Indhold
-
Begrebet Angest
- Distinctionens Tid er forbi, S...
- Afdøde Professor Poul Martin M...
- Forord
- Indledning I hvilken Forstand Overveielsens Gjenstand er en Opgave for Psychologiens Interesse, og i hvilken Forstand den efter at have været Psychologiens Opgave og Interesse peger hen netop paa Dogmatiken.
- Caput I. Angest, som Arvesyndens Forudsætning og som forklarende Arvesynden retrogradt i Retning af dens Oprindelse.
- Caput II. Angest som Arvesynden progressivt.
- Caput III. Angest som den Synds Følge, hvilken er Syndsbevidsthedens Udeblivelse.
- Caput IV. Syndens Angest eller Angest som Syndens Følge i den Enkelte.
- Caput V Angest som frelsende ved Troen.
Alle forekomster
↩ Ved det qualitative Spring kom Synden ind i Verden, og saaledes kommer den bestandig ind. Saasnart dette er sat, skulde man troe, at Angesten var hævet, da jo Angesten blev bestemmet som Frihedens Visen sig for sig selv i Muligheden. Det qualitative Spring er jo Virkeligheden, og forsaavidt er jo Muligheden ophævet og Angesten. Dette er dog ikke saa. Deels er nemlig Virkeligheden ikke eet Moment, deels er den Virkelighed, der blev sat, en uberettiget Virkelighed. Angesten kommer da igjen i Forhold til det Satte og til det Tilkommende. Dog er Angestens Gjenstand nu et Bestemt, dens Intet er virkelig Noget, da Forskjellen mellem Godt og Ondt* er sat in concreto, * * Det Problem hvad er det Gode, er et Problem, der kommer vor Tid nærmere og nærmere, fordi det har afgjørende Betydning for Sporgsmaalet om Forholdet mellem Kirke og Stat og det Sædelige. I Besvarelsen maa man imidlertid være forsigtig Det Sande har hidtil paa en underlig Maade havt Præferencen, idet man har opfattet og fremstillet den Trilogie det Skjonne, det Gode, det Sande - i det Sande (i Erkjendelsen) Det Gode lader sig slet ikke definere Det Gode er Friheden. For Friheden eller i Friheden er først Forskjellen mellem Godt og Ondt, og denne Forskjel er aldrig m abstracto, men kun in concreto Deraf kommer det for den ikke Heelbefarne Forstyrrende i den sokratiske Methode, at han øieblikkelig kalder dette tilsyneladende uendelig Abstracte det Gode tilbage paa det mest Concrete. Methoden er ganske rigtig, kun feilede han (græsk talt handlede han rettehgen) i at opfatte den udvortes Side af det Gode (det Nyttige, det endelig Teleologiske) Forskjellen mellem Godt og Ondt er vel for Friheden, men ikke in abstracto Denne Misforstaaelse kommer af, at man gjor Friheden til noget Andet, til en Tankegjenstand. Men Friheden er aldrig in abstracto Naar man vil give Friheden et Øieblik til at vælge mellem Godt og Ondt, uden selv at være i nogen af Delene, da er Friheden netop i det Øieblik ikke Frihed men en meningsløs Reflexion, og hvortil hjælper saa Experimentet uden til at forvirre. Dersom (sit venia verbo) Friheden bliver i det Gode, da veed den slet ikke af det Onde I denne Forstand kan man sige om Gud (vil Nogen misforstaae det, da er det ikke min Skyld) at han ikke veed af det Onde Dermed siger jeg ingenlunde, at det Onde blot er det Negative, das Aufzuhebende, men det, at Gud ikke veed af det, ikke kan og ikke vil vide af det, er det Ondes absolute Straf I denne Forstand bruges Præpositionen απο i det N T, for at betegne Bortfjernelsen fra Gud, Guds, om jeg saa tør sige, Ignoreren af det Onde Naar man opfatter Gud endeligt, da er det vel nemt nok for det Onde, om Gud vilde ignorere det, men da Gud er den Uendelige, saa er hans Ignoreren den levende Tilintetgjørelse, thi det Onde kan ikke undvære Gud, endog blot for at være det Onde Jeg vil anføre et Skriftsted, 2 Thess l, 9 siges der om dem, der ikke kjende Gud og ikke adlyde Evangeliet οἱτινες δικην τισουσιω, ολεϑρον αιωνιον, απο προσωπου του κυριου, και απο της δοξης της ισχυος αυτου. 103 og Angesten derfor har tabt sin dialektiske Tvetydighed Dette gjælder om Adam, som om ethvert senere Individ; thi ved det qualitative Spring ere de fuldkommen lige.