1. At læse Frygt og Bæven
✂ Frygt og Bæven er en intens, eksistentiel nærlæsning af fortællingen om Abrahams ofring af Isak. Men denne nærlæsning fører ikke umiddelbart til, at fortællingen bliver mere forståelig, tværtimod åbner den for større og større afgrunde i fortællingen, og forståelsen må hurtigt se sin uundgåelige undergang i øjnene og koncentrere sig om den rent defensive opgave at forstå, hvor uforståelig fortællingen er. Det er da heller ikke generelt S.K.s ærinde at øge menneskers umiddelbare forståelse, men derimod (på bedste sokratiske vis) at undergrave den forståelse, som de tror de har, ud fra en fundamental opfattelse af at mennesker flygter fra frihed og angst og sandhed ved at lukke sig inde i en begrænsende forståelses »illusoriske Tryghed og Ro« (Sygdommen til Døden 184). Ved lidenskabeligt og utålmodigt, med en karakteristisk kombination af knivskarp analyse og digterisk sus, at læse sig ind i alt det, der ikke står i Det gamle Testamentes nøgterne og kortfattede fremstilling, fylder S.K. den tålmodige og næsten fredelige tekst med højspænding: fortællingen udvikler sig for øjnene af læseren til en påtrængende gåde, der momentvis, i uhyggelige glimt, også er en gyser, hvor mord og vanvid lurer. S.K. saboterer bevidst den nemme og bekvemme læsning, hvor man kan »ryge sin Pibe (...) og (...) strække Benene mageligt ud fra sig« (30). Målet er at gøre læseren »søvnløs« (smst.)
✂ Frygt og Bæven er i sig selv skrevet på en måde, der absolut ikke gør det nemt for læseren. Hirsch 1933 skriver, at bogen er: »die schwierigste Schrift Kierkegaards, in der er mehr als in jeder andern zur Verwirrung des Lesers getan hat« (635, K.s vanskeligste skrift, i hvilket han har gjort mere for at forvirre læseren end i noget andet skrift). Dette skyldes den hensigt i bogen, at den logiske, fornuftmæssige forståelse skal slås i stykker af den lidenskabelige, absurde tro. Bogen er altså i den forstand bevidst og demonstrativt aggressiv, bortset selvfølgelig fra at den læser, der har den rette tro og derfor læser bogen med hjertet, kan føle sig yderst venligt modtaget. Allerede før første side markeres bogens utilnærmelighed. Forfatteren gemmer sig bag en maske af tavshed (jf. pseudonymet de silentio), ikke for at 314 skjule sin identitet, men for at markere at meningen med denne bog ikke vil være indlysende. Tilsvarende omtales i mottoet et gådefuldt budskab, som ikke enhver forstår. Bogen vil ikke lade sig forstå på almindelige, »fornuftige« betingelser, men åbner sig kun for den læser, der personligt, lidenskabeligt vil leve med i »Lidenskabens Slutninger« (92). Ifølge S.K. kan fortællingen om Abraham og Isak da også kun forstås af den, der vil forstå den som personlig virkelighed, som »Nærværende« (32), men ikke af den, der lægger »Aartusinder mellem sig og Tilværelsens Rystelser« (60). Bogen fordømmer voldsomt den læser, der mener, at det gør fortællingen beroligende og forståelig, at den endte godt, og som derfor ikke ser nogen grund til at interessere sig for eller leve med i, hvad der skete undervejs: »Angsten, Nøden, Paradoxet vil man ikke vide Noget af Udfaldet lefler man æsthetisk med (...) ingen Tempelraner (er) saa nedrig en Forbryder, som den, der saaledes plyndrer det Hellige« (61).
✂ Som Gud fristede Abraham til at opgive troen, således frister Frygt og Bæven bevidst sin læser til at forkorte sine lidelser og lukke bogen. Dette er en konsekvent følge af, at det er en væsentlig strategi i bogen at trække læseren med ind i Abrahams historie, at gøre Abrahams problemer til læserens. På den anden side vil bogen også gerne være interessant og lokke og drage læseren med spænding og gåder, frække provokationer og forførende lyrisk retorik. Denne dobbelthed i Frygt og Bævens strategi over for læseren er en afspejling af den dobbelthed hos S.K. i forholdet til troen, at nok fremhæves overalt troens dårskab og fornuftens nødvendige undergang: troen fremmedgøres (og dette er det markanteste i Frygt og Bæven), men samtidig gøres troen dragende: dens uudgrundelige paradokser, dens mystik, dens drømmende glæde bliver hjertets og lidenskabens indlysende og selvfølgelige mål.