Kidde, Harald Uddrag fra Helten

"Ja," sagde Clemens Bek langsomt, han havde nu lagt sig i sin vante Stilling, med Blikket ud ad Østruden mod den våde Marehalm og Ørkenen, der nu lå tavs og mørk af Regnen, under den duegrå Himmel med den vage Solrødme; Agnetes Kors hældede med sine bredte Arme ude på sin Klit, "en Mand af Navnet Honorius svigter ikke. Fru Ellen," han vendte pludselig Øjnene mod hende, "tilgiv mig, jeg narred' Dem! Jeg sagde, hvad der ikke var sandt, og jeg har dog lovet at fortælle Dem min hele Historie. Det var ikke af Glæde over, at Øen ikke længere skal ligge helt forskudt og uden for den øvrige Verden uden Præst, for - å, jeg synes ikke, Præsterne i alle de År, jeg har levet her, har virket synderligt til at gøre Livet trøsteligere. Nej, det var fordi - ak Fru Ellen, jeg er så sky for at røre ved det, jeg har aldrig fortalt det til noget Menneske, uden Hr. Jacobus Uz og Jomfru Camrath, men da De kom dér i Døren så våd og frisk og rødkindet som selve 87 Morgenen her i Havet, da blev det så levende i migf mit Minde, min Drøm fra - fra min Ungdom, da også jeg vovede mig Livet, Kvinden nær. Ak, Fru Ellen, her på mit sidste Leje gæster det mig nu - ikke at De ligner hende, ak slet ikke, men - De er ung og mild som hun, og Kvinde som hun - - Og i det samme nævnede De hendes Navn - Honorius, Dorete Honorius hed hun."