Kidde, Harald Uddrag fra Helten

"Det er ikke heller Vejret," sagde Clemens Bek og rystede på Hovedet, med de store, blege Øjne mod Ruden, "men - når man har levet så længe som jeg, her midt i Havet, så får man det i Legemet som Forudanen, som Dyrene får det, at nu har det ondt for mod andre. Jacobus Uz - ja, se nu véd De ikke, hvem han var, og mange af de Unge her véd det heller knap, og en Gang var det Navn dog det samme som Øens - han kunde have købt os alle, og Prinsen med, ved sine Penge, og han havde købt os ved sit Liv iblandt os - han mærkede det altid, når en Stranding var nær, og han led overmåde ved det: "For lå vi ikke 55 her og truede Sejlerne, slap de jo stolt over Havet. Men for at denne arme Bred kan bære os oppe, skal de lykkelige Strandes Børn omkomme." Og han forbandede Øen og os. Jacobus Uz var ikke født til at leve her, må De tro, og dog måtte han blive her til sin sidste Time. Og ved Strandingerne så han jo, hvorledes det Hav, der havde lukket ham ude fra den Verden, der skulde have været hans Gærning og hans Liv, nu kastede dem derude fra som døde op på hans Ø. Og han gemte sit Hoved og rystede af Gru for Havet, han måtte se og høre hver Dag, hvor han så stod og gik. Nu sover Jacobus Uz deroppe på Kirkegården mellem alle dem, fra hvem Havet tog Livet som fra ham, alle dem fra Syd og Nord, men jeg skulde tænke, han mærker endnu, når Havet viser sit Sind og sin Magt, ja både han og dem omkring ham, der en Gang hjemfaldt som han . . . Nå," han rystede på Hovedet, "jeg fantaserer nok! Men tro mig: Jacobus Uz's Uro smittede mig, da jeg som helt ung nede i hans fædrene Gård, hvor nu Havnen og Lægeboligen ligger, så ham løbe rundt i de store, mørke Stuer og løfte de lange Arme og de blide Øjne anråbende mod de tunge Bjælkelofter og krumme sin pukkelryggede Dværgeskikkelse i Vånde. Jeg véd jo, det var hans syge Sind, der foer vild, vi har jo ikke selv lagt vor Ø her i Havet - ak jeg tror, ingen havde gjort det! - vi kan ikke for dens Rev og Revler, vi er jo vel netop sat her for at hjælpe, hvor vi kan, for at rejse vore svage Hænder mod Havet og kæmpe med det om vore Brødre eller i det mindste gemme dem mildt i denne lille Plet Jord her midt i det menneskefjendske Dyb. Men hvor ofte er jeg ikke, især i tidligere Dage, før Menneskene lærte bedre at møde sin Fjende, før Fyrskibet og Redningsvæsnet kom, vågnet midt om Natten, med Klabautermandens Hånd på mit Hjærte, eller har derhenne i min lille Skole, under Bibeloverhøringen, mærket hans Klamhed bag mig og hørt det dryppe på Gulvet, og da følt mig skyldig som Jacobus Uz, her hvor jeg lå eller sad så trygt i Læ. Ak, Hr. Lange og Fru Ellen, Havet er frygteligt, frygteligt - uoverstigeligt og bundløst, giver aldrig, aldrig igen!"