↩ I overensstemmelse med sin afhandlings anlæg forstår Villy Sørensen udelukkende Steffans fald fra tårntrappen i psykologiske og seksuelle termer, om end hans tolkning synes at være noget vaklende. Snart hedder det, at »faldet« består i den ufuldbyrdede seksualitet: »Steffans »fald« skyldes altså at pigen stødte ham fra sig« - men straks derefter er det seksualiteten selv, der er »faldet«: »I Steffans tilfælde er der således direkte tale om før og efter faldet; han erindrer selv »hint Barn før Faldet i Tårnet«, der levede i harmoni med Susanna før Brynte og det sexuelle dukkede frem.« Hvordan det nu end måtte forholde sig, så er Villy Sørensens analyse trods alt sit skarpsind ikke 385 bred nok til at tolke den symbolik, der omgiver opstigning og fald i både Helten og Jærnet. Hvad det er, der hævdes at ske for demens Beks vedkommende, men så tragisk mislykkes for Steffan Choräus, vil træde tydeligere frem, hvis man betragter Heltens komposition og dens stilling i romantraditionen.