Kingo, Thomas Digtning i udvalg

Forsoningen

Den frelseshistoriske forudsætning for Guds nådige tilgivelse af synden er Jesu lidelse og død, der selvsagt spiller en central rolle i Kingos digte som helhed og er selve emnet for Vinterpartens passionssalmer (s. 321-383). I disse salmer gennemleves og gennemlyses lidelseshistorien, og i dem fornemmer man endnu tydeligere end ellers Kingos vilje til at blive samtidig med de bibelske begivenheder. Der fortælles overvejende i nutid: »JEsus siunger« (s. 321), »Op ad Korset de ham trekker« (s. 377). De bibelske personer taler i første person: »Jeg i Nat er skyldig bleven« (s. 342), »Jeg vil ham nu lade fare« (s. 367). Der rettes direkte appeller til menigheden, som synger salmerne: »Kom«, »See«, »Merk«. Og lige så selvfølgeligt tiltales de bibelske personer, så at man indimellem har indtryk af, at vi her og nu kan påvirke begivenhederne: »Styrk ham dog« (s. 325), »SOver I?« (s. 327). Denne insisterende dramatisering er ikke udvendig patos, for der står virkelig noget på spil: »Døden stormer Livsens Land« (s. 324), og også min skæbne afgøres:

JEsu, Jeg din Død begræder,
For Jeg der til Aarsag gav;
I din Død Jeg mig dog glæder,
Ja min støv udi min Grav!
Thi mit Liv er i din Død,
Og der hand dit Hierte brød,
Da din søde Naade-Kilde
Mig til Liv opbriste vilde. (s. 383).

Oplevelsen af, at Jesus døde for min skyld, fører ikke til en identifikation med ham - det hindrer syndsbevidstheden - men den skaber viljen til at tage ham som forbillede, en tanke, der afslutter flere af passionssalmerne (f.eks. s. 341). Om dem alle gælder, at de af indlevelsen i lidelseshistorien henter kraft til hverdagslivet, og dette i egentligste forstand opbyggelige sigte forklarer den detaljerede fremstilling af ydmygelsen og torturen - der er ikke tale om usmagelig udpensling af pinslerne, end mindre om pervers voldsfascination.

431

Lidelseshistorien munder ud i opstandelsen, der næppe kan beskrives prægtigere, end Kingo har gjort det i SOm dend Gyldne Sool frembryder (s. 384-386). Salmen ender i taknemmelighed for frelsen, en følelse, der træffes i mange sammenhænge hos Kingo; i forening med jubelen over Guds skabelse og forsyn giver den hans fromhed et præg af glæde, der ikke er mindre karakteristisk end den dystre skyldfølelse og dødsbevidsthed. I gudsforholdet udfoldes alle følelser - og alle lidenskabeligt.