↩ Böös sukkede og tætnede efter med endnu en Pris. Kun Zegoel kunde han ikke tilgive Fader. »Han er hans onde Samvittighed!« forklarede Farbroder, blandt hvis »Forfulgte« på Idet: Tatere, Spillemænd, rejsende Officerer - »Knægte« som de kaldtes - Vagabonder og Eventyrere af alle Stænder og Nationer, også Zegoel indfandt sig. Men Fader rystede på Hovedet: »Vist ej, Anselm! sæt dig i Böös'es Sted og se i arme Zegoel selve Antikrist: Samfundets Omstyrter, Frikirkens Antinomi - Oprøret mod den Lov, der for Böös er den ganske Bibel.« »Nu ja,« Farbroder nikkede skødesløst, »spiller han salig 111 Gustaf IV Adolf, agerer han »Åbenbaringen«s »Trofast och sannfärdig« mod Zegoels »Widunder«, lad da, som Napoleon knuste Gustaf Adolf, Zegoel og hans Folk pulverisere Böös! Priset være Gerningen!« »Og hvad så?« spurgte Fader og så hen for sig, som i bange Undren. Men Farbroder hørte ikke, han sad alt ved Klaveret og stemmede op med den nyeste Uppsala-Vise: