Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Der stod et Kirsebærtræ for deres Dør, og en lille Lund af gamle Valnøddetræer, hvori Børnenes Gynge hang. Der rislede en Bæk forbi Dørtærsklen. Den kom højt oppe fra Skovene og bragte Bud fra Fader - ja undertiden lagde han virkelig hvide Fyrresplinter i den, og den bragte dem, tro og travl, ned til Eberhard og lille Christine. Små Væld brød op af Græsset, rustbrune og klukkende, som bristende Jærnhatte. Røgen fra Moders Nadvergryde steg op af Skorstenen mellem Husløgene og sejlede hvid under de sorte Fyrreskove. Aveklokken ringede inde fra Hornberg og svaredes fjærnt og nært fra Niederwasser Kirke og Gårdenes Kapeller. Og mens Solen blev rødere over det mossede Stråtag, korsede Eberhard og Christine sig andægtigt.