Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Og han ihukom hende den sidste Aften i Halle an der Saale, i "Zum guten Geist", da hun var så febrilsk og lo og græd imellem hinanden, og hans rolige og uerfarne Sind intet forstod, men undredes og rørtes og glædedes over hendes blussende Kinder, hendes tåreblanke Øjne og leende Mund, til hun gemte sig ind til ham og kyssede ham og hvilte sin Kind mod hans og græd og hviskede de kære, gamle Navne derhjemme, fra Benzsletten til Vindhjørnets Klippe, fra Moosenmattle til Sabbatsklippens høje Granithorn, Faderens og Moderens Navne og alle de bibelske Navne, de havde givet til Bækken og Stien og Højden og den store, hvide Tjørn i Dalens Inderste. Og først og sidst en Hilsen til "der Herrgottswinkel." Men så blinde havde hans Øjne været, og så snedigt havde den fremmede, norske Greve faret frem, at han intet havde set, intet anede og forstod, men kun rørtes og længtes bly mod en sådan blussende og vexlende ung Kvinde for sig selv. Men nu - å han ihukom hende med de røde Rønnebær om Panden, spejlende sig i Bækken ved Huset . . .