men bag Skyerne gik Solen og legede Tit-Tit med Landskabet. Langt ude kunde dens Skin falde paa et Stykke Naaleskov, saa det pludselig kom til at see allerlysest og muntrest ud af det hele, – eller den kunde et andet Sted faa en Gruppe af Birke til ligefrem at straale af Lys, – eller dens Skin kunde brede sig over selve Græsmarken, hvor Karl og Rebekka sad, og lade dem føle det, som om det egentlig var paa denne lille Plet, Sollyset havde hjemme.

»Der er nogle, der altid finder Efteraaret saa vemodigt,« sagde Karl. »Det er i hvert Fald kun sjældent, at jeg synes dét. Efteraaret gjør i Almindelighed det samme Indtryk paa mig, som alt andet i Naturen: at det er, som det skal være.«

»Naa – det var da rart en enkelt Gang, at tænke det samme,« sagde Rebekka. »Ja, for Resten«, føjede hun til, »noget vemodigt kan man vel nok sige der er derved; men Vemodet har sletintet Forlangende om, at det skulde være eller blive anderledes. Den er saa tilfreds, Skoven, med at have haft een Sommer og med at mindes den om Efteraaret og saa dø.«

»Skoven lever jo rigtignok ogsaa op igjen til Foraaret.«

330

»Jo, men det bliver da ikke de samme Blade; alt denne Sommers Liv døer, og kommer ikke igjen.«

»Aa ja,« sagde Karl – »naar man levede sit Liv saa fuldt, den Stund det varer, som saadan en Skovs Sommerløv, saa vilde man vel hellerikke ønske nogen Gjentagelse.«

»Nej, men saa maatte man lige saa lidt tænke sig nogen Gjentagelse, som Bladene tænker derpaa.«

»Jeg kan kun tænke mig Livet sammen med Dig, Rebekka, – og kan det ikke gjentages, saa ønsker jeg blot at leve med Dig og evig dø med Dig, – jeg ønsker intet andet, for jeg veed jo ikke af noget andet Liv at sige!« –

De var længe tavse. Karl betragtede en Sollysning, der som et Smil gled hen over Bøgelandet og en Tid blev staaende ude ved Horizonten, og han tænkte, at det kunde jo ogsaa godt være, hun havde Ret i, at vi Mennesker, ligesom Skovens Blade, saae denne Sol – i hvis Glans han følte Guds Kjærlighed – kun een Gang, og saa skulde det være os nok. –

»Skal vi rejse til Wien i Morgen?« spurgte Rebekka.

»Ja!« – – – Karl rejste sig i det samme. Det var, som han skulde overvældes. Hans Tanker, hans Sjæl, hans Blod stormede hende i Møde.

Der var et Øjeblik paa Begyndelsen af Vejen hjem til Kroen, da han følte en pludselig Vrede imod hende, fordi han ikke turde favne og kjærtegne hende, som han vilde, i sin Glæde over det, hun havde sagt, – og straks efter brød der ud i ham et rasende, vildt Begjær, og han tænkte, om det i Grunden ikke var det, hun hemmeligt længtes efter, at han hensynsløst skulde følge sit Begjær. Men han skammede sig straks efter ved disse Tanker. Det var jo vel muligt, at hendes Legeme begjærede og længtes som hans, – men hun vilde aldrig kunne tilgive ham en Krænkelse af hendes Vilje, fordi hun ikke vilde kunne tilgive sig selv den. –

Da hun om Aftenen var gaaet ind paa sit Værelse, syntes han endnu sletikke, han kunde falde i Søvn. Han gik ud paa Vejen, og skjønt det var bælgmørkt, kunde han nok følge denne ned til Broen over Bækken, som løb igjennem Landsbyen. – Da han sad dernede paa Rækværket og hørte paa Vandets Klukken og Rislen, faldt det ham ind, at det sikkert maatte være det samme Vandløb, som de havde 331 ligget og seet paa i Dag oppe ved Skoven. Og han takkede i sin store Glæde Gud for al den Lykke, som Livet dog rummede.

Næste Dags Middag passerede de paa Toget den østrigske Grænse ikke langt fra Eger.

»Jeg troer ikke, der er saa hyggeligt et Rige i hele Verden som Østrig,« sagde Rebekka, da den nye Konduktør kom ind i Toget forat billettere. »Saadant et ældgammelt, nobelt Regimente, og alt i et baade højfornemt og elskværdigt Forfald. Det er den rene Modsætning til dette stramme, flunkende nye Prøjsseri.«

Konduktøren kom hen til dem. Han havde komplet Franz-Josefs-Skjæg, kroget, rødlig Næse, og store, buskede Øjenbryn.

»Seer Du,« sagde Rebekka, »han billetterer med sorte, hullede Handsker paa. Det er dog en dejlig Idee! – Det er jo sletikke en Jernbanekonduktør. Han er Herskabskudsk paa et meget stort og fattigt Grevesæde.« –

De kjørte over Pilsen, Prag og Brünn, – og de var begge i straalende Humør hele Vejen. Nu var det ogsaa blevet klart Solskinsvejr, og de kjørte paa første Klasse. – For Karl stod senere denne Dag som en af de allerskjønneste, han havde oplevet sammen med Rebekka. Der var formodenlig virkelig Forventning over dem begge den Dag, og paa den anden Side krævede den jo endnu ingen Afgjørelse. Stemningen hos dem begge var ligesaa let og luftig som det klare Efteraarsvejr, hvori de rejste, og Karl syntes i Dag, at Rebekka egentlig havde saa fuldkommen Ret i, at dette Slikkeri imellem Kjærestefolk var noget uskjønt og vammelt noget, – i Øjeblikket glæmte han endogsaa, at de nu var Ægtefolk.

Sent om Aftenen ankom de til Wien. – Næste Dag var, at begynde med, ikke nær saa let og lys i Stemningen for Karl som den foregaaende. Nu var de jo paa Stedet, og hvorfor gik de saa omkring og saae paa Byen, – – han turde sletikke spørge, om de skulde tage op paa Leopoldsberg, og paa den anden Side: forsømte han ikke noget ved ikke at spørge ? – – Rebekka havde snakket om paa Rejsen, at det kunde more hende i en af de store Byers Konfektions-Forretninger at faa en Kjole syet, rigtig som hun vilde have den, for det var alligevel saa sjældent, man fik det hjemme. Mon hun vilde have den her i Wien?–

Rebekka kunde, paa deres Spadseretur, ikke løsrive sig fra det 332 gamle Kejserslot. Hun sagde, at Hofburg mindede hende om saadan en ældgammel, uhyre stor Amtmandsbolig eller Bispegaard, der havde faaet sin embedsmæssige Pasning, og for Resten knap nok det, igjennem mange Hundrede Aar: Hvidtning, Kalkberapning og Mur-Udspækning, og Tilbygning af og til af en ny Fløj, der sletikke passede til det øvrige, – og med Beboere, der var saa umindeligt-højfornemme, saa de selv helt havde glemt det, og saa der – for de flestes Vedkommende – ikke var blevet andet tilbage af dem end fint elskværdige, tungsindige Mennesker. Særlig indtaget var hun i den indre Borggaard, den saakaldte Franzens-Platz. Hun morede sig kostelig ved at snakke med Vagtsoldaterne derinde i Borggaarden. De sad ned og var i hvide Bajstrøjer.

Henne ved een af Portene paa Hovedfløjen ind mod Slotsgaarden stod en Trillebør med Fejeskarn. Den var der ingen, der tænkte paa at fjærne, lod det til.

»Sie haben einen guten und einen milden Herrn,« sagde hun til Soldaterne.

»Gewiss, gewiss, Fräulein! – der thut kein' Menschen kein Böses, nit,« blev der svaret.

Soldaterne viste sig dog snart saa oplivede af Samtalen, saa hun med en venlig Hilsen netop vilde vende sig for at gaa, – da var der een af dem, som uhyre ivrig og interesseret plukkede Karl i Ærmet og hviskede: »jetzt kommt der Kaiser!«

Soldaterne havde rejst sig og taget deres Geværer.

Karl kunde ingen Ting see.

»Dort!« hviskede Soldaten og pegede hen mod Porten, hvor Trillebøren stod.

Ud af Porten kom en lukket, meget tarvelig Karosse, men med to vidunderlig dejlige Graaskimler for. – Kejser Franz Josef sad krumbøjet og smaadukkende og stirrede ud af Vognvinduet, paa hvis nederste Rand hans Haand laa. Karl syntes, han lignede grangivelig en gammel, højærværdig og dybt beskeden Biskop Balslev fra Ribe, der kjørte ud paa Visitats. – Ved en lille Drejning til Siden kom Karossen heldig udenom Trillebøren. –

»Ja, da jeg ikke kan kysse ham,« sagde Rebekka, »saa vil jeg kysse Dig, Karl!« – og udførte det med det samme. – »Og nu vil jeg ud og have mig bestilt en ny Kjole!«

Hun dansede baglæns foran ham ind i Skyggen under 333 Udgangsporten af Slottet. – Det tog sig saa nydeligt ud, saa Karl med Skam maatte indrømme for sig selv, at han kom til at tænke paa Graaskimlerne. Og henne fra Vagtholdet lod der et dæmpet »Bravo!«

»Vi skal ogsaa een af Dagene op paa Leopoldsberg,« sagde Rebekka, da de gik ad Graben hen til Zwieback & Bruder i Kärnthnerstrasse. – Fra det Øjeblik kunde Karl see, at Mage til Oktober-Vejr, som det i Dag, kunde ikke tænkes: det var jo Oktober-Sommer, det var Sommer paa Trods af alt, paa Trods af Vinteren selv! – og hans Hjerte bævede af Fryd, af en Sejrsfolelse, der tvivlede og skjælvede – og dog jublede.

I de næste to Dage, mens Kjolen blev syet, morede de sig som to Mennesker, der har skaffet sig Udsættelse, og dog fornemmer, at den kommer, den store Afgjørelse, som de ønsker, og som de frygter.

Den første Aften var de i Prateren og dansede under aaben Himmel. Der var i Orkestret en Sanger, som med Mellemrum rejste sig og sang nogle Takter af Strausser-Valsen med:

O, Du alter Stefansthurm,
O, Du blauer Donaustrand –

Og hele det dansende Publikum sang det samme.

Das ist die Liebe nur ganz allein! –

Rebekka lo, saa hun et Øjeblik under Dansen lagde sin Pande mod Karls Bryst; – disse Ord blev gjentaget mange Gange, – ligeledes:

D'Weana Madeln das san Engerln,
Himmlisch, voller Herrlichkeit – – –
Denn das Drah'n das is mei Leb'n,
Kann's denn was Schönres geb'n.

Ud paa Aftenen blev der afbrændt et mægtigt Fyrværkeri. – Karl havde altid kjedet sig, naar han havde seet Fyrværkeri hjemme i Tivoli. Her blev han sært greben ved at see denne Verden af Stjerner og Sole, af Lys og Farver forsvinde i den mørke Efteraarsnat.

Om Formiddagen, et Par Dage efter, da Rebekka kom ned til Frokosten i Hotellets Sal, hvor Karl allerede sad og ventede, var hun 334 klædt i sin ny Kjole, og den var ganske af Façon og Stof som den, hvori hun for tre Aar siden kom gaaende Karl i Møde paa Vejen mellem Pastor Grabows og Glenstrupgaard. – Kun Farven var en anden: dybt mørkegrøn som Egeblade, lige før de visner.

»Skal vi tage til Leopoldsberg i Dag?« sagde Karl, og blev i det samme blussende rød, for det var ham helt, som om han havde sagt: »skal vi følges ind i vort Brudekammer?«

»Ja, lad os det,« sagde Rebekka rask, – men da hun saae Karls Ansigt, maatte hun dog slaa Blikket ned. – –

De gik op ad Bjerget fra Nussdorff ad den Sti, hvor Beethoven holdt saa meget af at spadsere; – de spiste til Middag i Hotellet paa Kahlenberg, hvor Karl bestilte Nattelogi, – og gik saa et kort Stykke gjennem Skoven. Rebekka viste Vej her; hun huskede den tydelig fra sidst, hun var her. De kom ud af Skoven et Sted, hvor man har Udsigt over nogle store, stærktbølgede Bakkerundinger, begroede med kort Græs. Disse Bakkers Konturer tegner sig mod Landskab, der ligger langt borte, saa man kan straks see, at de maa ende i meget høje Skrænter.

»Det er Leopoldsberg,« sagde Rebekka.

De blev ved at gaa frem over Grønningen. Karl havde en underlig Fornemmelse en kort Tid: som om han saae Jordsmonnet nærmere ved end ellers.

Der maatte være en Sky, der skyggede for Forgrunden, thi selve Leopoldsberg var i Øjeblikket solløst, men hele det fjærnere Landskab, som man saae udenfor det, eller bag det, laa i den mest skinnende Eftermiddagsbelysning.

»Hvad er det for en Bygning heroppe tilvenstre?« sagde Karl, »det ligner en Kirke.«

»Ja, hvad er det nu for een?« sagde Rebekka – de gik ud over Bakkerne mod Skrænten, »jeg har læst noget derom, – jeg troer, det var en polsk Konge, som reddede Wien fra Tyrkerne, – han og hans Hær holdt nok Bøn i den Kirke før Slaget, – eller saadan noget.«

»Det har været Johann Sobiesky – i – 1683.«

»Ja, rigtig.« –

Næsten saa brat som en Mur gik Skrænten lige ned i Donau, – dog var det ikke Klippeside, kun lyng- og græsgroede Brinker paa en 7-8 Hundrede Fods Højde.

De satte sig ned i en lille Lavning, der var i Randen af Brinken.

335

»Er det saa ikke kjønt?« sagde Rebekka.

Her laa Wien: i Randen, ved Foden, af de tyske Bjerge, hvorfra Karl og Rebekka saae ned over Staden, – og lige udenfor dén begyndte det uendelige Sletteland – Ungarns Stepper, Donaudalens Sletter helt ned til Sortehavet – Ude paa den store Flade – der endte ikke i Diis, men i Luftspejlinger, dukkede Leitha-Højderne op, og som Punkter paa dens nordlige Kyst saae man Toppene af de smaa Karpather.

Det var næsten ængstende at se Wien blot som en rød Plet paa dette uhyre Landskabsbillede, og alting dog saa tydeligt, saaledes som de saae det: f r a Solen, – Stefanskirkens Taarne og Tage klart fremtrædende i den øvrige Husmasse. – Og hvor var det underlig forjættende: den uhyre, solhvide Havbugt af Sletteland, som gik herind mellem Tysklands Bjerge med en Luftning, en Hilsen fra fjerne, fjerne Lande.

»»Østerlide! Østerlide! – det var vore Drømmes Land!«« sagde Karl. »Er det dog ikke ogsaa, som om Wien laa ved Verdens Ende, og saa kom Indgangen til Paradiset histude ?«

Det varede noget, inden Rebekka svarede. – »Jeg tænkte virkelig ogsaa paa noget langt borte.«

»Var det Orienten?«

»Aa nej, det var Grækenland. Jeg tænkte for Resten paa det, vi talte om den Dag oppe ved Skoven. – Grækerne de har vist netop haft det ligesom Naturen, at de var glade ved at mindes den Sommer, de havde levet, og saa at dø.«

»Men de troede dog paa Lykken for hele Livet, og ikke blot for et Øjeblik.«

»Det er ingen Forskjel. Livet er jo ikke mere end et Øjeblik.«

De var længe tavse. Rebekka laa støttet paa Albuen og saae ud over den bratte Skrænt. Vinden kom viftende nede fra Floden og løb op igjennem det solbeskinnede men afblegede Græs, der bølgede og blinkede imellem Lyngen opad Bjergsiden.

»Grækerne tænkte dog, at deres Guder havde evigt Liv.«

»Aa, det med deres Guder, det gjorde ikke det mindste!«sagde Rebekka i en underlig heftig Tone, »de fantaserede jo blot og lavede Eventyr om dem, men de gav dem ikke deres Hjerte; Guderne tog ikke noget af deres Livslyst fra dem.«

»Mener Du da, at Gudsfrygt tager noget bort fra – –« 336 »Ja!«

»At den formindsker – –«

»Du tænker jo paa andet end mig – nu! Paa Paradis og Gud – –« »Rebekka! – hvis Du vil være min nu – – saa vilde jeg gjerne dø, tilintetgjøres, fordi jeg har levet een Gang –«

»Og jeg skal ikke dele med nogen? – ikke med Gud heller?«

»Hvad mener Du?«

»Du troer ikke paa Gud?«

»Jo! – – jo, jeg troer paa Gud. Det er jeg ikke Herre over, Rebekka

- – jeg veed jo, at jeg sad ikke her, hvis ikke Gud selv havde været hos mig den Gang – og reddet mig fra at gaa under – i Vanvid –«

»Nej, Karl – jeg vil ikke dele – jeg vil være Din – Din Gud, og Du skal være min Gud. Hér skal være Himmerig og ingen andre Steder!-–«

»Men Du er jo Fru Venus selv, Rebekka! – Du forlanger – –«

»Det kan godt være, at Du er en Tannhäuser, Karl, men jeg er ikke Fru Venus! – Troer Du ikke sagtens, jeg kunde have forlokket og forført Dig, hvis jeg vilde, og saa hørt Dig klage og jamre og angre bagefter. Nej, jeg aabner aldrig min Favn for Dig, før Du kommer frivillig og frejdig – før Du kommer som min Gud – og ikke som en forskræmt og skamfuld Synder.«

»Jeg kan jo ikke – jeg kjender – jeg har jo mødt ham selv – om jeg ogsaa vilde, Rebekka – – Vi er jo ingen Ting imod Gud!« –

Der gik en lang Tid, – de var langt borte, hver i sine egne Tanker.

- Tabet var saa stort for Karl, saa han ikke turde give sig hen i sin Følelse, men Tankerne kunde han jo ikke hindre: Saa stor en Magt havde det altsaa over ham, hans Tro, dette med Gud, saa det kunde tvinge ham til at frasige sig Lykken, naar den endelig kom. Han kunde jo ikke – – han kunde maaske styrte sig ud i noget, som han siden maatte angre, men han kunde ikke give sig hen angerløst og uigjenkaldeligt, som Rebekka forlangte. – – Naar Troen havde en saadan Magt over ham, saa var det jo Daarskab, Jammerlighed ikke at leve helt derefter – alt andet blev jo kun Halvhed for ham – aa ja: Stumper og Stykker, sjælelig Undergang! – – – Men hvordan skulde han nogensinde glemme hende! – – naar nu alt det, der hidtil havde været Fryd eller dog Haab, naar det forvandlede sig til Smerte, til et fortærende Savn, der aldrig maatte blive stillet! – – –

»Nu er jeg Din?« hørte han ganske sagte med Rebekkas Stemme.

337

Han foer sammen – opskræmt – – og under Fornemmelsen af vildt frembrusende Jubel.

Men hun laa som før, støttet paa Albuen, bleg, men med ganske rolige Træk. – Hun saae hans Bevægelse: »Nej,« sagde hun, »jeg vilde blot høre de Ord her paa dette Sted.« –

I det samme steg Blodet hende til Kinderne, hendes Øjne blev saa mørke og straalende, og hun hviskede endnu engang, men med Hulken i Stemmen: »Nu er jeg Din, Karl!«

Da forstod han det, som det var – og han blev selv greben af den vaagne Drøm – og alt Sollyset vidt og bredt over Landet fik et Rosenskjær, – de sad paa et halvdunkelt Forbjerg, der skjød sig frem i et Hav, en Luft, en Himmel af Guld og Roser.

Men Rebekka havde bøjet sit Ansigt ned mod Grønsværet: »Nu bliver jeg det aldrig!« sagde hun. – –

Henne i Kirken begyndte det at ringe med Klokken. Det kunde vist næppe være til Solnedgang, – saa var det i hvert Fald for tidligt, der var vistnok en Time til, at Solen skulde gaa ned – Det lød blot rustent og klirrende – uden mindste Rungen i Klangen.

Rebekka rettede sig op og saae derhen imod.

»Aa ja – derovre var det, han sad og sang, denne Hyrdedreng, sidst – da Onkel og jeg var heroppe.«

»Det lyder, som det var gamle, rustne Sværd og Harnisker, der klirrede,« sagde Karl – men turde ikke see om mod Rebekka; han kunde ikke blive Herre over sin Bevægelse.

»Aa, Karl – jeg tænker paa denne møjsommelige, langsommelige Verdenshistorie, Du holder saa meget af. Dér har de nu ogsaa kjæmpet og stridt og slidt og slæbt fremad mod et eller andet Maal – langt borte, vel helt oppe i Himlen tilsidst, som de sletikke kan naa. – Og saa maa Du nu sige Nej til Lykken her paa det samme Sted, – forspilde Livets Lykke for os beggeto. – Men jeg bebrejder Dig ikke noget, Du kan ikke gjøre anderledes, det føler jeg godt. – Men lad os skilles straks – saa snart som muligt!«

Hun rejste sig og begyndte at gaa tilbage, den Vej de vare komne.

»Skal vi straks afbryde Rejsen?« sagde Karl.

»Aa nej – hvis Du synes det, Karl – saa vil jeg for Resten gjerne være lidt sammen med Dig endnu. Nu har jeg jo alligevel ikke andet tilbage, – og nu, da jeg saa afgjort har opgivet – – den egenlige – Lykke, – – det kan gjerne være, at vi kan fornøje os helt godt sammen – - 338 en lille Tid endnu,« – hun greb om Karl og lagde et Øjeblik sit Hoved ind til ham, og brast i Graad. – – –

Saa rejste de et Par Uger i Ungarn, og havde stadig godt Vejr. Rebekka sagde, at de maatte hellere faa disse Drømme om Orienten og Grækenland ud af Hovedet, og see, hvordan det store Steppeland virkelig saae ud. – De rejste, blot for Navnets Skyld, til Tokay, og befandt sig der som i et Glæmselens Elysium. Til den ene Side de uendelige Stepper, hvor intet dukkede op over Horizonten, men Fladen var ligesaa hel og ubrudt mod Himlen, som Havets Flade. Og bag sig de solbeskinnede Skraaninger af Tokay's og Hegyalja's Vinbjerge. De blev til store Vinkjendere og prøvede med Omhu alle Sorterne: Mászláser, Szamorodner, Muskateller og den vidunderlige Tokayer-Essens. – Den Aften, da de med stor Bekostning nød denne sidstnævnte Drik, var Rebekka helt vidunderlig. Saa vemodig og saa overstadig-lystig. – Hun fantaserede om at bygge sig en Villa her ved Tokay, oppe paa Bjergsiden, med Udsigt over Slettelandet. For hvis de nu havde levet Lykken med hinanden, saa vilde hun have mindedes den Resten af sit Liv i stille Højtidelighed. Men nu, da hun ikke skulde have andet at mindes, end at Lykken var gaaet hende forbi, nu troede hun nok, at hun burde bestænke Mindet med Mászláser, Szamorodner og med denne Essens, »den duftigsten, geistigsten, wohlschmeckendsten aller Weine«, som Gjæstgiveren, Hr. Gödöllö, kaldte

den. – Og saa vilde hun hvert Aar sende Karl og Henriette en Kurv med Vin hernede fra til Minde om – om Dagen paa Leopoldsberg, den 9de Oktober, den Dag, det var Sommer endnu, saalænge efter at – – – den Dag – Holger Drachmanns Fødselsdag! – ja, for det var det da i hvert Fald! – og hun nynnede:

Et Sus af sagte, høstlig Vind –
Et Blad, som strejfer let min Kind
Og falder mig for Fode – – – –

Den sidste Dag af deres Ophold i Tokay var de draget op i Vinbjergene, sad og saae ned over deres smilende Skraaninger.

Da sagde Karl: »Hvorfor er det nu egentlig nødvendigt, forat være gift, at være enige om andet end – – at man vil være gift?« Rebekka lo og sagde: »Nej, det kan jeg heller ikke forstaa.«

339

»Nej, jeg mener, Rebekka – – blot det, at Du ingen Børn faar, jeg synes det er saa skammeligt – – at Dit dejlige Billed skal forsvinde med Dig selv fra Jorden, – aa, var der endda en Broncestøtte af Dig, som kunde staa i tusind Aar – jeg synes, det er til at fortvivle over, at Du skal blive gammel, og forsvinde og dø –«

»Ja, det er ogsaa kjedeligt, – ikke for min Skjønheds Skyld – men det er, ligesom det gjør ondt i mig selv at tænke derpaa – – Det maa være min Opdragelses Skyld, – hvorfor jeg ikke kan gjøre som alle de andre, baade de offentlige og de gifte, – men jeg kan nu engang ikke give mit Legeme hen, uden jeg – i hvert Fald kan tro, at jeg med det samme giver min Sjæl.«

I Slutningen af Oktober vendte de tilbage til Kjøbenhavn. – Rebekka sagde straks til sin Onkel, at hun vilde, de skulde separeres, – dels for Ordens og Klarheds Skyld, dels fordi hun var vis paa, at Karl vilde kunne blive lykkelig med en anden, naar der var gaaet nogle Aar. – Hendes Onkel raadede dog til, at de skulde vente nogle Maaneder. Ellers vilde Folk jo ikke kunne forstaa, hvorledes de blot havde faaet Tid til at blive kjede af hinanden. – Det gik hun saa ind paa, og de opslog deres Bolig i Nørrevoldgade i en særdeles nydelig Lejlighed, hvor de daglig spiste til Middag sammen. – Karl tog atter ivrig fat paa sin Examenslæsning; dog undgik han, efter Rebekkas Ønske, at bruge Manuduktør eller frekventere Forelæsningerne i disse Maaneder.

340

IX

I Julen tog Karl hjem til Holting.

Paa Grund af Danmarks Lidenhed havde man allerede hørt noget, derhjemme paa Egnen, om, at Karl og hans Kone saa godt som aldrig saaes ude sammen, og at det ogsaa var saadan en besynderlig Menage, de førte hjemme i Huset. Og nu, da han kom ene hjem i Julen fra Kjøbenhavn, kunde man jo da see, at der maatte være et eller andet i Vejen.

Karls Fader sagde ingen Ting om det passerede, men var ellers ligesaa venlig som sædvanlig. Og Karl kunde nemt mærke, at det var fuldkommen ærlig ment. Jomfru Hyphoff vidste derimod ikke, hvor sær hun vilde være. Hun syntes, at her havde hun Lov til det, ja, at det endogsaa var hendes Pligt. – De første Aftner af Julen sad Karl og hans Fader og passiarede til langt over almindelig Sengetid oppe i Kontoret. Men naar det var glædeligt, hvad Proprietæren sagde, saa handlede det næsten altid om Fortiden, – især om Karls Moder. Nutiden saae meget mere trist ud: Onkel Jørgen var stadigvæk i Kompagni med denne Lærer Petersen; og hver Gang de unge Skytter kom sammen til Fest, var Onkel Jørgen til Stede, og sagde noget om Politiken, som vilde være mere eller mindre strafbart, hvis det kom offentlig frem. – Og naar kunde dét ikke ske? Man vidste sletikke, hvad Onkel Jørgen kunde finde paa offentlig at sige eller gjøre, hvis Ministeriet paany udæskede Befolkningen paa een eller anden Maade. -Saa var der Meyer. Proprietæren troede da nok, at han var ved at være spiltaabelig. Skolen gik stadig halvskidt. Og nu var Meyer jo saa bleven Fremskridtslandmand og Bankdirektør, for om dét kunde hjælpe paa det. Og han var vistnok ogsaa Spekulant. Det snakkede Folk da om. Aak ja, og saa satte de alligevel allesammen deres Skillinger i hans Bank, dels for Venskabs Skyld, dels fordi han gav høje Renter. – Karl spurgte, hvordan det gik for Robert og Anna paa Rostruplund; hans Fader havde jo sagt sidste Sommer, at han var bange for, at Robert ikke var rigtig dygtig. Men det lod, som om Proprietæren ikke havde Lyst at komme ind paa det Emne.

341

»Har han ogsaa sat sine Penge i Meyers Bank?« spurgte Karl.

»Nej, jeg troer s'gu, han har laant en Snes Tusind derfra. Han paastod, han skulde ha'e noget mere Driftskapital.« – –

Anden Juledag tog Karl over til Onkel Jørgens. Da han kom, lidt over Middag, befandt man sig dér midt i Glæden over Ellens og Esby's Forlovelse. Ellen havde fortalt sin Fader Hemmeligheden Juleaften, og han havde svaret straks, at det maatte være en slem Bandit, hun havde valgt sig, hvis han ikke skulde give dem sin Velsignelse. Men nu kunde de jo da see ham først. Saa var der bleven telegraferet, og nu var han kommen anden Juledag til Morgen, og Onkel Jørgen var da bleven saa mageløs glad for ham. Der havde været en Hjertelighed, en Græden og en Leen, og – som Onkel Jørgen sagde – det var jo dog Tegn paa, at Ens Kristendom ligesom var bleven rusten, naar man ikke kunde græde og lee, frit og af Hjertensgrund, med hinanden. Og han syntes, at hans egne Børn kunde det ikke nær saa godt længere, som denne Fremmede, der hér var kommen ind ad Døren til ham. – Saa lovede nu ogsaa Esby at prædike for ham paa Søndag mellem Jul og Nyaar. –

Det glædede Karl i høj Grad at see, at Henriettes Ydre ikke længer var præget af Lidelse. Hun saae saa sund ud; og der var ganske vist noget meget alvorligt over hendes Væsen, men sørgmodigt kunde man da ikke kalde det. – Karl havde paa Vejen til Holting mindedes de Ord, som Rebekka, i Tokay, sagde om Henriette og ham, – men den Forlegenhed, han nu følte overfor hende, havde dog ene og alene sin Grund i, at han havde gjort Uret imod hende, og nu ikke længer kunde tilsløre denne for sig selv ved nogen sejrrig Tro paa sin Kjærlighed til Rebekka. – Denne Uret og det, at han nu var gift, gjorde derimod, at Henriette kom ham ganske frit og utvungent i Møde. Hun havde jo ingen Uret at gjøre god, og hun bar intet Nag til ham, og det vilde hun gjerne vise.

En ny Egenskab hos hende, som Karl ikke tidligere havde kjendt, var en vis Evne til at konversere; han mente at kunne mærke, at hun i de forløbne Aar havde talt en hel Del med Mennesker, overfor hvem hun ikke altid havde kunnet stole paa sin rent umiddelbare Lyst til at samtale. Han troede vel nok, at hun havde Lyst til at samtale med ham; men hun formaaede paa den anden Side at tale med ham om alt andet end det, som han dog mente, at baade hendes og hans Tanker alene drejede sig om, naar de var sammen.

342

Dette varede dog kun til næste Dags Eftermiddag. Da var Karl og Henriette først oppe paa Valgmenighedskirkegaarden, hvor Karl vilde see sin Fasters Grav. Hendes Lig var bleven flyttet derhen fra Sognekirkegaarden. – Og derefter gik de en Tur ud ad Landevejen.

»Det er uhyggeligt saadan at flytte et Lig,« sagde Henriette, »men nu, da det er gjort, er det jo alligevel saa rart for Onkel Jørgen.«

»Naar Kirken blot ikke havde det forfærdelige Navn,« sagde Karl: »Vennerlille Kirkegaard – det lyder dog græsseligt.«

»Det passer saamænd godt nok,« sagde Henriette.

»Ja – synes Du saa, at det er heldigt eller uheldigt, at det passer?«

»Det lyder baade saa ydmygt og saa vigtigt, og saa kjærligt og selvglad, – havde det endda blot været et lille Forsamlingshus med daarlig Luft, de havde kaldt saadan, – men en Kirke!« –

»Det er første Gang, jeg har hørt Dig sige saadan noget, Henriette. Men det er naturligvis ikke første Gang, Du siger det.«

»Nej, Ellen og jeg har saamænd tit talt sammen paa den Maade. – Veed Du hvad, Karl! – Det er sommetider, jeg synes, at alt det, som alle disse Mennesker her paa Egnen – og vist mange andre Steder – alt hvad de saadan snakker vidt og bredt og højt og dybt om, – det har der kun været ment noget med eet eneste Sted: i Holting Præstegaard og paa Holtinggaard. Aa, Du skulde høre især Præsterne her rundt omkring – Onkel Jørgen har faaet saa mange »Præstevenner« her paa Egnen – ja, de kan snakke saa rent utroligt: det er altid om noget, de kjæmper for – og saa er der slet ingen Ting, de kjæmper for. Men saasnart de siger noget, som man virkelig kan mærke de mener, – saa er det saadan noget rent elendigt Vrøvleri om deres Husholdninger og deres Helbred og deres Embeder og saadan noget.«

»Ja, synes Du hellerikke, der er noget ved Onkel Jørgen længere?«

»Jo, det kan Du tro jeg gjør. Jeg synes nok, han er blevet noget underlig, og det er jo kjedeligt. Men han er rigtignok rar. Og saa modig! – Men det er da alligevel sært, der er saa faa, der er noget rigtig ved. – Anna – det kan jeg nu sletikke forstaa med hende. For hun har ikke engang noget andet, hun bryder sig om – saadan som nu Du. Men alligevel er det, ligesom hun er helt kjed af alt det, Onkel Jørgen holder af.«

»Ja, hun har jo da Robert.«

»Ja – men det behøvede ikke at forhindre hende i det andet, mener 343 jeg. – Nej, men der er det gode ved de to, at de ikke giver sig ud for mere, end de er. Jeg synes blot, at dét er forfærdeligt lidt.«

»Det glæder mig, at Onkel Jørgen ikke har skuffet Dig, Henriette. Jeg synes, det var bedrøveligt, om alt det, vi havde ejet som Børn, var blevet til ingen Ting.«

»Jeg troede for Resten, det var blevet til ingen Ting for Dig, Karl.«

»Jeg veed ikke, hvad det er. Men det, jeg søgte anden Steds, det er i hvert Fald helt bleven borte for mig.«

»Saa har I kun hinanden,« sagde Henriette.

»Det har vi hellerikke.«

Henriette gav straks ikke en Lyd til Svar paa disse Ord. De gik tavse en Tid.

»Er det da sandt, at I lever saa underligt sammen? Det siger man her paa Egnen.«

»Jeg veed ikke, hvad der siges. Men Sandheden er, at vi vil skilles.«

»Aa, Karl!« sagde hun klagende, »hvilken Ulykke for os begge to! Saa var det jo ingen Nytte til!«

Karl kunde ikke svare. Han følte sig saa skamfuld, og saa dybt rørt over det selvfølgelige i hendes Udtryksmaade.

