↩ Hvad der maaske mere end noget andet gjorde, at Proprietær Wintrups Børn følte sig ligesaa godt hjemme i Præstegaarden som paa Holtinggaard, var det, at Juleaften af begge Familier altid var bleven fejret i Præstegaarden, lige siden Fru Wintrup døde, og det var dengang Anna blev født, saa hende og hendes Tid kunde ingen af Børnene huske. Juletræet, og hvad der var af »fine« eller »rigtige« Julegaver, kom altid fra Holtinggaard I Præstegaarden lavede Børnene selv deres Gaver til hinanden eller til Karl og Anna, og de kunde derfor aldrig blive videre anseelige eller overraskende: Papæsker, Tøjdukker, Muffediser, Lommetørklæder med Navn syet paa eller lign.; mere kunde det ikke blive til. Men fra Holtinggaard var der altid en »rigtig« Ting til hvert af Børnene i Præstegaarden. I disse Dage ind imod Jul var der meget, der beroede paa Jomfru Hyphoffs Valg. Det kunde være: en Skrigedukke eller en Eventyrbog eller Tinsoldater, eller – i de senere Aar – større eller dog fornuftigere Gaver: en Kjole f. Ex. til Kathrine, »En glad Gut« til Ellen o.s.v. – »Det er for galt, det er for galt!« var det stadige Udraab fra Onkel Jørgen, naar Holtinggaardsgaverne kom frem Juleaften. Og næsten ligesaa regelmæssigt svarede Proprietæren: »Hør, jeg kan æt engang lid', Du si'er 'et; Du har saamænd ærlig fortjent 'et til dem hver en Stump, og mer' til.« – Herved tænktes paa Onkel Jørgens Undervisning af Karl og Anna, som han dog ogsaa fik rundelig godtgjort i rede Penge.