↩ Begrebet Angest er således bevidst om at være skrevet i en tid, hvor det går stærkt, hvor tiden så at sige er ved at løbe fra evigheden. Med sine tanker om øjeblikket, der er omtalt i det foregående, ligesom med Begrebet Angest som helhed, ønsker S.K. at standse tiden, således at tiden bliver bevidst om sig selv i forhold til evigheden: det gælder »nu mere end nogensinde [at] det nærværende Liv viser sig som et flygtigt forbifarende Øieblik. Men istedenfor deraf at lære at gribe 178 det Evige, lærer man kun at jage Livet af sig selv og sin Næste og af Øieblikket - i sin Jagen efter Øieblikket« (97). I det sidstnævnte øjeblik forsøger mennesker så at sige på egen hånd at fastholde det forsvindende øjeblik ved at fylde det med jordisk betydning - for på den måde at få det til at ligne en slags evighed. Begrebet Angest synes at forudse, at evigheden er på vej til helt at blive overdøvet af tonerne fra den »Øieblikkets Vaks« (97), som mennesker fører op.