Kingo, Thomas Uddrag fra Mindedigt over Susanna Christophers-Daatter Tønder g. m. Eiler Schøller 1675

Da skulde det vel skee udi det Klippe-Land,
Hvor høyst i Luflt og længst fra Jord mand vandre
kand!
Mens Ach! den grumme Død sit Regimente strekker,
Til alt der Aande har, og Adams Børn optrekker,
Om end de boer saa skiønt som i et Paradiis,
Og om de gleed end hen paa længste Nord-lands lis!
Vi bær den Madike af Dødsens-Gifft og Galde
Udi vor lønlig Barm, som Slangen sødt indtalde
Udi vor Moders Liv, hvorved vor Fader blev
Forgiven, og sin Død til alle Slegter drev!
Det vil ey gielde nu, om end vi kunde svinge
Mod Stierne-Huset op, vi fører under Vinge
Det skiulte Dødsens Sting, som selv vi ikke seer,
Hvor ved vi dratter ned i Gravens muld og leer!
Det hielper ey, om end vi stod i Klippens-Krone,
Og vel sad fast i dend Graa-mussed Kampe-Throne,
Den Slange-snedig Død til os dog finder Sti,
Saa Moses ikke selv paa Nebo Bierg er fri!
Det baader ey, om end vi fandt den beste Mine
Af Nordiske Metall, og om vi kunde trine
Ned i Afgrunden til Guld-aarens Rige veld,
Vi faar dog ligevel betale Dødsens gield!
Det skaaner ey, om end vor kind som Rosen malis
Af Ungdoms Blomster-Blod, og om end meget pralis
Af Styrcke, Velde og hvad Verden give kand,
Det skal dog skæmmis alt i Dødsens skyggis Land!
Det frier os ey, om end med megen Dyd og Ære
Vort Liv er smykked om, saa vil dog Tiden tære