Kidde, Harald Uddrag fra Jærnet

Rimestad bedyrer, at hvad der måtte forekomme dunkelt i Jærnet, ville være blevet klart i de kommende værker, »til hvilke han i hvert fald havde Planen færdig i sin Bevidsthed.« Værkets form og teknik karakteriseres som »den besværligste, men til Gengæld ogsaa den digterisk fornemste Maade«, og med en anvendelse af bjergværks-metaforikken hedder det, at Kidde »borede og borede med en fanatisk og en næsten overmenneskelig Udholdenhed og naaede ned til stadig hemmelighedsfuldere Lag i Menneskesjælen, hvor maaske aldrig nogen dødelig havde færdedes før han.« Intet under da, at Kiddes ydre fremtræden afbildes i skikkelse af en lidende Kristus. Ansigtet var »meget blegt«. Mundens linjer var »saa sammenpressede, som om de havde lukket sig fast til om en Gaade«, og i øjnene var der »noget besværet og næsten lidende, som havde de anstrengt sig altfor længe for at stirre ind i en hemmelig Verden, der var lukket for vort Blik.« 370 Besynderligt nok fremhæver Rimestad især den sidste del af Jærnet, som han netop selv havde kritiseret i sin kronik umiddelbart efter Kiddes død: »Det blev med en Bevægelse, der ikke ligner noget andet, jeg har oplevet her i Livet, jeg stiftede Bekendtskab med dens sidste Afsnit.« Dette sidste afsnit er et »smerteligt Brydetag med det Guddommelige«, »et ængstende Pust af det Mysterium, der skjuler sig bag vore Sanser.« Det synes derfor Rimestad følgerigtigt, at Kiddes væsen blev »sprængt« under dette forsøg på at udsige »det der ligger paa den anden Side af, hvad vor Fornuft og vore Sanser kan række.«