Kierkegaard, Søren Frygt og bæven

Noter

Der er benyttet noter fra følgende udgaver:

Samlede Værker, udgivet af A.B. Drachmann, J.L. Heiberg og H.O. Lange, 2. udg., I-XV, Kbh. 1920-36.

Samlede Værker, 3. udg. (ovennævnte 2. udg. gennemset og ajourført af Peter P. Rohde), I-XX, Kbh. 1962-64.

Værker i Udvalg, udgivet af F.J. Billeskov Jansen, I-IV, Kbh. 1950.

Frygt og Bæven, udgivet af Niels Thulstrup, 2. reviderede udg., Kbh. 1983.

Gesammelte Werke, herausgegeben von Emanuel Hirsch und Hayo Gerdes,I-

XXXII, Düsseldorf 1950-74.

Kierkegaard's Writings, edited by Howard V. Hong and Edna H. Hong, I-XXVI,Princeton l978 ff

Die Krankheit zum Tode, herausgegeben von Hermann Diem und Walter Rest, Kommentar von Niels Thulstrup (i Philosophisch-theologische Schrijlen II),Köln und Olten l956.

S.K.: Søren Kierkegaard.

SV: Samlede Værker, 2.udg.

Pap.: Søren Kierkegaards Papirer, 2. forøgede udg. ved Niels Thulstrup, I-XVI, Kbh. 1968-78.

Frygt og Bæven

7

Frygt og Bæven: Fil. 2,12 (»Derfor, mine elskede! ligesom I altid tidligere har været lydige, skal I også nu, ikke alene som da jeg var hos jer, men langt mere nu, da jeg er borte, arbejde på jeres frelse med frygt og bæven«). I Frygt og Bæven er Gud i en vis forstand blevet borte for Abraham, og han må klare sig på egen hånd, dvs. frelse sig selv. - de silentio: af Tavsheden. I Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed skriver S.K., at navnet markerer, at bogen henvender sig til: den alvorlige Iagttager, for hvem man kan gjøre sig forstaaet paa Afstand, og til hvem man kan tale i Taushed (SV XIII 563). Der bliver i efterskriften gjort nærmere rede for betydningen af S.K.S brug af pseudonymer. Her skal det blot siges, at man ikke uden videre kan identificere de af pseudonymerne fremsatte synspunkter med S.K.s egne. Når der i det følgende tales om, hvad S.K. mener, ligger der altså i dette et indbygget forbehold, hvilket ikke så meget er et banalt spørgsmål om, hvorvidt S.K. nu også mener det eller ikke mener det, men er et mere kompliceret spørgsmål om, i hvilken forstand man kan sige, at han mener det eller ikke mener det.

350

8

mottoet: »Det, som Tarqmnius Superbus sagde i sin have ved hjælp af valmuernes hoveder, forstod sønnen, men ikke budbringeren.« Hamann, Schriften, Berlin 1821-43, III, s. 190 J.G. Hamann, ty. filosof, 1730-88. Da Tarquinius Superbus' søn ved list havde faet Gabii i sin magt, sendte han bud til sin fader i Rom og lod spørge, hvad han skulle gore ved byen. Tarquimus, der ikke stolede på budet, svarede intet, men forte ham ud i en have og slog hovederne af de højeste valmuer med sin stok. Sønnen forstod, at han skulle rydde de mest fremtrædende mænd i byen af vejen. (Valerius Maximus VII, 4, 2).

9

Forord: Der sigtes i forordet specielt til H.L. Martensens anmeldelse af J.L. Heibergs indledningsforedrag til den spekulative logik, i Dansk Maanedsskrift 16, 1836, s. 515 ff. I overensstemmelse med den teologi og filosofi, der arbejdede i forlængelse af den tyske filosof Hegel (1770-1831), hævder Martensen nødvendigheden af at gaae videre, af ikke at blive stående (for længe) ved at tvivle om Alt, som man skal gore, for man kan begynde at filosofere, og som man lærer at gøre hos den franske filosof Descartes (Cartesius, 1596-1650), man skal gøre den filosofiske udvikling til Hegel med og fortsætte, gå endnu videre. Her mener S.K. karakteristisk, at man ikke kan lære af andre at tvivle. Tvivlen skal komme indefra, man skal selv komme i tvivl og selv gennemleve tvivlen, før der eventuelt kan blive tale om at gå videre. Descartes' tvivl var da også et led i en personlig udvikling, den var ikke et filosofisk program: han var stille, ikke en brølende Gadei> ægter der gjorde det til Pligt for Alle at tvivle. Desuden tvivlede D. ikke om alt: D.s tvivl gjaldt den menneskelige erkendelse, den anfægtede ikke hans tro, som han bevarede på trods af den erkendelsesmæssige tvivl. At D. ikke tvivlede i forhold til troen, fremhæves hos S.K. karakteristisk som den første og vigtigste indvending. Men heller ikke denne personlige tro mener tidens teologer og filosoffer det er værd at standse op ved. Det drejer sig igen om at gå videre, at forstå troen objektivt, upersonligt, begrebsmæssigt, at fa den placeret i en altomfattende filosofisk konstruktion: Systemet. Ligesom man forestiller sig, at det er muligt at tvivle om alt og hurtigt fa denne tvivl overstået, forestiller man sig også, at det er muligt at forstå alt Det er det, S.K. i begyndelsen af forordet kalder ein wirklicher Ausverkauf (et virkeligt udsalg). Alle kan være med, fordi alting er så billigt. Derfor kaldes systemet til sidst i forordet for en Omnibus (betyder på latin: for alle). De første (hestetrukne) omnibusser blev sat i gang i København o. 1840. - Marqueur: person, der optegner, noterer noget. - Repetent: hjælpelærer ved et universitet, der gennemgik de hørte forelæsninger med de studerende. - Indsidder: person, der (med egen husstand) bor til leje hos en gård- el. husmand uden at have fast tjeneste hos denne. - foreløbige Bevægelse: Ordet Bevægelse bruges hyppigt hos S.K. om indre (åndelig) bevægelse/udvikling fra ét trin til det næste. Ordet bruges som her ofte dialektisk, dvs. at der opereres med en forestilling om udvikling som et resultat af konflikt mellem modsætninger, der forenes i en ny og 351 højere harmoni. Denne forestilling om personlig udvikling hos S.K. er modelmæssigt parallel med Hegels forestilling om bevægelserne i den generelle logiske, dialektiske udvikling, hvor udviklingen forløber uundgåeligt, lovmæssigt, derved at de indre modsigelser på ethvert trin el. stadium fremtvinger en videre udvikling. S.K. fastholder dog overalt, at det er det enkelte menneskes personlige valg el. såkaldte »spring«, der skaber udviklingen. De to betydningsfulde bevægelser i Frygt og Bæven, resignationens og især troens, er da også, som det vil fremgå, i betydelig grad hævet over den dialektiske »tvang«. På det konkrete sted i teksten gores der nar af alle dem i tiden, der anser det at tvivle om alt for at være en hurtigt foretaget, blot foreløbig bevægelse i en udvikling, der vil fore dem langt, langt videre. - diætetisk: vedr. levevis. - Memores tamen Lad os dog som sagt erindre, at dette naturlige lys må vi kun tro så længe, som der ikke åbenbares noget derimod stridende af Gud selv ... Men desuden må vi indpræge i vor erindring som overste regel, at hvad der er os åbenbaret af Gud, må tros som det visseste af alt; og selv om måske alligevel fornuftens lys nok så klart og indlysende skulle synes at forestille os noget andet, må vi dog alene fæste lid til den guddommelige autoritet fremfor til vor egen dømmekraft.

10

Ne quis igitur...: Ingen må derfor tro, at jeg her vil meddele en metode, som enhver bør følge for at lede sin fornuft ret; jeg har nemlig kun foresat mig at fremstille den, som jeg selv har fulgt ... Men så snart jeg havde gennemgået det lærekursus (nemlig ungdommens), efter hvis tilendebringelse man plejer at optages i de lærdes tal, begyndte jeg at tænke på noget helt andet. Jeg mærkede nemlig, at jeg var hildet i så mange tvivl og så mange vildfarelser, at jeg erkendte, at alle mine forsøg på at lære noget ikke havde gavnet mig til andet, end at jeg mere og mere havde opdaget min uvidenhed (Parentesen er en tilføjelse af S.K.) - den gamle udtjente Strider: Sokrates. - stridt den gode Strid...: 2 Tim. 4,7.

11

poetice et eleganter: med et digterisk og velvalgt udtryk. - Løfter om Systemet: jf. ovennævnte anmeldelse af Martensen s. 515. - Gartnersvends i Adresseavisen: en vignet som beskrevet brugtes ofte i Berlingske Tidende 1840-43 i forbindelse med annoncer, hvori gartnere søger plads eller søges. - Registrator: her: person, der foretager juridiske optegnelser. - Trop: i Heibergs Recensenten og Dyret (1826) sc. 7 beslutter Trop sig til af hensyn til den herskende smag at lade sin tragedie skære i to lige store stykker med ordene: Naar det ikke koster meer at redde Smagen, hvorfor skulde vi saa ikke gjøre det?

12

Posekigger: her hentydes til bet: (ringeagtende om) toldbetjent o.l. - Taarn: Luk. 14,28-30, jf s. 68.

13

Stemning: her: forspil, optakt. - hiin skjønne Fortælling: 1. Mos. 22.1 ovrigt refereres der i det følgende til den samlede fremstilling af Abrahams historie i 1. Mos. 11,26 til 25,10. - Exeget: udøver af eksegese: bibelfortolkning (disciplin inden for teologien).

14

[Tekstafsnittene I-IV:] I de følgende fire tekststykker er der en indre 352 sammenhæng på to planer: forholdet mellem moderen og barnet svarer til forholdet mellem Gud og Abraham og til forholdet mellem Abraham og Isak. Samtidig udgor de små stykker om moderen og barnet en »menneskelig« og forståelig kontrast til de »umenneskelige« og uforståelige stykker om Abraham og Isak, jf. det gentagne Held den (det Barn). Sammenhængen er nogenlunde denne: L Det gode forhold er intakt efter en enkelt ubehagelig episode, hvor der blev anvendt et relativt uskyldigt bedrag. II. Der er permanent gået skår i det gode forhold, efter at den overordnede part har opført sig brutalt, men de bevarer forbindelsen med hinanden (når der står, at Isaak trivedes som forhen, må dette altså opfattes i udvendig forstand). III. De fjerner sig mere og mere fra hinanden uden helt at miste forbindelsen. IV. Alt det, der før udgjorde livets egentlige indhold, er ødelagt; følelsesmæssigt er forholdet dødt, tilbage er kun den biologiske overlevelse og den formelle forbindelse. Generelt. I Det gamle Testamentes nøgterne og kortfattede stil levnes der ingen plads til redegørelse for følelser. Dette forhold giver så til gengæld god plads til mange forskellige fortolkninger. Som det vil fremgå senere, forudsætter S.K., at »hiin Mand« ikke er bekendt med Det nye Testamente, hvilket nok forekommer noget usandsynligt. Denne forudsætning er imidlertid nødvendig, for at S.K. kan »arrangere« de meget dramatiske og depressive fortolkninger i de fire tekststykker. Hensigten med de fire tekststykker er at fremstille eksistentielt engagerede forsøg på at forstå den uforståelige fortælling om Abraham og Isak: den stærkt følelsesbetonede stil bliver mere og mere desperat, efterhånden som de forskellige muligheder gennemtænkes og forkastes, og den anstrengte bevidsthed producerer sortere og sortere »tankegys«. Svarende hertil er den »firkantede«, logiske sammenhæng mellem tekstelementerne indbyrdes sløret og kan flere steder kun lige akkurat skimtes. - Og Gud fristede ...: fri gengivelse af 1. Mos. 22,1-2. - Paulun: telt.

16

Haab: Håb (og at håbe) betyder som regel i ældre sprog som i Bibelen: (nære) tillidsfuld forventning og fortrøstning (til), dvs. hvad man nu ville kalde: særdeles velbegrundet håb. Håb (og at håbe) nærmer sig i nyere sprog: ønske.

19

Løvet i Skoven: jf. Iliaden VI, 146-49. - derfor er det ikke saaledes: Dette derfor er sprogligt bemærkelsesværdigt. Det indgår i en sammenhæng, hvor man umiddelbart studser over det og er usikker på, om det er anvendt sprogligt korrekt. En vurdering heraf afhænger af opfattelsen af den indholdsmæssige sammenhæng. Den sproglige konstruktion forudsætter nemlig, at det er almindeligt kendt og accepteret, at den foregående logiske konklusion er forkert: »derfor« betyder i sammenhængen: af den grund at livet ikke (underforstået: hvilket vi jo allesammen godt véd) er tomt og trøstesløst. Det underforståede er her afgørende. For en logiskfilosofisk betragtning er »derfor« altså i denne sammenhæng problematisk, og det er netop også S.K.S hensigt: (troen på) Gud kan ikke og skal ikke begrundes rationelt, og troen bør derfor heller ikke bruges som be- 353 grundelse i en logisk diskussion. Den egentlige begrundelse findes uden for teksten: ordet »derfor« henviser i sidste instans til det enkelte menneskes, læserens, eget indre. For den læser, for hvem forekommer selvfølgeligt, at livet ikke er tomt og trøstesløst, fordi han tror på Gud, er anvendelsen af »derfor« så korrekt, som den kan være. Således taler man i tavshed. Derfor. - er misundelig paa, våger over, passer godt på (så han i sin digtning gengiver det sandt).