»Det var da det eneste, jeg havde at trøste mig med: at det maatte saadan være, fordi det med hende, det var noget helt andet, – og det var Synd, at saadan noget ikke skulde faa Lov at blive til Virkelighed. Og saa er det nu ingen Ting!«

»Det er jo ikke ingen Ting. Men det var alligevel ikke det rette.«

»Nej! – dét bryder jeg mig ikke om, Karl!« sagde hun pludselig heftig og med Graad i Stemmen: »jeg har gaaet og pint mig til at blive

- – aa, – som jeg er, fordi jeg troede, at Du var lykkelig, eller at det andet var saa herligt. – Nu er jeg bange, jeg kommer til at lide det hele om igjen, fordi – Du har sagt mig dettehér, – at det var bare Dumhed af Dig, – eller at det blot var fordi, det var saa nyt og saa mærkeligt for Dig – – – Ja, Karl, Du skulde ikke have sagt mig det,

- – for nu har jeg jo ingen Ting at trøste mig med, – andet end at Du er en sølle Stakkel, og det kan jeg alligevel aldrig komme rigtig til at tro paa.«

»Du vilde jo i hvert Fald faa det hele at vide, naar vi bliver skilt.« »Jamen hvorfor vil I ogsaa skilles! Vi kan jo aldrig faa hinanden alligevel. – – – Aa, nej, Karl, lad være med det. For nu trænger jeg 344 rigtignok til at tale med Dig og være sammen med Dig, – og naar I blev skilt, saa blev Du jo straks saadan en usædvanlig Een at være sammen med for mig – for en ung Pige.« –

»Nu har Du jo faaet det at vide,« sagde Karl modløs og ligesom fraværende. »Det vil vist hverken gjøre fra eller til, at vi skilles, tænker

jeg.«

»Onkel Jørgen vil aldrig give Dig Lov til at komme i Præstegaarden, naar I først er bleven skilt.«

»Aa, nu sætter han jo saa megen Pris paa Esby, og han vilde da sikkert faa ham bragt fra saadan en Urimelighed.« – –

De vendte om, og Samtalen førtes fra nu af med lange Mellemrum – om Esby og Ellen, og Ting, der laa endnu fjernere fra dem selv. –

Da de kom hjem i Præstegaarden, sad Onkel Jørgen og Esby – sidstnævnte med Armen om Ellens Liv – og talte om Riffelbevægelsen. – Onkel Jørgen gav en historisk Oversigt og forklarede, at der havde straks efter det første Provisorium i 1877 været en lille Smule Tale om sligt enkelte Steder; men Holting-Lundborg var det eneste Sted, hvor man ikke straks igjen havde opgivet denne Tanke. Han var vis paa, at hvis Regjeringen blev ret længe ved, som den havde begyndt, saa vilde denne Bevægelse fra Holting udbrede sig over hele Landet, og saa vilde Snakkens Tid være til Ende. – Han fortsatte med mange kriminelle Udtalelser.

Esby gjorde ham opmærksom paa, at hvis han sagde sligt offenligt, blev han i det allermindste afsat.

Han svarede halvspøgende, at Esby vidste maaske ikke, at han var noget af en Matador, som man ikke saadan rørte ved. Præsterne her paa Egnen havde nylig ved et Konvent kaldt ham »deres kjære Lærefader« – jah! – Han vidste privat, at Herredsfogden flere Gange havde været ude efter ham for hans Udtalelser, men han turde ikke gjøre noget ved ham. Præsterne – særlig naturligvis de grundtvigske – her paa Egnen, vilde rejse sig som een Mand, hvis man krummede et Haar paa hans Hoved.

Jamen Flertallet her i hans egen Menighed var jo ogsaa imod dette Riffelvæsen.

»Hvor har Du hørt det, min kjære Svigersøn ?« sagde Præsten. »Naa – det kan ogsaa være det samme. – Nej, men seer Du: naar Folk gaar imod deres egne Grundsætninger, saa er de ikke stærke. Og Folk her i 345 Kredsen er i Virkeligheden gode Venstremænd, det er bare denne fordømte Jernbane, der nu atter er begyndt at spille dem i Hovedet og gjøre dem moderate og vaklende. De troer, de kan faa den forbi deres Døre, naar de holder sig gode Venner med Klub-Jætterne inde i Kjøbstaden. Det er bare Ynkelighed, – saadant noget maa der ikke fires for.«

»Saa er Meyer vel ogsaa bleven moderat nu? For to Aar siden i Julen, kan jeg huske, var han med de Unge,« – sagde Karl.

»Meyer? – aa, ja – siden Meyer er bleven Direktør for »Vennerlille Sparekassen«, som Klub-Jætterne kalder den, da er der ikke andet end Aanden hos ham, som duer, naar den stundom gjæster ham. Alt hans eget det synes mig saa mørt og ledeløst som Bankekjød.« – –

Karl vilde gaaet hjem om Aftenen til Holtinggaard. Men Henriette kaldte ham ind i Hjørnestuen og sagde til ham, at han maatte ikke rejse endnu. For naar han først var fraskilt, var hun vis paa, at de ikke fik noget med hinanden at gjøre. Og nu vidste hun jo, hvor ulykkelig hun vilde blive, saa vilde hun have Lov at glæde sig med ham den korte Tid, inden det skete: »For jeg elsker Dig, Karl, jeg elsker Dig – saadan som jeg altid har elsket Dig,« sagde hun, bøjede sit Hoved ind mod hans Bryst og kyssede ham. – »Aa – men kysse Dig maa jeg jo ikke nu heller!« – sagde hun straks efter, ikke forskrækket eller skamfuld, men blot bedrøvet.

»Jo, jo – aa, Henner! hvem skulde det dog skade!«

»Nej, for Du er jo gift. Det er jo da ligesaa galt, som hvis Du var fraskilt. – Hvor det dog ogsaa er unaturligt, at Du virkelig er gift!« Hun stod og tørrede sine Øjne. – – »Men Du skal blive i Morgen over. Saa vil vi sletikke tale om dét. Saa vil vi gaa over til Holtinggaard i Morgen og see paa alle de Steder. Og vi kan ogsaa godt komme ind i Præstegaarden, hvis vi har Lyst. Det er saadan en venlig Mand, og Onkel Jørgens Ven.«

»Ja, lad os det, Henriette. Det vil jeg forfærdelig gjerne.«

»Men Du skal følge med hjem igjen. Du maa ikke blive i Holting med det samme. – – Der er da vel noget til, at I skal skilles?« - –

Der kom nogen ind i Stuen, og de afbrød Samtalen.

Næste Dag gik de over til Holting, og de talte sletikke om andet end Minder hele Tiden. Henriette var den, som bedst kunde beherske sig. Hun var ivrig og optaget og fortalte – ogsaa om meget, som Karl havde glæmt. Han havde værre ved at kue sin Bevægelse. Han 346 blev atter og atter overfalden af en Følelse, der virkede saa underlig magtstjælende: Følelsen af at være saa langt, langt borte fra det, som de gik her ganske nær ved og saae paa. Det var mest ovre i den gamle Præstegaard, han følte dette, men dog ogsaa paa Holtinggaard, og hér mærkede han tydeligst, at det maatte være Henriette, der voldte Følelsen baade af Fjærnhed og Nærhed hos ham.

De spiste til Middag paa Holtinggaard ene sammen med Karls Fader. – Da de om Eftermiddagen kom tilbage til Onkel Jørgens, var Anna der. Hendes Mand havde kjørt hende dertil fra Rostruplund og var nu i Lundborg i Brugsforeningen med Slæden.

Hun saa meget forandret ud, syntes Karl, og ikke til sin Fordel. Hun var nu ogsaa frugtsommelig og ikke saa lidt brunskjoldet i Ansigtet. Men hendes Væsen var tillige saa sær uroligt og kantet.

»Gaar I saadan og spadserer sammen?« sagde hun til Karl og Henriette lige ovenpaa sin Hilsen.

»Vi har været ovre i Holting,« sagde Henriette.

»Ja, det fortæller man mig her.«

Straks efter begyndte hun at tale om Husholdningssager, især om Pigerne paa Rostruplund. Karl kunde næsten ikke forstaa, at det var Anna. Hun var nu da ogsaa bleven saa overdreven jydsk i sin Udtale, – og saa denne raske Rappenskraldemaneer, hun havde lagt sig efter!–

Lidt efter hændte det, at han en kort Tid blev ene med hende i Dagligstuen.

»Det er nok en sær Maade, I lever paa,« sagde hun øjeblikkelig til Karl. »Naar I skal i Besøg, gaar I helst hver sit Sted, eller ogsaa bliver den ene hjemme.«

»Hvem er det, Du taler om?«

»Troede Du maaske, det var om Henriette? – Nej, det er om Dig og Din Frue. – Og saa ligger I jo altid hver i sit Værelse.«

»Hvad kommer det Dig ved? Og hvem har Du det fra?« spurgte Karl, der omtrent var blevet ligesaa overrasket som vred.

»Hvem fører den Slags Sladder ud, undtagen Ens Tjenestepiger?«

»Jeg kan da høre paa Dig, at der er ogsaa andre, som gjør det.«

»Det er ikke at sladre, at sige det til Vedkommende selv. – Men jeg vil sige Dig en anden Ting, Karl: Du skal undgaa, at der kommer Sladder om Henriette og Dig. Det var allerede kommen til Rostruplund i Formiddags, at Du igaar havde spadseret to Ture sammen med 347 Din gamle Kjæreste, først op paa Kirkegaarden og saa langt ud ad Landevejen.«

»Nej, Anna,« sagde Karl og rejste sig. »Jeg veed, at man skal tage Hensyn til en Kvinde i Din Tilstand Men Du burde dog virkelig ogsaa selv beherske Dig en Smule. Hvis Du vil tale videre paa samme Maade, saa svarer jeg Dig ikke, for jeg troer ikke, mit Svar vil være gavnligt for Dig.«

»Værs'god! svar Du kun! Du skal saamænd ikke tage noget Hensyn til mig! – –«

Der kom nogle af de andre ind. – »Aa ja, nu skulde Robert for Resten snart være her,« sagde hun i en anden Tone. »Ellers bliver det for mørkt, inden vi kommer hjem.«

Man sad og førte Ventepassiar. Men Karl tog ingen Del deri. Han lagde Mærke til Anna, at hun øjebliksvis saae meget træt og elendig ud.

Endelig klingrede der Bjælder i Gaarden, og Befordringen fra Rostruplund svingede op for Døren.

Stamherren var trods Kulden overmaade hed og forsvedt i Hovedet. Han vilde ikke ind.

»Naa, naa, naa, der har vi jo Swawer*!« sagde han storsmilende, og rakte Haanden frem mod Karl, der var traadt ud paa Trappestenen, – idet han næsten lagde sig sidelæns ned i Agestolen i Stedet for at flytte sig i Sædet.

»Ja, jeg gik herover i Forgaars fra Holtinggaard«

»Naa, naa, naa – og Du er saaen blewen gift, Swawer, – – ja, ja, det er s'gu noe, der er noe wed, saaen en Millionærinde, hi, hi, hi, hi, –«

Karl følte, at han blev bleg, – Manden var jo stærkt beruset. – Han kunde have kysset sin Søster, som i det samme kom rejseklædt ud ad Døren, og bedt hende om Forladelse, – og søgt at trøste hende – nej, ikke trøste – thi han følte sig ganske vis paa, at hendes Fremtid var redningsløst ødelagt.

»Kan hun saa find' ned i Fodpjossi*, min bitte Pig', hwad, kan hun det, kan hun det, saaen wa'et – – aah – der tabt' jeg sgu Pidsken ned imeir Bæsteren – –«

* * 348

Gaardskarlen samlede den op og rakte den til Proprietær van Tholen, og grinede smørret i det samme.

Karl væmmedes, saa han ligefrem fik Kvalme. – Robert maatte jo være rentud forfalden, naar han ikke engang kunde gjøre en Tur til Kjøbmanden uden at drikke sig snydefuld.

Han sagde det til Henriette og bad hende være skaansom i sin Dom overfor Anna, for hun havde sikkert nok at bære. Han kunde dog forstaa paa Henriette, at det ikke maatte være helt galt endnu med Roberts Drikkeri, for Henriette vidste ikke noget videre derom.

Da han næste Dag kom hjem til Holtinggaard, spurgte han sin Fader, og denne vidste god Besked:

»Jeg har talt med Robert derom,« sagde han; »men det er ingen Nytt' til. Han tog villig nok imod de streng' Ord, jeg sagde til ham; men han tog imod dem som en Pjalt, og æt som en Mand. Aa ja, det er en stor Sorg for mig, – saa stor, saa da jeg for nogen Tid siden lagde Mærk' til, at Anna var frugtsommelig, voldt' det mig ingen Glæde.« – –

Først da Karl tog Afsked med sin Fader ude i Entreen – den Dag han rejste tilbage til Kjøbenhavn – sagde hans Fader til ham: »Ja – skeet er jo skeet, Karl. Saa hvis Du ønsker at faa noget af Din Arv udbetalt, saa kan Du godt faa. Og saa vil jeg jo da for Resten ønsk' for Dig og Rebekka, te det maa gaa jer godt.« –

De vilde vente med Separationen til Foraaret; men da Karl kom tilbage fra Jylland efter Juleferien, fik de det indrettet saadan, at de ikke var nødt til daglig at sees. Karl spiste paa Restauration, de tog sletikke mod Fremmede i Fællesskab, og Rebekka begyndte, privat men ligefrem, at betro sine Bekjendte hvad de havde i Sinde. Karl skrev det derimod ikke hjem.

Han meddelte Rebekka sin Samtale med Henriette. Rebekka sagde, at det var jo ganske urimeligt, om de to ikke fik hinanden. – »Er det ikke ogsaa Din egen Mening, Karl?« spurgte hun.

»Jeg er sletikke klar over mig selv med Hensyn til den Sag,« svarede han. »Jeg veed kun een Ting, at hvis hun og jeg faar Lyst dertil, saa er der ingen Fordomme eller sligt, der skulde holde mig tilbage 349 fra. Derimod kan det gjerne være, at den Slags vil have stor Magt over Henriette.« –

De sad inde i Dagligstuen, som hørte til Rebekkas Part af Lejligheden, saaledes som de foreløbig havde delt den. –

»Hun gjorde Indtryk af at være saadan en sød, naturlig Pige,« sagde Rebekka, »hvor kan saa slige Dumheder have Magt over hende.«

»Hvis jeg vandt hende og kunde elske hende,« sagde Karl, »og hvis det samtidig kunde blive ved at være mig baade naturligt og vidunderligt at elske Dig i Mindet, Rebekka, i det Fjerne, – saa vilde jeg vist føle mig lykkelig. – Der var kun eet, som altid vilde pine mig, det, om Du aldrig mødte nogen, som Du kunde kalde Din.«

»Elske mig paa Afstand!« sagde Rebekka og lo. »Ja, jeg forstaar Dig for Resten nok. Jeg vil ogsaa elske Dig paa Afstand. – Men det andet – jeg troer aldrig, jeg vil kunne det. Det er naturligvis ikke, fordi jeg har været gift med Dig. Men jeg har alligevel sammen med Dig været for nær ved det, som man kun oplever een Gang, – – jeg har ikke længere Mod til – noget andet.«

Hen i Marts Maaned blev Karl pludselig afbrudt i sit Examensarbejde ved et Brev fra Jomfru Hyphoff, hvori hun meddelte ham, at hans Fader laa for Døden. – Han havde aldrig seet den Haandskrift undtagen paa Julepakkerne hjemme til Børnene i Præstegaarden eller til Anna og ham. Han blev greben af en saa voldsom Spænding og Iver forat komme hjem tidsnok, saa han først rigtig følte, hvad det var der forestod, da han laa paa Knæ ved sin Faders Seng, hulkende – ikke blot af smertelig Sindsbevægelse, men ogsaa af Taknemmelighed, fordi den Syge endnu var ved sin fulde Bevidsthed. – Han havde atter haft Influenza, og pludselig havde han faaet meget stærk Blodstyrtning. Han havde forlangt ren Besked af Lægen, og denne havde da ogsaa sagt ham, at han kun havde ganske kort Tid tilbage.

»Det er da ikke, fordi jeg har gjort Dig imod, Fa'er, at Du er bleven syg?«

»Nej, aa, nej. Gjør mig nu æt ærgerlig med saaen noget Snak. – Jeg kan æt hold' mer' af nogen, end jeg gjør af Dig. Og Du holder vist mer' af Din Fa'er, end Børn plejer van. Saa er det jo nok om den Ting.

350

- Men lad os nu tal' om det nødvendige – – – men nu maa jeg vent' lidt, for jeg bliver straks træt – –«

»Kan den Blodstyrtning komme, uden at Du mærker dertil i Forvejen?«

Proprietæren nikkede. -- »Det er bedst, Du ta'er Holtinggaard, Karl. – Den er for stor for Robert. – Du maa jo saa sælge den – – Kan Du tage mig – henn' i Hængeskabet – ja, det Papir der foran.«

Karl bragte ham Testamentet og bredte det ud paa Dynen.

»Der er Indboet – – det skal I del' – det kan I jo nok komm' ud af. – Men jeg tænker, Anna kund' tilkomm' endnu en Snes Tusind, – dem har jeg tilskrevet Dig. Det er bedre, end at Robert faar Raadighed over dem. Saa vil Du hjælp' dem med de Peng', naar Du synes, de kan træng' for dem. Jeg er bang', det vil æt var' saa møj læng'. – Ja – at man aldrig kan bliv' kloger'. Jeg vidst' jo, hans Fa'er var Delirist. – Vær god imod Din Søster, Karl, det har Du selv bedst af.«

»Jeg har været uvenlig mod hende, men det var, fordi jeg ikke vidste – –«

»Ja. – – Og saa – det gaar vel i Stykker med Dig og Rebekka? –«

»Ja.«

»Efter hvad de fortæller, kan jeg jo nu forstaa – Ja. Saa skal Du gift' Dig med Henriette –«

»Det kan godt være, at det bliver saadan. Jeg veed det ikke. Jeg veed jo hellerikke, om hun tør – –«

»Aa – Folk vil æt gjør' jer stort for 'et. De kan jo æt ret komm' til, – ved det I har Peng'.«

»Derfor kan de jo nok skade os.«

»Ja, ja – de vil gjør', hvad de kan. Det er altid en Morskab. – Naa. Men det behøver I jo æt at bryd' jer om.«

Han laa en lille Tid stille hen med lukkede Øjne.

»Nu er jeg jo for saa vidt færdig,« sagde han og saae atter paa Karl. »Jeg længes ogsaa efter det andet Mest forat mødes med nogen, der ret er gode. Saa vil jeg sletæt tænk' paa, hvordan jeg selv er – –«

Lægen kom og saae til den Syge. Karl spurgte ham inde i Dagligstuen, om han troede, hans Fader vilde faa nye Anfald af Blodstyrtning. Det kunde Lægen ikke sige noget bestemt om; men Proprietærens Svækkelse ved det sidste Blodtab var saa stor, saa der sletikke behøvedes noget nyt Anfald, forat Døden kunde indtræde.

Der kom naturligvis stadig Mennesker forat høre, hvordan det gik.

351

De nærmeste blev ført ind i Sygeværelset, men hvis ikke Proprietæren gjorde Tegn, at de skulde komme hen til ham, blev de straks, efter Lægens Ordre, lukket ud i Dagligstuen igjen.

Et Par Dage efter Karls Hjemkomst var Onkel Jørgen indenfor Døren. Karl kunde see paa sin Faders Øjne, at han havde gjenkjendt Præsten; han nikkede ogsaa ganske svagt. – Da Onkel Jørgen stod henne ved Hovedgjærdet, hviskede den Syge: »Kund' Du æt skaan' Dig selv lidt, Jørgen?«

Onkel Jørgen smilede og lod sin Haand sagte glide over sin Svogers Pande.

»Ellers veed jeg godt, at Du er meget bedre Mand end jeg, Jørgen. Det har jeg altid vidst. – Ja – – – nu sees vi æt mer' her. Men jeg skal hils' hend' – –«

»Troer Du ikke, Du overlever Natten?« spurgte Onkel Jørgen.

»Aa nej – det gjør jeg vist æt,« – sagde den Syge, og syntes, næsten lige i det samme, at falde i Søvn.

Karl blev ængstelig og sendte Bud efter Anna, skjønt hun netop fornylig var taget bort fra Holtinggaard. Onkel Jørgen kjørte hjem, efter at have ventet nogen Tid.

Mens Karl stod og ventede paa sin Søster, kom Henriette lydløst ind ad Døren. – Hun og Karl havde talt en hel Del sammen i disse to Dage, men kun om hans Faders Sygdom og om gamle Dage.

Proprietæren gjorde en lille Bevægelse med Hovedet, da hun stod for Fodenden af Sengen. Hun gik saa hen og knælede ned paa Gulvet ved hans Hovedgjærde. Han tog om hendes Haand, og det syntes, som om han vilde flytte den – maaske nærmere til sit Ansigt – men hans Haand var ganske kraftløs og blev liggende.

»Det skal nok blyv' godt, hvor Du kommer, lille Henn' – – ja – Farvel, min lille Pig' –«

Kort efter at Henriette var gaaet ud, kom Anna.

Hun og Karl gik begge hen til deres Fader og knælede ned ved hinandens Side.

»Kan I hold' sammen. Kan I hjælp' hverandre, lille Børn. – – Aa, min lille, stakkels Anna – kund' jeg ha'e taget Dig med mig, saa var Du bedre forvaret – –«

Ganske kort efter at Proprietær Wintrup havde sagt disse Ord, faldt han hen i Bevidstløshed eller Søvn, og slog først Øjnene op, umiddelbart før han døde – ved Midnatstid.

352

Karl blev nogle Dage hjemme ogsaa efter Begravelsen forat faa truffet Forberedelser til Testamentets Udførelse – og til Gaardens Salg. Forvalteren og Jomfru Hyphoff kunde nok besørge det daglige, men Morten Hejlgaard og Henriette fik han til at hjælpe sig med det extraordinære, som Forandringen gav Anledning til baade ude og inde.

- Han prøvede først med Robert og Anna, men Robert voldte ham kun Ulejlighed, og Anna blev saa upasselig, at hun maatte gaa til Sengs; ellers havde han maaske alligevel ikke sluppet for deres Hjælp.

- Derfor kunde det dog ikke undgaaes, at Anna blev fornærmet, – og Folk gjorde sig mange Betænkninger over, at Henriette saaledes færdedes derhenne paa Gaarden sammen med Karl. – Han fortalte hende endnu ikke, hvad hans Fader havde sagt angaaende deres Fremtid. – -Straks efter at Karl var kommen tilbage til Kjøbenhavn, fandt Separationen mellem ham og Rebekka Sted. Hun tog atter Ophold hos sin Onkel i Kronprinsessegade; – Karl flyttede tilbage til Pensionatet paa Gasværksvejen.

I Begyndelsen af Juli Maaned fik Esby Brev fra Ellen, som nu var hjemme i Holting, – at hendes Fader var bleven arresteret og suspenderet fra sit Embede paa Grund af en Vidneforklaring, han havde afgivet for Retten, og ved hvilken han nok havde prædiket det rene Oprør i selve Retslokalet. – Ellen bad sin Kjæreste, at han straks maatte komme hjem til Holting, og da han rejste samme Aften, fulgte Karl med ham. –

Anledningen til Onkel Jørgens lovstridige Vidneforklaring var Lærer Lundborg-Petersens Arrestation for oprørsk Tale ved et Skyttemøde. Og Anledningen til Begges politiske Harme var to Opløsninger af Folketinget, som Regjeringen den Sommer havde foretaget med kun to Maaneders Mellemrum. – Det varede kun nogle Dage, saa blev Onkel Jørgen sat paa fri Fod igjen, og der blev nu berammet et Møde af Valgmenighedens Medlemmer, paa hvilket der skulde tages Bestemmelse om, hvorvidt man sammen med Præsten, hvis hans Statsanerkjendelse blev taget fra ham, skulde træde ud af Folkekirken og atter danne Frimenighed, eller man i saa Tilfælde skulde søge sig en anden Præst.

Onkel Jørgen selv var ved godt Mod. Dels havde han en meget 353 stærk Tro saadan i al Almindelighed paa, at en retfærdig Sag nok skulde sejre. Dels stolede han sikkert paa sine Præstevenners paalidelige Støtte og Indflydelse hos Myndighederne, og frem for alt paa sin Menigheds Hengivenhed.

Fra Præstevennerne fik han en Fællesudtalelse allerede inden dette Møde i Menigheden, hvori de foreslog i hvert Fald at vente med en Henvendelse til Myndighederne, indtil man saae, hvad Provsteretten og eventuelt Højesteret vilde dømme. Onkel Jørgen var imidlertid bleven saa opsat paa at vide sig sikret fra denne Side; syntes maaske ogsaa, at deres Svar havde lydt lidt valent, – saa han pr. Omgaaende skrev til dem alle, hver især, nogle ganske kortfattede Breve, hvori han forlangte i hvert Fald sikkert Løfte om deres kraftigste Hjælp, naar Tiden kom.

Samme Dag fik han privat, men meget paalidelig, Underretning om, at Provsterettens Dom sikkert vilde komme til at lyde paa Afsættelse. Yderligere Straf vilde der næppe blive Tale om.

I næste Uge afholdtes saa Mødet i Valgmenigheden, hvilket beredte Onkel Jørgen adskillige og alvorlige Overraskelser.

Der var nemlig i Mellemtiden bleven stillet et meget mærkeligt Forlangende til Menighedsbestyrelsen baade fra Højreklubben i Byen og fra Agitations-Komiteen for Jernbanesagen, der nu atter var stærkt oppe i Anledning af det nær forestaaende Rigsdagsvalg, – gaaende ud paa: at man i Holting-Lundborg ikke maatte danne Frimenighed med den forbryderisk-radikale Pastor Nordbye som Præst, – hvis man vilde gjøre Regning paa Højrepartiets Støtte for en Linje gennem Holting-Lundborg Sogne. Det var den bekjendte, fanatiske Højrepolitiker og Provst, Tæbring, i Kjøbstaden, der havde faaet dette sat igjennem baade i Klubben og i Komiteen. Nu bestod Højrepartiets »Støtte« i at stemme, sammen med Venstre, paa en moderat Kandidat; men da man i Holting-Lundborg, siden Provisoriet i 1877, den meste Tid havde været radikal, var det lidt vanskeligt ved Menighedsmødet at bruge hint Højre-Ultimatum aabenlyst imod Pastor Nordbye, og man kom da ind paa, til Hjælp, at anvende Sidemotiver, som saae noget underlige ud. Desuden var Ulysten til Frimenighedsdannelse og Misfornøjelsen med Onkel Jørgens oprørske Fanatisme virkelig stærk og almindelig hos de Fleste i Menigheden.

Mødet holdtes i Vennerlille-Forsamlingshuset, som laa ved Siden ad Kirken og Præstegaarden af samme Navn. Karl, Esby og Ellen gik 354 derover sammen med Onkel Jørgen. Henriette var derimod ovre paa Holtingaard, som netop i disse Dage var bleven solgt, og hvor der derfor var meget at gjøre.

Til Ordstyrer blev valgt en Gaardmand fra Lundborg.

- Onkel Jørgen indledede Forhandlingen, idet han meddelte, at hans Afsættelse var ikke blot en sandsynlig, men en sikker Sag. Vilde man beholde ham som Præst, maatte man altsaa være klar over, at det blev nødvendigt at træde ud af Folkekirken og danne Frimenighed. Han sluttede med en spøgende Bemærkning om, at dér havde man jo staaet før, saa det kunde vel ikke forskrække nogen ret meget.

Derefter tog en Gaardmand fra Lundborg, Hans Jensen, Ordet. Han havde altid, siden han ophørte at være Højremand, sluttet sig til det moderate Parti, og kunde derfor, med fortræffelig Samvittighed, tale Besindighedens Sag. Han ansaae det for et glædeligt Tidens Tegn, at hvormeget end Kredsen navnlig havde elsket sin gamle, kjære Præst, – see saa alligevel, nu da han ikke havde veget tilbage for at gjøre sig til Talsmand for den politiske Forbrydelse, saa kunde den dog ikke mere følge ham, endsige af denne Grund overhugge det Baand, som bandt den sammen med den øvrige levende Menighed i Landet.

Men nu sprang Lærer Madsen fra Holting op paa Talerstolen, rød i Kammen, med hastige Hovedkast tilhøjre og venstre: »Lad os nu være ærlige, hvad, skal vi ikke først og fremmest være ærlige,« sagde han. »Og lad os saa gaa til Bunds i Sagen og see efter, hvad det er, som har voldt den stygge Tone, som vi har hørt summe i Ørerne paa vos de sidste Dage. Jeg har snart ikke kunnet nære mig for den Musik, for jeg er lidt musikalsk, og den klinger ikke godt. – Og lad os saa sige det rent ud: at det hele det er Politik, og det endda en Humbugs-Politik, en elendig, moderat Jernbane-Rummel. Skal vi aldrig komme saa vidt engang her i vort kjære Fædreland, saa vi kan holde de forskjellige Faktorer ud fra hinanden. Jeg vil sige een Ting: at om de saa vilde slaa en hel – hvad skal jeg kalde den – en hel Cirkel-Pukkel paa Jernbanelinjen ligefrem udtrykkelig forat komme udenom Holting-Lundborg Sogne, saa siger jeg: lad dem slaa den, – jeg giver ikke slip paa vores gamle Jørgen, dertil har jeg lyttet formeget til hans Musik, der har en renere og dybere Klang end den, vi har hørt her i de sidste Dage. – Og er der nu nogen – og det veed jeg der er mange – som er enige med mig i, hvad jeg her har sagt, saa rejs jer ligesaagodt op med 355 det samme og siig det højt og tydeligt, forat Jætterne straks kan vide, hvem de faar at slaas med.«

Morten Hejlgaard rejste sig straks, smilende, men med Taarer i Øjnene, idet han ængstelig saae sig om i Kredsen, om der ikke kom flere. Niels Vibro og Kristen Iversen, den gamle, gjæstfri Aftægtsmand fra Holting, og adskillige flere var ogsaa komne op. Men i det samme sagde Ordstyreren, at slige Afstemninger kunde den Enkelte ikke lade foretage, og han vilde frabede sig alle Demonstrationer.

Skjønt man saaledes ikke kunde slutte sig til noget med Bestemthed, var Onkel Jørgen dog bleven bleg; – saa maatte der dog sikkert være adskillige, som ønskede ham bort.

Gamle Kristen Iversen blev staaende, krumbøjet over sin Kjæp: »A har alletider glædet mig til Apostelens Ord: Glæmmer ikke Gjæstfriheden, thi dermed have nogle, uafvidende, herberget Engle. – Men nu seer A med Smerte, te A har i Aarenes Løb herberget mange, som ikke var Engle – aa nej, aa nej – –«

»A skal gjøre Kristen Iversen opmærksom paa, te han ikke har Ordet,« sagde Ordstyreren. – »Værs'god, Poul Smidt!«

Poul Smidt var en yngre Gaardmand med Fuldskjæg og hvid Flip: »Det, som Lærer Madsen før var ved, det var det, at han var ved at lede efter Motiverne. Men det troer A, vi alle kan være enige om, te det er den første parlamentarisk' Regel, te Motiverne lader man ligge. Man berører dem ikke, fordi de er individuelle. – Den Splittelse, som her synes at foreligge, den er af ældre Dato, – den har andre vidtforgrenede Rødder, end dem, som Lærer Madsen her vilde forelægge for os. – Hm. – Vi har vist alle med Beklagelse erfaret, te at Hr – æh – Karls Ægteskab – Karl Wintrups Ægteskab er bleven separeret. Det skal A ikke komm' nærmere ind paa, vi har jo alle kjendt Karl fra Barndommen af, saa det har smertet os alle dybt. Men æh – – og det hører Privatlivet til. – Men det bliver en Menigheds-Sag, som vi alle er med i, naar at saa den unge Pige, som han tidligere har været forlovet med – hvad A ikke her skal fordybe mig i – men det var jo da den almindelige Opfattelse, at de var Kjærestefolk den Gang – naar dér saa sker en umiskjendelig Tilnærmelse igjen nu i det sidste halve Aar, og naar tilmed vores gamle Præst synes at fraternisere denne paany opkommende Følelse imellem de Unge eller ligesom tildele den sit Privilegium, saa rejser Spørgsmaalet sig: kan dette taales? - 356 hvad A for mit Vedkommende maa besvare med et lydeligt og fuldtonende Nej!«

Pastor Nordbye rejste sig og vilde tale, men Ordstyreren vinkede af.

Poul Smidt fortsatte: »Dertil kommer en politisk Betragtning, som ikke er af Døgnets Art, som det, Lærer Madsen talte om med Jernbanen, men som er en Grundpille i al Fremskridtspolitik, og det er dette: Fremskridtets værste Fjende er Oprøret, Selvtægten, af hvad Art nævnes kan. Lad vore Modstandere bruge den Fremgangsmaade, det vil tilsidst falde tilbage paa deres Isse; men lad os ikke af noget privat Hensyn, af hvor hjertelig en Beskaffenhed det saa kan være, – lad os ikke komme ind paa den Vej, lad os holde os paa Lovens Grund.«

Talrige »Hør« og Bravoraab fulgte paa denne Tale, hvilket gjorde, at Pastor Nordbye nogle Øjeblikke maatte staa tavs oppe paa Talerstolen, inden han kunde faa Magt over sin Sindsbevægelse og sin Stemme.

»Det eneste, jeg kjender noget til, af alle de dybt private Ting, som Poul Smidt her saa uberettiget, saa skammeligt har draget frem, er dette, at Karl Wintrup er bleven separeret fra sin Kone. Det er jeg meget kjed af; men hverken det eller noget af det andet, Poul Smidt talte om, kommer i mindste Maade den Sag ved, som her skal forhandles. Her skal det blot afgjøres, om vort Menighedsliv skal leves efter sine egne Love, eller det skal bestemmes af politiske Hensyn. Det vil jeg bede jer see at faa afgjort, saa hurtigt som muligt, – helst i Dag allerede.«

Poul Smidt kom atter op: »Det skal ikke afgjøres i Dag, efter min Mening. A mener, te de forskjellige Synspunkter skal have Lov til at gjennemsyre Befolkningen en Uges Tid, forinden Afgjørelsen træffes. Og A bliver nu nødt til, paa Grund af Pastor Nordbyes egen ejendommelige Holdning, at komme stærkere ind paa disse Synspunkter, end A før troede mig foranlediget til. – Pastor Nordbyes egen Datter Ellen har overfor sin Veninde, Ole Nielsens Karen, ytret sig med, at hun godt vilde ønske en Forbindelse tilvejebragt imellem Karl Wintrup og Henriette. Og – hvad mere er – hendes Kjæreste Hr. Esby bifaldt til en temmelig vis Grad sin Forlovedes Udtalelser, og udlod sig endyderligere med, te hans eventuelle Svigerfader, Pastor Nordbye selv, havde paa given Foranledning erklæret, at han vilde ikke dømme i den Slags Sager. Hvordan stemmer det saa med, at 357 Pastor Nordbye nu erklærer, te han veed ingen Ting om det hele. -Og dertil kommer, at denne Hr. Esby, som har fremkommet med de nys refererede Udtalelser, ham har vores Præst, efter sikkert Forlydende, udseet sig til sin Fremtids-Kapellan. – A ønsker, at alle disse Synspunkter skal sprede sig imellem Folk, og det kan vel nok skee, naar vi nu berammer Afgjørelsen til i Dag otte Dage.«

»Jeg gjentager,« sagde Pastor Nordbye uden at træde op paa Talerstolen, »at jeg ikke veed det mindste om Henriette Linds eller om Karl Wintrups Fremtidsplaner. Jeg kan ikke tro, at deres Fremtidsplaner har noget med hinanden at gjøre. – Det er ganske rigtigt, at jeg forleden sagde til Ellen, at jeg ikke kunde dømme om et saadant Tilfælde som det, hun da opstillede. Men hun nævnte ingen bestemte Personer. – Og endelig maa jeg erklære, at jeg anseer det for en saa grov Fornærmelse fra Ordstyrerens Side mod mig og mine, naar han ikke har frataget Poul Smidt Ordet, saa at jeg vil forlade Salen straks.«

Pastor Nordbye tilligemed Ellen og Esby banede sig langsomt Vej henimod Udgangen under almindelig Forvirring. Ordstyreren vidste øjensynlig ikke, hvad han skulde gjøre, og der opstod en voldsom Ordstrid mellem alle Deltagerne i Mødet. Under denne forsvandt Præsten, Ellen og Esby. – Karl derimod blev siddende uden at fortrække en Mine og hørte Forhandlingen til Ende. – Forslaget om et afgjørende Møde otte Dage efter blev vedtaget.

