Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Han havde strax lagt Mærke til ham, dér i Stolerækken: at han ikke var Fisker, ja, at han vel egentlig var en Slags studeret Mand. Han havde stået dér, med det hvide, lange Hår kæmmet glat, i sin blå Frakke, sin sorte Vest og Krave, og ladet de andre komme ind forbi sig, trykket dem i Hånden og hvisket smilende God Dag. Og siden, som han sad dér under Prækenens Kedsommelighed, midt i Sollyset fra det lave Vindue, med Ørkenens grå Høje i Rammen - hans hvide Hoveds stille Holdning, hans Hænder om Salmebogen, hans sænkede Øjnes Blik - - Erik Lange havde følt et Øjebliks forunderlige Fred i sit Hjærte, som ved et Minde, han ikke den Gang kunde gøre sig klart, men som han nu vidste, var Grunden, Skovvigen derhjemme, hvor hans Slot skulde have stået - hvor det kom til at stå - men bygget af andre . . .