↩
Siden har Ehrencrona i mange år levet som en udstødt, fordi han har
svigtet »»Jærnets hellige Sag««, men »»De gamle har nu tilgivet mig, de
af min egen Slægt (...) Men de unge, Børnene af Jærnets »Renaissance«,
af 1914 ...««:
Han pegede ud ad Vinduet. Og dér, foran Fyrreskoven,
hvor Nattens Rim endnu lå hvid, stod hans yngste Søn, den unge
Indkaldte, og svang med lysende Øjne sin dragne Klinge, og hans tvende
unge Søstre fulgte, klynget Arm i Arm, med hede Kinder, dens Hug. Og
langs dens Stål flammede Bålet dernede, Mars'es atter rejste Alter.
Jacob Gammal Ehrencrona bøjede sit Hoved og mumlede:
»Børn af
Järnbäraland -« 383 Men novellens
fortæller, der lytter til den gamle Ehrencronas beretning, vender sig
imidlertid fra vinduet og ind mod stuen:
Ti inde fra Stuen ved
Siden af klang en Tone, varsomt, prøvende - klang og løftede sig og fløj
... en Violins. Hans anden Søn, der svag af Legeme ej duede til
Udskrivning, men nævntes bedst af »Musikaliska akademien«s unge Hær,
spillede sin første Komposition: Stagnelii Hymne til Anima,
Menneskesjælen, fanget i Demiurgens, Jærnmenneskets, Lænker - dens Suk
mod Pieromas Himmelsale, Skønhedens, den evige Freds...
»Børn af
Värmland,« smilte jeg, »Sangens Land, Geijers, Tegnérs - ej ene Mars'es,
men Apollons.«
Jacob Gammal Ehrencrona pegede mod Ruden og
sagde:
»Men - hvad er de Våben mod hans
derude?«
Men jeg smilte og svarede:
»Også det af Stål, af Jærn: den fjerde Streng, Instrumentets dybeste
- Apollons, uforgængeligt som Mars'es.«