Karl havde i det sidste Halvaarstid tænkt med større og større Kjærlighed paa sin Højskoleplan, som han aldrig helt havde tabt af Sigte. – Dette Møde, han her havde overværet, stødte ham stærkt tilbage. Han spurgte sig selv i allerstørste Alvorlighed, hvorledes der overhovedet kunde komme noget ud af et Arbejde mellem saadanne Mennesker. – Men paa den anden Side: hvad skulde han saa leve for? Han havde egentlig aldrig haft andet Maal, saalænge han kunde huske. – – Det var en Onsdag, Mødet blev holdt. Om Fredagen var Onkel Jørgen til Forhør for Provsteretten. Stemningen var saare trykket i Præstegaarden. Lærer Madsen kom stadig med Efterretninger om Agitationen rundt i Kredsen imod Onkel Jørgen. Samtidig kunde han ganske vist melde om trofast Hengivenhed hos mange af Menighedens Medlemmer; men det var dog maaske ikke Flertallet, og Onkel 358 Jørgen følte det derfor med større og større Sandsynlighed, at han nu ikke blot vilde blive afskediget af Staten, men tillige maatte skilles fra sin Menighed.

Om Løverdagen forstyrredes han i sine Studeringer ved Modtagelsen af to Breve fra Præstevennerne der paa Egnen. De havde ogsaa denne Gang konfereret, men havde fundet det rimeligst at sende to Meningstilkjendegivelser, een fra de ældre og een fra de yngre Præster; thi vel var Enderesultatet for begge Grupper blevet det samme, men Begrundelsen var saa forskjellig, saaat de tvende Synspunkter vare formente bedst at kunne gjøre sig gjældende eller komme til deres Ret i to særskilte Skrivelser.

De Ældre henviste i deres Skrivelse til, at en Henvendelse til Myndighederne som den af deres kjære Kollega og Broder i Herren begjerede maatte betegnes som et temmelig dristigt og usædvanligt Skridt. Men de vare nu alle ældre Mænd, deres egentlige Kamptid var forbi, den Tid, da de vovede alt, forat vinde alt, mistede Livet for at eje det. De maatte nu have Ret til Hvile efter Striden og kunde blot ønske for deres gamle Broder og Ven, at Kampens Tid ogsaa for ham ret snart maatte være til Ende. – Brevet havde seks Underskrifter. –

De yngre Præster havde derimod faaet en enkelt Mand af deres Midte til at svare i samtliges Navn. Denne Præst hed Julius Larsen, men paa Grund af sin Hjertelighed og Elskværdighed blev han næsten aldrig kaldt hverken Pastor eller Larsen, blot Julius; hans jævnaldrende Præstevenner kaldte ham dog, i kjærlig Beundring eller Misundelse, undertiden Julius Cæsar, fordi han erobrede Sognebaandsløsere fra sine Naboer vidt og bredt.

Pastor Julius Larsen skrev:

Min hjertenskære, gamle, åndelige far!

Jeg har fåt det hværv at skrive til dig på alle vi unge præste-menneskers vegne. Å hvor det dog er skammeligt af myndighederne, hade jeg nær sagt, at de vil berøve dig din anerkændelse, fordi du har talt hjertelig-frit og åbent. Ja, hvor det er en forfærdelig tid, vi lever i, det mærker man bedst paa, at man ligefrem kan føle ængstelse ved at skrive et djærvt og oprigtigt ord blot i et privat brev (som dette er, det forstår du nok). – Kære, kære far! vi har alle så ondt af dig, og ber daglig til vores kære gud og far, at han vil gøre det sådan for dig, så du ikke må tabe modet. – Hær skal rigtignok de gamle, som har gode, solide embeder, komme og hjælpe, og alle, som står privat og i fri 359 stillinger. Vi stakkels unge præster kan jo ikke, ihvor gjærne vi vilde. Vi sidder jo hær næsten alle sammen i vores første embede med hustru og vore kære, mange, små børn. Ja, det kænder du sælv så godt, du, som sælv har hat en så mageløs hustru og mange, kære børn. Ja, det er de ømme strænge, som det gud ske lov altid gør godt at røre ved. – Men de gamle må ikke undskylde sig med, at de er gamle. På den måde kunde vi jo få undskyldninger allesammen. Det har jeg sagt til dem. – Men vi vil allesammen be vorherre om, at din menighed vil beholde dig; og det gør den nok, for det, vi mindst af alt er, det er dog djævle; vi har ikke lyst til at gøre hinanden fortræd. – Å, hvor det er syndigt, sådan som man ogsaa snakker om vores kære Henriette, som vi alle har været så glade for på konventerne. Hils hende fra os allesammen, og sig hende, at vi ikke uden tvingende grund vil tro noget ondt om hende (dette om hende og Karl Wintrup, forstår du nok). –

Kære, kære far! å, vi vil så gærne atter få sidde i flok ved dine fødder og lytte til dit erfarne, kærlige ord som så ofte før. – Vi unge har jo så meget at kæmpe med, både med disse vældige, stormende kræfter i vort eget indre, og med den store, vrede verden, som ser på os med onde, kolde blikke. Men når vi trøstig lægger alle vore sorger på gud, så vil han jo føre os igænnem alle farerne, som truer os i denne onde verden på så mange måder, og give os en rolig og stille alderdoms stund efter striden og møjen.

Og det vil han også gøre for dig, kære, kære far! – Derom ber vi alle.

De kærligste hilsener fra Alvilda

og din

Bollebølle præstegård. Fredag. Julius.

E.S. Lille Tullemor fik i forgaars sin første kindtand, og hendes mave er nu næsten helt i orden. – Saa er da dén fare overståt, som nu i flere dage har hængt som et tordenvær over vore hoder. – –

Pastor Nordbye sagde ingen Ting, da han havde læst disse Breve, men lagde dem stille, næsten ligesom forsigtig, ned paa sit Bord Saa skyndte han sig over i Kirken, hvor han plejede at studere paa sin Prædiken.

360

Henimod Aften gik Esby over til Holtinggaard. Han traf Jomfru Hyphoff, Henriette og Karl siddende ved Aftensmaden. Det saae nok saa hyggeligt ud.

Da de havde spist, og Jomfru Hyphoff var gaaet ud, sagde han til Henriette og Karl: »Jeg gik for Resten herover forat sige jer, at Folk, efter hvad Lærer Madsen fortæller, har saa forfærdelig travlt med, at I er hele Dagen sammen herovre paa Holtinggaard. Han paastaar, at det bruges som det allerbedste Agitationsmiddel mod Onkel Jørgen i disse Dage.«

Karl sprang, aldeles rasende, op fra sin Stol: »Men hvad Fanden i hede Helvede kommer det de Æsler ved!« raabte han.

Der indtraadte billigvis en Heltepavse efter disse Ord, i hvilken Karl gik heftig frem og tilbage paa Gulvet.

»Men hvad siger de dog?« raabte han.

»Ja, det vilde Madsen saa nødig fortælle.«

»Naa, han er da ellers ikke saa bly af sig!«

»Nej, – men jeg kunde ogsaa see af et Brev fra Pastor Julius Larsen, som Onkel Jørgen viste mig, at man snakker ondt om Dig og Henriette videre omkring paa Egnen, – og alt det onde, man tillægger jer, det skal jo saa Onkel Jørgen vide Besked om og billige!«

»Aa ja,« – sagde Henriette, »saasnart de siger noget, saa siger de straks alt muligt, saa er der sletingen Grænser for, hvad de kan finde paa. – Men jeg kan jo da ikke tage fra Holtinggaard. Anna ligger stadig til Sengs, og nu har hun lige sat mig ind i, hvad der skal blive staaende paa Holtinggaard til den nye Ejer, og hvad der skal paa Auktionen, hvad der skal til Rostruplund, og hvad Karl skal have – –«

»Jamen hvad er det dog for nogle Djævle!« brølede Karl, der stadig var lige forbitret.

»Ja«, sagde Esby, »Pastor Larsen skrev netop i sit Brev, at det var det, man mindst af alt kunde kalde Folk – –«

»Jamen det er de da virkelig hellerikke!« sagde Henriette. »Men de er rigtig nogle slemme, uartige Børn – – til at plukke Vinger og Ben af alle de stakkels Fluer, de kan faa fat paa. Saalænge de kan gjøre et Menneske mere ulykkeligt, end det er, saa holder de ikke op med at pine det. – Uh! – det er jo saa interessant!«

»Men kjære, lille Henriette!« sagde Esby ganske forbavset, »hvordan har Du dog kunnet gjøre saadanne, frygtelige Erfaringer?«

»Dem kan saamænd enhver gjøre,« svarede hun og tørrede sine 361 Øjne, – »Aa, der var for et Aarstid siden en lille svagelig og halt Pige her i Kredsen, der arvede nogle Penge, som de ikke syntes skulde være tilfaldet hende. Saa gav de sig til at sladre om en Kjærestehistorie, hun nok havde haft. Nej, hvor de forfulgte hende med Snak! – Hun maatte rejse bort og døde et halvt Aar efter. Og de troede vistnok selv, det var af Bagtalelse, hun døde. For de var saa mageløs rørende ved Begravelsen.«

»Det er mig saa underlig nyt, saadan noget,« sagde Esby. »Jeg synes sletikke jeg kjender det.«

»Aa – er vi ikke allesammen saadan,« sagde Henriette og brast nu i lydelig Graad, »naar vi ikke passer paa og tænker os om: at vi synes, det er morsomt at gjøre ondt mod andre – – – Uh! – men de tænker sig ogsaa saa sjælden om, de Folk her!« tilføjede hun heftig og stampede i Gulvet. – –

»Jeg maa vel hellere følge med Dig til Præstegaarden og blive der de nærmeste Par Dage,« sagde Karl til Esby, da han gik. »Saa kan Henriette jo bo paa Holtinggaard saalænge, – forat Folk ikke skal have os to at skade Onkel Jørgen med.«

»Der kommer nok ikke mange til Kirke i Morgen,« havde Onkel Jørgen sagt Løverdag Aften, da han forlod de Unge i Dagligstuen og gik ind i sit Soveværelse. Men heri spaaede han fejl. Et Kvarter før den almindelige Tid begyndte Folk at strømme til Kirke, saa da Præsten kom derind, var den overfyldt. – Grundene var naturligvis forskjellige. Der var ganske vist ikke faa, der havde tænkt paa at demonstrere ved at blive borte. Men saa havde alligevel Nysgjerrigheden vundet Overhaand hos dem: der kunde jo træffe til at hænde et eller andet mærkeligt under den spændte Situation, som man vilde fortryde ikke at have været Øjenvidne til. Nogle havde tillige faaet den Idee, at da Præsten var afsat, eller dog suspenderet, og Kirken formentlig endnu anerkjendt af Staten, saa kunde det blive regnet for ulovligt, at Præsten prædikede i den fremdeles, – og Gud veed: der kunde maaske komme Politi midt under Prædikenen. Det vilde jo virkelig være noget extraordinært.

Henriette var ikke til Stede. Men de andre Unge fra Præstegaarden og Karl. Det var flere Aar siden, han havde været i Kirke, og det var 362 ogsaa for hans Vedkommende en Slags Nysgjerrighed, der i Dag førte ham herind, om end ikke af rent udvortes Art. Han vilde see, om Onkel Jørgens Personlighed kunde slaa til under disse særlige Forhold. Han syntes selv, det maatte være overmaade vanskeligt at tale af et aabent, saa at sige, ubeskyttet Hjerte til Mennesker, af hvilke mange sad hjertelig tillukkede, lurende bag deres Forskansninger paa ondt. Og hvis Onkel Jørgen overhovedet naaede at give sig hen i sin Stemning, hvor let kunde denne da ikke bringe ham til at sige Ting, som han bagefter maatte fortryde.

Han kom under Indgangssalmen til at tænke paa sig selv for tre Aar siden, da han var her i Kirken sammen med Rebekka. Salmesangen greb ham paa en lignende Maade som den Gang; men endnu mere maatte han i Dag dog undres over, at et Menneskekor, han personlig yndede saa lidet som dette, kunde frembringe en Sang, for hvilken han var nødt til at aabne – ikke blot sit Øre – men ogsaa sit Hjerte.-–

Først da Onkel Jørgen havde talt i en ti Minuter, opdagede Karl, at den Vanskelighed, der havde interesseret ham, og for hvis Skyld han egenlig var kommen i Kirken i Dag, allerede var overvunden. Onkel Jørgen talte frit og uhindret. Men i det samme slog det Karl, at denne Frihed og Uhindrethed sletikke havde sin Grund i nogen særlig, ejendommelig Maade, hvorpaa Onkel Jørgen vidste at møde eller omgaa eller falde i Flanken paa Forsamlingens Stilling til ham, – den havde simpelthen sin Aarsag i, at han talte udaf, talte til noget ganske andet end sit eget Personlige eller denne Forsamlings særlige, øjeblikkelige Stemning.

Karl fik atter denne samme Følelse som for tre Aar siden af en Magt herinde, som var noget helt andet end disse Mennesker omkring ham, – men Følelsen var stærkere nu, fordi Modsætningen var større, – og det var, som han under Prædikenen saae dette andet for sig: en anden Verden, et højt Land, der dukkede frem over Horizonten langt borte, og dog var ganske nær. – – Hans Interesserthed var pludselig vegen for en Følelse af, at det truede med en Afgjørelse for ham selv, – truede, forsaavidt som det Overmægtige, man ikke selv kan bestemme, har noget ængstende ved sig. – Hvad kom de Mennesker længer ham ved! og dog maatte han indrømme, de var nødvendige, saa nødvendige, som Instrumentet, forat Musiken kan lyde. – Der var efter Prædiken baade Daab og Altergang, – og Indtrykket 363 hos Karl blev ikke just mere overvældende, men mere virkeligt; han mindedes, første Gang han paa Rejser saae de blaa Bjerge langt borte nærme sig og miste det skylignende; faa Naaleskove, mørke Kløfter, grønne Lier opover de stejle Skrænter. Hin anden Verden var et virkeligt Land, mere virkeligt end alle de Stemninger, som skilte ham derfra, – de fremmede Stemninger, thi Bjerglandet histovre var vist Grundvolden i hans eget Liv, fra langt, langt, maaske allerlængst tilbage – og dog allernærmest ved – –

Der blev sunget en meget lang Salme af Grundtvig tilsidst, men Karl talte ikke Versene, dertil var de ham altfor kjendte og altfor underligt ny:

O, dejlige Land,
Hvor Glasset ej rinder med Taarer som Sand,
Hvor intet man savner, som Ønske er værd,
Hvor dét ikkun fattes, som smertede her!
Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst
Din smilende Kyst.

Forjættede Land!
Du hilses i Morgenens spejlklare Strand,
Naar Barnet mon skue Din Skygge fuld skjøn
Og drømmer, Du findes, hvor Skoven er grøn,
Hvor Barnet kari dele med Blomster og Siv
Sit Smil og sit Liv.

O, flygtige Drøm!
Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm,
Om Templet for Glæden i Taarernes Dal,
Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal!
Med Dig fra de fleste henfarer paa Stand
De levendes Land.

O, skuffende Drøm!
Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm!
Forgjæves Dig Skjalden, med Mund og med Pen,
Af glimrende Skygger vil skabe igjen;
Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa,
Som stirre derpaa.

364

Fortryllende Drøm
Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm!
Du gjækker de arme, der søge omsonst,
Hvad Hjertet begjerer, i Billed og Kunst,
Saa varigst de kalde, hvad sikkert forgaar
Som Timer og Aar.

Karl kunde ikke begribe, at han aldrig var kommen til at tænke paa disse Vers, som han kjendte saa godt, naar han havde været sammen med Rebekka. Hun stod i det samme saa levende for ham! – – Men straks efter svandt disse Minder bort, thi nu var det, som om Salmen gjentog for ham det, han selv for kort siden havde følt og seet:

O,Kjærligheds Aand!
Lad barnlig mig kysse Din straalende Haand,
Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld
Og rører vort Øje med Fingre som Guld:
Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand
Det dejlige Land!

O, himmelske Navn,
Som aabner for vores Din hellige Favn,
Saa Aanden usmittet kan røre ved Støv
Og levendegjøre det visnede Løv!
O, lad mig nedknæle saa dybt i mit Ler,
At Gud mig kun ser!

O, Vidunder-Tro,
Som slaar over Dybet den hvælvede Bro,
Der Isgangen trodser i buldrende Strand,
Fra Dødningehjem til de levendes Land!
Sid lavere hos mig, Du højbaarne Gjæst!
Det huger Dig bedst.

O, Kjærlighed selv!
Du rolige Kilde for Kræfternes Elv!
Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand,
Al Livskraft i Sjælen er Gnist af Din Aand;
365 Dit Rige er dér, hvor man Død byder Trods; Det kommer til os!

O, Kristelighed!
Du skjænker vort Hjerte, hvad Verden ej veed;
Hvad svagt vi kun skimte, mens Øjet er blaat,
Det lever dog i os, det føle vi godt;
Mit Land, siger Herren, er Himmel og Jord,
Hvor Kjærlighed boer.

Karl havde passet paa i Tide, mens han endnu havde Magten over sin Bevægelse, at bøje sig forover i Stolen, saa hans Ansigt var skjult. Men nu, da Gudstjenesten var til Ende, kunde han ikke forandre denne Stilling, – han vilde ikke vise sig for alle de Mennesker, og de havde vel forhaabentlig ogsaa andet at see efter end det, at han blev siddende. – – Nu vidste han godt, hvorfor Salmen havde gjentaget hans egne Tanker. Det var simpelt hen, fordi Billedet af det fjerne Højland, der dukkede op over Synskredsen, fra allerførst var et Laan fra Salmen, som hans Sind i mange Aar havde gjemt paa. Men Virkeligheden selv var intet Laan, – det var jo den Magt, som i Grunden ejede hans Sjæl, en Magt, som han vel kunde undfly, men kun ved at gaa bort fra sig selv; – at bæres af den Magt var det eneste vaagne, virkelige Liv, han kunde leve. Og nu vilde han ikke drømme og sværme længer, han vilde leve, han vilde leve i Gud og være sig selv!

Han hørte, i sin bøjede Stilling, hvorledes Lyden af Fodtrin, af Snakken og Mumlen aftog og samlede sig, ligesom Vand i en Tragt, nede omkring Udgangsdøren. Og han hørte den udæmpede Samtale udenfor Kirken aftage og tiltage, eftersom Vinden bar fra eller paa. –

Aa, men hvor skulde han værne om sin Kristendom, at den ikke blev besmittet af disse Menneskers Væsen. Hvor skulde han altid huske den uendelige Forskjel, som han ogsaa i Dag saa stærkt havde følt: Forskjellen imellem deres eget, ækle Væsen og saa den Guds Kraft, som boede iblandt dem. For det var jo det gruelige ved det, at man ikke kunde løbe bort med sin Kristendom og have den for sig selv alene. Det kom jo altid stærkest over ham, naar han var midt iblandt dem – aa ja, maaske det altsammen tilsidst kunde svinde bort for Een, hvis man helt vilde skille sig fra dem. –

Nu hørte han ingen i Kirken mere. Han rejste sig, gik hen ved 366 Døbefonten og stod og saae op mod Altertavlen, der var helt kjøn og forestillede Julenatten.

I det samme hørte han Lyd inde i Præstens Stol, og straks efter traadte Lærer Madsen ud i Koret.

»Bliv bare ikke forskrækket!« sagde han til Karl, der vistnok var faret lidt sammen af Overraskelse. »Jeg skulde blot ordne den Gamles Sager derinde, det har han bedt mig om.«

Karl havde vendt sig bort, men ikke hurtigt nok, til at Madsen ikke skulde have lagt Mærke til hans Øjne.

»Ja, det var godt i Dag, det var godt, det var godt,« sagde Madsen og klappede ham virkelig paa Skulderen. »Det er det, vi trænger til – noget saadan af en helt anden Verden. Vos selv er der ikke meget ved.« – Saa hilste han til Afsked med en udslaaende Haandbevægelse, som han for Resten havde efter Onkel Jørgen, – idet han fjernede sig ned ad Kirkegulvet.

Karl var kommen saadan i med at græde, saaat Vandet, til hans Ærgrelse, ogsaa steg ham til Øjnene ved disse Ord. Og samtidig tænkte han, at det maatte dog vist være mere end et Tilfælde, at saadant et Vrøvlehoved kunde komme til at sige noget, der var saa sandt.

Han skyndte sig ned og ud ad Kirkedøren, forat Læreren skulde see, at han ikke var bleven derinde; – han naaede netop at see Madsen gaa ud gjennem Kirkegaardslaagen, og Karl kom til at tænke paa det Skriftsted: »Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle profetere.«

Paa den Maade kunde Madsen jo ogsaa blive Sandsiger. Karl saae ham gaa bort ad Stien udenfor Kirkegaardshegnet. Han var ikke saa lidt kalveknæet, og svandsede derfor, naar han gik. Frakkeskjøderne slingrede snart til højre, snart til venstre.

Det Syn hagede sig fast i Karls Erindring, thi medens hans Øjne, egentlig uden hans Vidende, endnu fulgte det, skete der en Forandring hos ham selv; hans Sind gled pludselig ind i et nyt Spor, hvori det forblev hele den Dag – ja, man kunde gjerne sige: som det aldrig siden helt forlod. – Det slog ham paa een Gang, at han selv jo var meget ringere end Lærer Rasmus Madsen. Han havde jo Gang paa Gang og i lange Tider sveget og svigtet dét, som han nu dog følte altid havde været hans Egentlige. Det havde Madsen aldrig gjort. Han havde vist alle sine Dage været tro ikke blot overfor Gud, men endogsaa 367 imod Mennesker. Han havde vist altid elsket Onkel Jørgen højere end sig selv. Det var naturligvis derfor, Onkel Jørgen altid havde haft denne ubegribelige Kjærlighed til ham, de som Børn ikke havde kunnet forstaa. – Og han, Karl, han havde sveget alt – sin Barndom, Henriette, – og han havde sveget Gud, endskjønt han vist altid dunkelt havde følt, at det for ham var det samme som at svige sig selv.

Han var kommen ud paa den store, aabne Plads foran Kirken, medens disse Tanker med rivende Hast blussede op i ham. Han saae sig om, men der var ingen Steder, hvor – ja, hvad var det egentlig, han vilde ? – – hvor han kunde skjule sig. Saa tog han sig sammen med en verdensmandig Promenade-Bevægelse, – han drev det endogsaa til at svinge med sin Stok. Og saa begyndte han at gaa – hurtigere og hurtigere – ad Vejen til Holtinggaard. Han vilde hjem, han vilde ud i Haven – hen til det Sted paa Diget, der stod aabent i gamle Dage, fordi det var helt traadt ned ved den megen Færdsel af Børnene fra Hjem til Hjem, – kunde han blot komme ind til dette ensomme, dunkle Sted – ubemærket, ubemærket – nu, inden Gaard og Have og det hele kom paa fremmede Hænder – – –

Først da han drejede ind paa den særlige Vej til Holtinggaard, huskede han, at Henriette var der. Ja, mødte han hende, saa vilde han tale med hende, og saa vilde han sige hende alt. Men han vilde vist helst ikke møde hende nu. – –

Han gik ned ved Fjorden og ind ad den søndre Havelaage. Men inde i Buskadset til venstre for Laagen – stod hun og plukkede Jasmingrene ned. En Krukke eller Vase til at sætte dem i havde hun stillet ude paa Havegangen.

»Er Du ene?«sagde han.

»Ja.«

»Følg med mig ind i Hegnet, Henriette; der er noget, jeg vil sige Dig.«

Hun gik straks med ham, – op langs Hasselhækken, hen forbi Aspargesbedene og over Mistbænkepladsen.

»Er Du gaaet herover til Holtinggaard blot forat fortælle mig det, Karl?«

»Nej, men – – nej, lad os nu vente, til vi er komne derind.«

De bukkede sig og gik ind i den udklippede Gang i det nordre Hegn. Der var nær ved at være ufremkommeligt, da den længe ikke havde været brugt som Vej mellem Haverne. I Lysningen var 368 Stisporet helt forsvundet, og flere af Buskene paa dets Sider vare blevne ukjendelig store; men Lysningen selv var kjendelig nok, thi dens Rand mod Himlen var de samme gamle Trækroner, – den var som en stor Løv-Skaal, fuld af Juli-Solskin. Der duftede af vilde Jordbær.

- – De naaede Diget og vilde sætte sig ned, men maatte flytte sig et Par Gange, inden de fandt et helt tørt Sted, – akkurat som i deres Barndom, – og det var for dem, som om de havde været herinde for nogle Dage siden.

»Jeg rejser i Morgen, Henriette, – – og jeg veed jo ikke, om vi nogensinde faar hinanden, men jeg vilde blot sige Dig, at jeg elsker Dig, og at jeg vist i Grunden aldrig har elsket nogen anden – –« Han lagde sine Arme om hende og sin Kind mod hendes, og hun tænkte sletikke paa at forhindre det

Men hendes Ansigt fik et uroligt og smerteligt Udtryk: »Nej, det kan vist ikke nytte, Du siger saadan, Karl, for jeg kan vist ikke tro det – –«

»Jo – for jeg har jo ogsaa været borte fra Gud, og jeg har dog vist alligevel altid troet paa ham – – og paa samme Maade, Henriette! – – Men jeg veed jo ligesaa godt som Du, at jeg har været langt borte fra Dig, og været helt fortryllet af Rebekka – aa, af hele hendes vidunderlige Væsen – men jeg har aldrig helt været mig selv hos hende

- – – Men nu skal Du sige – ihvad der saa kommer ud af det – at Du elsker mig ligesom før – –«

Henriette bøjede sig ind til ham og kyssede ham: »Ja, ja – det gjør jeg – hvis jeg blot har Lov til at sige det – ja, det gjør jeg, Karl –« De sad ganske stille, uden at sige noget til hinanden. – Han hørte, hun gjentagende hviskede Guds Navn.

»Hvis Du troer, der er saa meget, vi er uenige om, Henriette, – – – saa er – der ikke det. Og Du skal ikke forandre Dig. Det er mig, der – –«

Noget efter sagde Henriette: »Nu vil jeg gaa, Karl. Nu veed vi jo, hvordan det er med os. Det var godt, vi fik det sagt. Det gjør ikke noget. Men jeg veed jo sletikke, om vi maa faa hinanden for det. Det er jo saa nyt – jeg veed det ikke. Farvel Karl! – Jeg veed hellerikke, om jeg maa kysse Dig.« Hun gav ham Haanden og stod et Øjeblik og saae paa ham. – »Aa, jo! – lige nu maa jeg!« – Hun kastede sig ind til ham. – Derpaa vendte hun sig om og løb, dukkende og bøjende sig, tilbage mellem Granerne. Han saae det sidste Glimt af hendes Haar ude i den 369 solbeskinnede Lysning. – Han stod og lyttede, indtil han langt borte hørte Havedøren oppe paa Hovedbygningen blive lukket op og slaaet i.

Saa gik han selv ind i Lysningen og satte sig paa en omvæltet Granstamme. – Store Flokke af nye, graasorte Stæreunger fra iaar kom flyvende over den aabne Plads fra den ene høje Løv-Kyst, der nu var i Skygge, over til den anden, der laa i Sol. De snurrede saa stærkt med Vingerne under Flugten, fordi de ikke ret var øvede endnu.

Han sad og fortrød saa meget alt det onde, han havde tænkt om sine Medmennesker i Kirken i Dag, ikke just fordi han syntes det var saa uretfærdigt, men fordi han selv jo var ligesaa ringe eller maaske meget ringere, og fordi de alle havde faaet saa megen Glæde uforskyldt. – Thi han var saare glad; han vidste ikke netop, hvad Fremtiden vilde bringe; men han var opfyldt af stort, ubestemt Haab.

370

X

Nogle Dage efter at Karl var kommen tilbage til Kjøbenhavn, modtog han følgende Brev:

Kjære Karl!

Jeg vil blot fortælle Dig, hvordan det gik med dette Menighedsmøde i Onsdags. Ellen var derovre og har berettet mig det hele. – Først kom Poul Smidt op og begyndte at snakke om Dig og mig (ja, det er dog forskrækkeligt!), og om, hvad Onkel Jørgen og Esby og Ellen havde sagt. Og alle de Moderate klappede og raabte »hør!« til det, han sagde. Men saa kom Lærer Madsen, og han holdt nok saadan en Tordentale, saa de andre ligefrem blev bange, – og han viste, at det var ikke andet end moderat Politik, det hele.

Saa var der nogle oppe, der beklagede og beklagede, at det nu skulde være Frimenighed igjen. Dér kom saamænd Morten Hejlgaard frem bagefter dem, og sagde, at han holdt ogsaa uhyre meget paa Valgmenighed, men hvis han for dens Skyld skulde miste Onkel Jørgen, saa vilde han hellere ansees ikke blot for at staa udenfor Folkekirken, men ogsaa – med Urette – for en Methodist eller en Araber. – Han var nok voldsom ivrig og græd tilsidst. Og der var mange, der takkede ham, da han havde talt.

Saa var Meyer oppe. Ham har Ellen nu et Horn i Siden paa og kalder ham en falsk, fejg Kryster. Men Lærer Madsen siger, at Meyer ikke tør svigte Onkel Jørgen for sin Kones Skyld. Hun ligger for Resten for Døden, men det veed Du maaske. Hun er nu en rar Een. – Ellen fortalte, at hun aldrig havde seet Meyers Pande saa fuld af Huller, som da han dér skulde til at tale. – Han var oppe to Gange. Først holdt han med de Moderate og talte om, hvor sørgeligt det var at være en Frimenighed. Men næste Gang da havde han mærket, sagde hun, at Lærer Madsen og Morten Hejlgaard havde alligevel ogsaa mange Tilhængere, – aa, da var han nok saa elendig, og talte blot om at holde sammen og holde sammen. Ellen sagde, at ellers gik hans Sparekasse vel ogsaa i Stykker. – Han fik nu alligevel sat igjennem 371 tilsidst, at det skulde afgjøres ved simpel Flertalsafstemning, om det skulde være Frimenighed med Onkel Jørgen eller Valgmenighed uden ham. De, der var ved Mødet, stemte saa straks, og det gav Flertal for Frimenighed Og igaar og iforgaars har der været skriftlig Afstemning i hele Kredsen, og det har ogsaa givet Flertal for Frimenighed Saa nu gaar det da ikke i Stykker for denne Gang.

Nu vilde jeg blot ønske, at Onkel Jørgen ikke mere vil blande sig i det Politik, og at den Snak om Dig og mig da maa holde op.

Kjære Karl! Jeg har spurgt Esby og Ellen og Onkel Jørgen derom. Det syntes jeg godt jeg kunde, – og jeg kunde hellerikke lade være. For jeg spurgte dem jo ikke, om jeg holder af Dig, men blot, om de syntes, vi engang maatte faa hinanden.

Onkel Jørgen siger, at han hverken kan eller vil svare derpaa. Esby og Ellen syntes det godt, men sagde, at det maatte jo da endelig ikke komme ud før Tiden.

Holting, den 24. Juli.

Din Henriette.

Jeg selv synes det ogsaa.

En halv Snes Dage efter dette Brev modtog Karl et andet Brev fra Holting. Det var fra Lærer Madsen:

Kjære unge Mand!

Ja – bliv nu ikke altfor forskrækket, fordi Du faar Brev fra den Holting Degn. Derimod kan Du godt blive forskrækket over Indholdet af mit Brev, for det er der stor Grund til. Men Du har maaske hørt derom. Eller har de holdt det skjult for Henriette?

See kuns nu: alt var gaaet i Orden her paa Stedet. Jeg og Morten Hejlgaard og Kjærligheden til vores gamle Præst (ja, det maa vi ikke glæmme) og fremfor alt: den almægtige Gud og Fader selv var alligevel for stærk for Jætterne, saa de maatte bøje sig og lade Aanden raade.–

Men nu er der den Vanskelighed ved godt Folk, og den er des større, jo bedre Mennesker de er: de kan ikke holde tæt med, hvad de skulde tie, for de er for godtroende. Hvordan det nu er gaaet til, men Fakta er denne, at de snakker rundt omkring i Kredsen om, at nu er 372 det sikkert, at Henriette og Du er ligefrem forlovede. – Kjære, unge Mand, hvordan skal man forstaa det? Kan man være gift og forlovet paa samme Gang? – Hvem har sladret af Skole? Ja, Kirstine Nordbye har sagt det til Karen (Ole's), og Karen til sin Moder – -!

Kan Du dimmentere, saa dimmenter det! Hvis ikke, – velan, saa maa vi begynde Kampen forfra med Jætterne. – For Kredsens eget Vedkommende vilde jeg ikke være saa bange; for det gik, som jeg spaaede: vi Radikalere vandt ved Valget den 26. Juli, saa nu er Jernbanesagen igjen gaaet ud af Dagsordenen. Men Præsterne her omkring truer nok med at lave noget Spektakel, hvis der ikke kommer et Dimmenti.

Kjærlig Hilsen fra Din gamle men endnu ikke forknytte
Rasmus Madsen.

Holting Skole, 2. August.

Karl blev rasende og skrev et meget ubetænksomt og brøsigt Brev. Underligt nok, havde han maaske ikke skrevet saaledes til Madsen, hvis han ikke hin Søndag havde truffet ham i Kirken og havde fattet en vis Godhed for ham. Brevet endte med følgende flotte Vending: »Naar en Mand og en Kvinde erklærer at være gifte, saa er de gifte; og naar de erklærer ikke at ville være det, saa er de det ikke længer. Og hvad der er derudover, det er kun Vrøvl og næsvis Indblanding af Uvedkommende. – Derfor er jeg ikke gift længer, og derfor kan jeg forlove mig med Henriette, – hvad jeg ogsaa har gjort.

Kalder Du dette et »Dimmenti«, saa maa et saadant være meget forskjelligt fra et Dementi.

Din Ven
Karl Wintrup.

4. August

En tre Ugers Tid herefter fik Karl Brev fra Henriette:

Kjære Karl!

Du skulde rigtignok ikke have skrevet saadan til Madsen. Han troede, det var en Slags offentlig Erklæring fra Dig, og har snakket om det til Alle. Det er især den forskrækkelige Sætning om, naar en Mand og Kvinde erklærer, at de ikke længer er gift. Og tænk, den har Præsterne (Onkel Jørgens »Præstevenner«) faaet fat i (for nu var Folk ellers ikke mere saa ivrige, ved det Valget er forbi), og de skrev til Onkel Jørgen, at Rygtet sagde, at Esby bifaldt denne Sætning, og at han 373 snart vilde have Esby til Kapellan, og maaske selv bifaldt den. – Dér har saa Onkel Jørgen svaret, at selve Sætningen fandt han og Esby vanvittig og taabelig, men at baade han og Esby holder paa, at det er rigtigt, at vi med Tiden gifter os, for de kjender os beggeto saa godt, saa de kan have deres Mening derom. Tænk, det har gamle Onkel Jørgen skrevet! Og han vil ogsaa have Kristian Esby til Kapellan, skriver han. – Nu har saa Præsterne udelukket ham af deres Konvent, og de vil aldrig komme og holde Foredrag i Forsamlingshuset, og de vil skrive til alle deres Venner, at de maa endelig ikke komme og holde Foredrag i Holting-Lundborg, saalænge Onkel Jørgen og Esby er der. – Hvis virkelig deres Venner siger Ja til det, saa kan det sandelig blive meget slemt, for de er jo Venner med næsten alle Mennesker i Landet, og Folk her vil meget nødig undvære Foredrag af Fremmede. Men det kan jo være, at deres Venner alligevel synes, det er for galt.

Men det er aller, allerkjedeligst af den Grund, Karl, at nu kan Du og jeg ikke være sammen eller sees sammen, før Du er bleven helt skilt fra Rebekka, sletikke!! – for jeg kan ikke holde ud at blive saadan gloet paa og snakket om. – Hvis Du absolut skal hjem til Holting af en eller anden Grund, saa maa Du lade mig det vide i Forvejen, saadan at jeg kan være bortrejst i den Tid.

Din Henriette.

Desværre kan det maaske snart blive nødvendigt, at Du kommer herover for Annas og Roberts Skyld. Det gaar helt daarligt med deres Pengesager, for han er forfalden, det jammerlige Mandfolk.

Der gik dog hele tre Aar, inden Karl atter saae sin Hjemegn.

Efter to Aars Forløb var Esby bleven Kandidat og tog straks til Holting som Kapellan hos Onkel Jørgen. Kort efter havde han og Ellen Bryllup. – Der blev vel rejst en lille Smule Modstand mod ham, men den fortog sig snart. Det hed sig nu, at Præsterne vilde have noget faktisk at holde sig til, inden de ret tog fat. De vilde see, hvorledes Pastor Nordbye og Pastor Esby vilde stille sig, hvis Karls og Henriettes Bryllup engang skulde til at blive en Virkelighed. – Det havde forøvrigt været dem umuligt at holde Foredragsholderne borte fra Holting-Lundborg i de forløbne to Aar. Ved Hjælp af rigelige Subsidier fra Henriette saae Lærer Madsen, Formand og Kasserer i 374 Foredragsforeningen, sig altid i Stand til at betale 25 Kroner for hvert Foredrag, og med sine gode Talegaver lykkedes det ham da næsten stedse at overbevise disse Mænd, saa de kunde indsee, hvor stort et Indgreb i den personlige Frihed Præsternes Optræden betegnede, – ganske bortseet fra, hvad man forøvrigt vilde mene om Sagen.

Et Aar efter at Esby havde taget sin Examen, blev Hellum candidatus magisterii, og ernærede sig dcrpaa som Timelærer i Kjøbenhavn. De fleste Onsdagsaftner tilbragte han i Kronprinsessegade. Geheimeraaden var død, men Rebekka holdt stadig af at see Mennesker hos sig den Aften. – Og for Hellums haabløse Elskov var disse Sammenkomster, hvor han hver Gang fornam dens Haabløshed, og dog følte sig dybt beriget, en stor Husvalelse.

Karl læste meget flittigt; men han var yngre Student end Hellum, saa han kunde indsee, at han maatte bruge et Aar mere forat blive færdig. – Han havde i det sidste Par Aar stiftet mange Bekjendtskaber, og han havde meget mere Udbytte deraf nu end før, da Forelskelsen i Rebekka virkede forstyrrende og fordrejende ind paa alle andre Oplevelser.

Han gik ofte i Kirke. Og det var stadig denne mærkelige Modsætning, som han ogsaa havde fundet i Frimenighedskirken i Holting: De enkelte kunde forekomme ham saa vederstyggelige, og de enkelte syntes ham forenede til et Usselhedens Fællesskab i Madstræb, Fejghed, Hykleri, Selvgodhed, Magtbrynde, – han syntes, han kunde see det altsammen paa dem, hvordan de slæbte det med sig fra Hjemmene, – – og saa var alligevel Guds Rige midt iblandt dem, og det var de ogsaa fælles om! – Det var aldeles ubegribeligt, og dog var det fast, tung, uflyttelig Virkelighed. – Overmægtig Virkelighed var alt, hvad der kom fra Guds Side. – Rebekka og Fensmark og Hellum havde i sin Tid halvvejs faaet ham til at glæmme, hvad Tro var. De havde bildt ham ind, at den kristne Tro var blot en Forventning om noget tilkommende. – Men Tro var jo at erfare, uomstødeligt, ubevisligt, akkurat ligesom den legemlige Sansning. Dér havde han gaaet og spekuleret over, hvordan Gud maatte eller kunde være, og hvordan kan ikke kunde være, – og saa her i Menighedens Tro mødte han jo Gud Fader den Almægtige selv og med ham et evigt Liv her paa Jorden, og den samme Tro lovede ham, som en Virkelighed, han ikke skulde spekulere sig til eller fra, et kommende, evigt Liv.

Karls Fremtidsplaner holdt sig stadig meget ubestemte. Kun eet 375 var han klar over, at han blev nødt til – hvis han overhovedet vilde bestille noget – at arbejde iblandt kristne Mennesker, ihvor hæslige saa baade de og han selv var. Thi han maatte jo dog være dér, hvor Guds Rige fandtes.

Karl og Rebekka havde for tre Aar siden aftalt, at de paa Treaarsdagen efter Separationsbevillingens Udstedelse, den 16. April, skulde mødes ved Bronceløven i Kongens Have, og kun hvis der var Hindringer for den ene eller den anden af dem, skulde der skrives. Derfra skulde de saa følges til Provst Bircheroed, forat han kunde foretage Mæglingen. –

Karl var i saa stor Spænding, da han den 16. April lidt før Kl. 2 gik og ventede hendes Komme, saa det virkede som Smerte. – Han havde i disse tre Aar kun seet et Glimt af hende sidste Sommer. Det var ude ved Broen paa Vejen, som gaar igjennem Jægersborg Hegn, – fra Eremitagen til Strandmøllen. Hun kom dengang kjørende i et elegant Selvejerkøretøj sammen med en anden Dame. Hun havde smilet saa venligt og naturligt, og dog saa dronningligt, da han hilste.

Ja – – dér kom hun jo saa henne i Gangen, – i graa Spadseredragt. Han betragtede hende vel et halvt Minut, inden de var paa Hilseafstand. – En hel Verden, dér kom gaaende! – og saa nemt det bar sig, tæt sluttet, enkelt, simpelt. Men saadan var jo alt det Ypperste, det var saa meget, og tog saa lille Plads.

Hendes Optræden var saa sikker og let, saa den ogsaa straks gjorde ham rolig. Saa snart de havde hilst, sagde hun: »Ja, saa skulde vi jo prøve, om Onkel formaar at forlige os.«

De gik ud igjennem Gartnerhaven til Østervoldgade, hvor Befordringen holdt, som Karl havde bestilt.

»Ja, Rebekka,« sagde han, da de havde sat sig overfor hinanden inde i den lukkede Vogn, »jeg veed ikke, om Du finder det underligt, men jeg siger »Du«.«

»Værs'god, men jeg siger »De«,« sagde hun smilende.

»Ja, jeg tænkte det nok. – Boer Du ene nu i Nummer 37?«

»Nej, jeg har en Selskabsdame. Og den største Del af Aaret har jeg en lille sønderjydsk Pige hos mig.«

»Saah?«

376

»Aa ja, – jeg har i det hele slaaet mig paa det nationale. Jeg har flere Gange været i Sønderjylland og har adskillige Venner der.«

»Nej, virkelig!«

»Ja, sandelig! – Det finder De nok meget mærkeligt.«

»Nej, men det glæder mig, at – –«

»Og jeg er bleven lidt bekjendt med en anseet Mand, som har indført mig i polske Kredse, baade i Warschau og Galizien – ja, endogsaa i selve Rusland. – Aa, det er en hel Rigdom, at leve med Mennesker, som har een, stor Sorg – og tilmed over noget, som jeg før har kjendt saa lidt til.«

»Ja, det er rigtignok sandt, det var da næsten det, jeg mindst af alt vilde have tænkt, at Du – –«

»Aa jo, der er en forunderlig Hvile i det, naar saadan alle de mange Ting er blevne til eet eneste, enten det saa er Glæde eller Sorg. – Og saa minder det mig for Resten – paa passende Afstand – om den Tid, da De holdt Foredrag for mig om det gamle Versailles og om de tungsindige Folkeviser. – Hør, siig mig,« føjede hun til med pludselig Overgang: »De boer jo endnu sammen med Kandidat Hellum?«

»Ja.«

»De har dog vel ikke det Indtryk, at han gaar og lider for min Skyld. Jeg kan godt mærke, at han er noget charmeret, – jeg bad ham jo, i sin Tid, komme, naar han havde Lyst, og besøge Onkel og mig – –«

»Nej,« sagde Karl, »jeg troer, han er meget lykkelig derved, og at den Lykke ikke gør ham andet end godt.«

»Saa, det er jo ganske brillant. – Han synger saa henrivende, og han er jo et fuldkomment Sprogtalent. Nu da jeg selv kan lidt Polsk – – og han, som aldrig har været i Landet, har en Udtale, bedre end nogen anden Fremmed, jeg har hørt.«

Der blev en lille Pavse.

»Mon han nu vil holde en højtidelig Tale for os igjen, Din Onkel?« sagde Karl.

»Nej, jeg troer, sletingen Tale han vil holde. Og begynder han paa det, saa holder jeg ham for Munden. Nej, for jeg har skrevet til ham og bedt ham hjem med mig til en Middag, som jeg er vis paa, han aldrig har oplevet Mage til. Den er ikke blot udsøgt, men alene udsøgt efter hans Smag. Jeg gav ham i Brevet en vidtløftig Beskrivelse af den. Min Vogn kommer derud og henter ham og mig, saasnart De er 377 kjørt. Og jeg har sagt ham, at jeg ikke vilde have, at min Kudsk skulde see den anden Befordring. – Nu er vi der jo for Resten.«

Et Øjeblik efter stod de i Provstens Dagligstue.

Saasnart han havde hilst, sagde han, henvendt til Karl: »Jeg er ved Læsningen af et Brev fra min Niece bleven overtydet om det efter menneskelig Sandsynlighed unyttige i atter at forsøge en Mægling, saaat jeg straks kan overrække Dem Deres Papirer. – Vær saa god! – Jeg veed, De ønsker det saaledes.«

Karl bukkede og gik.

Da Karl kom hjem paa Gasværksvejen, sad hans Svoger Robert van Tholen inde i hans Værelse.

Karl blev helt forbavset ved at mærke, hvor han dog følte Uvilje mod det Menneske. Det var som Ild i Blaar, saaledes blussede Vreden op i ham, saasnart han saae Robert. Men han tvang sig.

»Ja, see kuns nu Swawer,« sagde Robert, da de første Repliker var vekslede, »det er de Penge, som Swigerfader betroede Dig, førend han døde – det er dem om at gjør' – hwa' – ja, det er dem, det hele drejer sig om igjen. For – æh – se, for halvtredje Aar siden – det, som Henriette skrev til Dig om – da klared' jeg den jo lig'godt med min' swensk' Penge – men nu gaar den int længer' efter den Skala –«

Han er ikke ædru, tænkte Karl. Hvor hans Træk var slappe, og hans Dragt var saa underlig uordenlig, skjønt Tøjet ellers var nyt nok.

»Ja, jeg fik dem jo af Fader paa den Maade, at jeg skulde bruge dem til Fordel for jer, naar jeg fandt det rimeligt eller nødvendigt.«

»Wel saa, wel saa. Men troer Du nu int ogsaa, Swawer,« – han saae Karl uhyre alvorligt ind i Øjnene, »te Ti'en kund' wær' der, saadânt – at te det kund' wær' baade rimmeligt og nødwendigt nok?«

»Kan det ikke vente, til jeg kommer hjem i Sommerferien om et Par Maaneder; jeg veed jo sletikke, om det kan hjælpe med de 20,000.«

»Det kan baade hjælp' og int hjælp' – – det kan hjælp' til en Tid – – saaen er' et jo med al Ting, Swawer – –«

»Hvem skal have dem?«

»Det skal s'gu Peter Meyer – ja – han længes woldsom ætter 378 Kuntanter. De mumler om ham paa Egnen, de mumler, ja, de gjør, de mumler – –«

Karl følte, at hans Vrede mod Svogeren vilde være forbi, i det Øjeblik han fik Ret til at sætte ham paa en Arbejdsanstalt – saa kunde han endogsaa ynke ham af hele sit Hjerte, – – men at saadan Een skulde have Lov at gaa løs – og øde alting for Anna – og avle Sønner, der blev Drukkenbolte som han selv! – at man ikke kunde slaa saadan Een ihjel paa Stedet og faa ham puttet i Jorden! – –

»Og Du skylder ham de Penge?«

»Ja, det weed da den sødeste Worherre jeg gjør – her skal Du lig' see Papirerne – de er i Orden –« Han tog et krøllet Dokument op af sin Inderlomme, hvor det havde ligget ganske løst. 22,000 Kroner. – Men de 2000 – dem skaffer – dem seer jeg Udwej til paa anden Maade.«

Karl tog Papiret. »Ja, saa skal jeg skrive til Meyer og ordne det med de 20,000.«

»Tak, tak – det var prægtig, det var prægtig!«

Robert rejste sig noget usikkert; de stod et Øjeblik uden at sige noget.

Det dirrede i Karl. »Ja, jeg vil ikke byde Dig med ind til Kaffe, Robert, – for Du er beruset.«

»Dét er forfærdelig lidt, jeg har faaet, det kan jeg sige, – jeg drak – – jeg fik to lille Kunjaker til mit Kaffe paa Skibet – to bitte, smaa nogen – de war s'gu spinkel – –«

»Ja, farvel, Robert!«

»Farwel, Swawer, – ja, sees wi int tidligere, saa sees wi jo i Hjemmet –«

»Ja, vi sees tids nok.«

Saa gik Robert ned ad Trappen. Sikken Krop dog ogsaa – til ingen Nytte! – saadant et rigtigt, stort Landbæst af en Proprietær. Han tog og lagde Hænderne paa begge den ret brede Trappes Gelændere og fyldte hele Mellemrummet med sin Skikkelse. – – Herregud! det var ham, de engang havde fundet saa vidunderlig hjemme i Holting.

Karl syntes, alle hans egne Sager og Sorger var næsten som en Leg, naar han tænkte paa, hvad hans Søster Anna havde faaet at drages 379 med – Han følte Væmmelse, hver Gang det ret blev levende for ham. – Straks efter Kaffen gik han en lang Tur ud ad den gamle Jernbanevold, igjennem Viadukten ved Ny Carlsberg, saa op igjennem Valby og ind i Søndermarken. – Og han havde jo alligevel snart glemt Anna og hendes Sager over sit Møde med Rebekka i Dag. – Det var mærkeligt med den Glans, der laa over alt dette til den Side, hvor Rebekka var. Og den udgik jo vel nok til Dels fra hende, men det kunde dog paa ingen Maade være det alene. Det maatte vel være saadan, at baade Henriette, – som han følte saa tydeligt, for ham var den eneste og altid vilde være det, – og ligesaadan det Guds Rige, som han havde fundet paa samme Side som hende, – det var Kilder, der mere udstraalede Varme end egentlig Glans, – ellers maatte jo baade Rebekka og alt hendes forsvinde i Mørke. – Ja, – men der var nu sikkert tillige noget fordunklet ved Højskolen eller Grundtvigianismen, eller hvad man skulde kalde dét derhjemme i Holting. Han kunde jo da ogsaa huske, at Onkel Jørgen selv saa tit havde sagt, at i hans unge Dage da var der ganske anderledes Begejstring indenfor den grundtvigske Lejr. Han mente jo, det var Grundtvig, de savnede.

- – Ja, det kunde saamænd gjerne være. De andre havde jo Georg Brandes endnu. – Det var dog ellers forunderligt, om en enkelt Mand skulde kunde gjøre saa meget. – Det var da ikke, fordi Brandes havde Ret. For det havde han jo ikke. Grunden var vist ikke heller hans sjældne, mægtige Begavelse alene. – Hans Frisind var det i hvert Fald ikke, for det havde han vist ikke meget af. – Det maatte vel saa være dette, at han var en sejrrig Helt, en Mand, der havde vovet Livet for en Idee og samlet en Hær om sin Fane. – For det var ikke hans Følgesvende i dem selv, der laa Glans over. Der var naturligvis udmærket skjønne Undtagelser, ligesaavel i dén Lejr som hjemme, men Gjennemsnittet stod vist endogsaa langt under Gjennemsnittet i Holting,

- Karl maatte med et Smil indrømme, at det var ikke store Sager, der blev til dem paa den Maade. – Nej, men det var nok det: det var altfor længe siden, at Grundtvigianernes store Aandskjæmpe havde levet, han, hvis Gjerning var en Heltedaad, og som en Tid havde gjort det hele til et Vovestykke. Nu vandt de aldrig andre Sejre end dem, der ingen Helte behøvedes til. – – Og kom der saa en enkelt Vovehals, som Onkel Jørgen jo paa en Maade var bleven det, saa var der ingen Stil eller Natur i det. Han var kommen op at ride paa et Bibelsprog eller en anden Sentents og røg saa til Hekkenfeldt paa den. – - 380 Ja, Naturen – den havde de grundtvigske Folk jo i det hele for liden Sans for, baade Naturens mægtige Stemning og Naturens Lovmæssighed. Det kunde jo ogsaa frembringe Glansløshed. – –

Han sad længe, henimod Aften, paa en Bænk ved Vandbassinet i Søndermarken og hørte paa Fugletrækket højt oppe i Luften.

Der var dette frie, svævende ved Fritænkeriet.

Men Kristendommen var Virkelighed. – Virkeligheden var vel ogsaa altid mindre glansfuld end Drømmene. Og den frie Tankes Verden var jo en Drøm, – deraf kom maaske ogsaa det svævende – –

I Juli Maaned tog Karl hjem paa Besøg i Frimenigheds Præstegaarden; i tre Aar havde der jo nu boet fremmede Folk paa Holtinggaard.

Da han og Hellum, som i Aar vilde tilbringe sin Ferie i Holting, paa Vejen til Kjøbenhavns Banegaard passerede Vesterbro's Torv, saae de et Syn, som virkede ret overraskende og opmuntrende paa dem begge. I en nydelig Ekvipage, der absolut ikke saae ud til at være lejet, og ved Siden af en elegant Dame af sat Alder, der ligeledes gjorde et meget stabilt Indtryk, sad Dr. Fensmark. Han levede altsaa – det vidste Karl for Resten nok – og han var, efter alt at dømme, bleven rigt gift, og kjørte her til Frederiksberg med sin velnærede Ægtehalvdel.

»Det kan man da kalde Himmerig paa Jorden – sssj,« sagde Hellum og dukkede med Hovedet. – –

Karl var ængstelig og spændt paa Reisen hjem, og blev det desmere, jo nærmere de kom Holting. Han var bange, at den lange Tid, i hvilken Henriette og han ikke havde seet hinanden, skulde have forandret hende eller forandret noget i deres Forhold, naar de nu mødtes. – Men han følte ret, da han og hun havde været nogle Minuter sammen, hvor det Forhold dog var skabt for den lange Tid, – thi det var, som om de tre Aar havde kunnet gaa hen over det blot som en Dag.

Paa sine yngre Fættere og Kusiner i Præstegaarden kunde han derimod see megen Forskjel. Den yngste af dem, Morten, var bleven konfirmeret nu i Foraaret.

Ellen og Esby havde faaet sig en Dreng, – der naturligvis hed Jørgen.

381

Karl spurgte Henriette, om hun troede, der nu vilde blive gjort Mudder, fordi hun og han atter saaes sammen. Hun svarede, at hun tænkte det ikke; »Præstevennerne«, der havde slaaet sig sammen med Onkel Jørgens og Esbys Modstandere i Menigheden, havde nok besluttet, sletintet at gjøre, før man saae, om Onkel Jørgen vilde vie dem, eller holde deres Bryllup i Præstegaarden, eller paa anden forargelig Maade give sit Bifald til Kjende.

»Ha, ha! – de har nok trukket sig tilbage til den allersidste Skanse,« sagde Karl. »Ja, kan Præsterne bare faa Folk med sig, saa sætter de saamænd Himmel og Jord i Bevægelse. De vil vist forfærdelig gjerne være modige, naar de ingen Ting vover derved. Ellers, skal Du see, de slaar Knips i Lommen!« – –

Aftenen efter de Fremmedes Ankomst om Formiddagen, da Selskabet sad inde i Dagligstuen i Præstegaarden – Onkel Jørgen var gaaet i Seng – sagde Karl: »Hør Ellen, er Din Mand da virkelig paa Sygebesøg ogsaa paa denne Tid af Døgnet?« Karl havde endnu sletikke set Esby.

»Nej,« svarede Ellen og trak lidt paa det, »nu tænker jeg snarere, han er paa Rostruplund.«

»Det er da vel ikke galt fat der igjen – med Pengene?«

»Jo, det er det vel ogsaa nok. – Men Kristian sagde, han vilde hellere selv fortælle om Robert –«

»Hvem er det nu, der kræver ham for Penge?«

»Aa, der er vist mange. Jeg veed da, han har ogsaa laant Jomfru Hyphoffs Penge, – Din Fader havde jo sikret hende 800 om Aaret –«

Karl foer rasende op: »Ja, hvorfor kan man dog ikke hænge saadan Een – ligesom man hænger Hunde og Katte! – Puh! det er, ligesom jeg fik noget ækelt snavset noget langt ned i Halsen, naar jeg tænker paa ham. Og han er Annas Mand og hendes Børns Fader! – Ja, jeg blev gal, hvis jeg ret længe ad Gangen tænkte paa den Jammer!«

»Saa lad os hellere see lidt mere theoretisk paa Sagen,« sagde Hellum, der sad med en lang Pibe henne i Gyngestolen. »Vilde Du have en Lov, der tillod eller paabød Hængning af fordrukne Ægtemænd?«

»Nej, – den vilde jo blive forfærdelig misbrugt!« svarede Karl i en ærgerlig Tone.

»Ja, jeg frygter det.«

»Nej, men jeg skulde have saa solid en Samvittighed og saa inderlig 382 en Gudsfrygt, saa jeg ganske stille, uden Øvrighedens Vidende, gik hen og gjorde det af med ham.«

»Det var den stiveste – sssj -!« lo Hellum. »Siig mig, hvor megen Gudsfrygt maatte man have forat kunne gjøre dét?«

»Jeg mener, at Ens Gudsfrygt var større, hvis man kunde ofre hele sit Liv paa at redde ham fra Drikkeriet. Men naar man nu ikke ejer den Kjærlighed og Fromhed, saa meget hellere see Tingen, som den naturnødvendig er: at han dræber sig selv, ødelægger Hustru, Børn, alt – i Løbet af nogle Aar. – Og saa siger jeg: hellere expedere ham straks.«

»Den gaar aber bare ikke. Du kunde simpelthen ikke gjøre det.«

»Jamen Herregud, Menneske! – det er jo det, jeg selv staar og siger. Jeg er hverken god eller from nok til at tage den Byrde paa mine Skuldre. Mit Liv vilde være fuldstændig ødelagt, hvis jeg gjorde sligt. – Nej, men det er det, Du selv saa tit har anklaget de Kristne for, at de ikke har Respekt nok for Naturlovens Magt – –«

»Det er meget sandt – sssj. Men Sammenhængen med det foregaaende er mig ikke klar.«

»Jeg mener: forsaavidt vi ikke kan leve efter den ideale, kristelige Lov, da skulde vi leve efter Naturloven – og ikke derimod, som vi gjør, efter Skik og Brug og Pænhed og egenkjærlig Konvenients.«

»Jamen jeg troer, Karl, – sssj – at det ikke blot vilde være meget upænt af Dig, om Du hængte Din Svoger, men naturstridigt Skik og Brug er jo ofte blot et andet Navn for den menneskelige, folkelige Naturlov.«

»Naa, det er vist ikke ofte. – Jeg mener ligesaadan, at Fejlen ved Onkel Jørgens Radikalisme er den, at den mangler Natur, den er naturløs –«

»Ligesaadan?« indskjød Hellum leende.

»Ja, jeg mener, at han i Grunden havde Ret i det, han engang talte saa meget om, at hvad vi ikke lægger i Guds Haand, det forbliver i Skjæbnens, Naturens Vold. – Men fordi vi opdager den Sandhed, kan vi ikke pludselig tage alt bort fra Skjæbnen og overgive det til Gud. Det maa skee naturligt, det vil sige saadan, at vor egen personlige, naturmæssige Sammenhæng ikke sønderrives derved, – for saa kommer der straks dette Uvirkelighedspræg derover, som der alligevel er saa meget af hos Onkel Jørgen. – Jeg mener i det hele, at vi maa krydse os frem mod den kristelige Fuldkommenhed, med store Slag, saa store, 383 at vi faar hele Naturalismen med ombord – men selvfølgelig uden at tilbede Naturen, – vi maa jo da ikke føre Afguder med os paa Rejsen.«

»Ja, saadan! var der Een, der sagde ind ad Døren fra Entreen. »Men ikke ligesaadan!«

»Det er Kristian!« raabte Ellen og sprang op.

»Har Du staaet og luret?« sagde Karl. »Godaften! – – Naa, hvordan staar det saa til derhenne?«

»Paa Rostruplund?« sagde Esby. »Naa, det staar jo ikke saa slemt til – –«

»Drikker han stadig lige galt?«

»Han har da ikke smagt Spiritus de sidste to Maaneder.«

»Saa! – Men hvorfor har I da ikke sagt mig det?«

»Nej jeg vidste jo ikke, om jeg maatte fortælle – –«sagde Ellen.

»Esby er kommen der næsten hver Dag i de sidste to Maaneder,« sagde Henriette, »siden Robert kom fra Kjøbenhavn. Jeg fortalte jo Esby, hvad Du havde skrevet til mig derom. Og Esby har faaet ham ind i Totalforeningen her paa Egnen. Og nu er Robert bleven Formand i den. Og det er han meget vigtig af. Han holder Taler ved deres Møder saa uendelig lange, saa de allesammen er bange for ham. – Morten er hans mest trofaste Tilhører.«

»Aa ja – gid det da maatte holde med ham,« sagde Karl dæmpet. – -»Det maa da være noget skrækkeligt Vrøvl, han disker op med –«

»Morten kan tale efter ham,« sagde Henriette leende.

»Aa ja – Morten – lad os høre!« sagde Ellen.

Morten var en, af sin Alder, lille Person, i graat, laadent Vadmelstøj og Hosesokker.

»Naar han er ved at gaa i Staa i Talen,« sagde Morten noget undseeligt, »saa siger han: »Er der ingen, der vil spøre? er der ingen, der vil spøre? Jeg former bedst min Tale i en Beswarelse.««

Der blev almindelig Latter over det fortrinlige Wendelbojydsk. – – »Er der saa nogen, der vil spøre?« sagde Karl.

»Aak ja. De spørger om meget. Og saa siger Robert: »Wel saa, wel saa!«« -–

Lidt efter sagde Karl: »Men hvordan staar det med hans Pengesager, Esby?«

»Hans Pengesager! – nej, det er uendeligt. Lad os vente med det til i Morgen!«

384

Et Aar efter tog Karl sin Examen. Det var hans og Henriettes Bestemmelse at holde Bryllup i det paafølgende Efteraar. Saa vilde de bo i Holting. Nu, da han ikke længer havde noget Udestaaende med sin Barndom, sagde Karl, saa vilde han ogsaa leve i sin Barndomsegn. Udkommet behøvede de ikke at tage noget Hensyn til, saameget mere som Henriette havde arvet sin gamle Onkel, hendes tidligere Formynder, og derved havde faaet sin Formue mere end fordoblet. – Det var Karls Hensigt at fortsætte sine Studier over den danske Bondestand, og udgive en stor Bog derom. For Resten vilde han bygge sig et Hus og plante en Have omkring det paa en halv Snes Tønder Land, saaledes at Træerne deri kunde være store og gamle, naar Henriettes og hans Børn blev store, og de selv var bleven gamle. – Om det saa nogensinde blev en Højskole, maatte Tiden vise. Nu skulde Folk jo da i hvert Fald have Tid til først at more sig med, og bagefter blive kjede af, at forarge sig over hans og Henriettes Giftermaal. –

I det sidst forgangne Aar havde hans Svoger haft et slemt Tilbagefald til Drikkeriet, – men det havde da kun varet en Maanedstid; nu var han igjen i Totalforeningen, og det var gaaet rigtig pænt det sidste halve Aar, men Formand var han ikke længer. – Rostruplund havde Karl og Esby faaet ham til at sælge. Karl havde derefter skaffet ham en Bondegaard i Holting. Der kunde han i hvert Fald ikke gjøre saa stor Ulykke som paa Rostruplund, og den Gjæld, han dér havde gjort, kunde nok forrentes og afdrages af hans Indtægt fra Godset i Sverig. Baade Robert og Anna var bleven meget nærmere knyttet til Frimenigheden i den senere Tid paa Grund af deres store Kjærlighed til Esby og Ellen. –

Karl tænkte for Resten mere paa de politiske Begivenheder og Forhold end paa sin egen Fremtid i disse Sommerdage, efterat han var kommen hjem til Holting. Det havde tilsidst været ham en ren Lidelse i Kjøbenhavn at skulde gaa og være optaget af den Examenslæsning, medens saa store og vigtige Ting foregik i det offentlige Liv. –

I Foraaret var den anden provisoriske Finanslov bleven udstedt. Straks var Riffelforeningerne myldret op allevegne i Landet. Onkel Jørgen havde været Fyr og Flamme, og denne Gang Lærer Madsen ikke mindre. Henriette havde skrevet til Karl, at hun gik hver Dag i 385 Frygt for, hvad Onkel Jørgen kunde finde paa at gjøre eller sige. – Saa var i Slutningen af April det ministerielle Cirkulære kommet imod Lærernes Deltagelse i den politiske Agitation. Rasmus Madsen havde haft al sin Fantasi og Veltalenhed behov forat redde sin Sjæl levende igjennem den Følelse af brændende Skam, der faldt over ham, da han saaledes for Fremtiden skulde gaa med Mundkurv. – I Begyndelsen af Maj var det forsmædelige Forbud bleven udstedt mod Anskaffelsen af Vaaben.

Esby var ofte helt bange ved at høre Karl og Onkel Jørgen i denne Sommerferie tale om Politik. De var begge enige om, at de syv Ministre ikke fortjente bedre end at miste Livet. Karl ansaae det for blot og bar Fejghed hos sig selv, naar han ikke, i Ledtog med et Par andre Trofaste, snigmyrdede dem. Denne Fremgangsmaade ansaae han nemlig for fuldt berettiget overfor »slige Skadedyr«. Onkel Jørgen vilde derimod hellere, som den Hædersmand han altid var, gaa ærligt til Værks, træde aabenlyst frem for Statsraadet og meddele, at det var hans Hensigt at udrydde de syv af dets Medlemmer.

Esby var meget glad ved, at Onkel Jørgen stedse havde en urokkelig Tillid til Kongen. Thi Frygt skulde ikke have afholdt hans Svigerfader fra de groveste Majestætsfornærmelser. – Men Onkel Jørgen havde hørt gamle Grundtvig sige i en Prædiken i Vartov, kort efter Danevirkes Rømning, at Kristian den Niende sikkerlig inden sin Død skulde blive ligesaa elsket som Frederik den Syvende havde været. Og disse Ord fæstede han megen Lid og meget Haab til. – –

Saa kom, den 21. Oktober, Attentatet paa Konseilspræsidenten. – Dagen efter blev der holdt et Møde i Vennerlille Forsamlingshus, hvor Onkel Jørgen ganske ligefrem lovpriste Julius Rasmussen, – han henfaldt blot i Slutningen af sin Tale til skrupuløse Betragtninger over, hvorvidt den unge Mand havde baaret sig ærligt nok ad. – Heldigvis var den provisoriske Lov mod Forsamlingsfriheden endnu ikke kommen. Der var derfor intet Politi i Huset. Og de andre Tilstedeværende røbede ikke noget.

Hos Karl voksede i disse Dage Lysten til at holde Højskole – og allerhelst her paa denne Egn – stærkt. Der var et vidunderligt Liv over Folk. – Han opsatte foreløbig at bygge Hus. –

Den 23. Oktober blev Rigsdagen hjemsendt, – forat de Onde, Jætterne, kunde raade alene, som Onkel Jørgen sagde.

386

Den 27. Oktober kom Gensdarmeri-Loven, og den 2. November Loven mod Presse- og Forsamlingsfriheden. –

Der blev straks indvarslet til et offentligt Møde i Vennerlille-Forsamlingshuset den 10. November, hvor Pastor Nordbye og Meyer vilde tale om de sidste Dages Begivenheder. – Esby og Ellen gruede for, hvad det skulde føre til.

Men inden den 10. November oprandt, var der skeet noget i Holting, som berørte alle saa stærkt, og for de flestes Vedkommende tillige saa personligt, at det hos grumme mange stillede de politiske Begivenheder rent i Skygge.

Det begyndte i det skjulte. –

Om Eftermiddagen den 2. November kom Meyer til Præstegaarden. Han traf tilfældig Henriette (og de Yngre) ene hjemme. Han syntes først at blive skuffet ved ikke at kunne faa Karl i Tale. Men pludselig sagde han: »Det er maaske bedst saaledes. Maa jeg faa en Samtaale med Dig, Henriette?«

»Vi kan vel nok være heri Dagligstuen?« sagde Henriette, foranlediget ved hans urolige Bevægelser, som om han vilde anden Steds hen.

