Kierkegaard, Søren Uddrag fra Begrebet Angest

Mindst kompliceret er forholdet til dogmatikken. Begrebet Angest er allerede på titelbladet orienteret »i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden«, den psykologiske undersøgelse »tenderer til Dogmatiken« (25), og da angsten ved bogens slutning er gennemgået, bliver det færdige resultat afleveret til dogmatikken. Fælles for psykologien og dogmatikken er, at de kun kan beskæftige sig med synden som mulighed, psykologien med »Syndens reale Mulighed« (25), dvs. angsten, og dogmatikken med »Syndens ideelle Mulighed« (smst), arvesynden. Man kan sige, at hensigten med Begrebet Angest hermed er at levendegøre og aktualisere det tunge og dunkle dogmatiske begreb arvesynd, hvis oprindelse så nemt kan synes at fortabe sig i fjerne tider, og som dogmatikken kun kan forklare ved at forudsætte det (jf 22), - at vise hvordan det tager sig ud fra en konkret, menneskelig synsvinkel, hvordan det så at sige opleves i praksis, som menneskelig erfaring: »Arvesyndens Tilstedeværen i den Enkelte er Angest« (50). At arvesynden aktualiseres, betyder imidlertid først og fremmest, at den lettes for meget af sin tyngde: der er ikke nogen kvalitativ, men kun en kvantitativ afstand mellem Adam og det senere menneske. Men når arvesyndens byrde lettes, uden at den dog fjernes helt, så betyder dette samtidig, at frihedens og ansvarets og dermed skyldens og syndens byrde øges. Begrebet Angest advarer mod, at arvesynden på dén måde bliver »det Nærværende« (27), at den identificeres med og dermed bruges som forklaring på »Syndigheden« (smst), der siden Adams synd tungere og tungere (jf 50) har »ligget i luften«. Derved er arvesynden og angsten samtidig vokset 155 kvantitativt, men ligesom disse ikke kan forklare syndigheden, så kan den kvantitativt øgede syndighed heller ikke forklare, at mennesker faktisk og kvalitativt synder. Selv om syndigheden er vokset, så kan dens udbredelse ikke forklares ved, at den skyldes smitte: »Syndigheden er ikke en Epidemie, der forplantes som Koekopperne« (37). Synden kan altså efter S.K.s fremstilling hverken forklares ved henvisning til et smitsomt miljø eller til en determinerende arv. For S.K. er det afgørende, at det enkelte individ ikke blot er et »Løbenummer i Slægtens almindelige synkende Fond« (31). Selv om arvesynden, angsten, og de andres syndighed ikke automatisk determinerer den enkelte som synder, så skaber arv og miljø dog en modtagelighed, en prædisposition (jf 45, 58).