Kingo, Thomas Digtning i udvalg

Kongen og fædrelandet

Selvom alle kald har Guds bevågenhed, er der dog én, der indtager en helt særlig stilling, og det er kongen. Kongen afgør rigets skæbne som ingen anden, og derfor er det rimeligt at bede specielt for ham, sådan som det gennemført sker i Sjungekorets første part. Når Kingo lader Niels Juels sejre forhøje kongens ære (s. 395-404), skyldes det også, at han opfatter kongen som indbegrebet af nationen, og derfor må den loyale Kingo gyse, når det royale mod nærmer sig overmod (s. 309). Alle samfundets stænder er direkte afhængige af kongen, som det klart fremgår af Hosianna (s. 29-36). Her i kroningsdigtet udformes Kingos religøst funderede politiske opfattelse bredest: Gud har selv indstiftet kongedømmet og i sin ordning af naturen peget på enevælden som den rette styreform. Forholdet mellem undersåtter og konge er præget af folkets tillid, ja hengivenhed (s. 156-159), og af kongens faderlige omsorg (s. 160). Af dedikationen til kongen i første part af Sjungekoret (s. 53-54) fremgår kongens særlige pligt til at beskærme kirken og dens rene lære, men i digtene ses forholdet mellem kongen og kirken så at sige fra den anden side: kongens gudsfrygt fremhæves talrige gange (bl.a. s. 160). På alle punkter er Kingos politiske opfattelse i overensstemmelse med, hvad der ansås for god luthersk lære, og at han personligt har været overbevist tilhænger af enevælden, turde bl.a. fremgå af det kongesyn, der kommer til orde også i et digt til en nær ven (s. 305-306). At ideologien ikke har gjort Kingo blind for virkeligheden, aner man dog: »Aid Herre-gunst er en Vand-voxende Svamp« (s. 237). Måske ligger der også en vis usikkerhed over for kongens gode vilje bag den besværgende tone i Odensee Hospital (s. 302-304); i hvert fald kunne der være god grund til at bede for kongen til Gud: »Bøy selv hans Hierte efter dig« (s. 126).

Bønnen for kongen knyttes umiddelbart sammen med landets tarv:

Giv, ved din Hielp og Haand, vor Konge glædis maa
At hans Land,
I Lyksom stand,
Maa lange Grendser faa (s. 93).

434

»Lyksom stand« indbefatter som hovedregel fred og frugtbarhed (f.eks. s. 64), men omtalen af de »lange Grendser« antyder, hvad der siges lige ud især i Christian dend Femte ... Hans Majestæts første og Lyksalige Ledings-Tog (s. 151-161) og i mindedigtene over Niels Juel (s. 395-413): krig kan være nødvendig for landets såvel som kongens ære og er dermed også efter Guds vilje. Kingo har efter alt at dømme delt regeringens opfattelse af, at Danmark-Norges sag uden videre er hele Nordens sag (bl.a. s. 413), og den holdning retfærdiggør jo alle angreb på Sverige; i forhold til sine samtidige er Kingo tilbageholdende med at bruge historien som politisk argument, selvom også han med stolthed kan nævne f.eks. kimbrerne (s. 34). Nationalismen går ikke så vidt, at fjenden frakendes menneskelighed eller fremragende egenskaber som tapperhed, og det glemmes aldrig, at krigens udfald står i Guds hånd (f.eks. s.160-161).

Stoltheden over fædrelandet betyder også bevidsthed om modersmålet; Kroneborgs Korte Beskrifvelse indledes med en bøn om at måtte beherske det »Patte-drukne Maal, huor i saa mange hakke« (s. 39), og i fortalen til Sjungekorets første part (s. 54) får bestræbelsen for at dyrke det danske sprog udtrykkeligt en religiøs begrundelse: »Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at dend ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger«.