Kierkegaard, Søren Uddrag fra Begrebet Angest

↩ Synden tilhører da kun forsaavidt Ethiken, som det er paa dette Begreb den strander ved Angerens Hjælp*. Skal Ethiken optage Synden, da er dens Idealitet forbi. Jo mere den forbliver i sin Idealitet, og dog aldrig bliver umenneskelig nok til at tabe Virkeligheden af Syne, men corresponderer med denne ved at ville henstille sig som Opgave for ethvert Menneske saaledes, at den vil gjøre ham til det sande, til det hele Menneske, Mennesket [x][x][x]' [x][x][x][x][x][x], desto mere spænder den Vanskeligheden. I Kampen for at realisere Ethikens Opgave viser Synden sig ikke som Noget, der kun tilfældigt tilhører et tilfældigt ** Dette Punkt betræffende vil man finde adskillige Bemærkninger i det af Johannes de silentio udgivne Skrift Frygt og Bæven (Kbhvn 1843) Her lader Forfatteren flere Gange Æsthetikens forønskede Idealitet strande paa Ethikens fordrede Idealitet, for i disse Sammenstød at lade den religieuse Idealitet komme tilsyne som den, der netop er Virkelighedens Idealitet, og derfor ligesaa ønskelig som Æsthetikens og ikke umulig som Ethikens, dog saaledes, at denne Idealitet bryder frem i det dialektiske Spring og i den positive Stemning: see Alt er nyt, og den negative Stemning, som er det Absurdes Lidenskab, hvortil svarer Begrebet »Gjentagelsen« Enten er hele Tilværelsen endt i Ethikens Fordring, eller Betingelsen skaffes tilveie, og hele Livet og Tilværelsen begynder forfra, ikke igjennem en immanent Continuitet med det Foregaaende, hvilket er en Modsigelse, men ved en Transcendents, der adskiller Gjentagelsen fra den første Tilværelse ved en Kløft saaledes, at det kun er en billedlig Tale, naar man vilde sige, at det Foregaaende og det Efterfølgende forholde sig til hinanden som den Totalitet af levende Væsener, der findes i Havet, forholde sig til den i Luften og paa Jorden, skjøndt dog efter nogle Naturforskeres Mening hun prototypisk skal i sin Ufuldkommenhed præformere Alt, hvad denne aabenbarer. Med Hensyn til denne Kategorie kan man sammenligne »Gjentagelsen« af Constantm Constantius. (Kbhvn. 1843) Denne Bog er vel en snurrig Bog, hvad dens Forfatter jo ogsaa har villet, men han er dog, saavidt jeg veed den første, der har med Energie fattet »Gjentagelsen« og ladet den øine i sin Begrebs Prægnants til at forklare Forholdet mellem det Ethniske og det Christelige, ved at udpege den usynlige Spidse og det discrimen rerum, hvor Videnskab bryder mod Videnskab, indtil den nye Videnskab kommer frem. Men hvad han har opdaget har han igjen skjult ved at indklæde Begrebet i den tilsvarende Forestillings Spøg Hvad der har bevæget ham hertil er vanskeligt at sige, eller rettere at forstaae, thi han siger jo selv, at han skriver saaledes »for at Kjetterne ikke skulle forstaae ham« Da han kun har villet æsthetisk og psychologisk beskæftige sig dermed, saa maatte Alt lægges humoristisk an, og Virkningen tilveiebnnges derved, at Ordet snart betyder Alt, snart det ubetydeligste af Alt, og Overgangen eller rettere den idelige Falden ned fra Skyerne motiveres ved sin lavcomiske Modsætning. Imidlertid har han dog p 34 angivet temmelig bestemt det Hele: »Gjentagelsen er Metaphysikens Interesse, og tillige den Interesse, paa hvilken Metaphysiken strander, Gjentagelsen er Løsnet i enhver ethisk Anskuelse; Gjentagelsen er