Kierkegaard, Søren Uddrag fra Frygt og Bæven

Aristoteles siger i hans udødelige Poetik: [x][x][x] [x][x][x] [x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x](cfr. cap. 11). Det er naturligt kun det andet Moment, der her beskæftiger mig: [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x], Gjenkjendelsen. Overalt hvor der kan være Tale om en Gjenkjendelse, der er eo ipso Tale om en foregaaende Skjulthed. Som da Gjenkjendelsen bliver det Løsende, det Relaxerende, saaledes er Skjultheden det Spændende i det dramatiske Liv. Hvad Aristoteles i det Foregaaende af samme Capitel udvikler angaaende Tragediens forskjellige Værd alt i Forhold til som [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] og [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] carambolere, samt om den enkelte og den dobbelte Gjenkjendelse, kan jeg her ikke tage Hensyn til, om det end frister ved sin Inderlighed og sin stille Fortabelse især den, der længe nok blev trættet af Oversigtsmændenes overfladiske Alvidenhed En almindeligere Bemærkning maa her finde sin Plads. I den græske Tragedie er Skjultheden (og som en Følge deraf Gjenkjendelsen) en episk Rest, der har sin Grund i et Fatum, i hvilket den dramatiske Handling forsvinder, hvorfra denne har sit dunkle gaadefulde Udspring. Deraf kommer det, at den Virkning, en græsk Tragedie frembringer, har en Lighed 79 med Indtrykket af en Marmor-Statue, der mangler Øiets Magt Den græske Tragedie er blind. Derfor hører der en vis Abstraktion til for ret at lade sig paavirke af den. En Søn myrder sin Fader, men først bag efter faaer han at vide, at det er hans Fader. En Søster vil offre sin Broder, men i det afgjørende Øieblik faaer hun det at vide. Dette Tragiske kan mindre beskæftige vor reflecterende Tid Det nyere Drama har opgivet Skjebnen, har dramatisk emanciperet sig, er seende, skuer ind i sig selv, optager Skjebnen i sin dramatiske Bevidsthed Skjultheden og Aabenbarelsen er da Heltens fri Gjerning, for hvilken han er ansvarlig.