Kierkegaard, Søren 7. Det ubevidste

7. Det ubevidste

Som en i begge ordets betydninger omvendt Freud gennemskuer Anti-Climacus mennesker, ser gennem dem og ser, at de ikke er herrer i deres eget hus: »Spidsborgerlighed (...) bilder sig selv ind at være Herren, mærker ikke, at den just derved har fanget sig selv til at være Aandløshedens Træl« (198). Anti-Climacus ser, at mennesker styres af noget, der ligger bag deres egen bevidsthed om sig selv. Når de ureflekteret bilder sig ind at være lykkelige, så fortrænger de, at de er fortvivlede, de fortrænger, at deres lykke lever en sæbebobles korte og skrøbelige liv, og at de når som helst kan blive revet ud af deres illusion og blive konfronteret med fortvivlelsen: »det er Fortvivlelsen dens kjereste, dens meest udsøgte Sted at boe: inderst inde i Lykken. Al Umiddelbarhed er trods sin illusoriske Tryghed og Ro Angest« (184). Men når de så fortvivler, fordi lykken brast, så går de ofte lige ind i en ny illusion, nemlig den illusion at de er blevet ramt af skæbnen, og at fortvivlelsen dermed er kommet til dem udefra som en gæst fra et fremmed og hidtil ukendt land: den fortvivlede står så »og peger paa det som ikke er det at fortvivle, forklarende at han er fortvivlet, og imidlertid foregaaer ganske rigtigt Fortvivlelsen bag ved ham, ham uafvidende« (207). De fortvivlede ved ikke, at fortvivlelsen kommer inde fra dem selv, og at den altid har været der, fordi de bag den skrøbelige jordiske lykke var fortvivlede over, at de og deres lykke kun havde døden at se frem til. Fortrængningen af døden er samtidig en fortrængning af den udvikling af selvet, hvor mennesket først bliver bevidst om sig selv og dermed om døden, og dernæst bliver bevidst om Gud og bryder det selv, som kun kan se døden.

Men hvis de mere umiddelbare så bliver klogere og i korte, ulykkelige glimt skimter den sande fortvivlelse, så vil de ifølge Sygdommen til Døden ofte skynde sig at fortrænge eller i hvert fald fordunkle fortvivlelsens sandhed: »Eller han maaskee ved Adspredelser og paa andre Maader, f. Ex. ved Arbeide og Travlhed som AdspredelsesMiddel, søger for sig selv at bevare en Dunkelhed over sin Tilstand, dog saaledes igjen, at dette ikke bliver ham ganske tydeligt, at han gjør det derfor, at han gjør hvad han gjør, for at skaffe Dunkelhed« (204).

I det hele taget styrer mennesker i Sygdommen til Døden bort fra 332 sandheden, søger væk fra det de ved, og tilbage mod den primitive umiddelbarhed, som de kom fra: »Han svinger aldeles bort fra Retningen ind efter, ad hvilken Vei han skulde have været fremad, for i Sandhed at blive et Selv. Det hele Spørgsmaal om Selvet i dybere Forstand bliver en Slags blind Dør i Baggrunden af hans Sjel, indenfor den er der Ingenting« (211). Også når mennesker har en høj grad af bevidsthed om selvet, styrer de ustandselig den forkerte vej, de kan ikke fastholde sandheden ret længe ad gangen, der kan være en kortvarig forståelse: »men snart vilde Lidenskaben igjen see feil, og saa gjør han igjen Svinget forkeert, ind i Fortvivlelsen« (220).

Et afgørende element i Anti-Climacus' analyser er afsløringen af den stolthed og selvhævdelse, der reelt ligger i en fortvivlet fordømmelse af sig selv: hvis man fortvivler over fejl eller svagheder hos sig selv, er det jo reelt udtryk for en forfængelighed, der viser, at man har en forestilling om sig selv som et fejlfrit ideal. Man vil ikke troende ydmyge sig under sin svaghed eller kval, men »holde den ude fra sig« (232), idet man tror, at man derved kan »skille sig af med den« (smst). Den fortvivlede vil ikke indse, at det var: »Stoltheden, der lagde saa uhyre en Vægt paa Svagheden, (det var) fordi han vilde være stolt af sit Selv, at han ikke kunde udholde denne Bevidsthed om Svaghed« (219-20). Man gør reelt sig selv til en gud, når man siger: »»jeg tilgiver mig det aldrig selv« (...) dette skal være Udtrykket for, hvor meget Godt der boer i ham (...) denne Tale er noget nær det Modsatte af bodfærdig Sønderknuselse, der beder Gud om at tilgive« (261-62).

Overalt i Sygdommen til Døden gælder det, at mennesker »ved sig selv (...) formaaer kun at skade sig selv«, og at denne selvødelæggelse forstærkes, jo mere de udvikler deres selv, for skønt de derved kommer Gud nærmere, så kommer de også længere væk fra Ham: »Dog er det kun i een Forstand, i reen dialektisk Forstand, at den om sin Fortvivlelse Uvidende er fjernere fra Sandheden og det Frelsende end den Vidende, som dog bliver i Fortvivlelsen; thi i en anden Forstand, ethisk-dialektisk, er den bevidst i Fortvivlelsen blivende Fortvivlede fjernere fra Frelsen, da hans Fortvivlelse er intensivere« (200). Der er to grunde til, at udvikling af selvet fører væk fra Gud Den ene er, at jo mere udviklet selvet er, jo sværere er det at opgive dette markante selv og at overgive sig til Gud: »Selvet maa brydes for at blive selv« (220). Den anden grund er, at jo mere påtrængende 333 sandheden bliver, jo mere det guddommelige lys så at sige skærer i øjnene, jo mere må den fortvivlede fordunkle sig selv og forstærke sin fortvivlelse. Guds kærlighed er en trussel mod den fortvivledes desperate fastholden ved sin identitet: »Lige overfor En, der er ham stærkere i det Gode, kan den Dæmoniske, naar hun vil fremstille ham det Gode i dets salige Ophøiethed, bede for sig, han kan med Taarer bede for sig, at han ikke vil tale til ham, ikke vil, som han udtrykker det, gjøre ham svag« (258-59).

