Kierkegaard, Søren Uddrag fra Frygt og Bæven

Endnu et Tilfælde vil jeg tænke mig, at en Enkelt ved at være skjult og ved sin Taushed vil frelse det Almene. Dertil kan jeg bruge Sagnet 99 om Faust. Faust er en Tvivler*, en Aandens Apostat, der gaaer Kjødets Gang. Dette er Digternes Mening, og medens det atter og atter gjentages, at hver Tid har sin Faust, gaaer dog den ene Digter efter den anden ufortrøden hen ad den slagne Landevei. Lad os foretage en lille Forandring. Faust er Tvivleren [x][x][x] [x][x][x][x][x][x]; men haner en sympathetisk Natur. Selv i Goethes Opfattelse af Faust savner jeg et dybere psykologisk Indblik i Tvivlens hemmelige Samtaler med sig selv. I vor tid, da jo Alle have oplevet Tvivlen, har endnu ingen Digter gjort noget Skridt dertil. Jeg tænker da ogsaa, at jeg gierne kunde byde dem kongelige Obligationer at skrive paa, for at skrive alt det Meget, de i denne Henseende have oplevet - de skrev neppe mere end hvad der kunde rummes paa den forreste Margen.