20

Misforstaaelsens Sky: hentydning til steder hos Homer (f.eks. Iliaden III, 381), hvor en guddom frelser en helt ved at indhylle ham i en sky og føre ham bort. - Nei! Ingen skal glemmes... : Malantschuk 1980 sknver sammenfattende om det følgende afsnit: Dog maa det præciseres, at selv om Joh. de silentio i alle sine Beskrivelser af menneskelig Storhed peger paa, at det først er gennem Forholdet til Gud, den sande Storhed opstaar, saa naar han ikke til en Karakteristik af Storheden inden for det kristelige - vi befinder os stadig i det gamle Testamente; men Abraham danner dog en Prototype for det troende Menneskes Liv (s. 52). Til Malantschuks sidste bemærkninger skal det tilføjes, at S.K., som det vil fremgå nedenfor, i sin fortolkning af Abrahams tro bygger på Det nye Testamentes tolkning af denne, jf i øvrigt parallellerne til Jesus i det følgende. Abraham var den, der stred med Gud, men det er af fuldstændig afgørende betydning i Frygt og Bæven, at denne strid med Gud er af en helt anden art end Jakobs strid i 1. Mos. 32,24-30. Hvor Jakobs kamp med Gud er en »banal« styrkeprøve, så gælder det om Abraham, at han ovenmndt Gud ved sin Afmagt. Hermed kæmper Abraham med Det nye Testamentes fornemste våben: den betingelsesløse overgivelse og hengivelse. - overvinde Verden ... sig selv: jf Ordsp. 16,32. - den Viisdom ... Daarskab: jf 1. Kor. 3,18-19. - Ved Troen: Disse ord er det foreløbige højdepunkt i Frygt og Bæven. De er i sammenhængen placeret særdeles markant, derved at der med disse ord bygges bro over de stærke modsætninger, som det foregående afsnits »forrygende« retorik kulminerede i. Med denne betydningsfulde fremhævelse af troen som det, der opløser de store gåder ved at samle dem i én, der er endnu større, tilslutter S.K. sig de fortolkninger af Abraham, som gives i Det nye Testamente, især: Rom. 4 (hvor der står, at Abraham »troede mod håb med håb«, og hvor det fremhæves, at troen står over loven, hvilket er et synspunkt, der kommer til at spille en afgørende rolle i Frygt og Bæven), Hebr. 11,8-12,17-19 (»I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land«, »I tro bragte Abraham Isak som offer (...) thi han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde«), Gal 3,6-9. Det skal bemærkes, at ordet »håb« i sammenhængen »mod håb« ovenfor bruges i den usædvanlige betydning, at udsigten ikke er positiv. Med den markante fremhævelse af troen afviger S.K. imidlertid også fra Det nye Testamente, idet troen gøres større end kærligheden. Dette ses allerede i det foregående afsnit, hvor det at elske andre mennesker og at ofre alt rangerer lavere end det at tro Gud. Det ses endvidere af, at begrebet tro fra »tro, håb, kærlighed« 354 er udskiftet med begreberne »Kraft« og »Viisdom«; S.K. har så at sige holdt troen tilbage for nu at lade den overtrumfe alt. Denne degradering af kærligheden skyldes selvfølgelig, at Frygt og Bæven's store stjerne er Abraham og ikke Kristus. - Guds Udvalgte... Velbehag: Matt. 12,18, jf 3,17, 17,5.

21

standsede ikke Solens Gang: jf. jos. 10,12. - Tidens. Fylde: Gal. 4,4-5 (»da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven«).

22

Moses slog Klippen: 4. Mos. 20,11. - hiin gamle Mand: muligvis en allusion til Thor, der taber brydekampen med en ældgammel kvinde, der senere viser sig at være tiden (Oehlenschläger, Nordiske Digte, 1807, s. 97 ff og 114). - Abraham loe ikke ... som Sara: Sara ler i 1. Mos. 18,12, men Abraham selv ler også i 17,17. - 70 Aa : tallet er S.K.s eget, sml. 1. Mos. 12,4, 21,5 og 25,7.

23

Jacob... 1 han elskede: 1. Mos. 37,3.

24

ledende Stjerne, der frelser, sml. Matt. 2,9. - og Gud fristede...: S.K. ændrer her og i resten af afsnittet lidt i 1. Mos. 22. Med tilføjelsen af ordene hvor er Du? citeres 1. Mos. 3,9, og med fremhævelsen men Abraham (i stedet for »Han«) sættes Abraham i modsætning til Adam, der skjulte sig for Gud. - til Ejergene, skjuler...: Hos. 10,8, Luk. 23,30.

25

Ararat, hvor Arken landede: 1. Mos. 8,4. - salig i Dit Skjød: Luk. 16,22. - guddommelige Vanvid: jf. Platons Faidros 244 og 256 b. Platon forstår ved dette begreb enhver begejstring, der fører ud over det forstandsmæssige.

26

130 Aar: tallet er S.K.s eget, jf note til »70 Aars« s.22.

27

Problemata. flertal af: problema (gr.): vanskelighed, hindring, videnskabeligt problem.

29

Expectoration: udøselse af sit hjerte. - kun den, der arbeider...: jf 2. Tess. 3,10. - Ringen ... Verdens Skatte: I første akt af Oehlenschlägers Aladdin, 1805, reddes Aladdin af Ringens Aand. Noureddin, stykkets skurk, har givet Aladdin sin ring til beskyttelse, da han sender ham ned i hulen for at hente den forunderlige lampe, hvis magiske kraft (lampens ånd) vil bringe Noureddin i besiddelse af Verdens Skatte. - regner... Gode og Onde: jf. Matt 5,45. - Underverdenen ... Orpheus...: I den græske myte stiger Orpheus ned i Underverdenen, da hans hustru, Euridike, dør, og det lykkes ham ved sin sang og sit spil at fortrylle Underverdenens dronning og opnå at fa Euridike med op til jorden igen, på den betingelse at han ikke ser sig tilbage. Da Orpheus ved Underverdenens port ikke kan lade være at vende sig om for at betragte sin elskede, forsvinder hun igen ned i Underverdenen. I Platons version af myten (Symposion 179 d), som S.K. refererer til, bedrager guderne Orpheus med et skyggebillede, da de anser ham for fej, fordi han ikke er villig til at ofre sit eget liv for at blive forenet med sin elskede, men forestiller sig, at han kan stige levende ned i Underverdenen og hente hende: kun den, der drager Kniven ... Fordi Orpheus' kærlighed er af jordisk og beregnende art, 355 kan han ikke ofre noget, uden (jordisk) sikkerhed for at få noget igen; fordi han ikke vil arbeide (åndeligt), får han ikke sin elskede. - at have Abraham til Fader: Matt 3,9. - 17 Ahner: en gammel adelig familie skal kunne opregne 16 forfædre; 17 er altså særdeles mange. - Israels Jomfruer: i Es. 26,17-18 sammenlignes Israel med frugtsommelige, der føder Vind. - Alt forvandler sig til Guld: Kong Midas fik ifølge sagnet et ønske opfyldt af Dionysos: at alt, hvad han rører ved, skal forvandles til guld. Da han så er ved at dø af tørst og sult, må han bede Dionysos om at tage sin gave tilbage. - Miltiades's Triumpher...: Plutarch beretter (Themistokles III, 3), at da sejren ved Marathon gjorde Miltiades berømt, blev Themistokles søvnløs og forklarede dette med, at Miltiades's Triumpher ikke tillod ham at sove. T. sejrede senere i slaget ved Salamis.

30

arbeide og være besværet; sml. Matt 11,28. - hiin rige Yngling: Matt. 19,16 ff

31

Cherub med luende Glavind: engel med flammesværd, der bevogter Edens Have (1. Mos. 3,24).

32

gaaer hen ... og gjør ligesaa:jf. Luk. 10,37.

33

den Vanskelighed ...: Denne formulering er noget uklar, men der menes sandsynligvis: selv om hans kløgtige hoved tilsyneladende kan bringe ham videre end det enfoldige menneske, så kommer, da det drejer sig om troen, det enfoldige menneske til gengæld lettere frem. Mere konkret tænkes der nok på, at det kløgtige hoved vil have lettere ved at resignere, hvilket, som det senere vil fremgå, er den første bevægelse (og derved vil han nå videre end den naive, umiddelbare tro); til gengæld vil den enfoldige have lettere ved at gøre den anden og langt vanskeligere bevægelse, troens.

34

At gaae ud over Hegel: F.C. Sibbern udtaler i sin anmeldelse af Heibergs tidsskrift Perseus nr. l sin anerkendelse af, at Heiberg »begynder at gaae ud over Hegel« (Dansk Maanedsskrift 10, 1838, s. 292). - hiint uhyre Paradox: Det er afgørende for S.K., at troen ved at være et paradoks, ved at være fornuftstridig, sprænger systemet, dvs. tidens tanker om at alle modsigelser kan opløses ved at forstås, anskues fornuftigt (jf note til »Reflexion« og »Mediation« s. 42). Troen er paradoksal derved, at den kan gøre det for forstanden uforståelige: gøre et mord til en hellig handling og give Abraham Isak igen, jf s. 52, hvilket er to sider af det samme paradoks: mordet »ophæves« samtidig i begge tilfælde. Det er først, når offeret sker i tro på, at han får Isak igen, at mordet bliver en hellig handling. Der er altså ikke tale om to paradokser, hvoraf det første ville være det hellige mord på Isak, og det andet det at han fik Isak igen. Dette skyldes, at den omstændighed, at Abraham er i stand til at tro, at Gud taler til ham alene og kræver dette offer af ham, er en del af den samme tro, der gør, at han får Isak igen. - paralytisk: lammet, - jam tua res agitur: nu står din sag på spil, nu gælder det dig, jf Horats' Breve l, 18, 84: nam tua res agitur...: thi dit eget vel står på spil, når naboens hus brænder. - Schafer-Historier: landlige hyrdescener i romantisk-idyllisk fremstilling.

35

Gud er Kjærlighed: 1. Joh. 4,8. - Guds Kjærlighed er mig...: incommensurabel: 356 ikke målelig med samme mål, kan ikke sammenlignes, har ingen fælles berøringspunkter; directe: jeg kan ikke bruge Guds kærlighed som mål på verden, dvs. når jeg ser livets rædsler, ser jeg ingen tegn på, at Guds kærlighed rorer ved verden, den onde verden siger intet om, at Gud er kærlighed; omvendt kan jeg heller ikke bruge verden som mål på Guds kærlighed, dvs. livets rædsler kan ikke bruges til at sige, at Gud ikke er kærlighed. Gud og verden har altså i spørgsmålet om kærlighed intet med hinanden at gore. Johannes' tro ser da således ud: Gud er kærlighed, men er det uden for verden, i verden er Han vilje, men denne vilje er neutral, »ligeglad« med hensyn til spørgsmålet om kærlighed, Gud er i den forstand ligeglad med verden, Hans kærlighed er hinsides menneskers verden. Gud er for stor i forhold til verden, som er for lille til, at Han kan bekymre sig om den. Tilsvarende er mennesket for lille til at det kan forstå Gud. Hermed gor Johannes Gud stor og umenneskelig, fordi han ikke har mod til at »se ham i øjnene«, svarende til at der flere steder i bogen advares mod at skubbe det store fra sig ved at gøre det umenneskeligt. Gud er således for Johannes en Flamme, som han kun tør elske på stor afstand med jomfruelige følelser, hvor den rigtige tro kræver et jordisk og fysisk forhold i et ægteskab. Troens Ydmyghed består i, at den kun kræver et (usselt) menneskes hele og fulde engagement. Svarende hertil er den rigtige tro overbevist om, at Gud bekymrer sig om det Mindste, altså om at Guds kærlighed rører ved verden. Og når den så viser sig som noget ondt, så må man alligevel tro, at dette er Guds udtrykkelige vilje, selv om det paradoksalt modsiger Hans kærlighed, og man må endvidere tro, at Hans kærlighed paradoksalt vil dementere det negative, som er Hans egen udtrykkelige vilje, og dementere det i denne verden. Den rigtige tro er dermed i det jordiske liv i permanent kontakt med Gud, i modsætning til Johannes: »vi have intet Sprog tilfælleds« (36), hvorved verdens ondskab altså ikke er i modstrid med eller modsiger Guds kærlighed, fordi denne forholder sig tavs i verden, og der dermed ikke er noget at modsige. For Johannes bliver livets opgave gennem resignationen at trække sin sjæl ud af verdens tomhed, hvor den rigtige tro engagerer sig i den onde verden og i kraft af den absurde tro fylder den med kærlighed På grund af sit manglende engagement i verden ville Johannes, som det fremgår af det følgende, aldrig kunne elske Isak så højt, som Abraham gjorde. Til belysning af S.K.S hensigt med at fremhæve troens absurditet kan anføres følgende, som S.K. har skrevet af i Pap. II C 54 (i XIII s. 159): Bayle sagde: han opsøgde al mulig Tvivl mod Troen, ikke for at tilintetgjøre denne, men meget mere for at berede den en Triumph; thi deri, at man troer, hvad man indseer, deri viser sig ingen Troes-Kraft; men deri at tvivle og ikke begribe og dog troe. - tragisk Helt: Det er afgørende for den følgende fremstilling af Johannes' tænkte ofring af Isak, at han kun ville kunne gennemføre den, hvis han handlede i forståelse med de etiske normer, hvilket er karakteristisk for den tragiske helt, der, som det bliver udførligt beskrevet senere i bogen, 357 ofrer noget af sit eget, for at opnå noget andet, der gavner et højere alment formål. Abrahams selvstændige ofring af Isak forudsætter den tro, som Johannes ikke har, jf s. 74 (hvis Abraham ikke handler i tro, så er han kun en tragisk helt) »forsaavidt man da ellers kan forklare, hvorledes det lader sig forsvare at ville offre Isaak, naar man dermed ikke gavner det Almene«. Hvis Johannes virkelig var i præcis samme situation som Abraham, ville hans synspunkt være det, at »Gud selv maatte tage Isaak, hvis han vilde have ham« (33). Johannes ville heller ikke være i stand til at tro, at Gud talte til ham alene, han forstår ikke Guds sprog. - Kongeretse: rejse i kongens (Guds) ærinde.

36

proprio motu ...; af egen drift og på eget ansvar.

37

Forstand... Vexel-Mægler: Forstanden foretager, på endelighedens vegne, som beregnende agent for denne, de nødvendige økonomiske transaktioner, dvs de reguleringer af menneskets bevidsthed der er nødvendige for at denne kan vedblive at være i overensstemmelse med virkeligheden - Elevation ... Tramplin-Spring: Elevation: løftelse. I balletten betegnelse for en dansers evne til at springe og udføre trin i luften. Begrebet bruges her om troen i modsætning til uendelighedens bevægelse, det store Tramplin-Spring, dvs. akrobatisk spring fra et springbræt. Senere står der imidlertid, at »Uendelighedens Riddere ere Dandsere og have Elevation« (41), mens troen kan noget mere, nemlig »forvandle Springet i Livet til Gang« (41), sml. 37: »det næste kan jeg ikke«. - syv Gange ... halvfjersindstive Gange: jf. Matt. 18,22.

38

gjøre Vand til Viin; Joh. 2,1-10. - den, der staaer... ikke faldt 1. Kor. 10,12.

39

Stupor: slov måben. - Rodemester: kommunal skatteopkræver. - Broks-Telegraphering: blink fra en optisk telegraf (lyssignaler forstærket ved hulspejle). - Fresberg: ældre københavnsk udtale af Frederiksberg; Frederiksberg Have var et yndet udflugtssted. - det italienske Bogholderi: dobbelt bogholderi.

