↩ Karl havde kun været i Pastor Grabows Hus en eneste Gang for syv Aar siden. Hans Forestilling om denne Mand havde dannet sig over et Barndomsindtryk, der – som det saa ofte er Tilfældet med slige Indtryk – paa een Gang var meget levende og stemningsfyldt, men tillige ganske forkeert og tilfældigt Han var bleven sendt derop i et Ærinde for sin Onkel – det var en af hans allerførste længere Rideture – efter noget homøopathisk Medicin, som Pastor Grabow uddelte til Venner og Bekjendte. Han kom der dengang under Indtryk af det ædle og vovede i denne homøopathiske Kamp imod Egnens Læger, og da han kom hjem i Præstegaarden om Aftenen, blev der tilfældig sungen den Sang af Grundtvig, hvori det hedder: »Saa lad derpaa os Syn da fæste, hvad Ædle kalde Livets Lyst, ja, lad os kjærnpe med de Bedste og vove kjækt mod Død en Dyst.« Derved var der kommen til at hvile et endnu stærkere Skjær af Heroisme saavel over Homøopathien som over Pastor Grabow. – Med den stigende Oplysning havde dette Skjær i Aarenes Løb forvandlet sig til en Del graa Skuffelse for Karl, især da han fik at vide, at Pastor Grabow sletingen Aandskjæmpe var, men snarere det modsatte. I det sidste Par Aar var dog atter Grabows Aktier steget betydelig. Onkel Jørgen havde selv voldt det ved sin Holden tilbage overfor Karls Studere-Lyster. Grabow stod nu for Karl som Lærdommens Repræsentant; Onkel Jørgen derimod som – – – Det vilde have været Karl selv ganske umuligt at sige, som hvad.