Kidde, Harald Uddrag fra Jærnet

En ganske anderledes bedømmelse gives imidlertid af Jørgen Helger i Danske Digtere i det 20. Aarhundrede bd. I (1951). Denne afhandling åbner for en fornyet interesse for forfatteren, om hvem det hedder, at »øjeblikket er sikkert inde til at indrømme, at Kidde trods usikkerheden i anvendelsen af sine kunstneriske midler er mere i pagt med den virkelige kunsts og den menneskelige erkendelses landvindinger end de fleste af dette århundredes digtere.« Nu skildres Kidde imidlertid ikke længere som den senromantiske, symbolistiske og måske lidt sentimentale kunstner, men derimod som en banebrydende modernist, der sammenlignes med James Joyce, Albrecht Schaeffer, Herman Hesse og Thomas Mann. Med Jærnet har han »skabt en romankunst i den store stil, der kan måle sig med det betydeligste i vort århundredes prosadigtning.« Jørgen Helger betragter først og fremmest romanen som en ny og storladen litterær form, »ordmusikalske fugasatser«, hvorimod han afstår fra en nærmere tolkning af værkets indhold:
Den Gud, hvis »lov« romanens personer uophørligt spejder efter, har gådefuldere, grummerc, vældigere træk end i noget af Kiddes tidligere værker. Det er, som om læseren gang på gang fornemmer en gammeltestamentlig susen af kerubvinger og flammesværd. Hvordan værkets endelige guds- og verdensbillede vilde aftegne sig, bliver for stedse en hemmelighed (...) Men hvor langt fattigere vilde vor litteratur ikke være uden dette mærkelige fragment, der bestandig vil drage og ægge ved sin tankerigdom, sin mørke, storliniede skønhed.