40

apparte. speciel. - Appetit... Esaus 1. Mos. 25, 29-34. - kjober... den beleilige Tid: Ef. 5,16, Kol. 4,5. - rasende, vanvittig

41

Kunst: dygtighed. - det Pedestre: det prosaiske, egentlig: det gående, hvad der hører foden til.

42

Ligament: ledbånd. - Dens ... Giftbægeret måske hentydning til Sokrates. - Rejlexion ... Mediationen ... Chimaire: mediation: ophævelse af modsætninger, formidling af tese og antitese. Chimaire: uhyre, fantasifoster, gøglebillede. Mediation svarer her til Rejlexion, dvs. sammentænkning af to relative modsætninger. Kun ved refleksion er det ifølge Hegel muligt at overskue og »gennemskue« to umiddelbare modsætninger og at forstå el. erkende enheden mellem dem, samtidig med at den oprindelige konflikt fastholdes som et sandt og nødvendigt stadium på vejen mod harmoni, jf note til »foreløbige Bevægelse« s. 9. Ifølge S.K kan man ikke komme nogen vegne blot ved at tænke. Bevægelse forudsætter personlig (indre el. ydre) handlen. Dette vigtige synspunkt hos S.K. bliver demonstreret meget bogstaveligt og pædagogisk anskueligt i de første linjer 358 af Gjentagelsen, hvor der fortælles en anekdote, hvor et resultat af abstrakt, logisk filosoferen hos en fremtrædende skole (at bevægelse var en logisk umulighed og sansemæssige iagttagelser derfor illusion) bliver effektivt og ufilosofisk dementeret af et enkelt menneskes konkrete handlen: Da Eleaterne negtede Bevægelsen, optraadte, hvad Enhver veed, "Diogenes som Opponent; han optraadte virkelig; thi han sagde ikke et Ord; men gik blot nogle Gange frem og tilbage, hvorved han meente tilstrækkeligen at have modbeviist hine (SV III 193). For S.K. er det altså en vigtig ekstra pointe, at eleaternes teori, modsat Hegels, netop viser sammenhængen mellem logik og manglende bevægelse. - den bekjendte socratiske Distinction: i Platons Apologi 21. d - Digter: ikke identificeret - ein seliger Sprung...: et saligt spring ind i evigheden.

44

Ballotation: hemmelig afstemning. - som der staaer i Visen: »Ridder Stig og Findal«: Nu haver Jomfru Rigitslille forvunden sin Qvide / Hun sover hver Nat ved Ridder Stig Hvides Side (Udvalgte danske Viser fra Middelalderen, udgivet af Abrahamson, Nyerup og Rahbek, Kbh. 1812-14, I, s. 301). - harmonia præstabilita: forud oprettet overensstemmelse. Grundbegreb hos den tyske filosof G.W. Leibniz: alt i verden består af åndelige enheder, monader, der er uafhængige af hinanden; dog er de monader, som sjælen består af, i overensstemmelse med dem, som legemet består af, derved at de fra oprindelsen er indrettet som to ure, der er stillet samtidig: de stemmer helt overens uden på nogen måde at være forbundet.

45

hiin Skjorte ...: se Magyarische Sagen, Mahrchen und Erzahlungen, herausgegeben von Johann Grafen Mailath, Stuttgart und Tübingen 1837, II, s. 18. - dira necessitas: hård nødvendighed, Horats' Oder, III, 24, 6. - Positioner ... Francaiser: henholdsvis grundstillinger i dans og kompliceret selskabsdans. - indhente sig selv: dvs. gennem personlig erfaring og udvikling at få undersøgt og bekræftet de »sandheder«, som andre har lært én, hvorved man indhenter det selv, som man er blevet til gennem andres påvirkning.

46

for Gud er Alting muligt: Matt 19,26, jf 1. Mos. 18,14. - Differentser: forskelle, modsigelser. - Thaumaturg: troldmand.

47

at friste Gud: Dette vil sige at gå imod (troen på) Gud, som man kunne tro, at Abraham gør, hvis man forstår fortællingen således, at Abraham ikke tror på (at) Gud (mener det), når Han siger, at Isak skal ofres (hvad enten Abraham så udfører ordren eller ej). Herved fristes Gud til at bevise, at Han er Gud: Han må forklare for Abraham, at meningen med det hele er god nok, dvs. Gud tvinges til at underkende sig selv ved at lade Abraham beholde Isak, jf 2. Mos. 17,2-7 (hvor folkets oprør tvinger Herren til at hjælpe dem) og Matt 4,6-7 (hvor Jesus fristes til at bevise, at han er Guds Søn). Ligesom Gud altså frister Abraham til at opgive troen ved at opføre sig »urimeligt«, så kunne man tænke sig, at Abraham på sin side fristede Gud til at opføre sig mere rimeligt ved at opgive troen. På denne måde ville Abraham gøre troens bevægelse således (og 359 det er altså denne fortolkningsmulighed, der skræmmer Johannes), at han gik imod Gud, lod sin vilje undertvinge Guds vilje, hvor den rigtige tro accepterer Guds vilje fuldt ud og så alligevel og samtidig tror på det modsatte, der udelukker det første. Jf. Pap. III A 166: Min Synd er at jeg ikke havde Tro, Tro paa, at for Gud er alt muligt, men hvor er Grændsen henmellem og at friste Gud. - ved mig selv: sml. »reen philosophisk Bevægelse« ovenfor og »Lidenskabens Slutninger« (s 92). Bevægelsen forudsætter dog troen på (at der er en) Gud (til), som har givet mennesket dets evige bevidsthed

48

Tro som et Sennepskom ...: Matt. 17,20. - den Himmel, fra hvilken ...; Jak. 1,17. - en ussel Sølvpenge: Matt. 26,15.

49

Daub: Karl D., ty. teolog, 1765-1836; der refereres til Karl Rosenkranz, Erinnerungen an Karl Daub, Berlin 1837, s. 24.

50

Ironiker og Humorist: Rækken af stadier i S.K.s filosofi er følgende: det æstetiske, det ironiske, det etiske, det humoristiske, det religiøse, hvor det ironiske og det humoristiske er grænseområder mellem de tre andre. - Ironi og Humor: tysk romantisk æstetik havde vakt tidens interesse for disse begreber.

51

Blodcongestion: stærk tilstrømning af blod til hovedet - Phantom: fantasi-foster, gøglebillede, tom indbildning.

53

teleologisk Suspension: formålsbestemt, midlertidig ophævelse. - hviler immanent i sig selv: har sin gyldighed i sig selv. - telos: formål. - Hegel: H.mener, at hvis den enkeltes moral overlades til hans samvittighed, kan den fare vild og havne i moralske former af det onde, dvs. individuelle opfattelser af hvad der er godt og ondt. Herved står den individuelle moral i modsætning til den objektive, gældende lov. Men denne modsætning ophæves (medieres) i sædeligheden, hvor den enkelte lever inden for det almenes: familiens og samfundets rammer, jf Grundlinien der Philosophie des Rechts, 1821. Med hensyn til troen (som han ikke taler meget om) er det H.s anskuelse, at troen er en lavere form for erkendelse end den spekualtive.

54

græske ... Ungdom: Da den græske kultur er uden for den »christelige«, uden for det konfliktfyldte: paradokset, synden, står den overalt hos S.K. for umiddelbarhed, uskyld, harmoni. - un sot trouve...; en tåbe finder altid en større tåbe, som beundrer ham. L'art poétique, I, 232. Boileau, fr. digter og æstetiker, 1636-1711. - subordineret: underordnet, - gjennem det Almene: dvs. efter at være passeret gennem det almene.

55

en senere: Jesus, jf s. 63. Mere konkret tænkes der muligvis på, at Gud i forbindelse med korsfæstelsen bringer sin Søn ud i en forladthed, der svarer til Abrahams. - Mellembestemmelse: Nemlig det etiske, som ligger mellem morderen og den troende. Det etiske kan fuldt ud acceptere og indoptage i sig som positivt, at den »tragiske Helt« er morder, fordi hans »mord« begås ud fra et højere alment og etisk hensyn.

56

Naar et Foretagende...: Der refereres til Euripides' Ifigenia i Aulis. Da den græske flåde er samlet i Aulis for at sejle mod Troja, forhindrer gudinden 360 den Artemis dette ved at sende modvind. Spåmanden Kalchas meddeler Kong Agamemnon, at Artemis kræver kongens datter Ifigenia som offer. Kongen reagerer på dette med folgende ord: Hvor heldigt dog at være fodt til ringe Stand, Saa har man Lov at græde .. (Wilsters oversættelse, 448). Kongens 3 Medvidere er Menelaos, Kalchas og Odysseus. v.687 er citeret efter Wilster. - Naar den kjække Dommer...: Dom. 11 (Jefta lovet Gud, at han, til gengæld for en sejr over ammonitterne, vil ofre det første menneske, som kommer ham i møde, når han vender hjem Det bliver hans eneste barn, en datter, der efter to måneders sørgetid må ofres). - Naar en Søn ...: Livius (II, 4 f.) beretter om Roms første konsul, Lucius Junius Brutus, hvis sønner deltog i en sammensværgelse, der skulle fore Roms fordrevne konge tilbage, hvorpå B. lod dem henrette.

57

Lictorerne: lictor: offentlig betjent, til rådighed for de højeste magistrater i Rom.

59

horror religiosus: hellig rædsel. - Israel... Sinai-Bjerget: 2 Mos. 19,12-13. - Apostel... Djævelens Magt: Mark. 3,14-15, 22-23.

60

skandalon' forargelse, jf 1. Kor. 1,23. - erectioris ingenii: af højere tænkemåde.

61

30 Secler: Matt 26,15 (»tredive sølvpenge«).

62

Gangkone: rengøringskone. - hun henaadede: Luk 1,28. - paa Qvinders Viis: sml. 1. Mos. 18,11 og 31,35. - Engelen kom kun ...: sml. Luk. 1,28-45 (hvoraf fremgår, at Maria ikke er så alene med sin »søde« hemmelighed, som S.K. fremstiller det) og Matt 1,20-25 (hvor det er Josef, engelen kommer til).

63

see jeg er Herrens Tjenerinde: Luk. 1,38. - græd ... over Dig selv Luk. 23,28. - Christus.. Paradoxet: Her omtales et paradoks, der er endnu større end troens: at Gud blev et menneske i tiden. Beskrivelsen af dette paradoks bliver videreudviklet senere i S.K.S forfatterskab.

64

Lessing: G.E L, ty. forfatter og og kritiker, 1729-81. S.K citerer Sammtliche Schriften, Berlin und Stettm 1825-28. Fremhævelsen i citatet er S.K.s egen. Oversættelse: Også det var vid, og desuden en bondekones vid; men situationen gjorde det uundgåeligt. Og følgelig behøver man ikke søge undskyldningen for de vittige udtryk for smerte og sorg i den omstændighed, at den person, som udtaler dem, er fornem, velopdragen, oplyst og i øvrigt i besiddelse af vid; thi lidenskaberne gor alle mennesker ligeigen: men man må søge den i den omstændighed, at i den samme situation ville sandsynligvis alle mennesker uden undtagelse sige det samme. En dronning både kunne og ville have haft den samme tanke som bondekonen: ligesom en bonde kunne have sagt og uden tvivl ville have sagt det samme, som kongen siger dér.

65

enhver Pligt... mod Gud: Hos den tyske filosof Kant er der ingen særlig pligt mod Gud, fordi Gud hos Kant »opsuges« helt i den almengyldige morallov, så intet er over eller ved siden af denne. - træder jeg ikke i: dvs.træder jeg ikke personligt, eksistentielt i... For S.K. er det afgørende, at man selv vælger at underkaste sig pligten/Gud, at troen på Gud ikke 361 bare er en automatisk følge af, at man underkaster sig de andres normer: det alment accepterede/anerkendte. S.K. mener altså, at når Gud bliver usynlig (jf. nedenfor), så bliver det enkelte menneske også usynligt Når det almene gøres til Gud, så skubbes det enkelte menneske og Gud ud i mørket på hver sin side, det almene afskærer som en mur forbindelsen mellem dem. - Rousseau: der refereres til Emil eller om Opdragelsen, Kbh. 1796-99 (uden oplysning om oversætter), I, s. 28: Philosopher gives der, som elske Tartarerne for at være befriede fra at elske deres Naboer. (Denne reference har været ivrigt, men forgæves eftersøgt af mange udgivere og andre Kierkegaard-forskere. Siden 1931 har den imidlertid stået anført i tilføjelserne til 2. udg. af Samlede Værker (XIV, 2. paginering s. 25).) - das Äussere ...: Ifølge Hegel skal das Innere (det indre) gøres til das Äussere (det ydre). Denne proces er die Entäusserung (yderliggørelsen). Barnet er kun optaget af sit eget indre, dvs. sine egne umiddelbare følelser og behov. Manden forstår, at han tjener sine egne interesser bedst ved at stræbe efter at være til gavn for samfundet og opfylde dets normer, hvorved hans egne (indre) interesser er blevet ydre, dvs. identiske med de almene interesser bestemmet ved det Ydre: defineret i forhold til det ydre.

66

vapeurs: griller, især af hysterisk art. - nec opinate: uventet.

68

Casus: situation. - en haard Tale:]oh. 6,60. - et eller andet exegetisk Hjælpemiddel ..: der refereres til C.G. Bretschneider, Lexicon Manuale Graeco-Latinum in Libros Novi Testamenti, Leipzig 1829, II, s. 87. - misein: at hade.- per meiosin: ved svækkelse (af betydningen). - minus diligo ...: elsker mindre, tilsidesætter, ærer ikke, regner for intet.

69

kat'analogian: efter analogi. - Erbarmeligste: ynkeligste. - forlade Fader og Moder: jf 1. Mos. 2,24.

71

Concession: indrømmelse. - indgetogent:

73

Vokalen ... Hvilebogstav: På hebraisk blev bogstaverne j og v oprindelig brugt som vokaltegn, men blev overflødige, da man senere tilføjede særlige vokaltegn, og de bevarede tegn j og v sagdes da at hvile i den tilføjede vokal. S.K. har fået vendt om på dette forhold, idet hvilebogstavet altså ikke er et bogstav, noget hviler sig i. - Feldtherre ... Cunctator Fabius Maximus udmattede Hannibals tropper ved sin henholdende strategi og fik tilnavnet Cunctator: Nøleren. - publici juns: offentlig ejendom, offentliggjort. - Herrens Ven: Es. 41,8, Jak. 2,23. - Moment...; Tanken er, at kærligheden først koncentreres i ét Moment, dvs. punkt af afgørende betydning, følelsesmæssigt brændpunkt, som dernæst med den fornødne lidenskab kan gøres bevidst, så at sige aktiveres, / et Nu. - den ethiske Forpligtelse: at elske sm datter. - thi det er jo hans Pligt: dvs. den etiske pligt at elske Isak.

