Kidde, Harald Uddrag fra Helten

Og en Dag var en Sommerfugl kommet flagrende herind gennem Gyden, en snehvid Sommerfugl. Han troede først, det var et Snefnug og blev angst og bedrøvet: "Eberhard! Eberhard! Vinteren kommer allerede igen!" Men så smilte Eberhard og rundede varligt sin Hånd om det lille, flagrende Dun og sagde, at det var en Sommerfugl. Og han havde holdt den længe i sin hulede Hånd, og dér havde den sejlet stille op og ned på sine hvide Vinger, som var den slet ikke bange, og Eberhards øjne havde været så milde og så fugtige, som når han om Søndagene talte om Schwarzwald . . .