↩
Nekrologerne over Harald Kidde kredser gennemgående om hans eget og
forfatterskabets indadvendte og sært ubestemmelige væsen. Social-Demokraten fælder en hård dom:
For
det store Publikum er Harald Kiddes Navn næppe en Klang. Hans teologisk
mærkede Syslen med Problemerne om Liv og Død, hans dystre og ensomme
Grubien, der kunde tyde paa Paavirkning fra Søren Kierkegaard, en tung
og forvirret, 367 ukunstnerisk og
utilgængelig Udtryksform, hans Lede, Mismod og Tungsind vandt ham kun
sjældne Læsere. (24. november 1918.)