Dend Stoormægtigste og Høybaarne Monark og Enevolds Herre,
Christian dend Femte,
Konge til Danmark og Norge,
de Venders oc Goters, Hertug i Sleßvig, Holstein, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc. etc.
Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog
til
Ævig Hukommelse
Allerunderdanigst
af
Th. Kingo. Kiøbenhaun,
Trykt af Matthias Jørgensen, Aar 1676. 152

Aller-underdanigste Erindring til Hans Kongl. Majest.

LAd dette Hastverk faae en liden Naade-Skygge,
Og lad min Digter-Konst oppaa Din Mildhed bygge,
Hvad min Blek-Pensel kun hår grunded denne gang,
Skal bedre treffis i Din Fremtiids Seyer-Fang.
Føer Sværdet midlertiid, hvor hen Dit Øye meder,
Og hvor Guds Øye Dig fremlyvser og henleder:
Giør af Din Mandoms Drifft hver Almanakke fuld,
Saa skal Du skildris ud i Ævighed paa Guld.

153

[x]; & [x];.

BEhierted Konge, Du aarvogne Scepter-Fører,
Arv-kroned Christian, som Himlen selv oprører
Med hellig Nidkerhed, at dine Kroner maa
En ævigvarig Fred med Naun og Ære faa,
Tilstæd dog at min fast hendøde Sang-Gudinde
Maa dette Liv i din Udødelighed finde,
At tænde Lyvs udi sit ringe Lygte-Skrog,
Og vise Verden Dit det første Ledings-Tog.
Stoormægtigste Monark, Du fulde Mandoms Kierne,
Jeg ey vil stille frem Din Fødsels Himmel-Stierne,
Men vise huor Guds-Frygt og saa Rætfærdighed
Med Haand i Haand udi Din Føde-Stund opskreed!
Det hellig Tuilling-Tegn stood hos Din Fødsels Vugge,
Din Kongelige Siæl med Naader at bedugge,
Og Dig berede til en saadan Kron' at faae
Huis Lige Danmarks Folk og Fyrster aldrig saae.
Hvor herlig gaar Du frem med disse Følge-Suenne,
Med Himmel-Fynd og Frugt de daglig Dig betiene:
Dend ene legger Grund til ald lyksalig Stand,
Dend anden flugtig giør ald Uskiel ud af Land.
De begge bygger paa Guds Æris Huus og Kirke,
Og hver Mands Beste de med samled Haand udvirke
De begge spinder paa Din Arve-Sirkel maa
Med Seyer, Ære, Naun fuld-runded ævig staa.
Dit første Ledings- Tog med Gud og begge disse
Du vilde i din Siæl fuldkommelig forvisse,
At, før Du Sverdet drog, Du da i denne Daad
Gik ey et Fingers breed fra deris trygge Raad.
Før derfor at Din Haand dend spendte nogen Bue,
Og giorde Bluß udaf sin nidkier Sinde-Lue,
Da blev der Røgelser paa HErrens Alter tendt,
Og Syndsens Luer ud i Poenitentzer brendt.
154 Du loodst udraabe strax en Bønne-Fest og Faste,
At Folket skulde sig i Bedrings Aske kaste,
Randsage sine Triin, opspoore Gud igien
At bøde Landsens Fljg hand rev i Vrede hen.
Der paa Du da brød løß og blotede Din Klinge,
Din Kriigs-Hær Ordre fik at lade Fanen suinge
Hen mod dend Tyske Bond, huor under Veys Du dog
Begyndte med et sært og velbegrunded Tog.
At Holstein ikke Dig med Passen skulde snøre,
Og for dit Reyse-Maal en Hindre-Steen opføre,
Du Tønningen tog ind, saa selv Hertugen veed
Huad nu Dit Alvor er og huad Din Kierlighed!
Med ald Din Aarlogs Magt Du strax der paa lod stande,
Og tog Dit Stade i de Mekelborgers Lande,
Og, efter given Troo til Dine Forbunds-Mænd,
Blev foort de Danskis Mood og deris Lunte tend.
Saa greeb Du Verket an! Damgarten motte bukke
Og nødis til sin Magt fra sig at udelukke,
Saa skrekke-fuldt vaar da Dit Suærdis første Stød,
At Fienden keysede Flugt for den visse Død!
Dig Tribbesees og faldt ydmygelig til Foode,
Og Dinis Hierter Dag fra Dag i dennem groode,
Og ynskte ved Din Haand at ledis bedre frem
I Vaaben-Skolen, til at hente Seyer hiem.
