Kierkegaard, Søren Frygt og bæven

5. De pseudonyme skrifter og talerne i eget navn

Ligesom S.K.s forfatterskab drages mod det uforståelige og paradoksale, hvad troen angår, og dermed mod frihed, usikkerhed og åbenhed, hvad det enkelte menneskes eksistens angår (jf. afsnittet »Tro og frihed« ovenfor), så drages det overalt mod det mulige, og på alle planer i forfatterskabet leges der ivrigt med muligheder. I det foregående er omtalt Frygt og Bæven's fremhævelse af troens muligheder, af at alt er muligt for Gud, og det er blevet nævnt, at en biografisk baggrund, hvis realitet måske fortaber sig i det skyggeagtige, i forfatterskabet vælder frem i form af generelle muligheder. Derfor er det ikke overraskende, at forfatterskabets foretrukne måde at meddele sig på er konjunktiv, at det indirekte foretrækkes for det direkte.

Når S.K. udgiver boger under pseudonym, så er hensigten ikke den, at han ønsker at skjule sin identitet og i den forstand gemme sig bag pseudonymets maske. Hensigten er derimod den at markere, at han ikke er identisk med den pseudonyme forfatter, dvs. at de i bogen fremsatte meninger og synspunkter ikke nødvendigvis er hans egne. Forholdet svarer altså til forholdet mellem romanforfatteren og den fiktive jeg-fortæller, hvor hensigten jo ofte er, at en kritisk og omhyggelig læser skal afsløre jeg-fortælleren som upålidelig, dvs. finde frem til det implicitte budskab i bogen, der fremkommer ved forfatterens afstandtagen til sin fortæller. Denne afstandtagen behøver ikke være direkte indbygget i bogen, men forholdet kan være det, at forfatteren forudsætter, at enhver »rettænkende« læser af sig selv vil blive ledt til at tage afstand fra denne fortæller, når han lærer ham at kende.

Det er da også ofte hensigten med S.K.s brug af pseudonymer, at læseren bør nå frem til et andet standpunkt end den pseudonyme forfatters. I Frygt og Bæven bør læseren således kunne forstå den gådefulde tro, som Johannes de silentio ikke forstår: Johannes er derved budbringeren, der overbringer et budskab med en skjult mening, som han ikke selv forstår (jf bogens motto), han kan ikke forstå troen på anden måde, end at han kan forstå, at den er absurd, paradoksal, og derfor kan han kun være en tavs budbringer om den tro, der i sig selv er forbundet med tavshed: Abraham »kan ikke tale« (58), og som ikke kan gøres forståelig for andre som almen erfaring. På den anden side er der nok også det aspekt ved S.K.s brug af pseudonymer, at han i 327 den forstand gemmer sig bag pseudonymets maske, at han bruger pseudonymet til at fremsætte synspunkter, som interesserer ham, men som han ikke »officielt« ønsker at stå inde for, at lægge navn til. I Frygt og Bæven gør pseudonymet det muligt for S.K. at fremhæve Guds urimelighed Tilsvarende kan S.K. i Sygdommen til Døden bruge pseudonymet Anti-Climacus til at fremsætte meget strenge kristne synspunkter. Men disse strenge synspunkter mildnes af de efterfølgende og mere »venlige« taler i eget navn, ligesom Frygt og Bæven's kristendom gøres mere forståelig og positiv af »supplerende« taler. Man kan fa indtryk af, at talerne formulerer den sympatiske sandhed, som S.K. moralsk føler sig forpligtet til at gå ind for, mens han så uden for talerne i ly af pseudonymerne leger med mørkere muligheder.

S.K. skelner selv mellem de pseudonyme skrifters indirekte meddelelse og ligefrem meddelelse. I Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, som på dette punkt støttes af S.K.s tilføjede »første og sidste Forklaring«, fremgår det, at hensigten med pseudonymerne er at meddele sig indirekte gennem digteriske individualiteters subjektive fremstilling og dermed fremprovokere personlig stillingtagen og tilegnelse i inderlighed. Dette står i modsætning til den objektive, spekulative fremstillings ligefremme meddelelse af viden: »Mellem Aand og Aand er et ligefremt Forhold utænkeligt i Forhold til den væsentlige Sandhed (...) enhver ligefrem Meddelelse i Forhold til Sandheden som Inderlighed er en Misforstaaelse« (SV VII 233, 235). Senere stilles den indirekte meddelelse i modsætning til de opbyggelige talers ligefremme meddelelse, hvis hensigt er at »understøtte« (Pap. VIII 2 B 88 s. 184) den indirekte. Den indirekte meddelelse fremstilles nu også som en forstillelse eller et bedrag, der skal lokke læseren frem mod sandheden.

