Kidde, Harald Uddrag fra Helten

"Som nu Eberhard rejste sig fra sin sidste Bøn på dette Kammers Gulv med Ranslen på sin Ryg og Staven i sin Hånd og fornam det, som var det kun én Dag og ikke treogtyve År siden, han bar dem sidst, og skred mod Trappen, som var den hin Dør i Gutach, han blot skulde åbne for at træde, ind i sin Barndom og Alderdom, Lønnen for sin lange Udlændighed, og ikke så, hvor Benedicts Øjne klamrede sig til det skumrende og nu så tomme Rum, hvor han og de få Møbler havde hørt hjemme, hvor hver Rift i Tapetet, hvert Søm i Gulvet, hver Sprække i Tagrenden derude var hans, dette Rum han aldrig havde forladt, og som de nu skulde ombytte med den vældige Himmel, de dybe 90 Skove, den Jord, Eberhard havde blindet ham for, og nu pludselig vilde føre ham ud til - bankede det højlydt på Døren dernede.