Dend gamle Wißmar-Stad, huor stolten Belt indflyder,
Og af det faste Land fuld Druut et Fauntag nyder,
Som giør en sikker Haun, huis Mund og Minde sig
Udaf en Skandse kand forfegte mægtelig,
Dend Stad, dend faste Stad, hvis høye Muur og Volde
Er vel saa Bringe-sterk en Fiende ud' at holde,
Hvis Food omringed er med en beleylig Plads
Af Limed Henge-Segg og Røde-Dynds Morrads,
Dend Stad, som var forseet med velbehierted Helte
Der hafde Hierter som ey lætte vaar at smelte,
Til dend blef straxen vendt Dit Kongelige Mood,
At sette Prøve paa det ærlig Danske Blood.
155 Her holdtis Vaaben-Ting, til Striid blev alting laved,
Dend Danske Lands-Knægt sig vel snart fik nedergraved,
Og dend Kanine-Konst, i Joord at boore sig
Med mangen Krinkel-Krog, blev øved mesterlig.
Saa med en huj og hast blev Staden rundt omringed
Oc Bioode-Fanen om de væbned Volde suinged,
Trompet og Tromme-Slag de buldred Døden ud,
Det vaar Din Beyler-Sang for denne trodsig Brud.
Her kastis Batteri, her tog mand for at spille
En Kugle-Springe-Dands, og Luften giennem-drille
Med Tusind Torden-Skrald, som alle Skyer brast,
Og Himlen skulde strax paa Jorden bleved kast!
Her satte mand og an med grumme Fyre-møsser
Med de Granate-slug og Gryde-munded Bøsser,
Tre, firehundred Pund hver gulped fra sig ud,
Som Lufte-fløy for det Mirakel-mægtig Krud.
Men huor den tørnede og faldt paa Fiendens Huse,
Dend bistre Bødel-bold begyndte da at bruse
Med saadan Overmagt, med saadan Brag og Brudd,
At huer som der var nær fik Dødsens visse Budd.
Det holdtis Dag og Nat, her vistis ingen Hvile
For hine Blidekast, Du blev alt ved at jle
Med Ild og Lue til at knæge Fiendens Magt,
At bløde ham i Hu og giøre ham forsagt.
Men hand blev lige stolt og hærded udi Sinde,
Ræt som naar Klippen faar et Torden-brudd at finde,
Omskiønt der skeer et Riv i hendis Flise-krop,
Hun holder lige stiv sin sterke Beenrad op!
Imidlertjd Du fik et Anslag udi Sinde
Med Skibet Falken dend Søe-fugl dit Belt' at binde
Du selv anordnede mod ham de stoore Skiøt,
Hvor ved hans Planke-vom udboored blev og stødt.
Vel vilde hand udbredt sin stoore Seyle-vinge
Og sig ved Flugten fra dit Batten hensvinge,
Men Gud Din HErre selv strax denne Order gav
Ud til dend hule Søe og til Dit Belte-hav:
156 Viig Skumme-kroned Strøm, og bliv saa lau en Ebbe,
At Vandet sætter sig fra Wismars Haune-Flebbe,
Indtil min Salvede sit Forsæt kand opnaae,
Og dend gesvindig Falk i Garn og Strikke faae.
Det skeer: Her satte sig det Havsens megle Vaade,
Saa fløy dend frekke Falk ind til Din Haand og Naade,
Hvor ved Hvalfisken blev forbaused og uglad,
Og om Din Naade strax med ydmyg Bønfald bad.
Naar hørte mand tilforn af slige Tog at sige,
At Skibe lader sig af Landmands Haand bekrige:
Et Skib foruden Skib med Storm at tage ind,
Det falder verkeligt i mit og fleeris Sind.
Mens Du paa Land og Vand skinbarligen fornemmer
At GVD forfigter selv Din Sag, og Fienden klemmer:
Tænk, hvor dend Flaade fløy, som ud fra Stokholm gik
Og stoore Himmel-hugg udaf Din HErre fik!
Hand hvisled ad Nordvest og dend i Søen splitte,
De Skib foruden Skib blef saa tilredt og slitte
At Bølgen tiente Dig for Skib og Støkke-skudd,
Thi Gud var Admiral og giorde dette Brudd.
Der Du da for Din Gud med taksom Hierte kiendte
Hvad lyksom Fremgang Dig ved hans Andledning hendte,
O hvor Dit Kongelig og Eye-goode Sind
Af Gud din Styrke blev aldeelis taget ind!
Hvad Lyst og Fyrighed der da i Leyren vaktis,
Af dend som ey var hos ey lettelig kand aktis,
Saa kiedsom var ey dend slat-uren Løbe-grav,
At jo Dit Øye hver Liv, Lyst og Hierte gav.
Der saaestu da hvordan de Danske Bonde-Drenge
Ey sky for Trommen er, hvor ey de lader trenge
Sig fra sin Stand og Post, naar mand dem bruge vil
I Krigens Skole, seer mand hvad de duer til.