Sløk 1978 har foreslået, at også »S. Kierkegaard« opfattes som et pseudonym (134). S.K. lader selv både høje og lave pseudonymer (jf note til Sygdommen til Døden s. 163) kritisere talerne: Climacus kritiserer dem i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, og i Sygdommen til Døden hedder det om S.K. selv, at han digter »Gud en lille Smule anderledes end Gud er, lidt mere a la en kjerlig Fader, som altformeget føier Barnets - eneste Ønske« (232).

Der tales med mange forskellige stemmer i dette forfatterskab, og i spørgsmålet om, hvad forfatterskabet mener og ikke mener, er det jo ikke S.K. selv, man skal spørge, fordi en forfatters udsagn om en 328 hensigt i et forfatterskab godt kan være et udsagn om en hensigt, som han faktisk havde, men som ikke findes i forfatterskabet. Man må altså sporge forfatterskabet selv, og stiller man her pedantiske og nøjeregnende sporgsmål og kræver præcise og detaljerede svar, ja så fortjener man næsten de forvirrende svar man får. I stedet må man prøve at lytte sig frem til den ene stemme, som dog taler overalt, og som nok siger en del forskelligt, men som altid taler »paa en inderligere Maade« (SV VII 620), hvad enten den rasende og fortvivlet håner menneskene for deres tåbelighed og hykleri, eller med ubarmhjertig og iskold analyse afslører illusoriske forståelser - eller mildt og trøstende taler om Guds kærlighed, - hvad enten den brutalt vækker os fra en bevidstløs og falsk tryghed i en fælles forståelse med de andre og isolerer os som enkelte, henviser os til »en eensom Vei, trang og steil« (Frygt og Bæven 72), alene med en fjern og uforståelig Gud - eller hvisker til os, at Gud er os nærmere end noget andet Og hermed svarer denne stemmes inderlige budskab selvfølgelig i sin struktur til paradokset, sådan som Abraham oplever det, at Gud ved at fjerne sig fra ham, nærmer ham til sig, eller sådan som det formuleres i Sygdommen til Døden: »Christendommen (...) sætter Synden saa fast som Position, at det nu da synes at blive en fuldkommen Umulighed med at faae den bort igjen - og saa er det netop Christendommen, der, ved Forsoningen, igjen vil skaffe Synden bort saa ganske, at den er som druknet i Havet« (251).

I talerne i eget navn er tonen som sagt mild Troens fundamentale betingelser er naturligvis her de samme som i de pseudonyme skrifter: også her tales der om at tro Gud mod forstanden, også her er Gud ikke blot den, der giver, men også den, der tager (jf de anforte citater i gennemgangen af Frygt og Bæven, og »Ypperstepræsten«... 300: »Troen er mod Forstand«). Men i modsætning til de pseudonyme skrifter betoner talerne den tillidsfuldhed og indforståethed i forholdet til Gud, der overvinder det uforståelige og negative: hvor Gjentagelsen fremhæver Jobs klager, dér fremhæver den opbyggelige tale hans omgående accept i forståelse med Herren, jf. Tre opbyggelige Taler, 1843, s. 158: »Glæde og Sorg, Lykke og Ulykke, Nød og Seier er for ham Gaver; thi ham er Giveren Hovedsagen«, og 141: »da give Du ogsaa Enhver Forvisningen om, at Alt kommer fra Dig, at ikke Glæden river os fra Dig i Lystens Glemsel, at ikke Sorgen sætter Skilsmisse mellem Dig og os«; og hvor Frygt og Bæven fremhæver Guds 329 uforståelighed, dér fremhæver den opbyggelige tale bekræftelsen i: »Troens fulde Forvisning (...) han lærte det Skjønneste af Alt, det Saligste, at Gud elskede ham; thi den Gud prøver, den elsker han« (157). Og selv om forvisning og forklaring også i den opbyggelige tale kan lade vente på sig, så gives der her mulighed for en foreløbig forklaring: »Om han end ikke fandt Forklaringen, han fandt dog den Forklaring: han skulde bie paa Forklaringen« (157). Mens Frygt og Bæven har fremhævet det uforståelige ved, at Gud kan påføre os ulykker, så bliver i den opbyggelige tale modgangen det sted, hvor man møder Gud mere selvfølgeligt og indlysende end i medgangen: »Han havde bedre kunnet forstaae Herren i Ildstøtten, der en enkelt Gang lyste i Natten, men da det blev Dag, kunde han ikke faae Øie paa Skystøtten« (152). Medgangen fører mennesket bort fra Gud, fordi den får det til at stole på sig selv, mens det i modgangen lettere opdager sin afmagt og dermed lettere får øje på Gud Som nævnt degraderer Frygt og Bæven kærligheden til fordel for Abrahams uforståelige tro, men den opbyggelige tale lader til gengæld Abraham optræde som eksempel på, at kærlighed skjuler synders mangfoldighed (129).