↩ Her er der således ingen tanke om en forsoning med »Jærnmenneskets« verden, men tværtimod om en forløsning fra den - endog omtalt med begreber hentet i gnosticismen (»Anima«, »Demiurgen«, »Pleroma«). Men samtidig er også denne forløsnings middel - kunsten, violinens dybeste streng - af jern. I en sådan dobbelttone klinger novellen ud, som også symbolerne i Jærnet selv bliver stående i en flakkende mangetydighed Formodentlig ville denne mangetydighed fortsat have præget det fuldførte romanværk, og formodentlig er det også af mangetydigheden, at Jærnets fascinationskraft i virkeligheden udspringer.