Sørgelig
Amindelsis
Og
Æris-Digt
Til den tilforne paa Jorden, og nu i Himmelen,
ærefulde,
Vel-Edle og Velbyrdige nu Sl. Mand,
OLUF BORCK
Kongl. Majests. høybetroede Cantzellie-Raad
Assessor udi Høyeste Ret, og Collegio Consistoriali;
samt Professor udi dette Kongl. Universitet;
Min søde kiæreste Ven
Til Æris og Tacknemmeligheds Minde udi hans Graf.
((daggert) 13. Okt. 1690).

✂ FOr Tiiden blef jeg elskt; For Tiiden jeg bedrøfvet
Maa sørge, thi min Ven er mig saa slet berøfvet:
Jeg veed ey Kiærlighed hvor vit den stræcke kand;
Men Venskab bant mig dog til en fuldkommen Mand.
Du søde BORCK, jeg veed, du elskte mig saa saare,
Jeg fafner døede Krop derfor med Tusind Taare;
I medens du var til, da holt Du nock af mig;
Thi nu Du borte er, jeg holde skal af Dig.
Vel giorde Du mod mig; Mod Dig Gud giorde bedre:
Du ganget er den Vey, som alle voris Fædre,
Jeg siger Dig: Far vel! Du far nu allerbest,
Og for Din Gafmildhed er Himmelen Din Rest.

✂ Imidlertid jeg Dig vil sørgeligen stiue
Med høytbedrøfvet Pen een Grafskrift, som Din Hviile
Ey U-Roe giøre skal. Jeg veed, udi Din Graf
Du dog, er Du end døed, min Pligt skal holde af.

Graf-Skrift.

✂ DEn som var allis Hielp, ham hielpeløs at
vandre
Bød Døden, som kand Fryd til Sorrig snart
forandre:
Hand all sin Tienniste til hver Mands Frelse gaf,
Derfore hviler Hand nu træt i denne Graf.
Klageligen stiiled af den som
Sørger Meget Wemodelig.