Som Flinten skiult i Jord i mange Aar og Dage,
Der ingen værdigis i Haand engang at tage,
Hans Knive-hvasse Kant og Gniste-rijge Krop
End og blandt Truske-træ sig selv ey tender op:
157 Men vil mand hannem kun mod Jern og Staalet bruge,
Mand hundred Funker da skal af ham stød' og knuge,
Hand vjser da sin Kraft, at om hand slidis hen,
Hand er dog Ever mens der noget er igien.
Saa, saa Din Bonde-Søn, om end hans slette Kofte
Dend skiuler Hiertet og hans Knogel-føre Hofte,
Giv hannem kun Gevær, føer ham i Marken an,
Hand tør sig bilde ind hans Slegt er af Kong Dan,
Hand skal i Gierningen det lade see og kiende
Hans tarvelige Sind af Ifrighed kand brende,
Og hvor hand tør sin Mand i Marken vel bestaa,
Naar hand kun haver dend der ham vil hidse paa.
Hvor ofte ynskte hand paa Fienden løß at gange,
Og grandt lod see det hand for Døden ey var bange,
Den hiasked Regne-sky hun var ham dog imod
Og nægted ham at faae fuld Fæste for hans Food.
Mens, ô Du Kongers Roos, vor Tijds Naunkundig Ære,
Den Seyers Ærekrantz Dig sømmer ræt at bære,
Som Gud self rakte Dig ved sin aldmægtig Haand,
Der hand Dig styrked med saa uforsagt en Aand.
Thi vilde Vinteren sin Glar-broo ikke legge
Hen paa den mudrige Moradsis Henge-segge,
Om Skyen syntis ey at vilde føye Dig,
Du viste GVd hand var Din Ven dog visselig.
Du derfor Dag og Nat med Løve-mood og Hierte
Besaae Dit Synest til at meere deris Smerte
I dend bestolded Stad, og dennem bringe til
At Nød maa giøre det som Lyst ey gierne vil.
Du Dine hulde Raad og sterke Stride-Kiemper
Arr-bidt' af Bøsse-Mund i mange Døds Ulemper,
Du med et Øye-Vink kun dennem nikker paa
Med største Majestæt tiltaler dennem saa:
I Krigens Sønner, I ræt Ære-tørstig Siæle,
I Døds Foragtere (dog Dødsens Skiude-Pæle)
I Degen-færdig Folk, stridbare Jette-Blood,
Bryst-fuld' af intet kun af idel Hiert' og Mood,
158 I seer hvad Himlene hâr Os i Haanden føyed,
I seer hvordan mit Sind med Eder erfornøyed,
I seer hvor haard en Hals Vor Volded U-ven er,
I seer hvordan hand Tand imod Vor Trusel skiær,
I seer hvor dagligen at de Morradse-Svampe
Ophæver sig udaf de Sky-nedsælded Dampe,
I seer Soldaten sig at elte daglig ned
I sejen Dynde-Liim til Knæ og Belte-Stedd.
Frem, giver Eders Raad om Vi skal nu forlade
Det rundt-beleyred Folk, og giøre dennem glade
Med Voris Haan og Spot, og Ryggen vende mod
Det Saar, som i Vort Bryst Os meget bedre stood?
Ney! Ney! Jeg veed I ey skal her udi samtykke,
Jeg veed I Eder ey herfra skal lade trykke
For nogen Fiende- Vold, ey Skyens hvasle-Regn,
Skal skylle bort Vort Naun og ævig Ære-Tegn!
Her dryber Rykte ned med disse Regne-Draaber,
En frugtbar Ære-Sool Vi giennem dennem haaber
Med Seyer at besee, hist paa hin ranke Vold
Der skal I hente ned en ævig Æris Sold.
Er nogen fey og falsk, hand vige kun tilbage!
Det Hierte som der vil sin Konge nu forsage
Det dømme Himlens Gud! Vel an! Jeg gaar der paa!
Og veed min Gud hand Mig her i sin Haand skal faae!
Dend Tale nep var endt, før hine Vaaben-føre
Naunkundig Ledings-Mænd begyndte sig at røre
Hver til sit Folk og Post, som hver i Hu vaar høy,
Mand veed ey om hand gik paa Fødder eller fløy.
Fast ligesom mand seer Diur-Kongen Løven brøle
Naar hand er bleven harm og Blodet ey kand kiøle,
Hvor Løve-Ungerne de tuærre hist oc her
Med ilde-funked Syyn, og tænker: Hvad er Der!
Kand De da blive var udi de riised Buske
En Avinds Diure-Flok og noget sligt utuske,
Strax vil de lade see sit u-sky Myrde-Mood,
Og at De hâr i sig oprigtigt Løwe-Blood.
