Kierkegaard, Søren Uddrag fra Begrebet Angest

Angsten lokker mennesket mod synden, selv om den som sagt ikke kan forklare, at mennesket faktisk synder; men når mennesket har syndet, er angsten straks parat til tvetydigt at pege på nye muligheder: »Paa den ene Side er Syndens Continuitet den Mulighed, der ængster; paa den anden Side er Muligheden af en Frelse igjen et Intet, hvilket Individet baade elsker og frygter« (51). Selv om enhver mulighed i Begrebet Angest både drager og skræmmer, så kan det synes, at angsten fremstilles således, at den har lettere ved så at sige at lokke mennesket med på den, hvis det drejer sig om en negativ mulighed, mens den, hvis det drejer sig om en positiv mulighed, overvejende synes at få mennesker til at stivne: »Evigheden vil man ikke tænke alvorligen, men er angest for den, og Angesten hitter paa hundrede Udflugter« (140).