»Der er vel ingen, der hører? – – Naa, ja, ja. – – – Vil Du laane mig 100,000 Kroner, Henriette? – Jeg mener: betro mig dem. Jeg har Brug faaddem.«

»Nej, det troer jeg virkelig ikke jeg vil. Hvad Grund har Du dog ogsaa til at vente det, Meyer?«

»Men saa vil jeg sige Dig en aanden Ting, Henriette: dette er ække vanlige Forhold,« – han kom uvilkaarlig til at mindes Bjørnsons og Ibsens Fallitdramaer, – »jeg staar saadan, at enten sejrer jeg og kan bringe Velsignelse til maange, eller ogsaa er jeg i dette Øjeblik en ruineret Maand.«

»Men det er dog forfærdeligt. Men hvordan er det da kommet?«

»Ja, – det er altsaa Mannesker, eller tildels Foretagender, der ikke kan udredde deres Gjæld til Spaarekassen. Foretagender, som Spaarekassen har sat Penge i, – og disse Penge vil nu ække komme ind igjen i en Faart.«

»Vilde Du saa have mine Penge, indtil de andre Penge kom ind, eller vilde Du beholde dem længere?«

»Kun – Kun til de andre kommer tilbaage. – – Særligt gaalt er det jo,« sagde han og fik en forfærdelig Masse Huller i Panden, »med 387 nogle Penge – 30,000 Kroner – der staar som Spaarekassens Tilgodehavende hos mig, – og jeg kan ække undvære de Penge for Øjeblikket.«

»Og Du kan hellerikke beholde dem?«

»Umuligt! – Sagen er den: de er ække opførte som Laan, som saadant; de er blot direkte overførte fra Spaarekassen til min Kasse; det er saakaldte kriminelle Penge, idet Loven ække anerkjender Laanet som saadant. – Ja, lille Henriette, jeg kan faa en Forbrydders Navn paa mig, jeg kan komme i Tugthuset, hvis jeg ække i hvert Fald faar 30,000 Kroner.«

»Aa, jeg veed ikke, Meyer, – havde Din Kone levet, saa kunde jeg maaske have gjort det. Hende holdt jeg saa meget af – Men hvad kjender vi egentlig til hinanden?«

»Det er underligt, Henriette. Men veed Du, hvad der var noget af det sidste, min Kone sagde, før hun dødde ? – Seer Du: hun havde jo ingen Tro til, at Karl og Du fik hinanden, – hun troede ække, I fik Lov for Folk. Og jeg maa sige, lille Henriette, jeg troer det hellerække.«

»Jamen det vil Du faa at see. – Men hvad sagde hun da?«

»Hun sagde: Gift Dig aldrig, Peter, medmindre Du skulde kunne vinde Henriette Lind. – Er det for Resten ikke underligt?«

»Jo, – men hun har saa ment, at Du aldrig skulde gifte Dig.«

»Kan være! – Men hvad skal vi gjaare, hvad skal vi gjaare, lille Henriette, med de taavlige Penge?«

»Ja, jeg vil tale med Karl om det. Før kan jeg da sletingen Ting sige. Det haster vel hellerikke saa stærkt?«

»Det haster meget stærkt! – I Morgen er der Bestyrelsesmøde i Spaarekassen, og Forholdene har uddviklet sig saadan – – ja, at jeg ligesaa godt kan sige det hele, – det værste er jeg nødt til at komme frem med alligevel.«

»Ja, Karl og Onkel Jørgen kommer hjem i Eftermiddag en Gang, – hvis Du vil vente til den Tid – –«

»Jeg kommer igjen i Aften.«

Karl kunde ikke holde op med at lee, da Henriette fortalte om sin Samtale med Meyer. – Men han raadede hende bestemt til at afslaa Pengelaanet.

388

Meyer kom om Aftenen og tilbød – blot som et Forslag – at overdrage Karl Lundborg Højskole; Karl havde jo dog altid tænkt paa den Gjerning. – Men ogsaa hos Karl fik han rent Nej.

Allerede næste Dags Aften hørte Karl Rygter om den truende Sparekassefallit. Men kun hviskende og gjennem forholdsvis betroede Personer. Det maatte endelig forhindres, at Folk tog deres Penge ud af Sparekassen, thi den taalte kun meget smaa Udbetalinger. I de nærmest følgende Dage var der stadig et eller flere Bestyrelsesmedlemmer til Stede i Sparekassen, som, med Folk, der kom og præsenterede deres Kontrabøger, havde lange Samtaler, hvori de indtrængende opfordrede dem til at lade deres Penge blive staaende forat undgaa Fallit, ved hvilken Folk kun vilde faa meget faa Procent. Det blev dem sagt, at man haabede paa en Udvej, – skjønt Sandheden var, at man for Tiden slet ingen øjnede. – Sparekassens Penge stod ganske vist tildels i meget gode Foretagender, der med Tiden nok vilde betale sig, men for Øjeblikket krævede de megen Kapital, og nu kunde man ikke længere henvende sig til eller gjøre Bankens Status op for en hvilken som helst Pengemand, – det skulde frem for alt være en Person, der vilde tie, foruden at han havde den tilstrækkelige Sum at raade over. – Flere og flere anede, og hele Bestyrelsen havde Vished for, at Meyer havde taget af Kassen; men fik Retten fat i ham, var en Opgjørelse af Sparekassens Status og dens deraf følgende Fallit en sikker Sag.

Karl undrede sig i de nærmeste Dage over, at en Sag, som optog Folk saa stærkt, og som efterhaanden saa mange vidste Besked om, kunde undgaa Offentligheden. Folk syntes virkelig at kunne tie, naar det gjaldt Pengene. – Men nu meldtes der tillige om en Bevægelse blandt de ledende Mænd forat faa Onkel Jørgen bort og helt slippe for alt Frimenighedsvæsen. Det vilde blive Folk over Magten, hed det sig, hvis en saadan Pengekrise brød ind over Egnen. Og Pastor Nordbye var jo altfor radikal, sagde de Moderate, og han bragte sin Kreds i Miskredit ved sit oprørske Væsen. Og hvis han nu viede Karl og Henriette – var der andre der sagde – saa fik man jo Præsterne over sig og kunde blive isoleret fra de øvrige levende Kredse i Landet.–

Det var en saare trykket, raadvild Stemning, en Følelse af Afmagt og Opløsning, der hvilede over den Menneskemasse, som kom til politisk Møde i Vennerlille Forsamlingshus Mortensaftens Dag. - 389 Og mens Folk forsamledes, traadte to Gensdarmer i Blaat og Hvidt, med Karabiner og lange Ryttersabler, ind i Salen og stillede sig ved Døren. –

De kom ganske uventet for alle. Kun enkelte af Forsamlingen havde Dagen i Forvejen seet Gensdarmer i Kjøbstaden. De frembragte ved deres Komme maaske ikke saa megen Vrede, som de vilde have gjort, hvis Folk ikke havde været saa optagne af noget andet, – men de udbredte en Uhygge, en Rædsel for Ulykke i Forsamlingen, saa stærk, at de fleste vistnok blev sammen i Huset, mere forat være mange samlede, end for at høre paa Talerne.

Ikke blot Esby men ogsaa Karl blev bange for den Virkning, dette Syn skulde have paa Onkel Jørgen. De fortalte ham om de to Gensdarmer og spurgte ham, om han ikke var kjed af at tale under disse Forhold. Men han syntes kun at blive mere opsat derpaa. Han var ganske fattet, lod det til, men meget harmfuld.

Meyer talte først. Karl hørte i Begyndelsen sletikke efter. Han havde mere end nok i at tænke paa Politiken i det hele og paa Onkel Jørgen i Særdeleshed. Men under en tilfældig Pavse i denne Optagethed kom han til at lytte, – og da blev han ganske forundret, helt reven med. Det var jo, som om han sad i Lundborg Højskoles Forsamlingssal – fjorten Aar siden. Ja, netop i disse Novemberdage for fjorten Aar siden! –

Det var Øjeblikkets politiske Strid, Meyer talte om, – men de to kjæmpende Partier blev ligesom trængt tilside, med deres Krav, deres gjensidige Forbitrelse, deres Egenkjærlighed, – og noget andet, noget helt andet, skjød sig frem, noget, der mindede Karl om dette for fjorten Aar siden og om Onkel Jørgens Undervisning hele hans Barndom igjennem, – noget, der ogsaa dækkede over Meyers Gjæld og øvrige Elendighed, noget – ja, det vilde ikke tage Form for Karl: en Frodighed, et Levende, et Groende, – et blomstrende Land, en Kvinde, der sang og strøede Gaver ud, en gylden Strøm fra Hedenold ned til vor Tid, – en dansk, rig, lys Sommerdag, fuld af Naade og Gavmildhed, som vilde tilgive alle, fordi den havde nok at uddele af, – tilgive endogsaa den Samling af Misdædere mod Folket, som nu sad ved Roret i Danmark – – Hvilken Magt! hvilken Magt! hvilken Herlighed! at vi Mennesker ikke gik alene hver for sig her paa Jorden i vor private Usseldom, men at slige store Kræfter virkede iblandt os og kunde nøjes med en Stakkel som Meyer forat bryde frem og 390 komme til Orde. – Ja, for det maatte jo være Sprogets Magt, vort danske Modersmaals Vælde, som udrettede det Hele.

Det var Kjæmpevisens Toner, der hele Tiden ledsagede Meyers Tale og gav den sin Magt og sin Klang. – Det begyndte mørkt og fuldt af Kvide, med Smaafuglenes Klage, fordi den kongelige Ørn, som skjærmede dem, han maatte fly for Høgene:

Nu er der Sorrig udi Lunde,
som før var Fuglesang,
de fattig smaa Fugle dem ynkes mig,
for Tiden gjøres dennem saa lang –

og der var Toner fra Marstigs Viserne om Herremændenes Voldsfærd:

De ere saa mange i Danmark,
ville alle Herrer være –

og:

Nu stander Landet udi Vaade

Men saa kom den glade Fortrøstning, det sikre Sejrshaab med den brede, jydske tone i Visen om Niels Ebbesøn:

Først denne Nat forgangen er,
da fanger vi Dagen i Stade;

Dagen kommer ikke, før Solen skin,
da faar vi Tidender ny,
da vil jeg paa mine Svende see,
hvilken fra sin Herre vil fly! –

Der var i hans Tale noget af den samme Manen, som da han for fjorten Aar siden fortalte om Willemoes, og det var sandelig ikke Meyer, der manede – hvad Myndighed havde han vel ogsaa til det – det var Folkets Aand, det var Modersmaalets Myndighed, der talte igjennem ham.

Og der var det underlige ved det for Karl, at skjønt Talen – som Følge af sit Emne – for en stor Del var mørk og trist, saa virkede det 391 altsammen paa ham som Rigdom, Glæde, Kraft, – fordi Talen selv aabenbarede for Karl en Magt, der levede trods al nærværende Bedrøvelighed og Ulykke.

En Magt, der ikke blot greb ham, men som kunde sige ham, hvad han skulde gjøre: han rejste sig straks, gik hen til Henriette og hviskede hende i Øret: »jeg vil kjøbe Lundborg Højskole, Henriette, – jeg vil redde Meyer og hans Sparekasse, ellers gaar det hele i Stykker her paa Egnen, og det maa det ikke.«

Hun saa op paa ham, forbavset over hans Ord og over hans straalende Ansigt.

»Vil Du, Karl! – – Aa, men hør Onkel Jørgen!« føjede hun til i en meget bekymret Tone.

Karl saae op og lyttede. Onkel Jørgen stod og talte, – og Karl maatte hurtig indrømme, at det ikke var nogen Tale, som var indrettet paa Gensdarmers Nærværelse: »----jeg vil ikke tale saameget om Estrup; han er Herremand og vant til at leve i Kredse, hvor man fra Arildstid har seet paa Lov og Ret som noget, man kun holdt overfor sine Ligemænd. Men Nellemann er Jurist, han vced og føler, at han gjør Uret paa Uret, atter og atter misbruger sin Myndighed. – Jeg har i mange Aar været i Tvivl om, hvad det egentlig var for Folk, som regjerede over os her i Danmark, men desværre: nu er det bleven klart, det er og har i mange Aar været Jætterne. Aa – vi burde jo have kunnet see det, om ikke paa andet, saa paa dette Tyrkeansigt, som Estrup gaar med, og paa Nellemanns Ansigt, der jo seer grangivelig ud, saaledes som vores gamle Lars Glad har alletider aftegnet Jætternes for os –«

Begge Gensdarmerne forlod deres Pladser ved Døren, og sagde nogle Ord, som Karl dog ikke forstod, – idet de langsomt banede sig Vej op mod Talerstolen. Men Onkel Jørgen blev ved: »Og alle de, som driver den Jætte-Politik, som nu raader, er Landsforrædere, Højforrædere mod Konge og Folk; de turde aldrig – denne lille Klat Mennesker – byde det danske Folk en Forhaanelse som den, at sende disse Blaamænd, disse Slavefogeder ud iblandt os, hvis de ikke regnede paa at have alt, hvad der er af Tyranni i Evropa, bag sig. – – I kan ikke være danske Mænd, I lyseblaa Jættekroppe!« raabte han til de to

Lars Glad, grundtvigiansk-studentikos Oversættelse fra Fyrrerne af Lorens Frølichs Navn.

392

Politimænd, der nu var ganske kort fra ham, – »I maa enten være forklædte, prøjsiske Gensdarmer eller russiske Kosakker eller tyrkiske Baschibozukker – – –«

I dette Øjeblik lagde de to saaledes Tiltalte Haand paa Onkel Jørgen, – der opstod en stor Forvirring omkring Talerstolen, Karl kunde en Tid hverken see Onkel Jørgen eller Gensdarmerne, – men lidt efter kom de frem, førende Præsten med sig ned mod Udgangsdøren. – Der blev lejet en Vogn; fra Præstegaarden kom de løbende med hans Rejseklæder, og med en Gensdarm ridende paa hver Side af Vognen, blev Onkel Jørgen kjørt af Sted til Glenstrup. – – –

Næste Dag til Morgen hørte Karl, at der om Eftermiddagen skulde være Møde i Sparekassen i Lundborg. Han gik derover, og kom – paa Meyers og Fleres Anbefaling – ind i Forsamlingen, til hvilken ellers kun Indbudne havde Adgang. Her var c. 70 Mennesker til Stede, de ledende Mænd, især af Frimenighedens Medlemmer, i Holting, Lundborg og omliggende Sogne. – Karl fik nu at vide, at man just havde besluttet at overgive saavel Sparekasse som Meyer til Øvrigheden, da ingen af dem stod til at redde. Sparekassens Aktionærer vilde sletintet faa; de Indskydende maaske 40 Procent af deres Penge. – Det var et stort Tab, som vilde ramme hele Egnen. – Meyers Ansigt var fuldt af Grimacer, hele Forsamlingen meget nedslaaet. Der taltes om flere Falliter, som maatte blive Følgen af denne.

Da Karl stod op og meddelte, at han vilde sætte indtil 200,000 Kroner ind paa denne Affære, forat redde Sparekassen fra Fallit og Meyer fra Tugthuset, og at han desforuden havde i Sinde at kjøbe Højskolen, – blev Ansigterne paa alle hans halvfjerdsindstyve Tilhørere ganske hvide. – Karl blev vist ogsaa selv bleg, saa forunderlig virkede Tilbageslaget af al den Sindsbevægelse. – Derefter strømmede Blodet til samtlige Hoveder og Hjerter, og de skjønneste Taksigelses-Scener fandt Sted. – – –

Onkel Jørgen blev idømt tre Maaneders simpelt Fængsel.

Al Tale om, at man ikke vilde have ham til Frimenighedspræst var pludselig forstummet, efterat den truende Fare for Sparekassen saa lykkelig var overstaaet. Omtrent 30 nye Medlemmer indmeldte sig i Menigheden efter den glædelige Begivenhed, og paa et stort Møde, som blev afholdt i Slutningen af November i Vennerlille-Forsamlingshus, blev tre Ting vedtagne: at man ikke blot vedblivende vilde have Esby til Kapellan i Frimenigheden, men at han skulde afløse 393 Pastor Nordbye, naar denne en Gang blev for gammel; at man paa hele Egnen vilde støtte Lundborg Højskole under Karl Wintrups Ledelse af al Kraft; samt endelig – efter Karls og Esby's Forslag – at Navnet »Vennerlille« helt skulde udryddes, og overalt afløses simpelthen af »Holting-Lundborg«.

Kort før Jul blev Karl og Henriette borgerlig viet, og derefter, ved Arrestforvarernes særlige Gunst, kirkelig stueviet af Onkel Jørgen i hans Residens paa Glenstrupgaard. – De fik en særdeles festlig Modtagelse af Egnens Beboere ved deres Indtog paa Lundborg Højskole.–

Onkel Jørgens Præstevenner havde kort efter en privat Sammenkomst i Bollebølle Præstegaard hos Pastor Julius Larsen. Det blev her besluttet, paa Grund af den Strid og Bitterhed i Befolkningen, som en Agitation mod Præsterne Nordbye og Esby under de nærværende Forhold paa Egnen vilde volde, intet at foretage i denne Retning. Motiveringen var forøvrigt paa flere Punkter den samme som i de to Breve, Pastor Nordbye i sin Tid modtog fra sine Venner: Strid og Kiv var aldrig til Gavn for Menigheden, erklærede de ældre Præster, og for dem selv kunde derved den Ro og Hvile forskjertses, hvorpaa de efter Livets Kampe havde billigt Krav. Strid og Kiv var en Ødelæggelse for Menigheden, udtalte de yngre Præster, og hvad dem selv angik, da sad de i deres første Embeder o.s.v., – nogle af dem havde desuden Smaabørn, der netop befandt sig i Tandperioden, denne, ogsaa for Forældrene, saa kvalfuldt ængstelige Tid, der ligesom lammede hos En alt Mod og al Handlekraft. – –

Allerede før Bryllupet var Karl begyndt at deltage i Undervisningen paa Højskolen, der i Vinter havde 30 Elever. Han havde skrevet til Hellum om at komme og være hans Medhjælper fra Sommerskolens Begyndelse og fremdeles, og havde straks faaet Ja. – Desuden skulde Meyer blive paa Skolen og holde frie Foredrag. Karl ærgrede sig ikke mere ved at see paa hans Væsen, men følte sig derved ofte opbygget i den Følelse, at vi Mennesker ikke er ene, men at der er mægtige Kræfter over os og iblandt os. –

I Julen kom Hellum i Besøg paa Lundborg Højskole. Samme Aften som han var indtruffen, kom Esby og Ellen kjørende derover. - 394 Efter Aftensmaden sad Karl, Hellum og Esby og røg Tobak inde paa Kontoret. Meyer, som ellers boede ovenpaa, kom ogsaa derind. Hans Gang havde faaet noget vist sjokkende ved sig paa Grund af de mange Ulykker og Gjenvordigheder, han havde gaaet igjennem.

»Nu er jo hele det fremtidige Lærer-Personale samlet,« sagde Karl. »Det er bedst, vi prøver paa at fordele Fagene til Sommer mellem os straks.«

»Ja, jeg taler frit,« sagde Meyer.

»Du taler frit, ja.«

»Jeg flyver ud paa Tang-kens Vinger og samler Honning ind af alle Danmarks Blomster. Saa kommer jeg hjem til Eleverne og gjør dem gllaade medde.«

»Jeg kan ikke fortælle andet end Bibelhistorie,« sagde Esby.

»Det var de to af Lærerne,« sagde Karl. »De tager selv.«

»Det gjør jeg virkelig ogsaa,« sagde Hellum. – »Naa, ja, – de egentlige Elementær-Fag taler vi vel ikke om i Aften. – Men hvad det øvrige angaar, – saa meddelte jeg Dig jo straks, at skulde jeg tage mod Pladsen, da maatte det blive som Lærer i dansk Sprog, Litteratur og Historie.«

»Ja, veed I hvad, – naar I saadan tilraner jer det hele, saa maa jeg virkelig have Lov at plukke noget hos jer hist og her.«

»Du har jo hele Verdenshistorien – og Geografien,« sagde Hellum. »Kan Du huske Kjærestefolkene paa Gasværksvejen, der paastod, at alt var Geografi? – Og saa Din egen indre Bevidsthed. Det er jo Dig, der skal give Skolen sit Præg. Du har da vel Dit Program færdigt?«

»Mit Program? – Ja, nu skal Du og Esby ikke gjøre Nar ad mig, fordi I begge har været mine Lærere og Opdragere. I maa huske paa, at nu er det mig, der er Forstanderen.«

»Ja, vist saa. Men netop derfor,« sagde Esby. – »Hvad vil Du saa tale om?«

»Ja, for det første – – nej, det vil jeg ikke holde Foredrag om, bl.a. fordi Hellum har taget baade Fædrelandshistorien og Modersmaalet, men det skulde Eleverne mærke gjennem alt, hvad jeg har med dem at gjøre: at der er to store, usynlige Magter, den ene aandelig Virkelighed og den anden væsenlig Poesi, nemlig: Kristendom og Folkelighed; og at de er rentud to Gaver, to store Rigdomme, som den Enkelte faar fra Gud og fra det Folk, hvoraf han er født, – to Gaver, der altid bringer Velsignelse, ihvor de kommer, selv til den Ringeste, den Usleste, 395 - – ja, to mægtige Kræfter, uden hvilke man kan spare sig Ulejligheden med al Folkeopdragelse, -- jeg mener: man maa i hvert Fald have den ene af dem til sin Hjælp« – tilføjede han og saae til Hellum -–

»Ja, det var jo udmærket,« sagde Esby, »men det vilde Du altsaa ikke tale om.«

»Saa vil jeg tale om, at man skal dyrke Gud og tjene ham alene, og hverken forgude Menneskelivet og dets Love, saadan som Onkel Jørgen paa en Maade gjorde overfor os Børn i gamle Dage, – eller forgude Naturen, som Rebekka vilde have mig dertil. Dernæst vil jeg vise dem meget udførligt, at alt det menneskelige, ogsaa Menneske-Historien, er gjennemvævet af Naturens Love og for saa vidt selv Natur, – og endelig vil jeg prædike for dem Aanden i Naturen, – jeg vil gjøre dem betagne af Naturens mægtige Stemning, hvis jeg blot formaaer det.«

»Det gjør Du nok,« sagde Hellum. – »Veed Du for Resten, at den Dame, Du nævnte, hun har faaet meget mere Sans for det folkelige nu, end dengang jeg sang for hende paa Gasværksvejen?«

»Ja, jeg veed det, hun har selv fortalt mig det,« sagde Karl.

»Sidst jeg var sammen med hende – det er godt en Maaned siden, – jeg har aldrig følt mig saa – – Du veed, der kan være saadan en Stemning over hende, – da var hun nylig kommen hjem fra en tomaaneders Udenlandsrejse – –«

»Til Polen eller Rusland?« spurgte Karl.

»Nej, – hvor var det, hun havde været, – Fichtelgebirge – Wien -Ungarn, synes jeg hun sagde.«

»Saa,« sagde Karl. Han rejste sig hurtig og saae ud ad Vinduet. – -»Hun staar for mig som en vidunderlig Drøm. – Men dette er Sandhed og Virkelighed.«

396
397

Efterskrift og noter

398
399

Efterskrift

Jakob Knudsen og nutiden

Povl Schmidt giver i sit forord til Drømmens dør 1984 en fremstilling af forfatterskabets skæbne siden slutningen af fyrrerne. Fra denne tid og frem til midten af halvtredserne blev næsten hele Jakob Knudsens forfatterskab genudgivet, og det samlede oplag nåede op på o. 300.000 eksemplarer.

Hundredårsdagen for JKs fødsel, 14/9 1958, fejredes med en »strøm af artikler og taler, der hyldede forfatterskabet som fortsat vedkommende«.

Året efter offentliggjorde Villy Sørensen »i anledning af Jakob Knudsens 101 år« en artikel, som han kaldte »Det forgudede traume«. Artiklen fik »hyldestbruset til at perle væk. Hugget faldt så præcist, at det virkede lammende på øjensynlig både jubilarens eftersnakkere og købelysten, der dog ellers fik gode kår under velstandssamfundets etablering«.

I løbet af halvfjerdserne og firserne hørte optrykkene helt op: man stejlede over »forfatterskabets reaktionære umulighed«.

Det fortælles i romanen, at Karl Wintrup læser Adam Homo og Hjortens Flugt og oplever, at de var ham som »Verdner, der allerede var ældede, bortdøde, – han kom til at tænke paa de Kulturfolk i Mexico og Sydamerika, der saa sporløst var forsvundne« (G.-A., 205). Lever JKs værker selv et sådant genfærdsliv? Her kan man nævne, at Villy Sørensens angreb egentlig ikke var udtryk for, at JK var ligegyldig, men snarere betød, at han var et angreb værd Hertil kan føjes, at en række væsentlige skribenter har skrevet om ham efter attentatet: Bjørn Poulsen, Ole Wivel, Povl Schmidt, Margrete Auken, Aage Henriksen, L.P. Rømhild, Sven Møller Kristensen og Jørgen Elbek.

Temaer

Vilh. Andersen talte i sin tid om tre billeder, som kunne udledes af f.eks. Fr. Paludan-Müllers Adam Homo og Henrik Pontoppidans Det 400 forjættede Land: Et livsbillede, et tidsbillede og et tankebillede. Det samme gælder for G.-A.: Livsbilledet gives med skildringen af Karls udvikling, tidsbilledet med beretningen om den politiske kamp og kulturkampen i 70'erne og 80'erne, tankebilledet med fremstillingen af brydningen mellem naturalisme og kristendom, mystik og individualisme.

Centralt står kærlighedskonflikten mellem Karl Wintrup og Rebekka Woltersien. De er levende mennesker med fortrin og fejl, vidt forskellige i henseende til personlighed og principper. Der er ikke kun tale om blodløse idé-bærere. Vi skal følge deres forholds udvikling fra dets gæring til dets gravlæggelse og derpå i afsnit om naturalisme, højskole og politisk kamp undersøge tanke- og tidsbilledet.

Karl Wintrup – Rebekka Woltersien

Karl er søn af den velhavende proprietær C.M. Wintrup, der har en gård ved Holting (Aggersborg). Sin moder har han mistet tidligt. Proprietæren har overladt opdragelsen og uddannelsen af sine børn, Karl og Anna, til sin svoger og nabo grundtvigianerpræsten Jørgen Nordbye, »Onkel Jørgen«.

I romanens begyndelse har onkel Jørgen magt over børnene (også sine egne: Kathrine, Ellen, Kirstine og Morten samt plejedatteren Henriette Lind). De er præget af hans energiske forkyndelse og levende fortælling, der fører dem ind i et splittet univers. Aserne står for alt, hvad der rimer med ånd, medens jætterne står for det diametralt modsatte: materialisme, dovenskab, kedsomhed, kødelighed, endog sjuskeri med det daglige arbejde.

Den, der ender i jætternes verden, er ganske vist ikke fortabt, thi Guds nåde er bestandig, men åndeligt er han død. Det var ham bedre, om han aldrig var født. Børnene far stor færdighed i at bestemme, om et menneske er as eller jætte.

Et tema, som ofte behandles i Jakob Knudsens forfatterskab, er forholdet mellem fædre og sønner. Han havde et særegent forhold til sin fader, præsten og højskolemanden Jens Lassen Knudsen: »Min Evne til at skelne mellem rimelig og urimelig Samvittighed, mellem egen Skyld og Skyldfrihed, har tidligt taget Skade paa Grund af min gode og kjærlige, men overdrevent strenge Faders Maade at opdrage mig paa.« (af brev til Algot Ruhe 30/11 1899).

401

Temaet behandles i forfatterskabet både før og efter G.-A. Før i den tragiske fortælling Et Gjensyn 1898. Efter i romaner som Sind, 1903 og Angst – Mod, dobbeltromanen om Martin Luther, 1912-1914.

Fædrenes patriarkalske vælde giver dem en overgang status som Guds stedfortrædere. Gennem deres uforklarligt strenge opdragelse bibringer de sønnerne angst- og ansvarsfølelse. I første fase kan kun fædrene fjerne angsten. I anden griber Gud ind.

Under sin opvækst har Karl en angstoplevelse (G.-A., 35) af samme styrke som den, der rammer Luther som barn (Angst, 56). I begge tilfælde kommer den skrækslagne dreng til faderen, omfavner ham og får fred. Men hvor angsten i tilfældet Luther udgår fra faderen og fjernes af faderen, forholder det sig anderledes med Karls fader.

Wintrup besidder en blanding af styrke og svaghed. Han viser sig som den naturlige leder, da katastrofen slår ned på fjorden (G.-A, 134), men giver helt op over for onkel Jørgens energiske belæring om opdragelsens form og indhold. Grundtvig kalder Wintrup en god mand, men lad. Der er noget eget nemt over ham (smlgn. her med Jens Lassen Knudsens ord om »Nemhed«, se note til s. 207). Bedst husker man ham, som han står i en kornmark og er dens pryd (se også Livsfilosofi, 1908, s. 81): »Som han stod der og saa ud over den brunviolette Rugmark, hvor enkelte blaa Kornblomster gjorde den svajende Bevægelse med nede i Straahavet, havde hans Øjne, syntes Karl, ganske samme Udtryk som Marken – lyst, aabent og dog tungsindigt.« Den mand har ikke bundet sin søn gennem angst. Han har fjernet angsten, ikke skabt den.

Onkel Jørgen er heller ikke en streng mand. Børnene føler selv, at hans personligheds vægt er beskeden. Han er for dem en lille åndskæmpe, altså ikke i klasse med de Jahve-agtige fædre i Et Gjensyn, Sind og Angst – Mod. Alligevel har han greb om børnene i begyndelsen, hvilket skyldes hans besættende levende ord – samt den omstændighed, at han ikke har noget modspil. Tilhørerne kender kun ham som lærer, og hvis de kommer med det mindste kny, bliver de straks kaldt til orden.

Så vidt man kan se, lider – foruden Karl – kun ét af børnene af angst, nemlig Kathrine. Hun lider imidlertid ikke af fortabelsesangst, men føler tidligt, at der er skæbne over hende. Hun må da også smage den iskolde død i fjorden – som tragisk vidne om naturens ubønhørlighed.

402

Karls egen angst, hans stedvis sindssyge grublerier, kan ikke føres tilbage til den milde fader, men nok delvis til den lille åndskæmpes ord. Den eksistentielle kraft beror på Jakob Knudsens egen oplevelse af angst forbundet med det golde krav om sikkerhed, som han omtaler i afhandlingen »Om idealitet« (jf Livsfilosofi, s. 116-117).

For Karl kommer synet på naturen til at veksle mellem angst og en underlig følelse af ulydighed. Naturangstens fortættede udtryk er den store våge i fjorden, »Høllet«. Karl synes, at den ligner »Øjet paa et Firben eller en Snog eller paa en syg Fugl« – altså en kold og syg verden. Ulydigheden føler han, når naturen drager ham med sin forårsmagt.

Seksualiteten begynder at spille en rolle for børnene. Til jætternes domæne hører den primitive seksualitet. Jætten Lars Nielsens karl, Anton, og pige, Gjertrud, driver det saftigt-plumpe spil. »Saa kom Anton drivende frem over Vejen: »Hun vild' ta'e min Pib' fra mig, Tøsen!«« På denne »freudianske« ytring svarer Gjertrud: »Ja, hvad er 'et saa Du har taget fra mig i Forvejen.«

Da Karl oplever det erotiske møde med Gjertrud, bliver han først slagen med kønsskræk, derpå med sugende almenangst. Han frygter at skulle leve trøstesløst i jætteverdenen. Og da han kort efter erfarer, at Gjertrud ligger for døden, bliver angsten til et momentant vanvid, som faderen udfrier ham fra.

En finere eros møder Karl i sit forhold til Henriette. Det begynder som en uskyldig kærlighedshistorie. Han er usikker og akavet. Hun er både »kjæk« og »bly«. Efterhånden kommer de hinanden nærmere, men en egentlig erotisk aura rummer forholdet ikke.

Også på andre områder sker der et vist opbrud. Vi hører om, hvordan børnene under inspiration af onkel Jørgens fortælling lever deres liv i myten og historien (fra oldtiden til Christian II's regeringstid, thi længere når Ludvig Chr. Mullers Danmarkshistorie ikke): Løg bliver til de gyldne brikker i Vølvens Spådom, en hakkelsesmaskine bliver til Fenrisulvens gab, en tværbjælke i loen bliver til Gjallarbroen.

I denne tilstand sker der en ændring, da Stamherren, Robert van Tholen, kommer til præstegården. Hans lege er tik og so i hul (se note til s. 73 og 75). Børnene giver sig som rasende hen i disse jævne, virkelige lege og smøger fantasiforestillingerne af sig. Hovedproblemet i romanen har vi dog ikke her. Som vi senere får at se, drejer det sig ikke først og fremmest om en konflikt mellem nutidig 403 virkelighed og historisk fantasidrøm, men om forholdet mellem jordisk drøm og himmelsk virkelighed.

En overgang står Karl mellem to påvirkninger: højskolens og det moderne natursyns. Højskolesynet repræsenteres af højskoleforstanderen Meyer, det moderne natursyn af pastor Grabow, der læser Karl op til artium.

Meyer gør stærkt indtryk på Karl gennem sin veltalenhed og sin betoning af, at højskolelivet er et kraftliv. Så kan Wintrup nok så meget sige, at Meyer er der »æt møj ved«. Karl ser en overgang sig selv i heroisk kamp med jætterne med Henriette som sin valkyrie. Men da Meyer under forhandlingerne om en frimenighed svigter ideen for usselt mammon, kommer Karl til at foragte ham.

Den anden påvirkning udgår fra pastor Grabow. Denne vantro pastor emeritus har flere livord: 1) Gennemstrømme, af tysk durchströmen, fra Goethe. 2) Ligegyldighed, som han f.eks. oplever ved betragtningen af den schweiziske maler Böcklins »Frühling«: »He, he, he, – seer De ham, den gamle fløjtende Pan der paa Klippestykket... han lader sig bare ganske rolig drive afsted med Tiden og fløjter Sommeraftenerne bort« (se ill. s. 427). 3) Kontinuitet: Naturen gør ikke spring, men udvikler sig roligt og sammenhængende. 4) Enhed, helhed: »Selve Ordet Enhed, Helhed – hvilken herlig Klang har det ikke i vort Øre,« sagde Pastor Grabow næsten i Prædiketone.«

Grabows synspunkter frigør det, der før kun føltes som ulydighed af Karl. Nu tør han opleve naturen som noget positivt.

Medens læserens indsigt i Karls baggrund og foreløbige gæring udvikler sig over et tidsrum, præsenterer Rebekka sig fuldt færdig ved det første møde: »I næste Sekund saae han en ung Pige staa henne ved Trappegelænderet, som førte op til Loftet. Hun lænede sig mod det med den ene Skulder, skydende Hoften en Smule frem, og hun smilede vistnok ad ham.«

Hendes baggrund fortoner sig i det halvdunkle. Også på det punkt er hun historieløs. 4 år gammel har hun mistet sine forældre og er vokset op hos sin rige onkel, Geheimeraaden. Om sine egne midler siger hun med aristokratisk distraktion, at hun »vist er meget rig«.

