Kierkegaard, Søren 6. At læse Sygdommen til Døden

6. At læse Sygdommen til Døden

Hvor hensigten hos det underordnede pseudonym Johannes de silentio er at fremmedgøre Gud, at fremhæve Hans uforståelighed i forhold til en menneskelig synsvinkel, så er hensigten hos den overordnede Anti-Climacus den modsatte: at fremmedgøre mennesket for sig selv, at fremhæve dets fortvivlede dunkelhed og uklarhed over sig selv, at fange det i dets selvmodsigende misforståelser af sig selv og at udstille dets hjælpeløshed ved at bade det i et næsten guddommeligt projektørlys, dvs. Anti-Climacus ser så at sige mennesket fra Guds synsvinkel. Grundsynspunktet er det, at mennesket »ikke blot Intet formaaer ved sig selv, men formaaer kun at skade sig selv« (Pap. VIII l A 673). Hvor Johannes de silentio ustandselig rystes, chokeres og lammes i sine forgæves forsøg på at forstå Abraham, så gennemfører Anti-Climacus sine analyser med sikker hånd, og skarpt og klart opløser han alle tilsyneladende uklarheder undervejs. Dog ligner Johannes og Anti-Climacus altså hinanden derved, at de begge fremmedgør det, som man troede, at man forstod, og ligesom Johannes 330 gør opmærksom på de »sorte huller« i fortællingen om Abraham og Isak, så »formørker« også Anti-Climacus sit analyseobjekt, mennesket, ved næsten ubarmhjertigt at påpege dets ubevidste fortvivlelse eller bore i håbløsheden og dybden i dets mere bevidste fortvivlelse.

Når mennesket fremtræder mørkere, jo nærmere det kommer Gud, så hænger dette sammen med dobbeltheden i den udvikling, der fremstilles i Sygdommen til Døden: når bevidstheden om selvet øges, så øges også den fortvivlelse, hvori mennesket bevæger sig væk fra Gud; men dette er samtidig vejen frem mod Gud, fordi mennesket først ved en høj grad af selv-bevidsthed og dermed fortvivlelse kan erkende sin afmagt og åbne sig mod den tro, hvori den førhen fordunklede kan hvile »gjennemsigtigt« (174). Ligesom Gud som sagt i Frygt og Bæven nærmer Abraham til sig ved at fjerne sig fra ham, så nærmes mennesket i Sygdommen til Døden til Gud ved at fjernes fra Ham, hvilket selvfølgelig er en afspejling af paradokset: at Gud gør mennesket til synder for at nærme det til sig.

Hvor det æstetiske pseudonym Johannes de silentio nok konfronterer læseren med en skræmmende uforståelighed, så lokker han som nævnt samtidig læseren med spænding og gåder, og han holder på grund af sin menneskelige synsvinkel så at sige hele tiden læseren i hånden, appellerer til menneskelig identifikation, bl.a. ved den lange række af forståelige og menneskelige modeksempler til Abraham. Modsat støder Anti-Climacus fra sin guddommelige synsvinkel hele tiden læseren fra sig, rækken af konkrete eksempler er hos ham anonyme og blege skygger, forvredne og stivnede i fortvivlelse og forkerthed, og læseren kan næsten opleve, at den ophøjede og utilnærmelige Anti-Climacus alene gennem sin fremstillings strenge, systematiske og abstrakte form skiller mennesket ad i små stykker for med klinisk kulde at konstatere dets elendighed. Men bag det tillukkede ydre gemmer der sig selvfølgelig en inderlig medleven og medfølelse, også dette pseudonym har af sin forfatter lånt sin humor, sin ømhed, sin uforfærdethed, sin frækhed, sin nysgerrighed, sin skødesløshed, sin evne til at undres både over Gud og mennesker og til at se med et åbent blik.

331