74

lade hver Dag have sin Sorg: sml. Matt. 6,34. - vielleicht... das Ausserordentliche: måske ... det overordentlige. - Hospitalslem: fattiglem, ynkelig person.

75

Stokkemændene ... Gulddaasen: I Chr. Olufsens komedie fra 1793 362 forekommer ingen stokkemænd, dvs. retsvidner. - Connexioner: forbindelser.

76

tilsvarende Steder; 5. Mos. 13,6 ff, 33,9, Matt. 10,37, 19,29.

77

det Interessante...: Ifølge den tyske forfatter Friedrich Schlegel bør der skelnes mellem det græske kunstideal som det objektivt skønne og den moderne digtnings ideal som det subjektivt skønne. Det sidste indebærer anvendelsen af interessante virkemidler som spænding, disharmoni, det individuelle, det problematiske, hvorved læseren impliceres personligt og tvinges til stillingtagen. Særlig interessant bliver derved den enkelte, der bærer på en hemmelighed, som han ikke kan åbenbare eller forklare for sine omgivelser, der derfor må opfatte ham som sær eller mystisk. S.K.S interesse for begrebet skyldes selvfølgelig her hans interesse for modsætningen mellem den enkelte og de andre: at blive interessant er et vendepunkt for den enkelte, ved at forkaste den fælles forståelse med de andre bliver han isoleret (som Socrates). Således kommer den æstetiske skjulthed i konflikt med det etiske/de andre. I den græske Tragedie forbliver skjultheden inden for det æstetiskes område. Den er en episk Rest, fordi den handlingsmæssigt ligger forud for tragedien, og tragedien således bliver en logisk, »harmonisk«, skæbnebestemt konsekvens. Og skjultheden er i den græske tragedie kun den, at den enkelte (subjektivt) er uvidende om den for ham skjulte objektive og afgørende sandhed. S.K. nævner to konkrete eksempler, Sofokles' Kong Ødipus og Euripides' Ifigenia i Tauris. Det interessante er generelt ikke blot et »ideologisk« udtryk for tidsånden i en urolig tid. På et mere praktisk plan bliver det for den enkelte skribent et spørgsmål om at fange publikums opmærksomhed med stadig stærkere virkemidler. Således er Frygt og Bæven i sig selv præget af sin tid med sin elektricitet: sine stærke konflikter mellem følelser og fornuft og følelserne indbyrdes, sine voldsomme kontraster, chokerende problemformuleringer og dyrkelsen af det skræmmende og det gådefulde hos en enkelt individualitet. I bogens rastløse, utålmodige stil slynges problemer og paradokser i hovedet på læseren. Tilsvarende skifter stilen ustandselig og lunefuldt mellem patos og henkastet, indforstået filosofisk refleksion. I den forstand kan man selvfølgelig ikke sige, at Frygt og Bæven taler i tavshed, i den forstand råber bogen brand (jf. forordet). Netop derfor er det nødvendigt for S.K. i dette afsnit at markere, at Frygt og Bæven er mere end interessant. Et ekstremt eksempel på den nævnte henkastede stil ses i forbindelse med omtalen af den græske tragedie, hvor Aristoteles citeres: duo men ...: to af mytens dele, nemlig omslag (peripeti) og genkendelse (anagnorisis), drejer sig nu om disse [dvs. de i det foregående omtalte] ting. Dette citat giver i sig selv ingen mening, og S.K. skal da heller ikke bruge det til noget som helst, idet han konkret kun interesserer sig for at få nævnt begrebet Gjenkjendelsen. - in discnmine rerum: i et afgørende vendepunkt, - pro virili: efter hele sin evne.

78

Confinium: grænseområde. - Concupiscents: begær. - Prædikatet: dvs. »det 363 interessante«. - eo ipso: i sig selv, som en selvfølge. - det Relaxerende: det befriende. - carambolere: falder sammen. - Fatum: skæbne.

79

Aristoteles Udsagn: i Naturhistorien V, 4, 7.

81

Klytaimnestras: K. er Agarnemnons hustru. - en gammel Tjener...: vers 861 ff. (Wilsters oversættelse). - Søn ... Velbehagelighed: jf Mark. 1,11.

82

argumentum ad hominem: personligt (nærgående) argument. - en Oliegreen: var i Grækenland de bønfaldendes ydre tegn. - Da Amor forlader ...: Apuleius, Amor og Psyche, Nutzhorns oversættelse, Kbh. 1867, s. 51. - hamburgische Dramaturgie: i den samlede udgave, XXIV, s. 11 ff., jf note til s. 64. - Theologia viatorum: Vandrernes teologi, i modsætning til theologia beatorum, de saliges teologi, i en ældre inddeling af teologien, svarende til den stridende kirke i modsætning til den triumferende kirke. Det er karakteristisk, at S.K. her gør opmærksom på den menneskelige og stridende side af kristendommen, svarende til at han i sin fortolkning af Abraham fremhæver fortællingens »sorte huller«. - Autopsi: undersøgelse ved selvsyn.

83

Aristoteles... Politik: V, 3, 3. - Augureme: et romersk præsteskab, hvis opgave var at tyde varsler; her unøjagtigt om græske sandsigere. - Ægteskabet stiftes i Himlen ...: Altså strukturelt svarende til Guds løfter til Abraham: Gud giver, Gud tager (og giver evt. igen i kraft af troen). Varianten er, at første led bortfalder: ønsket er en jordisk umulighed, svarende til at Gud aldrig har givet noget. I det følgende kritiseres æstetikkens billige forestilling om, at Kjærligheden har Himlen paa sin Side, idet æstetikken altså ser bort fra, at Endelighedens Trængsler og Vanskeligheder i sig selv er udtryk for Guds vilje (og ikke for onde Aander, jf f eks. 43: det evige Væsen (...) negtede Opfyldelsen) og derfor kun kan overvindes ved at gøre troens bevægelse.

84

Himlen ... misundelig: udtryk for den græske forestilling om nemesis.

85

Axel og Valborg...: Oehlenschlägers tragedie (udgivet 1810) handler om et Par, som Himlen selv adskiller (sml.: Som Kongens Sværd i Geistlighedens Haand / Her overskiærer denne Dug; saaledes / Adskiller Himlen evig Axel Thordsøn / Fra Valborg Immers Datter (III. akt)), fordi de er nært beslægtede og dåbssøskende og dermed adskilt af en synlig Magt, som dog er en automatisk følge af jordiske forhold og dermed kun synlig fra en menneskelig synsvinkel (det er ikke Gud, men kirken og kongemagten der taler her). Tilsvarende ser S.K. bort fra, at den himmelske magt i tragedien er jordisk og geografisk begrænset. - romantisk Forbindelse: dvs. papirløst og uplatonisk.

86

in casu: i det givne tilfælde. - publici juris ... Privatissimum: beregnet for offentligheden... rent personligt. - engere: tættere, nærmere, inderligere.

87

dilemmatisk: jf. det ofte formulerede dilemma: enten er det således, eller også er Abraham og troen og dermed alt tabt. - Dronning Elisabeth .... S.K. har historien om Jarlen af Essex's ring fra Lessings Hamburgische Dramaturgie, i den anførte udgave XXIV, s. 163-65. Elisabeth er en tragisk helt, der kommer i tvivl om, hvorvidt det nu også var rigtigt at 364 ofre det personlige for det almene, eller sagt på en anden måde: hun kommer i tvivl om, hvorvidt der ikke findes noget personligt, der er højere end det almene. e.s tavshed ligger dermed højere end det etiske, og hun har ikke andre steder at gå hen med sin hemmelighed end graven. - ni fallor om jeg ikke husker fejl. - det Dæmoniske: Dette betyder hos S.K. ikke det onde i sig selv, men betyder angsten for det gode, der tvinger én til at forblive (ulykkelig, ufri, men i en vis forstand »trygt« indesluttet) i det onde. Med en formulering fra Begrebet Angest: Syndens Trældom er et ufrit Forhold til det Onde, men det Dæmoniske er et ufrit Forhold til det Gode (SV IV 427). - Digternes: der tænkes nok først og fremmest på H.C. Andersens Agnete og Havmanden, 1834, opført i foråret 1843.

88

som det jo læres i Sagnet: ikke i »Agnete og Havmanden«, men i mange eventyr.

90

træde i et absolut Forhold dertil: Man kan træde i et absolut forhold til det dæmoniske, fordi det dæmoniske ved sin bevidsthed om og modsætning til det gode definerer sig selv i forhold til det guddommelige. Det paradoksale bliver da her, at man trods sin bevidsthed om det gode engagerer sig eksistentielt i at dyrke det onde, hvilket i den konkrete sammenhæng betyder, at Havmanden på grund af sin angst for det gode straffer og ødelægger sig selv i angeren. - pecus: fæ. - at knuse Agnete: dvs. at fortælle hende de sorte sandheder om sig selv (hvilket er det samme som at knuse hende menneskeligt og svarer til at ofre Ifigenia) og derved opnå det højere almene formål at blive åbenbar.

91

Continuiteten i Havmandens Liv: Den kontinuitet, at han er forforer, kan ikke afbrydes på det æstetiske plan (af Agnetes kærlighed), men kan kun afbrydes ved, at en ny kontinuitet påbegyndes på det højere etiske plan, derved at han bliver åbenbar. - gaaer Ethiken til Grunde ...: fordi synden, som det dæmoniske, er defineret i forhold til det guddommelige. Da Angeren forudsætter et personligt forhold til det absolutte guddommelige (og det altså ikke er tilstrækkeligt med de andres tilgivelse), så går den almene etik i stykker her. - conditio sine qua non: betingelse uden hvilken ikke, dvs. ufravigelig betingelse, som her er den, at den enkelte skal være underordnet det almene for at kunne »gå op« i det. Hegel er nødt til at anse synden for at være en »første Umiddelbarhed«, da den ellers ikke ville kunne medieres ind i det almene.

92

Gnavspil: spil hvor man bliver til nar, hvis man får narrens figur, altså til nar i forhold til de andre, mens man, som det fremgår nedenfor, i »Aandens Verden« kun kan narre sig selv. S.K. mener, at mennesker ofte som i spil bruger hinanden til at give sig selv en mening og betydning, der kun bygger på de andres, medspillernes, bekræftelse af spillets betydning, mens der set udefra er tale om meningsløse og ligegyldige spil uden noget forhold til den reelle virkelighed uden for spillet. - Tvivlen om Sjælens Udødelighed: der hentydes til tidens debat om Feuerbachs begyndende religionskritik.

365

93

gnothi sauton: kend dig selv, disse ord var indskriften på templet i Delfi. - Pythagoras: S.K. støtter sig her til W.G. Tennemann, Geschichte der Philosophie, Leipzig 1798-1817, I, s. 94, hvor det anføres, at P. vejledede sine disciple i kunsten at fordybe sig i sig selv. - Socrates: jf Platons Faidros 230 a. - generatio aequivoca: tvivlsom opståen. Betegnelse for den (forældede) lære, at levende organismer opstår af uorganisk stof

94

Erscheinung: tilsynekomst (især af noget højere). - Fortælling ... i Tobiæ Bog: Tobits Bog 6-8. - gik reject til Attestats: dumpede til embedseksamen. - Vollmachtbrief zum Glucke: fuldmagt der giver adgang til lykken, citat fra Schillers »Resignation«, 3. strofe.

95

pántos gàr..,: thi der er bestemt ingen, der har undgået Eros, og ingen vil undgå ham, så længe der er skønhed til og øjne der ser. Longus, Daphnis og Chloé (ca. 400 e.Kr.), indledningen § 4. - ryges... glødende Emmer: (for at fa dæmonen til at flygte) Tob. 6,17-18. - Man læse blot Fortællingen: Tob. 7,15-17, som S.K. forholder sig frit til. - 8,13: Tob. 8,12. Versinddelingen i den ældre danske oversættelse af de apokryfiske bøger afviger mange steder fra den nugældende.

96

bedre at give...:jf Ap.G. 20,35. - sværere at modtage ...: altså dér hvor man modtager i kraft af troens bevægelse. - Kjærhghed til Gud...: svarende til Abrahams absurde tro. Ligesom Gud kræver, at Isak skal ofres, således har Gud selv påført Sara ulykken, den er påført hende af en høiere Magt, og hun er selv uden Skyld. Saras situation er dog lettere end Abrahams, fordi hendes problem er forståeligt for det almene. - ikke taale Medlidenhed: jf Pap. VIII l A 161: O, der er maaskee af alle Lidelser ingen saa martrende som den at være udseet til Gjenstand for Medlidenhed, Intet der saadan frister til at oprøre sig mod Gud. - Blaubart: Blåskæg.

97

Ich, roh gepragt...; S.K citerer her, let ændret, A.W. Schlegels tyske oversættelse. I Østerbergs oversættelse lyder stedet:

Jeg, som er grov i Præg og savner Tækket,
Der kror sig for en Jomfru Let-paa-Taa,
Jeg, som er lens for Legemspragt, og snydt
For skøn Statur af Moder Unatur,
Vanskabt, ufærdig, for mm Tid sendt ud
I Aandedragets Verden, næppe halvgjort,
Tilmed saa krøblet og uregelret,
At Hunde bjæffer ad min halte Gang, - -

98

Cumberlands Jøden: I skuespillet Jøden (da. oversættelse 1796) af den engelske dramatiker Richard Cumberland (1732-1811) anses hovedpersonen, jøden Scheva, af alle for en gnier og ågerkarl, men han udover hemmeligt stor velgørenhed. - Baggesen: i digtet »Kirkegaarden i Sobradise«, Danske Værker, Kbh. 1827-32, I, s. 282. - nullum unquam . : der har aldrig været noget stort geni uden en vis grad af vanvid. Et lidt unøjagtigt citat fra Seneca, De tranquillitate animi 17,10.

99

Apostat: frafalden. - kat'exochen: i eminent forstand, par excellence. - kongelige Obligationer: obligationer med kongelig garanti.