Allerede som sekstenårig har hun siddet ved Georg Brandes' kateder, medens han forelæste over naturalismen i England – med frie ånder som Byron og Shelley. Af pastor Grabow omtales hun som en 404 Goethe-datter, og hun da også i gang med at læse Goethe, nærmere bestemt anden del af Faust. Gennem de nævnte digtere har hun lært personlighedens frihed og naturens enhed at kende.

Hun er i besiddelse af en ikke ringe realdannelse, men kan ikke tænke sig noget »rædsommere« end faget historie. Desuden hader hun »saadan at forhandle og drøfte Spørgsmaal«.

Til gengæld elsker hun det skønne og vil gerne pynte lidt på den stakkels tilværelse. »Det er noget af det dejligste jeg ved at frembringe saadan en Virkning.« Sit standpunkt tager hun inden for alnaturen ligesom Georg Brandes. Og med religiøs iver søger hun mod det uforglemmelige øjeblik, da hun skal møde en fri ung mand, uden skrupler, uden angst. Til ham vil hun give sig hen. De skal være som guder for hinanden. Hvis hun får den oplevelse, ønsker hun sig ikke mere af tilværelsen. Og hun prædiker vel at mærke ikke kødets evangelium, men en helhedsoplevelse af sjæl og natur.

Forholdet mellem Rebekka og Karl

Rebekka og Karl er tydeligvis meget forskellige. Nok virker Karls fader på Rebekka som en herremand, men Karl selv oplever hun til tider som en livegen. Hun retter denne bebrejdelse mod ham: »Der er saa meget hos Dig, der ligesom er alt for varmt, alt for hedt fortroligt: f. Eks. Din Samvittighed – pyh! – jeg synes, det bliver helt beklumret, naar jeg mærker den. Og din Jalousi – puh! Og din Gudfrygtelighed – for den mistænker jeg Dig alligevel for at have en hel Del af« (G.-A, 321). Hun kan heller ikke lide, når den landlige gemytlighed kommer op i ham, og når han giver hende trykkys. Hun vil ikke ædes.

Karl kan være både fin og grov. Over for Rebekka føler og udtrykker han den høje høviske kærlighed, men over for rivalen Fensmark kommer det i egentlig forstand tølperagtige op i ham, altså den omstændighed, at han stammer fra en landsby. Rebekka kalder ham en stor bondedreng, da han truer med at give Fensmark »en Livfuld Hug«. Han ejer ikke stil.

Imidlertid har han på sin side en anklage mod Rebekka. Hendes aristokratiske bydannelse får hende unægtelig til at virke som en uovervindelig sikker dame, ligesom hun oftest er naturlig, men hun er ufolkelig, jf. hendes kølige udtalelser om folkesangen (G.-A., 257), 405 og hun ytrer sig til tider med frygtindgydende overlegenhed. Om dr. Fensmark siger hun: »Ja, hans Fader er ubetinget Slagtermester.« Når hun er sammen med fætre og kusiner, hengiver hun sig sammen med de ligesindede til selskabelige våserier, der kan give Karl kuldegysninger.

Rebekka føler, at hun drages mod Karl – men hvorfor? Hun nævner, at det kan være selve det lummerhede, der har fanget hende. Hun kan måske gennem det hede element mærke hans stærke lidenskab og intense sandhedssøgen.

Karl bliver ført ind i en ny verden af Rebekka. For første gang oplever han det erotiske som en enhed af sjæl og natur. Ikke Antons og Gjertruds grove lader, ikke Henriettes bly kærlighed, men natur og eros forenet i en kosmisk oplevelse eller rettere fantasi: »Rebekka Woltersien, det var som Luft og Sol og mægtigt taarnede, glødende Skyer. – Og denne Overgang, hvor Hals og Skuldre rundede sig svulmende og blev til Barm! – Hvor var hun dejlig! dejlig! dejlig!«

Hun er trods sin sofistikerede stil et erotisk naturtalent: Karl, Fensmark, Hellum, én efter én forelsker de sig dødeligt i hende. Allerede første gang hun er sammen med Karl, fanger hun ham ind. Han anskuer nu sin barnekæreste som en bleggrøn plante, medens Rebekka som just anført virker som et kosmisk naturspil.

Forholdet mellem Rebekka og Karl når sit første højdepunkt, da Rebekka en nat kommer for at hengive sig til ham, dybt overbevist om, at han omsider er fuldt frigjort fra fortidens bindinger, at det uforglemmelige øjeblik nu er inde. Men da føler han atter den sugende afgrundsangst (jf. Gjertrud-episoden) og udbryder: »Det er jo Synd!« Fortiden vælder op i ham. »Synd!« udbryder Rebekka. Hun får et chok, som hun egentlig aldrig forvinder.

Leopoldsberg

Efter at Karl har rystet sit chok af sig, foretager han springet over i Rebekkas verden. Gennem Fensmark og Rebekka føres han ind i det moderne panteistiske paradis, og samtidig fornyer han sine forsøg på at vinde Rebekka.

Under en udflugt til Dyrehaven oplever de et bristefærdigt øjeblik, hvor den store oplevelse er nær. Rebekka afviser dog Karl, fordi hun gennemskuer, at han er styret af den erotiske fascination, ikke af 406 drømmen om frihed. Hun belærer ham også om, hvilken ulykke der ville have ramt ham, hvis hun ikke, ledet af sit ideals fordring, havde holdt igen: »Troer Du ikke sagtens, jeg kunde have forlokket og forført Dig, hvis jeg vilde, og saa hørt Dig klage og jamre og angre bagefter?«

Kort før de har dette møde, må Rebekka erkende, at hun er blevet forandret. Da hun mødte Karl, kendte hun ikke til frygt – som den unge mand i eventyret. Hun var fri for samvittighed – uden at være samvittighedsløs – uden borgerlig moral, sanseglad og udadvendt. Som en Rebekka West i Ibsens Rosmersholm, 1886, må hun klagende sige til Karl: »Aa ja, Karl, det er Din Skyld, at jeg nu altid vil komme til at tænke i Stedet for at leve og handle.«

Omsider når romanen frem til det andet højdepunkt i forholdet mellem Karl og Rebekka. De rejser sydpå efter at have indgået et formelt ægteskab, for at nå til klarhed.

På Leopoldsberg uden for Wien kommer det endelige opgør. Pludselig siger Rebekka med sagte stemme: »Nu er jeg Din?« og endnu en gang – nu med hulken i stemmen: »Nu er jeg Din, Karl!« men i næste øjeblik erkender hun virkeligheden og fastslår: »Nu bliver jeg det aldrig!«

Dunkle magter og tydelige tegn

Hovedpersonerne i Gjæring-Afklaring føler sig ofte styret af dunkle magter. De oplever tilværelsen, som Henrik Pontoppidan beskriver det i sine erindringer Undervejs til mig selv. Det hedder her – med et ord fra den hellige Augustin: Trahimur: Vi føres.

Rebekka kan ikke fatte, hvad det er for en magt, der drager hende mod Karl, og han oplever hendes tiltrækning som en både skræmmende og hidsende magt. Han er heller ikke i stand til at gennemskue, hvordan magter fra hans dybeste barndom i stadig højere grad erobrer hans sind og gør ham moden til det endelige opgør med Rebekka.

Men selv om hovedpersonerne således ikke uden videre har styr på tilværelsen, sørger fortælleren for, at læseren kan opleve en tydelig styring. Han anbringer en række tegn, der skal vise, hvordan det vil gå Karl og Rebekka:

1: Straks efter natteoplevelsen (G.-A., 178-179) taler Karl med 407 Pastor Grabow (G.-A, 181-184) om naturen og må opleve, at Goethedyrkeren, Böcklin-elskeren, Spinoza-disciplen ikke hviler med ro i sit monistiske univers. Han føler, at selv Goethe nok har haft en angstknude, og erklærer: »Alligevel – i normal Tilstand – elsker jeg Goethe og Böcklin, – fordi de to kjære Mennesker veed saa herlig at skjule deres Angst. – Og saa kan jeg alligevel opdage dem, he, he, he.«

2: Om Rebekka siges (G-A., 180): »Alverdens Herlighed laa for hendes Øjne, Jord og Himmel aabnede sig for hende uden Grænser« osv. Som bekendt fristede Satan Jesus med »Alverdens Herlighed« (se note til 180).

3: Karls fader og Karls ven Hellum er to af de mennesker, der skildres med størst sympati. Begge slår fast, at Karl ikke vil nå lykken sammen med Rebekka. Faderen siger: »- der kommer Du Pinedød til kort, lille Karl«, og Hellum, som ganske vist er Karls ulykkelige rival, mener, at drømmen om det uforglemmelige øjeblik er dømt til undergang (se G.-A, 226).

4:1 G.-A., 283-284, overlades intet til læserens egen iagttagelsesevne: Fortælleren meddeler: »Paa samme Tid som Karl saaledes med hele sin Lidenskab tilhørte Rebekka, bevægede, uden at han i mindste Maade lagde Mærke dertil, ikke blot hans Tro, men ogsaa hans Tanke sig bort fra hende.«

5: Da Karl oplever sit andet stærke angstanfald, må han atter igennem den pinefulde indre proces, som er ved at drive ham ud i vanvid. Først da han af sin ven Esby får bekræftet, at han kan befri sig ved at bede, bliver han forløst. Da er det for Karl, som om hele hans barndom bryder frem i ham.

6: Mødet på Leopoldsberg foregår, medens den indianske sommer blomstrer – i oktober.

7: Sven Møller Kristensen har påpeget (Digtning og livssyn, 1960, s. 143), at da Karl møder Rebekka første gang, er hun iført en gul kjole med udskæring. Da han er sammen med hende på Leopoldsberg, er hun i mørkegrønt, »som Egeblade, lige før de visner«. Man kunne tilføje, at da Karl møder hende sidste gang, er hun i grå spadseredragt!

Forløbet på Leopoldsberg synes at bekræfte, hvad fortælleren har lagt op til.

Rebekka må se i øjnene, at drømmen om det evige øjeblik nu uigenkaldeligt er slut. Hun har ikke opnået sin intenst begærede livslykke. Senere slår hun sig på det nationale og har det meste af året en 408 lille sønderjysk pige hos sig. Desuden indføres hun i polske og russiske kredse. Hun vandrer med andre ord i Georg Brandes' fodspor. Når hun formår at identificere sig med disse mennesker, skyldes det, at de har en stor sorg. Det har hun også, om end af andre grunde.

Undertiden bevæges hun af Hellums musik, og til slut hører man, at hun i to måneder har dvælet i Fichtelgebirge – formentlig i en søgen efter den tabte tid I et vist omfang gør hun bevægelsen fra det æstetiske til det etiske. Man aner en stolt frøkenskæbne.

Karls liv former sig som en hjemgang. Gæringen bliver til afklaring. Som det var at vente, får han alt tilbage: Henriette, højskolelivet – og vigtigst – han når frem til at leve i Gud og være sig selv.

Sådan er den afklaring, som fortælleren fører Karl frem imod, men ikke alle har villet tage fortællerens påstand for gode varer. Allerede Svend Norrild med Jakob Knudsen. En psykologisk Analyse, 1935, ville ikke acceptere, at romanen falder ud til »fordel« for Karl. Han læser beretningen om Karl og Rebekka som udtryk for en stående proces, der beror på en ejendommelighed i forfatterens sind: »Saaledes ser vi de to Poler i Forfatterens Sind brydes ogsaa paa dette Punkt: Individualismen, der vil fastholde Personlighedens religiøse Stade, og Mystikken, [det evige oplevet i et øjeblik,] der søger at undergrave det!« Individualisme: læs: Karl. Mystik: læs: Rebekka.

I Povl Schmidts Drømmens dør hefter forfatteren sig ved Afklaring's slutning, hvor Karl, da han hører, at Rebekka har været i Fichtelgebirge-Wien-Ungarn, hurtigt rejser sig op og ser ud ad vinduet: »Hun staar for mig som en vidunderlig Drøm. – Men dette er Sandhed og Virkelighed.« Denne lille scene kunne tyde på, at Karl ikke ganske har glemt Rebekka trods den højtidelige sluterklæring. Povl Schmidt hævder da også – som mange andre af bogens kommentatorer – at konflikten løses med lovlig stor lethed og hurtighed i den sidste tiendedel af dobbeltromanen (se i øvrigt s. 415).

Naturalisme

G-A. er bl.a. blevet opfattet som udtryk for JKs personlige forhold til naturalismen. Det er velkendt, at han var en beundrer af Holger Drachmann, hvis lyrik for ham stod som »denne Elverlandsfortryllelse, denne Sommernattens og Maaneskinnets Trolddom.« I G.-A. fortælles, hvordan hidtil (god)kendt digtning blev fjern og fattig, da Karl 409 stiftede bekendtskab med »de unge gudløse Digtere«, først og fremmest JP. Jacobsen og Holger Drachmann. »Nej, hvor det var friskt, nyt, vordende –« (G.-A., 206).

Problemstillingen i romanen har imidlertid ikke kun noget at gøre med forholdet mellem gammel og ny litteratur o. 1870-80. Den går længere tilbage i tiden, til romantikken, og træder klart frem i Grundtvigs store digt om »De levendes Land«, som er en af de store menighedssalmer. Da Karl hører den sunget i kirken, føler han, at trods menighedens ynkelige beskaffenhed er Guds rige midt iblandt dem.

Salmens hovedtema er forholdet mellem tid og evighed, altså nøjagtig problemet i G.-A.: Kan man opleve evigheden på tidens betingelser, eller er forudsætningen, at man giver sig Gud i vold?

Romanen har også en tilknytning til romantismen, undertiden kaldet den naturalistiske romantik. Det var netop romantismens hovedskikkelser, en Byron, en Shelley, der stod centralt i Brandes' forelæsninger, som Rebekka påhørte.

I Dr. Fensmark har vi romantismens forførertype. Det er ham, der for alvor får skællene til at falde fra Karls øjne, så han klart fatter det nye budskab, men samtidig udstilles Fensmark som en bedærvet person. Karl taler om »det Uhyre til Fensmark – det eneste levende ved ham er Sanserne«, og Hellum giver ham disse ord med på vejen: »- en moderne Brostens-Gevækst, helt gold, sjælelig naturløs.« Samtidig optræder han som den moderne materialistiske udviklings »Gentleman«, flot, maskulin, overfladisk.

Emile Zolas franske naturalisme mærker man ikke meget til. Zola forholder sig snart videnskabeligt nøgternt, snart lidenskabeligt indigneret til det moderne samfund, som bl.a. præges af determinisme, dekadence og pessimisme. For ikke at tale om det sociale spørgsmål, som i høj grad gjorde sig gældende i perioden.

Det er påfaldende, hvor lidt fortælleren gør ud af modernitetens centrale sted, den moderne storby. Man kan notere, at Karl i »den store kunstige Byverden« kun kender fire ruter: Én, der fører til Hovedbanegården – og videre til den jyske hjemegn, én, der fører til Københavns landlige omegn, én, der fører til teater og universitet, og endelig én, der fører til det fortryllede sted, Kronprinsesse gade 37, hvor Rebekka bor.

Et lille kik ind i industriverdenen får man, når Hellum forfrossen 410 taler om tidens rørelser: »Men alt dette – andet i Tiden, det virker paa mine Lunger ligesom Kulos og Fabrikluft.« Den negativt anskuede Dr. Fensmark opfattes som før nævnt som et moderne fabriksprodukt. Fremmedgørelsen i den moderne verden mærker Karl i et glimt, da han står i mængden og som tilskuer ser ned på søen, hvor drengene er ved at drukne (G.-A., 268).

Ellers omtales storbylivet sjældent. Der er langt til Johs. Jørgensens og Johs. V. Jensens første romaner, hvor provinsstudenterne færdes i storbyens jungle – solo – men med et vagtsomt blik for mængden, som passerer forbi. En storbyanalyse som i Herman Bangs Stuk, 1887, er der slet ikke tale om.

Så ofte Karl kan, rejser han hjem til Holting. Og når han spadserer i Østervoldgade, stryger han byfornemmelsen af sig ved at antage, at han går i havstokken og af klitrækkerne er lukket ude sammen med havet.

Karl ønsker at fragte det, han kalder naturalisme, over i højskolen: »Dernæst vil jeg vise dem meget udførligt, at alt det menneskelige, ogsaa Menneske-Historien, er gjennemvævet af Naturens Love og for saa vidt selv Natur, – og endelig vil jeg prædike for dem Aanden i Naturen, – jeg vil gjøre dem betagne af Naturens mægtige Stemning, hvis jeg blot formaaer det« (G.-A., 395). Et andet sted (G.-A, 382-383), siger Karl: »Jeg mener i det hele, at vi maa krydse os frem mod den kristelige Fuldkommenhed, med store Slag, saa store, at vi faar hele Naturalismen med ombord (...)«.

Disse generelle betragtninger kender man fra andre steder i forfatterskabet. Karl er så at sige bevandret i Jakob Knudsens katekismus, men det kan ikke nægtes, at budskabet her virker blegt, når man f.eks. sammenligner med de barske toner i afhandlingen om »Statskirkelige Forfalskninger i den moderne humane Betragtning af Samfundet« (Livsfilosofi, 1908, s. 24). Her fastslår JK, at naturalisme og kristendom ikke må sammenblandes. I den naturlige verden gør egennytte sig bred, der er ikke træk i samfundsskorstenen, hvis ikke luften strømmer til fra fattigdommens isnende vinter-øde, og det kan være nødvendigt at slå bøllerne ihjel. I øvrigt gør Karl sig til talsmand for, at Stamherren bør slås ihjel som den destruktive delirist, han efter Karls mening er, men dette synspunkt bliver gendrevet med fynd af talerøret Hellum.

411

Højskolen

Da romanen udkom, gjorde den et stærkt indtryk i højskolekredse. Th. Bredsdorff (1868-1922, fremtrædende højskolemand) anmeldte Gjæring i Højskolebladet, nr. 14, 1902.I sin anmeldelse fremhæver han, at »der er en Del gode Højskolefolk, der ved første Gennemlæsning vil være ikke lidet utilfredse. Enkelte maaske endog forargede«. Dette hænger sammen med, at G.-A. dvæler ved højskolefolkets svingen mellem materialisme og idé. Valhal er snart den strålende borg for tapre krigere, snart ædestedet med galten Særimner i centrum.

Grovæderiet er ikke den eneste af de klassiske synder, som er med til at præge højskolen. Skildringen af Meyer føjer et og andet til. Han fremtræder som en karikatur i ydre (G.-A., 30) og i ord (G.-A., 28) og indvikler sig i betænkelige økonomiske transaktioner. Det ender med, at han står som fallent og forbryder. Paradokset er så, at denne kriminelle opportunist ikke blot har forstået noget centralt i højskolelivet, nemlig at Aandslivet det er et Kraftliv (G.-A., 107), men at han som taler også er organ for Guds ånd og for Folkeånden. Højere magter bruger ham som et vellydende instrument.

Mange almindelige medlemmer af menigheden er ifølge Henriette onde, som børn kan være det. Karl opfatter det på denne måde: »De enkelte forekom ham forenede i et Usselhedens Fællesskab i Madstræb, Selvgodhed, Magtbrynde« – og alligevel er Gud midt iblandt dem. Lærer Madsen, der hænges ud for sit komiske udseende, sin halvdannelse og sin selvglæde, er i virkeligheden mere trofast mod ideen, end Karl har været i sit liv, hvilket Karl erkender med forbløffelse og skamfølelse.

Gennembruddets mænd var stærkt kritiske over for højskolen, f.eks. Edvard Brandes, der kritiserede Grundtvig 9. september 1883, dagen efter hundredårsdagen, og Henrik Pontoppidan, der rundt om i forfatterskabet revser den. I virkeligheden var Jakob Knudsen dog nok dens allerstrengeste kritiker, men samtidig var han eksistentielt bundet til den.

Skal man gøre forholdet mellem brandesianere og grundtvigianere op, finder man både ligheder og forskelle.

Man kan opstille et slags hierarki, der er neutralt over for de ideologiske modsætninger.

412

For Rebekka, Geheimeraaden, Henriette og Wintrup gælder, at de alle er rige og bærer denne byrde med ro i sindet. Rebekka og proprietæren har begge hjemme i det tørre, kølige element, luften. Der er en septembertone over dem. Det samme gælder i øvrigt pastor Grabow, der taler henrevet om Florens: »Hovedsagen er dette: at alt dér er lyst og fast og tørt – ikke sjadsket og udflydende og taaget og mørkt – pfui! – -.« Henriette og Rebekka har begge aristokratisk krumme næser og skuer ned på jævne, materialistisk indstillede mennesker fra et olympisk stade. Rebekka kan umuligt være gift med en student, og hendes næsefløje dirrer let ved ordet slagtermester. Henriette betragter adskillige af menighedens medlemmer som deltagere i et krablende lilleliv, ikke så langt fra Herman Bangs skildringer.

Hellum og Esby er åndeligt fuldt på højde med den første gruppe, men materielt dårligere stillet. Karl er til gengæld formuende, men mangler den første gruppes åndelige sikkerhed. Og selv om han har sans for det tørre og kølige element (han elsker jo både sin fader og Rebekka), hører han selv hjemme i det (lummer)hede. Ordet lummer fører bl.a. tanken hen på luftfugtighed. Vandet er således ofte forbundet med noget negativt. I fjorden skjuler sig dæmoner, Færgekarlen, også kaldet Strømmanden, »Høllet«, dette »lange, aabne Øje paa den store tillukte Isflade«, iagttager ham med et evigt vekslende blik, fuldt af ondskab, og døden fra vand må han erfare gennem fasterens og Kathrines samt de to københavnerdrenges druknedød. Pastor Grabow taler som nævnt med væmmelse om det tågede, udflydende, sjaskede (Norden), og da Dr. Fensmark iværksætter et attentat mod Karls moralske integritet, bruger han vandet som middel. Der er endelig uhygge over billedet af hesten, der har trådt i bløde og kun med nød og næppe kan reddes op. Onkel Jørgen er ligeledes af ånd, men overgearet. Meyer og Madsen er redskaber for ånden, men Meyer stikker dybt i en jætteagtig materialitet, og Madsen reduceres ved at blive skildret som en komisk figur.

Nederst står de for ånd afklædte jætter.

Begge parter udtrykker sig i religiøse vendinger. At grundtvigianerne gør det, er der ikke noget mærkeligt ved, men brandesianerne kan være med på vognen. Rebekka taler om tro, håb og kærlighed – på sanselighedens præmisser. På baggrund af sin lære om det uforglemmelige øjeblik og den frie elskov siger hun, at ingen kan tjene to herrer. Da dr. Fensmark belærer hende om den moderne hedenske 413 lykkelære, lader hun ham vide, at hun er konfirmeret Pastor Grabow taler »næsten i Prædiketone« om enheden i naturen.

Der kan også være ligheder, når det drejer sig om ikke-religiøse udtryk. Da Karl nærmer sig Rebekka, stiger han som Columbus over i »en ny Verden«, og Meyer beskriver højskolens udvikling gennem tiderne som en åndelig Columbusfærd.

Forskellene beror især på, at Georg Brandes er den endnu levende helt, »som havde vovet Livet for en Idee og samlet en Hær om sin Fane«, medens det er alt for længe siden, at grundtvigianernes store åndskæmpe levede. Nu findes der ikke mere helte i højskolen, og hvis man endelig skal nævne en vovehals som onkel Jørgen, er der ingen stil over ham. Tidligere blev det nævnt, at de elementære kræfter hos Rebekka fremtrådte som det tørre og kølige, medens Karl karakteriseredes ved det lummerhede. Mere positivt – set fra Karls standpunkt – kan man sige, at grundtvigianerne ejer varme, medens brandesianerne må nøjes med lysglansen, der ifølge Grundtvig er Helvedes kval.

Den afgørende forskel er, at for Karl – og fortælleren – er kristendommen virkelighed, medens brandesianernes frie tanke er som en svævende drøm.

Historien

I romanen møder vi ikke kun kulturkamp, men også politisk historie. Der er tale om såvel fortids- som nutidshistorie.

Børnenes oplevelse af fortidshistorien beror som fremhævet på onkel Jørgens fortælling(er). Hans tilhørere oplever historien, medens han udlægger den.

Oplevelsen er så stærk, at Karl føler sig som deltager i »denne Aandens store, herlige Livsstrøm, som kom helt fra de gamle, gamle Dage, – aa, Gud, de var jo allesammen med derude: baade Valdemar Sejr og Olav Tryggesøn og Grundtvig og han selv og Bjørnson og Henriette og de Andre« (G.-A, 26).

Udlægningen bygger på sondringen mellem jætter og aser. Fra oldtiden og frem til – men ikke med – Holberg hersker ånden, men herefter lægger jættemørket sig tungt over landet. I det 19. århundrede frembringer Grundtvig et nyt gennembrud for ånden. Men i 1864 sker det, som gør »Aaret 1864 til det store, forfærdelige Aar i 414 Verdens Historie: at da viste det sig, at hele Verden var bleven en anden. Alle Steder var det de Onde, det var Jætterne, der havde faaet Magten.«

I timerne, hvor præsten drøfter tingene med børnene, kommer enkelte stumper af virkelighed frem. Kathrine kan huske, da prøjserne kom: »Jeg og saa Inger Johanne stod nede i Jordbærstykket, og saa lige med eet kom der to i lange, graa Kapper og Spidser paa Hjelmene, og saa holdt de Bajonetterne skraat ned for sig -.«

Man føler kontrasten mellem denne lille pålidelige erindring og præstens vision af den løbende strid mellem jætter og aser, kulminerende i den forfærdelige katastrofe i 1864. Også perioden 1865-1871 skildres med as-jætte-terminologien, men herefter afløses myten stort set af konkret samtidshistorie. Vi er i provisorietiden med striden mellem Venstre og Højre, 1877-1885. Der er ikke tale om et stort historisk panorama som hos Pontoppidan, snarere om en fremstilling af de vigtigste begivenheder næsten år for år. Disse spejles så i Holting.

Konflikten mellem Venstre og Højre får indflydelse på sogne- og menighedspolitik. Man har i flere år rumlet med, at en jernbane skulle føres gennem området. Så længe Højre-politikerne lokker med dette, holder Venstrefolkene sig i skindet. I en sådan periode støttes ønsket om en frimenighed kun af de trofaste. Når løfterne ikke holdes, vokser oppositionen, og man støtter præsten. Et eksempel på, hvordan kras materialisme spiller en rolle på egnen.

Henimod slutningen belyses ikke mere den vanhellige alliance mellem Højre- og Venstrepolitikere. Nu gælder det det rivende opgør mellem autoriteterne og onkel Jørgen, som efter sin hustrus død har glemt al menneskefrygt og tordner mod myndighederne. Både han og Karl er rede til at myrde Højres konseilspræsident Estrup.

Jakob Knudsens egen stemme hører man tydeligt i de bidende angreb på præsterne, der skildres som ægte efterkommere af Kierkegaards Ludvig From, som havde så uendelig svært ved at søge Guds rige, fordi han først skulle søge alt muligt andet godt.

Præsternes og mange menighedsmedlemmers kritik og sladder omkring Karls og Henriettes forhold fører tanken hen på Jakob Knudsens oplevelser, da han lod sig skille fra Sophie Plockross og 1896 ægtede Helga Bek, den nittenårige datter af højskoleforstander Jens Bek.

415

Jakob Knudsen og Karl Wintrup

Jakob Knudsen har investeret en del af sit eget i Gjæring-Afklaring. Eksempelvis er Holting Aggersborg. Det kan nævnes, at han som barn oplevede sin faders oplæsning af Bj. Bjørnsons novelle Synnøve Solbakken på skolen i Aggersborg. Samme oplevelse har Karl, da han hører onkel Jørgen læse op på Holting skole.

Begge gennemfører et akademisk studium. JK blev cand.theol. 1881, Karl bliver magister i historie 1885. Fra 1881 til 1890 var JK højskolelærer i Askov, og kom derefter til Jens Bek i Mellerup ved Randers. Karl køber Holting højskole 1885.

Mellem Sophie Plockross og Rebekka er der den lighed, at de begge kommer fra det københavnske bourgeoisi.

Betyder dette, at G.-A. i virkeligheden er en solidarisk fremstilling af en periode i forfatterens liv, fra barndommen til 1885? Ingenlunde. For det første kan fremhæves, at Sophie faktisk integreredes i højskoleverdenen, medens Rebekka kommer, ser – og tager afstand. Bruddet mellem JK og hans kone kom efter flere års ægteskab med dybe uoverensstemmelser, medens Karl og Rebekka bryder ret hurtigt med hinanden.

For det andet når Karl efter romanens udsagn et højdepunkt i sit liv i 1885. Han har fået sin valkyrie Henriette tilbage og kan se frem til en heltebane som fornyer af højskolen. Ifølge Povl Schmidts veldokumenterede analyse når Jakob Knudsen i 1885-86 et lavpunkt i sit liv, hvilket skyldes, at han ikke har fået gennemført opgøret med faderens formynderskab – og nu er faderen død! Dette skulle være »et smertepunkt, som forfatteren tildækker i dobbeltromanens slutning, uden at såret læges«. Den nærmere begrundelse kan man studere i Drømmens dør, s. 65-123.

Titel, genre, komposition

I kladden til Gjæring arbejder Jakob Knudsen med mulige titler til dobbeltromanen. De vigtigste titeludkast er:

Ud-Hjem

Fædrenes Eje – Børnenes Arv 416 Spredt – Samlet

Spredte Kræfter – Samlet Kraft

Hid og Did – Fremad, Ret Fremad

Splittet – Samlet

Gjæringstid – Afklaret

Stædt mellem Tvende – Valget

Gjæring – Klar Vin

I Afklaring læser man på sidste side (her s. 192): »Paa sidste Blad af Romanen »Gjæring« var nærværende Roman bebudet under Titelen »Afklaret.« – Titelen »Afklaret« har jeg forandret til »Afklaring«, da jeg fandt denne Betegnelse mere passende.«

At samspillet mellem Gjæring og Afklaring er at foretrække for Gjæring og Afklaret turde være indlysende. Måske er der også en betydningsforskel. Afklaret angiver, at dannelsesprocessen er afsluttet, jf. de i det foregående anførte titelforslag, hvor Samlet, Samlet Kraft, Valget, Klar Vin angiver noget definitivt. Afklaring kan angive det samme, men kan også markere, at processen fortsætter, at Karl Wintrup trods egne modsatte tilkendegivelser ikke bliver helt færdig med Rebekka Woltersien (se s. 408).

Ordene Gjæring og Afklaring passer ind i en del af dannelsesromanens struktur: Hjemme vokser helten op i en tryg harmoni. I sin ungdom bliver han Hjemløs, fordi hans ideale krav til tilværelsen skuffes. Hans liv præges af egoisme og passion. Han svigter med andre ord sig selv. Hjemgangen sker, idet han gennem resignation frigør det ideale. Gjæring og Afklaring svarer således til Hjemløs og Hjem.

Bliver der plads til 1. fase, Hjemme? Ja og nej. I Gjæring bor børnene hjemme, og på sin vis lever de i den hjemlige harmoni, som normalt karakteriserer dannelsesromanens 1. fase. De lever i tryg tillid til Gud, hvilket finder sit stærkeste udtryk i oplevelsen af julen. Den overvælder dem med sin »underfulde Blanding af Himmelsk og Jordisk«. Da Karl første gang rammes af virkelig angst (G.-A, 54), føler han fortvivlelse over at skulle »miste Julen«.

Men denne tryghed i forholdet til Gud udelukker ikke, at de til daglig lever i et skærende dualistisk univers, hvis negative element er den truende natur og de åndløse jættemennesker. Karl taler om, »hvilket uoverstigeligt Svælg, hvilken bundløs Afgrund af Skjændsel 417 og Synd, der skilte mellem de Mennesker i Præstegaarden og saa slige Væsener som Gjertrud og Anton« (G.-A., 61).

G.-A. er en dannelsesroman, ikke en udviklingsroman, fordi den lader hovedpersonen vende hjem til en højere orden. Jakob Knudsen er vel en af de sidste danske forfattere, som lader sin hovedperson finde, at det evige er identisk med virkeligheden.

Romanen fremtræder i to dele, hver à 10 kapitler. Margrete Auken fremhæver i Kritik nr. 19, 1971, at de 2 sidste kapitler i Gjæring handler om Karls rejse bort fra onkel Jørgens verden og ind i pastor Grabows, medens de 2 sidste kapitler i Afklaring handler om Karls vej fra Rebekka til Henriette.

Hver del spænder over 7 år.

Karl følges fra sit 13. til sit 28. år.

Forløbet indrammes af Georg Brandes' fremtræden 1871 (G-A., 43) og provisoriet 1885 (G.-A., 384).

Et slut- og højdepunkt i Gjæring er beretningen om den skæbnesvangre nat, da Rebekka kommer for at give sig hen til Karl (G.-A., 179). Kritikeren Harald Nielsen hævder i Moderne Litteratur, 1904, at det er »et stort Spørgsmaal, om denne Hovedscene ikke er lagt paa et for tidligt Tidspunkt, før Læserne har vejet de Kræfter, der strides i Karls Væsen, saa nøje, at de straks kan overskue, hvilken Kamp det er der foregaar, hvilke Kræfter der sejrer, og af hvilken Betydning Sejren er.«

Tvivlen er relevant, men man kan dog sige, at scenen er vigtig, fordi den udløser Karls og Rebekkas reaktioner i Afklaring: Hendes afværgemanøvrer over for Karl, selv om hun stadig tiltrækkes af ham, og hans forsøg på at bryde blokeringen og vinde hende tilbage, samtidig med at de kræfter, som bryder frem i denne scene, bliver stadig stærkere i ham.

To gange finder man lakuner på 3 år. Disse rummer ikke særlige perspektiver som f.eks. de »tomme« tidsrum i Blichers En Landsbydegns Dagbog. JK har skønnet, at læserne ikke ville få meget udbytte af at høre om de 3 golde år, hvor Karl knoklede med landbruget, og de 3 tilsvarende efter bruddet med Rebekka, hvor han puklede med sine studier.

Forfatteren kan være meget omhyggelig med sin forberedelse af et klimaks. Meget tidligt hører man således, at onkel Jørgens ældste 418 datter Kathrine føler en særlig angst for fjorden. Hun siger bl.a., at hun altid synes, at der går noget og hælder og svajer og flytter sig længst ude lige under månen, hvor striben ender. Hendes angst ytrer sig flere gange i det følgende. Hun vil gerne sidde tæt op ad sin moder, og det er da også tæt sammenslyngede, disse to møder døden på fjorden.

