↩ Det er interessen for konkret, menneskelig virkelighed, og denne virkeligheds forhold til Gud, der er nerven i hele S.K.s forfatterskab. Og det er da også forholdet mellem videnskab og virkelighed, der er det centrale i afgrænsningen af psykologien over for etikken i Begrebet Angest. Etikken beskæftiger sig i modsætning til psykologien og dogmatikken med syndens virkelighed. Og det er her, tampen brænder (jf 49) i Begrebet Angest. Som nævnt kan syndens virkelighed ikke gøres til genstand for videnskabelig behandling. Dette skyldes, at den er et udtryk for det uforståelige, paradoksale forhold mellem det enkelte menneske og Gud Etikken gør derfor heller ikke syndens virkelighed til genstand for nogen form for videnskabelig behandling, den »er aldrig iagttagende, men anklagende, dømmende, handlende« (24). Fælles for angsten og arvesynden er deres »dialektiske Tvetydighed« (50). Det kan synes, som om de forklarer skylden og synden, »det qualitative Spring« (smst.) - men så gør de det ikke alligevel. Begrebet Angest kredser ustandselig, tilsyneladende tættere og tættere, men også tvetydigere og tvetydigere, omkring syndens virkelighed; som læser kan man næsten opleve, at en forklaring fortroligt, men desværre utydeligt, hviskes i ens øre; bogen kan undertiden synes at have indfanget synden i forklaringens net, for så i sidste øjeblik at lade synden og dermed forklaringen smutte eller »springe«. Psykologien kan »bringe det saavidt, at det er som var Synden der, men det Næste, at den er der, er qualitativt forskjelligt fra dette« (23). Psykologiens billede af synden afsløres som en »Skuffelse [dvs. illusion]« (24), der er et udtryk for »Psychologiens Afmagt« (smst), idet den ægte eller virkelige synd forandrer alt »med det Gaadefuldes Pludselighed«