Kierkegaard, Søren Uddrag fra Frygt og Bæven

Om den Enkelte nu virkelig ligger i en Anfægtelse eller han er Troens Ridder, det kan kun den Enkelte selv afgjøre. Imidlertid lod der sig dog ud af Paradoxet construere nogle Kjendetegn, som ogsaa den kan forstaae, der ikke er deri. Den sande Troens Ridder er altid den absolute Isolation, den uægte er secterisk. Dette er et Forsøg paa 75 at springe af fra Paradoxets trange Vei og blive en tragisk Helt for godt Kjøb. Den tragiske Helt han udtrykker det Almene og offrer sig for dette. Isteden derfor har den secteriske Mester Jackel et Privattheater, nogle gode Venner og Kammerater, der omtrent repræsentere det Almene ligesaa godt som Stokkemændene i Gulddaasen repræsentere Retfærdigheden. Troens Ridder derimod han er Paradoxet, han er den Enkelte, absolut kun den Enkelte uden alle Connexioner og Vidtløftigheder. Dette er det Forfærdelige, som den secteriske Skrælling ikke kan udholde. Istedenfor nemlig deraf at lære, at han ikke er istand til at gjøre det Store, og da ligefrem at tilstaae dette, Noget jeg naturligviis ikke kan andet end billige, da det er, hvad jeg selv gjør, mener Stymperen, at han ved at forene sig med nogle andre Stympere skal kunne gjøre det Men det gaaer aldeles ikke an; i Aandens Verden taales intet Snyderi. Et Dusin Secterikere tage hinanden under Armen, de kjende slet Intet til de eensomme Anfægtelser, der vente Troens Ridder, og som han ikke tør flye, netop fordi det var endnu forfærdeligere, om han formastelig trængte sig frem. Secterikerne overdøve hinanden ved Støi og Larm, holde Angesten borte ved deres Skrig, og et saadant hujende Dyrehaugsselskab mener at storme Himlen og mener at gaae ad samme Vei som Troens Ridder, der i Universets Eensomhed aldrig hører nogen menneskelig Røst, men gaaer ene med sit forfærdelige Ansvar.