Knudsen, Jakob Uddrag fra Afklaring (Danske Klassikere)

↩ Han havde staaet fortabt i Tanker over disse besynderlige Ord om den store, uforglæmmelige Tid, som hun nylig havde sagt. – Nu vaagnede han op, idet han holdt hende i sine Arme. – Ja, han kunde jo vide i Forvejen, at hun maatte danse godt, saadan som hun var bygget, – alligevel var der ligesom Overraskelse blandet i Skjønhedsglæden ved at see og fornemme det. Det havde gjort saadan et pinlig sjælsfattigt, overkultiveret Indtryk paa Karl, det, at hun ikke brød sig mere om Folkesangene, hun var blevet saa fremmed for ham; – men denne Dans var rigtignok Kunst, som der var Natur i, den skjønneste sanselig-sjælelige Virkelighed.