159 Saa gik det ogsaa her, hver foor hen til sin Side
Udi den haarde Nødd frimodelig at bide:
Een giver kloge Raad hvor mand kand Staden faae,
Een anden hvad for Død hand nys hâr fundet paa,
Dend tredie hand giør en Broo der vel kand flyde,
Dend fierde Bom og Buk der Poort og Muur kand bryde,
Dend femte hitter paa hvor Haand-granaten kand
Med meer end snese Skudd udhvistis fra en Mand.
Der Soolen hafde nu sit Loßement forandred,
Og Skyttens Bolig vaar igiennem gandske vandred,
Og hun Steenbukken da om Indkorteering bad,
Forgyldte ham hans Hoorn som tyk-riimfrosted sad,
Da Jule-maaned vaar mod tretten døgne løben,
Og Dagen vilde nu fra Natten tage Svøben,
Da blev dend haarde Storm, det varme Bloode-bad
Med Dødsens tru beridt mod stolten Wismar-stad.
Her paa begyndte strax Granaten Ild at spude,
Kartowets bomre-bas ald Luften fuld at tude,
Muskete-kuglen da saa knadrede og faldt,
Som naar mand kaster Ild med Hænder fuld af Salt.
Ild, Røg og Regn og Rusk hâr Dagen saa beblandet
At Soolens Øye kand ey skinne over Landet!
Soldatens Øye dog sin Post i sigte faar
Til hvilken uden Frykt hand velbehierted gaar.
Lad hagle Jern og Bly! Lad her fem blodig Fingre
Afhuggis fra sin Haand! Lad der en Arm omslingre
Bort fra sit Lenke-ledd! Lad her et afskudt Been
Høy-rosen-farve dend nestlagde Kampesteen!
Lad der et Hoved hen ad Jorden hastig trilde
Og Blodet dansendis i Saanden om sig spilde!
Hver hierte-fuld Soldat hand tænkte dog ved sig,
At hand blandt andris Død vaar selv udødelig!
Du stood imidlertiid (Gud kiender med hvad Øye)
Og saae Din Seyer gaa udi en blodig Trøye!
Du sukked til din Gud, saa Fienden svandt som Dugg
Din Bøn dend dybere end Sverd i hannem hugg!
160 At om endskiønt det skarp tre Tjmer holdt at bide,
Dog af slet ingen Flukt de Danske vilde vjde!
Kat-hændede de kom i Fiendens Fordeel op,
Og fik ham endelig saa til at holde Trop.
Da Fredsens hvide Flagg mand udaf Tornet hengde,
Og hver i Staden sit Gevær hen fra sig slengde,
Om Naade bad da dend som førre gik paa Tru,
Og dend som før var vild da simpel blev og blu!
Da Døden stood beridt for alle Stadens Dørre,
Ild, Moord og Brand med Graad mand kunde ey aftørre,
Om ey Din Mildhed dem midt i Din Vrede fik
En Frelsis Tilsagn og et naadigt Konge-Nik.
Du kunde Blood for Blood i tusind Strømme taget
Og over hver Mands Blood dit Hefhe-sverd uddraget,
Men det var Christeligt: Du traadde med din Food
Oppaa din Fiendis Hals, og skaante dog hans Blood!
Saa blev Ulykken da i fulde Bluß neddemped,
Og de som ey med Sværd Dig kunde overkæmped,
De dog Dit Hierte vandt med frygtsom Ydmyghed,
Og paa en Time saae Dig baade mild og vred.
Du neste Morgen strax reed inden Volds at skue
Din nu til-vundne Stad, dend hellig Andakts-Lue
Vaar i Dit Hierte tendt, at Gud hand kunde faae
Sin Frukt udaf dend Krands som hand dig satte paa.
Den ofred Du ham op i HErrens Huus med Glæde
At Du Din Fiendis Joord frimodig kunde træde
Som Seyervindere, Du kiendte det Guds Haand
Skar ene Knuden op paa dette sterke Baand.
Der Du da Hyldings-Eed af Staden hafde taget,
Foort blev der da oppaa Hiem-Reysen til os maget,
Med Ære, Seyer og med Sundhed komstu hiem,
Gud foor tilbage med, som Dig ledsaged frem.
Tak for hver vaagen Nat Du for os hafver taget,
Tak for hver Faderlig Bekymring Du har draget,
Tak, Himmel, ævig Tak som fuldte Kongen med
Tak Du Guds Ansigt som gik hos ham hver en Sted!
161 Legg, GVd, fremdeelis op Lyksalighed og Ære
Til Kongens Rente-Skat, lad Kronen hand skal bære
Hver Dag formeeris med en deylig Ædelsteen
Af Dyd og Mandom som foruden Synd er reen
GVD lade Hannem naa sit Hierte-Maal og Merke,
GVD giøre selv der til Hans Haand og Arme sterke,
Hans Rjger der ved kand ald Velstands Blomster faae,
Og hand en Ære-Speyl for Konger ævig staae!