Fortælleren

Romanens fortæller er alvidende. Vi lærer især Karl at kende, men får også glimtvis indblik i andre personer. Om stamherren Robert, som vi normalt kun lærer at kende gennem handlinger og replikker, hedder det: »Aldrig glemte han hendes mørke Øjnes faste, rolige Blik, aldrig den dybt røde, festlige Farve, som Suppen havde under det kridhvide Flødeskum, aldrig denne underlige, smertelig-søde Rus af Uro og Længsel, som voldte, at han ikke turde tale, ikke engang at sige Tak, da hun rakte ham Tallerkenen.«

I »Noget om at digte« (Livsfilosofi, s. 85-96) gør JK rede for sin brug af den såkaldte spejlerteknik. Begivenheder ses fra en almindelig persons, ofte et barns standpunkt. Som en sådan spejler anvendes Karl, især i Gjæring: »Gjæring er blevet bedre, fordi hele Fremstillingen spejles i en Drengs Øjne« (Livsfilosofi, s. 95). Fortælleren kan selv være forfatterens talerør, bl.a. med en række almensandheder af typen: »Stemninger udgjør næsten hele Barndommen« etc. (G.-A., 43). Der er også andre talerør: Hellum, f.eks. når det drejer sig om afvisning af den moderne panteisme (G.-A., 225) og Wintrup, f.eks. når det drejer sig om kritik af riffelforeningerne (G.-A., 235). Karl er først talerør til slut, da han opridser sin højskoles program. Tidligere, da han f.eks. udtaler sig om nødvendigheden af at slå drukkenbolten Robert ihjel, bliver han ordentlig taget i skole af forfatterens håndgangne mænd, Hellum og Esby.

Modtagelsen

Gjæring-Afklaring rummede ejendommeligheder, som umiddelbart måtte vække kritikernes opmærksomhed: 419 En højskolemand skrev kritisk om højskolen.

En grundtvigianer skrev med respekt om Georg Brandes.

En kristen skrev engageret og indfølende om sider af naturalismen.

En forfatter fra landet skrev bredt om københavnske miljøer.

Den kendte højskolemand Thomas Bredsdorff(jf. s. 411) kommer i sine anmeldelser af begge bøger i Højskolebladet 1902 ind på flere af disse forhold. Det fremgår af hans artikel, at en del højskolefolk har været »ikke lidet utilfredse« eller »maaske endog forargede«. Han medgiver selv, at det hele nok havde været »almengyldigere, hvis en Del her var anderledes.« Alligevel finder han også en tone af kærlig forståelse hos forfatteren og viser, at Karls udvikling egentlig er eksemplarisk: Mange højskolemennesker har efter en opdragelse i ånd følt sig draget af naturalismens menneskebillede, »den frie, skønne Menneskelighed«, men har arbejdet sig igennem fristelsen tilbage til deres oprindelige ståsted Angsten for synden har hjulpet dem på vej.

I københavnerskildringerne er der efter Bredsdorffs mening for lidt virkelighedssans. Passager som Roskildeudflugten (G.-A., 290-299), løbskkørselen (G.-A., 311-312) og duellen (G.-A., 318) stempler han som romanagtige.

Bredsdorff forsøger sig tillige med en litterær placering, idet han opstiller en modsætning mellem G.-A. og den foregående tids brede romaner »med skruede Personers forvredne Livsgang« samt de »talrige fra smaa lyriske Mavekneb hidrørende Digte«.

Den unge Harald Nielsen (1879-1957) beskæftiger sig i sin anmeldelse i Tilskueren 1902 også med højskolen. For ham er det ikke »en af Højskolens ringeste Fortjenester, at dens Kultur, ganske vist i frigjort Form, har kunnet bære et saadant Værk frem som dette«. Afgørende for HN er imidlertid den litterære placering. Han ser G.-A. som en efterfølger af Goldschmidts dannelsesroman Hjemløs, 1853-57. Goldschmidt står for en romantisk idealisme, medens Jakob Knudsen står for en realistisk idealisme. En modsætning hertil danner Henrik Pontoppidans Lykke-Per, 1898-1904, der betegner »et gradvist Affald fra Ideen«.

Realismen finder kritikeren i romanens ægte person- og miljøskildringer, medens han finder noget romanagtigt i skildringen af løbskkørselen.

420

Harald Nielsen føler sig i denne tid som kritisk talerør for en ny bevægelse i litteraturen. De nye erkender, at »Realismen spærrer Tilbagevejen«, men udvider denne realisme i idealistisk retning. Som romanens grundsyn ser han da »Troen paa, at der gaar Ideer gennem Livet og Mennesketilværelsen, som knytter de enkelte Fakta uløseligt sammen.«

Georg Brandes skrev i 1904 (Samlede Skrifter XVI 1906) en opsats om »Hertugen af Andria-Carafa«. Han sidestiller bøger af Jakob Knudsen, den russiske forfatter Patapenko og den italienske forfatter Riccardo Carafa og fastslår, at »Bøger som Sind, Kurerens Datter [Patapenko], Forgæves (In Vano) [Carafa] tiltaler, fordi Forfatteren saa grundigt er inde i det Æmne, han behandler«. På denne baggrund fælder han en gunstig dom over Gjæring, medens Afklaring kritiseres stærkt for de ulyksalige passager, som også Bredsdorff og – tildels – Harald Nielsen havde et godt øje til: Turen til Roskilde, den af Fensmark fremkaldte løbskkørsel og – som noget nyt – hovedpersonernes bryllup og skilsmisse – »en Række af Ord og Handlinger, der virker utroværdigt som Romanpaahit«. Alt dette som følge af, at forfatteren ikke kender København.

Sven Lange behandlede Gjæring i Politiken i marts 1902.I sin skarpsindige refererende tolkning fremhæver han det paradoksale ved »denne Bonde, der af sit Sinds dybe Uro drives i Kamp mod alt det, han har kært, og ikke standses af nogen Lidelse, før han har vundet Klarhed over sig selv«.

Ganske vist taler han om visse kunstneriske naiviteter, men det mærkes, at det er Gjæring, han beskæftiger sig med. Alle personerne er således »prægede af det dybe Liv, den særegne trygge Anskuelighed, der vidner om, at de har levet længe i Forfatterens Sind.«

Den største oplevelse for Sven Lange er mødet med forfatteren. »Mere end de fleste er han et Menneske, en Mand.«

Som man vil se, er de fire kritikere ude i forskellige ærinder: Bredsdorff ser romanen fra højskolens standpunkt. Harald Nielsen oplever den som del af en ny litterær strømning. Georg Brandes bruger den som materiale til støtte for en bestemt tese. Sven Lange er, som just fremhævet, fascineret af forfatterens personlighed.

Fælles for dem er, at de, især i Gjæring, finder en ubestikkelig virkelighedsskildring.

421

Litteraturhistorisk placering

Jakob Knudsen (f. 1858) skulle egentlig være »firserdigter« som Herman Bang (f.1857) og Henrik Pontoppidan (f. 1857), men hans første betydelige værk Cromwell's Datter kom først 1891, medens Bang allerede var ude i 1880 med romanen Haabløse Slægter og Pontoppidan i 1881 med Stækkede Vinger, fulgt af Sandinge Menighed og Landsbybilleder, begge 1883. Cromwell's Datter er væsentlig på grund af den problematik, JK behandler, men hans egentlige gennembrudsværker er Et Gjensyn 1898 og Den gamle Præst 1899.

Både kronologisk og tematisk er JK at placere litteraturhistorisk inden for Den store generation (Sven Møller Kristensens udtryk), hvis medlemmer gjorde sig gældende i de to første tiår af det 20. århundrede. Det er navne som Marie Bregendahl (1867-1940), Knud Hjortø (1869-1931), Johs. V.Jensen (1873-1950), Thøger Larsen (1875-1928), Martin Andersen Nexø (1869-1954) og Jeppe Aakjær (1866-1930).

Disse digtere vendte sig mod den symbolistiske halvfemserlitteratur og øste af almuetradition, grundtvigsk oplysning og moderne naturvidenskabelig holdning. De havde et nært forhold til hjemstavnen, naturen, arbejdet, den jævne livserfaring. I øvrigt havde de naturligvis hver deres særpræg. For JKs vedkommende bestod det i, at kristendommen var levende virkelighed for ham. Fra den fik han sin angst og sit mod.

G.-A. udkom i 1902, altså 11 år efter Cromwell's Datter og 16 år før En gammel Slægt, der udkom posthumt, et år efter forfatterens død. G.-A. står således kronologisk så nogenlunde i centrum af forfatterskabets skønlitterære del og i flere henseender også tematisk. I 1884 skrev JK digtet Haltefanden, som imidlertid først blev trykt i Idé og Erindring 1949. Dets tema er forholdet mellem (natur)hengivelse og kristeligt farvede personlige anfægtelser. Spændingen mellem mystik og individualisme behandles i Cromwell's Datter, og i fortællingen Et Gjensyn får vi den tragiske skildring af Candidat Hammer, som fanges mellem faderens mægtige formynderi og sin viljeløse forelskelse i den livsfarlige Suzette Winsløv. I Den gamle Præst brydes kravet om autoritet, orden, lydighed med trangen til selvhævdelse, til aldeles hensynsløst at være sig selv. Grev Trolle myrder Magnus, der har villet voldtage hans datter, og følger hermed sin dybeste drift, men han betaler den pris, han skylder samfundet, idet han begår selvmord.

422

Efter G.-A fulgte en række romaner, hvoraf kan nævnes: Sind 1903, Inger 1906, Fremskridt 1907, Lærer Urup 1909, To Slægter 1910, Rodfæstet 1911 samt Angst 1912 og Mod 1914.I denne suite behandles sociale, psykologiske og religiøse emner af samme art som dem, der drøftes i artikelsamlingen Livsfilosofi 1908. Ofte udtrykker JK sig med barsk programmatisk ensidighed, men der er også tilfælde, hvor digtersindet viser sig større end programmet. Af emner, der allerede behandles eller dog strejfes i G.-A., kan nævnes natur over for intellekt (jf. Hellum over for Fensmark), barndommens betydning (se det meste af Gjæring), kravet om sikkerhed (Karl), faderbinding (påfaldende lidt i G.-A.) og rodfæstethed (proprietær Win trup over for Fensmark).

Til slut et par ord om forholdet mellem G.-A. og Angst – Mod, 1915 kaldet Martin Luther efter hovedpersonen.

Begge romaner er omfangsrige dobbeltromaner, som er bygget op over en modsætning. Ifølge titlerne går de begge fra mørke til lys. Karl Wintrup, der som påvist styres med fast hånd af fortælleren, når fra gæring til afklaring efter dannelsesromanens mønster. Det hævdes, at han overvinder såvel sin angst som sin fristelse, og at han til slut finder jordisk og himmelsk harmoni. For Martin Luther er angsten rå virkelighed, som følger ham hele vejen, angst for, at hans liv skal være ulevet og angst for fortabelse. I slutningen af Angst – Mod kaster Luther en blå sten, der er fuld af minder for ham, i slaggedyngen, medens han fremsætter dette ønske: »Naar nu jeg er død, gid saa al min Synd og Sorg og Særlighed kunde blive henne paa samme Maade, saa at ingen kunde kjende mig og ingen kunde finde mig uden den Herre Kristus alene – – indtil han vil give mig det tilbage igjen i en forklaret Skikkelse. – –«

Noget ejendommeligt ved G.-A. er da dens lette, optimistiske atmosfære. Vel er der angstsekvenser i G.-A., men angsten overvindes. Fortælleren arbejder romanen igennem på at begrunde slutningens optimistiske problemløsning, og da vi når slutningen, ser det i sandhed lyst ud for Karl. Her er ingen synd og sorg og særlighed, der skal blive henne i Vor Herre Jesus Kristus.

Diskussionen går så på, om dette er JKs inderste mening i 1902, eller om han – bevidst eller ubevidst – har fortrængt noget af det konfliktstof, som findes i forfatterskabet både før og efter G.-A.

423

Teksten

Manuskripter

Manuskripterne til G.-A. findes på Det kgl. Bibliotek i Ny kgl. Samling 3358,4° VIII-IX. Der er tale om to pakker med kladde til og renskrift af Gjæring og Afklaring.

Kladden til Gjæring benævnes 1. I kladden findes på forsiderne s. 1-158. Vedlagt er en lille note: »NB: Fra Side 158 føres Pagineringen videre paa Bagsiden af Bladene (tilbage til Manuskriptets Begyndelse) til S. 314, hvorefter Pagineringen gaar videre her (nemlig fra 315-417).«

bagsiderne findes første side med forslag til titler på dobbeltromanen (se s. 415-16). Derpå s. 314-159 og de til forsiderne 315-318 svarende bagsider. Herefter paginerede sider fra 18ab-1ab. Om de sidste skriver JK: »1ab-18ab skrevet 6-7/5 1901. Som Indhold i Sven Langes Manuskr. til Skuespillet »Den gamle Præst«.« Resten af bagsiderne er upaginerede.

Renskriften af Gjæring strækker sig på forsiderne fra s. 1-429. Selve pagineringen findes ejendommeligt nok på bagsiderne, skrevet med blå farveblyant.

bagsiderne findes en renskrift af romanen For Livets Skyld, s. 1-141. Resten af bagsiderne er blanke.

På s. 430 er bl.a. følgende at læse: »Under Arbejde er en ny Roman:

Afklaret (ordet er overstreget)

Klar Vin (ordet er overstreget)

Afklaret.«

Et lille øjebliksbillede af den arbejdende kunstner.

Kladden til Afklaring benævnes 1. I kladden findes på forsiderne (idet 1. side er upagineret) s. 2-494. På bagsiderne findes intet, idet papiret et så tyndt, at ordene på forsiderne slår igennem.

Renskriften af Afklaring benævnes 2. I renskriften findes på forsiderne s. 2-245 (1. side er ikke pagineret). Indholdet på bagsiderne samler JK i et resumé. Efter som punkt l at have nævnt renskriften af Afklaring fortsætter han med at nævne titlerne på en række foredrag, artikler og digte; bortset fra G.-A. drejer det sig om tekster fra 424 1904-05. Det fremgår således, at JK var en sparsommelig mand med stærk tro på genbrug.

I nogle tilfælde rettes der i renskrifterne, dels med blæk (under renskrivningen), dels med blyant (under en ny gennemlæsning). Næsten alle rettelser overføres til det trykte 1. oplag; ingen af dem er af nævneværdig art.

Udgaver

1. udgave, kaldet 1. oplag, af Gjæring udkom i 1902, trykt i 1250 eksemplarer. Afklaring udkom ligeledes i 1902, i 1500 eksemplarer. I 1903 udkom 2. oplag af Gjæring i 1000 eksemplarer, medens der ikke kom noget oplag af Afklaring. Senere er bøgerne udkommet i 1917, 1941 og 1949. Det kan tilføjes, at JK i Højskolebladet, nr. 14, 1902, lod trykke »Brudstykke af en om kort Tid udkommende ny Roman af Jakob Knudsen«. Brudstykket svarer til s. 38: »saa snart Dampskibet« til s. 43: »søsyge alle sammen«, med andre ord beretningen om rejsen til København med besøget hos Grundtvig som den store oplevelse.

Sammenligner man oplagene 1902 (1), 1917 (2), 1941 (3) og 1949 (4), (idet man ser bort fra Gjæring 1903, der ligger tæt op ad Gjæring 1902), finder man ligheder og forskelle mellem oplagene. I de fleste tilfælde er forholdet enten det, at man i 1949 moderniserer overfor de tre ældre oplag (Vantroes > 1949: Vantros), eller at man griber bagom 2. og 3. oplag til 1. (Trolddomsmester > Troldmester > Troldmester > Trolddomsmester).

Denne udgave af G.-A. er således sammenholdt med håndskrifterne og senere udgaver. Det har haft flg. konsekvenser: Førsteudgaven er i videst muligt omfang benyttet som trykgrundlag, og der er kun rettet, hvor der er tale om åbenlyse trykfejl (s. 64 Gjertud > Gjertrud, s. 155 langtsomt > langsomt), inkonsekvent stavning af navne o.lign. (s. 148 Nordby > Nordbye, s. 239 Winstrup > Wintrup), decideret meningsløs interpunktion (s. 177 idet, hun > idet hun) og endelig i tiltaleformen de/dem/deres > De/Dem/Deres.

425

Litteraturliste

Andersen, Richard: Jakob Knudsen, 1958.

Auken, Margrete: Den pietistiske Atheisme. Jakob Knudsens kritik af

naturalismen, Kritik nr. 19, 1971, s. 64-80.

Begtrup, Holger: Jakob Knudsen. En Levnedstegning. 1918.

Bjerg, Svend: Jakob Knudsen. Erfaring og fortælling. 1982. Bukdahl, Jørgen: Dansk national Kunst. 1929.

Elbek, Jørgen: Jakob Knudsen. Danske digtere i det 20. århundrede, 3.

udg.,bd. 1, s. 149-168.

Geismar, Oscar: Jakob Knudsen. Nogle Digterprofiler. 1906.

Gjesing, Knud Bjarne: Fortælling og forkyndelse i Jakob Knudsens

Gjæring – Afklaring, 1902. Nordica 4, 1987, s. 47-63.

Henriksen, Aage: Kompositionens sprog. Gotisk tid. 1971, s. 206-218.

Henriksen, Aage: Komplekset Jakob Knudsen. Den intellektuelle.

1974, s.75-80.

Kristensen, Sven Møller: Gjæring – Afklaring. Digtning og livssyn.

1959, s.122-149.

Kristensen, Sven Møller: Den store generation. 1974.

Nielsen, Harald Jakob Knudsen. Moderne Litteratur. 1904, s. 163-209.

Nordentoft, Søren: Jakob Knudsens aktualitet. Højskolebladet. 1967,

s. 675-679, 698-699, 721-726.

Norrild, Svend: Jakob Knudsen. En psykologisk Analyse. 1935.

Poulsen, Bjørn: Jakob Knudsen. Omkring Elfenbenstårnet. 1964,

s. 125-142. Roos, Carl: Jakob Knudsen. En Studie over en Aandspersonlighed.

1918.

Roos, Carl: Jakob Knudsen. Danske digtere i det 20. århundrede, bd. 1,

1951, s. 217-234.2. udg. bd. 1, 1965, s. 181-200.

Roos, Carl: Jakob Knudsen. Et Forfatterskab. 1954.

Rømhild, Lars Peter: Kunst og propaganda. Læsere. 1971, s. 253-273.

Schack, Tage: Jakob Knudsen. Afhandlinger. 1947, s. 25-57.

Schmidt, Povl: Drømmens Dør. Læsninger i Jakob Knudsens forfatterskab. 1984, s. 9-123.

Sørensen, Villy: Det forgudede traume. Hverken-eller. 1961,

s. 158-168.

Thomsen, Ejnar: Fra Jakob Knudsens ungdom. Digteren og kaldet.

1957, s. 193-221.

Wivel, Ole: Forord til Jakob Knudsen: At være sig selv. 1965, s. 7-12.

426 427 428

Side 426:

Arnold Böcklin: Im Spiel der Wellen. Efter Anton Springer: Handbuch der Kunstgeschichte. V. Bearbeitet und ergänzt von Max Osborn. 6. Aufl. Leipzig 1912. Se note til s. 143.

Side 427:

Frühlingsabend. 1879. (S. 96 betegnet: Frühling). Efter Fritz v. Ostini: Böcklin. Bielefeld & Leipzig 1925 1925 (Künstler-Monographien 70). Se s. 403 og note til s. 96.

429

Noter

7

Haserne: hasselnøddens svøb. – Ragnarok: den store kamp mellem aser og jætter, der ender med den gamle verdens undergang. – efter Ragnarok: aserne mødes igen på Idesletten og finder de gyldne brikker i græsset. Agrene gror usåede, og Balder vender tilbage.

8

Tiveden: uvejsom skov mellem de store svenske søer Vänern og Vättern. – Sejre... havde vundet: Kristian II (1513-1523) besejrede svenskerne under felttoget 1520. Ved Bogesund blev svenskernes leder Sten Sture dræbt. – Det stockholmske Blodbad: mellem 8/11 og 10/11 1520 lod kongen en række svenske adelsmænd, medlemmer af Sture-partiet, henrette. – Skvætten: om bl.a. solsortens lydfrembringelser. – Sigurd Fofnersbane: i Vølsungesaga fortælles, at helten Sigurd mødte smeden Regin, broder til Fafner, som i drageskikkelse vogtede den såkaldte Andvare-skat. Sigurd dræbte Fafner (heraf tilnavnet Fafnersbane, JK bruger det mindre almindelige Fofnersbane). Da Sigurd havde stegt Fafners hjerte og smagt på blodet, kunne han forstå fuglenes sprog. Fuglene advarede ham mod Regin, som han derpå dræbte. – Ormen: Fafner. – Og dette Pas: Napoleon overskred 1812 Ruslands grænse ved floden Njemen.

9

Erik Ejegod: dansk konge (1095-1103). Drog 1103 på pilgrimsfærd til Palæstina, men døde på Cypern. Han skal have været en folkekær konge. 11 Tyskernes jættestore Overmagt: »Angrebsstyrkens overmagt var knusende, femdobbelt på stillingens venstre fløj« (Politikens Danmarkshistorie, bd. 11, s. 480). – Strømme af Blod: den danske hær havde et tab på o. 5000 dræbte og sårede. – Mandhjem: den af menneskene beboede del af verden. - Jætterne: overnaturlige væsener, i besiddelse af uhyre kræfter og ofte trolddomsgaver; de bekæmpes af aserne med Thor i spidsen. – Gustav Adolfs Sverige: om Gustav Adolf som forkæmper for protestantismen. – Shakespeares England: Shakespeare som indbegrebet af poesien. –Morten Luthers Tyskere: Luther som protestantismens skaber. – de Gode, der regjerer: fra 1863-1874 hed ministerierne: D.G. Monrad 1863-1864, C.A. Bluhme 1864-1865, C.E. Krag-Juel-Vind-Frijs 1865-1870, L.H.C. Holstein-Holsteinborg 1870-1874. – Folkeaand: den for en nation karakteristiske tænkemåde, nationalånd. – Dæggelam: lam, der dægges (af flaske) i modsætning til dielam. Endvidere: forkælet barn, kæledægge. –Fædreneland ved den bølgende Strand: af digtet Til Danmark i tidsskriftet Danskeren I. Nr. 10, 1848. – den Gamle af Dage: Daniels bog 7,9. – General Baglæns: C.J. de Meza, dansk overgeneral i krigens første fase. Han gav 5/2 1864 ordre til tilbagetrækning fra Dannevirke.

430

14

Ædle kalde Livets Lyst: af Grundtvigs salme Udrundne er de gamle Dage, Morgensange, 1833, Den danske Salmebog nr. 344.

17

Ludvig Mallers (1806-1851) Danmarkshistorie: 1. Del, 1836 (fra asernes tog mod Norden frem til Knud den Store), 2. Del, 1837 (fra Knud den Store til kong Abels død, 1252). 3. Del, 1840 (fra 1253 til Kristian den Anden, 1523). 4. Del, 1842 (et lille hefte, der dækker tiden frem til Grevens Fejde, 1534-1536). – Og lidt efter... Danmark: se beskrivelsen s. 79.

18

De var saa glade ... Fyn: den fynske vækkelse i 1820'rne blev startet af mænd som Chr. Madsen, Rasmus Ottesen, Rasmus Sørensen og Peter Larsen Skræppenborg. – paa Koldingegnen ... begyndt: Peter Larsen Skræppenborg flyttede 1841 fra Fyn til Dons nord for Kolding og sluttede sig til den grundtvigianske bevægelse. Fra 1859 holdt han et årligt »Høstgilde«, oprindelsen til grundtvigske kredses efterårsmøder.

20

Grundtvigs Oversættelse af Saxo: Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus fordansket ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, 1818-1822. – Bjømsons Fortællinger: de vigtigste: Et farligt Frieri, 1856, Thrond, 1857, Synnøve Solbakken, 1857, Arne, 1859, Faderen, 1859, En glad Gut, 1860. – Bjovulf: anonymt angelsaksisk heltedigt, o. 700 e.v.t. – Iliaden: græsk heltedigt tillagt Homer, o. 700 f.v.t – Odysseen: som Iliaden. – Njal: hentydning til hovedpersonen i Njals saga eller til sagaen selv. – Bredahl: C.H. Bredahl, dansk digter 1784-1860. Især kendt for Dramatiske Scener 1-6, 1819-1832. –Øjvind: hovedperson i En glad Gut.

21

fortaget: betaget, overvældet.

22

Mammon: personifikation af verdslig rigdom, Matthæus 6,24 og Lukas 16,9-13. – Molok: syrisk gud, der blev dyrket med menneskeofre, Apostl. Gern. 7,43. – Dødbideriet: ordet vistnok først anvendt af Grundtvig: åndløshed, sløvhed.

23

Mindes jeg ret... næst: opr. hos Saxo i 8. bog, kapitlet om Bjørn, Harald og Gorm. I Grundtvigs oversættelse læses: Ja, sagde Thorkild, mindes jeg ret [udgiverens kursivering her og i det følgende], da styggere Næser jeg aldrig saae, og var ikke stædt, hvor jeg mindre gad staae, saa af mine Fødder den huer mig bedst, som Dørren er næst. Altså rimfølgen ababcc. Først JK stiller teksten op som en strofe. – Thurserne: trolde eller jætteagtige væsener, der boede i bjerge og var guders og menneskers fjender. –Tjalfe og Røskva: Thors og Lokes ledsagere på færden til Udgaards-Loke. Jf. Snorres Edda, 1. del, Gylfaginning, d.e. Gylfe-kogleriet, o. 1220. – Thor: nordisk gud, den stærkeste af aserne. Jætternes hovedmodstander. –Loke: er søn af jætten Farbaute og jættekvinden Laufey og indtager en tvetydig stilling mellem aser og jætter.

24

Kristen Kold: fremtrædende dansk højskolemand, 1816-1870. Han gav højskolen et demokratisk grundlag og bragte den i forhold til de religiøse vækkelser. Grundlagde Ryslinge Højskole 1851. Haar i To Slægter, roman af JK 1910, er et portræt af ham. – Vætte: overnaturligt væsen i menneskeskikkelse, som lever i naturen, og som beskytter en lokalitet. 431 Vætten kan færdes i nærheden af mennesker og kan enten være hjælpsom eller ondskabsfuld over for disse.

25

om og Haaret graaner... tungt: Holgers Sang om Livet i Ingemanns romancecyklus Holger Danske, 1837. – Thorbjørn: hovedperson i Synnøve Solbakken.

26

Valdemar Sejr: dansk konge 1202-1241. – Olav Tryggesøn: norsk konge 995-1000.

27

Færgekaa'len: et naturvæsen. – Gerd: smuk jættepige, genstand for guden Frejs begær. – Skade: datter af jætten Thjasse, gift med guden Njord. –Strømmanden: et naturvæsen.

28

hans Fader: JK's datter Asta Zerlang fortæller, at modellen til proprietær Wintrup var Per Kold, købmand og trælasthandler i Løgstør, en ærlig, hyggelig og fimælt mand, som var gift med JK's søster Maren. Et ungdomsportræt af samme skulle være den unge sømand i Hardt Styrbord, 1916.

32

Karolus... Magnus: Karl den Store, frankisk kejser o. 800.

37

Sønderjydernes Besøg... 1866: medens 1. oplag 1902 har 1866, har 3. oplag 1917, 1865. Det sidste årstal synes at være det rigtige. I 1865 gæstede 2000 sønderjyder København, hvor de fejredes med overstrømmende hjertelighed. Talrige besøg af mindre omfang fandt sted rundt om i landet. – Kampen ... Grundloven: Grundtvig og Tscherning søgte i sidste øjeblik ved personlig henvendelse til Christian IX at hindre, at kongen undertegnede forfatningsforliget, men forgæves. De fik ikke en gang foretræde. – Tscherning: Anton Frederik Tscherning, 1795-1874, dansk officer og politiker. Fører for Bondevennerne. – I.A. Hansen: Jens Andersen Hansen, 1806-1877, dansk politiker. En af Bondevennernes ledere, som kæmpede for valgret og lighed. Han knyttede sig efter 1866 til lederen af »de nationale Godsejere«, grev Frijs. Herefter dalede hans indflydelse. – Geert Winther: dansk politiker, 1813-1905. Medlem af Folketinget 1849-1884. Tilhænger af Tscherning. Førte gennemgående moderat forligspolitik. – Grev Frijs: Christian Emil Juel-Vind-Frijs, 1817-1896, lensgreve, politiker. Han var enhedsmærke for de nationale godsejere og gennemførte grundlovsrevisionen 1866 efter forlig med J.A. Hansen. Konseilspræsident 1865-1870. – Bløde: sump.

38

Dampskibet: efter 1867 sejlede DFDS-dampskibe på ruten København-Aalborg-Limfjorden. Mellem Aalborg og Løgstør var anløbsstederne Nibe og Aggersund. – Seltersvand: mineralvand fra Selters, by i Hessen.

39

Kongedybet: farvand i Sundet ud for København. Den nordlige del udgør Københavns Red, jf. Slaget på Reden 2/4 1801. – de historiske... Treaarskrigen: maleri- og skulptursamlingen fandtes på Christiansborg indtil slottets brand i 1884. – Ethnograftsk Musæum: grundlagt af C.J. Thomsen 1839. Det udskiltes af Kunstmusæet og overførtes til Prinsens Palæ 1849. – Biskop Grundtvigs: i 1861 fik Grundtvig rang med Sjællands biskop.

432

40

Vi har... Kjærlighed: af Grundtvigs digt Anden April, 1846. – Der gynged ... Øresund: af digtet Nornegjæst, trykt foran i Grundtvigs Nordens historiske Minder. Tale ved Nordisk Højtid, Kbhvn. 1847. – Nornegjæst: nordisk sagnfigur, omtalt i den islandske Nornagests Páttr. Hos Grundtvig identisk med den nordiske helteånd. – Bispinden: Asta Reedtz, f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs. G.m. Grundtvig i 1858. – Store Tuborg: i dag ligger her Store Tuborg-hjemmet, Strandvejen 123.

42

en lille Pige: Grundtvigs datter Elisabeth Grundtvig, 1860-1939.

43

myldrende Masse: trængselen skyldes mennesker, der vil ind at påhøre Georg Brandes' forelæsninger over emigrantlitteraturen, senere 1. bd. af Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Man bemærker, at Karl oplever dette i oktober, medens forelæsningerne begyndte 3. november 1871. – Det er... Avekatte alle sammen: i 1. bd. af Hovedstrømninger findes kun denne passage om Darwin: »De, mine Tilhørere, vil vide, at Videnskaben har givet Revolutionsmændene Ret og Schelling Uret, og at Vi, som leve i Charles Darwins Tidsalder, ikke mere antage Muligheden af en paradisisk Tilstand og et Fald. Darwins Lære vil slaa den orthodokse Dogmatik til Jorden, ganske som Kopernikus berøvede det orthodokse Himmerig sit physiske Sted, og saaledes vil engang Darwins Lære berøve det orthodokse Paradis sit.« Ikke et ord om »Avekatte«.

44

Og saa kom .. .:jf. note s. 43. – Wienervogn: den fineste slags kalechevogn.

45

Hartkorn: målestok for en gårds værdi.

46

Hvad Solskin er...: af Livs-Oplysning, første gang trykt separat: Ved Indvielsen af Skolen i Sjolte, i Snesere Sogn ved Præstø. 25de Juli, 1856. -Som Urter blomstre og Kornet gror...: af samme digt.

47

Willemoes paa Prøvestenen: blokskibet »Prøvestenen« kommanderedes af kaptajn Lassen, mens Willemoes kommanderede det Gernerske flydebatteri. – Slaget paa Kongedybet: slaget på Reden (jf. n. t. s. 39).

48

Lykkens lunefulde Spil: af Ingemanns Dagen gaar med raske Fjed, Syv Aftensange, 1838. Den danske Salmebog nr. 718.

49

Høllet: dybt sted i vandløb.

56

Helligtrekonger Aftens Dag: 6. januar.

57

Asa-Tyr: den nordiske krigsgud. – Fenrisulven: kæmpestor ulv, søn af Loke og jættekvinden Angerbode.

58

Gjallarbroen: bro, der fører fra Midgaard til Hel. Hermod red ad den, da han opsøgte Hel for at udvirke Balders tilbagekomst til livet.

61

Prume's Melancolie: François Hubert Prume, belgisk violinvirtuos, 1816-1849. Han komponerede La Melancolie, et populært sangstykke, der bl.a. indgår i A. Bournonvilles ballet Napoli. – den evangeliske... Hor: Johannes 8,3-11.

62

Vølvens Spaadom: digt i den ældre Edda. Her oversat af H.G. Møller, 1870. – de danske Højskoler efter 1864: efter 1864 oprettedes en lang række højskoler, alene i 1867 21.

63

Ingemanns Landsbybørnene: Landsbybømene: Nytids-Roman i 4 Dele af B.S. Ingemann, 1852.

433

67

Exposé: fremstilling. – In medias res: lat, midt ind i begivenhederne. - Stamherren: den søn (som regel den ældste), der skal arve stamgodset. 69 Davren: morgenmaden.

71

skaffed: spiste.

73

So i Hul: i denne leg skal en af deltagerne (sodriveren) drive soen (bolden) ned i et hul. De andre skal forhindre det.

74

Grendel: uhyre, som hjemsøgte kong Hrodgars borg, men dræbtes af helten Bjovulf.

75

Rendfog: stærkt snefog. – Tik: leg, der svarer til tagfat. Når man rører en af deltagerne, råber man:»Tik!«

77

Yokkehame: Yokohama, japansk havneby. – Erslevs Geografi: Edvard Erslev: Den danske Stats Geographie, 1852.

79

My Love...: Min elskede er endnu kun en lille pige/Endnu en let og køn lille pige/Det ville næppe passe sig/At sidde og bejle til hende/Nede ved strømmen der endnu er så glasklar; digt af James Hogg, 1770-1835. - Kristian den Andens Død: 1559. – hvor Ludvig Chr.... endte: se n. t. s. 17. - Evangelisk-kristelig Salmebog: 1798. Salmebogens holdning er rationalistisk. – Balles Lærebog: Nicolai Edinger Balle, 1744-1816. Lærebog 1791. Balle udgav den sammen med Chr. Bastholm. – Konfirmationen: indført i Danmark 1736 af Erik Pontoppidan.

80

Mands- og Kvindestolene: mændene sad på venstre side, set fra koret, kvinderne på højre. – Fru Justitsraadinde: en justitsråd havde i den danske rangforordning plads i 5. klasse. Hvis han var »virkelig Justitsraad«, havde han plads i 4. klasse, nr. 3.

82

Messingens: fortællingen om hesten Messingjens indgår i St.St. Blichers E Bindstouw, 1842. – kronnied, hwinnied, rimmed: forskellige slags vrinsken.

87

Pastor emeritus: afgået præst.

88

Hundedagene: tiden fra 24/7-24/8.

89

Kalfonium: kolofonium, harpiks, hvormed violinbuer jævnlig stryges.

94

homøopathisk: homøopati er en lægevidenskabelig metode, hvorefter patienten behandles med meget små doser af lægemidler, som anvendt i større kvanta på sunde mennesker fremkalder den størst mulige lighed med den pågældende sygdoms symptomer. – Saa lad ... fæste: af Grundtvigs Udrundne er de gamle Dage, Morgensange, 1833. Den danske Salmebog nr. 344.