Enten vil de mennesker, som modvilligt må se sig gjort til patienter hos Anti-Climacus, ikke erkende, at de er syge, ikke erkende deres sande fortvivlelse, eller også gør de, hvis de har erkendt, at de er syge, modstand mod at blive helbredt. Med stor sikkerhed kan Anti-Climacus imidlertid stille diagnosen og beskrive sygdommens forløb i alle dens faser, herunder forudsige »Feberens Stigen« (178). I første omgang må de »indbildt raske« (jf. 182) overbevises om, at de lider af en skjult sygdom, og at der ikke er nogen anden vej mod helbredelsen end at lade sygdommen bryde frem og underkaste sig lidelsen. Nordentoft 1972 skriver: »først i den manifeste fortvivlelse kan fortvivlelsen overvindes. Sygdommen til Døden demonstrerer denne tanke, og for så vidt er det ikke ganske korrekt når det i forordet til den hedder at bogen kun handler om fortvivlelsen som sygdommen, ikke som helbredelsesmidlet« (422). Når sygdommen er brudt frem, bliver det imidlertid et problem at overtale patienten til at lade sig helbrede: fortvivlelse er »den allerfarligste Sygdom, naar man ikke vil helbredes fra den« (185). Selve det egentlige middel til helbredelse er enkelt og uproblematisk angivet i bogens udgangspunkt: fortolkningen af evangeliets beretning om opvækkelsen af Lazarus, som udvider Lazarus' sygdom til at betyde menneskets liv: livet bliver den sygdom, der ikke er til døden, fordi »Christus er til (...) Han der er Opstandelsen og Livet for hver Den, som troer paa Ham!« (169). Den simple begrundelse for at udvide Lazarus' sygdom til at betyde menneskets liv er at: »hvad havde det hjulpet Lazarus at være opvakt fra de Døde, naar det jo dog tilsidst maa ende med, at han døer« (smst). Men uden troen på Gud bliver livet uundgåeligt en sygdom til døden, som den kristne frygter som »det Forfærdelige« (170). Med dette syn på sygdom og sundhed vendes der op og ned på menneskelige forestillinger: døden er ikke mere den tilstand, hvor der ikke længere er håb, men der er nu: »christelig forstaaet (...) i Døden uendelig 334 meget mere Haab end der blot menneskelig talt er naar der ikke blot er Liv, men dette Liv i fuldeste Sundhed og Kraft« (169).

Når fortvivlelsen ud fra dette synspunkt må betragtes som en sygdom, så er det dog ikke i sig selv forestillingen om en mulig sundhed, der gør fortvivlelsen til en sygdom eller et »Misforhold« (174). Bevidstheden om muligheden af »det rette Forhold« (175) og dermed dettes anklage mod misforholdet forøger naturligvis fortvivlelsen og gør den til synd. Når man nogle steder i Sygdommen til Døden får indtryk af, at den egentlige eller bevidste fortvivlelse er uløseligt forbundet med bevidsthed om Gud, så skyldes det, at den egentlige fortvivlelse på disse steder forbindes med synden, og derfor bliver det at: »Hedningen dømte saa mærkværdigt letsindigt om, ja anpriste Selvmord« (202) ensbetydende med at: »Hedningen manglede Aandens Bestemmelse af et Selv« (smst). Svarende hertil skriver Kingo 1988: »Sygdommen er (...) ikke et ahistorisk eksistentiale - en art »Geworfenheit« eller lignende. Den er slet ikke en sygdom, det naturlige menneske/hedningen kender; thi kun den kristne kender den (...) Sygdommen er en negativ derivation af det positive« (66, Anders Kingo hentyder til Martin Heideggers berømte formulering, at mennesket er kastet (geworfen) ind i eksistensen). Også uden kristendommen som helbredelsesmulighed er fortvivlelse imidlertid en sygdom til døden: at hedningen ikke er bevidst om Gud, er ikke det samme som, at han ikke kan være bevidst om sin fortvivlelse. For den kristne er sygdommen til døden naturligvis først og fremmest en fortvivlelse over ikke at have troen og dermed være en synder for Gud, men det er også en fortvivlelse over samtidig at miste det evige liv og dermed at være overladt til sit jordiske selv: »at fortvivle er at tabe det Evige« (207). Kristendommen er ikke nogen nødvendig forudsætning for, at Anti-Climacus kan gennemskue de menneskelige illusioner om sundhed. Han kan under alle omstændigheder sammenligne sig med en almindelig læge, der ikke har »ubetinget Tiltro til Menneskets eget Udsagn om sit Befindende« (182), og fortvivlelsen kan under alle omstændigheder sammenlignes med en fysisk sygdom: det kan gælde for den fortvivlede som for »Den, der lider af Tæring: han befinder sig bedst, anseer sig for allersundest, synes maaskee Andre at blomstre af Sundhed, just naar Sygdommen er farligst« (201).

335