Kidde, Harald Uddrag fra Jærnet

Oscar Geismar svingede sig samme år op til samme retoriske højder i det litteraturhistoriske oversigtsværk Hovedtræk af nordisk Digtning i Nytiden. Jærnet er af »kæmpemæssigt Omfang og endeløs Dybde, men dog en Torso, den største maaske, som Verdenslitteraturen kender« - »den mest krævende Bog, som nogen dansk Mand har skrevet.« Gennem sit ordvalg søger Oscar Geismar, der var teolog, ihærdigt at tage Kidde til indtægt for kristendommen. Romanerne benævnes »Forkyndelse« og forfatteren »Profet«, »en Forkynder af Evighed«. Udgivelsen af Helten omtales som »et Tegn i Skyen«. Med endnu en variation over bjergværks-metaforikken siges det, at »Hans Bor nærmer sig de Lag, hvorfra Paradisbevidstheden henter sin Styrke« - »Han forkyndte en tunghør Samtid Sjælens Ret, Lovens Vælde og Korsets Gaade. Aldrig vil en Forkyndelse fremstaa med rigere og dybere Indhold.«