96

Bøcklin: Arnold Böcklin, schweizisk maler, 1827-1901. Se Povl Schmidts grundige note i Drømmens dør, 1984, og n.t. 143. – Frühling: Forår, malet 1879. Gengivet her s. 427. – Pan: hyrdegud, beskrives som hornet, skægget, behåret, med bukkeben. Når folk forstyrrer middagsfreden, slår Pan dem med panisk rædsel. – Syrinx: Syrinx (egentlig rør), arkadisk nymfe, der flygtede for Pan og forvandledes til et rør; rørfløjte.

97

Dryader: dryade, af dryas, egetræ. Skovnymfer, der bor i træer. – elleve Aar i Florens: 1874-1885.

98

De to sidste ... Darwin-Oversættelse: ].P. Jacobsen oversatte On the Origin434of Species heftevis 1871-1872. On the Descent of Man oversatte han i 2 bind 1874-1875. – Nyt dansk Maanedsskrift: udg. af Vilh. Møller 1870-1874. – Højtstaaende... Gejstlige: udgiveren har forgæves ledt efter sådanne udtalelser i Nyt dansk Maanedsskrift. – ingen bratte Spring: natura non facit saltus: naturen gør ikke spring. Tanken findes bl.a. hos Aristoteles og Leibniz. I sin herværende form findes den i Linné's Philosophia Botanica, 1751. – Papegøjen: H.C. Andersen: Lykkens Kalosker, kap. 5. Papegøjen (J.L. Heiberg-portræt) siger: »Nei, lad os nu være Mennesker.«

101

Kimingen: horisonten.

102

Appel: kraft, fart.

104

Latinskolen: Aalborg Katedralskole.

106

Anabasis: titel på Xenofons beretning om sit og de græske lejetroppers tilbagetog op gennem Lilleasien efter nederlaget ved Kunaxa 401 f.v.t

107

Allgebrra: algebra: regning med ligninger. – Bogstaverne ... ihjelslaar: 2. Kor. 3,6.

108

Frimenighedden: menighed, som står uden for statskirken.

109

kjælle: kælen. – leget liflig for mig: Salmernes Bog 33,3.

110

bas: hård.

111

forbiede: urolige af at vente.

113

Valkyrie: valkyrierne var kvindelige guddomme, som bestemte, hvem der skulle falde på valpladsen, og førte de udvalgte til Valhal.

114

Ravnegalderet: Odins ravnegalder. Oprindelig regnet med til den ældre Eddas digte. I virkeligheden digtet i Island i 1600-tallet.

115

glædede.. .glade: Romerbrevet 12,15.

116

syndede paa Naaden: syndede i forventning om Guds tilgivelse. – Angst for... David siger: 2. Samuels bog 24,14.

118

pernitten: jf. pernittengryn: et småtskåret og pedantisk menneske, en, der tæller efter, om der nu også er 19 gryn.

119

stampe mod brodden: Apostl. Gern. 9,5.

122

Kvindelist er uden Ande: mands list (mandelist) er vel behænde, kvindelist har ingen (er uden) ende. Peder Syv: Aldmindelige Danske Ordsproge, 1682, I, 239. Danmarks gamle Ordsprog VII:1, 1983, nr. 4949. – bange ... ryste: Evald Tang Kristensen: Ordsprog, nr. 6964. – Synd ... forlaades: Matthæus 12,31-32.

123

det underfulde Sted: se Danmarks Krønike af Saxe Runemester, fordansket ved N.F.S. Grundtvig, 2. udg. 1855, kap. om Guttorm og Hading, s. 38: »- thi som Folk en Aftenstund sad over Borde, saae man en Kvinde stikke Hovedet op af Gulvet, henne ved Arnen, og vise i Barmen en Urtekost frem, som om hun vilde spørge, hvor i al Verden de vel meende, der var saa deilig grønt om Vinter-Dage.« – Tidens store Væv: jf. Goethes Faust, 1. del: Jordånden: »Tidens den susende Væv slaar jeg ud/Og væver Guddommens levende Skrud.« Oversat af P. Hansen, 1881. – Skytten: beholder til spole. – Spolen: cylinderformet legeme, hvorom noget vikles op. – Kolumbus: Columbus-metaforen er brugt både af Grundtvig (digt i 2. udg. af Krønike-Riim 1842, digt i Nordisk Kirketidende 1833 samt 435 afsnit i Haandbog i Verdens-Historien III 1843, Udvalgte Skrifter v. H. Begtrup, bd. VII, 504-515), af Brandes (Søren Kierkegaard, 1877, kap. XV, Samlede Skrifter II, 311) samt af Johs. V.Jensen i Madame d'Ora, 1904. For disse oplysninger takkes Fl. Lundgreen-Nielsen. – Valhal(s): eventyrlig borg, tækket med gyldne skjolde. Odin opholder sig i Valhal, og de på jorden faldne krigere (einherjar) æder, drikker og kæmper der indtil deres sidste kamp i Ragnarok. – Gimle(s): ildlæ, d.e. stedet, der værner mod ild – Løfting: dæksforhøjning i agterstavnen af et langskib, hvor skibets fører havde sin plads.

124

Kjæmpernes... Valhal: se n. t. s. 123.

125

Svampedaaser: beholdere i nederste del af visse tobakspiber, hvori pibesovsen samler sig. – den indbyrdes Undervisningsmetode: de mere fremskredne elever underviser under lærerens vejledning, indført i folkeskolen 1819.

126

paa Skakke: på skrå; hældende, ludende stilling.

127

konvenerede: passede.

128

gefaller: passer.

131

Skraag-Isen: den usikre is.

136

Alt staar i Guds Faderhaand: salme af Grundtvig 1856. Den danske Salmebog nr. 333.

137

Hysing: hyssing, tynd line af hamp, sejlgarn.

141

Demosthenes: græsk taler og politiker, 384-322. Han bekæmpede makedonerne under Philip og Alexander den Store. – Æschines: græsk taler og politiker, 385-314. Modstander af Demosthenes. – Philip af Makedonien: konge af Makedonien, 359-336. Han indledte den makedoniske ekspansion, som videreførtes af hans søn Alexander den Store, 336-323. – Fidibussen: sammenfoldet papirstrimmel, hvormed man tænder sin pibe.

143

Im Spiel der Wellen: I Bølgernes Spil, malet 1883 i den florentinske periode. Se gengivelse her s. 426. Povl Schmidt skriver i Drømmens dør, at en artikel i Tilskueren 1892 af kunsthistorikeren Emil Hannover kan have været »medbestemmende for Jakob Knudsens valg af Böcklinmalerierne som betydningsbærere i hans roman, idet Hannover bl.a. karakteriserer Böcklins kunstforståelse således: »Pan i Naturen, Pan, der paa sin Fløjte har Toner af Rædsel, men ogsaa Toner der byder til Dans og Lyst, – Pan er Grækernes legemliggjorte Forening af Naturen og Mennesket, – Pan er Böcklins Gud, og hele hans Naturbetragtning er rent »panteistisk««. Frühling (se s. 96) og Im Spiel der Wellen blev gengivet som gravure i monumentalværket: Arnold Böcklin. Ein Auswahl der hervorragendsten Werke des Künstlers, Bd. I-IV (1892-1901).

145

stærk i de svage: svarer – ikke efter ordlyd, men efter mening – til 2. Kor. 12,9.

146

Ordene om Stefanus: Apostl. Gern. 6,15.

147

Du som gaar ud ...: salme af J. Montgomery, 1823. Den er bearbejdet af Grundtvig 1837. Den danske Salmebog nr. 248. – Det som ... Vangen: indledning til Højskolesang til Vallekilde, 1884, af C. Hostrup.

436

148

Kjærligheds og Sandheds Aand: Adam af St. Victor, 12. århundrede. Grundtvig 1837. Den danske Salmebog nr. 249. – Det er ikke enhver Nysen .. .: jf. betydningen af »prosit«: lat., gid det må gavne.

149

Det har... Naar?:].P. Jacobsen: 2 sidste vers af Lad Vaaren komme, 1882.

150

Trøster, trøster mit Folk: Esajas' Bog 40,1.

157

Hier ist das Wohlbehagen ...: 2. del af Faust, 3. akt. Indre Borggaard. Faust: »Her arves Liv og Lykke sammen/her smiler venligt Kind og Mund/og medens Slægt paa Slægt opholder Stammen/hver enkelt er tilfreds og sund.« (P. Hansens oversættelse, 1889).

160

Pretension: prætention.

161

Geheimeraad: titel, der gav rang i rangforordningens 1. klasse og ret til betegnelsen Excellence.

168

Dagen efter Helligtrekonger: 7. januar.

170

Aleneste Gud i Himmerig: græsk 2. århundrede og latin 4. århundrede; N. Decius 1526; dansk 1528; C.J. Brandt 1885. Den danske Salmebog nr. 360. Brandts tekst omtales her i 1878. – Rebekkas opfattelse af forlovelse: smlgn. med S. Kierkegaards Forførerens Dagbog. Enten-Eller, 1843, Samlede Væker 1, 347 (1901).

180

men Alverdens Herlighed... Øjne: Lukas 4, 5 og 6.

182

har aldrig... Pardon: hentyder formentlig til J.P. Jacobsens Marie Grubbe, 1876. Her hedder det om den syge Ulrik Christian Gyldenløve: »Pludselig fo'r han op, greb sin Kaarde, brød den itu og raabte: »Herre Jesus Christus, se, jeg brækker min Kaarde!« og han holdt de blanke Klingestykker i Vejret: »Pardon, Jesus, Pardon!«« (kap. 5); jf. nt. s. 302.

196

Nr. 37: gaden har kun lige numre. – Broncegruppen ... Hest: ældste skulptur i Kongens Have. Påbegyndt 1617 af Peder Husum, fuldført o. 1625 af Jørgen Wulff.

198

Ciceros' De officiis: Cicero: De officiis, de. Om Pligterne, 44 f.v.t – sejglivede: jf. »Sejglivethed« i Jyder 1917.

199

Bopp: Franz Bopp, 1791-1867, tysk sprogvidenskabsmand. Betragtes som grundlægger af den moderne sprogvidenskab. »Det ny og epokegørende ligger i B's geniale Blik for Formernes Sammenhæng i de forsk. beslægtede Sprog og i den indtrængende Analyse af dem«. (Vilh. Thomsen, Salmonsens Konversationsleksikon, Bind III, 1915).

200

Man muss sich abhärten: ty. Man må hærde sig. – Etatsraad: titel, der gav rang i 3. rangklasse.

201

Rubus-Arter: omfatter bl.a. multebær, hindbær, blåbær og brombær. –Chartreuse: kraftig urtelikør, som fremstilles i 2 kvaliteter, gul og grøn. –Fleg: navn på forskellige større vandplanter med flade sværdformede blade.

202

Den Dame...: portræt af frk. Lise Bruhn, se næste note.

204

Logis paa Gasværksvejen: selv boede JK fra 1875-1881 hos frk. Lise Bruhn på hjørnet af Istedgade og Viktoriagade, ikke langt fra Gasværksvej. Frk. Bruhn og de unge mennesker, som boede hos hende, dukker flere gange op i JK's romaner. Holger Begtrup gør opmærksom på, at frk. Bruhn 437 blandt sine logerende havde en nordmand, Markus Schnitter, der havde meldt sig i 1864, men for sent til at gøre felttoget med: »Han var meget særsindet og sarkastisk«. Altså Knausestad! – Hjortens Flugt: versroman af Chr. Winther, 1855. – med Skam og... Bluelse: især i de scener, hvor den dæmoniske venderpige Rhitra optræder. – Adam Homo: versroman af Fr.Paludan-Müller, 1841 (på titelbladet 1842)-1848.

205

de forargelige Steder: 5. Sang, om Trine og Line, strofe 40-78. – Brat af Slaget rammet: 1. vers af Fr. Paludan-Müllers Fremtidsmaalet, 1864. – de Kulturfolk i Mexico og Sydamerika: mayaer, azteker, inkaer. – Bagges Antikvariat: Bakkes Antikvariat lå i Klareboderne 10. Det eksisterede 1841-1969. – Drachmanns »Tannhäuser«: roman fra 1877. – Fornemmer Du ... sød: optakt til Drachmanns indledningsdigt til Tannhäuser, 2. kap., s. 31.

207

lette: jf. JK's fader Jens Lassen Knudsens kendte ytring: »Nemhed, Nemhed.« Omtalt i artikel af JK: »Fra min Ungdom og min første Forfattertid«, Aften-Nationaltidende 5-6/4 1916.

208

Isted Hede: her besejredes den slesvig-holstenske hær 25/7 1850. – Dybbøl Bjerg: den bakkekam, hvorpå fæstningen blev anlagt. Se i øvrigt Idé og Erindring, 1949, s. 74-75, opr. i dagbladet København 26/12 1912. – Listetæppet: (gulv)tæppe af sammensyede eller sammenflettede, oftest brogede klædeslister. – Anton Kolb: om Fensmark som model til Anton Kolb, se Tannhäuser s. 5 ff.- en Tur til Breidsholm: se Tannhäuser s. 130-186.

209

eh bien: fr., godt. – foraarsbølgende: jf. Turgenjevs novelle Foraarsbølger 1872.

210

gamle Rasmus: Rasmus Nielsen, 1809-1884, f. ved Middelfart (heraf den fynske udtale Mo-sigelse), dansk filosof, professor ved Københavns Universitet. Han hævdede, at tro og viden kunne forenes i samme bevidsthed. Georg Brandes polemiserede mod denne opfattelse i skriftet Dualismen i vor nyeste Philosophie, 1866. – Universum: verden (her ironisk om universitetet). – Aa, ja, aa, ja – i Kjøge!: omskrivning af »O Gud, o Gud! i Kjøge.« Ifølge Th. Gyllembourg i Extremerne, 1835, skulle der på en rude i Køge stå: »O Gud, o Gud! i Kjøge«. Da H.C. Andersen under et besøg i Køge forgæves havde ledt efter denne rude, skrev han selv på en rude: »O Gud! i Kjøge«. Se Bevingede Ord ved T. Vogel-Jørgensen, 5. udg. 1979.

212

Vita – med Tilnavn Æterna: delvis lat., det evige liv. - Jeg hører din Stemme: Drachmann: Tannhäuser, af »Jeg ser for mit Øje«, s. 180.

213

prise sin Lykke ... Kvinde: jf. S. Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845, hvor Victor Eremita samler sin sjæl i tak for det »Ene, der ogsaa blev mig givet: at jeg er bleven en Mand, ikke en Qvinde.« S. Kierkegaard: Samlede Værker VI, 57 (1902). – til Tro, til Haab – – til Kjærlighed: 1. Brev til Korinterne, kap. 13.

214

Kaaer: Alliker.

217

Udenomsbekvemmeligheder: de dele af en ejendom, der ikke indgår som beboelse: bl.a. retirader.

438

218

ordkrænge: mundrap, godt skåret for tungebåndet. – Bondefant... Kongen og hans Hof: eventyrfiguren Askeladden. – Halling: kraftfuld norsk folkedans.

219

den store geografiske Strid ... Løjfler: se herom E. Løffler: Min Selvbiografi, 1911, s. 79-81. – Marsyas: græsk satyr. Han skal have opfundet fløjten. M. udæskede den lyrespillende gud Apollon til musikalsk væddestrid. Apollon fik tilkendt sejren af muserne og straffede Marsyas ved at lade ham flå. – Sigurd Slembe: norsk tronprætendent, som hævdedes at være søn af Magnus Barfod. Død i kamp med Harald Gilles sønner. Bjørnson har skrevet dramaet Sigurd Slembe, 1862. I Heimskringla, udg. af Finnur Jónsson 1911, fortælles s. 580 om Sigurd Slembes død: Hans fjender ville flå ham levende, fra hovedet nedad, men fik ikke begyndt, før blodstrømmen hindrede dem i at udføre deres forehavende. Til gengæld slog de ham med svøber så længe, at han kunne gælde for at være flået. – Mellemproportional: (mat.) det mellemste af tre tal, af hvilke det første forholder sig til det andet på samme måde som det andet til det tredie (f.eks. 6,12,24). Ofte billedligt om, hvad der ligger midt imellem to eller flere ting, forhold, er en blandingsform, en mellemting mellem dem.

220

leben und leben lassen: leve og lade leve. I Goethes Faust siger »Direktor« i Vorspiel auf dem Theater: »At Mængden jeg vil tækkes ej jeg nægter./Den lever selv og andre leve la'r«. (P. Hansens oversættelse af 1. del, 1881). –Claros ... bellos: sp., som et Stjernepar Dine Øine lue (A.P. Berggreen: Folkesange, 2. udg., Bd. VII, nr. 34,1866). Se n. t. s. 237.

221

Il Sor ... Olanda: it., Nys fra Holland ankommen til Staden/Seer Herr Carlo Musiken paa Gaden. Folkesange, s. st., nr. 85, 1866. – Fortepianoet: klaveret. – Lampetten: lille lampe.

222

Spinoza: hollandsk filosof, 1632-1677. Han hævdede, at der er identitet mellem ånd og stof, og gjorde sig dermed til talsmand for en monistisk opfattelse, en overbevisning om enheden i naturen.

223

Är jag född, så vill jag lefva: C. Bellman: Fredmans Sånger, nr. 16, 1791. –Pantheisme: lære om, at Gud er i alt, at alt er Gud – Svensk Banko: svensk punch.

224

Mikrokosmus: gr., mikrokosmos, lille verden, i modsætning til makrokosmos, den store verden.

225

episk: fortællende. – Differentiering(ens): (biol.) betegner forskellighed i udformningen af en organismes dele, hvorved fysiologisk arbejdsdeling muliggøres.

226

Cricketkammerater: spillet cricket vandt indpas i Danmark efter 1864.

228

Tennisbanen: tennis blev indført i Danmark i 1883. – svange: golde.

229

quasi-børstende: idet han foregav at børste. – Ungdom og Galskab: hentydning til Edouard du Puys syngespil af dette navn, uropført 1806.

230

saa gaar Videnskaben ... Buddinge siger: Løjtnant von Buddinge siger i J.C. Hostrups Gjenboerne, 1844, 1. akt, 4. scene: »Thi hvad er det, der for Øjeblikket bevæger Menneskeslægten? Det er den visse – den visse – - 439 Vished, at Livet nu, ikke blot for de gamle, men selv for de unge, skal være filosofisk, skal være videnskabeligt«.

234

provisoriske Finanslov: 1877 hjemsendte regeringen Estrup Rigsdagen og udskrev en provisorisk finanslov. Loven gav kun regeringen tilladelse til at afholde nødvendige løbende udgifter, om hvilke der var enighed i Rigsdagen. – Landkreds: landdistrikt, især om valgkreds på landet.

235

Riffelforening: ude i landet blev der oprettet riffelforeninger, officielt med det formål at fremme anskaffelsen af våben til skyttebevægelsen. Regeringen var dog klar over, at der også kunne ligge andet bag. Mod dette indførtes den såkaldte riffellov: »Foreløbig Lov angaaende Forholdsregler for at hindre Misbrug af den uindskrænkede Adgang til at anskaffe Vaaben og at øve sig i disses Brug«.

236

Air militaire. .. Concert-Etuder: Prumc komponerede 5 Grandes Etudes for orkester.

237

Berggreen: Andreas Peter Berggreen, dansk komponist og udgiver, 1801-1880. – den danske Oversættelse: Folkesange og Melodier, fædrelandske og fremmede, samlede og udsendte for Pianoforte, 1. Udgave, I-IV, 1842-1847, 2. Udgave I-XI, 1861-1871.

238

Maxwelton braes...: indledning til digtet Annie Laurie, af W. Douglas 1672-1718: Maxwelton-skrænterne er kønne,/Hvor duggen falder tidligt.

242

Brugsforeningen: første brugsforening i Danmark 1866. I 1876 var der 86, i 1886 o. 200. – Farmand: af isl. farma@r: rejsende. – Vorbjerg: fiktivt navn.

243

eller ... Ingemanns Dage: der tænkes formentlig på Ingemanns Waldemar den Store og hans Mænd, 1824. Dog kommer allerede De sorte Riddere, 1814, i betragtning. Grundtvig priste ham i digtet Bernhard Severin Ingemann som »De sorte Ridderes« Skjald. 1818. Dette digt blev ganske vist først trykt 1869 i tidsskriftet For Idé og Virkelighed.

245

Bjovulf: nordisk helt, som spiller hovedrollen i det episke heltedigt af samme navn. Se n. t. s. 20.

248

Frøken Zahle: Nathalie Zahle, 1827-1913, begyndte med undervisning af privatlærerinder. Efter indførelse af skolelærerindeeksamen optog hun fra 1862 også kvinder, der forberedte sig til denne prøve. Hendes kvindeseminarium blev et af landets største seminarier. Hun søgte ofte sine lærerkræfter i grundtvigske kredse. – Naturhistorie efter Lütken: C.F. Lütken, 1827-1901, dansk zoolog, som skrev en række lærebøger. –Meduser: betegnelse for gopler på det stadium, hvor de har form som en klokke med lange randtråde.

249

Bukkel: hårlok, der har fået sin form ved hjælp af en rulle. 251 opkrampet: hatteskyggen heftet op ved hjælp af et spænde.

254

dit Mæle røber dig: Matthæus 26,73 (om Peters fornægtelse).

255

som om.. .og Sko: udtryk kendt fra sanglegen Munken gaar i Enge: »Og se nu hvor lystigt de danser de to/som om de havde stjaalet baade Strømper og Sko«.

440

256

I Dansen jeg Dig møder: unøjagtigt citat fra J.L Heiberg: De Danske i Paris, 1832. I første akt synger Ernest: »I Dandsen du mig møder«. – moors: lyngheder, højtliggende moser.

258

canti popolari: folkesange. – Io vado piano, piano ...: L'asinàjo, æseldriveren: Jeg vandrer langsomt, langsomt/Op ad Bjerget, tungt det falder/Hvis jeg finder min Nina hjemme/Jeg mit Maaltid med hende holder (Berggreen: Folkesange, Bd. VII, nr. 23,1866), jf n. t. s. 237.

264

Concordepladsen: plads i det centrale Paris. – og opholdt... Versailles:]K var selv i Paris i 1888. På hans arbejdsbord lå flere sten med inskriptioner, bl.a. en med Versailles. – Obelisken: den såkaldte Luxor-obelisk, hvis indskrift berømmer den egyptiske farao Ramses den Andens bedrifter.

266

Ingen kan tjene to Herrer: Matthæus 6,24. – Volmer: romantikken henlagde sin digtning om Volmer (Valdemar) og Tove til Valdemar Atterdag, fordi Arild Huitfeldt i Den anden Part Chronologiae, 1601, og Peder Syv i sin folkeviseudgave, 1695, omtalte dronningen som Helvig, dvs. Valdemar Atterdags dronning. Svend Grundtvig påviste i Danmarks gamle Folkeviser, bd. 3, 1862, optr. 1966, at det drejede sig om Valdemar den Store. – Gurre: efter folkesagnet ville Valdemar Atterdag lade Gud beholde sit himmerig, når blot han selv måtte beholde Gurre.

268

det nye Gade- og Parkanlæg: Ørstedsparken, anlagt 1876-1879.

269

halvandet Kvarter: 23,6 cm.

271

Njála, d.e. Njals saga, 17. Kap.: om Thjostolfs drab på Glum. Det synes tilfældigt, at Dr. Fensmark gennemgår netop dette kapitel. – Filosojgangen: strækning langs Vestervold fra Vartov til Ny Kongensgade. 273 det nye Kvægtorv: bygget 1879, strakte sig fra Kvægtorvsgade i sydvestlig retning. – bedaget sig: stilnet af – Georg Brandes' Forelæsninger: foråret

1874,

efteråret 1875.

276

Bezique: kortspil.

277

Livegen: person, som er en andens ejendom (som træl o.lign.), dog ikke altid uden en form for retsbeskyttelse.

280

en meget udpræget Realdannelse: kundskaber i matematik, fysik, kemi og andre naturfag.

281

Ballon er han: om sjælelig oppustethed.

284

Slæt: høslæt, høhøst.

285

Valgmenighed: en menighed, som er dannet ved frivillig sammenslutning af et lovbefalet antal medlemmer af Folkekirken om en særlig præst.

294

Monsieur est servi: fr., så er der serveret, hr.

297

mine smaa Pappenheimere: soldater i ryttergeneralen Pappenheims regimenter, som indgik i de kejserlige styrker under Trediveårskrigen. Senere brugt ironisk: »Jeg kender mine pappenheimere«. Jf. Schiller: Wallensteins Tod, 3. akt, 1800.

299

déjeuner dînatoire: solidt frokostmåltid

300

Vildt flyver Høg: 1. strofe, 1. vers af Chr. Winthers digt I Hjemmet, Samlede Digtninger I, 220, 1860.

441

301

Under lyse Bøg...: Poul M. Møller: Glæde over Danmark, strofe 11, vers l, 1820.

302

Brikke: brik. – opført af en Pietist: Christian VI, 1730-1746. Slottet blev bygget af L. de Thurah, 1734-1736. – Opdams Flaade: Opdam (også stavet Obdam), Jacob, baron v. Wassenaer, 1610-1665, hollandsk admiral. Bragte undsætning til det belejrede København 29/10 1658. – Marie Grubbe: ca. 1643-1718, datter af Erik Grubbe til Tjele. Gift 1. gang med Ulrik Frederik Gyldenløve, søn af Frederik den 3., 1660-1670. Gift 2. gang med justitsråd Palle Dyre, 1673-1691. Gift 3. gang med Søren Ladefoged. – Ulrik Frederik: Ulrik Frederik Gyldenløve, 1638-1704. Officer og statholder i Norge. – Hagelvejr: »I samme Øjeblik slæbte som et tungt, graat, regnvædet Forhæng en Byge skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over det flagrende Græs, peb forbi deres Øren og larmed som skummende Bølger i de fjerne Trætoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stænkede bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Græsset, som myldred de op af Jorden.« Se J.P. Jacobsen: Samlede Værker I, udg. af Morten Borup, 1924, s. 137-138.

303

Oldenborgere: dansk kongeslægt. Oldenborgernes fysiognomier lader sig f eks. studere på Frederiksborg Slot. – Affald: skråning.

304

Tilkost: mad, der gives som tillæg til noget.

314

Duel: den danske straffelov af 1866 straffede duellanter med straffe fra 2 dage til 2 år. 319 Aa ja, Karl.. . leve og handle: om en lighed med Rebekka West i Ibsens Rosmersholm, 1886, se 4. akt.

327

den stormægtigt... Berlin: i løbet af 1870'erne ændredes Berlins udseende på grund af en uhyre byggevirksomhed, hvis produkter var præget af en usikker smag, den såkaldte gründerperiode.

328

Tannhäuser: Tannhäuser eller Sangerkrigen paa Wartburg, 1845. – Bädecker: Karl Baedeker, 1801-1859, påbegyndte 1839 sin lange række af (turist)-rejsebøger.

331

Eger: by i det daværende Østrig-Ungarn. Nu i Tjekkoslovakiet. – Dette stramme, flunkende nye Prøjsseri: jf. Georg Brandes: Berlin som tysk Rigshovedstad, 1885.

332

Hofburg: slotskompleks i Wien. – Kalkberapning: tyndt, uglattet lag af mørtel på en mur. – Murudspækning: udfyldning af hulrum i mur. – Baj: groft, løstvævet flonel i forskellige farver. – »Sie haben ... blev der svaret: »De har en god og mild Herre,« sagde hun til Soldaterne. »Bestemt, bestemt, Frøken! Han gør ingen Mennesker noget ondt, nej,« blev der svaret. – Biskop Balslev: C.F. Balslev, 1805-1895, biskop i Ribe 1867-1895.

333

Graben: stærkt befærdet forretningsgade i Wien. – Prateren: lystanlæg i Wien. – O, Du alter... Donaustrand: O, du gamle Stefanstårn/O, du blå Donaustrand. – Das ist... allein!: Det er kun kærligheden helt alene! –D'Weana ... Schönres geb'n:Wienerpigerne, det er engle,/Himmelske, 442 fyldte af herlighed/Thi værtshuslivet det er mit liv/Kan der da gives noget bedre.

334

Nussdorf: lille by i udkanten af Wien. Del af Döbling. – reddede Wien fra Tyrkerne: i 1683 belejrede tyrkiske tropper Wien, men blev slået tilbage af den polske konge Johann Sobiesky, 1674-1696.

335

Østerlide! Østerlide! ...: fra Ingemanns romancecyklus Holger Danske, 1837.

336

Fru Venus: Fru Venus mentes i middelalderen at holde sit elskovshof i Hörselberg, mellem Gotha og Eisenach. – Tannhäuser: tysk minnesanger, som blev betaget af fru Venus. JK benyttede senere motivet i Angst – Mod, 1912-1914.

338

Tokay: vinområdet (eller byen) Tokay. – Elysium: efter græsk opfattelse levede visse ypperlige mennesker videre her. Jf. Odysseen, 4. sang, vers 564 ff. – Hegyalja: bjergkæde i Ungarn. – Mászláser: sød, fyldig vin. –Szamorodner: tør bordvin. – Muskateller: sød brun eller gylden hedvin fra Malaga. Her centraleuropæisk vintype, der minder om M. – Tokayer-Essens: den fineste tokayervin. – den duftigsten ... aller Weine: den mest duftende, mest åndfulde, mest velsmagende af alle vine. – Holger Drach-manns Fødselsdag: 9. oktober. – Et Sus af sagte høstlig Vind: fra Holger Drachmann: Sangenes Bog, 1889. Her citeres digtet i 1880.

344

Konvent: møde mellem et provstis præster.

347

Fodpjossi: fodposen.

352

to Opløsninger... to Maaneders Mellemrum: maj og juli 1881.

353

Provsteretten: den gejstlige ret, som nedsættes, når sager rejses mod præster og kirkebetjente. – det nært forestaaende Rigsdagsvalg: 26/7 1881.

355

Apostelens Ord: Brevet til Hebræerne 1,13. – Ægteskab ... separeret: forkert brug af verbet. – fratemisere ... Følelse: forkert brug af verbet. – sit Privilegium: sin støtte.

358

miste ... eie det: Matthæus 10,39. - Julius Larsens retskrivning: se Peter Skautrups Det danske Sprogs Historie, bd. 4, 1968, s. 69-73.

363

O dejlige Land: ]K følger Grundtvigs Poetiske Skrifter V, 1883, med enkelte undtagelser. – De levendes Land: udtrykket findes i Esajas 53,8. Her forbindes det med Hading-sagnet, som findes hos Saxo. Se Danmarks Krønike af Saxe Runemester, fordansket ved N.F.S. Grundtvig, 2. udg. 1855, s. 33.

366

det Skriftsted: Apostl. Gern. 2,18.

371

Fakta er denne: Fakta er disse.

372

dimmentere: dementere. – Valget den 26. Juli: 1881.

374

Candidatus magisterii: cand.mag.

376

det nationale: jf. Georg Brandes' interesse for det nationale. – Galizien: på denne tid, 1880, Østrigs største provins.

379

Det var Kilder ... Glans: jf. modsætningsvis Nyaars-Morgen, 1824: »Da lærte jeg arme/I Midvinter sval,/At Lys uden Varme/Er Helvedes Kval.«

443

382

Den gaar aber bare ikke: Men den går bare ikke. – Konvenients: det passende.

384

I Foraaret... Finanslov: 12/4 1885.

385

Det ministerielle Cirkulære: mundkurvscirkulæret, 1885. Forbød lærere ved borger- og almenskoler at drive politisk propaganda samt at deltage i riffelforeninger. – i Begyndelsen af Maj... Politiets Tilladelse: Riffelloven, se n. t. s. 235. – De syv Ministre: ministeriet Estrup i 1885: J.B.S. Estrup: konseilspræsident og finansminister; O. Rosenørn-Lehn: udenrigsminister; J. Bahnson: krigsminister; M.F. Ravn: marineminister; J. Nellemann: justitsminister; Hilmar Finsen: indenrigsminister; Jacob Scavenius: kultusminister. – slige Skadedyr: jf. Venstre-politikeren V. Pingels ord om »en Regering af 7 Forbrydere og Lommetyve«. - Julius Rasmussen: den nittenårige typograf Julius Rasmussen rettede 21/10 et attentat mod Estrup. Han blev i 1886 idømt 14 års fængsel og begik selvmord i fængselet – den provisoriske Lov mod Forsamlingsfrihed: 2/11. – Den 23. Oktober: Rigsdagen blev sendt hjem indtil 18/12.

386

Den 27. Oktober: »Foreløbig Lov om Oprettelse af et militært Gendarmerikorps. Foreløbig Lov om overordentlige Politiudgifter«. – Den 2. November: straffeprovisoriet – et tillæg til straffeloven: § 3: »Den, som i Tale eller Skrift henvendt til Publikum i Almindelighed eller til Forsamlinger, eller i øvrigt paa en den offentlige Ro og Orden truende Maade ophidser Klasser eller Dele af Befolkningen til Had eller til Voldsgerninger imod andre Klasser eller Dele af dem, straffes med Fængsel«. – § 4: Den, som offentlig fremsætter eller udbreder opdigtede eller forvanskede Kendsgerninger, for derved at gøre Statens Indretninger eller Regeringens Foranstaltninger forhadte eller foragtelige, straffes med Fængsel. – dette er ække...: H. Ibsen: Samfundets støtter, 3. akt. Konsul Bernick: »det er ikke vanlige forhold, jeg staar i i disse dage.« –Fallitdramaer: Bj. Bjørnson: En fallit, 1875. H. Ibsen: Samfundets støtter, 1877.

388

over Magten: overstigende ens kræfter.

390

den kongelige Ørn: Kristian II. Der refereres til den historiske vise Christian den Anden og Adelen, Danmarks gamle Folkeviser III, nr. 173. Visen kaldes ofte Ørnevisen. – Toner fra Marstigs Viserne: citatet er fra Danmarks gamle Folkeviser III, nr. 145, optr. 1966.

391

Estrup, han er Herremand: Estrup overtog 1846 faderens gård Kongsdal (til 1907), Kirstineberg (1848-1851), en svensk gård (1855-1858) og Skaføgaard (1852-1907). – Nellemann: ]. Nellemann 1831-1906, fremtrædende jurist. Justitsminister i ministeriet Estrup 1875-1894 og i ministeriet Reedtz-Thott 1894. – Lorens Frølich: dansk tegner og maler, 1820-1908. Han har ofte arbejdet med motiver fra den nordiske sagnverden.

392

Baschibozuk: »en, hvis hoved er vendt«. Irregulær tyrkisk soldat, kendt for lovløshed og voldsom brutalitet.

444
445

Indhold

Gjæring 5
Afklaring 189
Efterskrift 399
Jakob Knudsen og nutiden 399
Temaer 399
Karl Wintrup – Rebekka Woltersien 403
Forholdet mellem Rebekka og Karl 404
Leopoldsberg 405
Dunkle magter og tydelige tegn 406
Naturalisme 408
Højskolen 411
Historien 413
Jakob Knudsen og Karl Wintrup 415
Titel, genre, komposition 415
Fortælleren 418
Modtagelsen 418
Litteraturhistorisk placering 421
Teksten 423
Manuskripter 423
Udgaver 425
Litteraturliste 425
To malerier af Arnold Böcklin 426-27
Noter 429