Kidde, Harald Uddrag fra Jærnet

Hvad der mislykkes for Steffan Choräus - symboliseret ved hans fald på tårntrappen - er da en sådan individuel og rent indre dannelse. Den, der støder ham ned ad trappen, er følgerigtigt Susanna, som netop billedgør livets udadvendte drift mod seksualitet og ernæring. Hun er romanens seksualitetssymbol, og i bogens sidste del er hun midtpunktet i den Sankta Lucia-fest, der efter värmlandsk skik tænkes som en afglans af et himmelsk ædeorgie.