↩ I sin fremstilling af sit forhold til samtiden fremhæver S.K. overalt sin opposition til tidens harmoniserende bestræbelser. Imidlertid er han selv et barn af andre og mere urolige strømninger i tiden, der bl.a. kommer til udtryk i politiske krav om forandring. Men mens tidens øvrige uro får både tro og regimer til at vakle, idet den vender sig mod de gamle autoriteter: Gud og Kongen, så har S.K.s oprør en anden retning, det er så at sige et oprør fra øven; men det er stadig et oprør, idet det taler den fortrængte friheds sprog, og ikke magtens øg 177 autoritetens. Den historiske parallel antydes i Begrebet Angest: »Medens de enkelte Regjeringer nuomstunder leve i Frygt for urolige Hoveder, saa leve kun altfor mange Individualiteter i Frygt for et uroligt Hoved, der dog er den sande Rolighed - for Evigheden« (138). S.K. kan ses som en revolutionær, der peger på troen og det gode som den eneste sande frihed Dér, hvor tidens harmoniserende bestræbelser forsøger at bygge bro for at dæmpe uroen, fremhæver S.K. den afstand og modsætning mellem Gud og mennesker, som han mener mennesker burde se som en udfordring, men som får dem til at flygte fra friheden.