Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Men Eberhard bad: "Du var tro i din Gærning, dens Synd komme ikke over dig, men over den, som satte dig til den; som hentede dig ind fra sine grønne Godser på Landet, da du ikke længer dér kunde trælle sammen nok af de Penge, for hvilken han købte sig Statens og Menneskenes Hyldest; og som satte dig i dette Hus og gjorde det til et tro Billede af den Verden, hvori han vandt, og du tabte! Du var hjælpsom og flittig, du var barmhjærtig og mild, du var mod dette Barn som en Moder - og en Moder for alle disse hans arme Søstre, som nu har forladt dette Hus, så også du tør forlade 85 det, at det kan jævnes med Jorden som dets store Forbillede: Verden, om føje Tid skal. Herren føre dig hjem! - Og nu, Benedict!" Eberhard rejste sig, og hans Ansigt strålede, som havde han ikke kendt til Træthed, "nu har Herren den Gud løst os, nu vandrer vi den Dag i Morgen til hans og vort Folk i Skovene, til hint lille Hus i Schwarzwald, i Gutach ved Niederwasser, til hint Hus, der står og venter. Nu er vor Fangenskabs Ti l omme! Nu får vi Lov at gå hjem! O Benedict, du véd ikke, hvad det vil sige: hjem!"