Kierkegaard, Søren Uddrag fra Dagbøger i udvalg 1834-1846

Naar man læser i Luther faaer man jo rigtignok Indtrykket af en vis en sikker Aand, der taler med en Afgjorthed som er »gewaltig« (er predigte gewaltig - [x][x][x][x][x][x][x] Mth: Ev. 7.). Og dog synes mig denne Sikkerhed at have noget Tumultuarisk ved sig, som netop er Usikkerhed. Det er bekjendt nok, at den modsatte Sjelstilstand ofte søger sit Skjul hos sin Modsætning. Man opmander sig selv ved det stærke Ord, og Ordet bliver næsten endnu stærkere blot fordi man selv er vaklende. Det er ikke noget Bedrag, det er et fromt Forsøg. Angestens Usikkerhed vil man end ikke give Ord, man vil (ell. tør) end ikke rigtigt nævne den, og man tvinger netop Modsætningen frem i Tillid til at det skal hjælpe. Luther bruger saaledes fremherskende, hvad der med saa megen Maadehold bruges i det N. Test. Synd mod den Hellig Aand. For at forcere sig selv og den Troende frem, bruger han strax og drakontisk dette Ord om Alt. Naar saa er, saa bliver der tilsidst ikke et Msk. uden at han ikke blot een men mange Gange har syndet mod den Hellig Aand. Og naar der nu staaer i det N. T, at denne Synd kan ikke tilgives, hvad saa? - Jeg veed det meget godt, at de Fleste ville korse sig, naar jeg sammenlignede Luthers Sikkerhed med f. E. Socratess. Men kommer dette dog ikke af, at de fleste Msker have mere Sands og Tilbøielighed for det Tumultuariske. Luther blev, som bekjendt, saa rystet ved et Lyn, der dræbte hans Ven ved hans Side, men saaledes er hans Yttringer bestandigt, ligesom Lynet i eetvæk slog ned bag ved ham.