366

100

Tamerlan ... Hunner: Timur Lenk, mongolernes (ikke hunnernes) konge 1370-1405, en stor erobrer, berygtet for sin grusomhed - herostratisk: Herostrat afbrændte 356 f.Kr. Artemistemplet i Efesus for at opnå udødelighed - Gregorius Rimini...: G.R., augustinermunk, professor ved universitetet i Paris, død 1358, hævdede, at udøbte børn kommer i Helvede, mens de efter den almindelige katolske opfattelse kommer i en forgård til Helvede, hvor der hverken er pine eller salighed. G.R. fik derfor tilnavnet tortor infantium: de små børns bøddel (piner). Tilsvarende kunne Johannes kalde sig selv tortor heroum: heltenes piner. - Margrete ... i Mephistopheles's Huuhpeil: i Goethes Faust, Hexenkuche (I, 2074 ff.) ser Faust: den skønneste af alle skønne Kvinder! / Saa er da Kvinden virkelig saa fager, / som her hun hviler, hen paa Lejet strakt? / Har alle Himles Glans i samlet Pagt / sin Skønhed i det hulde Legem lagt? (P. Hansens oversættelse).

101

wirthschafte ... grovt Sand: I Holbergs Erasmus Montanus I, 3, praler Per Degn med sin evne til at skaffe sig ekstra indtægter, blå. ved at stille folk over for valget mellem om der skal bruges »flint Sand« ved jordpåkastelsen eller »slet og ret Jord«. - Slæber: sutsko, tøfler.

102

en anden Tvivl: Han har erkendt, at han ved sin første tvivl har pådraget sig en skyld over for Gud, og kan nu tvivle på, om han paradoksalt (dvs. på trods af sin skyld) kan blive frelst. - Steder i det nye Testamente...; der tænkes på Bjergprædikenen, Matt. 6 om almisse, bøn og faste (jf. citatet fra 6,17-18 nedenfor i teksten). S.K. definerer her Ironi som det at skjule den religiøse inderlighed, hvilket er berettiget af, at Subjectiviteten er høiere end Virkeligheden. Her mente Hegel jo det modsatte og bar selvfølgelig tilsvarende Nag til ironien. - løs Tale om Menighedens Idee: hentydning til grundtvigianerne. - desultorisk: springende, faldende i adskilte stykker. Meningen er: ved den foregående, »hektiske« gennemgang af mulige paralleller til Abraham er det kun blevet endnu mere tydeligt, hvor uforståelig Abraham er, sml. den kunstneriske teknik i de fire tekstafsnit med fejltolkninger af fortællingen om Abraham og Isak.

104

Achilleus: Ifigenia kommer til Aulis i den tro, at hun skal ægte A. - Kong Edvard...: I Richard III udbryder kongen ved budskabet om sin broders død, som han selv har beordret, hvorpå han, forgæves, har kaldt ordren tilbage (i Østerbergs oversættelse):

Hvem bad for ham? Hvem knæled, i min Vrede,
For mig og bad mig overveje vel?
Hvem nævnte Broderskab? hvem Kærlighed?

S.K. citerer, med en enkelt ændring, Schlegels oversættelse. - taler i Tunger: 1. Kor. 12-14 (14,2: den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud).

107

Spil... holde ham oppe: S.K. tænker på, at den sokratiske ironi i Sokrates' optræden som uvidende og spørgende tilsyneladende, som var der tale om et hejseværk, hævede hans samtalepartnere i vejret, og han selv trak sig nedad, mens der i virkeligheden skete det modsatte. Hvis denne teknik 367 blot havde været et smart nummer, som der ikke var eksistentiel dækning for, så havde S. nu måttet bruge hejseværket til at holde sig selv oppe (redegørelsen for denne sammenhæng skyldes Emanuel Hirseh). - 3 Stemmer: Platons Apologi 36 a, alm. ældre læsemåde, nu læses oftest: 30. - Idiot: her muligvis i den græske betydning: privatmand, lægmand.

108

Diogenes: dvs. D. fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære. Pythagoras omkom under en opstand, idet han blev indhentet og dræbt på flugten.

109

ænigmatisk: gådefuldt. - uresolveret: ubeslutsom. - Hæsitator: tøvende person. - seer i Løndom: Matt. 6,6.

111

den Skrædder...: »Der Schneider im Himmel«, Grimms Kinder- und Haus-Marchen, 2. udg., Berlin 1819-22,1, s. 177-79. Den i eventyret afdøde skrædder, der i sit jordiske liv ikke havde hørt til de ærligste, men dog var sluppet ind i Himlen, satte sig i et ubevogtet øjeblik i Vorherres tronstol, hvorfra han kunne se ned på jorden. Dér så han en kone stjæle vasketøj og greb forbitret en skammel og kastede i hovedet på hende.

112

Heraklit..: H.s teorier om altings bevægelighed, om det urolige og stadig omskiftelige, var ikke populære i hans samtid, der foretrak det sikre og enkle for det sande og komplicerede. Hermed fik han naturligvis en placering, der svarer til S.K.S. H. fik tilnavnet »den dunkle«, formentlig fordi han havde samme hensigt som S.K.: det gælder om at »skrive saaledes, at Kjætterne ikke kunne forstaae det« (SV III 287). Da H. altså var uforstået af menneskene, overlod han sit værk til »Guden« ved at anbringe det i Artemis-templet. - kai potamou ...: og idet han ligner tilværelsen ved strømmen i en flod, siger han, at man ikke to gange kan stige ned i samme flod. Platons Kratylos 402 a. - Discipel: Parmenides. - eleatisk: jf note til »Reflexion ...« s. 42. Med omtalen af eleaternes teori om, at bevægelse er en logisk umulighed, slutter Frygt og Bæven dér, hvor Gjentagelsen begynder.

Tre opbyggelige Taler

119

det Ufuldkomne ... Prophetien ... den mørke Tale ... Gavens Overflod ... Engles Tale: if. 1. Kor. 13. - Enkens Gave: Mark. 12,42.

120

Hævnen ... hører ham til: Rom. 12,19. - gjennem mange Led: jf. 2. Mos. 20,5. - vebigner ... Fjende ... Næste: Matt. 5,43-44. - mange Gange ... Maader.Hebr. 1,1.

121

kjøbe det beleilige Øieblik: Ef 5,16, Kol. 4,5. - Løbet ... haste...: jf. Fil. 3,13-14, 1. Kor. 9,24. - Verdens Børnelærdom: Kol. 2,20. - større end et Menneskes Hjerte: 1. Joh. 3,20. - iden tidlige Morgen ... ved den ellevte Time: jf Matt. 20,1-16 - halvtredsindstyve ... femhundrede: jf Luk. 7,41. - hans Øie ikke...; Tob, 4,8.

122

glemme at dømme...:jf Matt. 7,1. - Himlens Vrede .. .fortærede: sml. Luk. 368 9,54 - saae... iLøndom: jf Matt. 6,6. - samle forfærdeligere Vrede...: Rom. 2,5.

123

For den Rene.... Tit. 1,15. - indvortes fra udgaaer Alt...- Mark. 7,15-23. - et ondt Øie seer endog ..: Matt 20,15. - de Rene see altid Gud: Matt. 5,8. - Øiet er Legemets Lys .. : Matt. 6,22-23. - 19,24:19,26-27 (også i den ældre oversættelse).

124

den, der vinker...: Ordsp. 10,10. - den, der siger Rakka ...: Matt. 5,22. - Hvert Hjert' er Garn ...; af Kingos salme »Ak Herre, se min Hjertevé«, 8. vers. - 20,14:20,13 i den ældre oversættelse, men 20,14 i den nugældende. - da ligger Synden ...: 1. Mos. 4,7. - Kiv, Nid ... Glæde, Fred...: Gal. 5,20,22-23.

125

Alt... saare godt: jf 1. Mos. 1,31. - Guds Medarbeider: 1. Kor. 3,9.

126

den, der haver...: Matt. 13,12. - Jacob: 5,20. - det knækkede Rør... den rygende Tande: Es. 42,3. - den forlorne Søns...: Luk. 15,20 ff

127

troe Alt, haabe Alt...; 1. Kor. 13,7. - Skjeldsord med Skjeldsord: 1. Pet. 3,9. - velsigner ... forbander: Rom. 12,14. - Miil ... Kind ... Kjortel: Matt. 5,39-41.- 7 Gange...70...:Matt. 18,21-22.

128

Salig... skjulte: SI. 32,1. - Daarskab ... Klogt: f. 1. Kor. 1,18-25. - En gammel Hedning...: Bias; Diogenes fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære, I, 5, 86.

129

Et hedensk Skib ...: Ap. G. 27. - Trængselens Dage...: Matt. 24,21-22. - hans Tanke er levende.. .:jf Hebr. 4,12. - en Retfærdigs Bøn ...: Jak. 5,16. - Da Abraham talte...: 1. Mos. 18,23 ff

130

dømme Engle: 1. Kor. 6,3. - Da de Skriftkloge...: Joh. 8,3 fE

132

Frygt og Bæven: Fil. 2,12. - den, der selv løber: jf Fil. 3,14, 1. Kor. 9,24. - være Altfor Alk: 1. Kor. 9,22. - Haabets: se note til Frygt og Bæven s. 16. - Natten er forbi.. .:jf. Rom. 13,12. - da man ikke mere kan arbeide:jf.Joh. 9,4. - Enden er nær...: 1. Pet. 4,7.

134

det bør ethvert Menneske at døe...: Hebr. 9,27.

135

tog Ære af Menneskene: Joh. 5,44. - ikke... som Andre: jf Luk. 18,11. - give ... Mennesket hvad Menneskets er.. .:jf Matt. 22,21. - svare Een til Tusinde: Job 9,3.

136

en gammel Hedning: Horats' Oder III, l, 40.

137

en gammel Psalme-Sanger: Brorson i »Flye min Aand og bryd med Styrke«: Kæmp dig gjennem Satans Pile Ind i Paradisets Hvile. - Da Jesus en Dag.... Luk. 7,36 fE Den folgende fremstilling af historien om synderinden er bygget op som en konkret eksemplificering af det foregående afsnit om kærlighedens overvindelse af synd Forbindelsen er markeret ved en række sproglige paralleller: forfærde og standse hende (da reiser Fjenden sig forfærdelig), Angestens Øieblik (indjage Angst), Anklagen i hendes eget Bryst (opfanget alle Pile i sit Bryst), end forfærdeligere (desto forfærdeligere), Men hun gik frem (men jo nærmere den trænger frem), Fjenden (Fjenden), Hvile ved Christi Fødder (Paradisets Hvile). Endvidere er der en parallel mellem synderindens mange tårer og den kærlighed, der »vaagner ... grædende«, og både synderinden og kærligheden går 369 frem på trods af fare og modstand Synderindens optræden kan samlet karakteriseres ved det foregående afsnits »ydmyg Frimodighed«. Begge afsnit kulminerer med overvindelsen af smerten i en tilstand af blind glemsel. Generelt gælder det, at hvor evangeliet lægger vægten på Jesu tilgivelse af synderinden, fremhæver S.K. karakteristisk hendes ensomme og modige overvindelse af de andres modstand og af hendes egen indre modstand. Mens det foregående afsnit gav en generel beskrivelse af kærlighedens sejr over synden, så handler den konkrete fortælling ikke, som man skulle tro, om synderindens overvindelse af den synd, som har »navngivet« hende, men om overvindelsen af den anden synd, som allerede er blevet omtalt i slutningen af den første tale, i forbindelse med en kollega til synderinden: Syndens Straf føder ny Synd (131).

139

Verdens Herlighed: Matt. 4,8.

141

langt bedre end det...: jf Ef 3,20. - det udvortes Menneske...: jf 2. Kor. 4,16.

142

Naar et Menneske, der lider skyldig...: 1. Pet. 2,20.

143

Om end bedrøvet...: 2. Kor. 6,10. - Den, hvem Brudgommen forlod: sml. Matt. 9,15. - Den, der ikke løb paa det Uvisse: sml. 1. Kor. 9,26.

145

det ene Fornødne: Luk. 10,42. - Naar han seer i Aftenstunden ...: Matt. 16,2-3.

146

idag eller imorgen vil jeg gaae .... Jak. 4.13. - Han bygger hurtigt.,.: Luk. 12,16-21. - forsvinder som en Damp:Jak. 4,14.

147

Viden ... Handlen:jf. note til »Reflexion ...«s. 42.

148

den ganske Verden: Matt. 16,26. - Gud er trofast: 1. Kor. 10,13. - lader sig ikke uden Vidnesbyrd: Ap. G. 14,17.

149

skulde en Riigfrelses: Matt. 19,23. - Job... ofrede Brændoffer.. .;Job 1,5.

150

Bjergets Spidse ...: Matt. 4,8.

151

gjør Regnskab for Din Forvaltning: Luk. 16,2.

152

fldstøtten ... Skystøtten: 2. Mos. 13,21-22. S.K s brug af dette billede er overtaget fra Hamann, Schriften, Berlin 1821-43, I, s. 52: Wenn wir Gott bei Sonnenschein in der Wolkensaule ubersehen, so erscheint uns seine Gegenwart des Nachts in der Feuersåule sichtbarer und nachdrucklicher (Hvis vi ikke ser Gud i skystotten i solskin, så fremtræder hans tilstedeværelse i ildstotten om natten mere synlig og tydelig for os).

154

at den jo beholdt Bekymringen: dvs. at den ikke beholdt... - Haab, om hvilket Skriften siger,..: Rom. 5,4. »Forfarenhed« oversættes nu »prøvet fasthed«.

155

lærte det Gode af hvad han leed: if. Hebr. 5,8. - Begravelse i Canaan: 1. Mos. 23,17-20.

156

den, der søger Gud...: Matt. 7,8. - hvad der opkom i et Menneskes Hjerte: 1. Kor. 2,9. - overgaaer al Forstand: Fil. 4,7.

157

et gammelt Opbyggelsessknft: Die deutsche Theologie, eine sehr alte für jeden Christen ausserst wichtige Schrift, Lemgo 1822, kap. 10. Jf Pap IV A 165: » ... saa forglemme vi Gud og rose (rühmen) os af, at vi ere fortabte«. I opbyggelsessknftet står der: und wåhncn, wir seien verloren (og mener, at vi er fortabte). - een Dag som tusinde Aar: 2. Pet. 3,8.- 370denGud prøver ...: jf. Hebr. 12,6. - Herom minder Paulus...: I Ef. 3,14-19 beder Paulus Gud om, at Han vil styrke modtagerne af brevet i det indre menneske. - al god og fuldkommen Gave:]ak. 1,17.