conditio sine qua non for ethvert dogmatisk Problem« Den første Sætning indeholder en Hentydning til den Sætning, at Metaphysiken er interesselos, ligesom Kant sagde det om Æsthetiken Saasnart Interessen kommer frem, gaaer Metaphysiken til Side Derfor er det Ord Interesse spatieret I Virkeligheden kommer hele Subjektivitetens Interesse frem og nu strander Metaphysiken Dersom Gjentagelsen ikke er sat, saa bliver Ethiken en bindende Magt, derfor siger han formodentlig, at den er Losnet i den ethiske Anskuelse Naar Gjentagelsen ikke er sat, kan Dogmatiken slet ikke existere, thi i Troen begynder Gjentagelsen, og Troen er Organet for de dogmatiske Problemer. - I Naturens Sphære er Gjentagelsen i sin urokkede Nødvendighed I Aandens Sphære er Opgaven ikke at afvinde Gjentagelsen en Forandring og befinde sig nogenlunde vel under Gjentagelsen, som stod Aanden kun i et udvortes Forhold til Aandens Gjentagelser (ifolge hvilke Godt og Ondt vexle ligesom Sommer og Vinter), men Opgaven er at forvandle Gjentagelsen til noget Indvortes, til Frihedens egen Opgave, til dens høieste Interesse, om den virkelig, medens Alt vexler, kan realisere Gjentagelsen Her fortvivler den endelige Aand Dette har Constantin Constantius antydet ved selv at træde til Side og nu lade Gjentagelsen bryde frem i det unge Menneske i Kraft af det Religieuse. Derfor siger Constantm flere Gange, at Gjentagelsen er en rehgieus Kategone, ham for transcendent, Bevægelsen i Kraft af det Absurde, og det hedder p 142, at Evigheden er den sande Gjentagelse Alt dette har Hr. Prof Heiberg ikke bemærket, men godhedsfuldt villet ved sin Viden, der er, ligesom hans Nytaarsgavc, særdeles elegant og nitid, forhjælpe dette Skrift til at blive en smagfuld og elegant Ubetydelighed, ved med megen Vigtighed at bringe Sagen derhen, hvor Constantm begynder, bringe den derhen, hvor, for at erindre om et nyere Skrift, Æsthetikeren i »Enten - Eller« havde bragt den i »Vexeldriften« Hvis Constantin virkelig skulde føle sig smigret ved paa den Maade at nyde den sjeldne Ære, der bringer ham i et unegteligt udvalgt Selskab - saa maa han i mine Tanker, siden han skrev Bogen, være ble ven, som man siger, stjernegal, men hvis paa den anden Side en Forfatter, som han, der skriver for at blive misforstaaet, glemte sig selv og ikke havde Ataraxie nok til at regne sig det til Indtægt, at Prof Heiberg ikke havde forstaaet ham, saa maatte han atter være stjernegal Og dette behover jeg jo vel ikke at befrygte, thi den Omstændighed, at han hidindtil Intet har svaret Prof Heiberg, tyder tilstrækkeligen paa, at han forstaaer sig selv 21 Individ, men Synden unddrager sig dybere og dybere som en dybere og dybere Forudsætning, som en Forudsætning, der gaaer ud over Individet. Nu er Alt tabt for Ethiken, og Ethiken har hjulpet til at tabe Alt. Der er fremkommen en Kategone, der ligger aldeles udenfor dens Omfang. Arvesynden gjør Alt end mere fortvivlet d.v.s. hæver Vanskeligheden, dog ikke ved Ethikens Hjælp, men ved Dogmatikens. Som al antik Erkjenden og Speculeren laae i den Forudsætning, at Tanken havde Realitet, saa ligger ogsaa al antik Ethik i den Forudsætning, at Dyden er realisabel. Syndens Skepsis er Hedenskabet aldeles fremmed. Synden er for den ethiske Bevidsthed, hvad Feiltagelsen er for dens Erkjenden, den enkelte Undtagelse, der Intet beviser.