158

m. T: min tilhører, - glæde sig med den Glade .. græde med den Grædende: Rom. 12,15.

159

ikke det Nærværende ...: Rom. 8,38.

Sygdommen til Døden

163

Anti-Climacus: Navnet markerer en modsætning til pseudonymet Johannes Chmacus (fra Philosophiske Smuler og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift). Johannes Klimakus kaldtes en byzantinsk teolog fra 6. årh. efter sit hovedværk Klimax tou paradeisou, Paradisstigen, dvs. Jakobsstigen. Pseudonymet Climacus har blot fremstillet trinene i retning af kristendommen, uden selv at ville kalde sig kristen. I Pap. X l A 510 står der om Sygdommen til Døden: »Det hedder »til Opbyggelse« det er mere end min Kategorie, Digter Kategorien: opbyggelig (...) Der er Noget, som er lavere (det Æsthetiske) det er pseudonymt, og noget som er høiere, det er ogsaa pseudonymt, fordi min Personlighed ikke svarer dertil (...) Anticlimacus i Modsætning til Climacus der sagde sig ikke at være Christen, Anticlimacus er den modsatte Yderlighed: at være en Christen i overordentlig Grad«. I det sidste ligger der en antydning af noget negativt, der bekræftes af Pap. X l A 517, hvor det hedder om Anti-Climacus: »Dette bliver hans personlige Skyld, at forvexle sig selv med Idealiteten (dette er det Dæmoniske i ham) men hans Fremstilling af Idealiteten kan være ganske sand, og den boier jeg mig for.« I Pap. X 6 B 48 lader S.K. Anti-Climacus sige om sig selv, at han er »en saa overordentlig Christen, som han aldrig nogensinde har været til«. I Pap. X l A 557 nævnes Anti-Climacus i forbindelse med »Opvækkelse«: Opvækkelse er det Sidste, men det er mig personligt for høit - jeg er dog for meget af en Digter.

164

mottoet: »Herre! giv os svage øjne for ting, som ikke duer til noget, og fuldstændig klarsynede øjne for al din sandhed.« S.K. citerer, med en enkelt ændring, disse linier efter Handbuch deutscher Beredsamkeit, herausgegeben von O.L.B. Wolff, Leipzig 1846,I, s. 293, jf Pap. VIII 2 B 171.

165

det rene Menneske ... Forundringsleg med Verdenshistorien: Der hentydes dels til Hegels abstrakte menneskeopfattelse, hvor det er den enkeltes opgave at glemme sig selv, dels til hans spekulative historieopfattelse, jf. noter til Frygt og Bæven s. 53 og 65.

173

Mennesket er Aand...: Modellen i de fire første typografiske afsnit er følgende (den overbygning, hvormed modellen udvides i fjerde 371 typografiske afsnit, er adskilt fra den øvrige model med en stiplet linie. Overbygningen placerer menneskets selv i forhold til Gud):

Tankegangen i fjerde typografiske afsnit er, at forholdet, der forholder sig til sig selv, er det tredie i forhold til det andet, der har sat det, hvilket altså vil sige, at mennesket er et forhold mellem det himmelske og det jordiske (engel og dyr, jf. Begrebet Angest, SVIV 465). Men forholdet, der 372 der forholder sig til sig selv, er også det første i et nyt og højere forhold, hvor »engledyret« forholder sig til Gud. Syntesen mellem legeme og sjæl er af lavere karakter end syntesen mellem uendelighed og endelighed Hvor den sidste har det evige og dermed forbindelsen til ånden indbygget i sig, så tilhører både legeme og sjæl det timelige og kan kun blive til ånd i kombination med den anden syntese. (En lignende model er fremstillet i Begrebet Angest). En konkret definition af legeme og sjæl i forhold til ånd gives ikke i S.K.s forfatterskab. Man kan godt mene om denne abstrakte og spekulative model, at den er udtryk for det, der kritiseres i forordet: en videnskabelig Fjernhed fra Livet (165); man kan spørge, om det ikke er S.K selv, der her leger »Forundringsleg« (165) med menneskelig virkelighed. I femte typografiske afsnit bliver teksten da også mere konkret. Når menneskets selv er deriveret, dvs. afledet, af noget andet, så må det også, hvis det skal være i sandhed, forholde sig til dette andet. Derfor ligger der ikke bare en mulig fortvivlelse i ikke at ville være sig selv, men også i at ville være sig selv, dvs. kun at forholde sig til sig selv og ikke til noget andet. Hvis en fortvivlet, hvis fortvivlelse består i et forkert forhold til selvet, mener at kunne løse sit problem ved sig selv, så hævder han netop derved det forkerte selv, hvis hævdelse er fortvivlelsens årsag. En endnu større misforståelse ville det være at opfatte fortvivlelsen som noget udefra kommende (S.K. tænker på fortvivlelsens årsag, jf. 217), når det ydre Tryk i virkeligheden er en omvendt Reflexion af det Indvortes, dvs. at den indre konflikt (det forkerte el. usikre forhold til selvet) viser sig som et ydre tryk. Fra en kunstnerisk synsvinkel er misforståelsen et grundtema i hele dette filosofisk set vanskelige afsnit: det uforståelige, det uigennemsigtige, afspejler det eksistentielle tema, at menneskets forhold til sig selv er uklart og fuldt af gåder, forvirring og fortvivlelse, men sandheden er enkel og klar: afsnittet slutter med at omtale det gennemsigtige forhold til Gud. Hermed gentager dette afsnit temaet fra bogens motto: bønnen om at blive befriet for alt det, der ikke duer, og at kunne se sandheden klart.

175

Tænkerne: herved sigter S.K. vist nok til Johannes Climacus i Philosophiske Smuler (se SK IV 266). - Svimmelhed ... under Bestemmelsen Sjel...: Svimmelhed forholder sig til sjæl som fortvivlelse til ånd, fordi svimmelhed er udtryk for, at sjælen har et usikkert forhold til verden, ligesom fortvivlelse er udtryk for, at ånden el. selvet har et usikkert forhold til Gud. Jf Pap. VIII 2 B 168: »I sund Tilstand eller naar der er Ligevægt mellem det Sjelelige og det Legemlige er Mennesket aldrig svimmel Saaledes ogsaa med Fortvivlelse. Naar Mennesket i at forholde sig til sig selv absolut forholder sig til Gud, saa er der slet ingen Fortvivlelse«. Sml. »Ligevægt og Ro« (173).

176

der vorder ... Forbigangent: dvs. der bliver ikke nogen sinde i forhold til virkeligheden tale om, at noget er overstået fortid.

177

det Sidste er Døden ...: Da fortvivlelsens årsag er manglende tro på Gud, må den fortvivlede se døden som det sidste. I sin fortvivlelse over dette 373 udsigtsløse liv haaber man paa Døden. Men den fortvivlede kan ikke dø, fordi fortvivlelsen ikke kan fortære det Evige, Selvet, og dettes absolutte insisteren på, at mennesket etablerer det rette forhold til sig selv og til Gud, hvilket netop er det krav, som udløser fortvivlelsen over ikke at kunne leve op til det. Fortvivlelse bliver derved en evig oplevelse af at dø (uden at kunne dø): det at se døden som det sidste, så at sige at tro på døden, og det at håbe på døden dræber ustandselig livet, og fortvivlelsen søger hele tiden at dræbe det sande selv, der forhindrer adgangen til døden. Det evige og forgæves forsøg på at dø skal også forstås bogstaveligt: selvmord er ingen udvej, hvilket fremgår af S.K.s reference til et digt af Ewald, der omtales i Pap. IV A 48: »Det er et herligt Digt af Evald, Advarsel mod Selvmord. Et Vers især: Mon Havets Bølger slette ud? / Mon Gift fortærer Præg af Gud? / Kan Dolken dræbe Tanker? cfr. 1ste B. p. 299.« (S.K. citerer Samlede Skrifter, I, Kbh. 1780.) Fortvivlelse er den evige »Fortabelse« (174) på grund af det mislykkede forsøg på at slå selvet ihjel: straffen er, at fortvivlelsen er fordømt til i al evighed at fortsætte sit håbløse forehavende. Det gælder om fortvivlelsen, at dens Orm ikke døer, dens Ild ikke udslukkes (Mark. 9,48, Es. 66,24). Fortvivlelsens manglende evne til at fortære det sande selv fremkalder Afmagt og afslører for fortvivlelsen det forkerte i dens forehavende. Dette medfører, at fortvivlelsen nu fortvivler over sig selv (og det er dette, der kaldes Potentsation) og søger at fortære sig selv. Herved skabes der blot mere fortvivlelse: i stedet for at ophæve sig selv i glæde over den positive sandhed fornyer og forstærker fortvivlelsen sig selv. Fortvivlelsen gentager altså nu sin fortvivlede reaktion på sandheden: den forsøger at fornægte og ødelægge den. Som »barn« af den sandhed eller det sande selv, der ligger til Grund for Fortvivlelsen, og som fortvivlelsen fornægter, må fortvivlelsen, efterhånden som sandheden bliver mere og mere påtrængende, lægge større og større afstand til sit »ophav« og dermed også til sig selv. 178 En Fortvivlende fortvivler over Noget...: Det er afgørende for de to følgende afsnit, at der i Sygdommen til Døden skelnes mellem uegentlig og egentlig Fortvivlelse. Hvis der fortvivles over Noget (f.eks. manglende succes i karriere eller kærlighed), så er dette uegentlig fortvivlelse, men hvis fortvivlelsen gælder selvet, så drejer det sig om egentlig fortvivlelse. S.K.s pointe er så, at det fundamentalt altid drejer sig om egentlig fortvivlelse, men at den uegentlige fortvivlelse blot ikke er bevidst om, hvad det egentlig er, der fortvivles over. For den uegentlige fortvivlelse er der en verden mellem Cæsar og slet Intet (de citerede ord var Cesare Borgias valgsprog) og mellem »ham« og de mange tårer. At fortvivle over noget er at befinde sig på grænsen til bevidstheden om selvet, idet S.K. går ud fra, at det sande i fortvivlelsen hurtigt vil kunne gennemskue det illusoriske noget og se selvet. At fortvivle er jo en definitiv håbløshed, der forudsætter, at man tror på den uendelige værdi af det, som man fortvivler over ikke er lykkedes. Men denne værdi kan kun være »uendelig«, hvis man ikke tror på Gud, men i stedet tror på døden, 374 som begrænser selvets muligheder til denne verden, spærrer det inde i denne verden og tvinger det til i sin fortvivlelse at guddommeliggøre denne verdens muligheder. Derfor kan en fortvivlelse over noget hurtigt blive til en fortvivlelse over døden, hvis eneste alternativ er troen på Gud, jf 216 om sammenhængen mellem at fortvivle »over det Jordiske« og »om det Evige«. For den egentlige eller erklærede fortvivlelse vil forskellen mellem succes og fiasko i denne verden ikke være en forskel mellem alt og intet, men en forskel mellem to selv-bevidste måder at være fortvivlet på. I øvrigt er det en gennemgående tankegang i de to afsnit, at når man (hvad enten man er bevidst om det eller ej) ikke vil være sit sande selv, men altså vil af med sig selv, så kan dette udløse en desperat stræben efter en eller anden form for succes, der kan bruges til så at sige at drukne ens ægte fortvivlelse i falsk glæde.

179

At fortvivle over sig...: fortvivlet at ville af med sig selv er fundamentalt det samme som fortvivlet at ville være sig selv, fordi det er det sande selv (feks. »dette Selv, som ikke blev Cæsar«), man vil af med, og det falske selv (feks. Cæsar), man vil være. Fortvivlet ikke at ville være sig selv betyder i Sygdommen til Døden ikke blot, at man ikke vil være den, man faktisk er (og som Gud dermed har tvunget én til at være), men det betyder også, at man ikke vil realisere det rette åndelige forhold til Gud, jf den senere skelnen mellem at fortvivle over og om sig selv (216). - Socrates beviste ...: i Platons Staten, X, 608 c ff.

182

transitorisk: forbigående, flygtig.

184

angestfor Intet: jf Begrebet Angest: »hvilken Virkning har Intet? Det føder Angest. Dette er Uskyldighedens dybe Hemmelighed, at den paa samme Tid er Angest. Drømmende projekterer Aanden sm egen Virkelighed, men denne Virkelighed er Intet« (SV IV 346).

186

Dagens Møie og Hede:jf. Matt. 20,12. - som Du er kjendtijf. 1. Kor. 13,12.

188

kata dynamin: efter mulighed. Om alt, hvad der kan blive til noget andet, men endnu ikke er blevet til dette andet, bruger Aristoteles det udtryk, at det efter mulighed er dette andet, at det altså har de indre betingelser for, at en udvikling bliver mulig. - Replikken ...: I de følgende par linier formulerer S.K. i koncentreret og abstrakt form et væsentligt og præcist synspunkt om, at en digterisk fremstilling af fortvivlelse kun bliver værdifuld, hvis fremstillingen af en konkret fortvivlelse medtager den realitet, som fortvivlelsen negerer. Når feks. Klaus Rifbjerg i jeg-romanen Brevet til Gerda (1972) fremstiller en fortvivlelse, der bl.a. mangler endelighed, så sker dette i en litterær stil, der altid beholder den jordforbindelse, som bogens drømmende og utålmodige hovedperson ustandselig slipper. I S.K.s eget eksempel på s. 190 er det spurven, der repræsenterer den negerede realitet. - instar omnium: der gælder lige så meget som alle, dvs. evnen for alle evner. - Fichte: Der refereres til den tyske filosof J.G. F.s (1762-1814) tanker om den »produktive indbildningskraft«: hele tilværelsen skabes indefra ved den aktive selvbevidstheds kraftudfoldelse.

189

hiin russiske Hornmusik: Orkesteret bestod af op til tres mand, der hver 375 havde et horn, som kun gav én tone; hver mand skulle altså kun falde ind med denne tone (så det var ikke en takt, men en tone, han blev odslet på at være).

190

det ene Fornødne: Luk. 10,42.

191

Einerlei: ensformighed - afmandet: berovet manddom el. avlekraft - at være som de Andre...: Når S.K. taler om det negative ved at forsvinde i Mængden, mener han ikke, som mange mener i dag, at det modsat positive er at skille sig ud fra denne mængde ved at markere sig positivt i forhold til de andre (hvorved man altså får sin identitet »forærende« af de andre, præcis som man også gør som Numerus (tal, nummer), medlem af mængden), idet forholdet til andre for S.K. er uden betydning for den sande identitet. Det modsatte af at være et nummer er således ikke at være et navn for de andre, men for sig selv og Gud, jf rodemesteren i Frygt og Bæven hvis sande identitet er ukendt for de andre.

192

vinder alle jordiske Fordele .. .:jf Matt. 16,26. - apeiron - peras: egl.: det ubegrænsede - grænsen. Vigtige begreber hos Platon, især i Filebos.

193

kata dynamin: se note til s. 188. - Løber nu Muligheden ...: S.K. fremstiller i det følgende den psykiske tilstand, hvor man ser sig blind på en mulighed, idet man hefter sig ved, at muligheden faktisk er der, men overser, at Tiden eller Nødvendigheden gor den til en illusion i den forstand, at det er urealistisk at forfølge den. Hvis det drejer sig om en enkelt mulighed, vil denne mulighed tiltage i styrke, efterhånden som man fjerner sig mere og mere fra virkeligheden (som ifølge S.K. snarere bør kaldes nødvendigheden, fordi virkeligheden både omfatter nødvendigheden og muligheden), og hvis det drejer sig om flere muligheder, vil de formere sig, efterhånden som man leger mere og mere med dem. - Phantasmagorier: gøglebilleder, fantasibilleder. - som Philosopherne forklare, jf Hegel, Werke, VI, Berlin 1840, s. 292: Die Nothwendigkeit ist zwar richtig als Einheit der Moglichkeit und Wirkhchkeit definirt worden.

195

for Gud er Alt muligt: Matt. 19,26, Mark. 14,36, Luk. 1,37. - Richard II: S.K. citerer Schlegels oversættelse af Shakespeare. I Lembckes oversættelse lyder stedet: O, Frænde, forbandet være du, som ledte mig bort fra Fortvivlelsens den jevne Vej! (III. akt, 3. scene i de nævnte oversættelser svarer til III. akt, 2. scene i originalteksten).

196

det Dialektiske i at troe ...: jf. Frygt og Bæven, og Tre opbyggelige Taler, 1843, s. 157: den, der troer Gud mod Forstanden, han bekræftes i det indvortes Menneske (sml. ovenfor om: at tabe Forstanden for at vinde Gud). - hiin Konge...; se note til Frygt og Bæven s. 29.

197

Respirationen: af lat. respirare, ordret: ånde (spirare) igen (re-), ånde ind og ud - Interjektion: Tankegangen er, at fatalisten har kvalt sig selv i forhold til Gud og kun kan formulere dette forhold som momentane og desperate udråb. - Suurstoffet: ilten. - Statsminister: minister der var medlem af statsrådet. - Dunstkreds: atmosfære. - qvantum satis: så meget som er tilstrækkeligt.

199

Veritas est...: sandheden angiver både sig selv og det usande. Frit citat fra 376 Spinozas Ethica, II, Schol. til Propos. 43. - socratisk: jf. Diogenes fra Laerte, Om de berømte Philosophers Liv og Lære, II, 5, 31: Der er, sagde han, kun eet eneste Gode, nemlig Oplysning og eet eneste Onde, Vankundighed (Riisbnghs oversættelse, Kbh. 1812, s. 70).

200

Belle-Etagen: 1. sal. - Aandløshedens Angest: se SV IV 400-403. - Folkesagnet: se Irische Elfenmärchen, ubersetzt von den Brüdern Grimm, Leipzig 1826, s.LXXXIII.

202

de gamle Kirkelærere: Augustin, De Civitate Dei, XIX, 25. - Hedningen ... anpriste Selvmord: dette gælder især de stoiske filosoffer, men opfattelsen af selvmord som oprør mod Gud findes hos Platon, Faidon 61-62. - Hysteron-Proteron: sidst-først; det, der skulle komme sidst, er anbragt først.

203

Vigilius Haufniensis: se SV IV 402.

204

i det Senere: dette afsnit blev aldrig skrevet. Spørgsmålet berøres kun i en bemærkning på s. 216.

205

kata dynamin: se note til s. 188. - Modus: måde, form, måde at træde frem på

206

Reflexion i sig: dvs. selvrefleksion.

207

hans Selv, og ham selv...: dvs. hans selv og ham selv er et noget, som hører med inden for... - to heteron: det andet. - endog begjerende...; Selv når det begærer, er dette selv ikke et selvstændigt subjekt (svarende til grammatisk nominativ), ikke en handlende som vil noget, men en passiv modtager (svarende til grammatisk Dativ) med et barnligt el. ureflekteret begær. - tilstøder (at støde - til): hermed fremhæver S.K. igen det passive ved det umiddelbare selv, der modtager skæbnens stød. - quid nimis: ordret: noget for meget. Hentydning til det latinske (opr. græske) ordsprog: ne quid nimis, intet for meget, dvs. gør ikke noget i for høj grad, hold måde. Kun refleksionen er i stand til at overskue og dermed relativere det umiddelbart overvældende (det, der er »for meget« for det umiddelbare selv og bringer det til fortvivlelse), hvad enten dette er en ulykke eller en lykke. - situeret: placeret.

209

Man fortæller om en Bondemand...; jf Molbohistorier, udgivet af L.R. Tuxen, Kbh. 1866, s. 30-31, hvor historien anføres i en lidt anden version.

210

Omsætning: det at skille sig af med selvet er en stor og definitiv beslutning, som et større salg.

212

Omverdenens Rejlexion: dvs. refleks, afspejling.

213

und rings umher...: Goethes Faust, I, se. 4, 1479. Mefistofeles vil overtale Faust til at forlade studierne og spekulationerne og begive sig ud i livet: Jeg siger Dig: en Karl, der spekulerer, / er som et Dyr, hvem Fanden maltrakterer / og kører rundt paa Heden med i Ring, / mens grønne Marker ligge trindtomkring. (P. Hansens oversættelse). - trods nogen Yngling: lige så godt som nogen y. - fuimus: vi har været - (og er ikke mere -), jf.VirgilsÆneiden, II, 325.

214

Præsens in futuro ... præterito: nutid i fremtid, nutid i fortid. Det fælles er, 377 at det både for ynglingen og den ældre er nutid, at de ikke vil være sig selv, hvilket her konkret betyder, at de jordisk fortvivler over det bestemte selv, som de henholdsvis er bundet til i fremtiden og lod sig binde til i fortiden.

215

in toto: som helhed.

216

Selvet er dobbelt dialektisk: Når man fortvivler over sig selv, fortvivler man over det selv, som har syndet ved at dyrke det jordiske og negligere det evige, men når man fortvivler om sig selv, fortvivler man, fordi man ikke har realiseret sit ideale, åndelige selv og dermed det rette forhold til Gud

219

vore Tiders Bestandig-Selskabelige: S.K. hentyder til selskabeligheden i foreninger; i begyndelsen af 1840'erne havde København blandt sine større klubber »Den bestandig borgerlige Forening« og »Det forenede borgerlige Selskab«. - Epigram kort, fyndigt digt der giver udtryk for en tanke, ofte satirisk og med en overraskende slutpointe. - horis succesivis: i på hinanden følgende timer, time efter time. - Timer ... levede for Evigheden: hentydning til titlen på en andagtsbog af C.F. Sintenis, Stunden fur die Ewigkeit gelebt, Berlin 1791-92, da. overs. 1795: Timer, levede for Evigheden.

220

Richard III: I Shakespeares Richard III, IV, 4, lader R. trommerne røre for at overdøve sin moders og Dronning Elisabeths anklager: Blæs, Trompeter! / Rør Trommen, slaa Alarm! at ikke Himlen / Skal høre disse Sladderkvinder smæde / Vorherres Salvede! Blæs, siger jeg! (østerbergs oversættelse). - omnibus numeris absoluta: afsluttet i enhver henseende, dvs. fuldendt.

221

poetice: digterisk. - dæmonisk se note til Frygt og Bæven s. 87.

222

i Begyndelsen: 1. Mos. 1,1. Han vil altså ikke acceptere sit af Gud skabte selv, men vil bruge den frihed, som hans bevidsthed om at være ånd giver ham, til at være sin egen gud og skabe sit eget selv. - Stoicisme: der tænkes på stoikernes lære om at hæve sig over det konkrete.

223

Prometheus: Ifølge den græske mytologi stjal P. himlens ild og bragte den til jorden, og P. er senere blevet opfattet som en helt, der stjal ilden for menneskenes skyld. - den løsende... bindende Magt: jf. Matt 16,19. - Ataraxi: uforstyrrelighed (udtryk fra den stoiske filosofi).

224

promethisk: Som straf for tyveriet af ilden lod Zeus Prometheus lænke til en klippe. - Pæl i Kjødet: 2. Kor. 12,7.

226

i reen græsk Forstand: »dæmonisk« kommer af græsk »daimon«, der hos Platon betegner et overmenneskeligt væsen, en mellemting mellem en gud og et menneske. - Overtroens Fortælling: sandsynligvis tænkes her på Rübezahl i Musäus' Volksmarchen, tredie legende, Musæus Folkeæventyr, Kbh. 1840,II,s.65-66.

227

tantalisk: Tantalus var en græsk sagnkonge, som af guderne blev dømt til evigt at plages af tørst og sult. I Underverdenen stod han i vand til læberne og med en frugtgren hængende over hovedet. Når han ville drikke, trak vandet sig tilbage, og når han ville spise, trak grenen sig væk.

231

hvad Juristerne kalde qvalijiceret: en kvalificeret forbrydelse er en 378 forbrydelse, som straffes strengere end forbrydelsen i dens typiske form. S.K. nævner selv to eksempler på s. 234. forbrydelse mod en embedsmand og fadermord. - Confinium: grænseområde. - Kategoriernes Conjunktion: Konjunktion er den astronomiske betegnelse for det forhold, at to himmellegemer set fra Jorden ses i samme retning. Kategoriernes k. vil da sige, at kategorien »Digter« peger i retning af el. er orienteret mod »det Religieuse«. Muligvis ligger der også heri, at det digteriske samtidig skjuler el. skygger for det religiøse,

232

Nurnberger-Billeder: billeder af ringe kvalitet.

233

en ældre Dogmatik: Der refereres til det argument i den ortodokse lutherske dogmatik, at Guds uendelighed gør skyld mod Ham uendelig, og at straffen derfor også må være uendelig. - recurrerede: søgte tilbage. - en senere Dogmatik: Hos den tyske filosof Kant forkastes bestemmelsen synd mod Gud, fordi Gud hos Kant »forsvinder« i den almengyldige morallov, jf. note til Frygt og Bæven s. 65.

234

kun stundom syndedes...: Der hentydes til, at den ortodokse lutherske dogmatik skelnede mellem synder mod Gud, synder mod én selv og synder mod andre. - uden Gud i Verden: Ef 2,12. - pelagiansk-letsindige: Pelagius (ca. 400) og dennes tilhængere nægtede arvesynden.

235

de glimrende Laster: jf s. 202. - een Djævel ved Djævelens Hjælp: jf Matt. 12,24. - det Sidste ... væne end det Første: Matt. 12,45. - Bogstavregning: dvs. definitionen er en formel, der sammenfatter det fælles og fundamentale og dækker alle konkrete tilfælde.

236

Speculation: Ordet anvendes af S.K. som betegnelse for Hegels filosofi og dermed for den opfattelse, at modsætninger lader sig ophæve ved at anskues fornuftigt Mod dette fastholder S.K. her det absurde og paradoksale i kristendommen, og det enkelte menneskes betydning som andet og mere end det at være medlem af et samfundsmæssigt fællesskab.

237

Christi egen Anviisning: se Matt. 11,6, 26,31, Joh. 6,61. - i hvis Hjerte det aldrig .:jf 1. Kor. 2,9. - quid nimis: for meget, jf. s. 207

238

Daarskab:jfA. Kor. 1,18-25.

239

giver op uden om: som et eksamenspensum ud over det forlangte. - gyldne: hentydning til udtrykket »den gyldne middelvej«, Horats' Oder II, 10, 5.- ne quid nimis: se note til s. 207.

240

am Ende: til sidst. - de facto: efter sin handling, objektivt set. - Synd er Uvidenhed: denne definition er udledt af, at Sokrates mente, at dyd er viden.

241

vindicerer: tillægger, tilkender. - Prius: forudgående, tilgrundliggende.

242

quod erat demonstrandum: hvad der skulle bevises. - Aabenbaring fra Gud: jf Pap. VII l A 192: Dersom En vil sidde rolig, objektiv paa sit Studerekammer og speculere: hvorledes skulde han kunde forstaae en Forsonings Nødvendighed; da jo en Forsoning kun er nødvendig i den ængstede Samvittigheds Forstand. Dersom det stod i et Menneskes Magt at leve hen uden at behøve Spise: hvorledes skulde han saa forstaae Nødvendigheden af Spise, som den Sultne saa let forstaaer? Og saaledes er det aandeligt. Et Menneske kan erhverve den Ligegyldighed som gjør 379 Forsoningen overflødig, ja det naturlige Menneske er egentlig i denne Tilstand: men hvorledes skulde man i denne Tilstand kunde forstaae Forsoningen. Det er derfor saa consequent af Luther, at han lærer, at Mennesket maa belæres ved en Aabenbaring om hvor dybt han ligger i Synd; at den ængstede Samvittighed ikke er noget der saaledes følger af Naturen som det at være sulten. - kategorisk Imperativ: Egentlig et udtryk fra Kants filosofi. Kant forstår derved morallovens ubetingede bud. Med tilføjelsen »intellectuelt« giver S.K. udtrykket betydningen: befaling man ikke kan undlade at opfylde (fordi forståelsen af det rette tvinger én til at realisere det).

243

in abstracto: abstrakt. - eo ipso: med det samme. - Coinddentspunkt: fælles punkt, berøringspunkt

244

med Adriennen paa: Der hentydes til steder i Holbergs komedier, f.eks. Den politiske Kandestøber IV, 2, og Barselstuen II, 2, hvor det at være iført en adrienne (fin lang, folderig damekjole) forbindes med, at jævne personer ønsker at spille fine. - i en ringe Tjeners Skikkelse: Fil. 2,7. - som Skriften siger: Mark. 10,34, Luk. 18,32. - godt at være: Matt. 17,4.

245

Direction: retning, angivelse af retning. - Klangfigur: mønster der dannes på en vandret metal- el. glasplade, når denne er bestrøet med fint sand el.lign. og sættes i svingninger ved strygning med en violinbue. - vidunderligt: på en overnaturlig måde, underfuldt. - Overgangen ... Systemet: Der er tale om Hegels filosofiske system, hvor enhver udvikling el. overgang el. bevægelse tænkes at forløbe med deterministisk nødvendighed, jf. note til »foreløbige Bevægelse« Frygt og Bæven s. 9. - cogito ergo sum: jeg tænker, altså er jeg; den franske filosof Descartes' filosofiske grundsætning. - Dig skeer, som Du troer: Matt. 9,29.

246

cito citissime: hurtigt, meget hurtigt - geschwind wie der Wind: hurtig som vinden. - Interim: midlertidigt, foreløbigt, dvs. afgørelsen udsættes.

247

Aktor: anklager.

248

den orthodoxe Dogmatik ...: I den luthersk-protestantiske kirkes dogmatiske bekendelsesskrift, den Augsburgske Konfession, hedder det i artikel 19: »Aarsagen til Synd (...) er (...) de Onde, nemlig Djevlens og de Ugudeliges Villie, hvilken, forladt af Guds Bistand, vender sig fra Gud«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse, Kbh. 1825. Den lutherske dogmatik har gennemgående fastholdt denne opfattelse, at synden er et frafald fra Gud, en positiv viljesakt. - pantheistisk: Der hentydes til den kritik, der på S.K.s egen tid blev rettet mod Hegel for panteisme, dvs. for en forståelse af det onde som det blot tilsyneladende onde, der er et nødvendigt, negativt stadium på vejen mod det højere gode. - en saakaldet spekulativ Dogmatik: der tænkes især på den danske teolog H.L. Martensen. - begribe denne Bestemmelse...; At begribe el. forstå Synden som Position forudsætter, at synden placeres i forhold til sin logiske modsætning (negeres).

249

Detaschement: mindre militær styrke med særlig opgave. - abrenuntierer: afsværger. - Negationens Negation: I Hegels logik betyder Negationens380Negation, at når et begreb er blevet negeret af sin modsætning el negation, så sker der endnu en negation, idet de to modsætninger samles i en højere enhed (hvor modsætningen mellem dem altså er ophævet). Hvis således synden negerer det gode, så forsoner angeren denne modsætning ved at negere synden og etablere en højere positiv enhed. - Overgangen ...; I Hegels logik forløber Overgangen fra et begreb til et andet glidende, med logisk automatik. Fra evighedens synspunkt (Sub specie æterni og æterno modo er to udtryk for det samme), dvs. set fra det højeste abstrakte synspunkt er alle overgangene eller det Spatierende (dvs. det der udgør afstanden mellem de enkelte udviklingstrin) slet ikke til, fordi udviklingen forløber af sig selv, som logisk-deterministisk system, og dermed fra starten har sin forudsigelige afslutning indbygget i sig, hvorved overgangene sådan set er en illusion. At sætte el. ponere bliver derfor (eo ipso: uden videre) det samme som at ophæve, fordi en position el. et begreb af sig selv afføder sin egen negation eller automatisk bliver komplementeret af sin modsætning (det ufuldendte el. uafsluttede, svarende til den grammatiske tid Imperfectum, bliver af sig selv fuldendt el. afsluttet, Perfectum). Hegels rene Tænkning, det abstrakt-logiske system, står for S.K. i modsætning til »Virkelighedens Verden«, hvor der er kvalitative forskelle, og hvor intet forløber af sig selv, men hvor al bevægelse forudsætter menneskelig handlen, jf. note til Frygt og Bæven s. 42.

250

Gudsfrygt er Viisdoms Begyndelse: SI. 111,10, Ordsp. 1,7, 9,10. philosophice, poetice: filosofisk, digterisk, jf s. 246 om den »æsthetiske og methaphysiske Erkjenden«.

251

Socrates ... den meest Vidende: S. fortæller selv i Platons Apologi 21 a, at Oraklet i Delfi har erklæret ham for det viseste menneske. - Synden ... som druknet i Havet: Mika 7,19.

252

underlægger Alt under Synd: Gal. 3,22. - som Skriften siger: Åb 3,16 (Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af mm mund).

253

Hengesæk: hængedynd - Tilsætninger: tilføjelser. - befordres: ansættes som embedsmand. - in puris naturalibus: egl.: i den rene naturtilstand, dvs. uden nogen påklædning; her snarest: uden omsvøb. - Sogne: verdslige.

254

overgaaer al Forstand: Fil. 4,7. - uskateerlige: uvurderlige.

256

anslaaes: medregnes. - Fortabelsens Ajvei: if. Matt. 7,13.

257

et Ordsprog: her synes at sigtes til det latinske: errare humanum est (at fejle er menneskeligt), men dets fortsættelse plejer at lyde: men kun en tåbe fremturer i sin vildfarelse. - desultoriske: springende, her brugt i bet.: diskontinuerlig. - Macbeth: S.K. citerer Ludwig og Dorothea Tiecks oversættelse. I den engelske original står: Things bad begun make strong themselves by ill (som Østerberg oversætter: Ondt styrker alt hvad der begyndte slet). I S.K.s citat står ordret: »Gerninger, der er udsprunget af synd, får kun kraft og styrke gennem synd« (her har S.K. ændret den tyske tekst fra Sünden: synder). Macbeth mener på dette sted, at mordet på Duncan »styrkes« af det nye mord på Banquo, altså svarende til at »den ene Synd føder ny Synd af sig«.

381

258

impetus fart.

259

diætetisk: vedr. levevis.

260

Mephistopheles: Faust, I, Wald und Hohle, slutningen - Aerostrat: dvs. aerostat, luftballon. - Macbeth ...: S.K. citerer Ludwig og Dorothea Tiecks oversættelse. I Østerbergs oversættelse lyder stedet (II. akt, 3. scene, som i originalteksten): »fra nu af / er intet her paa Jorden Alvor værd, / alt er kun Tant; Mands-Dyd og Ry er døde«. Gnade (som svarer til Østerbergs »Mands-Dyd«) betyder ofte nåde (originalen har »grace«), men hos Shakespeare er der ikke tale om den guddommelige nåde, men om menneskelig yndest el. gunst.

261

det Omineuse: det skæbnesvangre.

262

de gamle Opbyggelsesskrifter: f.eks. Johs. Tauler, Predigten, Berlin 1842, III, s. 36 f.

264

cominus ... eminus: på nært hold (i nærkamp), på afstand (i fjernkamp). Begge udtryk tilhører det romerske militærsprog. - er man eo ipso ...: er man netop derved (langt borte), betyder dette, at man er langt borte.

265

Horreur: gysen. - epigramatisk: se note til s. 219.

266

Jøderne.. .forargedes...: Matt. 9,2-3.

267

Gud... er ikke Forvirringens Gud: 1. Kor. 14,33. - Aristoteles: Der refereres sandsynligvis til Politik III, 11, hvor A. dog kun ser ligheden mellem mængde og dyr som noget, der gælder i nogle tilfælde. - saa slaaer det jo philosophice til...: philosophice: filosofisk. I det følgende hentydes til D.F. Strauss, Leben Jesu (1836), som hævder, at Gud-mennesket er menneskeheden. - idem per idem: det samme ved (bevist ved) det samme, dvs. en cirkelslutning. Her synes udtrykket at betyde en fuldkommen identitet.

268

en Konge giver en friere Forfatning: I marts 1848 lovede Kong Frederik VII at give Danmark en konstitutionel forfatning; løftet blev opfyldt ved Grundloven af 5. juni 1849. - aldrig opkommet i noget Menneskes Hjerte: jf 1.Kor. 2,9. - cogito ergo sum:jf. s. 245. at tænke er at være.

269

e concessis: ud fra indrømmelser; jf. ovenfor: Dog lad det nu saa være. - saa lidet som ude paa Kirkegaarden ...: S.K. citerer sig selv fra talen »Ved en Grav« (SK V 280). - teleologisk: hensigtsmæssigt bestemt - Frygt og Basven: Fil. 2,12.

270

item: ligeledes. - tage sig af Spurvene: f. Matt. 10,29. - Lærebogen: i Balles Lærebog, dvs. Biskop Nicolai Edinger Balle, Lærebog i den evangelisk-christelige Religion, til Brug i de danske Skoler (1791), 1. kap., III, § 6, omtales Guds allestedsnærværelse. - Abbreviatur: forkortning, forenkling. Udtrykket bruges hos S.K. til at karakterisere logisk, abstrakt tænkning i modsætning til konkret virkelighed. - comprehendit: betyder både: begriber, og: omfatter. - continentur: holdes sammen.

271

opposita juxta ...: modsætninger fremtræder tydeligere ved at sættes ved siden af hinanden, - prædiceres: udsiges. - via negationis... via eminentiæ ad nægtelsens vej ... ad forstærkelsens vej. Udtryk i den skolastiske filosofi for to måder at bestemme Guds egenskaber på. Ad den første vej bestemmes de negativt ved at fraskrive Ham al endelighed og ufuldkommenhed, 382 ad den anden positivt ved at tillægge Ham de menneskelige dyder i fortrinlig grad. - Accomodation: Således kaldte man i oplysningstidens teologi den guddommelige åbenbarings tilpasning til menneskenes begrænsninger, fordomme og vildfarelser. - ligesaa umuligt som et Fløitespil.. .:jf. Platons Apologi 27 b.

272

anthropopathiske: som tildeler Gud menneskelige lidenskaber. - overfare: overkomme, magte. - Kreaturer: her: tilhængere.

273

sympathetisk Blæk: usynligt blæk. - modo ponendo: i positiv form, på den sættende el. ponerende måde; dvs. at gå ud fra, sætte, at kristendommen er usandhed - Synd mod den Hellig-Aand: Matt 12,31-32, Mark. 3,29. - eviterende ... pedem referens: undvigende ... vigende, idet man trækker sig tilbage.

274

Prinds Henrik: l Henrik W fremstilles Kronprins Henrik, den senere Henrik V, som Falstaffs soldebroder. - indbyde Alle at komme til sig: jf. Matt. 11,28.

275

salig Den, som ikke forarges paa mig: Matt 11,6. - Historie-Maleri: Med dette ord markeres, at der refereres til S.K.S forlovelse med Regine Olsen fra efteråret 1840 til efteråret 1841, der blev hævet, fordi S.K. ifølge sin egen fremstilling mente sig ude af stand til at indgå ægteskab, af årsager hvis præcise karakter han ikke ønskede at røbe. Til gengæld lader han forfatterskabet myldre med mulige fortolkninger af denne forlovelseshistorie, men netop kun som muligheder: der gives ingen nøgle til den virkelige historie, ligesom den virkelige histone, i det omfang den kendes, selvfølgelig heller ikke er nogen nøgle til forfatterskabet, men en privat baggrund som forfatterskabet har ladt bag sig, og som er uvedkommende for forfatterskabets generelle fremstillinger. Der er, først og fremmest på grundlag af de mange antydninger i forfatterskabet og i de efterladte papirer, blevet fremsat mange teorier om, hvordan det faktisk forholdt sig: man kan gætte på fysiske og psykiske skavanker og på mørke punkter i fortiden; eller på at sådanne forholds betydning enten depressivt er blevet overdrevet eller etisk-religiøst er blevet bedømt ud fra en meget streng målestok; eller på at sådanne forhold ubevidst er blevet brugt som påskud for at undgå ægteskab, måske fordi S.K. foretrak at kunne koncentrere sig om sit forfatterskab; eller man kan gætte på forskellige kombinationer af de mange muligheder.

276

viscera: indvolde. - en Græker: se Plutarch, »De garrulitate« VIII: i at tale har vi mennesker, i at tie guder til lærere, idet vi jo iagttager tavshed ved hellige handlinger og mysterier. - paa det at: for at... - Faderen og jeg er Eet: Joh. 10,30. - Døve høre...: Matt 11,5. - Enhver prøve sig selv: 1. Kor. 11,27-28 (Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken.) - De ere Christi egne Ord: der menes ordene: salig Den, som ikke forarges paa mig. - mod Slutningen af sit Liv: Matt 26,31.

383

277

berede ham Veien: sml. Mark. 1,2-3. - den Elendigste af Alle: jf. 1. Kor. 15,19. - forøge mig den Luk. 17,5. - mon Troen findes paa Jorden: jf. Luk. 18,8.

278

som man frækt har sagt: i digtet »Die Heimkehr« i Heines Buch der Lieder (1827). - Kongeloven Danmarks forfatning fra 1665 til 1849. - fornemt: hovmodigt, afvisende.

279

hvad tykkes Dig om Christus: jf. Matt. 22,42. - doketisk eller rationalistisk: Doketismen lærte, at Kristus ikke havde virkelig menneskelig natur, men iførte sig et skinlegeme. Rationalismen benægter fuldstændig Kristi guddommelighed; Kristus er kun et menneske. - Som Jødeme sagde om Christus: Matt 9,34, 12,24. Netop dette betegnes i Matt. 12,31-32 som »Synd mod den Hellig-Aand«.

»Ypperstepræsten...«

285

det at give saligere ...: Ap. G. 20,35.

287

Hvor skulde vigaae hen ...:jf.Joh. 6,68.

288

haver Salt i Eder selv ...: Mark. 9,50

289

kommer hid ... Alle L. : Matt. 11,28. - Lilien paa Marken. .: Matt. 6,26-28. - ikke det... hælde sit Hoved: Luk. 9,58. - de stredes endog om .. .: sml. Mark. 10,37.

290

Verdens Frelser: Joh. 4,42. - raab ei... paa: gør ikke kraftigt opmærksom på, klag ikke over.

292

hvem den onde Aand jo førte...: Matt. 4,1 ff 294 M. T.: min tilhører.

296

A. T.: andægtige tilhører. - Evangeliet om Pharisæeren og Tolderen: Luk. 18,9-14. - stod for sig selv: Luk. 18,11, oversættes nu: trådte frem.

297

den øverste Plads ved Gjestebud: Luk. 14,8-10.

300

hvad Skriften siger om alle Toldere og Syndere: Luk. 15,1

302

til Lykke og Velsignelse: traditionel hilsen til én der har været til alters. - hiin Qvinde:Luk. 10,38-42.

303

at komme til Dig: sml. Matt. 11,28. - at blive i Dig: jf Joh. 15,4. - den fuldkomne Kjerlighed, der udjager Frygt: 1. Joh 4,18. - Synderinden: Luk. 7,37-50.

305

Sorrigs-Huus ... Gjestebuds-Huus: Præd. 7,2. - skjultere Indelukke: skriftestolen i de romersk-katolske kirker. - iLøndom: Matt. 6,6.

307

Menneskens Søn: ældre bibeloversættelse (nu. Menneskesønnen).

309

kommer hid alle I...: Matt. 11,28.